Man går da ikke under prædikenen

Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.

Fakta

Det var juleaften, og jeg var stærk, var jeg ikke? Nyopereret, javist, men det var gået godt, jeg var på benene med det samme, for jeg ville være stærk. Jeg havde nået en masse inden, så det meste var klart.

Julegudstjeneste – for med den store omfavnelse af fællesskabets stemmer begynder julen rigtigt. Stor forventning til præsten, han har altid noget almenmenneskeligt at sige, noget morsomt, noget til eftertanke. Men han sejlede deroppe på stolen, han væltede. Nej. Jeg sejlede, bænkerækkerne skubbede, barnets pludren blev skinger. Jeg måtte rejse mig. Gå. Forbi undrende blikke. Man går ikke under prædikenen. Gør man?

Fiktion

Han sad tilbagelænet i sin stol. Så på mig med omsorg, med rolig afventen. Jeg kunne sige noget når jeg var klar. Eller tie stille. I tryghed og vished om en hånd at holde i hvis jeg faldt. I venteværelset knurrede utålmodigheden og al den tid folk ikke havde. Upåvirket tav han.

Som en lille mus krøb jeg sammen i et hjørne af hans udstrakte hånd. Så begyndte ordene at dryppe. Som små regndråber. Dråber af angst og utilstrækkelighed.

- De så på mig. Hørte ikke mere hvad Johannes sagde. Så på hende den mærkelige der gik midt i det hele. Fordømmende.
- Hvorfor tror du det?
- Jeg gik jo. Det gør man ikke.
- Men du var jo syg.
- Jeg var bare dårlig. Jeg skulle slet ikke være kommet.
- Men det godt du prøvede, var det ikke?
- Jeg ødelagde deres juleaften, og Johannes´.
- Ved at gå?
- Hvordan tror du ikke det var for dem, da. En der bare skrider. En der ikke vil ses.
- Det vidste de vel ikke?
- Det kunne de da se.
- Hvordan?
- Jeg så i gulvet. Smilede ikke, sagde ikke undskyld. Trådte nogen over tæerne. Famlede efter dørhåndtaget, maste mig forbi Gunnar uden et ord.
- Gunnar.
- Ja, kordegnen. Han åbnede døren for mig.
- Det var pænt af ham.
- Forstår du slet ikke? Det var min fejl. Jeg skulle være blevet væk. Jeg havde ikke noget at gøre der. Jeg burde have passet mit hjem, sat stegen i ovnen, rødkålen, gaverne, overblikket.
- Burde? For deres skyld?

- Deres blikke. Øjnene der trængte ind. Afslørende, Borende. Jeg vil ikke ha’ det. Tænk hvis de så. Hvad ville de så ikke tænke? Og sådan en har vovet sig ind i deres kirke, trådt i deres himmelske fred.
- Hvad er det de ikke må se.?
- Mig, selvfølgelig. Hvad jeg har lavet. Hvem jeg er.
- Det var jo ikke din skyld.
- Det var da mig der gjorde det.
- Kunne du have gjort andet?
- Jeg kunne vel have grebet ind. Jeg kunne…
- Have sagt nej? Hvad var der så sket?
- Jeg ved det ikke.
- Så var det vel heller ikke din skyld?
- Men forstå mig nu. Jeg er et dårligt menneske. Mærkelig, sær, ikke som andre.
- Hvem synes det?
- De gør. Alle dem der ser.
- Hvad synes du selv?

- Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke skjule det. Jeg kan ikke bekæmpe det. Jeg har prøvet, men det stirrer hele tiden på mig. Og spejlet sidder fast på væggen, jeg kan ikke få det ned.

- Var der ingen der smilede til dig? I kirken?
- Hva’? Jo, de vidste det vel ikke. Så havde de ikke smilet.
- Vidste hvad?
- At jeg har forstødt mig selv. Vendt ryggen til ... Til dem. Til mine… Hvorfor helvede skal du også spørge så meget?

Døren kunne ikke smække. Hælene ikke trampe. Benene næsten ikke bære. Det lille hvide kort i hånden. Hans varme På-gensyn-arm om skulderen. Det tavse forventningsfulde venteværelse. Automatdørens hvislen.

