Marts-opgave: en solsort

forfatter og foto: Marie Engling

I midnatstimen

Naboens snedækte tag

En solsort synger

Den første tur med rutebil (1924)

foto: Århus Rosensgade 28, Rutebilstationen 1. sept 1927.
Gengivet med tilladelse fra Lokalhistorisk Samling,
Aarhus Kommunes Bibliotekter.

forfatter: Marie Engling (som også har fundet det fine billede).

(Personal-fortæller. Ydre og indre syn.)

”Stå nu stille,” sagde moderen. Men benene ville hele tiden hoppe.
Hun måtte holde sig for munden. Al den glæde, der ville ud!
Ved stoppestedet stod også nogle damer med farvede hatte og en tyk herre med stråhat.
Hun så ned på sin egen hvide kjole, de bare ben og skoene, som bare ikke ville stå stille på gruset.
”Husk du er en stor skolepige,” sagde moderen, som også havde hat på og en stor guldmedaljon foran på brystet.
Sporvognen kørte ikke ud til det nye villakvarter uden for byen. Men der kørte en rutebil, ikke med heste, men med motor lige som onkel Alfreds bil bare meget, meget større. Den skulle hun køre til skole med nu hver dag.

En af damerne trådte ud på vejen og skyggede for øjnene med hånden, mens hun spejdede ud ad landevejen.
”Den er gået i stå,” konstaterede damen. ” Han trækker den op med håndsvinget.”
Endelig hørte hun nogle mærkelige knaldelyde og så to små flag komme til syne over bakketoppen.
”Der er den,” råbte hun, ”og den har flag på!”
Benene ville slet ikke stå stille mere.
”Den er grøn!” Hun greb fat i moderens kjole: ”Se!” – slap igen og pegede. Og nu kom rutebilen skumplende, og moderen trak hende ind til siden.
Rutebilen udstødte nogle host og standsede med sin lange snude foran dem.
Der var helt stille, mens chaufføren åbnede døren foran i rutebilen.
Den tykke mand maste sig ind forbi en lille dame, som skulle ud.
”Min datter skal med til rutebilstationen,” forklarede moderen chaufføren. Hans overskæg vendte opad i begge sider, så det så ud, som om han smilede.
”Det bliver 25 øre.” Hun betalte selv og klemte sig hurtigt ned ad midtergangen med skoletasken og ind på bænken ved siden af en jævnaldrende pige, som smilede til hende.


(Jeg-fortæller.)

Jeg glædede mig sådan, at jeg næsten ikke havde sovet om natten. Jeg skulle køre alene med rutebilen til skole. Den havde ikke heste foran, men en motor ligesom onkel Alfreds bil men meget, meget større. Jeg var vandt til at køre med sporvogn, men den kører slet ikke helt her ud på landet, hvor vi bor nu.
Min mor kaldte på mig, og jeg skyndte mig at klæde mig på. Hun havde lagt min kjole frem og skoene med spænder. Min mor fulgte mig til stoppestedet.
Skoletasken bumpede på min ryg for hvert hop, jeg tog. Jeg kunne slet ikke lade være at hoppe hele vejen.
Da vi kom hen til stoppestedet, stod der allerede nogle damer med klokkehatte og den tykke konsul Smidt.
Min mor begyndte at rette og tysse på mig.

Så løb en af damerne pludselig ud på landevejen for at se efter rutebilen. Den kom nok slet ikke.
”Den er gået i stå,” råbte damen til os, ”Han trækker den op med håndsvinget.”
Lidt efter hørte jeg sådan nogle underlige knaldelyde, og da så jeg først to små flag dukke frem på bakketoppen.
Jeg råbte lige så højt jeg kunne til min mor: ”Den kommer, den har flag på!”
Nu kunne jeg slet ikke stå stille. ”Se,” råbte jeg igen, ”den er grøn!” men min mor trak mig hårdt ind til siden, og jeg nåede lige at komme væk, inden rutebilen bremsede i gruset foran mine tæer. Chaufføren åbnede døren for os, men konsulen masede sig foran mig og brasede ind i en dame, der skulle ud.
Min mor forklarede chaufføren, hvor jeg skulle af. Det kostede 25 øre for den tur. Chaufføren så ud, som om han smilede, men det var bare hans overskæg.
Da så jeg en pige, som jeg genkendte fra skolen. Hun rykkede til side, så der blev plads til mig.

