Luna betyder måne

Tekst: Ditte T.
Foto: Jørn E.

”Nej jeg vil ikke!” Jeg sagde sætningen højt. Ikke fordi jeg troede at min situation ville forandres af den grund. Den tynde månestråle på gulvet trak i mig. Det var som om, den var bundet fast i mig, at nogen trak hårdt i den anden ende. Som en hund i snor. Men var det ikke også det, jeg var?

Jeg satte mig op i sengen. Krøb ind i hjørnet og trak benene op under mig. Jeg lukkede øjnene. Det var jo komplet idiotisk. At jeg lukkede øjnene betød jo ikke en skid! Tusinde sindssyge ideer fløj gennem mit hoved. Jeg overvejede at binde mig selv fast til sengen, for dermed at blive der! Men jeg vidste godt, at det ville være nyttesløst. Når først månen stod midt på himlen, ville end ikke hundrede vilde elefanter kunne stoppe mig på min vej gennem skoven.

Jeg lyttede til huset og til skoven udenfor. Der var helt stille. Det var som om hele jorden holdt vejret i spænding for, hvad der kunne ske i nat. Det var jo vanvittigt! Jeg var så bange. Hvad kunne der ikke ske? Efter mordet ved sidste fuldmåne, kunne jeg aldrig lade mig selv slappe af igen. Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg rystede over det hele, og at mine negle borede sig ind i min arm. Det måtte bare ikke ske igen! En tåre trillede stille ned over min kind og ind i min mundvig. Den smagte salt. Og hvad med Jonathan? Hvis han nogensinde fandt ud af min hemmelig så… Nej! Det ville jeg ikke engang tænke på!

Mine tanker blev sløve, men jeg måtte bare ikke falde i søvn! Loba begyndte at trække i mig. Det føltes som om, noget indeni mig simpelthen blev trukket ud, men sådan forholdt det sig egentlig også. Det var mit liv, der blev trukket ud, for at Loba kunne leve sit liv. Det var egentlig meget sjovt, tænkte jeg midt i rædslen, at jeg havde valgt at kalde den ulv, jeg delte liv med, for Loba. Det betyder ulv på spansk. Og mit eget navn, Luna, betyder måne. Ulv ved fuldmåne. Varulv.

Nej! Jeg måtte ikke give efter! Selv med lukkede øjne, synes månestriben pludselig at lyse skarpere. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne og pustede forsigtigt ud. Smerten voksede. Det begyndte at gøre virkelig ondt nu. Jeg begyndte at klynke svagt i mørket, for at holde mit skrig tilbage. Mine forældre, i den anden ende af huset, skulle helst ikke vågne. Hvis de kom løbende for at se, hvad der var galt, kunne det være, at jeg kom til at give slip, og dermed lade Loba tage over. Min hals snørede sig sammen mens gråd og snot løb ud af øjne og næse. Smerten steg i takt med at der blev lysere i mit værelse, bag mine lukkede øjenlåg.

Jeg følte et hug af smerte, som om jeg fik stukket en kæmpestor kødkniv ind i maven, som derefter blev drejet rundt, mens den flænsede alt indeni mig op. Og så, da smerten toppede og jeg troede jeg skulle dø, forsvandt den ligesom. Det var, som hvis man hiver i en elastik til den pludselig knækker. Smerten slap sit tag, og jeg kunne trække vejret igen. Jeg følte mig pludselig helt tryg. Loba havde nok givet op.

Jeg åbnede forsigtigt det ene øje. På trods af den meget smalle sprække i mit mørklækningsgardin var hele mit værelse badet i månens klare skin. Sølv glimtede overalt, som havde jeg stået i et stort skatkammer. Det var så utroligt smukt. Jeg kunne mærke mit hjerte og åndedræt falde langsomt til ro. Næsten som i trance mærkede jeg min krop bevæge sig ud på gulvet. Mine ben gik målrettet, men langsomt, hen mod vinduet. Bare et lille kig, forsikrede jeg mig selv. Hvis jeg havde set mig selv fra siden, ville jeg have set et sygt begær og måneskær i mine øjne.

