Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel
Husene står som silhuetter mod dagens sidste lys. Hendes ensomme klik-klak mod fortovets fliser fylder rummet. Vinden er kold. Det er efterår nu med nøgne træer og lys fra alle vinduer. Eller fra næsten alle. Hun tørrer lidt vådt af kinderne, mens hun for anden gang passerer døren til opgangen.
Hun kunne da også bare gå ind. Nøglerne ligger jo i lommen. Men hvorfor skulle hun? Der er mørkt i lejligheden. Det var der også i går. Og i forgårs. Og i et utal af dage inden da. Hun vender om og vandrer atter tilbage mod huset. Hun sagtner farten og løfter ansigtet mod husets facade. Ser lejlighedens mørke vinduer mellem alle de lysende varme. Kan der leves et liv der? Igen? I den lejlighed? Hun standser foran døren, samler det flagrende tørklæde sammen om halsen og finder nøglerne i lommen. Det er alligevel ikke så svært at få nøglen i låsen. Hun husker det lille specielle løft, før den kan drejes rundt. Hun er inde. Hun trækker vejret dybt og registrerer kroppens kendte hældning på vej op ad de brede trin.
Hun standser på tredje. Der står VELKOMMEN på måtten. De midterste bogstaver er næsten slidt helt ned. Han talte undertiden om, at der skulle købes en ny. Måtten lå der, da han flyttede ind. Og da hun flyttede ind hos ham. De udsatte det hver gang. En måtte er en måtte. Hun sætter nøglen i låsen, drejer rundt og lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver.
”Hvis du ikke magter det, kommer du tilbage. Uanset tidspunktet.” Ullas farvelreplik popper op og frister. Pjat, hun må videre. Hun er heller ikke vred længere. Ikke så tit i hvert fald. Hun åbner døren og går ind, sætter tasken på gulvet og tænder lyset. Og der står de så, hans brune Old Shoes. Står bare der på deres plads på hylden. Under jakker og frakker. De slår hende omkuld.
Bagefter ved hun ikke, hvor længe hun har ligget på gulvet og grædt over ham og hans sko. Noget i kroppen virker en smule lettere. Hun sætter sig op og stikker hænderne i skoene. Det var han yndlingssko. Selv som nye hed de Old Shoes. De ligner nemlig til forveksling skoene på et maleri af Grant Woods, som de så på en udstilling i New York. Det var deres første længere tur sammen. Den tur vendte afgørende op og ned på deres aleneliv. Og på hendes indstilling til brune herresko. Og til så meget andet.
Hun snøfter og mærker mundvigene bevæge sig mod et smil. Hun sætter skoene fra sig og kører bagsiden af hænderne hen over øjnene. Så rejser sig hun sig og tager frakke og støvler af. Hun hænger frakken ved siden af hans og sætter støvlerne helt tæt til de brune sko. Stikker i sine hjemmesko og går ind i stuen. Hun går langsomt hen over gulvet til det midterste af de store vinduer. Står lidt og kigger ud. Visne blade hvirvler rundt mellem parkerede biler og et par mænd, som målrettet traver forbi på fortovet. Hænderne må igen op til øjnene. Der er lys og liv i bydelen. Hun vender sig hurtigt, lader hånden glide hen over hans sofahjørne og skynder sig så fra kontakt til kontakt og skaber lys. Til sidst ligger stuen badet i lys. Hun går fra stuen til soveværelset og videre til køkken og badeværelse. Tænder lys over alt. Eller næsten over alt. Til sidst er der blot Peters arbejdsværelse tilbage. Hun standser ved døren, løfter hånden. Og tøver.
