Onkel Axel

Tekst: Jørn E.
Foto: Randi Abel

Historien er en fortsættelse af Ragnhilds ”Efterår.” Men den kan også læses som en selvstændig historie. Den er en kombineret besvarelse af septemberopgaven, stillet af Poly og oktoberopgaven stillet af Ragnhild.

Hun stod stadig med hånden på dørhåndtaget. Så var det pludseligt som om hun vågnede op fra en drøm. Hun stak nøglen i låsen og lukkede op med et par beslutsomme bevægelser.

Mens hun havde tøvet foran døren til onkel Axels lejlighed, var hendes tanker gået tilbage til den tid, hvor hun havde haft sin daglige gang hos ham. Det var sluttet for et par år siden, hvor hendes arbejde havde ført hende så langt væk som til Australien.

Da hun trådte ind i entreen blev hun budt velkommen af onkel Axels hyggelige ”møf”.
Lugten som tilhørte ham. En blanding af piberøg og bibliotek. Selvom luften i lejligheden var iltfattig, tung og smålummer efter lang tid uden udluftning, bragte den ny næring til hendes minder fra den gang. Det føltes som om det var årtier siden.

Hun havde været frustreret. Splittet mellem omsorgen for sin onkel og de nye muligheder i hendes karriereforløb ved at tage jobbet i Australien. Firmaets første afdeling i Australien med hende som leder.

Men hun kunne jo ikke forlade onkel Axel, efter alt det han havde gjort for hende. Slet ikke nu, hvor han var blevet en gammel mand, plaget af slidgigt i ryggen og et par andre alderdomsrelaterede skavanker. Hun kunne mærke, at hun blev nødt til at tale med ham om det. Hun blev dog holdt tilbage af tanken om at han helt sikkert ville sige at hun skulle rejse. Det ville være en lidt for ”billig omgang” for hende. Hun vidste jo han ville tilskynde hende til at rejse, og hun ville jo frygtelig gerne have det job.

Hun bragte det på bane i sidste øjeblik før hun var nødt til at give sin arbejdsgiver besked. Det var ved deres eftermiddagskaffe, som var blevet den faste indledning til hendes besøg, hvor hun gjorde rent og gik i byen for ham. Kaffe med en enkelt kanelsnegl, som onkel Axel holdt så meget af.

'Du er så tavs min lille skat'. Onkel Axel så undersøgende på hende. Hun kom til at rødme. Følte sig afsløret.
'Hvad er det der trykker dig min søde pige?' Hun så ned i kaffekoppen som for at hente inspiration. Så så hurtigt hun op igen, lagde sin hånd på knæ og fortalte ham det hele. Hun fik tårer i øjnene mens hun fortalte.
'Jamen det er da vel ikke noget at være ked af?' Onkel Axel så spørgende på hende.
'Kan du da ikke forstå at jeg så må svigte dig?' Tonefaldet var lidt heftigere end tilsigtet.
Onkel Axel lænede sig afslappet tilbage i sin øreklapstol og lo befriet mens han koncentrerede sig vældigt om at stoppe sin pibe.
'Jamen herregud. Mener du virkelig....?'. Han så op. 'Svigte mig. Nej min ven, det gør du ikke. Men du svigter dig selv, hvis du ikke siger ja til sådan den chance. Jeg ville da også have det rædselsfuldt, hvis jeg skulle leve med bevidstheden om at jeg var årsagen til at du ikke tog imod dit livs chance. Det gør du da bare.' Han pegede på hende med pibespidsen og så hende med et fast blik og et skælmsk smil om læberne.

Nu hun stod her tænkte hun igen på ”den billige omgang” men var alligevel lykkelig for at han havde uafviselig og rolig.

************* Alle disse minder vældede frem i hende nu, hvor hun stod tre skridt inde i entreen. Det var en gammel lejlighed, med en lang gang som entre og døre til lejlighedens øvrige rum. Første dør på højre hånd var ind til spisestuen. Hun lukkede op. Støvpartiklerne svævede rundt i solen som faldt ind gennem det store vindue. Rummet var stadig delvist møbleret med et stort rundt spisebord og fire stole i engelsk stil i mahogni med sort hestehårsbetræk. Desuden var der et skab i samme stil med skuffe til duge. Over skuffen glaslåger med facetslebne ruder og hylder til glas og porcelæn. Skabet var tomt.

