Plymarokkerne

Tekst og foto: Jørn E.

Huset var tømt. Jeg gik en runde for at sikre mig, at der ikke var noget, som havde undgået min opmærksomhed. Mine trin rungede i de tomme tæppeløse rum.

I kælderen, lige indenfor kælderdøren, stod de, Plymarokkerne. Den ene med hul i tåen. Den anden med nedtrådt bagkappe. Min fars havesko. Jeg kunne ikke huske, at han havde haft andre sko til at gå i haven med. Så de havde holdt længe. Men hvad, det var jo også håndsyede sko fra Italien. Jeg lod dem stå. Jeg kunne ikke få mig selv til, bare at smide dem væk. Hans Plymarokker.

Tilbage i entreen kiggede jeg på nogle billeder som stod på skrå op ad væggen. Det var reproduktioner, og jeg havde egentlig besluttet at forære dem til ”Genbrugsen”. Jeg bladrede åndsfraværende gennem bunken.
Jeg standsede ved billedet med skoene. Jeg havde altid syntes, at der var en vis lighed med Van Gogh's billede med støvlerne.

Men der var en særlig grund til, at jeg tøvede med at skaffe mig af med det billede. Der knyttede sig en historie til det.

Min far fortalte mig historien en dag jeg var hjemme for at hjælpe ham med selvangivelsen. Udover at have problemer med synet, havde det med tal og regnskaber aldrig været han stærke side. Vi sad der ved hans gamle købmadsskrivebord i lakeret eg, som han havde købt ved en tvangsauktion engang.
Jeg sad ved siden af min far ved og kiggede på billedet med skoene mens han var ved at finde nogle bilag frem. Jeg spurgte ham, uden egentlig at tænke nærmere over det Mine øjne var bare faldet på det.

- Far, hvorfor har du det billede hængende der. Det er jo kun en reproduktion. Du har jo så mange smukke originale malerier.
Han lagde bilagene på bordet og kiggede skælmsk på mig.
- Jaaah, det er der faktisk.
Han tøvede lidt, mens han så på mig og fortsatte så.
- OK, du er jo gammel nok til at få historien, selvom det vist altid er svært for børn, at høre om deres forældres kærlighedsliv. Men hør så.
- Som ganske ung rejste jeg ned gennem Europa og klarede mig med det arbejde jeg kunne få undervejs. Til forskel fra tidligere tiders unge håndværkere, naverne, havde jeg både bil og kapital med på rejsen. Men jeg morede mig med at forsøge ikke at ”slide” på kapitalen.
- Jeg havde sat mig et delmål. Jeg ville opleve det højt besungne Toscana, med dets smukke landskab og dejlige mad.
- Jeg fik et job hos en håndskomager, som sagde, at det var vigtigere for ham at sy sko, end at lave trivielle daglige opgaver, som at passe køkkenhaven og gøre rent hos dyrene. Hvis jeg gad gøre det, kunne blive så længe jeg jeg havde lyst. 400 lire om dagen, kost og logi.
- Da var der, jeg så billedet af skoene. Det hang på væggen i værkstedet. Jeg syntes de var flotte, og jeg spurgte om jeg kunne bestille et par magen til.
- Han så overrasket på mig. De koster 1000,- lire. (Det svarede dengang til 1000,- kr.)
- Jeg vil gerne betale forud, jeg kiggede på ham. Han reagerede med himmelvendte øjne og store afværgende armbevægelser.
- Mamma mia, nej det er ikke nødvendigt. Jeg stoler da på dig, ”danese”, dansker, som han kaldte mig.
Skomagerens datter, en smuk ung pige med klassiske italienske træk, stod i døren og smilede skælmsk af optrinnet. Hun havde i øvrigt vist stor interesse for den danske gæst. Nok til at jeg ikke behøvede at være i tvivl om hendes hensigter.

Mens skoene begyndte at tage form og udseende, som dem på billedet, tog mit og Angelicas forhold også mere fast form, hvis du forstår hvad jeg mener. Samme aften, som senor Pedro meddelte mig, at skoene ville blive færdige i morgen, spurgte Angelica mig, da jeg havde fodret høns og grise og jeg var kommet ind til hende i hendes eget lille hus, som lå lidt af vejen i forhold til hovedhuset.
- Min elskede danese. Hun satte sig på mit knæ og strøg mig kælent over håret.
- Vil du ikke tage mig med når du rejser. Jeg holder ikke ud, at skulle være alene med den gamle tyran igen.
Hun havde åbenbart forberedt sin flugtplan. Hun kyssede mig på munden.
- Jeg har skaffet mig et pas.
Hendes øjne skinnede og hun spandt som en kattekilling.
Således afvæbnet, kom jeg til at love hende at tage hende med.
- Du skal pakke dine ting, Danese, vi rejser i morgen aften, når Pedro er gået i seng.
Alle forsøg på protest, fra mig, druknede bogstaveligt mellem hendes smukke læber. Da hun slap mig havde jeg glemt, hvad jeg var ved at sige.

Næste aften, havde Angelica beredt os en middag i den lune italienske sommeraften, udenfor huset,under en pergola dækket af blomstrende blåregn. Maden fik englene til at synge i kor med cikaderne. Det lovede godt for fremtiden, tænkte jeg, og var lige ved at komme til at grine. Efter hovedretten, var det nødvendigt med en pause, hvis der skulle være plads til desserten, undskyldte Pedro sig et øjeblik. Han kom tilbage kort efter med en fornem æske, som han højtideligt overrakte mig.
- Mig en fornøjelse, at overdrage dig dine nye sko Danese.v Han så forventningsfuldt på mig. Jeg modtog æsken med højtidelig mine og roste den smukke emballage. Jeg tog låget af. Der lå de, skoene, præcist som billedet i farver og design. Denne gang var min begejstring ægte. De var to små kunstværker. Jeg løftede dem ud af æsken med stor forsigtighed, beundrede dem endnu engang og skamroste Pedro for hans mesterværk.
Angelica havde sørget for, at der var et skohorn. Jeg tog skoene på. Det var som om jeg svævede. Disse sko var virkelige mesterværker. De smøg sig bogstavelig talt om mine fødder.

Efter dessert og efterfølgende Cappuccinoer, meddelte Pedro, at han ville gå til ro. Angelica kyssede sin far godnat på kinden og jeg så smilende til.

Efter, at have siddet og lyttet til Cikaderne og hvad man ellers kan finde på, sådan en aften i la bella Italia, hentede vi vores ting, pakkede bilen og kørte.

Siden har Meistro Pedros håndsyede sko fulgt mig hele livet, ligesom Angelica, din mor. Ingen af dem er længere så smukke som dengang. Men jeg elsker dem stadig lige meget.

- Men ”Plymarokkerne”?
Jeg så spørgende på min far.
- Tjaa, jeg ved det ikke rigtigt. Min far kløede sig i nakken. ”Plym Rock” er navnet på en engelsk hønseart. De er lidt pjuskede i fjerdragten, og sorte. Jeg syntes skoene lignede hønsene, efter mange års virke som havesko. Han grinede højt.
- Behøver der være en forklaring på alting?
Nej, det kan han jo have ret i.

Snip, snap, snude. Så er den historie ude.

Jørn E. - 24. maj 2013

Rovfuglen

Tekst og foto: Jørn E.

Regnen stod ned i tove udenfor byens bedste hotel. Den hvide d'Angleterre ”wannabe”-facade skinnede af regnens væde. Regnens stråler sås meget tydeligt i facadeprojektørernes lys.

Hotellet lå – selvfølgelig – på byens torv vis-a-vis byens rådhus. Imellem de imposante bygninger var der et stort springvand forestillende en grif eller en øgle, eller en krydsning, som spyede en vandstråle i vejret, som faldt ned over dyrets ryg.

Jonny stod ved den store glasdør, hvorpå der stod RITZ i guld med en kongekrone over og betragtede det voldsomme regnvejr med mistrøstighed.

Han havde lige afsluttet sin vagt kl. 23. Efter at ha' klædt om var han gået op i receptionen for at sige farvel og ønske kollegaerne god vagt. Det var god tone, så derfor gjorde Jonny det også.

Jonny var stor. Alt på ham var stort. Hans hoved, hans næse og ører. Hans hænder. Sin størrelse til trods, bevægede han sig med stor smidighed. Som en stor Grizzleybjørn havde receptionisten bemærket. Men Jonny var lidt mærkelig.

Nu skulle han se at få taget sig sammen til at gå hjem. Han snuppede en af hotellets store paraplyer, vendte sig om mod receptionisten og grinede skævt. Receptionisten smilede tilbage.

Jonny trådte ud i den voldsomme regn, hastede over det mennesketomme torv og ned ad den smalle gade der førte i retning af hans hjem. Et voldsomt vindstød tog fat under paraplyens sejl og Jonny følte det næsten som om han var ved at lette.

”Tænk, hvis man havde vinger, store vinger”. Tanken for gennem Jonnys hoved. ”Vinger, som en kongeørn. Han havde på et falkonercenter set disse store, graciøse fugle. Set dem jage og slå ned på kødlunser, som falkoneren slyngede rundt og rundt i større og større cirkler, for til sidst at lade kødet lande på jorden. I samme nu havde ørnen slået ned på sit ”bytte”. Jonny havde været meget fascineret af, at ørnen havde bredt sine vinger ud som en – ja, en stor paraply over ”byttet” mens den fortærede det. Falkoneren havde forklaret, at den gjorde dette for at forvirre sit bytte, og forhindre det i at orientere sig.

Mens han tænkte på oplevelsen dengang og vinden af og til rev i paraplyen, følte Jonny sig mere og mere som en jagende kongeørn. Tanken ophidsede ham kunne han mærke. Nærmest uden at tænke over det gik han ind i en mørk porthvælving, hvor han gav sig til at vente. Vente på et passende bytte.

Han havde ventet meget længe og var faktisk ved at opgive tanken. Han var begyndt at fryse og hans hænder var blevet kolde og stive. Men netop som han var ved at forlade porten hørte han det karakteristiske klip-klap af hurtige høje hæle hen ad fortovet.

En lille spinkel kvindeskikkelse passerede ham ude på fortovet. I samme øjeblik slog rovfuglen til. Jonny sprang, stor og smidig, frem fra sit skjul. Han lagde sin store iskolde hånd over kvindens ansigt og pressede hendes hoved tilbage mod sin venstre skulder, mens han sænkede paraplyen ned foran hende. Der kom ikke anden lyd fra hende end et uartikuleret ”uhmpp” som forsvandt i Jonnys store hånd.

Vel inde i porten, snurrede Jonny sit offer rundt og flyttede hånden ned på hendes – byttets – hals. Han lagde paraplyen over højre skulder og trak den helt hen over dem. Mens han pressede sin store næve hårdere og hårdere mod den forsvarsløse og paralyserede kvindes hals. Han mærkede ligesom et knæk. I det svage lys der trængte ind under paraplyen så han livslyset slukkedes i de øjne han hele tiden havde fastholdt med sit blik.
Hun blev slap i hans hånd. Mens han stadig holdt om kvindens hals lod han hende langsomt, næsten nænsomt glide ned på jorden.

Uden at kigge på hende igen vendte han sig om og gik ud på gaden. Vinden flåede igen i paraplyen.

Jørn E.
16. nov. 2010

Englænderen

Tekst og foto: Jørn E.

Stemningen, atmosfæren er mejslet ind i min erindring. Det var ikke fordi sceneriet var særligt dramatisk. Snarere tværtimod. Jeg stod på perronen med onkel Levithan i hånden. Denne statelige mand. Han udstrålede autoritet og stand. På hovedet bar han en italiensk Borcalino hat. Hans høje krop var ellers næsten helt dækket af den fine diplomatfrakke, som helt tydeligt var syet til ham. Den sad som den skulle. Nederst så man et lille stykke af et par velpressede, nålestribede bukser, afsluttet af meget blankpolerede sorte sko. Jeg havde også mit fineste tøj på. Men i modsætning til onkel Levithan, var det sjældent jeg havde det på.

