Bugtaleren

forfatter og foto: Jørn E

Latter, pift og applaus strømmede op imod ham. Det var i sådanne øjeblikke han følte at han levede, trods alt. Det var også i sådanne ophøjede stunder han mærkede sin elskede og savnede datter Melina dukke op ved sin side. Hun var iført sin elegante guldlamékjole og havde sin hætteklædte jagtfalk på skulderen.

Der var et ganske pænt publikum på markedspladsen foran den lille scene, hvor han optrådte.

Han havde lige lavet sit slagnummer. Dukken, som forestillede en rokoko-lakaj med hvid paryk lænede sig frem mod publikum og stirrede. ”Hvad glor du på” spurgte bugtaleren. Intet svar. Her var det han aktiverede en lille kontakt inde i dukken så dens øjne begyndte at lyse. Samtidig trykkede han på en lille ballon med vand i, med tommelfingeren. Vandet løb ud af den ene mundvig, så det så ud som om den savlede. Så kom svaret omsider: ”Lammekød”. Det lød hæst. Bugtaleren havde rettet dukkens ansigt mod en køn ung pige blandt publikum. På den måde kunne han selv tage sig en god ”øjenfuld” for pigens opmærksomhed var rettet mod dukken.

Sagen var, at den gamle bugtaler havde en sand svaghed for unge piger. Når han som nu sad og betragtede den unge pige, drømte han om hendes duft og hendes silkebløde baller. ”Jeg HAR sagt, at jeg ikke kan tolerere at du opfører dig på den måde når vi optræder”. - ”Lammekød” kom det bare henført fra dukken.

Publikum jublede. Pigen blev sprutrød i hovedet og gemte ansigtet i hænderne. Bugtaleren vendte dukkens ansigt mod sig: ”Kan du omgående sige undskyld til den unge dame” Dukken blev langsomt igen vendt mod pigen. - ”Sorry lady” kom det i et lavt kælent tonefald fra dukken og det mindede ikke ret meget om en undskyldning. ”OK, så kommer du direkte i seng nu” konkluderede bugtaleren og rejste sig og bukkede alt imens dukken stadig gloede. Han lagde en hånd over dens øjne.

Efter således at have afsluttet sin optræden trak han sig tilbage til sin vogn. Allerede på vejen begyndte tankerne at vandre. Var han en gammel gris? - Ja, det var han vel, men han var ligeglad.

Man måtte jo ta' de små glæder der bød sig. Livet skulle jo leves til ende og hvorfor så ikke prøve, at få det bedst mulige ud af det?

Tankerne gik endnu engang tilbage til hans elskede datter, Melina. Hun var luftakrobat og meget dygtig og desværre også meget dristig. Allerede som teen-ager havde hun fået endnu en lidenskab – falkonerjagt. Dengang arbejdede de i Tyskland og andre steder i Europa og en falkoner var blevet engageret i deres cirkus. Melina havde plaget ham om at lære sig kunsten. Hun viste sig, at være meget dygtig til at dressere fuglene og inden længe havde hun altid et jagtfalk.

Udover, at optræde som luftakrobat, assisterede hun også af og til sin far i hans numre. Han var stolt af at kunne præsentere hende som sin datter. En dag kom direktøren ind i hans vogn. Renaldo var straks klar over at der var noget helt, helt galt. Melina var styrtet fra trapetzen, med hovedet først, direkte ned i manegen. Hun var død på stedet. Renaldo måtte aflive hendes jagtfalk. Den flaksede rundt som en forvirret undulat i et fremmed bur. Han var sikker på, at hun var derude, et eller andet sted, og at hun støttede ham i hans ensomhed.

Historien er blevet til med udgangspunkt i illustrationen til den. Det er et maleri jeg har malet med baggrund i et foto jeg har taget af en knudret fyrrestamme, hvor motivet trådte frem i min fantasi. Da maleriet var færdigt, begyndte jeg at digte en historie om det, da min datter spurgte mig hvad det forestillede.

Maj-opgave: Karl Wims, kriminalinspektør

Jeg havde lært kriminalinspektøren at kende i forbindelse med en trist og mærkværdig sag om en piges selvmord. Det jeg dengang i første omgang hæftede mig ved var, at han viste så meget menneskeligt engagement i sagen. Ikke noget jeg umiddelbart ville have forventet fra en kriminalinspektør.

