April-opgave: Føljeton 14

"Come on, Daniel! Let's go now! The cops are coming!" Selv gennem lyden af sit eget hvæsende åndedræt kunne Klaus høre, at det var slut med at spille smarte for de skide englændere. De havde sikkert sidetaskerne fyldt med bonger, tjald og stoffer fra Christiania. De to af dem stod og hev i den tredie, som sad på knæ ved siden af Louise og holdt hendes hoved i skødet. Hvad fanden havde han gang i med de piller?! Med en sidste anstrengelse nåede Klaus frem, kastede sig over fyren og fik i et overraskelsesangreb vristet pilleglasset ud af hænderne på ham.

"Skrid off med jer. What the fa'n have you done with her?! What's that for nogen pills?"

Motorcykelfyren (ham der hed, Daniel?) prøvede ihærdigt at få pillerne tilbage, men Klaus holdt dem væk og stirrede olmt på ham. De to andre var steget på motorcyklerne og startede dem nu op med kæmpedrøn som overdøvede sirenerne.

"Get your bloody arse on the bike and let's go, Daniel. Her boyfriend'll have to take care of her!" Et langt øjeblik stirrede de to rivaler på hinanden, indtil de i en synkron dans begge begyndte at bevæge sig igen. Daniel gjorde en affærdigende gestus og skyndte sig hen til motorcyklen. Klaus besluttede at det vigtigste trods alt var Louise og han satte sig på knæ ved siden af hende for at undersøge, hvad der var galt.

"Give her the fucking meds, you wanker!" råbte Daniel og med et brøl af frihed drønede han efter sine to kammerater, som allerede var drejet om hjørnet længere ned ad gaden. Klaus kiggede ikke engang efter ham, nu gjaldt det kun Louise - et kort øjeblik spekulerede han over hvad en mætsjuvanker var, men så rørte Louise på sig. Hurtigt stoppede han glasset i lommen og tog hendes hoved i skødet.

"Louise? Louise! Er du okay? Kan du sidde op? Bare lig st…" En synkende fornemmelse vældede op i Klaus, da han pludselig sad med hendes hår i den ene hånd, indtil det gik op for ham at det var en paryk. "Hva' fan'?! Louise? Hvad sker der?"

Louise tog solbrillerne på og rakte ud efter drinken hun havde stående ved siden af liggestolen. Men da hendes hoved kom ud i solen blev hun så svimmel at hun trillede ned på (asfalten) sandet ved siden af. Straks kom Mor løbende over, mens hun irriteret skræppede:

"Louise? Louise! Er du okay? Kan du sidde op? Bare lig st..." men Louise hørte ikke efter mere. Det havde bare været meningen, at det skulle være en lille hyggelig ferie ved Vesterhavet, men efter at Mor havde hørt om turen ville hun pludselig til at betale for det hele. Og så var Vesterhavet vokset til Middelhavet og køreturen til en 1. klasses billet spændt i en tindåse med vinger. Og Poul skulle selvfølgelig med. Poul med smilet og de bløde hænder. De travle, bløde hænder.

"Jeg er okay. Lad mig være." Louise lå (på den hårde asfalt) i det bløde sand og prøvede at vifte Mor væk. Skubbe hende væk (har jeg ikke skubbet dig væk før, Mor?). Foran hende løb det røde (blod ned ad trappen) indhold fra drinken ud i sandet.

Klaus gjorde sit bedste for at holde Louises hænder som viftede ud efter noget, mens han blev mere og mere bange. Hvad var det med hende? Hun mumlede noget om at være okay, hvilket hun tydeligvis ikke var. Hun havde brug for hjælp - hans hjælp. Hvad hulan var det med den paryk? Prøvede hun at gemme sig for nogen? Gaden blev lyst op af blå, blinkende lys. Mange blinkende lys?! Hvorfor havde de sendt så mange ambulancer, tænkte han, indtil det gik op for ham at det var politibiler. Og så var der pludselig fyldt med politifolk, der råbte af ham, trak ham væk fra Louise. Tog fat i Louise.

Mor havde sagt at hun skulle opføre sig pænt. Hun ville ikke have at Louise larmede, når der var gæster. Mor løftede hende op og (spændte hende fast til båren) lagde hende i seng. Det blev mørkt i værelset.

