Viser opslag med etiketten december-opgave. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten december-opgave. Vis alle opslag

søndag den 17. januar 2010

December-opgave: Lykkeduft

forfatter: Leonius

Nok til en hel familie på 20-25 personer.
Kan serveres både sommer og vinter.
Virker euforiserende, dufter af lykke (deraf navnet)

Først tager du en gryde, stor,
så sæt den på dit køkkenbord,
en karklud under, som du vrider,
så gryden ikke står og skrider.

Nu skal du tænke på det ord,
din baby brugte først, som ”MOR”
det smil du nu, om munden har,
er første del, som nu er klar.

Du tager nu en grydeske,
placerer smilet net deri,
i gryden sættes det i drift,
så smilet ikke bliver stift.

Du griner nu, du ler, ha-ha,
og anden del, er hermed klar,
dit grin, og det, fra da du lo,
de skal i gryden begge to.

Den ro, du nu, har i din krop,
skal fyldes i en kaffekop,
forsigtigt piskes roen rundt,
i tyve og et halvt sekund.

Af solens stråler må du ha,
syv- otte, som du brækker af,
de blødes op, de er for hårde,
med cirka fjorten glædestårer.

Det dufter allerede skønt,
nu skal du bare ha’ lidt pynt,
et glimt i øjet, smides i,
og kokkeriet er forbi.
Far.

mandag den 11. januar 2010

December-opgave: Solskinsstøv

forfatter: Bente Pedersen

Hun kunne mærke det i hver eneste fiber, da hun langsomt vågnede. Varmen fordelte sig gavmildt rundt i hendes lille buttede krop. Allermest fornemmede hun det på grund af lyset. Selv om hun endnu ikke havde åbnet de små øjenlåg med de lange beskyttende vipper, vidste hun det. Det var en af de helt specielle dage, hun nu bød velkommen.

Hun strakte sig, men ikke for voldsomt, for der var blevet lidt vel trangt med plads her på det sidste. Arealet ovenpå på hovedet af den kongelige porcelænsfigur delte hun med flere af hendes egen art, men andre opkomlinge var kommet til her for nylig, da der havde været et par livlige børn i huset. Ungerne hvirvlede rundt i glad leg, og hendes artsfæller hvirvlede med dem og fandt nye pladser. Hendes nabo til højre var nu en lang ranglet javert. Han skinnede sort, når lyset faldt på ham, så hans dage her på figuren, var sikkert talte. En oplevelse af de virkelig sjældne at være så højt til vejrs havde han fornøjet udtrykt det.

Hvad mon denne solskinsdag ville bringe? Skulle hun mon benytte lejligheden til at arrangere en lille hurtig komsammen, hvor de skiftedes til at optræde i solskinnet. Danse og synge. Lave akrobatiske cirkusnumre i solens projektør. Hun elskede at optræde, selv om det oftest var klogest at holde lav profil.

Medmindre man da havde lyst til at komme på uventede eventyr og skifte opholdsplads frivilligt. Sidst hun optrådte på scenen, var hun endt i mørket i en støvsugerpose i frygtelig lang tid. Kors hvor var det kedeligt. Temmelig utrygt i starten, for der var så mange mærkelige væsner derinde, som hun slet ikke kendte eksistensen af. Men klogere på livet var hun da blevet af den oplevelse.

Hun rettede hver en fiber ud. Glattede og strakte hver en krølle. Selv om hun var grå af farve, kunne hun da gøre sit bedste for at se godt ud på sådan en smuk dag. Måske skulle hun prøve at få lidt farve? Hun anbragte sig opad den gule sløjfe, der pyntede den nydelige ballerinafigur. Her var godt at sole sig. Hun nynnede, mens hun hilste på sine medsolbadere. Døsede hen i dejlige tanker.

En pludselig kulde hev hende tilbage fra tankernes verden. Åh nej, der stod kvindemennesket jo og skyggede for solen med den ækle klud i hånden. Hvorfor skulle hun altid vimse rundt, præcis når det var dejligt solskin. Sikke en uvane at ødelægge sådan en dejlig stund for andre. Hun forberedte sig endnu engang på at flytte. Nåede lige at råbe farvel til de andre, inden kluden kom og tog hende bort.

søndag den 10. januar 2010

December-opgave: Tidens tand

forfatter og fotograf: Jens Albers

Tiden har kun én tand
Men den er også sej
Man kan ofte se spor efter tiden tand
Selv bjerge gnaver den i.