Beuf en Daube i smeltediglen

forfatter og foto: Marie Engling

Madame Le Creuset ankom til mit hus i går midt i en snestorm. Hun er en rund og trivelig dame med funklende røde kinder, og jeg viste hende straks køkkenet. Her tror jeg, at hun vil befinde sig godt sammen med det blå køkkenbord med rød- og hvidstribet forhæng og de hvidmalede hylder. Jeg vil gætte på, at det minder hende lidt om det, hun kommer fra. Jeg slog en god handel af med hende, så hun er ikke så dyr, som jeg havde frygtet. Da jeg ikke selv er den store køkkenentusiast, sætter jeg min lid til, hver gang jeg ser på hende, at hun vil ændre mit liv. Jeg forestiller mig, at mens jeg sidder og klaprer på tasterne, vil duften fra hendes Coq-au-vin stige op fra køkkenet og stimulere min appetit, inspirere mine romaner og i det hele taget forsøde min tilværelse. Skønhed betyder meget.
Hun er ud af en meget gammel fransk familie, som ejer store jernstøberier, hvor hun er vokset op i varmen fra de kæmpestore smelteovne.

Madame havde snart regnet ud, at jeg ikke var meget for husligt arbejde, så hun overtog det lidt efter lidt. Hun redte min seng om morgenen, hun luftede huset ud og skabte gennemtræk, så jeg var nødt til at holde en vis orden i mine papirer på skrivebordet, ellers fløj de omkring i værelset. Hun vaskede tøj, støvsugede, vaskede gulv og pudsede vinduerne, da foråret kom, mens hun gik rundt og nynnede Marseillaisen. Hun tog telefonen, når den ringede, sagde jeg arbejdede og fik en snak med mine venner, som gerne ville genopfriske deres franskkundskaber.
I det hele taget levede jeg som i et slaraffenland, hvor det eneste, jeg skulle foretage mig var, at skrive min roman og lave kaffe. For der satte hun grænsen. Hver morgen lavede hun en kæmpe, dampende théière, men om aftenen stod den der endnu, for te er ikke lige mig.
Når der blev ringet på døren, sagde hun at jeg skulle have arbejdsro, men at de sagtens kunne komme ind og hvile benene et øjeblik, og så skænkede hun for dem af den store tepotte, mens jeg hørte hende fortælle på fransk.


Den eneste af mine venner hun så skævt til, var PH. Jeg var kommet i kontakt med ham via facebook, og nu var han på det nærmeste flyttet ind og havde erobret min stue. Jeg prøvede at fortælle hende, at hans lysende inspiration simpelthen fungerede perfekt, men hun syntes han var for kold og moderne, og hun kunne ikke udstå de viser, han sang dagen lang. Ganske vist forstod hun kun ganske få danske ord, men nok til at hun fandt ham uanstændig. Værst var det, når han spillede på klaveret, og jeg må sige, at det klaver ikke har været spillet meget på, så jeg var kun glad for at det endelig blev taget i brug og nød, når de inspirerende toner af ’I dit korte liv, er hver time dyr …’, som blandede sig med duften af Beuf en daube, franske vine og cigarrøg, steg op og berusede min forfattertilværelse ved skrivebordet under tagvinduet. Jeg skrev og skrev. Og PH sad med til bords hver eneste aften. De franske middage var lige noget for ham, han roste madame til skyerne, og jeg kunne se, hun begyndte at tø op. Han overtog kaffebrygningen, så nu levede jeg som blommen i et æg.

Lige indtil en morgen, hvor jeg kom ned, vækket af duften af frisk kaffe, og det slog mig, at madame Le Creuset ikke var i køkkenet, og der ikke kom en lyd fra klaveret. Da jeg trådte ind i stuen, vidste jeg at noget var ændret for altid. PH havde taget madame i sin favn, og de to lagde slet ikke mærke til mig i første omgang.
- Hm…, jeg rømmede mig, og madame Le Creuset’s kinder blussede rødere end nogen sinde, da hun fik øje på mig.
- Hm… sagde PH. Ja vi har jo fundet ud af, at vi er perfekt designet til hinanden, madame og jeg. Ja, at vi er hinandens modsætninger, rød/hvid, varm/kold, tung/let, te/kaffe, og tilsammen forener vi ældgammel tradition med det moderne, og vi vil fungere perfekt, og det er jo det, det handler om, - ikke Julienne?
For det var hendes fornavn, og PH kyssede hende ømt på den røde mund.
- Ja vi har altså besluttet os til at rejse sydpå sammen og prøve lykken i det franske.

Jeg tænkte nok, det her var for godt til at være sandt.

OBS: le creuset = smeltediglen