Jeg nåede vinduet, trak gardinet fra og stirrede intenst på det smukke landskab derude. Hele haven var fuld af måneskin. De smukke roser, som havde lukket sig for natten, blev badet i månens lys og blev næsten endnu smukkere, end om dagen. Den lille havesø skinnede, som lå der skatte på bunden af den. Men det lagde jeg slet ikke mærke til, jeg var for optaget af at kigge på månen. Større og mere lokkende end nu, havde jeg aldrig set den. Jeg havde vidst det helt fra starten, jeg havde bare forsøgt at skjule det for mig selv. Jeg havde ikke haft en chance for at lukke af for månen og det uundgåelige. Jeg ejede kun halvdelen af livet, den anden del tilhørte Loba. Jeg skulle leve mit liv om dagen, så fik hun sit om natten. Månen trak nu hårdere end nogensinde før, men det behøvede den slet ikke.

Jeg var allerede væk.

Spøgelsesbilen

Jeg havde aldrig i mit liv troet på spøgelser, magi eller andet overnaturligt. Ikke før en skæbnesvanger dag i mit dengang 16-årige liv.

Det havde været en helt normal dag, ligesom alle andre. Jeg havde været ude og købe julegaver med min bedste ven, Matt, og vi sad nu på bagsædet i min fars bil på vej hjem. Sneen dalede stille ned udenfor og indbød til julestemning. Vi var allerede godt i gang med at planlægge julehygge med marcipan og havregrynskugler, når vi kom hjem. Vi kom kørende ad landevejen, forbi den nøgne skov, som næsten sukkede af kulde, da vi kørte forbi. Bilen sagtnede farten og min far gjorde klar til et venstresving op ad Markvejen, men han drejede for tidligt, måske pga. det glatte føre, og vi kom på kollisionskurs med en sort varevogn. Jeg spærrede øjnene op i rædsel, ville skrige, ville lukke øjnene, ville væk. Men jeg var som frosset fast til mit sæde, og kunne ikke gøre andet, end at se døden i øjnene.

Vi kørte lige igennem. Igennem bilen! Jeg så mig forbavset ud af bagruden, men kunne ikke se nogen varevogn. Matt gloede på mig med et løftet øjenbryn. ”hvad er der galt?” spurgte han. ”Du ligner en der har set et spøgelse!” Jeg sad bare og stirrede ud i luften, helt forbavset og uforstående. ”S-så d-du d-det i-ikke?” spurgte jeg ham stammende. Han så forvirret på mig, spurgte mig, hvad jeg talte om. Min far drejede bakspejlet og så bekymret på mig. Jeg var den eneste, der havde set den, men jeg kunne sværge på, at det var sandt! Jeg rystede bare på hovedet, og lod det ligge, selvom frygten stadigvæk sad som en mørk tordensky over mit hoved.

Da Matt og jeg senere på aftenen gik ned for at leje en film, drejede han pludselig vores samtale over på min mærkelige opførsel i bilen. ”Du så noget, gjorde du ikke?” spurgte han mig og så indgående på mig. Jeg sukkede dybt. Et lille træk i hans mundvige fortalte mig, at han udmærket vidste, at når jeg gjorde det, havde han fået fat i et emne, jeg ikke brød mig om at tale om. ”Jo,” svarede jeg, og så fortalte jeg ham, hvad der var sket. Det bedste ved Matt var, at han aldrig tvivlede på, hvad jeg sagde, han kunne aldrig finde på at grine ad mig, hvis jeg fortalte ham noget alvorligt, lige meget hvor langt ude det måtte virke. Tværtimod sukkede han dybt. ”Hvor er det snyd!” udbrød han. ”Jeg ville også opleve et eller andet spændende.” Jeg gloede bare på ham med et løftet øjenbryn. Det var overhovedet ikke spændende, det var uhyggeligt! Jeg rystede bare på hovedet og sukkede en gang mere.

En mand kom gående med sin lille tæppetisser i lysende snor og lyserød frakke. Det var det eneste tegn, vi havde set på liv, siden vi gik hjemmefra. Jeg trak ind bag Matt og lod ham passere. ”Hvad laver du?” spurgte Matt. Hvad så det ud til, at jeg lavede? ”Jeg gør plads til manden selvfølgelig!” Matt stoppede op. Manden og hunden stoppede op. ”Hvilken mand?” spurgte Matt, og manden gloede ondt på mig og hvæsede med en stemme, som stak i mig som nåle: ”Det er hende!” Og for øjnene af mig, voksede det lille kræ ved hans fødder sig større og større. Fråden stod ud ad munden på den, tænderne blev lange og sylespidse, øjnene glødede rødt og ondskabsfuldt. ”LØB!” skreg jeg og greb Matt i hånden og trak ham efter mig i flyvende fart i den glatte sne ned mod filmkiosken. Bag os hylede hunden og satte efter os. ”Hvad var det?” spurgte Matt ængsteligt. Gudskelov, han kunne i det mindste høre, hvad jeg så. ”Bare løb!” råbte jeg tilbage.

