Tekst og foto: Bente Pedersen
Når dækket på kutteren var spulet, og alt var klart til næste tur på havet, så stod han ofte her en stund. Det gik fint at være midt på broen ved slusen, så længe han ikke kiggede ned. Meterhøje bølger i efterårsstorm kunne han også sagtens klare, men op i toppen af Lyngvig Fyr, det kom han altså ikke. Morten røg en smøg og kiggede lidt ud over fiskerihavnen. Der lå hun og vuggede. ”Anne Lise Hvide Sande” var skam en flot tøs. Det var Nang Mai nu også. Han smilede uvilkårligt. Vidste ikke helt, hvad han ventede på, men vidste dog, at han ville tjekke mailen i aften.
Ligesom de to venner Jonas og Jakob boede han stadig hjemme. ”Enten kan du blive håndværker og bruge din tid i sommerhusene, du kan blive fisker, eller også kan du starte på min minkfarm. Det kræver sgu bare, at du kan holde lugten ud. Ja, og lukke ørerne for deres skrigeri, når der skal fodres!” Det var rådet fra onkel Niels. Mortens egen far sagde ikke så meget efter hjerneblødningen. Smilede dog skævt, da Jonas fortalte ham om lærepladsen på ”Anne Lise”.
Mortens blik gled videre ned mod den nye havnefacade. Sorte ens træhuse lå på række og husede hver deres turistmagnet. Hos ”Din feriepartner” stod hans gode ven, fætter Jakob, bag disken. Når han ikke var på arbejde eller hjemme og vende på minkfarmen, så sad han ofte nede på ”Æ Karklud”, den lokale bodega, sammen med Morten og det sidste blad i trekløveret, Jonas.
I sommerweekenderne tog de ind på diskotek i Ringkøbing. Natten endte ofte i et tilfældigt sommerhus med en tilfældig pige. Han var for længst blevet træt af de sms'er, der fulgte. ”Ses vi snart igen? Savner dig. Møs Møs!” fra København, Sønderborg eller Randers. Mortens store fiskernæve havde aldrig været gode venner med mobilens tastatur. Men Nang Mai havde fået lært ham at maile. Nang Mai med olivenhud og skæve mandeløjne. Sorte som ibenholt. Nang Mai, der var eventyr på fjerne verdenshave. En sommeraften i juni var hun dukket op med sin fyldte cykelanhænger på havnepladsen.
De tre venner sad og dasede med ryggen op mod plankeværket. Det afgav en behagelig varme. Duftede af tjære. Her i hjørnet var der læ og et fint udsyn over pladsen foran fiskerestauranten. Og pludselig stod hun der og pakkede ud. Dækkede et lille campingbord med en fin dug, fyrfadslys i lanterner, hybenroser i en lille vase og små foldede figurer lavet af papir. I hjørnet stod en lille trækasse med byttepenge.
Så stillede hun sig ellers og ventede, mens hun smilede og kiggede ned det meste af tiden. At hun ikke var her fra egnen var tydeligt at se. Jonas kunne da også straks fortælle, at hun var den nye au pair hos generalkonsul Thomsens på Floravej. På den hvide mur ved nummer 8 i Stormgade, hvor konsulatet lå, fandt man Thailands farverige våbenskjold. Inderst i skjoldet var en østerlandsk figur belagt med guld.
Morten rejste sig og børstede småsten af buksebagen. På vej hen mod det offentlige toilet passerede han hendes lille bod. Stoppede op og kiggede lidt tilfældigt på de små figurer, der næsten forsvandt i hans store hånd. Lyttede til samtalen. Hun forstod dansk. Det var heldigt, for det var altså det, han var bedst til.
Han stod med en lille flad figur af grønt silkepapir i hånden, da han mærkede, at hun kiggede på ham.
”Er det en havkat?” Han rakte figuren frem mod hende.
”Hav? Kat? Ved ikke helt, hvad du mener. Kat i havet? Nej, det tror jeg ikke. I Thailand kalder vi den for lille månefisk.” Hun smilede til ham, da han pustede en hårtot væk.
”Hvad kan man bruge den til?”
”Bruge den til?” Hendes pande rynkede som riller i sandbunden.”Den giver mod til en fiskermand, når månen skinner. Er du sådan én?”
”Ja, en slags! Jeg arbejder ombord på hende der!” Og så havde han smilet og nikket over mod ”Anne Lise”.
De havde småsnakket, lige indtil hendes mobil havde ringet. Det var tid at putte børn på Floravej.
