Rovfuglen

Tekst og foto: Jørn E.

Regnen stod ned i tove udenfor byens bedste hotel. Den hvide d'Angleterre ”wannabe”-facade skinnede af regnens væde. Regnens stråler sås meget tydeligt i facadeprojektørernes lys.

Hotellet lå – selvfølgelig – på byens torv vis-a-vis byens rådhus. Imellem de imposante bygninger var der et stort springvand forestillende en grif eller en øgle, eller en krydsning, som spyede en vandstråle i vejret, som faldt ned over dyrets ryg.

Jonny stod ved den store glasdør, hvorpå der stod RITZ i guld med en kongekrone over og betragtede det voldsomme regnvejr med mistrøstighed.

Han havde lige afsluttet sin vagt kl. 23. Efter at ha' klædt om var han gået op i receptionen for at sige farvel og ønske kollegaerne god vagt. Det var god tone, så derfor gjorde Jonny det også.

Jonny var stor. Alt på ham var stort. Hans hoved, hans næse og ører. Hans hænder. Sin størrelse til trods, bevægede han sig med stor smidighed. Som en stor Grizzleybjørn havde receptionisten bemærket. Men Jonny var lidt mærkelig.

Nu skulle han se at få taget sig sammen til at gå hjem. Han snuppede en af hotellets store paraplyer, vendte sig om mod receptionisten og grinede skævt. Receptionisten smilede tilbage.

Jonny trådte ud i den voldsomme regn, hastede over det mennesketomme torv og ned ad den smalle gade der førte i retning af hans hjem. Et voldsomt vindstød tog fat under paraplyens sejl og Jonny følte det næsten som om han var ved at lette.

”Tænk, hvis man havde vinger, store vinger”. Tanken for gennem Jonnys hoved. ”Vinger, som en kongeørn. Han havde på et falkonercenter set disse store, graciøse fugle. Set dem jage og slå ned på kødlunser, som falkoneren slyngede rundt og rundt i større og større cirkler, for til sidst at lade kødet lande på jorden. I samme nu havde ørnen slået ned på sit ”bytte”. Jonny havde været meget fascineret af, at ørnen havde bredt sine vinger ud som en – ja, en stor paraply over ”byttet” mens den fortærede det. Falkoneren havde forklaret, at den gjorde dette for at forvirre sit bytte, og forhindre det i at orientere sig.

Mens han tænkte på oplevelsen dengang og vinden af og til rev i paraplyen, følte Jonny sig mere og mere som en jagende kongeørn. Tanken ophidsede ham kunne han mærke. Nærmest uden at tænke over det gik han ind i en mørk porthvælving, hvor han gav sig til at vente. Vente på et passende bytte.

Han havde ventet meget længe og var faktisk ved at opgive tanken. Han var begyndt at fryse og hans hænder var blevet kolde og stive. Men netop som han var ved at forlade porten hørte han det karakteristiske klip-klap af hurtige høje hæle hen ad fortovet.

En lille spinkel kvindeskikkelse passerede ham ude på fortovet. I samme øjeblik slog rovfuglen til. Jonny sprang, stor og smidig, frem fra sit skjul. Han lagde sin store iskolde hånd over kvindens ansigt og pressede hendes hoved tilbage mod sin venstre skulder, mens han sænkede paraplyen ned foran hende. Der kom ikke anden lyd fra hende end et uartikuleret ”uhmpp” som forsvandt i Jonnys store hånd.

Vel inde i porten, snurrede Jonny sit offer rundt og flyttede hånden ned på hendes – byttets – hals. Han lagde paraplyen over højre skulder og trak den helt hen over dem. Mens han pressede sin store næve hårdere og hårdere mod den forsvarsløse og paralyserede kvindes hals. Han mærkede ligesom et knæk. I det svage lys der trængte ind under paraplyen så han livslyset slukkedes i de øjne han hele tiden havde fastholdt med sit blik.
Hun blev slap i hans hånd. Mens han stadig holdt om kvindens hals lod han hende langsomt, næsten nænsomt glide ned på jorden.