Jeg skal måske lige præsentere mig selv. Ganske kort, for det er jo ikke mig det handler om. Jeg arbejder som præstesekretær i byens kirke. Menigheden er ikke stor nok til at berettige en kordegn.

Da jeg er pensioneret kordegn og godt kan bruge lidt ekstra til rødbederne på leverpostejen er det en udmærket lille tjans.

Wims er idrætsmand. Har dyrket femkamp og rek og barre siden han var ganske ung. Så kriminalinspektøren er i god form. Hans fremtoning er en rank, lidt senet mand, som er lidt for bred over skuldrene i forhold til hans højde. Et kraftigt og bestemt kæbeparti røber en vis stædighed.

Jeg har aldrig oplevet Wims give udtryk for vrede. Han taler altid i samme tonefald. En dyb rolig og klar stemme, som på en gang giver tryghed og indgyder respekt. Det nærmeste jeg har sporet af tegn på vrede i hans ansigt er, at hvis der er noget der vækker hans mishag, bider han de store kæber sammen og kæbemusklerne bevæger sig lidt op og ned. De som kender ham ved, at når han ser sådan ud, skal man trods alt træde med en vis varsomhed.

Karl har oprettet sin egen afdeling af Politiets Ungdomsklubber i byen. Vist nok den eneste i provinsen. Her bruger han en stor del af sin fritid på at træne byens teen-agere i idræt. Han belønner deres indsats med megen ros og personligt engagement i den enkelte. En gang om året arrangerer han en rejse af en uges varighed for klubbens medlemmer.

Og, jo Wims finder sig ikke i hvad som helst. Det siges, at han engang havde slået en rocker i gulvet. Det var sket i forbindelse med noget optøjer på en lokal campingplads. Wims havde på sin sædvanlige sendrægtige facon bedt rockerne om at forlade området. Den som åbenbart var en slags leder af gruppen var gået frem til Wims og havde bedt ham om at skride for ellers kunne han få noget på lampen. Wims havde – lige efter bogen – endnu engang opfordret rockergruppen til at forlade området. Så havde rockeren svinget bøffen. Wims undveg så behændigt som et desmerdyr uddviger en brilleslange og besvaret angrebet med en lige højre, som sendte rockeren lige i dørken.

Så kørte rockerne.

Han sagde senere til mig, at han stod og håbede så inderligt, at rockeren ville slå ud efter ham.

”Jeg fik mit ønske opfyldt” . Han grinede sin stille dybe mavelattet, mens øjnene gnistrede .

Jørn E/1. Juni 2010

Alle rettigheder forbeholdes

Maj-opgave: 1812

Forfatter: Leonius

Et brag inde fra stuen, vækkede mig fra min tankerejse ved opvasken.

Jeg elsker at vaske op, det er så stillende og man kan tænke på alle mulige og umulige ting, uden at opvasken tager skade af det.

Jeg gik ind i stuen for at se hvad der var sket.

Min mand Thomas stod midt på gulvet med høretelefoner på, og lukkede øjne, han svingede med armene, som spillede han et eller andet spil.

Der var ingen tvivl om, at han var kommet til at skubbe til den lidt for høje rædselsfulde vase, som min søster engang var kommet med.

Nu skulle den ikke pryde vores hjem længere, blomsterne skulle i øvrigt have været skiftet ud, så pyt.

Min mand anede ikke at jeg stod og betragtede ham, han var heller ikke klar over, at hans spil havde kostet en vase.

Hans bevægelser med armene var faktisk smukke, de buede op og ned i et behageligt tempo, som om han samlede den rene nye forårsduft ind i sine håndflader. Han talte med hænderne, nogle gange sagde han også noget med fingerspidserne, som om han ville præciserer noget.

Han var opslugt.

Jeg lænede mig op ad dørkarmen, var næsten blevet paralyseret af hans udstråling.

Pludselig blev hans arme voldsomme og slog ud i luften, blev dominerende, truende og bestemmende, som om han havde en voldsom diskussion med nogle foran ham, gentagne gange jagede han sin pegefinger gennem luften, som om han skød på nogen, han havde sved på panden.

Tilsyneladende fik han sin vilje, for hans bevægelser blev igen bløde og smukke, med små tegn fra fingerspidserne, hans ansigt udstrålede tilfredshed og taknemmelighed, han nikkede smilende med hovedet.

