forfatter og foto: Theodor KlostergaardJeg har tre minder, som fortæller min historie. Det første handler om dengang jeg som dreng blev sendt alene afsted til købmanden. Jeg skulle købe nogle dagligvarer og var mægtig stolt. Det var første gang, jeg blev sendt alene afsted. Jeg har vel været 7 år gammel, det har ihvertfald været inden jeg blev 8, for det var min mor som sendte mig af sted. Hun spurgte mig kun én gang, om jeg turde gå alene. Det skal lige siges, at jeg ofte havde været med hende til købmand Svendsen. Når vi kom ind i butikken, kiggede han op fra disken, smilede venligt og snakkede med min mor om alt og intet, mens han blinkede venligt til mig, når han sagde noget, som jeg også kunne grine ad.
Jeg kunne godt lide købmand Svendsen og glædede mig til at træde ind i butikken - jeg var sikker på, at han ville være behørigt imponeret over, at jeg var kommet helt alene. Og det blev han også, og det havde selvfølgelig ikke været det samme, hvis ikke han havde lagt mærke til, at bedriften var noget særligt. Men det jeg husker så tydeligt, er de ti minutter det tog at gå derhen. For første gang skulle jeg passe på mig selv i en verden som - hævet over enhver tvivl - pludselig var uendelig stor, uendelig farlig og samtidig fyldt af uendelige muligheder.
Hvordan skal jeg forklare det?
På min vej skulle jeg forbi Karl Klipperen. Han havde en stor bidsk hund løbende løs i sin have, Kraxos, tror jeg, den hed. Når jeg gik der med min mor, var trygheden absolut. Den dag, som 7-årig, afhang mit liv af at hækken ud mod fortovet beskyttede mig. Sådan følte jeg det og jeg var sikker på, at det var slut, da hunden kom spænende hen mod mig, Men hækken holdt. Den holdt uhyret væk og jeg blev stående foran hækken og mærkede rusen. Rusen ved at have vundet over min egen frygt. Og mit liv åbnede sig op i uendelige retninger. Da jeg kom hjem tog min mor imod indkøbene som om det var helt almindeligt. Så smilede hun til mig.
Et billede jeg altid har kunnet holde fast i.
Det tredie og sidste minde handler om en læderstol. Nede i kælderen havde min lillebror og jeg en fjernsynshule. Dengang vi lavede hulen, havde vi plaget os til en læderstol, som min far havde klunset på gaden. Det var fra den periode, hvor han bare gik rundt i gaderne om aftenen efter min bror og jeg havde puttet os selv. Læderstolen var et kæmpe monstrum, som jeg egentlig tror han ville have haft til sig selv, men vi fik altså plaget den fra ham. Sådan som jeg husker det, havde det taget min far og et par af hans såkaldte venner en halv dag at få bakset læderstolen ind i huset. Og så har jeg ikke engang regnet med, hvor meget bøvl de havde med at få transporteret den fra der, hvor han fandt den. Det var sådan en stol, som man forsvandt fuldstændig i - det var næsten som at blive nedsænket i kropsvarmt vand. Og efter ganske kort tid bevægede man sig ikke mere. Både fordi det ikke var nødvendigt at skifte stilling, og fordi læderet klistrede til kroppen og gjorde det ubehageligt flytte på sig. Så man sad der bare - helt stille.
I starten havde vi skiftedes til at sidde i den, men efterhånden blev det klart at det var min stol, som min bror kunne låne, når jeg ikke brugte den. Det gjorde jeg som regel.
Min far og jeg var alene hjemme, mens min lillebror var på besøg hos min morfar og mormor. Jeg havde ikke så meget lyst til at besøge dem mere. Efter vi havde sendt ham med toget, passede vi hvert vores - jeg var kravlet ned i læderstolen, min far var på kirkegården. Der havde han ikke været i lang tid, tror jeg. Det var derfor først til aftensmaden, at vi egentlig var sammen - for en gangs skyld havde han insisteret på, at vi skulle spise samtidigt. I starten var det meget kejtet, fordi tavsheden var så tydeligt et bevis på, at vi havde glemt hvordan en samtale om et familiebord foregik. Men hvor tavshed kan være dræbende, kan stilhed være lægende. Og det var der skete: Vi gik fra at være tavse overfor hinanden til at være stille sammen. Som om vi kom ud på den anden side af det tavse mørke og fandt stilheden liggende der som en stor rolig sø. "I morgen rydder vi op" sagde han.
Og så kom det ud: Kasser fra loftet, tøj fra skabene og møbler fra kælderen. Læderstolen bar vi ud sammen uden et ord.