Uden at kigge på hende igen vendte han sig om og gik ud på gaden. Vinden flåede igen i paraplyen.

Jørn E.
16. nov. 2010

Juli

Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Pludselig
prikker
regnen
på
huden
og

mens gederams
i flok
sætter lyslilla pletter
i et aftengrønt
landskab

mens svalen
kvit te vit
svinger ind under vognportens
gamle tag
til endnu en
redefuld unger

mens hyldebuske
dufter
af juli og sommer
fra hvide skærme
langs læhegnets kant

mens biler på vejen
forsvinder bag hækken
og hjulene minder om
jorden der drejer
og atter hælder sin akse
mod nord

mens smagen af
jordbær
fra bedet i haven
ligger i munden

mens fugten forstærker
lugten af jorden
fra Oles marker
med hvede
som modner

mens vinger
på møllerne
nær horisonten
endelig standser
fordi vinden
har lagt sig

mens aftenens sidste
rødlige skyer
forsvinder i vest
og lys fra projektører
på Børglum Klosters mure
forstyrrer
de kalkede bygningers
naturlige lys
i et tiltagende mørke

mens solsorten
i toppen
af Korsbæks kastanje
synger aftenens
sidste strofe

står jeg
alene
i regnen
og bliver
våd

Tordenvejr

Tekst og foto: Bente Pedersen

Dampen fra badet blev tørret af spejlet med en håndfladekant. Barberskummet blev slået af kosten med et rutineret svirp. Lauge tog dernæst skraberen og nød den kradsende lyd. Mens han barberede sig, øvede han sig. Rømmede sig og smilede:
- Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL-Forsikring. De tre l’er slog stadig kolbøtter hen over hans tunge.

Ind imellem fortrød han, at han ikke var blevet i frisørsalonen. Savnede sine kolleger og den joviale tone, men da børnene kom, havde Gertrud gerne villet flytte i noget større. Tilbuddet om højere løn og provision som assurandør havde været sidste brik i puslespillet om egen bolig.

Han gik ind i soveværelset, slog et vindue op og tog netundertrøjen på. Ventede på, at en kølig brise skulle stryge hen over hans ryg, men den udeblev. Endnu en varm dag ventede, men uanset hvad bar man undertrøje under de nye banlonskjorter. Den lysegule hang pænt på bøjle sammen med det smalle rødbrune slips. Det hele matchede farvespillet i den ternede jakke. Gertruds farveverden var en hel videnskab for sig. På med de brune bukser, og så manglede der blot snøreskoene, som garanteret stod nypudsede under skamlen. Gertrud havde også sine morgenrutiner.

I garagen lod han først hånden glide hen over den røde lak på den nye anglia, inden han åbnede fordøren og smed mappe, madkasse og termokande ind på forsædet. Han fandt kortet i handskerummet og foldede det ud. I dag gik turen til villaerne i Fuglebakkekvarteret. Uden for garagen flimrede varmen allerede hen over asfalten. Han savnede pludselig den kølige fornemmelse af frisørsaksen mod håndfladen. Måske kunne han nå at slå et smut forbi salonen på vejen hjem. Han kunne jo altid sige, at han trængte til en studsning.

For enden af Mågevej glimtede søen. Han håbede virkelig, at det varslede tordenvejr holdt sig til naboegnen. Han viftede sig lidt med hatten og overvejede at lade den ligge i bilen, men på den anden side så kunne han jo ikke tage den af og hilse på fruerne, hvis ikke han havde den på.