Tiden spiser mennesker
Ja, man kan se på ham
At tiden har sat sine spor

Tiden har det med at løbe for hurtigt med tiden

Tiden har det med
At forsvinde op i den blå luft
Heldigvis er det gråvejr i dag

Når jeg løber løber tiden med
Alt for tit løber den for hurtigt
Men jeg har et triks
På mit løbeur kan jeg stoppe den

Selv om jeg låser mine døre
Opdager jeg tit at tiden er gået.
Man ønsker tit at tiden stod stille
Men når den gør det
Er det ofte ubehageligt.

Som ung har man masser af tid
Som gammel har man sjældent tid nok
Tiden elsker at lege gemme
Mange spør tit hvor den blev af.

Tiden er som et viskelæder, den sletter mange ting

lørdag den 9. januar 2010

December-opgave: Frakker på Udgang

forfatter: Dorte Jakobsen

De to ord: frakke + udgang.

En nydelig, lettere konservativ herrefrakke fik udgang fra frakkefabrikken for første gang. Tre dages orlov fra Hugo Børges Herrebeklædning i Herning. Nu skulle den rigtig ud og opleve den store verden.

Udgangsfrakken var godt nok ung og uerfaren, men man havde jo hørt et og andet mellem tøjstativerne på lageret, så den var slet ikke i tvivl om, at den ville hen og se sig om i Damernes Magasin.

Uden for de glitrende vinduesfacader standsede den betuttet; hvordan slap man dog ind til alle herlighederne? Den var vant til døre, som automatisk gled til side, men her var der en eller anden karrusel, som så direkte livstruende ud. Omsider tog frakken mod til sig, med en gysen sprang den ombord og lod sig hvirvle med rundt i tingesten, snart inde, snart ude. Men så kom en af frakkeskøderne i klemme, og den mærkede, hvordan det halede og trak i den, så sømmene var ved at sprænges.

”Halløjsa, makker, hop herind.” Et muskuløst ærme trak frakken indenfor ved kraven.
”Tusind tak, min gode ven.” Frakken ville ønske, den havde haft en kæk borsalino at lette på. Tænk engang, at sådan en rap læderjakke kunne være så hjælpsom. Forpustet lænede den sig op ad en god, solid bøjle.

I det mindste var den havnet det helt rigtige sted. Det vrimlede med overtøj i alle størrelser og stilarter omkring den. Og på bøjlen bag den – jamen, om ikke det var den lækreste, røde damefrakke i cashmere med skønne metalspænder og perfekte, paspolerede lommer. Frakkens knapper snurrede rundt i begejstring.

Men hvad var nu det? En skummel mandsperson greb fat i skønheden og rev hende ned fra stativet ganske uden hensyntagen. Skulle hun virkelig sælges til … Nej, det skulle hun ikke, for skurken løb direkte gennem den skræmmende dør uden at betale. En bortførelse!

Udgangsfrakken vidste straks, hvad der krævedes af den. Med hjertet oppe i kraven strøg den sidelæns gennem døren, ud til fortovskanten, hvor den kastede sig ind på bagsædet af en taxi.

”Taxi, følg efter den frække pakke … øh, den flotte pigefrakke der!”

Taxien trillede adstadigt langs fortovskanten efter den flygtende frakkenapper, rundt om et par hjørner, ind i en snæver sidegade, mens taxameteret tikkede.

Aldrig havde herrefrakken set så usselt et kvarter, men nu havde den jo heller ikke set alverden. Mistrøstigt sneg den sig op ad den smalle trappe, i hælene på frakkenapperens slidte gummisåler. Entrédøren var slidt og afskallet, og hele opgangen stank formodentlig af råd og overkogt kål, men den slags bider frakker heldigvis ikke mærke i.

Stuen var ydmyg og mørk, men nogen havde dog forsøgt at pynte lidt op og skabe hygge. I sofaen sad en yngre kvinde med den underskønne frakke i favnen.

