H for Helene

Tekst og foto: Randi Abel

Denne tekst er en månedsopgave på Perfiktion og er skrevet på basis af Edvard Munchs billede 'Melancholy'.



3. persons-fortæller

Den første gang Helene så ham sidde på de glatte sten og kigge ud mod horisonten var i skumringen dagen efter, hun var flyttet ind i sommerhuset. Han så ud til at være opslugt af sine egne tanker, men han kiggede alligevel op, da hun gik forbi. Hun smilede til ham. Han gengældte hendes hilsen med et kort nik.

Helene gik tur langs stranden næsten hver aften. Bølgernes skvulpen mod stenene havde en beroligende virkning på hendes flossede sind, og den salte brise fejede tankerne væk om Jonas og hendes veninde Julie sammen i dobbeltsengen, den dag hun var kommet tidligt hjem fra kontoret med en dundrende hovedpine. Helene var stormet ud af lejligheden og havde vandret rundt på må og få, indtil hun pludselig befandt sig midt på broen over fjorden. Det var to betjente på patrulje, som havde fået hende på bedre tanker.

Efter et ophold på psykiatrisk afdeling var hun flyttet i egen lejlighed, og kort tid efter var hun vendt tilbage til sit job. Det gik dog kun til en eftermiddag, hvor hun måtte flygte om bag et tøjstativ i Føtex for ikke at stå ansigt til ansigt med Jonas og Julie, som hånd i hånd dukkede frem bag nogle hylder. Hendes kollega havde tilbudt hende at låne sommerhuset i den anden ende af landet for at få det hele på afstand.

Til Helenes store overraskelse sad manden der, hver gang hun kom forbi, og efter at have smilet til ham nogle gange tog hun mod til sig og standsede udfor ham.

”Hej!”

Manden nikkede.

”Bor du i nærheden? Jeg har set dig her nogle gange.”

Han slog ud med armen.

”Nå, du bor nede i byen? Jeg bor i det hvide sommerhus derhenne. Jeg hedder forresten Helene.” Hun rakte ham hånden.

”Simon.” Han rømmede sig. ”Jeg hedder Simon.”

Om lidt skal Helene møde Simon igen. Han har inviteret hende ud på en sejltur i solnedgangen. Hun kaster et sidste blik i spejlet, inden hun griber kurven med de lækre madder, hun har smurt. Solens sidste stråler glimter i dugdråberne på halsen af hvidvinsflasken, som stikker op af kurven.

Helene tager et par dansetrin, da hun går ned ad den smalle sti til stranden.



Jeg-fortæller

Det var hendes skygge på stenene, der gjorde mig opmærksom på, at hun var der. Hun smilede til mig, men jeg lagde mærke til, at smilet ikke nåede hendes øjne. Hendes ansigt var indrammet af blonde lokker, og hun havde store bryster i T-shirten. Var det mon hende?

Et par dage senere var hun der igen, men det var først ugen efter, hun stoppede op og talte til mig.

Jeg mærkede den velkendte, kildrende fornemmelse i kroppen og måtte vende hovedet væk fra hende for at skjule mit smil, da hun sagde sit navn. Helene. Så var det hende.

Om lidt skal jeg mødes med Helene igen. Jeg har inviteret hende på en sejltur i solnedgangen.

Jeg sidder for sidste gang på denne sten, på denne strand og tænker på den første sejltur for præcis syv år siden. Jeg havde ikke planlagt at lægge det stykke fiskesnøre om Annas hals og stramme til, men pludselig var hun begyndt at lyde som mor. ”Simon, du er min lille mand. Nu skal vi to rigtig hygge os, Simon.”

Mor sagde altid: ”Simon, har man sagt A, må man også sige B,” så da jeg mødte Betina, vidste jeg, hvad jeg måtte gøre.

Nu dukker Helene frem bag træerne. Hun har en hvid kjole på, og det ser ud, som om hun danser. Jeg rejser mig og går hende i møde.

Sebastians konfirmation

Tekst og foto: Randi Abel

Melodi: Søren Banjomus

Nu har vi spist og drukket næsten hele dagen lang.
Gad vide, om Sebastians knap i bukserne mon sprang?
For nogle uger siden da han pøvede dem på,
var de minsandten gået hen og blevet alt for små.
Hos Vertings lærte han i mellemtiden, heldigvis,
at frugt er bedre for figuren end lakrids og is.
Han tabte et par kilo – ku’ igen få tøjet på.
Der ser du, sådan kan det gå.

Sebastian elsker tv, og han glor på det non stop.
Om morg’nen har han derfor meget svært ved at stå op.
Han ser det hele – sport og film og dengerøvskomik.
Da han var syv, en overraskelse jeg virk’lig fik.
I DRs Pengemagasin han ivrigt fulgte med.
Desværre hængte denne interesse ikke ved.
Han burde ta’ den op igen, som I vil få at se,
når vi nu synge skal vers tre.

Reklamebud det er han – det har Mamadulf bestemt.
At få ham til at acceptere det var ikke nemt.
Han gider ikke, og så er det ikke særligt cool
at blive set i byen trækkende en vogn med hjul.
Hvad brug af penge angår leger han den store mand,
men hel’re end at tjene dem han låner, hvor han kan.
Vi håber, du i voksenjobbet bliver godt betalt,
for ellers går det gru’lig galt.

Det er en velkendt sag, at Randi er en dårlig kok.
Det andre spiser, kendte Seb som lille dårligt nok.
En juleaften holdt vi helt alene her hos os
med andesteg og rødkål, og Sebastian spiste los.
han guffed’ i sig, og da sidste bid var gledet ned,
affyrede han hurtigt nedenstående besked:
Kartofler skal vi ha’ igen til næste år til jul.
Det er mit yndlings julesul.