Det var utroligt at han, min mand Thomas, kunne stå der og agerer så mandigt og samtidigt så smukt.

Han lavede nogle gevaldige sving, gik et lille skridt frem, afleverede nogle tegn med hånd og fingre, tog armene ned langs siden, og tro mig kære læsere, han bukkede.

Han tog høretelefonerne af, tørrede sig med håndfladen over panden, og blev lidt forskrækket over at jeg stod der, så smilede han lidt genert.

Hvad lavede du Thomas?

”Jeg dirigerede Det Kongelige Kapel i Tchaikovskys 1812 Ouverture” sagde han, så naturligt, som var han selveste Leonard Bernstein.

Det gjorde du smukt Thomas, jeg ville ønske, jeg havde hørt det også.

Maj-opgave: Soffi

Forfatter: Bente Pedersen

Anders satte sig tungt ned på plænen ved siden af stenen. Så tæt på, som det nu kunne lade sig gøre uden at vælte den. Drejede låget af termokanden, der så kunne fungere som kop og hældte kaffen op. Dernæst fandt han de sædvanlige fire halve stykker rugbrød frem fra madpapirets gemmer og bestemte sig uden den store begejstring for én med leverpostej. Engang havde madpakken været et lyspunkt i arbejdsdagen. Dengang han arbejdede på brorens gartneri, var frokostpausen en hyggestund med de andre ansatte, hvor dette og hint blev vendt og drejet. Dengang sørgede Helle for madpakkerne til både ham og Jonas, og de kunne ofte mærke hendes kærlige omsorg i form af et stykke chokolade eller måske en lille seddel med en kærlig hilsen lagt øverst. Han var taknemmelig for, at broren havde forstået, da han blev nødt til at skifte arbejdsplads.

Han sukkede og børstede nogle rugbrødskrummer af de i forvejen plettede bukser. Det var vist snart tid for at vaske arbejdstøj. Også det havde han efterhånden fået lært at gøre selv. I det samme kørte Jens forbi på vej ned til frokoststuen på den lille havetraktor med anhænger, og Anders hævede hånden til en hilsen. Han orkede ikke at sidde blandt de andre, og de lod ham være i fred, når det var det, han ønskede.

”For resten, Jonas”, sagde han, mens han kærtegnede den sorte granitsten, ”så rykkede dit fodboldhold da op i A-rækken i lørdags. De spiller knageme godt, stadigvæk, kan du tro!” Han lod tungen glide hen til hullet mellem fortænderne og lod den hvile der, mens plænen foran ham forvandlede sig til fodboldbanen på det lokale stadion. Holdets anfører, Jonas, driblede elegant uden om alt og alle og gik direkte mod mål. Intet kunne stoppe ham…

Uden den store bevidsthed, om det var levepostej eller rullepølse, han puttede i munden, forsvandt resten af madpakkens indhold. Øjnene var langt ude af fokus, da en bib bib lyd fra skjortelommen meddelte, at der var en sms til ham. Han hev hurtigt mobilen frem, stillede skarpt på de små bogstaver og så, at det var fra Karen. Nabokonen, som gud ske lov havde lovet at se ind til Soffi i løbet af formiddagen.

For en lille uges tid siden havde han bemærket en bule på Soffis mave, da hun lå og hvilede på gulvet ved hans fødder, men han havde ikke kunnet få lov til at undersøge hende nærmere, og siden havde han slået det hen som unødig bekymring. Hvis hun var alvorligt syg, ville hun jo opføre sig langt anderledes. Men så i aftes havde hun været noget så urolig og rastløs, og ikke engang deres aftentur kunne bringe ro over hende. Det var heller ikke meget, de havde fået sovet, da Soffi ustandselig skiftede opholdsplads. Nu måtte han også se at få hende til dyrlæge efter arbejdstid.”Alt vel her” lød sms’en fra Karen. Han smilede, mens han smed den sidste sjat kaffe over mod den lille hæk og gjorde sig klar til de næste timers arbejde. Inden han gik, sikrede han sig, at buketten ved siden af stenen havde frisk vand. Fjernede et par visne blade fra den og klappede til sidst stenen med et ” Ses i morgen!”