”Er den til mig? Jamen, har vi virkelig råd …?” Hun smøg frakken om sig, og den strålede om kap med hendes korngule hår og indigoblå øjne (frakken kendte sin farveskala).

Udgangsfrakken stirrede ind i de blå et sekund for længe og mærkede sin uldne rygrad krympe. Afmægtigt dånede den hen over armlænet på sofaen (kunststof, men det fik være), sikker på, at den betænksomme ægtemand ville reagere, som den ønskede.

Ikke længe efter hængte kvinden den rødhårede skønhed ind i det kolde, fugtige garderobeskab og greb ud efter udgangsfrakken, som blev anbragt på nabobøjlen.

”Skønne frøken, jeg har lige været ude for de mest sindsoprivende tildragelser. Tillader De mig at …”

Skabslågen gled i med en knirken, og vi må formode, historien om frakkerne fik en lykkelig udgang.

fredag den 8. januar 2010

December-opgave: Snehoved

forfatter og fotograf: Theodor Klostergaard

Det tog Vium en lille halv time at komme frem til fængslet. Da han kørte op foran porten kunne han ikke huske noget som helst fra turen. Han smilede bittert over denne ironi, mens han rakte sine papirer frem til vagten som tjekkede dem på sin lille computer.

- Goddag, dr. Vium. Så er det i dag, hva'?

Vium nikkede og tog imod sine papirer. Han smed dem over på passagersædet og kørte langsomt igennem de store portlåger, som åbnede sig foran ham. Det var nøjagtig de samme bygninger som i går, hvor han havde været ude at sætte udstyret op og alligevel virkede de højere. Større. Mørkere. Han parkerede bilen og sad et øjeblik med halvlukkede øjne.

- Det er gennemtestet, mumlede han. - Det er vel for fanden bedre end at stege fyren.
- Jeps.

Han bankede let til rattet med begge hænder og steg så hastigt ud og gik hen mod indgangen, hvor en vagt summede døren åben for ham. Så forsvandt han ind i bygningen.

Det var for længst blevet aften, da han kom ud igen. Han gik langsomt over parkeringspladsen mod sin bil. Hans hænder rystede lidt, da han låste bilen op og efter han havde sat sig ind, gik der flere minutter, hvor han bare sad med hænderne på rattet og kiggede ind i muren foran. Så virrede han langsomt med hovedet, startede bilen og kørte hjemad.

Selvom turen hjem var begivenhedsløs var det nok første gang siden han tog kørekort, at han havde været så bevidst om selve kørslen. Da han nåede hjem holdt der en bil på hans plads og han parkerede lidt forundret bagved. I samme øjeblik han åbnede bildøren, gik også døren på den anden bil op og en kvinde kom hen imod ham. Hun havde en notesblok af en slags i hånden.

- Dr. Vium? Må jeg stille et par spørgsmål?

Hun var køn med et insisterende smil og han standsede op næsten mod sin vilje.

- Kan det vente? Det har været en lang dag og jeg har allerede udtalt mig.

- Jeg vil bare vide, hvordan det føles at tage en anden mands liv?

Vium studsede et kort øjeblik over tonefaldet, sukkede næsten uhørligt og gik så i gang med at forklare endnu engang.

- Jeg går ikke ind for dødsstraf. Det er jo derfor, jeg har udviklet Snehoved-behandlingen. Jeg mener ikke, at staten skal hævne sig. Men vi skal heller ikke have mordere løbende omkring og ved at fjerne den dømtes hukommelse fuldstændigt fjerner vi godt nok...

Et skarpt smæld ramte ham i brystkassen og han faldt bagover. Det var, som om hans hjerne ikke havde opdaget, hvad der var sket og selv på vej ned mod fortovet, ærgrede han sig endnu over at han havde sagt 'jo'. Det lød så nedladende. Så ramte hans hoved fortovet.

- Hvordan skal jeg komme videre, når jeg ved, at mit livs kærlighed stadig er levende, men har glemt alt om mig? Kan du sige mig det?

Kvinden smed pistolen fra sig på jorden.

- Varmt og koldt. Det føles varmt og koldt på samme tid.

