Gåden

Billedet er malet af Maja Lisa Engelhardt
Tekst: Anne Lilleager

Fra det fjerne
mod det ukendte

Ledestjernen
oplyser
vuggen,
slægterne
og det individuelle

livets triumf
og begyndelse

Om lidt
fødes
en lille pige

Gummistøvlekøb og vrøvledigt i regnvejr

Tekst og foto: Anne Lilleager

Med paraply og gummestøvler
går min lille hund og vrøvler
for hun ved at katten sover
når det regner,
og hun lover
benspænd
hvis den ud sig vover

Synes støvlerne var mange,
hun sku købe dobbelt gange

Ser på mig og tager noter
et par ben og to par poter

Mener at vi hver især
skal betale tre til hver

Hun det diskuterer længe
for hun selv
har ingen penge

Nu vil hun mit regntøj købe
ellers vil hun fra mig løbe
efter katten
der som tyv om natten
lister rundt
på trods

Siger derpå:
"Se nu mis i træet
ryster og er godt bevæget,
men beskyttet
det er kræet."

Moralen er og lad det skrive:
lad din hund derhjemme blive
når det regner,
før hun vrøvler
om for mange gummistøvler

En hullet sok

Tekst og foto: Anne Lilleager 2012

Dér går han. Hun skotter ud imellem gardinerne, der er trukket for. Morgendisen forstøver endnu udsynet lidt. Han kommer frem som et levende negativ i fremkaldervæske, der til sidst står skarpt.

For tiden kommer han hver morgen forbi på denne tid. Hun ser den kendte holdning, hans gang og, når han kommer tættere på, hans smil og hun hører hans sang. Han synger smukt.

Næsten hver morgen går han ind på et offentligt toilet for at vaske sig og skifte tøj. Sin rullende pensionistvogn med skiftetøj har han altid med, når han går på landevejene, og så sin violin. Lige nu overnatter han dog stationært et sted. Hvor det er, ved hun ikke.

Hans halvlange blå kappe med brystlommer og de store sidelommer, har han i dag som altid uden på det andet tøj. ”Den er fra min tid som borgerlig kunstmaler med ægteskab og barn og hund og hele mollevitten,” siger han.

Hvor der før var pensler, gemmer han nu sine små opstrammere, som skal tage det værste af dagens tømmermænd fra udskejelserne i går. ”Det er ren medicin”, siger han, når han bliver spurgt, og også når han ikke bliver spurgt.

Det sker ofte, at han står på et gadehjørne og spiller på violin. Violinkassen stiller han til at indkasserer penge i. ”Så har jeg tjent lidt til tømmermændene og måske til lidt mad på en café”, siger han. Tigge vil han ikke, vil heller ikke modtage almisser. "Man har vel lært at klare sig selv," siger han med en lidt støt følelse ved tanken om, at nogen skulle finde på at mistænke ham for andet.

Det tøj, han har, er hullet eller lappet, for han har da også lært at sy. Der er bare et problem. Han har kun et par sokker tilbage, og dem er der hul på. Det næstsidste par gik helt i småstumper for et par dage siden. ”Armod og ingen penge kan man klare, men sokker skal være rene og hele,” har altid været hans motto. Han er yderst flov over sine sokker, der ikke mere kan være rene, når han ikke kan skifte dem til et andet par, og som der er hul på. Endnu værre bliver det gjort af, at hans ene sko også er begyndt at stikke snuden i vejret, og sålen sidder løst, lukker simpelt hen ”munden op”, når han går. Det er yderst generende for ham. ”Man ligner jo en bums,” mumler han, imens han endnu engang trykker noget kontaktlim, han har fra et af sine gemmer, ud på inderkanten af skoen. "Så ser den midlertidigt hel ud", mumler han igen.

I dag er der noget anderledes ved ham. Hun går tilbage til vinduet og kikker en ekstra gang. Jo han har en mere rank holdning. Han går faktisk også mere glidende, som om han danser lidt, imens han går. Han virker glad.

”Mor har du set min skoletaske?” lyder det inde fra Carinas værelse. ”Den står i korridoren”, svarer hun, ”og skynd dig nu at komme i skole, så du ikke kommer for sent!” ”Får man et lille farvelkys?” lyder det fra hendes mand.

Hun er alene i lejligheden nu og skal selv først på arbejde om to timer. Før hun går ud for at rydde op efter morgenbordet, tager hun en støveklud og ryster den ud af det åbenstående vindue. Nede på gaden svinger han sin violinkasse lidt ekstra højt, imens han fortsætter sin gang.

Der går en rum tid. Så banker det forsigtigt med to og så et bank på bagtrappens dør. Hun går ud for at lukke op.