Sebastian gik i skole i et år i Singapore,
men det er helt forfærdeligt, hvor langsomt tiden går.
Når skammekrogen hurtigt bli’r den faste siddeplads,
så savner man sin folkeskole og lidt tant og fjas.
Han kom på fodboldholdet men røg af med fynd og klem,
fordi han kyssede en pige - tog med hende hjem.
Den slags er strengt forbudt, i skoleuniform især.
Jeg håber, pigen var det værd.

Sebastian sætter komma, som om en orkan har blæst.
Så inden aflevering bli’r hans stile gennemlæst.
Jeg spurgte, om hans komma var det gamle eller ny,
men dette spørgsmål var for ham en form for russisk by.
Han svared’ med forundret mine – og af grin jeg skreg -
jeg bruger da den der normale lillebitte streg.
I skolen er der ingen, der har informeret mig
om et nyt tegn, som var på vej.

Nu vil jeg ikke torturere konfirmanden mer’
med pinlige historier, selvom der er mange fler’.
Nyd kagen fra Modin. Sebs ansigt er i sukker støbt,
og det kan derfor spises – er hos Kagefoto købt.
Men inden vi i disse lækkerier går ombord,
så vil jeg lige sige disse afsluttende ord.
Tre gange højt hurra og held og lykke på din vej,
det vil vi alle ønske dig.

Storesøster

Tekst og foto: Randi Abel

Emma tager puden op og lægger den tilbage på sin seng. Hun sætter sig på hug foran den lille, skrammede reol. Da far havde malet den hvid, hjalp mor Emma med at klistre fine billeder på, som de klippede ud af gamle ugeblade. Emmas buttede pegefinger danser hen over bogryggene og stopper ved den om Peddersen og katten Findus.

Med bogen trykket ind mod maven kravler hun op i sengen, sætter sig i skrædderstilling og bladrer i den. En fornemmelse af små bobler breder sig i hendes krop ved tanken om, at mor skal læse højt for hende i aften. Mor vil krybe ned under dynen til hende, og Emma vil lægge sig tæt ind til mor, så hun kan indsnuse hendes duft og kigge på de sjove tegninger af Peddersen og Findus, mens mor fortæller om dem.

Mor var ved at hænge vasketøj op i bryggerset, da babyen vågnede og stak i et hyl. Hun havde sendt Emma ovenpå for at få den til at tie stille.

”Du er en stor pige, der sådan kan få lillebror til at sove.” Mor står i døren og kigger på Emma. Hendes mund smiler, og øjnene ser glade ud. Emma springer ned fra sengen. Hun hopper i imaginære hinkeruder tværs over gulvet og kaster sig om mors ben. Nu er alt igen som før.

Den gode lo, og de onde græd

En frostklar nat på en S-togsperron
faldt Shana i sømmen på sin sarong
Ping 1 og 2 fra et støtteparti
kom kort tid efter tilfældigt forbi

De så på Shana og på hinanden
og tog sig dernæst begge til panden
Så kom den nok så velkendte smøre
”Den kvinde har intet her at gøre”

De hidkaldte ingen ambulance
trods Shanas bønner om assistance
”Helt dansk det er den kvinde vist ikke
Jeg stemmer for, vi la'r hende ligge”

Så kom den næste, kvinden fra Tinge
med andre etniske under sin vinge
”For dig kan jeg heller intet gøre
Det ville skabe for meget røre

Jeg kan ikke save i egen gren
og miste politiske gnaveben
Hver dag går jeg stik imod min natur
og jeg er i øvrigt slet ikke sur”

Hun zipped’ sin mund og smed nøglen væk
og kørte derfra på hvinende dæk
Den sidste – en kvinde fra midtens top
gik frem, så tilbage, og stoppede op

”Point i at tale dansk eller ej
betyder slet ikke noget for mig”
Hun følte kulden – kom til at gyse
”Du ska’ da ikke ligge og fryse”

Det viste sig, Shana var kongedatter
”Sig, hvad du ønsker, så spø’r jeg min fatter”
Og hun, som langt om længe tog stilling
fik for sin dåd mil’jarder af shilling

Med penge til hjælp til pensionister
og flere stier til byens cyklister
til børn og til deres institution
og nedsat venten på operation

Ja, sådan nåede denne kvinde
i Danmark magtens højeste tinde

Dagbogen

Anita trådte et skridt tilbage. Underkanten på den forgyldte ramme om det store maleri flugtede med sofaryggen.

Hun kunne mærke familiens bebrejdende øjne i nakken og vendte sig om. De hang der allesammen, som de altid havde gjort. Billederne af hende selv var dog blevet udskiftet med broren i stiveste puds sammen med en storsmilende kvinde i brudekjole og med en fed, dåbsklædt baby i armene. De to med en anden baby i dåbskjole og en dreng på et par år stående imellem sig. En ung fyr med studenterhue.

Anita kantede sig rundt om de tunge mahognimøbler hen til døren til sit gamle pigeværelse. Hun trykkede håndtaget ned og trådte indenfor.

Alt stod, som da hun forlod det. Skibsbriksen med det rodede sengetøj. Bukser, bluser, undertøj i ét virvar på gulvet foran den åbne klædeskabsdør. Det runde spejl i læderstrop over toiletbordet med smykkeskrinet og de mange parfumeflakoner. Hun satte sig forsigtigt på den trebenede stol, tog en tilfældig flakon op og skruede proppen af. Lugten af sprit rev i hendes næsebor.

Lyden af latter på den anden side af vinduet fik Anita til næsten at tabe parfumeflakonen. Et par teenagers havde taget opstilling på fortovet. Pigen stod krumbøjet og holdt sig på maven. De havde vel ingen steder at gå hen. Da Anita en time tidligere var kommet forbi byens lille torv, havde hun lagt mærke til, at tankstationen var væk, og vinduerne i den gamle købmandsbutik var dækket af træplader.