Det var det sidste Vium hørte, så blev alting sort.

torsdag den 7. januar 2010

December-opgave: Skævhedens perle

forfatter: Ragnhild Jakobsen

Hun er skæv, alt for skæv,
perleskæv.
Her ligger hun
skævhedens perle
skubbet til side
i et hjørne af bakken.

Flittige fingre søger
bakkens fejlfrie perler.
Med skæve perleblik
følger hun den ene perfekte perle
efter den anden
blive udvalgt
blive trukket på snor
blive beskyttet fra andre
fuldkomne perler
af fine perletrådsknuder.

De lydefri perler er udvalgt.
Ensomheden er total.
Ydmygelsen lammende.
En smagløs forvreden perle
råber sit: Min Gud, min Gud ... .
Kast mig blot for denne verdens svin.
Gennem slørede perleblik
ses de storslåede
som perler på en snor
holdt ud mellem hænder.

Men se, nej føl!
Flittige fingre omslutter
skævhedens perle
sætter den ømt
som kronen på værket
på snoren
nærmest låsen af guld.

Noget fuldkomment
må ikke udfordre
det guddommelige.
En ufuldkommen perle
må med som en
fuldkommen anderledes perle.
Det er barokt.
Kan du fatte det perle?
Il barocco.

onsdag den 6. januar 2010

December-opgave: Kalenderblusen og blusekalenderen

forfatter: Robert Mørk Tindholm

Historisk tilbageblik: Kalenderblusen og Blusekalenderen

I foråret 1931 opfandt en selvstændig københavnsk handelskvinde, ved navn Herta Jensen kalenderblusen, det var en hård, men også sjov og spændende tid for den yndige frøken Jensen, der kæmpede en brav kamp for sin lille butik på Vesterbrogade, hvor hun solgte garn og strikkeopskrifter.

En aften havde hun haft et par veninder på besøg, de havde rigtig hygget, Oda var lige vendt hjem efter en rejse til østen, de drak indisk te og spiste æbleskiver, og Oda fortalte at hende og Kurt kaldte teen for humørdrik ”For man får det så herligt efter et par kopper” sagde hun og lo så det smittede.

Herta måtte indrømme at teen gjorde noget ved humøret, pigerne strikkede og pludrede i timevis, og pludselig var klokken blevet mange, og Herta Jensen opdagede at der var kommet alt for mange lommer på den cardigan hun var i gang med ”Jamen dog søde, hvad har du lavet?” Oda og veninden uden navn, klappede i deres små flittige hænder ”Øh, det er… en julekalender selvfølgelig” Sagde Herta og lo ”Den skal bare have fem lommer mere”

Senere samme år blev Herta Jensens kalenderbluser, et kæmpe hit som blev udsolgt på under en uge, det var pigerne fra det pæne borgerskab som tog den til sig først, så fulgte skuespillerinder og andre kunstnere. Det blev in at bære rundt på gaverne og vise dem frem før de blev pakket ud. Det var klart at de dyreste mærkevarer scorede højst, og det var lige så klart at de klogeste af pigerne kun ønskede sig små gaver.

På samme tid i Jylland fik en ung husmor, Jensine Hansen, ideen til blusekalenderen, den opstod pludselig en aften i bondehuset, da det gik op for hende, at hun havde strikket 24 bluser til sine seks søde børn og Harry, som var hendes bondemand. Hun pakkede dem alle sammen ind i smukt papir og med fine silkebånd bandt hun et skilt med nummer på hver, så lå de og pyntede på strategisk valgte steder i den lille julepyntede stue, og hendes kære fik på skift lov at åbne kalenderen i de mørke decemberdage. Alle hendes husmorveninder var bjergtaget af ideen, og ved julebasaren fik hun førstepræmie for sin blusekalender.