Et postkort midt på bordet fangede hendes opmærksomhed. Motivet var en vej med nogle biler i et bjerglandskab. Det kunne være en af corniscerne langs den franske revierakyst. Hun vendte kortet og læste til sin store forbavselse adressen. ”Grethe Sander, c/o Axel Billing, Lollandsvej 36, 3. sal th. 2000 Frederiksberg, DANMARK. Frimærket var fransk, så motivet var altså fra sydfrankrig konstaterede hun selvtilfreds. Hun havde gættet rigtigt.

Hun bemærkede at der blev en blank firkant på bordpladen, hvor kortet havde ligget. Det havde åbenbart ligget der et stykke tid. Hun læste videre. ”Kære Grethe. Ja, det er mig, onkel Axel, som har skrevet dette kort. Gem kortet og opsøg min advokat Jørgen Orth på Kong Georgsvej 15, 2000 Frederiksberg. Hans telefonnummer er 32 12 25 60. Du skal nok lige ringe i forvejen. Hun smilede for sig selv og mumlede med påtaget ”lillepigestemme: 'Ja onkel. Det skal jeg nok onkel', . Nogle gange var det som om han glemte, at hun var en voksen kvinde nu. Hun sendte sin onkel en kærlig tanke.

Hun læste teksten igen og vendte kortet om og så på billedet. Hvorfor var det blevet sendt hertil? Og endnu mere mystisk: Hvem havde sendt det?

**********

Kriminelle detaljer!

Tekst og foto: Leonius

Ok – er vi så samlet alle?
Var det ikke fjorten vi skulle være?
Vi er kun tretten.
Hvem er det der mangler?

Kriminalinspektør Johannes Gavlesen kigger ud over forsamlingen, og gentager sit sidste spørgsmål.
Unge Ditlevsen stikker en hånd i vejret.
Ja Ditlev?
Det er Bruno Jensen, han er midt i en sag han ikke kan forlade. Jeg skulle undskylde fra ham.
Nå – det er der ikke noget at gøre ved. Vil den der sidder tættest på døren – lukke den, så vi kan få fred herinde.

I har forhåbentlig arbejdet med den tekst I fik med i sidste uge. Jeg skal indrømme, at jeg er meget spændt på at høre hvad I har at sige om den.
Som jeg fortalte Jer sidst, er teksten en fiktiv vidneerklæring som gerne skulle få Jeres små grå hjerneceller til at arbejde på højtryk for at finde frem til den eller de detaljer der kan forvandle en kriminalsag fra fiasko til succes.
De små grå skal jo være aktive i alle de timer I er på jobbet når og hvis i kommer igennem dette forløb og avancerer til kriminalbetjente.

Hvem vil være den første til at brilleirer?

Lille Svend rakte hånden i vejret.

Ja – Svend, hvad har du så fundet ud af?

Jeg mener, at det ikke er efterår når grenene står helt nøgne, det må være vinter, så jeg tror ikke på det vidne.

Tak Svend, er der andre bud fra forsamlingen.

Orla – en lidt overfrisk betjent gav tegn.
Jeg mener at det er hende der er morderen, hun bedyrer hele tiden at hun ikke har været derinde, selvom hun har nøgler til lejligheden.

Tak Orla.
Er der andre gode ideer?
De elleve resterende havde ikke lyst at gøre sig til grin, så de undlod at komme med bud på noget som helst.

Man kunne godt se på Kriminalinspektør Johannes Gavlesen at han var skuffet.

Jeg forklarede Jer alle sidst, at det var detaljerne vi skulle fokuserer på, og det gjorde såmænd ikke noget at I læste vidneerklæringen grundigt og gerne flere gange.

Lad mig så fortælle Jer hvad vi kan udlede af dette vidneudsagn:

Kvinden har aldrig været inde i den opgang, og som følge af det altså heller ikke inde i lejligheden. Hvis der i den lejlighed er begået et drab, ja så er det ikke hende der er den skyldige.
Hvordan kan jeg så komme frem til denne konklusion?
Ja – det står i vidneudsagnet, og det burde I have set.
Kvinden siger jo:

”Det lykkes til sidst at få nøglen i låsen. Husker det lille specielle løft af den før hun drejer de to omgange mod højre.”