Anita trak øverste skuffe i toiletbordet ud. Nøglen lå der, men dagbogen var væk. Moren havde nok brændt den eller gravet den ned i haven, så ingen kunne læse sandheden om farens fald fra klinten. Man måtte give konen, at hun holdt ord.

Anita børstede de handskeklædte hænder mod hinanden, rejste sig og kantede sig tilbage gennem stuen. Med skosnuden pirkede hun til moren, som lå i entreen. Hun skrævede over den livløse krop, klappede let på den bugnende skuldertaske som for at sikre sig, at pengene stadig var der, og åbnede hoveddøren. Hun missede mod solen, da døren smækkede i efter hende.

”Lad dem bare fortælle politiet om den overvægtige, mørkhårede kvinde, de har set forlade huset,” tænkte Anita, da hun passerede de to unge mennesker på fortovet.

Hans Kær

Hans Kær var en mand, som var glad for livet
Han havde alt og tog det for givet
Villa, værdier for millioner
kone, fem sønner, som var hans kloner

Ude i byen en sexgudinde
AKA den anden kvinde
Hun vidste alt om sønner og kone
som intet kendte til Abelone

”Skal arbejde over og tjene penge”
undskyldte Hans sig med meget længe
inden en fyraftens têtê-à-têtê
At lyve for konen gik legende let

Men så ville skæbnen, at hele koret
fik lyst til at hilse på far på kontoret
Abelone lå nøgen blandt ringbind og mapper
Hans stod og fumled’ med lynlås og knapper

Sønnerne måbede ved synet
Konen stod som ramt af lynet
”Hans, dit kryb, jeg vil skilles fra dig
Hvordan ku’ du gøre det mod mig”

En advokat fik presset citronen
Så alle værdier gik til konen
Nu sidder Hans alene tilbage
uden penge, sønner og mage

Hvad der skete med Abelone?
Hun bor i villaen med Hans’ kone
som fik nogle hidtil ukendte lyster
ved synet af Abelones bryster

Eline

Hun lå helt stille på den afsvedne græsplæne. En boblende fornemmelse bredte sig i Laurits’ krop fra mellemgulvet og op... op... op..., indtil den nåede hans læber. Han tumlede nogle skridt baglæns, og hans ene hånd fór op til munden, som for at kvæle lyden. Eline. Hans Eline, som havde giftet sig med ham trods farens modvilje. Noget vådt trillede fra øjenkrogen ned ad Laurits’ furede kind.

Men hvorfor lå Eline dér? I en have, han ikke kendte? Udenfor et hus han aldrig havde set? I en gade han aldrig havde besøgt? Boblerne flød sammen til en hård, tung masse, mens Laurits på stive ben igen nærmede sig knasthullet i det hvidmalede stakit. Idet han satte øjet mod hullet, løftede hun sin arm. Havde hun hørt ham? Vinkede hun ham ind i haven? Laurits vendte sig om, og i det samme lettede en doven flue fra den unge kvindes bikiniklædte bryst.

Laurits stavrede op ad flisegangen og skråede over græsplænen. Hånden vinkede ham igen nærmere, og den hårde, tunge masse i hans mellemgulv opløstes i boblende atomer. Hans skygge lagde sig over den spæde kvindekrop, da han faldt på knæ ved siden af hende. Med en kroget hånd strøg han hende over kinden. Det første øresønderrivende skrig væltede ham omkuld i græsset.

”Fjern grabberne fra min datter, din perverse stodder!”

Laurits forstod ikke ordene, og han mere fornemmede end så skosnuden, inden den ramte ham i tindingen.



Foto: Leonius

Sølvbrylluppet

forfatter: Randi Abel foto: Jørn E

“...deltager i afslutningen af klimatopmødet den 18. december, oplyser Det Hvide Hus’ pressechef, Robert Gibbs.”

Marianne er ligeglad med klimatopmøde og global opvarmning. Hun tænker på sølvbrylluppet næste lørdag, og på at Jens kommer hjem fra forretningsrejse i eftermiddag. Hvis der ikke er forsinkelser, kan de nå at hente hans smoking. Jens har været i Frankfurt mange gange de seneste måneder, og det er Marianne, som har måttet stå for hele arrangementet. Festlokale, catering, blomster, invitationer, men Jens’ tøj kan hun trods alt ikke prøve for ham.

Hun rækker ud efter Stelton termokanden på det lille mahognibord under vinduet. Ude ved vejen lader postbudet dagens post dumpe ned i postkassen. Marianne slipper kanden, rejser sig og går ud for at se, om de manglende svar på invitationen er med i posten. Der er stadig to par, hun ikke har hørt fra, og i dag er sidste svarfrist. Hun skutter sig i den kolde vind.

Udover den obligatoriske stak reklamer er der tre breve, de to er rudekuverter. Hun vender det tredje om. Der er ingen afsender, og stemplet er tværet ud. Hun sprætter forsigtigt brevene op med brevkniven. Regningerne lægger hun øverst i stakken under brevpresseren, de er Jens’ ansvarsområde.

Hun sætter sig igen til rette i øreklapstolen og folder brevet ud. Der er to ark papir. I det samme lyder Leonard Cohen’s sørgmodige stemme:

”Come over to the window, my little darling.
I’d like to try to read your palm.”

So long, Marianne, hendes og Jens’ melodi, som de dansede deres første dans til for 26 år siden. I årevis efter havde han kysset hende, blinket og sagt ”so long, Marianne,” når han tog hjemmefra. Marianne smiler og ryster let på hovedet.

“I'm standing on a ledge and your fine spider web
is fastening my ankle to a stone.”

Hun lukker øjnene. Bliver ét med sangen.

“And just when I climbed this whole mountainside,
to wash my eyelids in the rain!
Now so long, Marianne, it's time that we began
to laugh and cry and cry and laugh about it all again.”