Men Jensines opfindelse blev dog ikke så stort et hit som Herta Jensens kalenderbluser, det var for eksempel ikke altid bluserne passede på modtageren, og ikke alle husmødre strikkede så mange bluser. Men det slog ikke Jensine Hansen ud, året efter fandt hun på kagekalenderen og det er en helt anden og ganske hyggelig historie som jeg måske vil vende tilbage til.

tirsdag den 5. januar 2010

December-opgave: Kattens bil

forfatter: Olav

Jeg fik de to ord som følger: Jeg sad og så noget på tv, hvor der indgik en biljagt, og tog derfor ordet 'bil' som det første. Derefter bad jeg min kæreste (uden at fortælle hvilket ord jeg havde valgt) om at vælge et andet ord. Hun valgte 'kat', da den ene af vores katte lige netop kom forbi. De to ord er derfor 'bil' og 'kat'. Det giver f.eks. følgende muligheder: Bilkat (en kat der godt kan lide at køre i bil) Kattebil (en bil der er fuldt af katte) Kattens bil (en titel med en dobbeltbetydning: Enten en bil der tilhører en kat eller en bil der opfører sig specielt (ordet 'kattens' kan f.eks. bruges som skældsord) Der er mange andre muligheder, hvis man introducerer forholdsord, men jeg holder mig til ovenstående i denne omgang. 'Kattens bil' lyder mest spændende, så den har jeg brygget en lille tekst på.

Kattens bil

Bilen startede. Eller det vil sige, den forsøgte at starte. Det gik ikke helt godt. Det var jo koldt. Og den havde ikke været startet længe. Og den var gammel.

Og så var det kattens bil.

Men den startede endelig, og kørte hurtigt der ud ad. Der var meget der skulle nås i dag.

Første stop var på benzintanken. Bilen var tørstig. Det var jo længe siden den havde været ude at køre.

Det gik ikke helt godt med at få benzin på. Det var jo stadig koldt, så låget sad fast. Og knapperne på automaten var skøre og ved at gå i stykker. Og standeren drillede, fordi håndtaget sad fast.

Og så var det kattens bil.

Men endelig blev den fyldt op med benzin og kunne køre videre. Rask væk ud af motorvejen. Pas på, der er glat. Bilen var ved at skride ud i svinget på vej ned på motorvejen. Det tog tid at komme op i fart. Ruderne var duggede. De andre bilister havde travlt og holdt ikke tilbage.

Og så var det kattens bil.

Næste stop var hos købmanden. Først finde en parkeringsplads. Det var ikke let. Alle bilerne var så store og parkerede tæt. Og båsene var så små. Og asfalten var meget glat.

Og så var det kattens bil.

Inde hos købmanden gik det hurtigt. Varerne var jo der hvor de plejer. Men de skulle jo læsses ombord i bilen. Bagageklappen drillede. Det var jo koldt. Og klappen var tung. Og der var højt op.

Og så var det kattens bil.

Men endelig kunne bilen sætte kurs mod den sidste destination for i dag.

Heldigvis var der ikke så langt. Men det tog alligevel sin tid. Solen var jo begyndt at skinne ind gennem ruden. Og det var svært at se ud over kølerhjelmen. Og det var svært at holde sig vågen i de ti minutter turen tog.

Og så var det kattens bil.

Nu ankom bilen til bestemmelsesstedet.

Hen og parkere lige foran indgangen. Der var lys i køkkenet. Husk indkøbene. Hurtigt lunte ind til døren og ringe på. Det var som om der gik en evighed, men endelig blev døren åbnet.

Minni tog imod ham i døren med et slik på kinden. Han svarede med en høj spinden og kiggede tilfreds tilbage på bilen inden han gik indenfor.

Det var jo kattens bil.

mandag den 4. januar 2010

December-opgave: Adgangskravet


forfatter: Randi Abel

Caroline kigger frem bag det gamle egetræ overfor indgangen til det humanistiske fakultet. Siden hun som lille pige første gang blev spurgt, hvad hun ville være, når hun blev stor, har hun vidst, at hun ville gå i sin forfædres fodspor og uddanne sig til cand.mag. i kryds og tværs. Gennem Carolines opvækst blev uddannelsen mere og mere populær, og adgangskravene tilsvarende større. Med et gennemsnit på 12,1 fra folkeskolen er Caroline karaktermæssigt selvskrevet til en af de eftertragtede pladser på studiet, oven i købet på den uddannelsesanstalt hvor hendes aner på begge sider har travet gulvene skæve.

Pludselig får hun øje på Lasse, hendes bedste ven siden børnehaveklassen, som skrår over gaden mellem de forbipasserende biler. Caroline trækker lynhurtigt ansigtet i ly bag træet. Hendes hjerte er slået over i galop. Nåede Lasse at se hende? Hendes øjne flakser rundt efter en flugtvej, men uden blade på buske og træer vil hun ikke kunne slippe uset over til cykelskurene.