Han gik op ad havegangen til villaen i nummer 10. Bankede på, trak vejret dybt ind og rømmede sig. Kort efter åbnede en frodig kvinde døren. En vildfaren hårlok blev hurtigt sat på plads under tørklædet og panden tørret med bagsiden af hånden.
– Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL-forsikring. Må jeg komme ind et øjeblik? På dette tidspunkt skyndte han sig at lette lidt på hatten, præsterede så sit bedste Bogartsmil og rakte visitkortet fra LLL-Forsikring frem. Hun tog kortet, mønstrede ham fra top til tå og smilede så stort.
- Ja, hva’ pokker! Det kan vel aldrig skade med lidt selskab til kaffen. Den er lige sat over. Kom med ud i køkkenet. Hendes kittel stod så meget åben, at han kunne se blondekanten på den lyserøde underkjole.
- Det er jo rengøringsdag i dag, fortsatte hun, som om hun havde kunnet læse hans tanker. Det tegnede lovende.
- Måske har Deres mand hørt om LLL-forsikring? Inden hun fik svaret, havde han bredt brochurerne ud i vifteform på voksdugen.
Efter en god halv time, hvor Lauges salgstale havde fyldt rummet ud, havde fruen pludselig rejst sig. Hun åbenbarede så, at hun skam var Fru Olsen, husets rengøringshjælp, og at hun og Frede havde de forsikringer, de skulle bruge. Og nu skulle hun i øvrigt videre med rengøringen.

Inden han gik op ad perlegruset til nummer 12, stod han lidt i skygge og overvejede, om det mon var på sin plads at droppe jakken. Firmaets koncept lød på ”passende påklædning”, så mon ikke skjorte med slips kunne gøre det?

Da han bankede på, kunne han høre en hund gø hidsigt på den anden side. En spinkel kvindestemme tyssede på den. Så blev der åbnet ganske forsigtigt. Sikkerhedskæden blev dog på. Han så noget af et ansigt, hvor mørke rande skyggede under flakkende øjne.
- Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL- forsikring. Hun rystede usikkert på hovedet, da han rakte hende visitkortet og spurgte, om han måtte komme indenfor.
- Nej, jeg tror nu ikke… Ansigtet var nu fremme i lyset, og han kunne ane et stort blåt mærke under tykke lag af pudder på den ene kind.

I det samme svingede en volvo op foran huset. Gruset fløj til alle sidder. En hærdebred mand steg ud og stirrede på Lauge og dernæst op på ansigtet i dørsprækken.
- Nå, så du har nok fået gæster, Lilly! Sagde jeg ikke, at du ikke måtte åbne for nogen? Stemmen smældede op ad trappen mod hende. Lauge bakkede skyndsomt ned ad trappen, da han så manden knytte næven.
- Undskyld, jeg hedder Lauge Henriksen og kommer fra LLL-forsikring, forsøgte Lauge. Han tabte mappen med forsikringspapirer, da manden skubbede til ham med et højt: ”Kan du så komme væk!” Lauge nåede knapt at komme udenfor havelågen og hen til angliaen, da han så en rottweiler flænse hans mappe i stykker. Fandens også!

Ingen mappe, ingen forsikringer at sælge.Lauge kørte ned for enden af vejen og parkerede bilen ved et lille grønt område ved søbredden. Han fandt et bord med bænke under et skyggende elmetræ. Han tog termoflasken og kiggede lidt på den kønne negerkvindes profil. Så åbnede han madkassen. I den lå to stykker sandkage pakket fint ind i en hvid serviet. Da han skulle til at hælde kaffen op i kruset, kom en ung mand og satte sig lige ved siden af ham på bænken.

- Halløjsa! lød den ungdommelige hilsen og et nik mod kaffe og kage fulgte. - Nå der er nok nogen, der har tid til at drikke kaffe midt på arbejdsdagen! Et smil bredte sig helt op til fregnerne på kinden. Lauge fik øje på en trillebør med rive lagt henover et stykke derfra.
- Ja det styrer jeg jo selv, bare jeg får tegnet forsikringer nok, brummede Lauge og kiggede ud over søen.
- Hvilken forsikring er det så?
- LLL-Forsikring, svarede Lauge og tørrede en sveddråbe af, der var på vej ud over næsetippen og videre ned i kaffen.
- LLL-forsikring? Læg lorten langsomt plejer min far at sige. Den unge mand fnisede først, men kunne så ikke holde latteren tilbage.
- Det er nu faktisk ”Lev Livet Længere”, der er vores slogan, svarede Lauge køligt. Den unge mand så ærgerligt på Lauge.
- Nå, så må du sørme meget undskylde. Ved du for resten godt, at det er privat område, du sidder på? Det er grundejerforeningens bænke og græsplæne. Løvet på elmetræet raslede. Himlen var blevet mørk hen over søen. Lauge kunne mærke irritationen koge op indvendig. Hvad var det med folk i dag? Pludselig fandt han også kaffen for besk. Han svingede kaffekruset for at smide resten ud i græsset, og hans albuen ramte den unge mands næse.
Det blev heldigvis kun til et mindre håndgemæng, der stoppede da Lauge fik næseblod. Han satte sig lettere svimmel og bukkede lidt forover. Dråber af blod dryppede ned på de brune snøresko. Han gned lidt på pletten med en tot græs, men det blev det kun værre af. Sådan kunne han jo ikke se ud. Han kiggede træt ned mod søen og badebroen. Tog skoene af, strømperne fulgte efter. Dernæst af med skjorten, og bukserne blev smøget op til under knæene.

