Tekst: Lisa Rossavik Rich
Foto: Jørn E.
Langt oppe i højfjeldet er et lille hotel, der kaldes Fjellstuen.
Vejen derop er snoet og helt smal, så turisterne bliver hentet nede i dalen af en
norsk chauffør. Hun bliver bekymret, da hun ser vejen op af bjerget.
Der er ikke autoværn ud mod de dybe kløfter.
Landroveren er stor med snekæder over de brede pigdæk. Og hvis vejret er
ufremkommeligt vil hotellet sende et bæltekøretøj.
De henter turisterne nede ved hovedvejen op til det kendte langrendsterræn.
”Velkommen til Fjellstuen,” siger damen i receptionen. ”Havde I en fin tur herop?”
”Ja tak. Det er en flot tur,” siger manden, mens han modtager nøglen til værelset.
”Der er kun to danskere indlogeret på Fjellstuen lige nu!” siger den norske dame.
”Det er jo helt fint,” siger hun.
”Vi elsker en ferie udenfor sæsonen!” siger han.
”Vi har købt os fri fra jobben. Det bliver skønt med en skiferie.”
”Her er jeres bagage,” siger chaufføren og hilser. ”Vejret ser fint ud til langrend!”
De skal bo på første sal. Der er en bred betontrappe op til deres etage.
Inde i værelset kan de høre skistøvlernes klaklyde på trappen og folk,
der hyggesnakker og griner.
Der er ikke meget plads. De sidder i sengen, hvis de spiller kort,
Men udsigten fra det lille vindue er overdådig smuk.
De høje sneklædte fjelde skinner i sol, der spiller i frosne snekrystaller.
Langs med taget leger vinden med sneen. Den blæser nysneen op i små skyer, der hvirvles videre indtil sneen finder læ og laver en lille drive.
”Lad os så komme ud at løbe langrend!” siger hun.
”Vi hører lige vejrudsigten!” siger han.
De smører skiene med voks, der passer til temperaturen.
De har rygsæk på begge to med lidt proviant, der består af juice og lidt Freja-chokolade.
De kender ikke nogen af de andre gæster. Alle virker glade og positive. Der er rigtig feriestemning. De er i et af Norges smukkeste områder : Rondane Nationalpark.
Hun ser en flok skiløbere tage af sted. Hun lægger mærke til en kvinde, der står lidt fra de andre. Kvinden er ved at tage sine skibriller på. Det lange halstørklæde vikler hun rundt om halsen, så hendes underansigt var dækket.
"Skynd dig, vi tager rundløjpen i dag i det flotte vejr". Han skubber sine solbriller på plads.
”Jeg har sagt i receptionen, at vi tager den lille rundløjpe på 7 km. i dag,” siger han.
Mens de spænder skiene, mærker de en svag vind, der rasler i et lille træ. De får kolde kinder. Men solen stråler, så det bliver en god tur.
Hele løjpen er afmærket, så det er nemt at finde vej. De pjatter med hinanden og bliver fotograferet ved siden af en skistav med hue på. De nyder den kolde juice og den lækre chokolade. Den smukke løjpe er øde. Men langt borte høres stemmer, der bliver båret af vinden over sneen. Vinden er blevet stærkere nu, og de binder deres halstørklæder for munden. Tårerne flyder, mens de suser ned ad løjpen.
Det begynder at sne. Små fine snefnug dækker for solen, og det er svært
at finde løjpens afmærkninger. De hører stemmer langt væk.
"Det er nok den flok, vi så ved Fjellstuen, mens vi gjorde os klar", siger hun.
"Det er bare mærkeligt, at vi slet ikke har set nogen herude", svarer han.
Nu fyger sneen om dem. De føler sig som blinde. De kan ikke se løjpens afmærkning mere, og det er svært at orientere sig.
”Lad os gå tilbage til Fjellstuen!” siger han, mens han ryster sit halstørklæde.
Kulden bider i fingre og tæer. Hun er bange. De famler sig frem fra pæl til pæl.
De forsøger at se, hvor solen er. Men mørket og sneen lukker sig om dem.
Halsen snører sig sammen. Hun har svært ved at trække vejret.
Hun tør ikke sætte ord på sin angst.
Hun vil ikke fortælle ham, hvor bange hun er. Hjertet hamrer. Tårerne svider på kinden.
Hun beder til Gud om hjælp!
Hun kan ikke se andet end hvide prikker, der hvirvler rundt. Hun kan ikke se,
hvad der er himmel eller jord.
Noget kommer til syne midt i snehavet. Et menneske, der pludselig kommer ud af intetheden. Ansigtet er dækket af et stort halstørklæde, snebriller og hue.
Det ligner en grotesk snemand med ski og briller, men det er en kvinde.
"Herre Jesus, det er Guds vilje, at jeg skulle møte dere", siger hun på klingende norsk.
”Jeg fandt ikke gruppen min!”
Hun er helt henne ved dem.
”Jeg så dig, da vi skulle ud at gå!”
”Du stod ved Fjellstuen, ikke?”
”Jo, det var mig. Gud ske lov, at jeg mødte dere. Vi I hjælpe mig med at finde hjem til hotellet?”
Som ved et mirakel var det holdt det op med at sne. Den blege sol kunne skimtes i snedisen.
Få minutter efter forsvandt snedisen. Nu stod solen atter smuk og klar over dem. De kunne finde løjpeafmærkningerne.
De var stive i kroppen af kulde og udmattelse.