En lille kasket, af den slags drenge i 6 – 8 årsalderen gik med dengang. En grå knælang frakke, fløjlsbukser og brune sko.

>Jeg kiggede lidt usikkert op på hans ansigt. Det virkede ikke som om han bemærkede det. Så kiggede jeg op på et skilt som hang på en stander, hvor der hang skilte der fortalte de rejsende, hvor toget på denne perron kørte hen. Jeg stavede mig igennem teksten.

Der var to skilte der var hægtet sammen. På det øverste stod der: Esbjerg, 11.35. På skiltet der var hængt på det øverste, stod der med store bogstaver: ENGLÆNDEREN.

>Jeg kan huske, at jeg frøs. Det var i starten af februar, året var 1939 og det var bidende koldt. Vores ånde stod fra os, som den damp der kom ud under siderne på det store damplokomotiv i små tøf, tøf, forrest i toget. Jeg husker tydeligt lugten på banegård. En ganske særlig syrlig lugt, som er karakteristisk for banegårde. Jeg spurgte forsigtigt onkel Levithan om vi kunne gå op og se på lokomotivet. Han smilede venligt til mig og så ud som om jeg havde vækket ham. ”Naturligvis kan vi det min dreng. Jeg elsker også damplokomotiver”. Han trak et stort lommeur op af lommen for at være sikker på, at der var tid nok.

>Så gik vi op til den store maskine. For en lille dreng virkede lokomotivet aldeles overvældende stort. Højt oppe stod mand med kasket. En sort kasket med en blå stribe rundt om. Han smilede til mig. Da vi var næsten helt henne ved den forreste ende af maskinen, lød der en kraftig hvislende lyd og der stod en ordentlig dampsky op, fra et eller andet sted nede mellem hjulene. Jeg blev forskrækket og sprang ind på perronen. Lokomotivføreren lo, som en anden julemand, ho-ho-ho. Hun hilser på dig unge mand. Ho-ho-ho.

Vi stod og kiggede lidt. Så sagde onkel Levithan, efter at ha' set på sit lommeur, at nu måtte jeg hellere stige på toget. Vi fandt den vogn jeg skulle sidde i og onkel fulgte mig hen til den plads der var reserveret til mig. Der sad en ung dame overfor min plads. Onkel spurgte, om hun skulle til Esbjerg. Det skulle hun. Onkel tog sin store tegnebog frem, og rakte damen en femkroneseddel. ”Vil de være elskværdig, at sørge for at den unge mand her, kommer i kontakt med sin moster, som skal hente ham på stationen. Hun hedder Esther Levithan. Samules mor er syg, og hans moster har lovet at tage sig af ham indtil hun bliver rask. Den unge kvinde takkede mange gange, samtidig med at hun forsikrede onkel Levithan om, at hun ikke behøvede at få betaling for den lille tjeneste. ”Det er IKKE nogen lille tjeneste og det betyder meget for mig, at jeg kan være sikker på at Samuel kommer sikkert frem. Jeg er meget taknemlig for, at De vil gøre mig den tjeneste.

Onkel Levithan gav mig et kys på kinden og gik. Jeg syntes jeg så tårer i hans øjne. Men tænkte, at det nok var frostvejret der havde fået hans øjne til at løbe i vand.

Jeg så aldrig mere onkel Levithan. Så vidt familien har kunnet få at vide, døde han i koncentrationslejren Theresienstadt.

Jeg skulle ikke bo hos moster Esther. Hun skulle blot følge mig til Englandsbåden. I Harwich blev jeg mødt af en ven af familien, som arbejdede på den danske ambassade i London.

Næste gang jeg så Københavns Hovedbanegård var i juli måned 1945. Det var sommer og jeg blev modtaget af min mor, som var helt opløst. Alligevel frøs jeg lidt og så onkel Levithan for mig, der på perronen.

Den sidste flugt

Tekst og illustration: Jørn E.

Jeg er fuldstændig stiv af kulde og desuden gennemblødt. Så godt som nøgen ligger jeg i fangedragten, som ikke er tykkere end en pyjamas. Ligger i mudderet mindre end 25 meter fra det høje pigtrådshegn. Temperaturen er vel lige omkring frysepunktet. Der er små vandpytter i ujævnhederne i mudderet. Pytterne har papirstynde ishinder på overfladen,som jeg kan mærke splintre og blive til vand mellem mine fingre når jeg flytter en hånd.
Jeg har lige hørt nogen gå tæt på, hvor jeg ligger. Den svuppende lyd af støvler der går i mudder. Nu er her helt stille. Jeg tør ikke rejse mig op. Er dødsens angst for at blive opdaget. Hvis de tænder lyskasteren i det tårn jeg ved er tæt på. Det ville være den visse død. KZ-fange på flugt. Et enkelt skud og det var det. Medfanger sendes ud for at samle liget op.
Men situationen er usædvanlig, højst usædvanlig. Her var bulder mørkt. De store lyskastere som ellers hele tiden fejer frem og tilbage, både indenfor og udenfor hegnet er slukkede. Selv de få lamper på lejrområdet er slukkede. En svag måne lyser af og til et kort øjeblik mellem de drivende skyer og gennem tågedisen.

Der var dødsstraf for at snakke sammen i lejren. Men det lykkedes trods alt fangerne at viske lidt sammen af og til. Rygtet gik på, at de allierede var så tæt på, at lyset fra lejren kunne afsløre dens nøjagtige beliggenhed.

Lyskasteren i det nærliggende tårn tændtes og området lå badet i lys. Jeg hørte en stemme råbe: ”Da, da direkt for”. ”Nu er jeg dødsens,”nåede jeg lige at tænke.
Der lød tre skud og alt blev mørkt.

Men lejren var allerede lokaliseret. De amerikanske styrker under general Pattons ledelse havde haft fly oppe og gennemfotografere lejren og dens omgivelser. Der var fra allerhøjeste sted i Det Hvide Hus givet ordre til, at KZ-lejrene skulle tages med så få ofre blandt beboerne/fangerne som overhovedet muligt. Også personellet, fangevogtere og civile arbejdere, som kunne vidne i den krigsret der ville komme efter overgivelsen skulle tages til fange i live.
Der var derfor udtaget mandskab til en specialenhed, som dels skulle kortlægge og dels fotografere de nærmeste omgivelser fra jorden. For at kunne sende så få soldater som muligt ind og gennemføre disse opgaver, blev en enhed bestående af to patruljer på hver fem mand udpeget til at finde de steder omkring lejren, hvor der var en chance for at komme hurtigt ind.

Derfor blev Aron Amsler, 29 år, jøde og rabbiner, men også kaptajn i marineinfanteriet, udset til at lede den ene gruppe.
Arons gruppe fik ordre på, at finde et sted, hvor luftfotos viste, at der var kortest mulig afstand fra en bevoksning udenfor lejren, til hegnet.
De var kommet frem til en lav, ikke alt for tæt bevoksning. Aron checkede med det kort, som var lavet efter rekognosceringsflyets billeder. Det viste at bevoksningen lå ca. 25 m fra hegnet. Aron gav tegn til, at de skulle falde ned og krybe gennem budskabet.
Da Aron og to mand var nået frem til udkanten af buskadset, Tændtes pludselig en lyskaster.
Aron beordrede stop ved at banke let på sidemandens hjelm. Han gav automatisk signalet videre til den tredje mand. De to bagerste stoppede når dem foran stoppede.
Foran dem udspillede sig et drama. Skyerne havde spredt sig lidt mere. Derfor kunne Aron se, at der, på jorden, i pløret lå en mand i fangedragtens stribede bukser. Overkroppen var helt nøgen. Ca. 20 m fra fangen stod en soldat med et gevær. Parat til at skyde.
Fra tårnet råbte en anden soldat et eller andet til sin makker på jorden. Delvist blændet af det pludselige lys, løftede soldaten sit gevær.
Herefter udviklede situationen sig meget hurtigt. Aron skød soldaten på jorden. Den anden soldat, som stadig lænede sig lidt frem over rækværket på vagttårnet rystede og faldt derefter forover ned på jorden, da det andet skud lød. Næsten samtidig lød der endnu et skud, og der blev igen helt mørkt.

Mens alt dette sker, ligger jeg og bliver mere og mere kold. Jeg føler trang til at sove. Jeg tænker: ”Nej ikke sove, ikke sove. Så er det ud med mig.” Jeg beslutter mig til at forsøge, at komme på benene. Men jeg kommer kun op på knæ. Jeg kan ikke mærke min underkrop og jeg klasker omkuld igen. Mudderet virker som en dyne, fordi jeg ikke kan mærke noget. Nu vil jeg altså sove.

Aron har holdt øje med hegnet nogle minutter. Intet sker. Han giver med militært tegnsprog sidemanden besked om at følge ham og den anden til at dække dem. Næsten lydløst, trods mudderet bevæger de sig hurtigt over til den næsten nøgne fange i mudderet.
Han er enten død af kulden, eller i heldigste fald bevidstløs. Aron tager sin kappe af og slynger den om mudderdukken, som han tænker. Så tager han ham op, som var han en brud der skulle bæres over tærsklen til sit nye liv.

Jeg mærker nogen som tumler med mig. Men jeg forstår ikke hvad der foregår. Jeg befinder mig i en stilling, hvor mit hoved er faldet lidt forover. Ud af mine slørede øjne ser jeg et revers, hvor der på et blankt emblem står US.
”God bless America” tænker jeg og forsøger at smile.

Jørn E.
12.februar 2013

894 tegn

Alle rettigheder forbeholdes.

M/S Ocean Explorer

Tekst og foto: Jørn E.

Der var krisemøde på værftskontoret. Der foregik voldsomme skænderier mellem værftets ingeniører og rederiets repræsentanter. Først havde der været brand i saunaen. Antageligt på grund af en fejl i elinstallationerne. Men nu var der opstået endnu et problem. Den første tekniske prøvesejlads var gennemført. For at det ikke skulle være løgn, viste det sig, at der var voldsomme rystelser fra skruen. Det skyldtes formodentligt ubalance i hovedakslen fra motoren ud til skruen. En fejl det nemt kunne komme til at ta' lang tid at finde og forbedre. Og det ville koste. Så længe skibet ikke kunne leveres, skulle der betales for værftets arbejde i D-mark. Indtægterne skulle komme fra velhavende amerikanere – i U.S.-dollars. Det altoverskyggende problem var imidlertid af langt større dimensioner.

Året var 1974. Der var oliekrise. Det havde den virkning, at den tyske mark steg og steg og dollaren faldt tilsvarende. Det underminerede krydstogtskibets indtjeningsmuligheder. Faktisk var projektets overlevelsesmuligheder nærmest lig nul.

Rederisekretær m.m. Kell Eriksen, som havde koncentreret sig om at gøre notater om de få konstruktive ting der var kommet ud af mødet, stod udenfor værftets kontorbygning. Det var forår og luften var mild. Værftet var lukket. Arbejderne var gået hjem for i dag. Hans skridt førte ham langsomt, nærmest ubevidst, ned mod skibet. Han så på det på afstand. ”Ocean Explorer”. Prætentiøst navn, ligesom projektet. Togter langs Grønlands vestkyst i sommerhalvåret og langs Sydamerikas østkyst i vinterhalvåret. Udforske de store floder. Desuden togter langs Antarktis nordligste kystområder.