Og hans stemme i baggrunden.
- Næste?

Perronen der ryster af latter

Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.

Var det gardinstangen der faldt ned og ramte hende i hovedet? Eller foden hun vred om på, planten der væltede og sendte smågrumset vand ud over hendes tæer? Eller måske telefonen der hidsigt bippede hende op på den fod, der skreg? Nej Grete vidste ikke lige hvad det var, der fik hende til at sætte sig ned, se på planten, der endnu bløppede fra underskålen, og vente på vandfaldet der plejede at løbe over og gøre hende rødøjet af egen elendighed.

Men det var grinet der kom. Et bredbrystet skraldergrin der kom væltende helt nede fra maven og med en klukken sprængte sig frem gennem sideflæsk og dobbelthager helt derop, hvor energi og livslyst så længe havde gemt sig. Nu kom de frem, med overskud endda, og hun gav den skæve gardinstang et muntert spark, så den faldt det sidste stykke og efterlod sig et hul i væggen. Hun betragtede hullet, det lignede en forblæst blomst. Der faldt et lille stykke puds af, og nu kom hun frem, troldungen. For så lang tid siden, at det fortabte sig i tidløs smerte, var hun flygtet fra nedtrykthed og udmattelse og havde nægtet at vise sig igen, før al jammeren var hørt op. Et øjeblik sad hun deroppe i gardinstangshullet og fløjtede overstadigt. Mellem tænderne havde hun det evindelige græsstrå.. Så hoppede hun ned og satte sig foran Grete der endnu småspruttede af lystighed.

-Hvad sidder du der for?
-Gardinerne. De sagde de var for grimme, men jeg måtte ikke fjerne dem helt, skulle bare sætte nogle andre op.
-Hvorfor?
-De synes ikke det var pænt uden gardiner.
-Hvem de?

Grete sad lidt. Så kom hun på benene. Den krydrede juleduft havde ændret sig, var blevet skarp og sort. Hun småhumpede ud til ovnen. Englen havde fået svedne vinger og nissen mistet sin huespids, og hvor kunne det også være lige meget. Hun overvejede at lade dem være, bare sidde og se dem langsomt forkulle, men tog dem ud alligevel, smådampende af lettelse.

-Hvem de? Troldungen var fulgt efter, ville have sit svar.
-Dem der synes så meget, er så fornuftige, ved så meget bedre.
-Nå, dem der bestemmer?
-Sådan kan du måske godt sige det.
-Har de så også bestemt at du skulle pynte til jul lige nu hvor du ikke har lyst? At du skulle huske at bestille en and hjem, lægge planer så du fik alt gjort i god tid og ikke behøvede at ødelægge juleaften med at være så fortravlet?
Grete så skarpt på troldungen.
-Ja tak du behøver ikke sige mere. Jeg har forstået.
-Men gør du så også noget ved det?

Stilheden, de fastlåste blikke, smilene der brød frem, latteren der fejede støvet sammen i en krog, hænderne der hjemmevant samlede kageduften i dåse, fyldte den store taske med det gode tøj og en tyk bog. Med et sidste smil forsvandt troldungen. Drog hjem til sin blomstereng til en velfortjent lur, og med et øje på klem fulgte hun Grete det sidste stykke.

-Og nu sidder jeg her. Toget kommer lige om lidt. Grete holder telefonen lidt ud fra sig.
-Men hvor tager du hen? Datterens bekymrede stemme svider. Så forsvinder både den og Gretes svar i den hvislende larm. Perronen ryster.

Det er tid

Tekst og foto: Dorte F

han kommer ind fra havet
med fartens drømme i sit våde slæb
bramgæssene skræpper op
han blæser på deres halefjer
hvirvler latteren i vejret
videre
det er tid

runder mit hjørne
tager tilløb
hujer ind ad vinduet
vipper dynen af
det er tid

utålmodigt farer han omkring
skubber til poplernes knudrede stammer
de rokker blidt
de kender ham
fniser i lange stynede stritter

han rusker i syrenhækkens lysegrønne stjerneskud
vælter den halvtomme balje
sprøjter regnvand på rødhalsen
det er tid