Lauge gik ud på badebroen. Satte sig yderst og stak fødderne ned i det kølige vand. Han vippede med tæerne, da tordenvejret for alvor gav lyd fra sig. Ingen kunne høre, hvad han råbte, men man kunne se ham række armene mod himlen, da de første regndråber faldt.

En hullet sok

Tekst og foto: Anne Lilleager 2012

Dér går han. Hun skotter ud imellem gardinerne, der er trukket for. Morgendisen forstøver endnu udsynet lidt. Han kommer frem som et levende negativ i fremkaldervæske, der til sidst står skarpt.

For tiden kommer han hver morgen forbi på denne tid. Hun ser den kendte holdning, hans gang og, når han kommer tættere på, hans smil og hun hører hans sang. Han synger smukt.

Næsten hver morgen går han ind på et offentligt toilet for at vaske sig og skifte tøj. Sin rullende pensionistvogn med skiftetøj har han altid med, når han går på landevejene, og så sin violin. Lige nu overnatter han dog stationært et sted. Hvor det er, ved hun ikke.

Hans halvlange blå kappe med brystlommer og de store sidelommer, har han i dag som altid uden på det andet tøj. ”Den er fra min tid som borgerlig kunstmaler med ægteskab og barn og hund og hele mollevitten,” siger han.

Hvor der før var pensler, gemmer han nu sine små opstrammere, som skal tage det værste af dagens tømmermænd fra udskejelserne i går. ”Det er ren medicin”, siger han, når han bliver spurgt, og også når han ikke bliver spurgt.

Det sker ofte, at han står på et gadehjørne og spiller på violin. Violinkassen stiller han til at indkasserer penge i. ”Så har jeg tjent lidt til tømmermændene og måske til lidt mad på en café”, siger han. Tigge vil han ikke, vil heller ikke modtage almisser. "Man har vel lært at klare sig selv," siger han med en lidt støt følelse ved tanken om, at nogen skulle finde på at mistænke ham for andet.

Det tøj, han har, er hullet eller lappet, for han har da også lært at sy. Der er bare et problem. Han har kun et par sokker tilbage, og dem er der hul på. Det næstsidste par gik helt i småstumper for et par dage siden. ”Armod og ingen penge kan man klare, men sokker skal være rene og hele,” har altid været hans motto. Han er yderst flov over sine sokker, der ikke mere kan være rene, når han ikke kan skifte dem til et andet par, og som der er hul på. Endnu værre bliver det gjort af, at hans ene sko også er begyndt at stikke snuden i vejret, og sålen sidder løst, lukker simpelt hen ”munden op”, når han går. Det er yderst generende for ham. ”Man ligner jo en bums,” mumler han, imens han endnu engang trykker noget kontaktlim, han har fra et af sine gemmer, ud på inderkanten af skoen. "Så ser den midlertidigt hel ud", mumler han igen.

I dag er der noget anderledes ved ham. Hun går tilbage til vinduet og kikker en ekstra gang. Jo han har en mere rank holdning. Han går faktisk også mere glidende, som om han danser lidt, imens han går. Han virker glad.