Og så gik det op for Klaus: Det var ikke et tilfælde at hun var begyndt at snakke med ham i toget. Hun skulle bruge ham til at slippe væk. Fra dem. Han havde bedt om en ambulance og så kom der masser af politi med også - var det et tilfælde? Det var hans skyld at de havde fået fat i hende. At de ville tage hende væk. Fra ham. Spærre hende inde. Og han skulle have reddet hende. Og havde de måske ikke prøvet at sætte ham ud af spillet tidligere? Placere liften, så han slog hovedet på den - nok næppe et uheld! Desperat kastede Klaus sig rundt, forsøgte at slide sig fri. Men de havde ham nu. Det var for sent. Han havde svigtet hende.

"Nej! Lad hende gå! Stop! Neeeeej…"

Lidt væk fra tumulten, stod to mænd og fulgte med, mens de to unge mennesker blev ført bort. Louise på en båre og den unge mand, kæmpende og skrigende med 4 granvoksne politibetjente til at holde sig.

"Hva' fanden er det med ungdommen nu om dage?" Kriminalkommisær Madsen så anklagende på overlægen ved hans side, som dog ikke gjorde tegn til at have hørt spørgsmålet. Lidt højere sagde han: "Ungdommen! Hvad fanden er der med den, hva'?"

Overlæge Ivar Buhl virrede med hovedet, skubbede brillerne på plads og så spørgende på sin sidemand: "Hm? Ja, det kunne godt være et tilfælde af akut neurosefantransferitis." Madsen stirrede stenhårdt tilbage: "Og på almindelig dansk?"

Men overlægen var allerede på vej hen til sin bil, mens han råbte tilbage over skulderen: "Ja, undskyld men jeg bliver nødt til at komme tilbage og sætte udstyret op. Det er et yderst interessant tilfælde det her…" Og så var han væk.

Madsen rystede på hovedet. Så satte han sig ind i bilen og bjæffede til chaufføren: "Tilbage til stationen! Lad os se om vi har et par almindelige bankrøverier lavet af et par almindelige tyveknægte."

April-opgave: Føljeton 13

"Stop, stop!" skreg Louise, mens hun med den ene hånd og knytnæve, hamrede løs på Daniels arm . Hun kunne mærke sit hjerte banke vildt og panikken sprede sig som en løbeild, der var ved at kvæle den sidste gnist af liv ud af hende.

Daniel stod så hårdt på bremsen, at motorcyklen begyndte at slingre. Han måtte kæmpe for at holde den på højkant, og det var lige før, de begge to var landet på asfalten, da det lykkedes ham at stoppe maskinen. "Are you bloddy mad, what on earth are you doing", nærmest skreg han til Louise. "We could have been killed. Are you insane!" Daniel tav brat, da han så Louise bleg og rystende, og nærmest gispende efter vejret. Hun var gledet ned på asfalten, da motorcyklen var stoppet.

"Mine piller! My pills, my pills", nærmest hvæse-mumlede Louise. Instinktivt vidste hun, hun måtte have et par piller, og det skulle være lige nu. Hun kunne jo ikke forklare, at hendes hjerne var ved at sprænges og hun kunne heller ikke helt forstå, hvad i alverden det var der forgik! Tusindvis af billeder og stemmer fløj rundt i hovedet på hende og hun vidste bare, at hvis hun tog sine piller, ville hun være i stand til at tænke klart og få kontrol over hele situationen.

Efter Klaus havde skreget Louises navn, som et dyr der undslap et nødskrig, stod han totalt lamslået og fattede ikke, at Louise var ved at forsvinde ud af hans ellers så lykkebringende dag.

Men pludselig blev han totalt tilstedeværende. Det var som om nogen havde smidt en spand koldt vand i hoved på ham. Han så motorcyklen med Louise bag på begynde at slingre voldsomt, og hans hjerte stod nærmest stille. Til sin skræk så han, hvordan Louise nærmest faldt ned på vejen, da motorcyklen stoppede. Gud, var hun død!

Lige inden han satte af med et firspring, råbte Klaus til tankpasseren, "Ring efter en ambulance, ring til politiet, det er sket en ulykke, der er sket en ulykke!" Han løb han som en gal, hen imod ulykkesstedet, medens han med fortvivlet indre stemme sagde, "Oh, gud, lad hende ikke dø, å nej, hun må ikke dø!"