Hver gang Nang Mai fremover var på havnen med sin lille bod, var Morten der også. Og hver gang fik Morten købt en ny figur, som han anbragte på hylden over sengen. Månefisken havde han dog i en lille konvolut i lommen. Altid. Hen over sommeren valgte Morten oftere og oftere vennerne fra og tog i stedet et smut forbi Floravej. Inviterede Mai, som han havde fået lov at kalde hende, med på tur ad stien gennem klitterne ned til vandet. Det var et godt sted at slå sig ned. Bare sidde sammen, kigge ud over Vesterhavet. Lade ordene falde, mens sandet løb gennem fingrene, og vinden legede kispus med en hårtot.
Han lærte snart at lukke ørerne for kammeraternes kvikke bemærkninger om wokmad og små lune Thai-ruller fra Daloon. Mai var så meget anderledes. Ville for eksempel ikke have, at han rørte ved hende, når andre var i nærheden. Det var uhøfligt, hvor hun kom fra. Hendes øjne blev bundløst sorte, da hun fortalte om de to storesøstre, der arbejdede som barpiger i Bangkok. Hvordan skulle de ellers skaffe hurtige penge til familien? Faren var død af hjertestop. Mai var så lykkelig for, at hun var det yngre og var blevet au pair i stedet for. Hun sendte hver måned det halve af sin løn hjem til Bangkok og håbede på, at det kunne holde de mindre søskende borte fra arbejde på fabrikkerne.
I slutningen af september rejste Mai hjem til Bangkok. Fire ugers ferie havde hun. Fire lange uger. De sidste to havde han ikke hørt fra hende. Han rystede på hovedet, kunne sgu ikke rigtig forstå det. Smed så skoddet ud over kanten på broen. Måske skulle han lige smutte rundt om konsulatet i Stormgade og høre dem, om de havde hørt fra Mai. Var det ikke sådan noget, man brugte konsulater til?
Han stod på fortovet. Kunne ikke rigtig bestemme sig for at gå ind. Han så intenst på figuren af guld, der var midt i skjoldet. En ørn kunne det ligne. Nej, et menneske med ørnefjer. Et ørnemenneske, der kunne flyve. Flyve! Han blev svimmel bare ved tanken. Han skuttede sig. En besked fra Jonas bippede ind på mobilen: ” Sidder og venter på "Æ Karklud”. Kommer du snart?”
Det var småt med gæster, så de havde det meste for dem selv. Osen fra frituren rev lidt i næsen og fik dem til at overveje en gang pommes frites. De trissede op til Lone, der stod bag baren for at bestille. Mens de ventede, søgte øjnene automatisk den lille fladskærm på væggen. TV2 -nyhederne.
”Nøj, har du set de kinøjsere der, hva’ Morten! De er sgu da godt nok kommet ud at sejle. Hold da kæft for en gang muddervand, de padler rundt i!” Jonas grinede, mens han nikkede op mod skærmen.
Morten bad Lone skrue lidt op. Han fokuserede på de enorme vandmasser, hvor huse, træer, biler, affald og ikke mindst mennesker blev hvirvlet rundt. Han blev svimmel ved synet. Tog et fastere greb om kanten på baren. Det skrattede i hans ører. Lyden overdøvede næsten speakeren: ”Massive oversvømmelser i Bangkok.” Stemmen tågede væk igen. Bangkok? Men Jonas havde da sagt kinesere, havde han ikke? Bangkok var Thailand. Bangkok var der, hvor Mai var hjemme på ferie. Lige nu. To uger siden sidste mail. Nej, nej det kunne simpelthen ikke passe. ”Hvor er det henne, hva’ Lone?” kunne han høre sig selv råbe alt for højt. Jonas kiggede forvirret på ham og lagde en hånd på hans skulder. Speakeren fortsatte: ”De værste oversvømmelser i 50 år. Et område på størrelse med Danmark er hårdt ramt.”
”Ja, sgu da! Det er jo derfor, hun ikke har skrevet!” Morten bankede en flad hånd ind mod panden igen og igen, indtil der kom et stort rødt mærke. ”Forstår du det, Jonas! Det er der, hvor Mai er! Jeg må gøre noget. Nu! Lige nu!” Morten havde taget fat om Jonas’ skuldre og rystede ham. Måske ville løsningen ploppe ud af munden på ham, hvis han rystede hårdt og længe nok.
Så stoppede Morten pludseligt, vendte rundt og løb hen mod døren.”Vent nu lige lidt! Hvad skal du, Morten?” råbte Jonas efter Morten, der allerede flintrede ned mod Stormgade. Jonas var ikke helt sikker på, at han hørte rigtigt, da svaret nåede ham: ”Ud at flyve! Ud til Mai! Ses!”
