lørdag den 24. september 2011

Den Blå Dør


Tekst: Jørn E.
Foto: Poly Schmidt



Jeg var på vej ned i kælderen med noget vasketøj. Vejret var lunt og der blæste en let brise, så forholdene var ideelle til at tørre tøj udendørs.

På vej hen ad kældergangen til mit kælderrum, hvor min vaskemaskine står, studsede jeg over en blå dør mellem alle de andre snavsetgrå kælderdøre. Den havde jeg aldrig lagt mærke til før. Den var flot nylakeret og uden en eneste ridse. Der sad en rigtig Rukolås i. Ikke som de andre, der var udstyret med hængelås.Underligt. Det kunne selvfølgelig være et nyt rum, som ejendommen havde etableret. Men jeg havde hverken set eller hørt nogen håndværkere og jeg havde været nede i kælderen for et par dage siden. Da var der ingen blå dør.

Jeg besluttede mig for, at spørge viceværten næste gang jeg så ham. Han måtte jo vide, hvad det var for en dør.

Mens jeg stod og sorterede mit vasketøj inde i min egen kælder, lød der pludselig et gennemtrængende kvindeskrig, efterfulgt af en rallen.

Jeg styrtede ud på gangen, men der var fuldstændig roligt og ingen andre var kommet til. Der er desværre ret lydt i ejendommen, så der måtte være andre der havde hørt skriget. Af en eller anden grund gik jeg hen for at lytte ved den blå dør. Men nu var der ingen blå dør.

Var jeg ved at blive vanvittig, eller var der nogen der drev gæk med mig?

Lidt fortumlet vendte jeg tilbage til mit vasketøj.

Da jeg senere kom tilbage for at hente mit vasketøj, var den blå dør der igen. Men nu stod den åben. Indenfor døren var der til min store overraskelse kun den bare mur, magen til muren i resten af kældergangen. Men jeg mærkede en gennemtrængende lugt af råddenskab. Nu har jeg aldrig mærket lugten af et lig, så jeg kunne ikke sige om det var den lugt. Jeg stak næsen helt hen til muren og følte, at stanken sivede ud af fugerne mellem murstenene.

Jeg stillede min tøjkurv ved den åbne dør og løb op i min lejlighed for at hente en tush. Hvis døren forsvandt igen, ville jeg vide hvor den havde været. Jeg havde besluttet mig for ikke at spørge viceværten alligevel. Han ville sikkert bare tro, at jeg var blevet sindssyg.

Da jeg vendte tilbage med tushen, var døren, som forventet væk. Men vaskekurven stod lige der, hvor den havde været. Med den sorte tusch satte jeg et kryds på væggen. Jeg kiggede op i loftet, for at se om der var noget der kunne hjælpe mig med at genkende stedet. Det var mit held, at der var en brunlig fugtskjold. Så havde jeg da noget andet at gå efter, hvis mit kryds skulle forsvinde. Man kunne jo aldrig vide.

Jeg bor i stueetagen, lige over kældergangen. Jeg vågnede midt om natten, vækket af lyden fra en dør der stod og smækkede, som i gennemtræk. Jeg satte mig op i sengen og kiggede ud. Jeg kunne se nogle træer, som var oplyst af gadebelysningen. Der var ikke en vind der rørte sig.

Modvilligt iførte jeg mig min slåbrok og tog den store håndlygte fra målerskabet, hvis kælderlyset skulle gå ud mens jeg var dernede. Jeg var ved at blive lidt paranoid.

Anspændt og med svedige hænder gik jeg ned i kælderen, tændte lyset i kældergangen. Jeg så straks den blå dør stå og smække. Jeg gik hen imod den, men jeg var ikke nået mange skridt, før den forsvandt.

Jeg gik derhen. Mit kryds var der stadig.

En tanke slog mig. Var der nogen eller noget, der forsøgte at fortælle mig noget. Tiltrække sig min opmærksomhed. Jeg kom til at tænke på lugten af råddenskab. Den var væk nu.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne jo ikke anmelde det til politiet. De ville jo med god grund bare opfatte mig som en skør kælling, for ikke at bruge et skrappere udtryk.