Nu stod han foran skibet. Stod lidt og kiggede. Gik så ombord. Han endte helt oppe øverst i ”Skyloungen” hvor der var udsigt over hele skibet og området omkring det. Ambitioner havde det ikke skortet på tænkte han, da han så agterud over helikopterdækket. Han satte sig og åbnede sin mappe, for at gennemgå sine notater. Der lå også et eksemplar af det første katalog over skibets rejser. I stedet for at læse notater begyndte han at bladre i kataloget.

”Fly til Godthåb/Nuuk. Herfra med helikopter fra Greenland Air til Sukkertoppen/Maniitsoq, hvor vi møder ”Ocean Explorer”. Kaptajn Henriksen vil byde velkommen. Kaptajn Henriksen er pensioneret kommandørkaptajn fra den danske flåde, og har flere års erfaring som kaptajn på flådens inspektionsskibe. Han kender derfor både kysten og dens befolkning.”

Kell Eriksen drømte sig tilbage til sine planlægningsrejser sammen med Kaptajn Henriksen. Han var nærmest grædefærdig ved tanken om de vidunderlige oplevelser passagererne på ”Ocean Explorer ville gå glip af. Han tænkte på turen med hundeslæde ind på indlandsisen oppe ved Diskobugten, hvor de havde set en isbjørnemor med sin unge, og huskede, hvordan deres guide og slædefører havde været meget anspændt, fordi: ”Isbjørnemor med unge, meget, meget farlig. Angriber uden varsel”, advarede han hviskende.

De havde også været på en helikoptertur op langs kysten, og set de kælvende isbjerge og de fantastiske farver fra dyb mørkeblå til den lyseste azur i de flydende isflager med deres flokke af sæler, som kastede sig i vandet, skræmt af helikopterens motorstøj.

Han så sig selv på disse ture, sammen med turister, som var på deres livs drømmerejse.
Han drømte sig til den planlagte ekspedition med det formål at opspore de vilde grønlandske rensdyr.

Med en isforstærkning af skroget i Lloyds klasse 1A, samme som isbrydere, ville skibet kunne arbejde sig langt mod nord. Afhængigt af hvor hurtigt de var i stand til at bevæge sig, ville man forsøge at nå så langt som til Thule.

En skrigende havmåge, som strøg forbi lige udenfor vinduerne i skyloungen, vækkede ham af hans dagdrømme. Det var ved at blive mørkt.

Som en slags symbol på projektets og skibets ustandselige uheld, endte det efter flere ejerskift som afskrevet vrag efter en grundstødning ved Salomon øerne.

Du kan læse om modellen til denne histories ”hovedperson”, hvis bygning og forberedelse til togter jeg deltog i på dette link.

Onkel Axel

Tekst: Jørn E.
Foto: Randi Abel

Historien er en fortsættelse af Ragnhilds ”Efterår.” Men den kan også læses som en selvstændig historie. Den er en kombineret besvarelse af septemberopgaven, stillet af Poly og oktoberopgaven stillet af Ragnhild.

Hun stod stadig med hånden på dørhåndtaget. Så var det pludseligt som om hun vågnede op fra en drøm. Hun stak nøglen i låsen og lukkede op med et par beslutsomme bevægelser.

Mens hun havde tøvet foran døren til onkel Axels lejlighed, var hendes tanker gået tilbage til den tid, hvor hun havde haft sin daglige gang hos ham. Det var sluttet for et par år siden, hvor hendes arbejde havde ført hende så langt væk som til Australien.

Da hun trådte ind i entreen blev hun budt velkommen af onkel Axels hyggelige ”møf”.
Lugten som tilhørte ham. En blanding af piberøg og bibliotek. Selvom luften i lejligheden var iltfattig, tung og smålummer efter lang tid uden udluftning, bragte den ny næring til hendes minder fra den gang. Det føltes som om det var årtier siden.

Hun havde været frustreret. Splittet mellem omsorgen for sin onkel og de nye muligheder i hendes karriereforløb ved at tage jobbet i Australien. Firmaets første afdeling i Australien med hende som leder.

Men hun kunne jo ikke forlade onkel Axel, efter alt det han havde gjort for hende. Slet ikke nu, hvor han var blevet en gammel mand, plaget af slidgigt i ryggen og et par andre alderdomsrelaterede skavanker. Hun kunne mærke, at hun blev nødt til at tale med ham om det. Hun blev dog holdt tilbage af tanken om at han helt sikkert ville sige at hun skulle rejse. Det ville være en lidt for ”billig omgang” for hende. Hun vidste jo han ville tilskynde hende til at rejse, og hun ville jo frygtelig gerne have det job.

Hun bragte det på bane i sidste øjeblik før hun var nødt til at give sin arbejdsgiver besked. Det var ved deres eftermiddagskaffe, som var blevet den faste indledning til hendes besøg, hvor hun gjorde rent og gik i byen for ham. Kaffe med en enkelt kanelsnegl, som onkel Axel holdt så meget af.

'Du er så tavs min lille skat'. Onkel Axel så undersøgende på hende. Hun kom til at rødme. Følte sig afsløret.
'Hvad er det der trykker dig min søde pige?' Hun så ned i kaffekoppen som for at hente inspiration. Så så hurtigt hun op igen, lagde sin hånd på knæ og fortalte ham det hele. Hun fik tårer i øjnene mens hun fortalte.
'Jamen det er da vel ikke noget at være ked af?' Onkel Axel så spørgende på hende.
'Kan du da ikke forstå at jeg så må svigte dig?' Tonefaldet var lidt heftigere end tilsigtet.
Onkel Axel lænede sig afslappet tilbage i sin øreklapstol og lo befriet mens han koncentrerede sig vældigt om at stoppe sin pibe.
'Jamen herregud. Mener du virkelig....?'. Han så op. 'Svigte mig. Nej min ven, det gør du ikke. Men du svigter dig selv, hvis du ikke siger ja til sådan den chance. Jeg ville da også have det rædselsfuldt, hvis jeg skulle leve med bevidstheden om at jeg var årsagen til at du ikke tog imod dit livs chance. Det gør du da bare.' Han pegede på hende med pibespidsen og så hende med et fast blik og et skælmsk smil om læberne.

Nu hun stod her tænkte hun igen på ”den billige omgang” men var alligevel lykkelig for at han havde uafviselig og rolig.

************* Alle disse minder vældede frem i hende nu, hvor hun stod tre skridt inde i entreen. Det var en gammel lejlighed, med en lang gang som entre og døre til lejlighedens øvrige rum. Første dør på højre hånd var ind til spisestuen. Hun lukkede op. Støvpartiklerne svævede rundt i solen som faldt ind gennem det store vindue. Rummet var stadig delvist møbleret med et stort rundt spisebord og fire stole i engelsk stil i mahogni med sort hestehårsbetræk. Desuden var der et skab i samme stil med skuffe til duge. Over skuffen glaslåger med facetslebne ruder og hylder til glas og porcelæn. Skabet var tomt.

Et postkort midt på bordet fangede hendes opmærksomhed. Motivet var en vej med nogle biler i et bjerglandskab. Det kunne være en af corniscerne langs den franske revierakyst. Hun vendte kortet og læste til sin store forbavselse adressen. ”Grethe Sander, c/o Axel Billing, Lollandsvej 36, 3. sal th. 2000 Frederiksberg, DANMARK. Frimærket var fransk, så motivet var altså fra sydfrankrig konstaterede hun selvtilfreds. Hun havde gættet rigtigt.

Hun bemærkede at der blev en blank firkant på bordpladen, hvor kortet havde ligget. Det havde åbenbart ligget der et stykke tid. Hun læste videre. ”Kære Grethe. Ja, det er mig, onkel Axel, som har skrevet dette kort. Gem kortet og opsøg min advokat Jørgen Orth på Kong Georgsvej 15, 2000 Frederiksberg. Hans telefonnummer er 32 12 25 60. Du skal nok lige ringe i forvejen. Hun smilede for sig selv og mumlede med påtaget ”lillepigestemme: 'Ja onkel. Det skal jeg nok onkel', . Nogle gange var det som om han glemte, at hun var en voksen kvinde nu. Hun sendte sin onkel en kærlig tanke.

Hun læste teksten igen og vendte kortet om og så på billedet. Hvorfor var det blevet sendt hertil? Og endnu mere mystisk: Hvem havde sendt det?

**********

Johannes fødselsdag

Tekst og foto: Jørn E.

Det var den 4. maj om morgenen året var 2005. Johannes sad i morgenkåbe og nød udsigten til solens flimren i de nyudsprungne bøgetræer i parken foran hans vinduer. Han tørrede sig åndsfraværende om munden endnu engang. 'Ja, 4. maj.' tænkte han. 'Gad vide hvad nummer i rækken det var.' Johs, som han kaldtes blandt venner, og dem var der mange af – begyndte at regne. 60 år kom han frem til. 'Jamen, så var det jo et jubilæumsår.
'Johs kom til at tænke på gutterne fra frihedskampen. Ved 50 års jubilæet havde der været otte, foruden ham selv. Erling havde været 87 dengang, så ham var der nok afbud fra. Han kunne ikke huske hvor gamle de andre var. Men han var sikker på, at der var to eller tre som var ældre end ham, så det var jo spændende at se hvor mange der ville være tilbage fra gruppen i år.
Han fortsatte sin avislæsning. Det var blevet et ritual at læse avisen mens han spiste morgenmad.. Han læste omhyggeligt alt nyhedsstoffet. Han ville følge med i hvad der skete i den verden han trods alt stadig var en del af. Dødsannoncerne blev ekstra grundigt studeret i dag. Han tænkte stadig på gutterne. Allan var der endnu. Det vidste han. Allan og han havde i mange år arbejdet i samme firma. Nu boede Allan i en dejlig lejlighed inde på Østerbrogade, næsten overfor Johanneskirken. Han havde stadig sin kone, Helen, som var født i England. Johs smilede for sig selv. De to havde altid elsket hinanden. Så vendte hans tanker endnu engang tilbage til de andre. Hanse havde været lærer på den lokale skole, og var den der havde fået ham med ind i gruppen. Hvor gammel kunne Hanse være? Han var vel 24 – 25 år dengang i 1943, så han ville være omkring de 85 i dag, Var han virkelig ikke mere end fem år ældre en ham selv? Han havde virket på Johs som en ”voksen” dengang, hvor han selv kun var en stor dreng..
Hvorfor havde de ikke holdt forbindelsen efter befrielsen. Ja, Allan og han, som begge var udlært som typografer på avisen i Kalundborg havde fået arbejde i København i ”Byens Cliché Anstalt A/S”, så de boede ikke længere i nærheden af de andre, som vist allesammen havde fortsat deres liv som landmænd i Algestrup og omegn. Men det havde ikke været hele forklaringen. Det var Johs sikker på. De havde sammen oplevet ting som ingen af dem brød sig om at tænke på. Selskabeligt samvær kunne ikke undgå at bringe de ubehagelige minder frem. Johs følte, at det ganske enkelt gjorde samvær umuligt i mange år. Han for sammen da han hørte Bittens stemme. 'Jeg har et par breve til dig. Det ene er fra hjemmeværnet i … Algestrup' hun udtalte navnet tøvende. Nu skal du vel ikke ud og gøre fædrelandet usikkert, Johs.' Hun lo. 'Nej, de bruger ikke den slags køretøjer i forsvaret. Han klappede rullestolen kærligt på armlænet. 'Ikke engang i Hjemmeværnet.' Så lo de begge to. Han kiggede på hende mens hun samlede service og bestik sammen på en bakke. Hun var koreaner og selv for en koreaner var hun ret lille. Hun var smuk og ligesom mange af pigerne på hjemmet var hun også sød og med glimt i øjet. Altid hjælpsom og tid til en lille sludder var der også. 'Jamen, det ser faktisk ud som om jeg skal ud og gøre fædrelandet usikkert', udbrød Johs og grinede højt efter at have læst brevet fra Hjemmeværnet. 'De vil holde min 80 års fødselsdag for mig, dernede i Algestrup', på kroen. Jamen det er da fantastisk'. Johs smilede over hele hovedet og Bitten kom hen og kiggede på brevet over skulderen og gav ham et lille knus.