Daniel vidste med det samme, at der var tale om hjertepiller. Han havde før set folk få et hjerteanfald. Lynhurtigt greb han Louises taske og hældte hele indholdet ud på asfalten, så han kunne få fat i pillerne. Han fik hurtigt sorteret indholdet med hånden , men kunne ikke se nogen piller. "Where is your pills, where is your bloddy pills?", råbte han til Louise og begyndte at ruske i hende.

Louise hævede armen lidt og fik ført hånden hen imod bukselommen. "My pocket, in my pocket", fik hun fremstammet

med hvæsende stemme.

Men Daniel hørte hende dårligt nok. Han stirrede med åben mund på den lyshårede paryk, der nu kun dækkede det halve af hendes sorte hår. "I’ll be dam!", udbrød han. Men han fattede sig hurtigt og blev opmærksom på, at Louise havde mumlet noget. "What? What did you say?"

I samme øjeblik, kunne han høre lyden fra et udrykning køretøj!

April-opgave: Føljeton 12

Louise mærkede den samme kildrende fornemmelse i kroppen, som dengang hun så Daniel første gang udenfor Q8 tankstationen, for ikke at tale om de nætter hvor hun havde sneget sig over i annekset og ind til ham på værelset. Der var noget anderledes, noget råt og utæmmet, over ham. Da de tre fyre var kørt videre, tilbragte Louise endnu et par nætter på Daniels værelse for at indsnuse duften af ham, som trods fru Hansens skrappe rengøringsmidler stadig hang i luften.

Louises mor glattede en imaginær fold på en sofapude. De to dybe furer over hendes næserod røbede, at det ikke var hendes idé at invitere englænderne.

”Poul har fortalt dem, at det er smoking og black tie.” Moren pillede et halvvissent blad af buketten på toiletbordet og drejede den en kvart omgang.

Louise havde været lykkelig, da Klaus for knapt et år siden friede til hende. Hun havde drømt om at stå foran præsten med kun den allernærmeste familie som vidner, barfodet i strandsandet, klædt i en enkel kjole og med en blomsterkrans i håret. Hun havde ønsket, at hun og Klaus skulle køre derfra på Klaus’ gamle knallert, og at han skulle bære hende over dørtærsklen til det lille, hyggelige hus i skovbrynet, som de havde besluttet sig for at købe.

Næsten umærkeligt var blomsterkransen blevet til et diadem, kjolen til det store håndsyede skrud, som skulle prøves igen og igen, knallerten til en karet med heste, og huset til en nyopført kæmpevilla på nabogrunden. En villa som Louises mor allerede havde indrettet. Og nu, som kronen på værket, et diamanthalssmykke.

Pludselig fik Louise fornemmelsen af sin krop presset mod Daniels ryg, og gennem larmen fra motorcykler kunne hun høre Klaus' skingre "Louiiiiise!" Hvad var det egentlig, hun havde drømt, da mor vækkede hende?

April-opgave: Føljeton 11

Motorcyklerne larmede forfærdelig, hun måtte holde krampagtigt fast omkring livet på Daniel, eller hvad han nu hed. Han havde sikkert i sinde at give hende en ordentlig rusketur på hans maskine, de kørte alt for hurtigt og lå næsten ned i svingene.
"Louise!"

Hun fik et sug i maven, hun blev nervøs, det var farligt det her.

"Louise… Louise."

En skurende lyd, og et lyshav bombarderede hende.

Åh nej, kører vi galt?

Hun kunne dufte kaffe.

"Louise, vågn nu op."

Louise åbnede øjnene, og kunne næsten ikke se noget for alt det sollys, der strømmede ind ad vinduerne, altandøren stod åben, og sendte en frisk forårsduft ind i soveværelset.

Louise rejste sig halvt op i sengen, og kiggede på den morgenbakke hendes mor stod med, klar til at sætte på plads så snart Louise havde rettet dynen lidt til, og havde fået puden sat ordentlig på plads bag ryggen.

Vi har så meget vi skal nå i dag, sagde hendes mor, og satte sig på sengekanten.

Vi skal lige have gjort nogle små-indkøb, og så skal du prøve din kjole. Syersken kommer kl. 11.00 og retter det sidste.

Og så har jeg fundet det yndigste diamantsmykke til dig på nettet, jeg syntes din hals var så bar, så det kommer til at passe dig perfekt.

Og så købte jeg også et lille Diadem, dit hår bliver meget smukkere med det.
Det er ikke noget særligt, Louises mor lavede en afværgende håndbevægelse, bare en lille ekstra bryllupsgave.