”Mor har du set min skoletaske?” lyder det inde fra Carinas værelse. ”Den står i korridoren”, svarer hun, ”og skynd dig nu at komme i skole, så du ikke kommer for sent!” ”Får man et lille farvelkys?” lyder det fra hendes mand.

Hun er alene i lejligheden nu og skal selv først på arbejde om to timer. Før hun går ud for at rydde op efter morgenbordet, tager hun en støveklud og ryster den ud af det åbenstående vindue. Nede på gaden svinger han sin violinkasse lidt ekstra højt, imens han fortsætter sin gang.

Der går en rum tid. Så banker det forsigtigt med to og så et bank på bagtrappens dør. Hun går ud for at lukke op.

”Dav far, jeg har kaffen parat og lune krydderboller.”

”Tak min søde pige. Det dufter himmelsk!” Han snuser vellystigt op i luften. ”Og se, jeg spillede mig til et par ekstra sokker og et par sko i går. Så kan man måske være lidt præsentabel for sin datter”, siger han med sit dejlige smil.

Yassars hænder

Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Yassar leder os hurtigt uden om flokke af andre turister på pladsen foran Abu Simbel Templet i Den nubiske ørken. Hans højre arm rækker mod himlen. Hånden er nat og dag. Håndryggens mørke hud med de krusede hår vender mod os. I kløften mellem tommel-og pegefinger hviler A-4 blokken. Grænsen mellem de to fingres farver står skarpt som et lyst V ved blokkens blå papyrus-kopi. Himmelguden Nut strækker sig hen over Nilen fra livets land i øst til dødens sted i vest. Hun er Yassars følg-mig-skilt. Fire strakte fingre helt tæt mod hinanden når op under himmelgudens vandrette legeme. Fire lyse negle ligger som små paralle linjer under gudens gyldne krop. En enkel gul elastik markerer overgangen til armen. For få minutter siden sad den omkring vore billetter.

Yassar placerer blokken mellem fødderne, mens han hurtigt, smilende og med små forklarende nik og spørgende "ja?"-er repeterer skabelsen. Det hele begynder med guden Atom. Hænderne understreger, hvordan guden uden krop og form stiger op af urhavet, og hvordan en jordynge skabes i samme proces. Venstre hånd holdes for munden, mens et behersket villet nys illustrerer, at noget bliver til. En mimet spytklat sendes mod sandet fulgt af en hurtig håndbevægelse fra mund mod jord. Således genskaber Yassar guderne for luft og vand for en flok interesserede seniorer.

En mørk pegefinger banker rytmisk ind i en lys håndflades netværk af brune linjer, mens facts bliver slået fast om det mere end 3000 år gamle tempel bygget ind i et bjerg. På en frise over indgangspartiet stråler solguden Ra over de fire enorme siddende statuer af Ramses den 2. Der peges og forklares inden Nut ryger til vejrs. Nu i venstre hånd. Vi må videre. Helt hen til templet.

Ringfingerens to sølvringe reflekterer solen. Den nederste er præget med hieroglyffer. Den øverste med et enkelt mønster. "Den er en gave" fortalte Yassar mig i går om ringen med mønsteret, mens han tegnede og tolkede sølvringens hieroglyffer i min notesbog. En urskive i brun læderrem lyser i solen som en lille mini Ra. Den slukkes, da vi går ind i søjlehallen.

"Nu skal vi se sammen en tegneserie på væggen. Ok?" siger Yassar i et af de otte kamre, som er forbundet med hallen. Han sætter sin vandflaske på gulvet, bruger begge hænder til at vise billeder, mens han henter vore bud på betydninger deraf. Fortællingen bliver samlet. Yassar er egyptolog. Han kan sit stof og går videre til en flade med megen skrift. "Når man ser her på væggen så skal man kigge efter skriften. Det er skriften, der bekræfter handlingen." Og så læser Yassar med ord og hænder teksten, som bekræfter tegneseriens historie.