Marianne åbner øjnene. Hun føler sig lidt fortumlet. Har vist blundet, men hun er også træt efter alle forberedelserne. Brevet ligger i hendes skød. Hun tager det op, kigger på side 2. Underskriften er Jens’.

”Når du læser dette brev, sidder jeg i et fly på vej til Mexico City.”

Mexico City? Han skal jo prøve smokingen i dag! Marianne lader hurtigt øjnene løbe ned over brevet.

”…føler mig låst fast.”

”…savner spontaneitet.”

”…gennem længere tid haft et forhold til Tina, min sekretær. Hun er i øvrigt taget med til Mexico.”

Det kan han da ikke lige inden sølvbrylluppet. Hvad vil gæsterne ikke tænke.

”…LH498 er styrtet ned i Atlanterhavet på vej fra Frankfurt til Mexico City.”

Brevet glider ud af Mariannes hænder og daler langsomt ned på gulvet. Kunne hun være så heldig, at familie og venner ikke behøver at få noget at vide om Jens’ brev og Tina? Hun slukker radioen og tænder fjernsynet.

”…nard Cohens Greatest Hits. Køb den hos TP Musik Marked!” So Long, Marianne lyder i baggrunden.

Marianne skifter over på News.

Den rødmende brud

forfatter: Randi Abel

Plottet:

1. Hovedpersonen har et projekt: Lena skal giftes med Tommy, kæresten gennem 16 år, og har forlængst købt brudekjolen. En dag hang den bare i butiksvinduet, i hendes størrelse (men heller ikke mere) og til halv pris.

2. En forhindring: Udover den vordende gom har Lena en passion for Häagen-Dazs jordbæris. Hun er pendler og står af og på toget på Østerport station. For et stykke tid siden opdagede hun, at Irma ved Østerport station forhandler Häagen-Dazs jordbæris. I en lang periode har det ellers ikke været til at opdrive.

3. Forsøg på at overvinde forhindringen: Irma ved Nørreport station forhandler kun andre Häagen-Dazs varianter, så for at modstå fristelsen tvinger Lena fra tid til anden sig selv til at benytte Nørreport station i stedet.

4. Krise: Lena prøver brudekjolen en aften, hvor hun er alene hjemme. Det viser sig, at hun har benyttet Nørreport station alt for sjældent.

5. Foreløbig fiasko: Det lykkes ikke for Lena at lyne kjolen. For at føje spot til skade revner den under hendes ihærdige forsøg.

6. Afslutning. Konflikten løses - ikke nødvendigvis happy end og gerne anderledes end forventet: Læs venligst historien for yderligere info.


”Den saaatans lynlås,” hvisler Lena gennem sammenbidte tænder. Hendes auberginefarvede teint står i skarp kontrast til den hvide brudesatin, hun har vristet op over lår og hofter, milimeter for milimeter.

Tommy har aftenvagt, og med kun små to uger til den store dag, kunne Lena ikke dy sig for at prøve kjolen.

Hun trækker maven ind og holder vejret. Dansende brudevalsen som en flodhest i balletsko klemmer hun med højre hånds fingre vildfarent kød ind, mens hun hiver i lynlåsen med den anden hånds tommel- og pegefinger. Lynlåsen glider ubesværet en halv cm. op. Hun når knapt at glædes over landvindingen, før den rutcher tilbage til udgangspunktet og lidt til. En dråbe zigzagger ned ad Lenas næse, hænger ubeslutsom på næsetippen, inden den slipper sit tag og opsuges af det hvide stof.

Lena trækker vejret i små stød på vej ud i køkkenet. Hun rækker automatisk ud efter en af de tre halvliters Häagen-Dazs på øverste hylde, men snupper i stedet en isterning, som hun stryger over panden.

Tilbage i soveværelset lader hun sig falde på ryggen tværs over dobbeltsengen. Hun er pludselig kommet i tanke om tricket fra teenager årene. Nu behøvede hun ikke trække maven ind, men til gengæld er der mere i siden at holde styr på. Lynlåsen giver sig ikke. Hun ruller om på siden for at hive sig op ved sengegavlen og hører den umiskendelige lyd af stof, der brister. Indestængt CO2 siver ud sammen med lyden af et tågehorn, som forplanter sig ud på trappeopgangen. Tommy tager det sidste hold trapper to trin ad gangen.

”Hvad i alverden sker der? Hvorfor ligger du der?”

”Tommy, du måtte jo ikke se kjolen! Jeg kan ikke lyne den, og nu er den revnet.”

”Er det bare det. Jeg troede du var syg. Herregud, det er jo ikke verdens undergang. Kom lad mig hjælpe dig op at sidde. Der er noget, jeg skal fortælle dig.” Tommy tager fat i begge Lenas hænder og får hende på højkant.

Hun kigger forventningsfuld på ham. Hendes Tommy, som nok skal finde på noget. Hun smiler gennem tårer.

”Jo, ser du, Lena, jeg har mødt en anden.”

April-opgave: Føljeton 12

Louise mærkede den samme kildrende fornemmelse i kroppen, som dengang hun så Daniel første gang udenfor Q8 tankstationen, for ikke at tale om de nætter hvor hun havde sneget sig over i annekset og ind til ham på værelset. Der var noget anderledes, noget råt og utæmmet, over ham. Da de tre fyre var kørt videre, tilbragte Louise endnu et par nætter på Daniels værelse for at indsnuse duften af ham, som trods fru Hansens skrappe rengøringsmidler stadig hang i luften.

Louises mor glattede en imaginær fold på en sofapude. De to dybe furer over hendes næserod røbede, at det ikke var hendes idé at invitere englænderne.

”Poul har fortalt dem, at det er smoking og black tie.” Moren pillede et halvvissent blad af buketten på toiletbordet og drejede den en kvart omgang.

