forfatter: Dorte JakobsenDe to ord: frakke + udgang. En nydelig, lettere konservativ herrefrakke fik udgang fra frakkefabrikken for første gang. Tre dages orlov fra Hugo Børges Herrebeklædning i Herning. Nu skulle den rigtig ud og opleve den store verden.
Udgangsfrakken var godt nok ung og uerfaren, men man havde jo hørt et og andet mellem tøjstativerne på lageret, så den var slet ikke i tvivl om, at den ville hen og se sig om i Damernes Magasin.
Uden for de glitrende vinduesfacader standsede den betuttet; hvordan slap man dog ind til alle herlighederne? Den var vant til døre, som automatisk gled til side, men her var der en eller anden karrusel, som så direkte livstruende ud. Omsider tog frakken mod til sig, med en gysen sprang den ombord og lod sig hvirvle med rundt i tingesten, snart inde, snart ude. Men så kom en af frakkeskøderne i klemme, og den mærkede, hvordan det halede og trak i den, så sømmene var ved at sprænges.
”Halløjsa, makker, hop herind.” Et muskuløst ærme trak frakken indenfor ved kraven.
”Tusind tak, min gode ven.” Frakken ville ønske, den havde haft en kæk borsalino at lette på. Tænk engang, at sådan en rap læderjakke kunne være så hjælpsom. Forpustet lænede den sig op ad en god, solid bøjle.
I det mindste var den havnet det helt rigtige sted. Det vrimlede med overtøj i alle størrelser og stilarter omkring den. Og på bøjlen bag den – jamen, om ikke det var den lækreste, røde damefrakke i cashmere med skønne metalspænder og perfekte, paspolerede lommer. Frakkens knapper snurrede rundt i begejstring.
Men hvad var nu det? En skummel mandsperson greb fat i skønheden og rev hende ned fra stativet ganske uden hensyntagen. Skulle hun virkelig sælges til … Nej, det skulle hun ikke, for skurken løb direkte gennem den skræmmende dør uden at betale. En bortførelse!
Udgangsfrakken vidste straks, hvad der krævedes af den. Med hjertet oppe i kraven strøg den sidelæns gennem døren, ud til fortovskanten, hvor den kastede sig ind på bagsædet af en taxi.
”Taxi, følg efter den frække pakke … øh, den flotte pigefrakke der!”
Taxien trillede adstadigt langs fortovskanten efter den flygtende frakkenapper, rundt om et par hjørner, ind i en snæver sidegade, mens taxameteret tikkede.
Aldrig havde herrefrakken set så usselt et kvarter, men nu havde den jo heller ikke set alverden. Mistrøstigt sneg den sig op ad den smalle trappe, i hælene på frakkenapperens slidte gummisåler. Entrédøren var slidt og afskallet, og hele opgangen stank formodentlig af råd og overkogt kål, men den slags bider frakker heldigvis ikke mærke i.
Stuen var ydmyg og mørk, men nogen havde dog forsøgt at pynte lidt op og skabe hygge. I sofaen sad en yngre kvinde med den underskønne frakke i favnen.
”Er den til mig? Jamen, har vi virkelig råd …?” Hun smøg frakken om sig, og den strålede om kap med hendes korngule hår og indigoblå øjne (frakken kendte sin farveskala).
Udgangsfrakken stirrede ind i de blå et sekund for længe og mærkede sin uldne rygrad krympe. Afmægtigt dånede den hen over armlænet på sofaen (kunststof, men det fik være), sikker på, at den betænksomme ægtemand ville reagere, som den ønskede.
Ikke længe efter hængte kvinden den rødhårede skønhed ind i det kolde, fugtige garderobeskab og greb ud efter udgangsfrakken, som blev anbragt på nabobøjlen.
”Skønne frøken, jeg har lige været ude for de mest sindsoprivende tildragelser. Tillader De mig at …”
Skabslågen gled i med en knirken, og vi må formode, historien om frakkerne fik en lykkelig udgang.
forfatter: Leonius