Jeg fik ikke sovet meget mere den nat. Jeg lå og spekulerede på, hvad det her skulle betyde. Jeg blev mere og mere sikker på, at der var et budskab gemt i mystiken. En person der var blevet myrdet? Det var måske lidt teatralsk. Men hvad. De forudgående begivenheder var vel også ret teatralske.
Jeg kom til at tænke på min gamle ven, kriminalinspektør Wims, som jeg havde lært at kende mens jeg boede i provinsen. Jeg besluttede at ringe til ham næste dag. Så faldt jeg endelig i søvn

Om formiddagen ringede jeg til Wims og fik en hjertelig modtagelse. Jeg fortalte ham min mærkværdige historie og spurgte, om han kunne finde ud af om der havde været nogen personer i min boligblok eller i nærheden, som havde været efterlyst uden at være fundet. Det lovede han.

Wims ringede tilbage allerede næste dag. Han fortalte, at en ung engelsk kvinde, som studerede på Københavns universitet, havde boet i en lejlighed i min opgang. Hun var forsvundet og var på et tidspunkt blevet efterlyst af sine forældre i England, da de ikke havde hørt fra hende i lang tid.

Man havde eftersøgt hende i ret lang tid, da hun ikke havde taget noget med sig fra lejligheden. Ikke engang sit pas. Men da man ikke efter et halvt år havde fundet noget spor af hende, var sagen blevet henlagt.

Det var lykkedes for Wims, at overtale de lokale kriminalteknikere til at se nærmere på kælderen.
De fik nøgler til de to kælderrum som lå på hver side af der, hvor den blå dør dukkede op.
I det ene kælderrum var der sat en væg op af gipsplader i den side, hvor den blå dør dukkede op.
Man valgte, at tage et par af pladerne ned.'

Der fandt man det mumificerede lig af en ung kvinde iført et blåt skørt og en hvid bluse.

Kort tid efter blev den tidligere indehaver af kælderrummet anholdt og sigtet for mordet på den unge pige.

Nogen fortalte, at blå havde været hendes yndlingsfarve.

lørdag den 17. september 2011

Fuld igen!


Tekst og foto: Leonius



Knejpens Olga smed mig ud, denne morgen klokken fem.
Luna hjælp nu mine øjne, jeg må starte turen hjem
følelsen er lidt vemodig, jeg er faldet ud af rammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Min gudinde du er stor, solens lys som reflekterer
for at lede mine skridt, på den sti hvor jeg spadserer
jeg et æble i sit fald, landet alt for tæt på stammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Jeg behøver ingen ord, for at holde dig i ave
hele tiden er du der, som en uindpakket gave
vi som ved hinandens værd, du på himlen jeg på drammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Ak hvor ville jeg dog ønske, at min kone sover sødt
så jeg ikke møder hende, som jeg ofte før har mødt
min gudinde hjælp mig bare, få mig til at glemme skammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

onsdag den 14. september 2011

September-opgave


Fotos: Poly



Kære alle,

Glem ikke september-opgaven med deadline på valgdagen. Hvis I bliver forsinket, går det nok endda ;)

Den første tekst bliver publiceret på lørdag.

Kh,
Randi

lørdag den 10. september 2011

Morgenlykke


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.



Som en grinende mund
gjorde tvivlsomme Juli-skyer
plads for morgensolens stråler.

Som på en barnetegning
stod de i gyldne tove
tangerede den blikstille havoverflade.

Samledes som en kæmpemæssig guldmønt
der konstant for mit blik
forandrede form og farve.

Kutteren
en sort silhouet
i midten af mønten.

Hvilken morgenlykke.

onsdag den 7. september 2011

SAXO Selvudgiver


Foto: Jørn E.



Kære alle,

Vores gode skrive-ven Dorte Jakobsen har gjort mig opmærksom på, at SAXO er i gang med at lave en platform til selvudgivelse af e-bøger.

I kan læse mere på: http://blog.saxo.com/2011/08/saxo-selvudgiver.html

Hvis nogen har spørgsmål, vil Dorte gerne hjælpe, hvis hun kan.

Kh,
Randi

lørdag den 3. september 2011

Sommergæsten


Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen



Vinger duver svagt
under indflyvning
langs
fjordens kyster

En fuldendt landing
til døgnlange stråler
af sol

Endnu en gæst
søger
sit sted
i et arktisk landskab

Klædt i rødbrunt og hvidt
ser han sig om
nikker og nikker
roterer scenevant rundt
støver
emner op

Han kendes på
stemmens høje staccato
sin nikkende adfærd
og kroppens roterende uro

Erobrer sin mage
og vælger sit sted
ved en lavvandet sø

Et sommerkort ophold
i Kalaallit Nunaat
for denne chamör:

Odinshanen