Johs var stærkt plaget af slidgigt i knæ og hofter. De mange år på betongulvet i kliché anstalten havde sat sine varige spor. Han kunne kun gå nogle ganske få skridt med to stokke, så han var meget afhængig af sin kørestol. Men han gjorde meget for at holde sig i form. Han deltog i Kørestolsmarathon hvert år og daglig kørte han ca. fem kilometer i sin sportskørestol. Bare jeg har ”Skipper Skræk arme” så gør det ikke så meget, at jeg har ”tændstikben”, forklarede han altid grinende.

Bitten fortalte Vera, om indbydelsen til Johs. Vera var boss for den afdeling Johs boede på og hun tog sig bl.a. af situationer som denne. Hun sørgede for at købe billetter for de gamle på Rejseplanen og af og til tog hun også med til Hovedbanegården og fik sat dem på toget. Det ville hun også gøre for Johs. Vera var først i 50erne, lidt rund og med lyst krøllet hår, som altid så ud som om det levede sit eget turbulente liv.

Vera printede en billet ud. Dejligt nemt. Tog uden skift undervejs fra Hovedbanegården til Algestrup, hvor Johs venner ville hente ham. Så var det klaret tænkte hun, godt tilfreds med sig selv.

Dagen oprandt hvor Johs skulle fejres i Algestrup. Om natten var en af beboerne død, og Vera havde en masse ting at ordne i den anledning. Hun kom i tanker om Johs som skulle køres ind til Hovedbanegården. Hun kunne ikke forlade plejehjemmet da hun skulle tage imod de pårørende. Hun rejste sig fra sit skrivebord og gik ud på gangen for at finde Bitten. Der gik ikke lang tid, før Bitten kom ud fra en af stuerne. 'Bitten', kaldte hun. 'Bitten kan du ikke gøre mig en tjeneste og køre Johs til Hovedbanegården. Han skal nå et tog kl. 10.43, men det hele står på billetten'. 'Jo, men det skal jeg da nok.' Bitten smilede og stak en tommelfinger i vejret for at markere at det havde hun helt styr på. 'Åh, Gud være lovet for det pigebarn. Ikke så mange spørgsmål. Hun gør det bare', tænkte Vera.

Lidt over halv ti bankede Bitten på hos Johs. Hun ville sikre sig at han var klar og hun havde taget en termokande kaffe og to stykker kringle med. Johs var klar, - næsten. Han havde taget sit fine grå nålestribede jakkesæt på. D.v.s. jakken lå på sengen, bukserne var ikke lukkede og skjorten sad udenpå. Bitten satte bakken med kaffe og kringle på bordet. 'Nu skal jeg gøre den fine påklædning færdig. Rejs dig lige op. Du kan godt støtte dig til armlænene.' Bitten fik stoppet skjorten ned i bukserne, spændt livremmen og trukket lynlåsen op. 'Kan du ikke lige hjælpe mig med slipset også. Du binder sådan nogle flotte knuder', bad han. Bitten tog slipset som lå på sengen ved siden af jakken. Det var stribet i farver som dem i Union Jack og lignede et udsnit af flaget. Med slipset på plads, manglede Johs bare, at få jakken på og fortjenstmedaljen og frihedskæmper armbåndet rigtig anbragt. Bitten sikrede sig, at det hele sad som det skulle før hun satte sig. Hun skænkede kaffen. 'Når vi har drukket kaffen, kører jeg dig ind til Hovedbanegården. Vera har bedt mig gøre det fordi gamle fru Gellesen døde i nat. Jeg håber det er i orden?' 'Ja min søde pige, selvfølgelig er det det, og tak skal du have.

Bitten kørte Johs til Hovedbanegården i en af hjemmets minibusser med lift. På banegården fandt hun den perron toget skulle afgå fra. Nede ved toget blev Johs hjulpet ombord af togpersonalet.
Johs gjorde meget ud af afskeden med Bitten, idet han tog hendes hånd og gav hende et kys på den.
'Altså Johs, din gamle charmør. Hav nu en god tur. Har du din telefon med dig?' Johs nikkede.
Han havde fået at vide, at Sven som var søn af Anders fra modstandsgruppen ville hente ham ved stationen og han havde fået hans telefonnummer.

<<<<<<<<<<<>>>>>>>>>>>

Undervejs kom Johs til at døse lidt. Han tænkte på, at nu hvor han var blevet 80, ville han skrære Marathonnen ned til en halv-Marathon. Det måtte være rimeligt. Tankerne flød sammen med togets lyde og de små bump ved skinnesamlingerne.
Han blev vækket da den ene af to drenge der stod foran ham spurgte: 'Hvad er det for et armbånd du har på?' Johs kiggede venligt op på det nysgerrige ansigt. 'Det er et frihedskæmper-armbånd. Sådan et fik vi alle sammen i de allersidste dage af besættelsen.' Drengen kiggede stadig nysgerrigt på Johs. Johs fortsatte: 'Du ved at Danmark var besat af tyskerne fra 1940 til 1945, ikke?' Drengen svarede tøvende: 'Jo – jahh.' Så lyste hans ansigt op. 'Vi har set ”Flammen og Citronen.' Kammeraten fil et puf i siden, som for at få ham til at bekræfte deres fælles oplevelse. 'Ja, den var skidegod. Har du været sådan en som dem?.' Nu havde Johs de to ungersvendes fulde opmærksomhed. De ventede spændt på hans svar. Johs smilede lidt skævt. 'Ja, noget i den retning'.
'Hvor sejt' kom det næsten i kor fra drengene. 'Er det derfor, at du han fået medaljen.' Ville kameraten vide. 'Må jeg tage et billede af dig' spurgte han. 'Ja, hvis I fortæller mig hvad i hedder', svarede Johs. 'Jeg hedder Frederik'. Det var kammeraten. 'Martin her, kom det fra ham der havde spurgt til armbindet. Drengene forevigede ham med deres mobiltelefoner og deres kammerat ved siden af.
Toget sagtnede farten. 'Vi skal af her' oplyste Martin. Johs tog sin tegnebog frem og gav dem hver et visitkort.'Vær søde at sende mig jeres billeder. Martin du får lige et visitkort mere. Det kan du give til en af jeres lærere, hvis han eller hun syntes at I kunne trænge til at vide lidt mere om besættelsestiden. 'Super'. Drengene kiggede på hinanden og på visitkortet og gentog 'Super'.
Nu var toget lige ved at standse og Martin lovede at Johs nok skulle få de to billeder.

Resten af rejsen gik uden flere hændelser, men Johs var godt tilfreds med sig selv. 'Det er vigtigt at ungdommen holdes vidende om hvad der skete dengang'.
Togbetjenten kom hen og lagde en hånd på hans skulder. ' Det er Algestrup næste gang, så jeg gør rampen klar til dig'. 'Tak skal du have'. Johs syntes, at det var gået hurtigt at nå til Algestrup. Men togene var selvfølgelig også meget hurtigere end damplokomotiverne dengang.
Fremme i Algestrup blev Johs hjulpet af toget og stod nu på perronen. 'Kan du klare dig selv herfra?,' ville togbetjenten vide. 'Ja tak, jeg bliver hentet.' 'Det er godt, så vil jeg køre videre'. Togbetjenten smilede og steg op i toget. Dørene smækkede i.

Johs så sig omkring. Udover fuglesang og en fjern landbrugsmaskine var der ingen lyde, så de der var understregede stilheden. Mennesker var der heller ingen af. Johs så sig omkring. Ikke et øje. Han valgte, at ringe til Søren som skulle hente ham. 'Hallo det er Søren' lød det i telefonen. 'Ja, det er Johs. Jeg står udenfor stationen nu, så du kan godt komme og hente mig'. Søren var på forhånd orienteret om Johs ankomsttid og kunne ikke rigtig forstå, at Johs allerede var der, men han lod som ingenting for ikke at forvirre den gamle mand. 'Jamen det er helt fint. Men jeg skal først lige op og hente mini-bussen, så der går desværre nok en god halv time før jeg kan være der'. 'Det går nok alt sammen, vejret er jo fint, så jeg kører en lille tur i ventetiden. Det skal du ikke spekulere over. Jeg sørger for at være foran stationen igen om en halv time.

Rundt om banegårdsplandsen var der to og treetagers huse. De ældste så ud til at være fra 1900-tallets begyndelse. Midt på pladsen var der to bus-perroner med skilte som fortalte hvor busserne gik hen, desuden et læskur på hver perron. Ingen busser. De var kørt kort efter at toget var kommet.
Fortovet foran stationen førte ham til højre. Det første stykke var der de samme provinsielle byhuse som på banegårdspladsen. Så tyndede det ud og sluttede med et par mindre huse, som der tilsyneladende var lidt have til. Da vejen og fortovet slog et skarpt sving til venstre var der på højre side en uopdyrket mark, som stod flot med vilde græsser og markblomster. Johs sad i sine egne tanker og nød stilheden og den farverige mark. Pludselig kørte rullestolen ud over flisekanten ind mod marken. Den trillede et lille stykke, sank i og væltede. Johs faldt sidelæns ind på marken og slog hovedet mod en sten. Det sortnede for hans øjne.

Johs vidste ikke hvor længe han havde ligget der da han så småt genvandt bevidstheden. Han hørte skudsalver fra maskinpistoler. 'Det er tyskerne tænkte han. Hvem var da også den idiot som havde besluttet at gennemføre en aktion ved højlys dag.' Flere skudsalver. Nu hørte han også nogen der råbte på dansk. Johs trykkede sig mod jorden og håbede at ingen så ham. Men så hørte han støvler i løb hen ad fortovet. 'Nu er det ude med mig' nåede Johs at tænke. Støvlerne standsede og så hørte Johs en der råbte. 'Kom og hjælp mig. Gutten her er væltet med sin kørestol' og så, med en vis ærefrygt i stemmen: Ring efter en ambulance. Det er sgu en gammel frihedskæmper med armbind og medalje'. Johs som stadig var groggy følte at nogen ruskede i ham. 'Hej, kan du høre mig' råbte støvlerne'. Johs mumlede et eller andet som skulle gøre det ud for et 'ja'. 'Du er kørt i grøften'. Støvlerne lo lidt. Æh, jeg hedder Arne. Vi har en lille øvelse her. Der var ikke indlagt Første-hjælp, men det tager vi også med. Arne klukkede lidt igen I mellemtiden var flere hjemmeværnsfolk kommet til. De fik ham sat op i rullestolen, som nu stod sikkert på fortovet. Johs fik lidt vand fra en feltflaske og var efterhånden helt frisk, bortset fra hovedpine og en ordentlig bule i hovedet som blødte lidt efter den lidt voldsomme kontakt med stenen på marken.
Ambulancen kom med blå blink og sirener. Arne orienterede ambulancefolkene om situationen. Paramedicineren på ambulancen spurgte Johs, om han kunne huske hvad der skete. 'Ja, jeg kørte en lille tur mens jeg ventede på ham som skulle hente mig ved stationen'. Johs fortalte det hele om fejringen af hans 80 års fødselsdag i Algestrup, hvor flere af hans venner fra besættelsen boede. Arne, som havde lyttet med, brød ind. 'Ja, undskyld jeg blander mig. Der er altså noget helt galt her. Vi kender de frihedskæmpere som stadig lever og bor heromkring. Jeg ville også have vidst, hvis der var nogen i de kredse, som skulle holde en 80 års fødselsdag for en gammel frihedskæmper.'
'Jamen, jeg har telefonnummeret til Søren. Det er ham som skal hente mig på stationen.' Johs rakte sedlen med nummeret til Arne.
Arne ringede op. 'Dav, du taler med Søren fra Hjemmværnet i Algestrup syd for Køge. Jeg står her med Johs, som påstår at I vil holde hans 80 års fødselsdag.' Kort pause. 'Aha, - nej jeg ved ikke hvordan han er havnet her, men det kunne se ud somom der er sket en fejl ved billetkøbet. Igen en længere pause. 'Nej og der er ingen station i jeres Algestrup så I skulle altså hente ham i Tølløse? Pause. 'Jamen, han har slået hovedet og har muligvis en lettere hjernerystelse. Vi har en ambulance her, som vil køre ham til hospitalet i Køge til observation.' Ny pause mens Arne lyttede til Søren. 'Hmm, ja det lyder jo ganske betryggende. Jeg synes lige du skal tale med paramedicineren, øjeblik. Arne viftede parmedicineren til sig. 'Han siger, at han er læge på skadestuen i Holbæk, og han vil gerne tage ansvaret for Johs.' Det er i orden med mig, hvis bare jeg får hans navn til rapporten og så skal Johs selvfølgelig også være indforstået.'
Arne gik hen til Johs og forelagde ham situationen. 'Jamen, det er jeg helt indforstået med.' Johs var fyr og flamme. Arne talte igen med Søren. 'Vi skal nok køre ham op til jer, så jeres fest ikke bliver alt for forsinket.' Der lød svage høflige protester fra den anden ende, som sluttede med at Søren tog imod tilbudet, gav Arne adressen og takkede endnu engang. Paramedicineren lagde en let forbinding om Johs' hoved, og et par smertestillende piller til at tage hovedpinen.

