Denne uges indlæg er blevet til i samarbejde mellem "Nenner", som en del af jer kender fra Saxo Forfatterskole, og Jørn. Hun skrev digtet, "De glødende sko", og Jørn E. blev så betaget af teksten, at han besluttede sig for at illustrere det.
------------------------------------------------
”Hedebølge, byen koger, gader smelter, luk din dør”.
den fjerne speakerstemme slynger forgreninger af lyd,
ind i drømmenes spindelvævsfine glaskolbeværk,
vi sover, det tror vi og gulvene bærer os, indboet, huset med
fluerne, duernes plads på gesimsen med hovedet skjult under vingen
og alt er sædvanligt og tyst som et bryst i en ømtrundet hånd
I storbyens summende natlige stilhed med sovende parker og ørkner af sten,
flakker støjen omkring som en vind af insekter fra stemmer, sirenerne, råb
fra avisbude, pigerne, bilerne, samlerne og dem der ved af, at vi sover.
Hvad gør de om natten
Men sengen på første, begynder at brænde og sejle i dunstende dampe
og luften forsvinder fra munden og brystet i en søvn, som ikke vil standse,
spændt fast er en lunge som tøjret til halsen og spyttet fordamper I munden.
Og krummer sig sammen og presser et skrig…
men dets luft kommer ud som et strå af et suk.
Og øjnene, lukkede, vil ikke andet og lyshavets bølger slår ind om en seng.
Nu brænder den, glødernes øjne de stirrer fra sprækken i lagnet,
men ser kun en ild som af flakkende fødder, der danser og flokkes, som jagende hunde og harer på flugt.
De tror at de sover, de drømmer slet ikke, de lyser som solen, det flydende guld.
Et ansigt er varmt, der er gløder i gulvet, det skurede gamle utætte træ,
en stolthed og glæde at gå på for fødderne, ståsted og verden, det elskede hjem.
Og stolens betræk og tapetet bliver brunt og kjolen og
skoene gløder.
Da vågner jeg, ser dig, dit ansigt forvrænget, de flagrende arme,
din krop dine fødder, der danser afsted,
Din syngende messen, besværgende stemme:
”Min elskede, elskede, elskede kom”!
og foden i gulvet, du tramper vanviddets datter og
et bumbum...et bumbum…et bumbum i gulvet tramper, som
igen og igen.
Du danser for døren med kranse og tegn, du tror at han kommer, du,
“hører hans trin og han kommer om lidt, nu tålmodig veninde,
vær ikke bekymret, jeg ved det bestemt at
han kommer om lidt”.
Og ilden vil brænde, den æder det hele,
Med flammer fra brændende væger og mønstre er gulvet indtegnet,
en helligheds plads for den salige indgang, narcisserne plukket
de ligger ved døren, som sprænges af kræfter du slet ikke kender.
Du spiste i køkkenet og drak af min vin, du talte om alting men intet om ham,
din jomfrudoms elsker, nej aldrig om ham,
mens vanviddet tændte en brand i dit mørke, uendeligt stort
Huset er vågnet, vi myldrer som myrer med spande og tæpper og sprøjter og joh…
Jeg græder som pisket,
en jomfru gik bort…med en tåre på kinden, uskyldige Kate
med svidende kød
og en glødende sko….
Jeg tumler omkring, slukker ild, rydder op
mens jeg snubler i udbrændt stearin
og de fineste småbitte kniplingestumper
af jomfrueligt drømmegardin.
Nu åbner jeg vinduet igen.
den fjerne speakerstemme slynger forgreninger af lyd,
ind i drømmenes spindelvævsfine glaskolbeværk,
vi sover, det tror vi og gulvene bærer os, indboet, huset med
fluerne, duernes plads på gesimsen med hovedet skjult under vingen
og alt er sædvanligt og tyst som et bryst i en ømtrundet hånd
I storbyens summende natlige stilhed med sovende parker og ørkner af sten,
flakker støjen omkring som en vind af insekter fra stemmer, sirenerne, råb
fra avisbude, pigerne, bilerne, samlerne og dem der ved af, at vi sover.
Hvad gør de om natten
Men sengen på første, begynder at brænde og sejle i dunstende dampe
og luften forsvinder fra munden og brystet i en søvn, som ikke vil standse,
spændt fast er en lunge som tøjret til halsen og spyttet fordamper I munden.
Og krummer sig sammen og presser et skrig…
men dets luft kommer ud som et strå af et suk.
Og øjnene, lukkede, vil ikke andet og lyshavets bølger slår ind om en seng.
Nu brænder den, glødernes øjne de stirrer fra sprækken i lagnet,
men ser kun en ild som af flakkende fødder, der danser og flokkes, som jagende hunde og harer på flugt.
De tror at de sover, de drømmer slet ikke, de lyser som solen, det flydende guld.
Et ansigt er varmt, der er gløder i gulvet, det skurede gamle utætte træ,
en stolthed og glæde at gå på for fødderne, ståsted og verden, det elskede hjem.
Og stolens betræk og tapetet bliver brunt og kjolen og
skoene gløder.
Da vågner jeg, ser dig, dit ansigt forvrænget, de flagrende arme,
din krop dine fødder, der danser afsted,
Din syngende messen, besværgende stemme:
”Min elskede, elskede, elskede kom”!
og foden i gulvet, du tramper vanviddets datter og
et bumbum...et bumbum…et bumbum i gulvet tramper, som
igen og igen.
Du danser for døren med kranse og tegn, du tror at han kommer, du,
“hører hans trin og han kommer om lidt, nu tålmodig veninde,
vær ikke bekymret, jeg ved det bestemt at
han kommer om lidt”.
Og ilden vil brænde, den æder det hele,
Med flammer fra brændende væger og mønstre er gulvet indtegnet,
en helligheds plads for den salige indgang, narcisserne plukket
de ligger ved døren, som sprænges af kræfter du slet ikke kender.
Du spiste i køkkenet og drak af min vin, du talte om alting men intet om ham,
din jomfrudoms elsker, nej aldrig om ham,
mens vanviddet tændte en brand i dit mørke, uendeligt stort
Huset er vågnet, vi myldrer som myrer med spande og tæpper og sprøjter og joh…
Jeg græder som pisket,
en jomfru gik bort…med en tåre på kinden, uskyldige Kate
med svidende kød
og en glødende sko….
Jeg tumler omkring, slukker ild, rydder op
mens jeg snubler i udbrændt stearin
og de fineste småbitte kniplingestumper
af jomfrueligt drømmegardin.
Nu åbner jeg vinduet igen.