han driller, han lokker
den arrede smerte
sortnet i tvivl
løsnes i tid

så skraldgriner han
kåde hvin mod min knyttede næve
styr dig, råber jeg
la’ ham bare, bladrer bøgen
og slipper en vindtør gren

det er tid

Den røde kjole, det hvide gardin og pigen fra Samfundet

Jeg kender hende. Jeg ved lige hvad hun tænker, hvad hun er bange for, hvad der ophidser hende. Jeg har pustet hende i nakken lige fra den første dag. Jeg så hvordan hun trådte ind i værelset, sparkede de tunge sko af, de sorte uldne strømper, den lange nederdel. Jeg hørte jubelen klukke i hendes hals da hun løftede armene, smådansede hen til det åbne vindue og favnede det hele. Byens lyde var skønnere end den sædvanlige lærkesang, benzinosen duftede af gyldne eventyr, de mange stemmer fra gaden talte om farverige butikker og spillesteder hvor alt kunne ske, og hun tog det hele til sig.

Det gjorde de altid, pigerne fra Samfundet, altid tog de byen i besiddelse med den samme naive forelskelse. Troede de. Lidt efter lidt vendte bøtten, og langsomt sivede byen ind og pustede snavs og støv ind mellem folderne på deres nye kjoler, blæste falske toner ind i stjernernes rytmer, fik deres sved til at lugte af gydernes grå fattigdom. Og så forstod de, og Samfundet fik dem tilbage. Lidt mere stille, lidt klogere eller måske bare bedrøvede over tabet af illusionerne som blev liggende i byens rendestene.

Jeg troede egentlig hende her var lidt stærkere. Der var et dejligt liv over hende, en åbenhed i hendes blik. Et eftertænksomt udtryk da hun puffede til gardinet for det åbne vindue og så at det dårligt rørte sig, hver fiber så mættet af byens tyngde at selv gadens daglige storme kun fik det til at duve lidt.

Jeg sad på gesimsen over vinduet overfor og læste hendes tanker. Hun rystede farens alvor af sig, tog morens tækkelige tøj op af kufferten og lod det forsvinde ind i skabets mørke. Jeg fulgte hende ud i byen. Hun var klog, pigebarnet, klogere end de fleste. Hun så sig godt for, tænkte over hvad hun så og hørte, satte sig hjem på værelset og skrev. Vel sagtens breve hjem til Samfundet, tænkte jeg og måtte se efter.

Jeg forstod ikke rigtigt hvad hun havde skrevet. Breve var det ikke. Noget af det var en slags digte, mærkelige halve sætninger, korte linjer. Andre sider var lange og fuldendte sætninger, og altid vævede hun en masse ord og tanker ind imellem de malende beskrivelser af min verden. Hun tog den til sig på en anden måde, min verden, og vendte og drejede den, så jeg snart ikke vidste om vi havde været på samme gade og blandt de samme mennesker.

Hendes læber blev røde af nyfunden glans. Hendes krop lod sig tøvende omslutte af kåde kjoler og foldede sig ud i en naturlig dans, fødderne trådte sikre skridt i luftige sandaler – og jeg bød hende velkommen hertil, tog hende let under armen og puffede hende blidt i armene på de smukkeste mænd. Hun smilede til dem og lyttede til deres historier, og lod dem så stå nede på gaden når de havde fulgt hende hjem.

Jo, jeg så det hele, og nu sidder jeg her igen, på gesimsen overfor. Hun pakker sin kuffert, og jeg kan selvfølgelig glæde mig over at hun da holdt et par dage længere end de forrige. Men jeg havde nu ventet mig lidt mere af hende. Nu pakker hun, vender snart hjem til Samfundet, sortklædt og velopdragent.

Så ser jeg gardinet bevæge sig. Det fyldes af et uventet pust, snavset drysser ud af det tætte stof, det vifter ud og ind ad vinduet som i en barnlig leg. Pigen står med ryggen til, stadig i sin røde kjole. Låget på kufferten klapper i, men hun har da ikke pakket færdig? Jeg rejser mig op, men da har hun allerede forladt værelset, hun ser sig slet ikke tilbage. Det plejer de ellers. Kort efter står hun nede på gaden, ser til venstre ned mod stationen og tager et par skridt. Mon hun har tænkt sig at vende hjem til Samfundet i den mundering? Dårlig ide, tænker jeg. Så stopper hun op lige neden under hvor jeg står, hun ser op på mig, løfter hånden til hilsen. – Jeg kommer igen, ler hun op til mig. Så vender hun om, går den anden vej, og jeg?