Arne havde sin Mercedes Vito parkeret på banegårdspladsen. Efter at have hentet den, blev rullestolen anbragt i varerummet og Johs i passagersædet, og så gik det afsted til Algestrup ved Tølløse.
Her ventede der et stort selskab med papirflag og hurra-råb, samt en fest Johs talte meget om bagefter. Men han talte lige så meget om hans detour til Algestrup ved Køge.

Man skal passe på med alle de småbyer i Danmark, som bærer samme navn.

Jørn E.
26. august 2012

Alle rettigheder forbeholdes.

Det hemmelige rum

Tekst og foto: Jørn E.

Jeg hedder Poul Madsen og bor i en dejlig lille villa i byens udkant. Villakvarteres er af ældre dato og de fleste huse er opført i slutningen af trediverne. Jeg er lige blevet 60 år og lever et stille liv sammen med min elskede kone gennem snart 50 år, Birte, som passer og plejer vores dejlige have.

Det var d. 12. februar 2010 og vores nye naboer, som var flyttet ind i august 2009 var flinke folk på vores alder og vi havde allerede fået et rigtig godt naboskab.

Manden, Jens fortalte, at han og konen tog fire uger til Tenarifa hvert år ved denne tid. På den måde følte de ikke vinteren blev så lang, som den ellers godt kunne føles.

”Jamen det lyder da dejligt, udbrød jeg. Skal jeg rydde fortovet og havegangen for sne mens I er væk”
”Åh, vil du det? Det var da et dejligt tilbud”
”Ja, du kan også gi' mig en nøgle, så kan min kone vande blomster. Vi kan da også tømme postkassen for jer”.

Nu var der igen faldet et ordentligt lag sne, så jeg gik ud for at rydde vores og naboens fortov og havegang. Da jeg kom til naboens havegang bemærkede jeg, at der var friske fodspor i den nyfaldne sne op mod huset og også den modsatte vej. Jeg så også, til min forskrækkelse, at hoveddøren stod på klem. Jeg spurgte min kone, om hun muligvis ikke havde fået lukket naboens hoveddør ordentligt da hun var inde og vande blomster dagen før. Men hun bedyrede, at hun havde sikret sig at døren var låst, inden hun gik derfra.

Frem for, at lege detektiv og gå ind i huset, foretrak jeg at ringe til politiet.

Ooo0O0ooo

Mit navn er Karl Wims. Jeg er kriminalinspektør Her i Skovby, som er en mellemstor provinsby på Midtsjælland.
Op ad formiddagen, blev jeg kontaktet af en af vores patruljevogne. De var blevet sendt ud for at kigge på et muligt indbrud, som var anmeldt af en nabo. Hoveddøren havde stået på klem, og de gik en runde i huset. Det så imidlertid ikke ud til, at der var stjålet noget. Selv det store fladskærms-TV stod urørt. De to betjente var dog enige om, at der var et eller andet mystisk over dette indbrud, som de ikke rigtig kunne definere.

De spurgte om ikke krimi-afdelingen lige for en sikkerheds skyld ville se på stedet. Det sagde jeg ja til og bad dem vente udenfor, til vi kom. Jeg bad min assistent, Krista om at ta' med og også ta' fingeraftryksudstyret med.

Da vi kom frem, bad jeg betjentene fra patruljevognen om at hjælpe med at gå en runde mere og bare bruge øjnene bedst muligt og evt. også kaste et blik ud i haven, for at se om der var nogle spor derude.
Jeg og Krista gik ned i kælderen og gennemgik den rum for rum. et af rummene var der lagt et trægulv ovenpå betonen, som man ofte gjorde i huse der var bygget i den periode.

Mit blik blev omgående fanget af, at gulvet var brækket op i et ene hjørne. Jeg gik hen for at undersøge det nærmere. Det viste sig, at der var et hul i betonlaget og at der var et lille rum på ca. en halv meter på alle leder. Siderne var bygget op med mursten og i bunden var der igen lagt et betonlag. Jeg lyste rundt i rummet, som i første omgang virkede somom det var tomt. Men så så jeg i det ene hjørne af rummet noget der for mig bestemt lignede knoglerne af det yderste led af en barnefinger. Jeg for ud af rummet og råbte på Krista. ”Krista ring efter teknikerne. Jeg tror, der er meget mere i denne sag end bare et indbrud.”

Fortsættelse følger

Jørn E.
25. oktober 2011

Afbrudt rejse

Tekst og illustration: Jørn E.

I året 1944, hvor de allierede havde vundet luftherredømmet, begyndte man at gennemføre bombetogter mod Tyskland i dagtimerne. Det var de amerikanske fly, som stod for disse dagangreb, mens englænderne stod for nattens bombetogter. Amerikanske jagerfly, som havde eskorteret bombeflyene under deres angreb i Tyskland, foretog mere eller mindre tilfældige angreb på den danske togtrafik på deres vej tilbage til deres baser i England. Togene var potentielle troppetransporter og lokomotiver var generelt potentiel trækkraft for tog med mandskab og materiel til de tyske tropper.
Dette betød, at mange civile danskere blev dræbt under disse angreb. Der var faktisk tale om flere hundrede.
De rædsler disse mennesker oplevede ved disse angreb er eksempler på, at den danske befolkning var mere udsat for krigens rædsler end mange i vore dage er klar over.
Denne historie er et forsøg på at give læseren et indtryk af, hvordan det har været, lige pludselig at blive centrum i krigens rædsler.

Lokaltoget mellem Oksbøl og Varde var lige afgået fra Billum hvor Sven Aage var steget på. Lokomotivet pustede en høj røgsøjle op mod den skyfri himmel mens det arbejdede for at komme op i fart.
Sven Aage hilste på sine kammerater som var steget på før ham og satte sig ved siden af Birger, hans bedste kammerat.

- Har du fået skrevet stilen? Spurgte Birger.
- Ja, men jeg synes den var svær. Sven Aage kiggede på Birger.
- Det synes jeg også. Men nu er den lavet og så må vi jo se, hvad ”Kragen” siger til den.
Kragen var deres klasselærer frk. Krag og da hun også havde en kroget, spids næse var øgenavnet jo ret nærliggende.
Det var varmt. Det var i slutningen af juni 1944: Markerne hævdede deres danskhed på bedste vis med en blanding af røde valmuer og flere forskellige hvide markblomster mellem hinanden.

Drengenes påklædning var pæne og velpudsede brune snøresko. Desuden knæsokker og såkaldte ”plus-fours”, bukser som gik til knæet hvor en elastik strammede omkring det øverste af strømperne. I sommervarmen havde de bare kortærmede skjorter på. Frisuren var vandkæmmet med skilning. Pigerne havde sommerkjoler, bluser, sløjfer eller fletninger i håret og på fødderne sko med tværrem som skulle knappes eller lukkes med et spænde.

Togfører Thomasen kom ind i vognen og bad om at se billetterne. Thomasen havde et rundt og venligt ansigt med små øjne man næsten ikke kunne se under de store buskede øjenbryn. Smilerynker strålede ud fra øjenkrogene og under næsen domineredes ansigtet af et stort hvalrosskæg. Trods varmen var han iført korrekt uniformsjakke som sad lidt stramt over den store mave. Øverst viste den brede røde stribe på kasketten hans autoritet som togfører.

Thomasen bukkede sig frem for at tage imod gamle frk. Mortensens billet. Hun sad ved vinduet.
Inden han kunne nå at modtage billetten skreg han:
- Ned på gulvet alle sammen, ned på gulvet for helvede.
Han greb fat i Sven Aage som sad nærmest gangen og slyngede ham ned på gulvet og nåede også lige at sende pigen som sad overfor Sven Aage hovedkulds ned på gulvet inden alting forvandledes til et inferno af brag, træsplinter og glasskår som føg mellem hinanden blandet med støv og røg. Ingen opfattede noget af hvad der skete i de kaotiske sekunder. Alle var bedøvede af skræk, støj og støv. Sven Aage opfattede svagt støj fra en flyvemaskine. Han kiggede op og så Thomasen ligge på maven hen over de børn der sad på bænken på den anden side af gangen. Blodet sprøjtede fra et sår i ryggen. Nu hørte han andre børn der skreg i angst og smerte. Døren for enden af kupéen blev flået op og en mand i blå snavset kittel og uniformskasket råbte:
- Ud herfra. Ud i denne side af toget. Alle sammen ud af vognen i denne side af toget.
Sven Aage tumlede hen mod døren uden at se hvor han trådte, men han mærkede, at han trådte på nogen undervejs. Da han nåede udenfor døren som stod åben blev han grebet af DSB-manden, som straks rakte ham ned til en anden, som kastede ham ned i grøften ved siden af toget. Hurtigt efter var han lige ved at blive ramt af en pige, som hulkede højlydt.

Toget holdt stille. Fyrbøderen, Just, havde set jagerflyet nærme sig og råbte til lokomotivføreren om at standse. Han slog stængerne fra og klodsede alle hjulene, så det blev en ret ublid opbremsning. Fyrbøderen og Lokomotivføreren, Karlsen, sprang ned fra maskinen og videre ned i grøften ved siden af. De var klar over, at jageren ville komme tilbage og denne gang ville det gælde lokomotivet.

På denne del af strækningen gik landevejen lige ved siden af jernbanen og mellem vejen og jernbanen var der en forholdsvis dyb grøft. Karlsen, hævede sig op til det nederste trin på togvognen og kravlede herfra op på den åbne perron som var for enden af kupéen. Det var her han blev mødt af Sven Aage.
Just, som havde taget imod Sven Aage og pigen gled ned i grøften ved siden af dem. Karlsen sprang fra trinet på siden af vognens bagperron direkte ned i grøften, samtidig med, at de hørte motorstøjen blive kraftigere og kraftigere for til sidst at blive overdøvet af jagerens maskinkanoner. Der hørtes også en række høje smæld, som hvis nogen havde slået hårdt på en metalbeholder. Det var jagerens projektiler som gennemhullede lokomotivets kedel og tender. Da motorstøjen fra jageren fortog sig i det fjerne, kunne Sven Aage høre vand som plaskede ned på jorden. Vandet kom fra det gennemhullede lokomotiv.