Hullet

Mørket lægger sig over mig. Jeg kan mærke suset fra dybet bag mig. Jeg må ikke vende om! Hvis jeg gør det, falder jeg derned, og jeg ved, at jeg aldrig kommer op igen. Jeg må gå videre, lige meget hvor hårdt det er. Jeg kæmper mig frem. Stormen tager til, den prøver også at få mig ned i hullet, men jeg nægter. Jeg har besluttet mig for at kæmpe! Jeg vil leve! Jeg vil se lyset igen. Giv så slip på mig! Sæt mig fri. Lad mig flyve frit igen. Let me feel alive!

Jeg åbner øjnene. Der er helt mørkt. Jeg kan intet se! Jeg er blevet blind! Men nej. Det er bare mørkt. Jeg er nede i hullet igen. Jeg kan mærke kulden lægge sig om mig. Jeg føler mig nøgen og udsat. Tusinde små djævle sidder skjult i mørket og hvisker spydigheder til mig. De rammer mig og går lige igennem alle forsvar, gennem hud og hår, gennem alt indeni mig og ind i mit hjerte. Der gør det mest ondt. Jeg krummer mig sammen i et hulk og begynder at græde. Gå væk! Skriger jeg. Lad mig være i fred!

Der er helt stille nu. Djævlene er væk. Der er kun mig og mine tørre hulk og mit blødende hjerte. Nu begynder det også at regne. Det starter som små dråber på mit hoved, men de vokser sig større, og til sidst hamrer regnen ned. Det bliver for meget for mig. Jeg vil rejse mig, jeg vil væk, jeg vil søge læ! Men mine ben vil ikke bære mig, jeg falder bare sammen igen. Jeg maver mig hen ad bunden på hullet. Bunden, kalder jeg det, for jeg har ingen idé om, hvad det ren faktisk er. Det er ikke græs, det er ikke tæppe, det er ikke sten, det er ikke sand, det er ikke træ, det er intet jeg kender i forvejen. Det føles bare koldt og hårdt og blødt på samme tid. På den ene side føler jeg mig trykket mod fladen, men på den anden side giver det efter for min vægt og former sig efter min krop. Det er som om, at regnen falder igennem pladen. Jeg opgiver. Jeg krummer mig bare sammen og lader regnen hamre mod mig.

Noget generer mine lukkede øjne. Regnen er holdt op, men jeg er stadig drivvåd og ryster af kulde. Jeg åbner øjnene på klem, men lukker dem lynhurtigt igen. Det er lys. Nogle sparsomme stråler falder ned gennem det åbne hul og prikker drillende til huden på mit ansigt. Jeg åbner øjnene langsomt og vænner mig til lyset. Jeg ser ned og bliver helt forskrækket. Jeg ligger ikke på noget! Der er slet ingen overflade, jeg ligger midt i et hul… eller nej! Jeg svæver! Hvad er det der sker? Jeg ser op. På kanten står der en skikkelse. Jeg kniber øjnene sammen for bedre at se, men jeg kan ikke se, hvem det er. Skikkelsen rækker armen ned mod mig. Jeg sukker. Jeg prøver at råbe, at jeg ikke kan nå, men min stemme er væk! Pludselig går det op for mig, at det kan jeg godt! ”Man kan hvad man vil!” lyder et ekko inde fra mig selv. Jeg finder den lille glød indeni mig, som vil kæmpe for friheden endnu en gang. Hvis jeg kan stå midt i hullet uden at falde, så kan jeg også flyve, siger jeg til mig selv. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig. Jeg kan mærke det helt ned i tåspidserne – jeg flyver! Det går langsomt, men op det kommer jeg. Jeg ser op. Nu kan jeg se, hvem det er på kanten. Det er dig. Og jeg er på vej op. Jeg rækker hånden ud fast besluttet på at tage din.