Du ved jeg ikke kunne lade være.

Du bliver så smuk. Du er jo mit eneste barn, og naturligvis vil jeg gøre alt hvad der står i min magt, for at se min lille pige, både smuk og lykkelig.

Mor altså.

Frisøren kommer jo først i morgen tidlig, så det skal du ikke bekymre dig om nu. Og medens du har sovet din næstsidste prinsessesøvn, har Poul og jeg arrangeret kareten med fire hvide heste, og de er ægte hvide, det bliver så smukt.

Poul og jeg har også været over i Jeres nye villa, og ordne lidt, så i ikke skal tænke på det heller.
Klaus har jo også nok at ordne, han har både sit nye job og brylluppet at tænke på.
Det er nu fantastisk, at de valgte ham til at sælge de nye Japanske El-biler her i Danmark.

Han fortalte mig i går, at han lige har ansat 26 medarbejder, til at starte med, selvom de først åbner firmaet om 2 måneder. Hvor må det være en spændende opgave at få.

Jeg er så stolt af vores nye svigersøn, lille Louise.

Det bankede forsigtigt på døren, og Louises mor sagde, ja kom du bare ind Poul, og henvendt til Louise sagde hun, jeg aftalte med Poul, at han lige skulle komme op, når han var færdig med at tale i telefon.

Poul satte sig også på sengekanten. Louise kunne så godt lide sin mors nye mand, det var trods alt 3 år efter hendes fars død han kom ind i deres liv. Han var pensioneret overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling. Han indgød dem tryghed, med sin altid rolige næsten sindige væremåde, og nydelige udseende, og de store kraftige briller, satte prikken over i et.

Louise, sagde Poul, husker du de tre engelske skuespillere på motorcykler du og Klaus slæbte med herhjem, og som næsten spiste os ud af huset, i den uge de var her?

Louise nikkede spændt.

De har lige meldt deres ankomst til dit bryllup.

Leonius.

April-opgave: Føljeton 10

Doktor Ivar Buhl smilede nervøst og rødmede. I jakkesættet, der vist var blevet renset et par gange for meget, mindede han lidt om en fugleunge. Ivar Buhl var skaldet, først i tresserne og temmelig rynket.

"Jo, Louise Hansen – en kort kunstpause – Louise Hansen har jo været min patient i flere omgange...."

"Ja tak" afbrød kommissær Madsen i et lettere irriteret tonefald. "Det jeg er interesseret i, er et billede af Louise Hansens karakter. Hvordan reagerer hun i pressede situationer. Er hun farlig for sig selv og sine omgivelser. Har hun psykopatiske træk o.s.v." Madsen afbrød sin salve mod doktor Buhl og så opfordrende på ham.

Buhl tænkte, at Madsen mindede ham om oberst Hackle fra Matador. "Æh..." begyndte doktor Buhl, som havde tabt tråden efter denne verbale kanonade. "Jo, Louise Hansen kan være meget impulsiv og under pres også reagere ret voldsomt. Ikke at hun egentlig er ond, men når det drejer sig om at opnå hvad hun vil glemmer hun sig selv og sine omgivelser. I den forstand kan hun godt være farlig. Man kan her godt tale om en form for psykopatisk adfærd. Men hun er dybest set en sød pige."

Madsen rømmede sig. Han kunne godt have tænkt sig et mere entydigt svar. For at vinde tid, så han samtidig ned ad det nålestribede og skærpede en pressefold mellem tommel og pegefinger.

Nærmest som om han talte med sig selv, resumerede Madsen: "Moderen er død, tilsyneladende efter et slagsmål i hjemmet. Vennen eller samleveren, hvad han nu er, Poul Schurke, og Louise Hansen er forsvundet. Vi har altså to personer på flugt. Hvordan ville Louise Hansen reagere i en flugtsituation?" spurgte Madsen, henvendt til doktor Buhl.

"Det er meget svært at sige" begyndte doktor Buhl tøvende. "Men hun talte ofte om at hun gerne ville flytte til København. Væk fra moderen og senest jeg havde hende i konsultation var det ønske blevet styrket p.g.a. denne Poul Schurke, som hun var bange for. Så man kunne godt forestille sig at hun var taget til København."

Denne oplysning fra ham selv fik nogle brikker til at falde på plads for doktor Buhl og han udbrød, inden han kunne nå at tage sig i det: "Jeg tror jeg så Louise i toget, --- men hun var jo lyshåret".