Louise havde været lykkelig, da Klaus for knapt et år siden friede til hende. Hun havde drømt om at stå foran præsten med kun den allernærmeste familie som vidner, barfodet i strandsandet, klædt i en enkel kjole og med en blomsterkrans i håret. Hun havde ønsket, at hun og Klaus skulle køre derfra på Klaus’ gamle knallert, og at han skulle bære hende over dørtærsklen til det lille, hyggelige hus i skovbrynet, som de havde besluttet sig for at købe.

Næsten umærkeligt var blomsterkransen blevet til et diadem, kjolen til det store håndsyede skrud, som skulle prøves igen og igen, knallerten til en karet med heste, og huset til en nyopført kæmpevilla på nabogrunden. En villa som Louises mor allerede havde indrettet. Og nu, som kronen på værket, et diamanthalssmykke.

Pludselig fik Louise fornemmelsen af sin krop presset mod Daniels ryg, og gennem larmen fra motorcykler kunne hun høre Klaus' skingre "Louiiiiise!" Hvad var det egentlig, hun havde drømt, da mor vækkede hende?

April-opgave: Føljeton 5

Louise rejste sig og satte sig i stedet på sædet overfor, ved siden af Klaus. Hun vendte sig om mod ham og lagde sin hånd på hans. Han stivnede ved berøringen, men han trak ikke hånden til sig.

”Du er den sødeste fyr, jeg har mødt!” Det var i hvert fald ikke løgn. Under normale omstændigheder ville Louise have forladt kupéen, da Klaus trådte ind, men hun frygtede, at den blonde paryk og de blå kontaktlinser ikke var nok til at skjule hendes identitet. Alle, som kendte Louise og hendes mor, ville forsværge, at hun var sammen med en mand, så han var det perfekte skalkeskjul.

Nu var Klaus lige så rød i hovedet som... Louise gøs. Hun forsøgte at mane billedet væk af mors uformelige krop, som lå livløs på gulvet, og striben af blod, som deltes og samledes igen, inden den dryppede ned i afløbets sorte dyb. Endnu en gysen løb gennem hende.

”Fryser du?” Klaus skævede til hende. ”Du må godt låne min jakke.” Tænk, at dagen, der var begyndt så dårligt, havde udviklet sig på denne måde. Han kunne næsten ikke vente med at præsentere Louise for vennerne. De havde aldrig troet på ham, når han fortalte om sine scoringer, og det med rette. Nu ville han få oprejsning for alle ydmygelserne.

Toget satte farten ned og rullede ind på perronen. Louise kastede et blik på uret, som hang på stationsbygningen. Hun regnede ikke med, at mor var blevet fundet endnu. Alligevel spærrede hun øjnene op i rædsel, da hun fik øje på politibilen, som holdt på parkeringspladsen. Betjenten, som stod og hang over den åbne bildør, vendte sig mod åbningen og bøjede sig forover, som for at sige noget til kollegaen inde i bilen. Havde han set hende?

Marts-opgave: Forbrydelse betaler sig - midlertidigt.

forfatter: Randi Abel

Fru Hansen var gammel, fed og affældig.

Hun spillede lotto, og hun var heldig.

7, 9 og 13, 3, 5, 10 og 40

var tallene. Præmien var af de større.

Blev interviewet til ugeavisen:

”Nu, hvor I ikke skal skele til prisen,

skal I vel købe et hus med en have?

En bil? Og hvad skal I to ellers lave?”

”Jeg vil købe mig to nye cykeldæk

og en gulvspand. Den gamle er sprunget læk.”

Hendes mands ”en fladskærm til dagligstuen”

udløste prompte et hvast blik fra fruen.

Til Matas gik turen efter rottegift.

Hver dag gav Hansen sin kones mad et pift.

Der gik en måned, før hun end’lig faldt væk.

Endte som storskrald svøbt i en lærredssæk.

En hund fik færten og gik totalt amok.

Dens ejer – en knægt – fik et gedigent chok.

Blev grøn i ho’det, så hvid som et lagen.

En strisser opklarede hurtigt sagen.

Uden vrøvl tog Hansen med på stationen.

Kneb en tåre over fundet af konen.

Han døde i cellen den samme sommer

foran sin fladskærm på 65 tommer.

Blomsterbedet

forfatter: Randi Abel

Med en tommelfinger krænger Carl tappen på dåseøllen tilbage og presser den fremad igen. Et smil kruser hans læber ved den karakteriske lyd, manøvren frembringer. Han fører den dugvåde dåse op til munden og tager en slurk. Han træder et skridt tilbage og støder hælen mod stensætningen omkring havens klukkende vandløb, et arrangement, som Åse bedyrede, var lige, hvad hun altid havde ønsket sig, da hun så originalen på et billede i sidste års juni-udgave af ”Alt om Haven.”

Carl havde været glad for den 2-værelses med kammer med udsigt over byens torv, især efter de to børn var flyttet hjemmefra, og kammeret var blevet hans. Her kunne han dyrke sin passion for marchmusik, en interesse som altid havde gået Åse på nerverne. Han havde gjort, hvad han kunne, for at overbevise Åse om fordelene ved at blive boende, men tanken om eget hus med have havde allerede rodfæstet sig.

Efter at hun havde gennemtrawlet Politikens boligsektion adskillige søndage og efter endnu flere udflugter med Carl bag rattet til adresser i oplandet, blev drømmehuset fundet. Slutsedlen blev underskrevet, lejligheden blev opsagt, 38 års samliv blev pakket i kasser.

I huset fik Carl også sit eget værelse, som oven i købet var større end det gamle, og han var egentlig ganske godt tilfreds med byttet. Det varede dog ikke længe, før det viste sig, at husets køkken ikke var et drømmekøkken. Indtil han gik på efterløn, arbejdede Carl som bogholder i en mindre virksomhed, men det lå alligevel i luften, at det var ham, som måtte fatte værktøjskassen. Knapt stod det nye køkken færdigt, før Åse meddelte, at indretningen af badeværelset lod en del tilbage at ønske.