Uden for templet flokkes de egyptiske sælgere omkring os med deres "special price for you, madam."
Yassar strækker afværgende sine hænder frem, før han med et smil løfter den blå papyrus med himmelguden. Vi skal videre til det lidt mindre tempel i bjerget bygget for faraoens yndlingsdronning Nefertari. Yassars hånd under himmelguden leder os mod templet.

Galleriet

Tekst og foto: Anne Lilleager

Det er ved at være sent. Hele dagen er gået med beundrende blikke, imens vi har stået her som et gift par, der skinner af glamour, fordi lyset spejler sig i os, så man kan se vores glinsende næser. Det er vores ligefremhed og det jævne ved os, der tiltrækker opmærksomheden, tror vi, og så har vi da lidt erfaring på bagen.

Erindringer fylder os med glæde, som f.eks. dengang vi blev kaldt til det Hvide Hus og skulle hilse på præsidenten. Det var om eftermiddagen, så det var for tidligt for det mørkere og mere stilfulde og fornemme. Derfor var det os, der var på. Strengt taget var det gartneren, vi skulle hilse på, hvilket dog var en tand under vores værdighed.

Vi har også gået på de bonede gulve i overhuset. Men for det meste gik vi i mange år frem og tilbage mellem støvede kontorer og befandt os ellers i timevis under en klaprende regnemaskine, hvor vores bedste udsigt var papirstrimler, der faldt i kaskader under bordet. Altid var vi iført vores skinnende ydre pragt, selvom vi kommer fra jævne kår. Det er ikke det selskabelige, der fremhæver os. Det er vores velholdthed.

Vi kommer fra USA og det er virkelig noget. Vi bliver betragtet med respekt, bliver beundret af hele verden og af alle generationer, fordi vi står og er blevet foreviget. Men de kunne nu godt have pyntet os lidt i den forbindelse. Givet os lidt sminke og afstivning. Heldigvis skinner vores næser som altid, men vores tilbehør er halvt slidt op og vi ser gamle og brugte ud, idet vi er pålagt en del slidtage.
Sådan har vi ikke set ud før i tiden. Hvordan det går med de oprindelige og forgængelige par derhjemme, originalerne, er ikke til at sige. De er måske kasseret og udskiftet med nogle funklende nye.

På væggen overfor os står fru og hr. Vincent. Pfyy ha, de føjter igennem. Der er temperament over dem. Og så skulle I høre et sprog, de bruger. Det er godt, vi kan beherske os og ikke ser ud som dem. Og så kommer de fra den lille landsby i Europa, der hedder Holland. De ser temmelig landlige og plebejerske ud. Der er noget vagabonderen over dem. Man kan se, de har trasket gennem mark og skov, især hr. Vincent. Han brokkede sig forleden over den forstørrede knyst på hans lilletå, der nærmest fik ham til at fremstå som en dame, idet han i form kom til at ligne fru Vincent. Lidt forfængelig er han alligevel. Der var også noget med et øre, han ikke ville have på forevigelsen. Det ville godt nok også have set spøjst ud.
De to er foreviget meget tidligere end os og var allerede dengang tudse gamle. De blev foreviget i 1888, og da var vi ikke engang født.

Angående det at blive født, så er de små slidte babyformer, der står vinkelret på os, ret søde. De har trasket igennem livets begyndelse med de aller første spæde skridt og har trasket alt under fode, som kom under. Især hjerter. Babyformerne er også foreviget. Skridtene er nok gået videre, og såleformene er blev større og større.

Hør du efter Grant? Er du faldet i søvn? Ok godt du i det mindste ikke gaber, imens du sover. Det ville være pinligt.

Englænderen

Tekst og foto: Jørn E.

Stemningen, atmosfæren er mejslet ind i min erindring. Det var ikke fordi sceneriet var særligt dramatisk. Snarere tværtimod. Jeg stod på perronen med onkel Levithan i hånden. Denne statelige mand. Han udstrålede autoritet og stand. På hovedet bar han en italiensk Borcalino hat. Hans høje krop var ellers næsten helt dækket af den fine diplomatfrakke, som helt tydeligt var syet til ham. Den sad som den skulle. Nederst så man et lille stykke af et par velpressede, nålestribede bukser, afsluttet af meget blankpolerede sorte sko. Jeg havde også mit fineste tøj på. Men i modsætning til onkel Levithan, var det sjældent jeg havde det på.

