
Jeg stødte på dette link om en teksteditor og blev nysgerrig, for hvad kunne den bruges til? Det var noget med et tekstredigeringsprogram, som er bygget op med fokus på skriveprocessen, og man kunne downloade det gratis. Det er Getomonk alias Morten Mølgaard Pedersen, der anbefaler denne gratis teksteditor, som kaldes FocusWriter. Men der er andre oplysninger at hente hos for eksempel Joomla.
Da jeg ikke var blevet meget klogere, gik jeg i gang med at undersøge, om det var noget, der kunne hjælpe mig i mit skrivearbejde. Jo mere jeg undersøgte, desto mindre klog blev jeg. Men stædig som jeg var, fandt jeg lidt efter lidt ud af, at det vist var noget med teknik. Og efter megen tålmodighed fandt jeg frem til, at det var et skriveredskab, man kan bruge, når man vil indsætte tekst og billeder samt rette tekster på sin hjemmeside. Samtidig fandt jeg ud af, at man kunne downloade sin egen teksteditor, eller man kunne bruge en online editor.
Undervejs læste jeg, at det var et fantastisk værktøj, man absolut havde brug for, hvis man var forfatter og ville skabe sin egen internetside. Men så skulle man have en professionel teksteditor, fordi den havde alt det, man kunne drømme om, f.eks. coder, skabeloner, bogmærker, endeløs tekstplads osv.
Det endte med, at det var alt for teknisk, men hvis nogen er interesset, skulle det bedste og nyeste på markedet være RubyMine.
Hvis man er interesseret, fandt jeg et rigtig godt sted at starte: et pdf dokument fra IT-Universitetet i København med introduktion til HTML. Her får du opskriften på en simpel hjemmeside i teksteditor, f.eks. at skrive din første (X)HTML, at tilføje et billede, at lave dit første link, at validere koden som en vigtig afslutning i alle kodeprocesser.
Måske er du nået dertil, hvor du siger til dig selv, jamen, hvad skal jeg bruge al denne information til?
Svaret er ganske enkelt. Som forfatterspire når du til den dag, hvor du sikkert gerne vil lave din egen forfatterblog, før du kaster dig i lag med at udgive din egen bog!
Du kan jo også vælge en præfabrikeret blog, som nogle af Skrive-bloggens forfatterspirer har gjort.
Hvis du kigger i højre side af Skrive-blokken under ”Andre forfatterblogs”, vil du se, at der er mange forskellige måder at lave en blog på som vores egen Skrive-bloggen.
Og hvis du ellers har nogle gode forslag til, hvordan man laver en blog eller en hjemmeside, så kom endelig frem med dine idéer.
Hvis man har lyst til lidt mere kontant stof til ens skriverier, ja så er det sidste nye ”The Snowflake method”. Dette begreb stødte jeg på i en kommentar på SAXO, og måtte straks undersøge, hvad der gemte sig bag det. Og voilá! Det så meget mere interessant ud end den mere tekniske teksteditor.
The Snowflake method er lavet af Randy Ingermanson, der har udviklet en slags program, der heder ”Snowflake Pro”. Programmet koster ca. 500 kr., og hvis man køber en bog med på vejen til ca. 75 kr., får man 50% rabat på ”Snowflake Pro”!
Her finder du alle de oplysninger, du har brug for.
Jeg har læst siden igennem, og synes faktisk, det lyder temmelig lovende. I første omgang har jeg sagt ja til at få leveret noget information fra Randy Ingermanson vedr. teknikker om ”Det at skrive fiktion der sælger” samt et eBrev. Du kan se det ved at klikke her.
Der står også en masse andre spændende ting på hans side, bl.a. ”The Ten Steps of Design” samt en lille sjov ”Your Writing Roadmap Quiz.” Siden er på engelsk og værd at kigge på.