Der blev dødstille i lokalet, som når man venter på braget fra en håndgranat man lige har kastet.

Kommissær Madsen betragtede doktor Buhl, som om han havde fået øje på en flue på sin leverpostejmad. Så kom braget: "Hvorfor FANDEN har De ikke fortalt mig det noget før?"

Jørn E/30. april 2010

April-opgave: Føljeton 9

Undervejs trak han et krøllet kort op fra læderjakkens lomme, hvorefter han på formfuldendt engelsk bag visiret spurgte:

"Excuse me. We are looking for the Danish Ministry of Culture, but we seem to be just a wee bit lost!" Han lavede en undskyldende grimasse. "I'm sorry, I forgot to ask…do you speak English?" Louise nikkede, og han fortsatte: "The address is Nybrogade, and I was so sure we were on the right track, but..."

Hans kammerater på motorcyklerne bag ham grinede i kor.

"He couldn't find his way in his own underpants if you ask me," sagde én af dem, mens han blinkede forsorent til Louise, men da han så, at hun rødmede ved tanken om deres underbenklæder og hvad der mon var i dem, undskyldte han straks.

Varmen steg igen i Louises krop. Samme varme, som hun havde mærket, da hun mødte Klaus tidligere. Hvor var de nogle søde fyre. Havde hendes mor ret? Var hun bare en promiskuøs tøs, der ville kaste sig over den første den bedste, nu hvor hun ikke havde Mor til at passe på sig? Hun skubbede tanken fra sig. Det var ligegyldigt, hvad Mor tænkte; nu var det ligegyldigt. Resolut vendte hun sig mod Klaus.

"Jeg viser dem vej."

Hun smilede til motorcykelfyren, der nu havde taget hjelmen af. Uden den lignede han til forveksling Daniel Craig. Var det Daniel Craig? Med et sug i maven steg hun op bag på motorcyklen.

"I'll show you."

April-opgave: Pitstop

Hej alle,

Det går ikke bare udover stok, men også sten med denne føljeton. Herligt at se, hvordan I hver især går op i det og drejer fortællingen ad nye veje. Som man vil have fornemmet, vil der være nogle af sporene som ikke bliver taget op og måske vil vi hver især opleve uoverenstemmelser alt efter, hvad man har lagt mærke til i de foregående afsnit. Men det er småting, og jeg synes, det er en sjov måde at udveksle skrivning på.

Jeg har lige to spørgsmål her:

1. Hvem vil være med i anden runde, hvor vi sigter efter at slutte historien af?

2. Næste opgave kommer til at handle om hvordan man opbygger gode figurer - er der andre forslag til øvelser?

// Theodor

OPDATERING (liste af skribenter til sidste runde)

Jørn

Leonius

Randi

Poly

Theodor

April-opgave: Føljeton 8

Kriminalkommissær Madsen rømmede sig, og alle rundt om bordet tav næsten øjeblikkeligt. "Ja I ved jo givetvis, hvorfor der er indkaldt til ekstraordinært møde. Men lige for at resumere, så drejer det sig jo om den nu eftersøgte Louise Hansen. Hun har været forsvundet fra afd. P, det lukkede afsnit, i Alkøbing siden i tirsdags. Da det kan være vitalt i forbindelse med den videre efterforskning af sagen vedrørende hendes mor og dennes samlevende, har jeg indbudt chefpsykiater overlæge dr. med. Ivar Buhl til at komme og skitsere problematikken i forhold til Louise Hansen for os. Jeg siger hermed velkommen. Ordet er dit!" Madsen kiggede over på Ivar Buhl, der tilsyneladende studerede dokumentmappens indhold. "Ja, værsgo, ordet er dit!", gentog Madsen denne gang pinligt højt. Buhl rystede lettere forstyrret det påtrængende billede af den blonde unge pige fra toget af sig. "Nej, han huskede nok forkert!", sagde han til sig selv, rettede på brillerne og begyndte: "Louise Hansen er en gammel bekendt..."

Klaus holdt ind ved Q8. Mon ikke han kunne være heldig at finde en frossen pizza og måske noget Carte D’Or til at hygge med bagefter. Han havde kun en vag forestilling om, hvordan tingene skulle forme sig, når de kom hjem. Der var ikke mange erfaringer at tage af, men Louises faste tag om ham på knallerten, fyldte ham med nyvunden selvtillid. "Vil du med ind og vælge hvilken is, vi skal have til dessert?" Han vendte sig mod Louise og lagde frisk en hånd på hendes skulder.