Mens han klippede den ene meter buksbomhæk efter den anden, funderede han som ofte før over, hvornår han egentlig havde mistet Helle? Var det efter ulykken med Jonas, da hun gled ind i mørket? Eller var det mon først for alvor, da hun endelig var vendt tilbage til en hverdag sammen med ham blot for at konstatere, at en svulst i brystet havde fået lov at vokse upåagtet i alt for lang tid?

Tanken om svulsten i Helles bryst aktiverede atter bekymringen for Soffi. Hun ventede ham glad hjem hver eneste dag og sikrede med sine krav om mad og motion, at der var en form for sammenhæng og mening med livet selv nu. Da han tjekkede mobilen for nye sms’er fra Karen, konstaterede han, at det var tid for den sidste kaffepause, inden han kunne vende næsen hjemad.

”Hej, Helle!”, hilste han mod stenen, da han satte sig på den lille bænk under guldregnen i hjørnet. ”Jeg er da godt nok bekymret for Soffi. Jeg skal have hende til dyrlæge, når jeg kommer hjem,” fortalte han, mens han bøjede forover i kroppen og hvilede underarmene på lårene. Når han sad sådan og samtidig bøjede hovedet, kunne ingen se, at han snakkede med hende. Ind imellem lod han fingrene glide gennem perlegruset og fjernede automatisk uønskede vækster.

Langt inde i deres daglige samtale blev han forstyrret af mobilens ringetone. Stadig lidt fraværende hev han mobilen op af lommen. Han rømmede sig, mens han fandt den rigtige knap.

”Ja hallo, det er Anders!”

”Det er Karen! Skynd dig hjem!”

”Er det Soffi?” Stemmen var anspændt, og han turde næsten ikke høre svaret.

”Ja, det er Soffi, og fem små nye af slagsen! Tillykke Anders!” Glæden i hendes stemme nåede ham, men den forvirrede ham endnu mere.

”Fem nye? Hvad? ”Anders kløede sig i den ene tinding, men så forstod han pludselig Karens budskab. Han vinkede ivrigt hen mod stenen, mens han råbte: ”Nå for pokker da, Helle! Der er kommet små i huset igen. Det er Soffis! Jeg skal skynde mig hjem! Ses i morgen, min ven!”

Maj-opgave: Grammy

Forfatter: Dorte Jakobsen

I det meste af ottende klasse havde vi Mitte Gramstrup til tysk. Grammy var den tynde og nervøse type, et omvandrende skelet med raslende halskæder og armbånd. Og det blev nok ikke bedre af de fire tysktimer med ottende B.

Grammys hår havde været farvet rødt en gang, men det var alt for længe siden. Hun var sådan cardigan-typen, musegrå og lortebrun i mange kombinationer.

”Grammy er legemliggørelsen af den tyske grammatik,” påstod Torsten. Torsten havde røde fregner og stritører, så han havde tidligt lært, at det bedste forsvar var et angreb.

Grammy var sikkert forberedt til punkt og prikke, men på et eller andet tidspunkt tabte hun altid tråden. Drengene tegnede dårlige karikaturer af hende på tavlen, de sendte breve til hinanden og skrællede æbler med deres lommeknive midt i hendes forsøg på at stoppe et verbum eller to ind i vores hormonbefængte hjerner. Vi piger sad mest og strikkede; vi var for gamle til at blande os i drengenes barnligheder, men vi gad bestemt heller ikke lære tysk.

”Hvor kom vi til?” lød det jævnligt oppe fra katederet, mens armbåndene dansede panisk om de magre arme.

”Wir sollen bollen wollen,” foreslog Preben hjælpsomt. Halvkvalte fnis fra alle de elever, som stadig var vågne.

Hun blev lyserød i kinderne, men ellers lod hun sig aldrig mærke med det, hvis hun da overhovedet forstod, at hele klassen gjorde grin med hende.

-------------------------

”Mittes mand er død!” Lisa hviskede sin besked, så højt hun turde, mens hun stormede ind i klassen tre sekunder foran Grammy.

”Mitte hvem?” Vi gloede forvirrede på hinanden, før tiøren faldt.

En sortklædt, afdæmpet Grammy kom ind med sine falmede tyskbøger under armen. Hun satte sig på stolen, og i en underlig, pinlig stilhed terpede vi for en gangs skyld verber og gloser efter bedste evne.

”Det var vist noget med hjertet,” oplyste Birgitte i frikvarteret.

”Ja, han var da i hvert fald langt over fyrre!” Lisas forældre plejede at spille bridge med Grammy og hendes mand, og Birgitte skulle bare ikke komme her og vide bedst.