Lokomotivfolkene, Karlsen og Just kravlede op af grøften og videre op i togvognen. Der mødte dem et grufuldt syn da de kom ind i kupeen. Børn græd og skreg af angst. De lå på sæderne eller på gulvet og der var blod alle vegne. Foruden gamle frk. Mortensen var der også andre voksne passagerer. I den anden ende af kupéen kravlede en mand rundt på gulvet, tilsyneladende for at se til nogen af de andre som lå på gulvet. Der var jo ikke så meget gulvplads, så alle lå mere eller mindre ovenpå hinanden.

Mellem første og andet sæde i højre side af kupéen lå en mindre dreng på maven. Han virkede livløs. Karlsen vendte ham forsigtigt om på ryggen. Drengen slog øjnene op, spilede dem op og skreg da han så Karlsen. Han var besvimet af skræk og var nu rædselsslagen og desorienteret.
Karlsen fik ham op og sidde på sædet og beroligede ham så godt han kunne, formanede ham til at blive siddende helt stille indtil han kom tilbage igen.

Thomasen var død af et projektil som havde revet hans pulsåre over. Han var forblødt næsten med det samme. De to drenge han lå hen over våndede sig under hans vægt og og af skræk. Forhåbentlig kun det, tænkte Just.

To piger som havde siddet overfor den bænk hvor Thomasen var havnet oven på drengene, lå på knæ på gulvet, rystende over hele kroppen og ligblege, men uden at sige en lyd.
Just tog dem ind til sig og sagde meget stille til dem, om de kunne gå ned til døren og vente på ham der. De kiggede på Just og dernæst ned mod døren. Så tog den ene pige den anden i ærmet og trak hende søvngængeragtigt ned mod udgangen.

Karlsen var kommet ned til Just. Han kiggede på gamle fru Mortensen, som sad foroverbøjet med brystet hvilende på knæene. Kjolen var gennemblødt af blod og der var en stor pøl på gulvet under hende.
- Ja hende kan vi ikke gøre noget for, konstaterede Karlsen, så på Just og skyndte sig så at hjælpe med at få flyttet Thomasen væk fra drengene.

De rullede ham rundt og han landede som en sandsæk på gulvet mellem sæderne. Han havde et underligt, lettere forbavset udtryk i ansigtet. Karlsen lukkede hans tomme stirrende øjne.

Just havde sat sig mellem de to chokerede drenge, som nu fik luft for deres rædsel, grædende hysterisk klamrede de sig til Just.

- Kom nu går vi ned til de andre, så vi alle sammen kan komme ud i den friske luft. Just talte beroligende til børnene og førte dem blidt men bestemt ned mod udgangen.

Karlsen kiggede ned mod den anden ende af kupéen. Her var manden som før lå på knæ på gulvet ved at genne de tre piger som havde ligget på gulvet ud af døren til den åbne perron, samtidig med støttede han kvinden som havde siddet på det bagerste sæde i venstre side af kupéen. Hun havde tilsyneladende slået sig, men så ikke ud til at være såret. Karlsen gjorde tegn til manden, at han ville komme ned og tage imod udenfor.

Fem minutter senere sad alle de overlevende i grøften ved siden af toget. Nogle græd. Andre sad bare blege og stirrede stift frem for sig. I det fjerne kunne man svagt høre udrykningskøretøjer der nærmede sig.

Disse minutter ville for altid være mejslet ind i alle disse menneskers erindring. I DSB's døgnrapport stod der blot:
”Tog nr. 2012 mellem Oksbøl og Varde: Rejsen af brudt på strækningen mellem Billum og Janderup på grund af jagerangreb. 2 passagerer blev dræbt og 4 lettere sårede.

Tidsbegrænsning

Tekst og illustration: Jørn E.

Vi har fartbegrænsning på
vejene.
Hva' mæ' tidsbegrænsning på
dagene?
Jeg oplever hensynsløse dage
som fræser forbi
Jeg kræver dem tilbage!

Det bør der straks
gøre noget ved
EN TIME I TIMEN
må være det MAX.
det er tilladt tiden at
bevæge sig med.

Jørn E. 21. april 2012
Alle rettigheder forbeholdes

En lavpraktisk flysikkerhedsvideo

Tekst og foto: Jørn E.

Af hensyn til de af vore medlemmer, som eventuelt skal ud at flyve i påskeferien, har ”forfattergruppen” indgået en eksklusiv aftale med Brian Air, som har valgt at lægge kortene på flybordet”, om at bringe nedenstående på vores Fjælbog-side.

Ding-dong

” Mine damer og Herrer. I stedet for at stå og fægte med iltmasker og redningsveste og plapre en hel masse af, som De alligevel ikke kan huske en skid af, hvis De får brug for det.
Hvis De alligevel skulle få brug for det, kan De jo prøve og se, hvor meget De kan nå og læse i den fedtede plastikovertrukne sikkerhedsplanche, som muligvis ligger i tidsskriftnettet foran Dem. Hvis ikke, kan det sandsynligvis også være lige meget.

Vi har derfor valgt, at vise Dem en lille lavpraktisk video om hvordan De kommer uplettet og ren (clean) igennem et flymåltid. Vi er ret sikre på, at De vil have meget mere glæde af den.

Videoen er fremstillet i samarbejde med ”Tåbeligt Knald” (Silly Bang), ”Ren Sex” (Klenex) og Google oversættelses service. (Produkterne vises på skærmen, ligesom på ”tossen” derhjemme.)

Når stewardessen har meddelt, at ”vi vil nu servere et varmt måltid for Dem,” bør De have spændt sikkerhedsbæltet slået bordet foran Dem ned og holde hænderne roligt i skødet, som vist her.
”ROLIGT sagde vi.” (På videoen ses en herrehånd diskret snige sig over mod et lækkert damelår ved siden af, skjult af flybordene). Hvis ikke de nøje følger vores instruktioner, kan det få katastrofale følger.
Vi ved, at herrer kan have særligt svært ved at koncentrere sig om opgaven og vi opfordrer derfor særligt vore mandlige gæster til at fokusere på det serverede måltid og ikke stirre på stewardessens bagparti efter at den lille bakke med herlighederne er anbragt på flybordet. Vi har overvejet, at iføre stewardesserne en kittel under uddeling af flymad. Ideen blev dog skrinlagt, da vi synes at det er ”bad branding” og iøvrigt møj upraktisk.

Inden De påbegynder udpakningen af herlighederne, anbefaler vi at De tager brækposen fra tidsskriftslommen foran Dem og anbringer den mellem lårene. Og lige til herrerne: Deres egne lår.

Studer omhyggeligt indholdet af hver enkelt pakke på bakken inden de lukker dem op. De som indeholder fødevarer, kontrolleres for evt. datomærkning. De pakker De ikke skal bruge endnu, anbringer de i tidsskriftnettet. f.eks. kaffekoppen, en knastør kage eller en stenhård og iskold morgenbolle. Det De straks kan se, at De ikke vil sætte tænder i anbringes i brækposen. De har nu skaffet dem lidt ekstra ”lebensraum” på bakken og kan påbegynde udpakningen af de udvalgte fødevarer.
Udpak nu plastbestikket. Undgå for store armbevægelser.(Vi ved af erfaring, at bestikposen er særligt svær at åbne). Anbring derefter eventuelle låg og overflødigt bestik i brækposen efterhånden som de enkelte retter udpakkes. Inden næste ret åbnes anbringes affald fra det overståede måltid i brækposen Mas affaldet mest muligt, da pladsen i brækposen er begrænset, og en revnet brækpose kan medføre et ”royalistisk svineri.” Vi ønsker Dem god appetit (bøvs). Hi-hi-hi-hi. Undskyld.

Jørn E. Kelter,
2. april 2012

Alle rettigheder forbeholdes.

Uvished

Tekst og foto: Jørn E.

Det var sommeren 1962.

Jeg og min kammerat ankom til Sjælsmark kasserne, hvor vi var indkvarteret. Vores dagligdag tilbragte vi dog oftest i raketbatteriet i Gunderød. Jeg var søgeradaroperatør.

Da vi på vores knallerter kørte op til kaserneporten undrede vi os over, at den var lukket og vagten var iført "fuldt feltmæssig." Jeg tænkte, at det var gardens rekrutter, som var indkvarteret lige overfor os, der var ude at "more" sig. De stakler havde aldrig fred og blev gennemheglet, som jeg aldrig har set andre blive gennemheglet. Jeg fattede ikke, at de næsten allesammen havde meldt sig frivilligt. Men det var noget med familietradition for de flestes vedkommende. "Rend mig i traditionerne," tænkte jeg med et smil og en venlig tanke til Panduro.

Vores identifikationskort, et rødt kort med navn, nummer, militære enhed o.s.v., blev nøje studeret.
Vi plejede at more os med, at vi ligeså godt kunne vise et halvt stykke rugbrød med spegepølse, for det var den opmærksomhed kortet almindeligvis blev vist.

Vagten meddelte os, at der var rød alarm og at vi omgående skulle melde os hos vores vagthavende officer. Raketbatterierne var underlagt flyvevåbnet og vi var de eneste fra det værn der havde til huse på Sjælsmark, som ellers var hjemsted for Kronens Feltartilleri og så de før nævnte rekrutter fra garden.

Vi styrede direkte til vores vagtkommandere, som denne dag var enhedens næstkommanderende.
En lang bønnespire, som så ganske komisk ud i fuldt feltmæssig, med hjelm, paksæk og maskinpistol.

Vi fik ganske kort at vide, at vi skulle gå til vores kvarterer, hvor vi skulle iklæde os vores feltmæssige udrustning og afvente nærmere ordre.
Da nævnte udrustning ikke var noget vi normalt brugte, lå den i bunden af mit skab sølet ind i nullermænd og adskilt i alle dele. Jeg gik med et opgivende suk igang med at samle skidtet, så godt som jeg kunne huske det. Som søgeradaroperatør var jeg vant til, at sidde i en behageligt opvarmet operationsvogn, på en kontorstol med hjul og kigge på radarskærmen med stregen der fes rundt på skiven og fik nogle små pletter der repræsenterede fly til at lyse op, hver gang den passerede dem.

Da jeg jo ikke var på vagt den dag, fandt jeg senere ud af, at jeg godt kunne skyde en hvid pind efter den luksus.

Men "rød alarm" og alle, også officerer, i feltmæssig påklædning. Hvad var det der foregik. Var det en større Natoøvelse. Men der var vi da aldrig involveret og der var ikke i højeste beredskab.
Jeg var 17 år og havde aldrig skænket det en tanke, at jeg kunne komme i krig. Tanken virkede absurd. Men den kolde krig var stadig en kendsgerning og luften mellem Sovjetunionen og USA havde været ret anspændt på det sidste. Men det havde vi jo oplevet før. Jeg begyndte at blive nervøs, for ikke at sige, rent ud bange.

Senere kom en af de busser vi plejede at køre ud til raketbatteriet i og hentede os. Vi kørte i usædvanlig tavshed afsted mod bakkerne i Gunderød, mens vi sad og skottede til hinanden i vores "fuldt feltmæssige." Det var næsten ligesom en film. "Hvad foregår der," hviskede jeg til min sidekammerat. "Aner det ikke," hviskede han tilbage, hvilket jeg jo godt var klar over. Men den trykkede og aparte atmosfære var jeg bare nødt til at sige noget og få bekræftet, at jeg vist ikke var den eneste der var nervøs og ubehagelig til mode.

Da vi var "siddet af," som det hedder, når soldater er steget af en bus, stillede vi op til appel på parkeringspladsen foran vagtbygningen, som vi havde fået besked på, lige inden vi ankom til radarområdet.