En opgangsdør har slet ikke sådan en lås, der skal drejes to gange, og I har aldrig mødt sådan en.
En opgangsdør skal altid være til at komme ud af uden nøgle, i tilfælde af brand eller lignende. Det er ganske enkelt ulovligt at aflåse sådan en dør med en riglelås, der må kun være en smæklås på sådan en dør, og der skal altid være vrider eller et simpelt håndtag indvendigt.
Vidnet har altså aldrig overvundet frygten for at gå ind af den dør, selvom hun skulle være i besiddelse af en nøgle til den.

Jeg vil indskærpe for Jer alle sammen, at det er detaljer vi arbejder med, og den eneste formildende omstændighed der taler til Jeres fordel er, at det var Jeres første vidneudsagn.
Den tekst jeg deler ud nu, forlanger jeg I arbejder seriøst med, så I næste gang kan bevise for mig, at I virkelig ønsker og har evner til denne uddannelse.

En sneugle og to undulater

Tekst og foto: Bente Pedersen

Hun tørrer skoene af på måtten, som hun har lært. På skiltet over brevsprækken lyser hans navn alene sort på hvidt. Da hun var barn, stod der to. Men det var før. Hun trykker håndtaget i bund og lytter. Ingen fugle, der pipper. Hans overfrakke hænger på knagen. Den stinker af gammel mand og cigar. Hun undgår at se på døren til soveværelset og går ind i stuen.

Hun har svært ved at ånde frit. Støvet ligger tykt over det hele. Så har søsteren, Karen, altså heller ikke været her. Eller nogen fra den nye familie for den sags skyld. Hun sætter sig i hans lænestol ved vinduet. Læderet føles koldt mod ryggen. Blikket falder på reolen med den udstoppede sneugle. Silkeblød at røre ved. Når man en sjælden gang fik lov. Den han lovede hende, at hun måtte få. Bagefter. I bunden af fugleburet ved siden af ligger to døde undulater. Hun lader dem ligge.

Hun kigger på listen, som plejecenteret har sendt hende. Hvorfor lige hende og ikke Karen? Altid hende, også nu. Hun får samlet det hele sammen: Læsebriller, de små batterier til høreapparatet, et par fuglebøger og så bryllupsbilledet. Af ham og den nye kone. Selv om hun ikke vil, kan hun ikke lade være med at kigge på det smilende par foran rådhuset. Hun vrænger ansigt ad dem. Har lyst til at række tunge.

Hun stopper det hele i den medbragte kuvert, skriver hans navn og plejecentrets adresse udenpå, og lukker den. Hun nægter simpelthen at skrive afsender på. Han skal ikke tro noget.

Hun tøver et øjeblik. Går så over mod reolen og tager hårdt fat i uglen. Den skal med hende hjem. Da hun har låst fordøren, smider hun nøglen ind gennem brevsprækken og går raskt ned ad trapperne med uglen under armen.

Hun smiler ved tanken om at plukke den. En fjer ad gangen.

Efterår

Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel

Husene står som silhuetter mod dagens sidste lys. Hendes ensomme klik-klak mod fortovets fliser fylder rummet. Vinden er kold. Det er efterår nu med nøgne træer og lys fra alle vinduer. Eller fra næsten alle. Hun skutter sig, mens hun igen en gang passerer døren til opgangen.

Hun kunne da også bare gå ind. Nøglen ligger jo i lommen. Men hvorfor skulle hun? Der er mørkt i lejligheden. Det var der også i går. I forgårs. Og dagen før. Hun vender om og vandrer atter tilbage mod huset. Står lidt og løfter så sit ansigt mod de mørke ruder. Ser de udslukte vinduer mellem alle de lysende varme. Er der et liv der? I den lejlighed? Nu?

Hun standser foran døren, strammer tørklædet om halsen, trykker tasken mod sig og fumler med nøglen i lommen. Det lykkes til sidst at få nøglen i låsen. Husker det lille specielle løft af den før hun drejer de to omgange mod højre. Hun er inde. Genkender lugten i opgangen og kroppens hældning på vej op ad de brede trin.

Hun standser på tredje. Der står stadig VELKOMMEN på måtten ved døren til venstre. De midterste bogstaver er næsten slidt ned. Den burde da skiftes ud. Hun sætter nøglen i låsen og mærker kroppen mod døren, mens fingrene langsomt drejer nøglen rundt. Hun fører hånden hen over grebet. Og tøver.