En lille kasket, af den slags drenge i 6 – 8 årsalderen gik med dengang. En grå knælang frakke, fløjlsbukser og brune sko.

>Jeg kiggede lidt usikkert op på hans ansigt. Det virkede ikke som om han bemærkede det. Så kiggede jeg op på et skilt som hang på en stander, hvor der hang skilte der fortalte de rejsende, hvor toget på denne perron kørte hen. Jeg stavede mig igennem teksten.

Der var to skilte der var hægtet sammen. På det øverste stod der: Esbjerg, 11.35. På skiltet der var hængt på det øverste, stod der med store bogstaver: ENGLÆNDEREN.

>Jeg kan huske, at jeg frøs. Det var i starten af februar, året var 1939 og det var bidende koldt. Vores ånde stod fra os, som den damp der kom ud under siderne på det store damplokomotiv i små tøf, tøf, forrest i toget. Jeg husker tydeligt lugten på banegård. En ganske særlig syrlig lugt, som er karakteristisk for banegårde. Jeg spurgte forsigtigt onkel Levithan om vi kunne gå op og se på lokomotivet. Han smilede venligt til mig og så ud som om jeg havde vækket ham. ”Naturligvis kan vi det min dreng. Jeg elsker også damplokomotiver”. Han trak et stort lommeur op af lommen for at være sikker på, at der var tid nok.

>Så gik vi op til den store maskine. For en lille dreng virkede lokomotivet aldeles overvældende stort. Højt oppe stod mand med kasket. En sort kasket med en blå stribe rundt om. Han smilede til mig. Da vi var næsten helt henne ved den forreste ende af maskinen, lød der en kraftig hvislende lyd og der stod en ordentlig dampsky op, fra et eller andet sted nede mellem hjulene. Jeg blev forskrækket og sprang ind på perronen. Lokomotivføreren lo, som en anden julemand, ho-ho-ho. Hun hilser på dig unge mand. Ho-ho-ho.

Vi stod og kiggede lidt. Så sagde onkel Levithan, efter at ha' set på sit lommeur, at nu måtte jeg hellere stige på toget. Vi fandt den vogn jeg skulle sidde i og onkel fulgte mig hen til den plads der var reserveret til mig. Der sad en ung dame overfor min plads. Onkel spurgte, om hun skulle til Esbjerg. Det skulle hun. Onkel tog sin store tegnebog frem, og rakte damen en femkroneseddel. ”Vil de være elskværdig, at sørge for at den unge mand her, kommer i kontakt med sin moster, som skal hente ham på stationen. Hun hedder Esther Levithan. Samules mor er syg, og hans moster har lovet at tage sig af ham indtil hun bliver rask. Den unge kvinde takkede mange gange, samtidig med at hun forsikrede onkel Levithan om, at hun ikke behøvede at få betaling for den lille tjeneste. ”Det er IKKE nogen lille tjeneste og det betyder meget for mig, at jeg kan være sikker på at Samuel kommer sikkert frem. Jeg er meget taknemlig for, at De vil gøre mig den tjeneste.

Onkel Levithan gav mig et kys på kinden og gik. Jeg syntes jeg så tårer i hans øjne. Men tænkte, at det nok var frostvejret der havde fået hans øjne til at løbe i vand.

Jeg så aldrig mere onkel Levithan. Så vidt familien har kunnet få at vide, døde han i koncentrationslejren Theresienstadt.

Jeg skulle ikke bo hos moster Esther. Hun skulle blot følge mig til Englandsbåden. I Harwich blev jeg mødt af en ven af familien, som arbejdede på den danske ambassade i London.

Næste gang jeg så Københavns Hovedbanegård var i juli måned 1945. Det var sommer og jeg blev modtaget af min mor, som var helt opløst. Alligevel frøs jeg lidt og så onkel Levithan for mig, der på perronen.