Der kan hun ikke gå ind. Ikke endnu. Eller hun må ikke. ”Du lader Peters roman ligge, til jeg kommer i morgen efter arbejde. Du gør!” Ullas insisterende krav og hendes eget løfte før farvelknuset er ufravigelige. Hun trækker hånden til sig, vender sig og småløber ud i køkkenet. Må tilbage i gangen og finde Ullas hjemmebagte boller i tasken. Ud i køkkenet igen, smører boller og laver te på et tebrev. Hun orker ikke andet. Endelig på plads i spisekrogen med benene oppe og ryggen mod væggen. Noget gik altså galt, da hun blev alene? Hvad var det egentlig, der skete? Peter og hun havde jo længe vidst, hvor det bar hen. De havde ordnet alt omkring hendes situation og hans bisættelse. Sammen. Der havde været mange tårer og mange lange omfavnelser, men også stor lettelse, da de blev færdige med alt det praktiske.
I dagene efter sad Peter på sin plads foran skærmen og skrev. Printede ud. Læste. Rettede. Og skrev videre. Når han tog det længste af dagens mange hvil, lå der læsning til hende. Bagefter kunne de tale lidt frem og tilbage om hans visioner for plot og karakterer. Bad han om hendes syn på en detalje, fik han det. Sådan havde de altid gjort. Været hinandens læsere undervejs i deres skriveprocesser. Det begyndte egentlig den dag, de mødtes første gang, fordi hun havde vovet at sende de bedste af sine skuffenoveller til ham. ”Noget for noget”, sagde han med et underfundigt smil. Og så stak han hende et næsten færdigt romanprojekt, da de sagde farvel.
Og nu sidder hun her. Alene. Med te og boller, mens siderne til Peters romanprojekt ligger hulter til bulter i et omslag på hans værelse. Ufatteligt, men midt i processen måtte hun ikke længere læse med. Hun husker, hvordan han skrev og skrev, mens hans kræfter efterhånden svandt hen. Måske kan evner til at skabe få fornyet liv undervejs mod døden. Sådan må det have været. For Peter. Endelig blev han færdig. Satte det sidste punktum og gav slip på roman. Og på livet. Bagefter, da det hele var overstået, sad hun i flere dage og læste og forsøgte at ordne de mange papirer, som lå spredt over alt på værelset. Teksten var uden sammenhæng og siderne uden numre. I mappen med filer var der samme kaos. Det var et puslespil med alt for mange forsvundne brikker.
I går aftes fortalte Ulla, at der hen over omslaget på Peters manuskript står malet med rød tusch ”Teksten ufuldendt. Plottet umuligt”. Det ville Peter aldrig have gjort. Så må det jo være hende. Men hun kan ikke huske det, og hun kan heller ikke komme i tanke om, hvad der skete i de sidste af de mange dage, der gik, før det lykkedes for Ulla, at få hende til at pakke en taske og tage med sig hjem. Ulla satte nybagte boller, ost og rødvin på bordet og mente, at det skulle være en farvelaften med mere grin end gråd. Der var historier nok at tage af. Lige fra deres første fælles spillopper i børnehave og skole til kiksede kæresteforsøg på gymnasiet. Det gjorde godt at more sig. Hun kan næsten mærke latteren i maven endnu. Men også gråden i bryster. Ved det sidste glas rødvin nåede de til sorgen og dens mange faser. Ulla fortalte endnu en gang sin version af dagene efter bisættelsen. Hendes egen version er fyldt med huller. Men hun husker de første intense dage med det efterladte manuskript.
Detaljerne er vigtige, står der med utydelig skrift, som noget af det sidste han skrev til hende. Giv ikke op elskede, mangler kun lidt her og der, står der med samme skrøbelige skrift længere nede på siden. Nederst er der løsrevne brudstykker af en sidste kærlighedserklæring. Hun snøfter og rækker ud efter kruset. Teen er blevet kold. Hun rejser sig og tænder for kedlen. Det var det eneste stykke papir, Ulla lod hende tage med. Det ligger i tasken. Hun går ud i gangen for at hente det. Hun standser foran døren til Peters værelse. Skulle hun ikke lige… Altså bare kigge ind og se den røde tuschskrift. Se om det er hendes. Hun lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver. Hun hører vandet koge og kedlen slukke.
