forfatter: Marianne NHun var 12 år, han var 63. Den gamle krogede mand havde kastet sig over hende på bryllupsnatten, og hun havde grædt stille, i enrum, og absolut kun når hun var sikker på, at ingen i svigerfamilien var i nærheden.
Du kan ikke tillade dig at være kræsen, for vi ejer ikke noget. Hun skulle være glad for at nogen ville have hende. Som hun så det, skulle den gamle mand være glad for at få en køn, ung kone. Og køn var hun, for det havde hun set i drengenes øjne.
Hvorfor kan jeg ikke bare gå i skole og få en uddannelse? Der er ikke råd til uddannelse, havde hendes mor svaret. Daki skal uddannes, han er en dreng, det koster mange penge.
Shayani kunne ikke se, hvad kønnet havde at gøre med uddannelse. Hun var langt den klogeste af de to. Ikke fordi hun ønskede at være uvenlig, men Daki var altså direkte dum. Og hvis man ikke havde ret mange penge, burde man vel investere i det bedste kort.
En ko var, hvad det var blevet til. I medgift altså. Og der gik ikke mange dage efter giftermålet, før svigerfamilien begyndte at beklage sig over, at koen gav alt for lidt mælk og åd alt for meget. De hviskede i krogene om større medgift. Hendes forældre trak ulykkeligt på skuldrene og sagde, at de ikke kunne undvære mere. Hendes små søskende skulle også have mad, og Daki en uddannelse. Det første forstod hun godt.
Hvad svigerfamilien før nøjedes med at mumle sagte, sagde de nu højt. De var såmænd begyndt at mumle om det i samme øjeblik, den gamle lagde sig på sygelejet. I går døde han. Det var forudsigeligt. Og i går var deres planer gået op for hende. Hun skulle brændes sammen med ham. I morgen. På pladsen i landsbyen.
Hun gjorde først stilfærdigt opmærksom på, at konebrænding var forbudt. Hvordan kunne de være så gammeldags? Da hun fornemmede, at hun talte for både lukkede blikke og døve øren, råbte hun, at regeringen i Delhi havde forbudt det. At de overtrådte loven. At de ødelagde hendes liv. Det hjalp alt sammen ingenting. Bålet var ved at blive bygget.
Et højt, flot bål, der var den gamle rige mand værdig. Naboerne fortalte, at der var anbragt to plader, en til ham og en til hende. Hun overvejede at stikke af, men hvor skulle hun gå hen? Selv hendes familie ville ikke tage i mod hende. En uønsket ekstra byrde.
Hun skreg, hun råbte, hun nægtede at tage et eneste skridt mod det bål. Ville ikke tage den fine kjole på. Svigerfamilien tvang den på hende. Hun forsøgte med rationelle argumenter, prøvede at overtale dem, hun kunne arbejde og læse, hun kunne fremstille ting, der kunne sælges på markedet. Hun kunne væve og sy. Hun var et økonomisk aktiv. Men de hørte ikke efter. Hun var bare endnu en sulten mund.
Om morgenen blev hendes gamle ægtemand fragtet til pladsen. Svigerfamilien bad og sang for ham. Musikken ledsagede bønnerne. Der var et frygteligt spektakel. Han blev anbragt på bålet og lå der i al sin pragt, med blomsterkrans om halsen og strålede som aldrig før. Hun blev ført af sted med et fast greb. Hun mærkede den kvalme duft af røgelse, fornemmede folks blikke, hørte deres mumlende stemmer og ud gennem øjenkrogen så hun et hav af hvidklædte skikkelser bevæge sig fremad i takt. Kvinderne iført tinglende guldsmykker, lykkelige for ikke at være i hendes sted. Hun bemærkede deres dufte. Sjældent havde hun oplevet livet så intenst. For sidste gang så hun verden. Hendes hjerne nægtede at tro det. Men der var pladsen med bålet. Ægtemanden lå på lit de parade, parat til at modtage hende.
Hun kiggede op mod himlen, som skinnede blåt tilbage i det skarpe solskin. Familiens ældste søn trådte frem og tændte bålet. Snart skulle hun se Brahma, skabelsens gud, hvis det ellers passede. Kunne hun være sikker på det? Heden slog om hende, og sveden piblede frem. Flammerne tog fat i kjolen.