Haven trængte også til en gevaldig overhaling, mente Åse. De tidligere ejere var praktiske folk, som havde sået græs på hele den store grund, men udover vandløbet så Åse for sig bede med eksotiske buske og planter og en pergola. I sommerhalvåret gik turen til planteskolen om lørdagen, for som Åse sagde, ”så har vi jo hele søndagen til at få jord under neglene!” Åse brugte dog mest fingrene til at udpege, hvor Carl skulle grave. En køkkenhave og drivhus var det også blevet til.

En dag midt i arbejdet med at sætte nye fliser op på gæstetoilettet så Carl, da han var på vej ud i køkkenet efter et glas kold lemonade, Åse styre mod hans værelse bevæbnet med en tommestok. ”Du er der jo alligevel aldrig,” sagde hun, da han protesterede mod hendes planer om at rive en væg ned.

Carl tager endnu en slurk af dåsen. Gennem årene beklagede Åse sig ofte over manglende opmærksomhed fra hans side, så det nye bed i havens fjerneste hjørne har han beplantet med røde roser af den langstilkede slags. Jorden, der blev tilovers under nattens gravearbejde, har han strøet langs hækken ind til nabogrunden.

Efter et sidste blik på bedet går Carl med raske skridt ind i huset. Snart lyder tonerne fra Johann Strauss den ældres Radetzky March bag den lukkede dør til hans værelse.

Tredje og sidste del af Randis Adam Jarnum-saga.

forfatter: Randi Abel.

Det var en ubestemmelig lyd, som havde vækket Adam Jarnum.

Hånden på hans bryst lignede en gople i en rede af tang. ”Hvem i helvede…?” Så huskede han. Evas svulmende bryster som bølgede op og ned, da han slog op med hende og fyrede hende som sin sekretær, fordi Ina havde opdaget affæren. Ina som ved middagsbordet insisterede på, at han skulle underskrive separationspapirerne. Ildrageren og Inas fugleagtige ansigt stivnet i en grotesk grimasse. Fru Hansen som kom tidligt tilbage på sin ugentlige fridag. Adams dilemma: Skulle fru Hansen ekspederes til de evige jagtmarker sammen med Ina, eller skulle han i stedet aflede hendes opmærksomhed fra spisestuen?

Der gik en gysen gennem Adam ved tanken om fru Hansens uformelige krop under hans og hendes skingre ”Ja, Jarnum! Ja!”

Der var lyden igen. I månens svage skær så han grus glide ned ad vinduesruden. Adam kantede sig ud under goplen og fru Hansens lår, som havde lagt sig tilrette på hans underliv. Han kunne først ikke se noget derude i mørket, men pludselig dukkede en skygge frem fra den gamle eg. Carmen, naboens au pair!

Adam lukkede forsigtigt døren til soveværelset bag sig og småløb ned ad den brede trappe til hall’en.

”¿Carmen, qué estás haciendo aquí?”

Carmens bryster mindede om to hundehvalpe, som blev sluppet løs, da hun hev sweateren op over hovedet. De legesyge hvalpe pressede ham baglæns hen imod konsolbordet. Adam mærkede jadeelefantens stødtand i ryggen, da hun trak hans hoved ned.

Et skrig flængede luften. Carmen sprang til siden, snublede og faldt på halen på den håndknyttede, persiske løber. Fru Hansen stod midt i hallen. Hendes plumpe ansigt havde samme kulør som den forvaskede, hvide frottébadekåbe, hun havde forsøgt at dække sin krop med. Hun skreg igen.

Ina! Den blodige Ildrager! Havde hun set…? Adam rakte hånden bagud og greb elefanten i snablen.

”Jarnum, hvad har du dog gjort,” hvinede fru Hansen. ”Hvordan kunne du lukke den spanske tøjte ind, når du og jeg…”

Fyret - hvad der videre hændte

Mange af jer ser helt sikkert frem til at læse mere om Randis Adam og Eva-saga.

forfatter: Randi Abel foto: Jørn E

”Nå, gjorde du så, som vi aftalte?” Ina sad for den anden bordende og pegede på Adam med sin gaffel i tretårnet sølv.

”Jeg har gjort det forbi med hende, hvis det er det, du mener. Og fyret hende.”

Det spidse, fugleagtige ansigt revnede i en grimasse, som blottede de glasagtige tænder og gummerne. Fra væggen over den indbyggede kamin smilede tidligere generationer von Jarnums om kap med hende.

Han kom sgu til at savne Eva. Hendes bløde, villige krop, og hun havde heller ikke været ueffen som direktionssekretær. Gad vide, hvordan hendes efterfølger ville betjene ham. Han smilede ved tanken.

”Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger?”

”Undskyld. Jeg sad lige og tænkte på den nye sag, som nok lander på mit skrivebord inden længe. Hvad sagde du?”

”Jeg vil skilles, og jeg ringer til far i aften og siger, han skal afskedige dig. Jeg har pakket en kuffert til dig, og inden du går, skal du underskrive det her!” Ina lagde et ark papir på bordet.

”Hvor skal du hen, Adam?” Hun rejste sig halvt op fra stolen, da han vaklede forbi hende. ”Du skal underskrive erklæringen, inden du går!”

Det fugleagtige ansigt revnede i en grimasse, da ildrageren ramte det. Adam tog erklæringen fra bordet, rev den i 1000 stykker, og så smed han den ud.

”Hallooo! Det er bare mig!”

Adams blik sprang fra Ina, som stirrede livløst op i loftets stuk, til døren ud til hall’en. Ildrageren med klæbrigt blod på skæftet lå som et kors ved siden af hende. Han skrævede over hende og sparkede stolen til side, som hun havde revet med sig i faldet. Han lagde hånden på det sirligt udskårne messingdørgreb og tog en dyb indånding.