Vi fik besked på, at vi skulle gå op og sætte os på græsarealet mellem radarerne og afvente nærmere ordre.

Vi blev hurtigt klar over, at det ikke kun var os, som situationen var usædvanlig for. For da vi gik op på arealet, som højst blev forstyrret af en motorplæneklipper en gang om ugen i sommerperioden, begyndte det at myldre med skov- og markmus mellem fødderne på os. Da vi satte os kunne vi sidde og fange mus med hænderne, som nogen forsøgte at luske ind under kraven på de andre, hvilket selvsagt gav lidt uro i geledderne. Det affødte en skarp kommando fra en oversergent om, at vi skulle sidde stille og være klar til at modtage ordre.

Vores chef kom derud og kom op til os og meddelte smilende, at der ville blive sørget for telte til os til overnatning. Han var en flink mand og han var naturligvis klar over den nervøsitet der var iblandt os.

Ingen vovede at spørge, men til de spørgende blikke noget sendte chefen, kunne han kun sige, at han i øjeblikket vidste lige så lidt som os. Det var på en mærkelig måde lidt betryggende. Chefen og vi var i samme båd og han var hos os.

Et par lastbiler ankom med telte, og soldater fra train-kompagniet begyndte at stille telte op.
Endnu engang tænkte jeg på, hvad pokker der foregik. Teltene var en ubehagelig understregning af, at det her helt sikkert ikke var noget normalt, hvilket jeg hele tiden havde forsøgt at fortrænge.
Kl. 20.00 Zulutid (Natotid) skulle jeg (heldigvis) tiltræde min vagt som radaroperatør. Tiltrædende vagthold blev kaldt ned foran operatørvognene. Vi fik besked på, at vi kunne afføre os seletøjet. Vi kunne ikke sidde på kontorstolen med paksæk, feltflaske, patrontasker og bajonet. Men vi skulle beholde hjælmen på.

Engang i løbet af natten fik vi meddelelse om, at vi var gået i grøn alarm, d.v.s. Normal tilstand og man begyndte så småt, at forberede, at køre det mandskab der ikke var på vagt hjem igen.

Vi som var på vagt, forblev i uvished om hvad der havde udløst den røde alarm i et par timer.
Så kom vores chef ind til os og fortalte os at "russerne" havde sendt skibe mod Cuba, som kunne ramme mål i USA. Præsident Kennedy havde gjort det klart, at hvis skibene ikke omgående blev standset og returnerede, ville det betyde krigstilstand mellem USA og Sovjetunionen.
Denne melding havde betydet at hele Nato var gået i "rød alarm."

Det var noget af en øjenåbner for den unge konstabel.

Jørn E. Bakkehuset i Nyborg d. 5. februar 2012

Skovfolket i Ulkerup

Tekst og foto: Jørn E.

En historie om ånd og materie

...eller måske snarere om materie og ånd.

Jo, hør her:

Skovfolket i Ulkerup boede i Ulkerup landsby og blev flyttet derfra, da deres livsgrundlag forsvandt p.g.a. en kvægpest.

Efterhånden som de udflyttede beboere fra skovlandsbyen døde af forskellige årsager, blev deres jordiske rester (materien) begravet på Egebjerg kirkegård. Deres ånd derimod, valgte at vende tilbage til deres elskede landsby i skoven.

Der gik mange historier om om lys oppe ved landsbyen ved nattetide. Man mente, at det var skovfolket der ikke kunne få fred og derfor spøgte derude.

Deri tog man dog grundigt fejl. For som nævnt, var skovfolkets ånder der af engen fri vilje og de levede deres åndelige liv derude i kærlig samhørighed uden, at skulle tænke på varme og kulde, tøj og mad.

De havde derimod et stort problem. De kedede sig, for hvad skulle de beskæftige sig med.

Det drøftede de i lang tid og det endte med, at de blev enige om, at de ville bruge deres åndelige kræfter, til at gøre livet lidt lettere for de levende mennesker i Egebjerg sogn. For de vidste jo, hvor besværligt det kan være at leve som menneske af kød og blod.

Det var tæt på Jul, og de blev enige om, at de ville glæde sognets beboere med en flot juleudsmykning af hele kirkegården, da graveren lå med et brækket ben og ikke ville blive arbejdsdygtig foreløbig. Nogle enkelte fra sognet havde pyntet så godt de kunne, her og der.
Men det var ikke som det plejede.

Skovfolket satte levende lys på alle gravene, som de først havde pyntet med gran fra Ulkerup skov.
Den ældste af skovånderne mente, at man måtte bruge afskærmede lys, da levende lys der ikke gik ud i vinden ville forskrække sognebørnene og det var jo ikke meningen. Vips, så var der flotte glasafskærmninger på alle lysene.

Der var nogen, der mente, at de også skulle pynte kirken. Men også her sagde den ældste fra. Der var alt for få der havde nøgle og de ville vide, at det ikke var dem. Men de kunne jo sørge for, at der var varmt og hyggeligt i kirken når der skulle være julegudstjenester. Den ældste satte sig ned og tænkte: '19 grader mellem 15 og 20 i kirkerummet, men rettede det efter nærmere omtanke til 20 grader. Der var jo altid nogen der havde glemt at klæde sig ordentligt på.


oo00oo

Juleaftens dag var familien Andersen fra Bråde ude for at fælde årets juletræ og alle tre børn var selvfølgelig med.

Den yngste på tre år, en lille vildbasse af en knægt, gik selv ud for at lede efter et træ, for han syntes at de træer de voksne valgte var alt for små. Men da han havde meget mere øje for juletræet end for hvor han gik, for han vild og gled ned i en dyb grøft med mudder på bunden.

Da hans forældre opdagede at han var væk var der gået op mod et kvarter, for de troede at han var sammen med sine søskende. De begyndte alle straks at lede efter lille Kurt og råbe hans navn i alle retninger, så det ekkoede i skoven. Mens lille Kurt sagtens kunne høre deres råb, kunne de ikke høre, at han svarede, for hans råb blev kvalt af den dybe grøft, og den tætte granskov omkring ham.

Skovfolket hørte også råbene, som efterhånden blev mere og mere paniske efterhånden som mørket sænkede sig.

'Vi må gøre noget.' lød det fra en af dem der havde fået æresbolig i en af de fine nye bronzeskulpturer ved landsbyen. 'Jamen hvad kan vi gøre uden at afsløre os.' 'Rolig nu' brummede den ældste. Vi giver dem lige et lille hukommelsestab og anbringer hele familien foran kirkedøren. Det passer lige med den tidlige gudstjeneste kl. 15. Så pegede han først i den retning hvor den søgende families råb kom fra og så imod det sted hvor lille Kurts stemme svagt hørtes. 'Sådan'. Den ældste smilede veltilfreds.

'God ide' lød det i kor fra hele skovfolket og himlen lyste over dem. De lyste nemlig altid ekstra meget, når der var noget der glædede dem. Alle der stod og ventede på, at komme ind i kirken i Egebjerg. og kiggede den vej så det kraftige lys også familien Andersen. Man pegede og sagde andagtsfuldt, at det nok var skovfolket der markerede julen.

Hr. Andersen undrede sig da han efter gudstjenesten fandt et meget smukt juletræ lige udenfor kirkedøren med en ”Manillaseddel” på, hvor Der stod ”Andersens”.

Jørn E

Bakkehuset i Nyborg
4. februar 2012

Aller rettigheder forbeholdes.

Babs' og Nuttes

Tekst: Jørn E.
Foto: Poly Schmidt

Der hang de så, som to siamesiske tvillinger. Men dog ikke uadskillelige,da der var en hægte mellem dem.

Solen varmede dem og de var ved at være tørre.

”Det er næsten ligesom når han holder om os.” bemærkede Babs.

”Ja, når han er kærlig og blid. Men når han begynder at ælte og mase, fortrækker jeg altså solen.” svarede Nuttes.

Der blev en kort pause, så kom det fra Babs':
”Hun kunne altså godt have trukket tørresnoren gennem stropperne, i stedet for at bruge de der klemmer. Det gør ondt.”

Ja, men det gider Hun ikke, for så skal hun først hægte snoren af, og det gider hun ikke,” fnysede Nuttes.

”Egentlig kan vi jo godt kalde os for en slag sælgere.” sagde Babs' eftertænksomt.

”Hvordan det?” ville Nuttes vide.

”Jo, når Hun vimser omkring ham der i ”trusser og bh” som det hedder. Det burde hedde ”bh og trusser.” Det er jo os der er blikfanget ville jeg mene. I hvert fald når hun har mere tøj på,” kom det efter en kort tænkepause fra Nuttes.

”Ja, så får de højrøvede trusser ikke megen opmærksomhed,” klukkede Babs'.
”Du sagde højrøvede, hi,hi,hi, ja særligt når man ser dem bagfra, hi,hi,hi”.
De lo begge, så tørresnoren vibrerede. Eller var det et lille vindpust?

”Nu måtte Hun gerne snart tage os ned. Jeg tror vi er tørre. Hva' med dig.” og uden at vente på svar, fortsatte Babs': ”Jeg er ved at få trykmærker af den forbandede klemme. Jeg håber at Hun opdager, at min strop er blevet alt for lang, efter at han sidste gang han havde skilt os ad havde så forbandet travlt med at få hevet mig af. Godt jeg havde spændet, ellers havde han revet stroppen af”

”Der var jeg mere heldig” kommenterede Nuttes. ”Hun løftede lige skulderen, da hun mærkede, hvad han havde gang i. - Stakkels dig.”

Ja, og så bliver man bare smidt ud til siden, somom man var komplet ligegyldige. Vi kunne gerne være havnet på gulvet. Så kunne vi have ligget der og frosset.”

”Lagde du mærke til, at Hun stadig havde trusserne på? De har sikkert nok kunnet holde varmen, sådan som hans lår lå og kørte rundt ovenpå dem.” Babs' himlede og blev blændet af solen.

”Vi havde da fuldført vores mission. Det kunne jeg da se på den krammen og ælten Babs og Nutte var udsat for. Men så vidt jeg kunne høre - og se, var hun godt tilfreds med behandlingen.”
”Heldigt, at Babs og Nutte tager sig bedst ud når de ligger ned og vi ikke er der. Stående, er det jo os der sørger for det fordelagtige og tiltrækkende syn,”bemærkede Nuttes.

”Har du tænkt over,” udbrød Babs,' ”at vi har en væsentlig del af æren for slægternes videreførelse.
Det er os der er blikfanget. Det var det jeg mente med sælgere. Det hele begynder med os!” Babs struttede af stolthed, så man næsten skulle tro, at Babs var indeni.

”Gud ja, vi gør virkelig en forskel. Uden os ville trusserne aldrig komme af, udbrød Nutte overmodigt For det var nok en sandhed med modifikationer.

”Nu kommer Hun. Så kan vi få de forbandede klemmer af,” råbte Babs' begejstret.

Hun følte indvendigt og udvendigt på de to skåle, tog klemmerne af og gnubbede på trykmærkerne, for at glatte dem ud.

”Herligt med lidt massage.” Udbrød Babs, som samtidig fik spændet rettet til, mens Hun smilede for sig selv.
”Nu skal det blive godt at komme ind i den lune skuffe og få en sludder med de andre,” sagde Nuttes, da Hun lagde dem ned i vasketøjskurven.

Du kan ændre verden!

Tekst og foto: Jørn E.