”Dav far, jeg har kaffen parat og lune krydderboller.”

”Tak min søde pige. Det dufter himmelsk!” Han snuser vellystigt op i luften. ”Og se, jeg spillede mig til et par ekstra sokker og et par sko i går. Så kan man måske være lidt præsentabel for sin datter”, siger han med sit dejlige smil.

Galleriet

Tekst og foto: Anne Lilleager

Det er ved at være sent. Hele dagen er gået med beundrende blikke, imens vi har stået her som et gift par, der skinner af glamour, fordi lyset spejler sig i os, så man kan se vores glinsende næser. Det er vores ligefremhed og det jævne ved os, der tiltrækker opmærksomheden, tror vi, og så har vi da lidt erfaring på bagen.

Erindringer fylder os med glæde, som f.eks. dengang vi blev kaldt til det Hvide Hus og skulle hilse på præsidenten. Det var om eftermiddagen, så det var for tidligt for det mørkere og mere stilfulde og fornemme. Derfor var det os, der var på. Strengt taget var det gartneren, vi skulle hilse på, hvilket dog var en tand under vores værdighed.

Vi har også gået på de bonede gulve i overhuset. Men for det meste gik vi i mange år frem og tilbage mellem støvede kontorer og befandt os ellers i timevis under en klaprende regnemaskine, hvor vores bedste udsigt var papirstrimler, der faldt i kaskader under bordet. Altid var vi iført vores skinnende ydre pragt, selvom vi kommer fra jævne kår. Det er ikke det selskabelige, der fremhæver os. Det er vores velholdthed.

Vi kommer fra USA og det er virkelig noget. Vi bliver betragtet med respekt, bliver beundret af hele verden og af alle generationer, fordi vi står og er blevet foreviget. Men de kunne nu godt have pyntet os lidt i den forbindelse. Givet os lidt sminke og afstivning. Heldigvis skinner vores næser som altid, men vores tilbehør er halvt slidt op og vi ser gamle og brugte ud, idet vi er pålagt en del slidtage.
Sådan har vi ikke set ud før i tiden. Hvordan det går med de oprindelige og forgængelige par derhjemme, originalerne, er ikke til at sige. De er måske kasseret og udskiftet med nogle funklende nye.

På væggen overfor os står fru og hr. Vincent. Pfyy ha, de føjter igennem. Der er temperament over dem. Og så skulle I høre et sprog, de bruger. Det er godt, vi kan beherske os og ikke ser ud som dem. Og så kommer de fra den lille landsby i Europa, der hedder Holland. De ser temmelig landlige og plebejerske ud. Der er noget vagabonderen over dem. Man kan se, de har trasket gennem mark og skov, især hr. Vincent. Han brokkede sig forleden over den forstørrede knyst på hans lilletå, der nærmest fik ham til at fremstå som en dame, idet han i form kom til at ligne fru Vincent. Lidt forfængelig er han alligevel. Der var også noget med et øre, han ikke ville have på forevigelsen. Det ville godt nok også have set spøjst ud.
De to er foreviget meget tidligere end os og var allerede dengang tudse gamle. De blev foreviget i 1888, og da var vi ikke engang født.

Angående det at blive født, så er de små slidte babyformer, der står vinkelret på os, ret søde. De har trasket igennem livets begyndelse med de aller første spæde skridt og har trasket alt under fode, som kom under. Især hjerter. Babyformerne er også foreviget. Skridtene er nok gået videre, og såleformene er blev større og større.

Hør du efter Grant? Er du faldet i søvn? Ok godt du i det mindste ikke gaber, imens du sover. Det ville være pinligt.

En hinde brister

Tekst og illustration: Anne Lilleager

En hinde brister.
Hjælpeløs og nøgen trækker den nyfødte vejret i en ny verden.
Voksne forstår.

Træer og blomster vokser mod himlen
og afgrunden skjules i græsset.

Snart formes en anden hinde
beskyttende omkring hjælpeløsheden
og skjulende nøgenheden,
som et smidighedens mirakel er den et værn
mod de videndes oversete faldgrupper.

Voksne bliver vidende,
men lader ofte deres viden sidde i hinden,
omformer dennes fine smidighed til et skjold,
til et værn mod ægte viden fra det virkelige liv,
hvor ægte værdier vokser og virkelighed er styrke.

Skjoldet formes mellem mig og de andre
og mellem dulgte verdner af indre og ydre form.

Vil jeg ud i naturen og se livet
må jeg knække skjoldet.

Når skjoldet i æggeskalsform knækker
kommer jeg ud i en ny verden
hjælpeløs og nøgen.
Og voksne forstår ikke.