Det er en hvid søndag

Tekst og foto: Aviaaja

Det er en søndag,
hvor alt er hvidt i hvidt.
Himmel, fjord, fjeld.
Dog er der, mørke pletter i massiverne,
hvor vind eller sol har påvirket sne og is.

Den altdominerende hvide farve
gør verden tyst. Her er meget stille.

Selv hundene er påvirket.
Ingen tuden.
Heller ikke da kirkeklokkerne ringede,
hvis de da gjorde det?
De plejer at ringe ved ni-tiden.

Hvad er det med denne stilhed i det hvide?
Kan solen og blå farver larme,
eller bare snakke?

I går da de bar døde mennesker
ud af sygehuset til kapellet
kl. 13 og kl. 14 og kl. 15,
da var der stadig højtryk, sol og farver.

Er det det,
det betyder;
at vi lever i pagt med naturen?

At
himmel, fjord og fjeld
sørger med menneskene
når én dør fordi han
er gammel - og elsket,
og to dør, fordi deres liv
blev for svært for dem.

Pigen - datteren
Manden - faderen

De var ikke i familie med hinanden
døde ikke sammen, boede bare i samme by.

Mon de havde mødt hinanden
tilfældigt på posthuset
eller i butikken,
inden?

Vidste de om hinanden?
Kan selvmord smitte?
Hvad, hvis de havde vidst?

Det er en hvid, hvid søndag.

At sejle på dybe vande

forfatter og foto: Aviaaja

At sejle på dybe vande er som at bestige høje bjerge.
Uanset,
må man betages,
opbygge en vis ydmyghed,
balancere.

Lad mig nu fortælle om havets sejl, bjergenes huse og visdommen kunst.

Der var engang et folk. De gjorde ikke stort væsen af sig og levede vel for at dele og delagtiggøre alverdens kommende generationer i netop havets mystik og bjergenes vej ind i himlen, i fuldstændig afhængig samhørighed og balance. Uselviske var de, for de havde aldrig haft grund til andet. Stærke i visheden om, at hver eneste af dem behøvedes.

Hver morgen når solen stod op, kunne man se millioner af hænder der straktes i vejret og en dyb rumlen, der skulle vise sig at være resonans fra de mange millioners strubesang, forplantede sig i jorden under dem og nåede havet, der rejste sig og hilste.
Også himlen blev berørt af al denne hurlumhej. Hver dag lod den sine skyer blæse en fanfare og fylde vandkrukkerne inden de blødt lagde sig på de højeste bjergtinder.

Således sikre på, at hav, himmel, og hvad der måtte være imellem, også denne dag var forenet kunne hver af indbyggerne fortsætte deres liv. Side om side arbejdede de med at holde balancen. Hver enkelt forstod at netop hans eller hendes plads var uundværlig og værdifuld. Sådan gik de både stille og stolte mellem hverandre og fyldte huller ud til fælles og verdens bedste.

En morgen blev de mødt af et vidunderligt syn. Langt ude på havet voksede der den smukkeste bølge frem. Den havde hvide takker, der næste nåede himlen. Duvende lå den som i en vugge af træ og holdt sig længe.

For længe, måske. Det er alligevel en mærkelig bølge. En undrende uro begyndte at brede sig blandt folket.
Sangen kunne ikke komme i gang, hænderne ikke strække sig. Ildevarslende var det.
.

Udlængsel

forfatter og foto: Aviaaja

Som suget fra Kamajokks fossende vand,
er længslen efter ukendt land;
dyb, sød og farlig.

Når hjerte og øjne kræver udsyn,
hænder vil skubbe fra
og fødderne ikke mere vil træde vande,
må verden åbne sig.

Udenfor i natten, forsømte menneskers tanker,
drillende favntag, der aldrig blev kærlige.
Hvilken længsel er der ikke i disse suk.

Forklædt som den smeltende istap i fossende vand.
Forklædt som duften,
der forlader den smukkeste blomst.
indtil de en dag lader maskerne falde.

Og verden åbner sig med stjerner som åndehuller.
Deroppe, hvorfra det er naturligt at spejde og kigge,
findes åndehuller fyldt med liv.

De, der tør lade sig opsluge af drømmene et øjeblik
mærker det, og glædes over menneskers ståhej,
mens den gode vin slubrende lader sig nyde.

Storm

forfatter og foto: Aviaaja

St. Orm
Denne vældige slange,
der utæmmet raser.
Der er ikke noget at stille op,
vi må føle pulsen,
mærke hjerteslaget.

Følge øjenvippens børster,
når pudset skal ud af kæmpens øjne.
Is, sne, vand, tårer, tanker,
følelser og udbrud,
der renser og fornyer.

Orkanens øje.
Derinde i midten af alting
et øje,
der ser og ved
og vi,
handler derefter.

Stormen river op
af og til med rode.
Andre gange
må rødderne bare strækkes
i ønsket om, at de styrkes
og finder ny næring til stiklingerne.

Jeg forestiller mig,
de strikkes ind i fine mønstre.

Et godt og stærkt rodnet.

Asylpolitik

forfatter: Aviaaja

Når vi sejler på frygt
Sejler vi ad helvede til.

Hvis vi vender skuden
i mod og mindelighed.

Er mennesker,
i al menneskelighed.

Sejrer vi til ukendelighed.

Delebarnets Juleblues

forfatter: Aviaaja, som også har sendt det smukke foto

Min far er lige skredet,
min mor hun er gledet
i en bananskrald,
ude i Bilka.
Så jeg skal helst la´være
og alligevel være her,
det kan være svært,
at finde ude af.

Det er hårdt at være cool,
især når det er jul
og smilet sidder stift,
hos far og mor på skift.

Når de ønsker, mig en glædelig jul
cool, cool, cool. Glædelig jul.

Sild i lage og på glas,
ny sild på min mors plads,
øl, bitter dram - sikke en skam.
Barbiedukker, creditcart,
fred på dåse al for smart,
kunstig sne, forlorne hjerter
Uhh

Det er hårdt at være cool,
især når det er jul
og smilet sidder stift,
hos far og mor på skift.

Når de ønsker, mig en glædelig jul
cool, cool, cool
Glædelig jul