”Hej!”

Caroline genkender Lasses dybe stemme. Så har han set hende. Hendes ben føles som kogt spaghetti, og hun borer fingerspidserne ind i træets bark for at holde sig oprejst. Hendes mave trækker sig sammen igen og igen og efterlader en sur smag i munden.

”Hej, skat!”

En kvindestemme! Caroline får styr på ben og maveindhold og kigger igen forsigtigt frem bag træet. På fortovet står Lasse med krum ryg og kysser en lavstammet pige.

Caroline mærker et stik af jalousi. Johanne, som pigen hedder, gik i Carolines parallelklasse de tre sidste år i folkeskolen. Hendes gennemsnit var ikke nær så højt som Carolines, men alligevel dimitterer hun om fire måneder som cand.mag. i kryds og tværs med bifag sudoku. Carolines øjne bevæger sig fra Lasses og Johannes ansigter, som er smeltet sammen til ét, ned til Johannes barm. Stakken af skolebøger ligger perfekt i spænd mellem den og Johannes hage.

Tårer triller ned ad Carolines kinder, og hun undertrykker en hulken. Det står med ét lysende klart for hende, at hun aldrig kommer ind på drømmestudiet. Hendes nålefobi er ikke blevet mindre med årene, og hun vil aldrig turde at få foretaget de plastikkirurgiske indgreb, der skal til for at efterkomme adgangskravet om bogbarm og hageholder.

tirsdag den 15. december 2009

December-opgaven

Det fantastiske binomium

Opgave stillet af Theodor Klostergaard

Lav et lille skriv ud fra et fantastisk binomium. Øvelsen er fra Fantasiens Grammatik af Gianni Rodari - en bog jeg i øvrigt vil anbefale på det varmeste.

1. Vælg et tilfældigt ord (gerne et almindeligt navneord)
2. Vælg et andet, ikke-relateret ord
3. Sæt disse to ord sammen - nemmest er binde sammen med et forholdsord.
Væsentligt er, at de to ord ikke har nogen indbygget relation; de skal gerne være så langt fra hinanden som muligt. Og det er nemmest med almindelige ord.

Et eksempel:
1. Jeg slår op på en tilfældig side på internettet og tager det første (almindelige) ord jeg ser: køer
2. Jeg spørger min kone om et tilfældigt ord (gerne et navneord). "Yndlingssko" siger hun og jeg forkorter til: sko
3. Så sætter jeg dem sammen og laver en lille synopse for hver (skriv gerne lidt længere historie :-))
* Skokøer (der fremavles en race som udelukkende bruges til at lave sko af; racen gør oprør)
* Køerne med skoene (nogle køer begynder at gå med sko og kan derfor komme henover kreaturristene om natten - de går amok om natten fordi det er dansesko)
* Køerne i skoen (en lille pige opdager at hendes ene sko beboes af 5 små køer; de skændes indbyrdes; ingen vil tro hende; i den anden sko er der 5 små tyre...)
* Sko i kø (alle sko kommer til verden i to parallelle køer; en sko bliver deprimeret og går ud af køen; der bliver uorden i hele verden, fordi skoene nu er 1 forskudt; den deprimerede skos makker bliver diktator/profet/udstødt/helt/ensom/forelsket/dødeligt syg)
* Skoen på koen (en doven sko gider ikke gå selv og hopper op på en ko; da koen bliver kørt til slagtning er de to blevet venner og skoen bliver redningsmand)

Hvis man mangler ord, kan man slå 2 gange med en terning og bruge nedenstående liste:
1. Hoved
2. Lys
3. Sne
4. Trin
5. Bil
6. Kort

-------------------------------------

Tidsfrist: da vi nu er midt i december, som sandsynligvis er en meget travl tid for de fleste af os, foreslår jeg, at sidste frist bliver tredje januar (men jeg vil MEGET gerne have så mange besvarelser som muligt før denne dato). Så vil alle løsningerne blive bragt på bloggen den første hele uge i januar, og vi kan så stille en ny opgave omkring den 10. januar.