Louise stod og stirrede mod de store sorte bogstaver på Ekstra Bladets spiseseddel, der hang på døren. Hjertet lavede en forlæns salto og helt automatisk røg den ene hånd ned i bukselommen for at tjekke, om pillerne stadig var der. Den anden hånd fløj op og mærkede på parykken. Alt sad, som det skulle.

Alligevel gav det et ryk i Louise, da Klaus’ hånd rørte hendes skulder, og hun stivnede. Hun hadede, når nogen kom uventet bagfra og lagde klamme hænder på hende. "Øh, hvad?". Hun måtte forhindre, at han fik øje på spisesedlen, så hun pegede hektisk over mod en bil ved den ene benzinstander. "Nææhhh, men se lige den hvide Alfa Romeo, der holder dér. Er det ikke en model 1.4 Multi Air Turbo?" Klaus tabte underkæben. Lignede mest af alt en forkølet mongol. Bare vent til de andre hørte det på værkstedet i morgen! En pige, der åbenbart delte hans egen altopslugende passion for kongen over dem alle. Alfa-bilen! Han havde lyst til at hoppe, som da han var lille, for at få al den glade energi ud af kroppen.

Drønet fra tre store kværnes udstødning, der i det samme kørte ind på tanken og bremsede lige ved siden af Louise og Klaus, fik ham dog på andre tanker. En fyr, bred som en mejetærsker, fik straks øje på Louise og kom hen imod dem.

April-opgave: Føljeton 7

"Jeg tror ikke på dig mere mor. Du lover hver eneste gang, at nu er det slut, men næste dag er du jo fuld igen". Louise holdt krampagtigt fast i Klaus. Hun ænsede ikke omgivelserne. "Hvad så, når Poul kommer hjem i dag eller i morgen eller – du ved det jo godt" … hun tav, tårerne pressede sig på. "Jeg vil ikke mere". Det sidste blev sagt meget lavt og meget langsomt.

Hendes mor nåede hende på toppen af trappen. "Slip mig!" Skreg hun og skubbede til sin mor. Moren rullede ned ad trappen og knaldede hovedet ind i hjørnet på kommoden. I håb om, at man ikke ville finde moderen alt for hurtigt, slæbte Louise hende ud på badeværelset, og lod hende ligge der.

For hendes skyld kunne de fortsætte deres nethandel, men det blev uden hende.

"Kom nu Louise!". Klaus hev i hende. "Sæt dig op!" De stod ved en knallert og Klaus pegede på sædet bag ham. De drønede af sted. I få øjeblikke tænkte Louise ikke tilbage. Den lune forårsvind, de mange dufte fra blomster, de lysegrønne træer og buske, hviskede tankerne bort. Hun strammede sit greb om maven på Klaus og rykkede tættede på. Hun lagde hovedet ind mod hans ryg.

Uden at tænke over det rakte Klaus sin venstre arm i vejret og skreg.

I hans hoved var heller ikke plads til en eneste tanke. Men varmen bredte sig med lynets hast i kroppen på ham. En gang ville han vide, at dette var det lykkeligste øjeblik i hans liv.

På politistationen kiggede alle nysgerrigt på den længe ventede og ulastelig klædte herre, der trådte ind ad døren.

April-opgave: Føljeton 6

En mand i nålestribet jakkesæt, med en stor tung sort mappe i hånden, gik forbi dem i kupeen, det var tydeligt at han også skulle af her.

Der var noget ved den mand, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Louise, de havde i et splitsekund øjenkontakt, Louise kunne se hans knivskarpe øjne, der blev forstørret gennem de tykke glas i hans kraftige briller. Det var som om han afkodede hendes dårlige samvittighed, som om han vidste besked.

Louise slog det ud af hovedet, hvordan kunne en vildt fremmed mand overhovedet kende til hende.

Klaus havde rejst sig, og gjorde tegn til, at de skulle af.
Louise lod ham stå, medens hun kiggede ud af vinduet, for at se, om politibilen stadig var der.
Hvad skulle hun gøre, skulle hun droppe Klaus, og bare lade ham stå af alene, han passede ellers perfekt ind i hendes reviderede planer.

Klaus begyndte at tvivle, var det allerede forbi, havde hun fortrudt?