Jeg var engang på rejse med min chef til New York. Vi tog en taxi fra lufthavnen ind til hotellet, hvor vi skulle bo. Undervejs spurgte vores sorte chauffør, hvor vi kom fra, og vi fortalte ham så, at vi kom fra Danmark. ”Oh, Yeah. Hans Christian Aaandersen”, udbrød han og sendte os et stort smil i bakspejlet. Vel ankommet til hotellet, betaler min chef taxichaufføren, giver ham 5$ i drikkepenge, og siger til ham: ”Tak for at du bragte os hurtigt og sikkert her til vores hotel”. ”Thank you, thank you very much” udbrød han og smilede sit store venlige smil igen ”It has been a pleasure”.

Da taxien var kørt, spurgte jeg lidt forundret, hvorfor han havde givet så rigelige drikkepenge og oven i købet rost chaufføren for hans kørsel. Det var jo trods alt hans arbejde, og vi betalte ham for det. Jo, ser du svarede min chef smilende: ”Nu er den mand glad. Næste gang han møder en medtrafikant som f. eks. har problemer med  at komme ud fra en lille sidegade, så holder han tilbage  fordi han er glad. Medtrafikanten bliver glad. Så er der allerede to glade mennesker, som har mere lyst til at gøre andre glade.

Men lad os nu holde os til vores ven her. Når han kommer hjem i aften til sin familie, har han måske købt blomster til sin kone og slik til sine 3 børn. De bliver glade og så er vi allerede oppe på 6 glade mennesker, som en direkte årsag af lidt rigelige drikkepenge og en venlig bemærkning. Kan du se fidusen? Nu begynder det at sprede sig som en steppebrand, og jeg føler glæde og tilfredshed ved tanken om at jeg har været med til at gøre verden til et bedre sted at leve for en masse mennesker, blot ved at glæde en taxichauffør der passede sit arbejde.”

Den episode gjorde et dybt indtryk på mig og jeg har lige siden, altid forsøgt at leve efter den filosofi. For hvor er det dejligt at vide at jeg KAN være med til at gøre denne verden bedre, blot ved at behandle mine medmennesker, som jeg ønsker de vil behandle mig.

Niels møder krigen, kapitel 2

Tekst og foto: Jørn E.

Niels kunne se, at der også var to ambulancer.
Han kiggede derhen og så, at en af brandbilerne og de to ambulancer var standset udenfor indgangen.

Han så på Marie og tænkte, at hun så så sød ud i sin kjole i grøn køkkentern, som hendes mor havde syet af nogle gamle køkkengardiner. Hendes søde ansigt, det lyse hår med fletninger med grønne sløjfer i.

Han hviskede til Marie:
"Lig bare helt stille, jeg henter hjælp til dig."
Håbede han. - Han kiggede igen hen mod brandbilen og ambulancerne. Ambulancefolkene blev siddende i deres biler, men en brandmand var ved at ordne noget på siden af brandbilen.
"Nu!" tænkte Niels og styrtede afsted så hurtigt, som hans ben kunne bære ham, ud ad porten i smedejernsgitteret foran kirkepladsen og hen mod brandmanden. Han løb så stærkt, at han næsten ikke kunne standse og løb ind i brandmanden, som var lige ved at miste fodfæstet.
"Halløjsa!" udbrød han og så forbavset på Niels.
Han kunne se skrækken og angsten i Niels ansigt og var straks klar over, at der var noget galt.
Så lød der igen bombeeksplosioner, men det var længere væk. Niels kunne se, at det var ovre omkring Langebro.
Niels havde tabt mælet og stirrede bare op i det rare ansigt under brandmandshjelmen.
"Jeg hedder Søren," sagde brandmanden med rolig stemme. "Hvad er der sket?"
Han satte sig på hug foran den opskræmte dreng. Niels begyndte at græde.
"De... det er Marie og Ejner." Niels snøftede. "De ligger oppe på kirkepladsen. Marie bløder fra benet … og, og - jeg tror Ejner er død."
Nu fik tårerne endeligt frit løb. Niels hulkede, så hele kroppen rystede. Brandmanden ventede til Niels var faldet lidt til ro, så åbnede døren og satte Niels ind på passagersædet.
"Bare rolig, det skal vi nok ta' os af. Hvad hedder du forresten og hvor bor du?"
"Jeg hedder Niels," hikstede han. "Jeg bor nede i nr. 7. Det gør Ejner og Marie også."
"Vent bare roligt her. Jeg kommer tilbage til dig."
Niels kunne se at Søren gik hen til en brandmand som havde en meget flot sølvfarvet hjelm og snakkede med ham. Sølvhjelmen sendte en anden brandmand hen til Sørens brandbil. Nok for at overtage hans arbejde på siden af bilen. Så gik han hen til den forreste ambulance og sagde noget til chaufføren. Han kørte langsomt frem.
- Jeg vil med!,råbte Niels.
Søren sprang ud og standsede ambulancen. Så løftede han Niels ned fra brandbilen og han blev anbragt ved siden af medhjælperen i ambulancen. Søren satte sig ind bagi.

Så kørte de det korte stykke op til kirkepladsen, hvor Marie lå nedenfor kirketrappen. Medhjælperen sprang straks ud og hen til Marie og følte på hendes puls.
Pulsen er god nok, konstaterede han og smilede til Niels. "Er det dig der har lagt den fine
forbinding?," spurgte han og så på Niels ben. "Ja, det er det sandelig."" Det er meget flot."
"Det har jeg lært hos spejderne. Jeg er ulveunge i 1. Christianshavn," svarede Niels med en vis stolthed.
Ambulancefolkene fik hurtigt og forsigtigt lagt Marie op på båren.
"Kom og besøg mig på hovedbrandstationen. Bare spørg efter Søren fra røgdykkerne.
Jeg er der altid om onsdagen,"
sagde Søren og gik tilbage mod brandbilen.
I mellemtiden var den anden ambulance kommet til og det sidste Niels så da de kørte derfra med blafrende udrykningsflag og horn, var, at den ene af de andre ambulancefolk lå på knæ ved siden af Ejner og den anden rystede sørgmodigt på hovedet. Det viste sig siden, at Ejner havde fået et stort granatstykke lige midt i brystet og var død på stedet.

På Øresundshospitalet, som Niels og Marie blev kørt til, fik Niels lov til at vente på gangen mens Maries sår blev opereret. Inde fra operationsstuen, hvor Niels sad lige udenfor, kunne han høre et højt skrig. De havde fjernet et lille granatsplint fra Maries læg – uden bedøvelse – det var småt med bedøvelsesmidler og man var nødt til at spare.

Sygeplejersker og læger hastede forbi i begge retninger og portører kom hele tiden med senge med sårede, som blev stillet op lags vinduesvæggen overfor Niels. Nogle lå og stønnede og jamrede sig. Det havde Niels det ikke godt med.

Niels fik lov at overnatte på hospitalet fordi det var blevet spærretid inden Marie var færdigbehandlet og forbundet.. Han blev nødt til at ligge i samme seng som Marie, for der var mangel på senge.

Næste dag kom Maries far og hentede dem: Marie havde fået et par krykker, og hendes far spenderede en taxa hjem, selvom det var meget dyrt.

oooOooo

Niels og Marie fejrede Guldbryllup i 2005. Marie har stadig et T-formet ar på den højre læg.

Niels møder krigen, kapitel 1

Tekst og fotos: Jørn E.

Dette er en dramadokumentarisk beretning fra d. 23. januar 1943, hvor de allierede bombede B&Ws haller på Christianshavn.
Men bomberne faldt også andre steder, otte civile blev dræbt og 68 sårede.
Det andet sted jeg nævner ”ovre i nærheden af Langebro” er sukkerfabriken.



Niels, Ejner og Marie løb og legede på pladsen foran Christianskirken. Niels og Ejner var ti år og Marie var elleve.
Kirkepladsen var en dejlig stor plads med grus, hvor de kunne spille bold, sjippe og lege ”ta'-fat”. Til venstre for kirken var der en stor græsplæne.

Bagved kirken afgrænsedes kirkens grund af en godt to meter høj mur. Bare 20 – 30 meter fra muren på den anden side lå to store reparationshaller, som tilhørte B&W's skibsværft.

De boede alle tre i Strandgade nr. 7. Der var ikke nogen legepladser i nærheden. Den nærmeste lå oppe ved volden, på den anden side af Torvegade. Der måtte de ikke gå op for deres forældre.

De legede, som de plejede, og var i gang med en gang ”ta'-fat”, da luftalarmen lød. Børnene tog det forholdsvis roligt, for det var noget der tit skete, uden at der skete mere.

.Tyskerne var kendt for, at de havde mere travlt med at få bemandet antiluftskytset, end at aktivere luftalarmen.

Men så hørte de flyvemaskiner. Niels kunne høre, at de fløj lavt. I næste sekund lød der nogle øresønderrivende brag og de blev alle kastet til jorden af et enormt lufttryk. Enorme flammer slog op fra hallerne på den anden side af kirkemuren.

Niels rejste sig fortumlet op og kiggede efter de andre. Marie lå på jorden og græd og jamrede sig.
Niels kunne se, at hendes højre ben blødte. Lidt længere væk, på græsplænen, lå Ejner. Han lå helt stille. Han havde et stort hul lige midt i brystet og det Niels kunne se fik blodet forsvinde fra hans hoved og han kastede op. Så kom han til at tænke på Marie. Han tørrede sig om munden med sit lømmetørklæde og gik hen til hende. Hun kiggede op på ham med store forskrækkede øjne og sagde
Det gør så ondt i mit ben
og så græd hun lidt mere.
Niels kunne se, at det blødte fra hendes højre læg og det var somom noget sort stak ud af såret.
Jeg fryser.
Peb Marie. Hun rystede over hele kroppen.
Niels tog sin trøje af og lagde den over hende.

Så kom næste angrebsbølge og bomberne bragede igen ned i reparationshallerne. Det fløjtede om ørerne på dem og Niels kunne høre noget, ligesom sten, der ramte gruset omkring dem. Marie skreg. Han blev klar over, at det var meget farligt for dem at være der hvor Marie lå. Han fik med stort besvær trukket Marie hen i ly af kirken. Hun jamrede sig højlydt og skreg også en enkelt gang af smerte.

Niels havde den slags bukser på, som var meget almindelige på den tid, såkaldte ”plus-fours”, som gik til lige under knæet, hvor de sluttede med en elastik til at holde dem fast. Til den slags bukser hørte lange strømper. Niels var spejder og havde lært lidt om førstehjælp, og kom i tanker om, at hvis der er en der bløder stærkt fra arme eller ben, skal man binde noget stramt omkring, lige over såret. Niels tog resolut sin ene strømpe af og bandt den stramt omkring Maries læg..
Så kom der endnu en angrebsbølge og efter bombebragene, kunne han endnu engang høre lyden som mindede om småsten der blev kastet ned mod pladsens grus. Han kunne også se, at det rykkede i Ejners krop. Først tænkte han, at han måske alligevel stadig var levende, men så blev han klar over, at han var blevet ramt at et eller anden. Niels skulle tage sig voldsomt sammen, for ikke at kaste op igen.

Niels havde været så optaget af sine venner, at han ikke rigtig havde hørt noget. Det hele var blot en fjern og uvedkommende støj og han var bange. Men lidt efter lidt, hvor han faldt lidt til ro, fordi han følte, at han ikke kunne gøre mere, hørte han SS-soldaterne, der bevogtede indgangen til B&W råbe kommandoer og løbe omkring. Han hørte støvletramp der forsvandt ned ad gaden, og kort efter kunne han se, at der stod SS-soldater med ca. ti meters mellemrum, på begge sider af gaden og han kunne se, at der var spærret ud mod Torvegade.

Efter, hvad der forekom ham som en evighed, hørte han udrykningshorn. Efter nogen parlamenteren blev der åbnet for brandbilerne ned ved Torvegade. Store flotte røde køretøjer med de blafrende gule udrykningsflag og orange blinklygter, drønede op gennem gaden. Niels ville være brandmand når han blev stor.