”Fru Hansen, det er onsdag. Skulle du ikke besøge din syge moster?”

Den lavstammede kvinde tabte cottoncoaten, hun var i færd med at hænge på bøjle. ”Jarnum, du forskrækkede mig!” Hun hev ned i den grå nederdel, som sad i folder over maven og havde blottet en knortet blodåre lige over den ene knæhase. Er fru Jarnum gået? Hun skævede over mod døren, Adam netop var kommet ud ad.

For satan da, det var ikke kun onsdag, det var den første onsdag i måneden. Inas bridge-aften. Han måtte ringe og melde afbud. ”Hun er lige kørt. Det undrer mig, du ikke så hende på vejen.”

Fru Hansen stolprede tværs over hall’ens klinkebelægning i retning mod Adam og spisestuen. Ud af øjenkrogen kunne han se elefanten i blankpoleret jade på konsolbordet.

”Må jeg komme forbi?” En rødmen bredte sig i plamager på hendes ansigt, og hun kiggede ned.

Adam lagde hænderne på hendes skuldre. ”Vi har taget af bordet. Vi vidste jo ikke, du var her.” Hans hænder gled ind mod hendes fede, korte hals. Fingrene spændtes og slappedes igen. Hænderne gled videre, og to tommelfingre under hagen tvang hende til at se op på ham. Jeg er glad for, du kom tidligt hjem, …Lily. Hvad …eh siger du til at gå ovenpå og trække i noget mere behageligt, mens jeg foretager et hurtigt telefonopkald?”

fortsættes i morgen.

Februar-opgave: Clearblue

forfatter: Randi Abel

Clearblue kiggede på sit armbåndsur. Hver gang en bil var kørt ind på Piazza Venezia, havde han været sikker på, det måtte være den røde Lamborghini, og han havde trykket sig tæt op af husmuren. Han var forlængst begyndt at tvivle på, om manden overhovedet havde tænkt sig at komme hjem i nat. Clearblue fortrød, at han ikke havde fået det overstået tidligere på aftenen, da han stod i mængden af hujende fans uden for bagindgangen til Teatro dell’ Opera og så den verdensberømte operasanger ankomme til sin premiere.

Clearblue var ankommet til Rom lige inden frokost og havde straks indlogeret sig på et billigt hotel. Portieren havde beredvilligt udpeget både Teatro dell’ Operas beliggenhed, og Batterio Duracellis privatadresse på kortet, han havde medbragt. Inden Clearblue begav sig ud i Roms gader, skrålede portieren et par vers til ære for ham. Clearblue vidste ikke, de var fra Figaros Bryllup, for han kendte intet til opera og havde heller ikke kendt til Duracellis eksistens indtil 48 timer før take off i København.

Clearblue var vokset op hos sine morforældre, den rødmossede Guldborg og Bintje, som var lidt gusten i det, idet han yndede at opholde sig i sin hule i kælderetagen. Det var mormoren, som havde fortalt ham om Bunnys affære med Duracelli, og nu stod han så her og ventede på at konfrontere italieneren. Clearblue stak hånden i jakkelommen. Jo, den var der stadig. Han kiggede igen på sit armbåndsur og besluttede sig for at gå tilbage til sit hotel.

Clearblue skråede over Piazza Venezia, mens han grublede over, om hans mission overhovedet ville lykkes, inden han måtte rejse hjem igen. Han så ikke Lamborghinien, som i høj fart drejede om hjørnet, før han blev kastet flere meter op i luften og landede på den røde kølerhjelm. Straks efter registrerede han duften af Fleur Du Male, og pludselig tonede Batterio Duracellis ansigt frem over hans hoved.

Med opbydelsen af sine sidste kræfter stak Clearblue hånden i jakkelommen og trak dåbsattesten frem. Hans forsøg på at række den op mod italieneren mislykkedes. Den gled ud mellem de slappe fingre, blev båret opad af en brise, dalede mod jorden og landede foran italienerens blankpolerede skosnuder. Batterio Duracelli samlede den op.

”Clearblue...”

”Bunny Bintjesdatter...”

”Batterio Duracelli...”

Knallerten

forfatter: Randi Abel

”Jeg tager over på sporteren sammen med Joachim!”

16-årige Aske springer ned af trappen, to trin ad gangen. Han stikker nøglen i låsen på sin cykel og vipper støttefoden op. Joachim bor tæt på sportspladsen, og de har aftalt at følges ad derover. De to drenge har været uadskillelige siden børnehaveklassen. Selv efter at de i år er startet på forskellige ungdomsuddannelser, ses de næsten hver dag.

”Det gamle lort,” stønner Aske på vej op ad bakken. Flere af cyklens gear virker ikke, og han må træde hårdt i pedalerne. Da han når toppen af bakken, kan han heldigvis lade cyklen gøre arbejdet resten af vejen.

Aske drejer i høj fart om hjørnet til Joachims villavej. Han er lige ved at torpedere en gammel dame og en lille, fed hund, som er på vej over gaden, men når at styre udenom. Damen er standset brat op. Hun svinger håndtasken i retning af ham, mens hun med høj, pibende stemme råber noget, Aske ikke kan høre. Hunden hopper gøende op og ned.

Han svinger ind i indkørslen, hopper af cyklen og lader den falde over mod hækken. På vej hen til hoveddøren får han øje på knallerten, som Joachim har parkeret udenfor den åbne garageport. Den nedgående sols stråler reflekteres i det sorte metal. Aske ændrer retning, står stille et øjeblik, inden han rækker en arm ud og lader hånden glide langsomt hen over den spejlblanke flade. Den anden hånd finder vej ned i hans lomme og kommer et øjeblik efter til syne igen. Aske kigger flygtigt på sømmet, han holder mellem tre fingre, inden dets spids trækker en sølvgrå stribe i det sorte.