Havde hun bare lavet fis med ham?

Han kunne ikke forstå at hun ikke rejste sig.

Hvorfor sagde hun ikke noget?

Betjenten der før sad inde i bilen var nu kommet ud, og de begge hilste høfligt på manden fra kupeen. Den ene betjent lukkede skyndsomt døren op til bagsædet, manden smed sin mappe ind og fulgte selv efter.

Louise rejste sig, lagde en arm om livet på Klaus, og sagde kælent, skal vi se at komme af, jeg glæder mig sådan til at se hvordan du bor.

April-opgave: Føljeton 5

Louise rejste sig og satte sig i stedet på sædet overfor, ved siden af Klaus. Hun vendte sig om mod ham og lagde sin hånd på hans. Han stivnede ved berøringen, men han trak ikke hånden til sig.

”Du er den sødeste fyr, jeg har mødt!” Det var i hvert fald ikke løgn. Under normale omstændigheder ville Louise have forladt kupéen, da Klaus trådte ind, men hun frygtede, at den blonde paryk og de blå kontaktlinser ikke var nok til at skjule hendes identitet. Alle, som kendte Louise og hendes mor, ville forsværge, at hun var sammen med en mand, så han var det perfekte skalkeskjul.

Nu var Klaus lige så rød i hovedet som... Louise gøs. Hun forsøgte at mane billedet væk af mors uformelige krop, som lå livløs på gulvet, og striben af blod, som deltes og samledes igen, inden den dryppede ned i afløbets sorte dyb. Endnu en gysen løb gennem hende.

”Fryser du?” Klaus skævede til hende. ”Du må godt låne min jakke.” Tænk, at dagen, der var begyndt så dårligt, havde udviklet sig på denne måde. Han kunne næsten ikke vente med at præsentere Louise for vennerne. De havde aldrig troet på ham, når han fortalte om sine scoringer, og det med rette. Nu ville han få oprejsning for alle ydmygelserne.

Toget satte farten ned og rullede ind på perronen. Louise kastede et blik på uret, som hang på stationsbygningen. Hun regnede ikke med, at mor var blevet fundet endnu. Alligevel spærrede hun øjnene op i rædsel, da hun fik øje på politibilen, som holdt på parkeringspladsen. Betjenten, som stod og hang over den åbne bildør, vendte sig mod åbningen og bøjede sig forover, som for at sige noget til kollegaen inde i bilen. Havde han set hende?

April-opgave: Føljeton 4

Mens varmen i kroppen bredte sig på en måde, der for Louise var ukendt

og overraskende, slog tanken hende, at hun havde efterladt sin

generthed og hæmmethed sammen med moderen. ”Det er helt symbolsk”

tænkte hun og besluttede i samme sekund, at Klaus skulle være

hendes skytsengel. Hendes vejviser i den nye store by. Hendes guide

her på tærsklen til et nyt liv. Måske var hendes tanker lidt mere

banale end som så, men essensen af dem indbød til at vise Klaus en

absolut tillid.

”Jeg har ikke noget sted at bo, må jeg bo hos dig, indtil jeg finder

en lejlighed?”. Hun blev selv nærmest lammet af sin bramfrihed og var

lige ved at trække i land, da Klaus faldt over ordene ”Gerne,

naturligvis, gerne, må du, deet ...”

Der opstod en akavet tavshed mellem dem. Klaus mærkede sine røde

kinder, sit plaster i panden og var pludselig meget bevidst om hans

beskidte kanvas-bukser og at han ikke var nået i bad i morges.

Tavsheden blev mere og mere udtalt, indtil Louise atter overraskede

sig selv.

April-opgave: Føljeton 3

"Åh, det er ikke så slemt som det ser ud til," svarede Klaus og prøvede at lyde helt nonchalant. Selvom han kunne mærke, han blev rød i hoved og sveden begyndte at pible frem, sendte han hende et genert smil.

"Jeg er lige begyndt på en ny arbejdsplads og stødte hovedet." Gud, hvor lød det åndssvagt, men det var for sent, ordene var røget ud.

Hun smilede forstående til ham og sagde at hun var også begyndt på noget nyt, så de var i samme båd. Hun forsatte med at fortælle ham, at hun var på vej til byen for at finde et sted at bo, og så skulle hun bagefter ud for at lede efter et job. Pludselig tav Louise, da hun blev helt forskrækket over, hun sad her og fortalte en fremmed om hendes planer. Hvad ville Mor dog tænke. Nej, Mor var her ikke og igen følte hun trodsigheden boble op til overfladen.