Et par dage var vi forholdsvis søde, og Jane lagde røde æbler til hende på katederet, men vores medfølelse strakte ikke længere end til vinterferien, som begyndte en uge efter.

--------------------------------

”Grammy er blevet klippet. Se!”

Jo, sandelig. Tjavserne var blevet til en rigtig frisure som lyste i et rødbrunt skær.

Forvandlingen skete ikke fra den ene dag til den anden, men i løbet af foråret dukkede en helt ny Grammy op. Hun tog et par kilo på og skiftede lige så stille stil. En dag mødte hun op i cowboybukser, og midt i timen gav hun Torsten en regulær skideballe, fordi han sendte en papirsflyver op gennem klasseværelset fra bagerste række.

Vi så målløse til og vidste ikke helt, hvordan vi skulle forholde os til vores nye tysklærer. Forvandlingen varede heller ikke mere end et par måneder, så kom politiet ind i klassen og hentede hende, lige midt i at vi var ved at bøje ”sterben”.

Maj-opgave: At opbygge figurer

Skriv en lille tekst, hvori du kommer omkring følgende hovedpunkter for en hovedperson. Underpunkterne er hovedsageligt en hjælp, ikke til hovedløs besvarelse.

Deadline er den 30. maj - husk at kigge efter et billede til din besvarelse :-)

1. Udseende og fysiske kendetegn

• Hvordan ser personen ud?
• Hvordan bevæger personen sig?
• Hvordan gestikulerer personen?
• Hvilket slags tøj har personen på?
• Er der nogle ekstraordinære fysiske kendetegn?

2. Handlinger

• Hvad gør personen konkret?
• Hvordan passer handlingerne med udseendet? (en tyk mand, som danser ballet)
• Hvilken overensstemmelse er der mellem de ting, personen siger og de ting personen gør?
• Hvad kommer personen til at gøre uden at have besluttet det? (sveder, rødmer, stammer, griner, kysser)
• Hvad gør personen uden at opdage det selv? (piller sig i øreflippen, griner lidt for højt af vennens vittigheder)

3. Indre landskab

• Hvad er personens højeste ønske?
• Hvad er personens største frygt?
• Hvad er personens mål?
• Hvilke indre mekanismer eller dæmoner hindrer personen i at opnå sit mål?
• Hvordan betragter personen sin omverden?
• Hvordan betrager personen sig selv?
• Hvad er personens største svaghed?
• Hvad gør personen glad?
• Hvad gør personen ked af det eller rasende?

Du kan eventuelt bruge omverdenen til at vise noget om personen gennem den måde andre reagerer på personen:

På en mørk kro sidder 5 barske sømand og snakker om den seneste storm. Så går døren op og en stor dreng kommer ind. Alle bliver stille og rykker til side uden at turde møde hans blik.

Uden andet end 'stor dreng' og det at han går på kro, har vi fået en masse antydet om drengen gennem omgivelsernes reaktion på ham.

Hvis du gerne vil have en mere bundet opgave kan du gøre det på følgende måde:

a. Beskriv en person og dennes største styrke og svaghed.

b. Giv personen en uventet udfordring.

c. Lad personen fejle ved at stole blindt på sin styrke.

d. Lad personen klare udfordringen ved at vende sin svaghed til en styrke eller ved at overkomme sin svaghed.

e. Beskriv hvad denne oplevelse gør ved personen.

Eksempel:

a. Keld er stærk og handlekraftig. Han er egoistisk og har ikke tålmodighed til at lytte til andre.
b. På en bådtur bliver det stormvejr og masten knækker.
c. Keld beslutter at svømme mod land for at hente hjælp. Han lytter ikke til kammerat (med hornbriller) som mener de skal blive ved båden. Han svømmer afsted, men klarer sig med nød og næppe tilbage, da det viser sig at strømmen er for stærk til at svømme.
d. Tilbage ved båden får han i samarbejde med hornbrille-kammeraten bikset en nødradio sammen og de bliver reddet.
e. Keld bliver rådgiver på en Unge-linie (eller sådan noget :-)

Lad spørgsmålene være en inspiration og ikke en facit-liste - og hvis du har andre ideer til, hvordan man kan bygge figurer op, så del dem meget gerne herunder i kommentarerne.

God fornøjelse,

Theodor