Jeg havde vænnet sig til at være længe om at låse døren op, så dem på den anden side kunne forberede sig på besøg.
Nogle af dørene gik sejt i låsen, og jeg kunne stå og fumle længe, før det lykkedes.
Det var nok til, at de vidste, hvem det var, der kom ind. Det gav dem lidt tid til at samle sig, få tøj på, hvis det var først på dagen.
Det var det mindste hensyn, jeg kunne tage til mennesker, der ikke var herre over, hvem de ville se og hvornår.
Også for min egen skyld var de sekunder nødvendige.
Mentalt tømte jeg mine tanker, ryddede det indre spejl for det sidst sete og forberedte mig på at møde et nyt menneske, opleve, forstå.
Idet jeg skubber døren op, repeterer jeg: soldat, ung, meget ung, ikke kendt i systemet, drabsmand.
Jeg mente, jeg var forberedt, alligevel rammer han mig.
Det blågrønne energifelt er smalt, skarpt afgrænset, udmåler den afstand, han vil have til andre og understreger kroppens forsvar.
Han står op under hele samtalen, mens han holder i stoleryggen.
Alle hans muskler er spændte i den tætte, brede krop, skuldrene stive og hænderne knugende.
Men øjnene - de rammer mig. Der er intet forsvar, kun angst og fortvivlelse.
I dem ser jeg de spørgsmål, han ikke stiller, og som jeg heller ikke kan svare på. Jeg får fysisk ondt. Det dirrer i mellemgulvet og halsen snører sig sammen. Jeg bliver hans smerte.
Inden i mig er alt kaos. Jeg får sagt de ting, der skal siges. Spurgt om det, jeg skal vide.
Han svarer med enstavelsesord, høfligt, på vagt.
Svarene kommer efter en lille pause, som er det dele af sig selv, han giver fra sig.
Jeg vil ikke rystes af ham.
Det er ikke fair, at det skal gøre ondt på mig. Jeg har ikke pligt til at dele smerten.
Min opgave er at være praktisk, opfylde cirkulæret, lytte, måske forstå.
Han er med i mine drømme, i forskellige aldre.
I en af dem er vi begge børn. Vi går på en mark i sne, han er den lille, jeg er den store, men begge er vi bange og hjælpeløse.
Vi går med hinanden i hånden. Jeg mærker, han bliver tryg. Jeg vågner med følelsen af hans lille, varme hånd i min.
I en anden drøm er han blevet væk for mig. Jeg skulle passe på ham og han er væk. Desperat og grædende leder jeg alle steder, finder ham til sidst, nøgen og kold under nogle blade.
Jeg tager ham op i mine arme og vugger ham til live. Det havde været i sidste øjeblik.
Som ugerne går, bliver hans forsvar mindre, der kommer ord på. Han åbner for fortvivlelsen, selvhadet, spørgsmålene, og jeg kan bare lytte. Intet jeg kan sige, gør det lettere for ham.
Angst går jeg ud af cellen, urolig hele ugen inden næste besøg. Vil han være der?
Har han mod nok til at vælge livet?
Det er svært at forlade ham uden at kunne tage ham i hånden, tage om ham og værne med mine arme.
Svært at trøste ordløst, usikker på om det bliver hørt.
Som ugerne, månederne går, bliver han mere blå og klar. Tit føler jeg hans farve nå min egen og det giver mig håb for ham og ro for os begge.
Der er dage, hvor vi deler et smil, og der er dage, hvor cellen lukker sig om os, og kun rutinen hindrer mig i at miste kontrollen.
Ingen af hans egne er der til retssagen. Sådan har han ønsket det. Jeg er der.
Fra min plads længst ude til højre på anden række har jeg direkte udsyn til nævningene, som sidder til venstre i salen.
12 almindelige mennesker, som skal udmåle den hævn, som skal genoprette og sone et drab.
Anklageren, en lille selvhøjtidelig jurist procederer i sin special syede, sorte silkekåbe med ekstra brede opslag i signalblå kontrast.
Han ser komisk ud, som han svajer i ryggen og svinger kroppen i store bevægelser under de indledende bemærkninger. Det er hans dag, mere end sagens.
Overfor, med front mod nævninge og anklageren, står forsvareren. En høj, mager, nydelig mand, som ikke behøver nogen specialsyet kappe for at understrege sin betydning. Han har lånt en kappe, som kun når til knæene og med bordeauxrøde opslag, som stumper midt på underarmen. Han emmer af alvor og koncentration.
Under de mange ord, betragter jeg nævningene, der alle med mellemrum kigger på ham, drabsmanden. Som dagene skrider frem, kigger de sjældnere og sjældnere, det giver kulde i rummet.
Engang imellem går jeg ud af mine tanker og krop - en følelsesløs masse, der ser og hører alt på et andet plan. Så samler jeg mig om at sende ro til ham.
Han sidder med siden til tilhørerne, front mod nævningene og bevæger sig kun lidt. Han drikker meget vand, det løsner, så han kan trække vejret. Hænderne samler han i skødet, så får brillerne et skub, engang imellem vender han sit blik mod sollyset, og ser ud, som om han ikke er til stede.
Jeg er der for at være et par venlige øjne, når de andres bliver væk for hans blik. Dømme ham, det skal de. Knuse ham, det får de ikke lov til.
16 år. De dømmende går hvert til sit.
Da han bliver ført ud af retssalen, stirrer han fortvivlet på mig.
Jeg må være hos ham, selvom intet jeg kan sige, kan gøre den dom lettere at bære. Nu er det mig, der er hjælpeløs, der ikke tør spørge. Svarene kan ingen af os give.
Han sidder på kanten af jernsengen, stirrer ned i gulvet, siger intet, men gnider sine hænder mod hinanden igen og igen.
- Hvem vil nogen sinde røre ved mig?
Uden et ord tager jeg hans hænder mellem mine og holder dem fast, til de ikke ryster mere.
På vej ud af cellen vender jeg mig til farvel, samler ham i mit blik, så han bliver lille nok til at være i min hånd.
Jeg lægger ham ned i min lomme, og holder forsigtigt om ham.
Her får ingen lov at gøre ham mere ondt.