Med en nyfødt gnist af mod, vendte hun igen hovedet imod den unge mand, og sagde med et lidt udfordrende smil: "Jeg hedder Louise, og hvad hedder du så?"

Hun kunne slet ikke forstå sig selv. Og hvorfor slog hendes hjerte så hurtigt og ydermere sendte varme vibrerende fornemmelser rundt i hendes krop.

April-opgave: Føljeton 2

Klaus vidste egentlig ikke rigtig, hvorfor han var gået ind i kupeen, hvor den smukke lyshårede pige sad. Hvad skulle han gøre? Nu sad han bare her og gloede og følte sig lidt dum. Særlig smart så han heller ikke ud.

Han var lige startet på et job som mekanikerlærling i Vigsted og var på vej hjem fra arbejde. Så her sad han så i sin snavsede kedeldragt og gloede. Klaus var sig pinligt bevidst om det store plaster han havde i panden. På den endnu uvante arbejdsplads, havde han knaldet hovedet ind i en lift. Han følte sig mindre og mindre og nu kunne han også mærke, at han begyndte at svede. Skulle han lade som om han skulle af næste gang og forlade kupeen i god ro og orden?

Hun var så smuk, at han helt ubevidst havde smilet til hende da han fik øje på hende og hun havde smilet tilbage. Nu opdagede han, at hun sad og betragtede ham i togrudens spejl og hun smilede igen.

Inden Klaus kunne nå at flygte, vendte hun sig hurtigt om mod ham og spurgte: "Hvad er der sket med dit hoved?"

April-opgave: Føljeton 1

Det var første gang Louise havde følt sig så... alene. Hun satte sig med et bump på sædet og kiggede ud på landskabet, der susede forbi udenfor. Hun var meget opmærksom på, at det var første gang, hun skulle være afsted uden Mor i så lang tid. Så langt tilbage hun kunne huske, havde de altid været sammen, når de var udenfor huset. Den brusende lykkefølelse ved at være fri trak sig sammen til en sort knude af ensomhed, når hun tænkte på Mor og sidste gang de havde talt sammen. Og så foldede befrielsen sig ud igen - som en blomst der åbnede og lukkede sig indeni.

Så opslugt var hun af den indre storm, at hun alt for sent opdagdede den unge mand, som stod og kiggede på hende i midtergangen. Hun gennemspillede de sidste par sekunder inde i hovedet og genså hvordan han havde smilet bredt til hende, da hun var blevet ved med at kigge. Havde hun smilet tilbage? For sent trak hun øjnene til sig og prøvede at finde et holdepunkt udenfor. Med den hastighed toget kørte, var alt en række bølgende linier og uvilkårligt fokuserede hendes øjne i ruden i stedet. Så selvom hun sad med hovedet drejet væk, så hun tydeligt, hvordan den unge mand satte sig på sædet overfor tættest ved gangen.

Den indre blomst satte hastigheden op og nye kronblade skød frem. Mor ville have været rasende.

April-opgave: Føljeton

Denne måneds opgave kommer til at have et lidt anderledes format. Vi skal nemlig sammen skrive en fælles føljeton. I fællesskab. På den sekventielt samarbejdende måde. Det kommer til at foregå på følgende måde:

- man melder sig som interesseret i at bidrage herunder.

- i morgen kommer der en start på historien.

- man bygger (respektfuldt) videre på eksisterende materiale.

- når man har skrevet sit afsnit sender man det til undertegnede. (se mail-adresse til højre)

- jeg sørger for at sende en besked til den næste på forfatter-listen.

- fra man får besked om at man har ansvaret for næste afsnit, bør der helst ikke gå mere end 3 dage - gerne kortere tid. Men ser man, at man ikke kan nå det, sender man besked; så finder vi en løsning.

Det skulle vist være det - foreslag og kommentarer til historie og format modtages gerne.

På vegne af Skrive-bloggen,

Theodor

p.s. Rigets skattekister er ved at være slunkne, så sende gerne en tekst eller to, så vi kan få fyldt op igen.

RÆKKEFØLGE:

- Theodor

- Jørn

- Poly

- Izbern

- Randi

- Leonius

- Jens

- Bente

- Marianne

- [dit navn her?]