Blind Date

forfatter: Randi Abel

Han havde lydt rigtig sød i telefonen. Caroline smilede ved tanken om den sjove måde, han talte på. Han hed Alexej og var i familie med en af hendes søsters kolleger.

Det var første gang Caroline skulle på date med en, hun aldrig havde mødt. Hun stak hænderne i jakkelommerne. Buskort..., solbriller... Hun rakte ud efter skuldertasken på sin plads ved døren og låste sig ud af lejligheden.

”Hej Caroline!” Det var overboen, som kom hjem fra arbejde med en hylende Tobias på slæb. ”Hvor ser du godt ud. Skal du ud og gøre byen usikker?”

Caroline gik hurtigt ned ad de sidste trin. Hun tog solbrillerne på, inden hun trådte ud på flisegangen. Hun var i god tid og ville tage bussen til Axeltorv og gå resten af vejen til sushibaren på hjørnet af Nørregade. Hun havde aftalt med Aleksej, at de skulle mødes udenfor, så de ikke gik fejl af hinanden.

”Du kan sidde her. Jeg skal alligevel af næste gang!” Caroline slog sig ned med skuldertasken på skødet. Sommerfuglene i maven var blevet til en flok havmåger i kamp om et bytte. Hendes sidemand havde gang i festforberedelser over mobiltelefonen. På sæderne bag hende diskuterede et par kvinder en fælles bekendts overlevelsesmuligheder efter en tarmoperation. En baby græd hjerteskærende, og den vedvarende knirken fra barnevognshængsler vidnede om frugtesløse forsøg på at få gråden til at holde op.

Der var mange, som skulle af på Axeltorv, og Caroline gik i gåsegang mod udgangen. Hun var ved at snuble over en taske, som nogen havde anbragt i gangen ud for et sæde.

Caroline havde været på sushibaren før og fandt den hurtigt. Hendes armbåndsur viste 17:44. Havmågernes kamp tog til i styrke. Sushibaren var både restaurant og take-away, og der var en livlig trafik ind og ud. Fra en forbikørende bil brølede Gasolin ”...ud over Langebro en tidlig mandag morgen, da så jeg en, der stod og græd. Hvis du tør - så kom...”

Caroline hørte stokkens afsøgende skraben fra side til side henover fortovet, allerede inden den drejede om hjørnet. Lyden stoppede brat, og hun fornemmede personen foran sig.

”Aleksej?”

Januar-opgave: Stines store dag

forfatter og foto: Randi Abel

”Hurra! Hurra! Hurra! Og så det korte: H’ra!”

”Skååål,” lyder det fra alle sider. Glas strejfer glas. ”Skåål!”

Stine har drømt om denne dag, siden hun var fem år gammel og hostende og feberhed var med sin mor på arbejde i Lily på Torvegade. Hendes mor sagde, at Stine skulle ligge helt stille på sofaen i baglokalet, når der var kunder i butikken. Stine var musestille, men hun kunne ikke dy sig for at kigge ud gennem sprækken i døren. Synet, der mødte hende, gjorde hende stakåndet. Den unge kvinde, hendes mor vimsede rundt omkring, lignede en prinsesse i den hvide kjole, som stod i et brus om den slanke krop.

”Jamen, så må vi jo hellere...” Anders griner og rejser sig til akkompagnement af de taktfaste tramp i gulvet. Stående på hver sin stol kysser han og Stine hinanden.

Der har været flere mænd i Stines liv før Anders, og hver gang var hun sikker på, det var den eneste ene. Da hun boede sammen med Johnny, udså hun sig i smug både kjole, ring og matchende invitations-, menu- og bordkort. Kjolen fik hun faktisk hængt til side. Hun var overbevist om, at Johnnys ændrede og lidt akavade opførsel skyldtes, at han var nervøs for at falde på knæ. Stine kunne ikke vente på, at han skulle tage sig sammen, og hjalp ham på vej med en romantisk middag. Da Johnny lige inden desserten sagde, der var noget, han længe havde villet sige til hende, susede blodet for hendes ører, og hendes øjne truede med at løbe over.

”Ja,” udbrød hun. ”Ja, selvfølgelig vil jeg det!”

”Hvad mener du?” Rynken over Johnnys’ næserod blev dybere. ”Jeg sagde, at jeg har mødt en anden.”

Han pakkede en kuffert og flyttede samme aften.

Der lyder en klirren fra bordets langside. Onkel Torleif rejser sig. På usikre ben har han et fast greb i ryglænet på sin stol.

”Kære Stine!” ”Kære Anders!” ”Ærede gæster!”

”I to søde unge mennesker har glædet en gammel mand. Hvis I ikke havde mødt hinanden, var jeg jo gået glip af dette herlige måltid.”

Han klapper sig på sit velnærede frontparti og kigger sig omkring over kanten af brillerne. Der lyder en spredt fnisen.

Stine lagde med det samme mærke til Anders. Hun ærgrede sig over, at det ikke var hende, der skulle klippe ham. Da han var gået, udfrittede hun sin kollega og gode veninde, Gurli, om ham.

Seks uger senere kunne Gurli triumferende fortælle, at han var single, barnløs, el-installatør, og at han spillede dart på Gåsen og Hanen. Stine havde aldrig spillet dart, men med den rette læremester, viste det sig, at hun havde talent for det.

”Sidder du og SMS’er?” Stine hvisker, for onkel Torleif er i gang med at spinde en ende over dengang, Stine red ranke på hans knæ.

Anders farer sammen, og telefonen smutter ud af hånden på ham og ned i Stines skød.

”Gi’mig den!” ”Gi’ mig den så!” Gæsterne ved deres ende af bordet vender sig fra onkel Torleif mod optrinnet for bordenden.

Anders tager fat i Stines håndled og griber ud efter telefonen i hendes anden hånd. Hun læner sig til siden.

”Beholder barnet. Håber du vil være en del af vores liv.”