Jeg ved ikke hvor hun er på vej hen.

Hvorfor fanden havde han ikke bare givet hende den spade

Ikke et rigtigt swissj, mere som et tjiPouw, så sprang den til live. Sanne lod fingrene glide henover den blanke form. Modvilligt. Vist var den flot, og den varmede. Men hun kunne ikke bruge den. Ikke til dem. Hun afskyede dem. De var ulækre. Slimede.

Händels Fireworks dirrede på cafebordet. Hun lod den altid klinge lidt, lod orkestret rejse sig. Blanke trut i blæserne, dirrende hvirvler over trommeskind, dirigenten allerede ophedet, selv ved at futte af. Så rakte hun hånden ud efter mobilen.

-Sanne, det er mig. Jeg kommer nu, blev bare lidt forsinket. Fem minutter, så er jeg der. Har du bestilt.
-Nej, jeg venter bare. Sanne rørte rundt i sin halvkolde kaffe.

Et kvarter senere dumpede Josie ned i kurvestolen foran hende.
-Undskyld, altså undskyld, Sanne, og så lige i dag. Veninden lod de brogede indkøbsposer sprede sig som blomster på det sort-hvide flisegulv, en lille buket stak hovedet ud af den ene. Anemoner. Josie købte altid anemoner til hende.
-Tillykke skat. Sanne forsvandt ind i Josies sprudlende blomstersnak. De blåeste hun kunne få, sagde hun altid. Blå som havet i Sannes øjne.
-Vi skal fejre det, skal vi ikke? Jo, sgu. Og så forsvandt hun ind i cafeens slørede dunkelhed.

- Var det dig der sagde det til ham? Sanne tegnede dråber på det duggede glas.
- Sagde hvad, søde?
- At han ikke skulle købe den spade?
- Spaden? Nej men Sanne. Du mente da ikke . . .
- Jeg ville gerne have den spade. Den var skarp. Dybsort. Blank. Sannes øjne gnistrede mod Josies forbløffede tavshed.

-Jamen, en spade, Sanne. Det ønsker man sig ikke i bryllupsgave. Du kan jo bare købe dig en, hvis det er.
-Det er ikke det samme. Jeg ville have den af ham, forstår du. Jeg skal bruge den. Hele hans have er fuld af de der ulækre. Jeg vil gøre den pæn til ham. Grave kanter, fjerne ukrudt. Og hakke dem over.
-Hvad for nogle.
-Sneglene. De der store, flammerøde, slå dem ihjel inden de trækker deres slimspor op af mine ben. De klamrer sig til huden, de smasker løs med alle deres bakterier. Ét zak, så alt det ulækre kan vælte ud af dem, og de er færdige. Sannes hånd ramte en kasseret oliven, det ildrøde peberfyld splattede ud på bordets blanke renhed.

-Hvorfor siger du egentlig hans have.
-Det ved jeg ikke. Det er det bare. Og hvis jeg nu gerne ville have en spade? Hvorfor kunne han så ikke . . ? Jeg mener. Det var jo mit valg, ikke?
- Sanne. Han vil dig det godt. Han ville bare gerne give dig noget flot. Noget evigt. Noget smukt. Josie lagde hånden på Sannes kind. Hendes øjne brændte af mange års kærlighed til veninden. De to. De havde altid haft hinanden. Bevidstheden om den andens nærvær, varme armkrog, lune smil. De havde altid kunnet nå.
- Du skal snart af sted, ikke? Jeg følger dig til toget, jeg skal bare lige . . .

Konduktøren havde vinket, togdørens hvislen hakkede Josies stemme i småstykker:
-Hvad fik du for resten?
Gennem ruden et hurtigt glimt. Et tjiPouw. En lille flakkende lue. Den blanke lighter.
Josies åbne mund, angsten i blikket. Var der ingen der havde fortalt ham det? Hvorfor havde han ikke bare . . . .

-Nej,Sanne. Neej!

Foto: dorte f