onsdag den 31. marts 2010

Marts-opgave: Enlig svale


forfatter: Jannie Hvilsted foto: Jørn E

Enlig svale dør

jeg ser det her, hvor jeg står

stilheden larmer


tirsdag den 30. marts 2010

Marts-opgave: Forårsforventning


forfatter og foto: Jørn E

Solen varmer
gråspurve larmer.
Jeg fristes til lidt solslikkeri
og får lyst til kissemisseri.
I krogen, hvor jeg sidder
vokser gule Erantis, til begge sider.
De siger:
”Pluk os,hvis du gider.”

Min indre faun
vækker slumrende savn,
efter en jeg elsker,
som visker mit navn.

Længslen efter kærlighed
kommer, - som bekendt,
når solsortens sang
kommer rigtig på gled.

Solsortens sang vækker minder,
om Eros gyldne tinder.
Om bløde, varme kinder,
som skinner i solen,
af mine hede kys.

De kommer aldrig tilbage,
disse fortryllende dage.
Men min forårsforventning,
vender hvert år tilbage,
med en lille bemærkning:
”Livet ER dog en skøn ting!”

Jørn E. Kelter, 22. februar 2009

mandag den 29. marts 2010

Marts-opgave: en solsort

forfatter og foto: Marie Engling

I midnatstimen
Naboens snedækte tag
En solsort synger


søndag den 28. marts 2010

Pludselig

forfatter og foto: Ragnhild Jakobsen

Pludselig,
mens støvsugerbørsten
glider hen over gulvet
mens hakket kalv og flæsk
venter i køkkenet
og stilebunken
venter på arbejdsbordet
mens drengene er til fodbold
og datteren træner hesten på marken
mens manden underviser ekstra
af lyst og nødvendighed
mens "Det malede værelse"
ligger og læsefrister på bordet
mens eftermiddagens sene solstråler
danner mønstre på gulvet
mens støvsugerbørsten
glider hen over det lyse træ
strømmer en dyb glæde
gennem hende.
Og hun er lykkelig.

lørdag den 27. marts 2010

1 god bog

Fortæl om 1 god bog. Kun 1 ;-)

Jeg har stillet et par spørgsmål, som du kan bruge til at fortælle om bogen, hvis du har lyst:
  • Hvad har den betydet for dig?
  • Hvad ville være anderledes, hvis du ikke havde læst den?
  • Hvem ville du ikke anbefale den til? Hvorfor ikke?
  • Hvorfor valgte du at fortælle om netop denne og ikke en af de andre gode bøger, du har læst?
  • Hvis du havde skrevet den, hvilken ny bog ville du så skrive bagefter?
  • Hvordan ville det lyde, hvis bogen blev kogt ned til 2 sætninger? Eller til et haiku?
Glæder mig til at høre, og må vist hellere til selv at overveje, hvilken bog jeg selv vil berette om.

Theodor

fredag den 26. marts 2010

Blomsterbedet

forfatter: Randi Abel

Med en tommelfinger krænger Carl tappen på dåseøllen tilbage og presser den fremad igen. Et smil kruser hans læber ved den karakteriske lyd, manøvren frembringer. Han fører den dugvåde dåse op til munden og tager en slurk. Han træder et skridt tilbage og støder hælen mod stensætningen omkring havens klukkende vandløb, et arrangement, som Åse bedyrede, var lige, hvad hun altid havde ønsket sig, da hun så originalen på et billede i sidste års juni-udgave af ”Alt om Haven.”

Carl havde været glad for den 2-værelses med kammer med udsigt over byens torv, især efter de to børn var flyttet hjemmefra, og kammeret var blevet hans. Her kunne han dyrke sin passion for marchmusik, en interesse som altid havde gået Åse på nerverne. Han havde gjort, hvad han kunne, for at overbevise Åse om fordelene ved at blive boende, men tanken om eget hus med have havde allerede rodfæstet sig.

Efter at hun havde gennemtrawlet Politikens boligsektion adskillige søndage og efter endnu flere udflugter med Carl bag rattet til adresser i oplandet, blev drømmehuset fundet. Slutsedlen blev underskrevet, lejligheden blev opsagt, 38 års samliv blev pakket i kasser.

I huset fik Carl også sit eget værelse, som oven i købet var større end det gamle, og han var egentlig ganske godt tilfreds med byttet. Det varede dog ikke længe, før det viste sig, at husets køkken ikke var et drømmekøkken. Indtil han gik på efterløn, arbejdede Carl som bogholder i en mindre virksomhed, men det lå alligevel i luften, at det var ham, som måtte fatte værktøjskassen. Knapt stod det nye køkken færdigt, før Åse meddelte, at indretningen af badeværelset lod en del tilbage at ønske.

Haven trængte også til en gevaldig overhaling, mente Åse. De tidligere ejere var praktiske folk, som havde sået græs på hele den store grund, men udover vandløbet så Åse for sig bede med eksotiske buske og planter og en pergola. I sommerhalvåret gik turen til planteskolen om lørdagen, for som Åse sagde, ”så har vi jo hele søndagen til at få jord under neglene!” Åse brugte dog mest fingrene til at udpege, hvor Carl skulle grave. En køkkenhave og drivhus var det også blevet til.

En dag midt i arbejdet med at sætte nye fliser op på gæstetoilettet så Carl, da han var på vej ud i køkkenet efter et glas kold lemonade, Åse styre mod hans værelse bevæbnet med en tommestok. ”Du er der jo alligevel aldrig,” sagde hun, da han protesterede mod hendes planer om at rive en væg ned.

Carl tager endnu en slurk af dåsen. Gennem årene beklagede Åse sig ofte over manglende opmærksomhed fra hans side, så det nye bed i havens fjerneste hjørne har han beplantet med røde roser af den langstilkede slags. Jorden, der blev tilovers under nattens gravearbejde, har han strøet langs hækken ind til nabogrunden.

Efter et sidste blik på bedet går Carl med raske skridt ind i huset. Snart lyder tonerne fra Johann Strauss den ældres Radetzky March bag den lukkede dør til hans værelse.

torsdag den 25. marts 2010

Drøm eller virkelighed


forfatter og foto: Poly Schmidt, som har valgt at besvare Saxo-opgave 1.


Hun elskede skoven og dens dufte. Skoven var så smuk med de grønne og gule blade på træernes kroner. Hun nød den bløde berøring, når de i solstrålernes glitrende lys dalede ned, og som en dyne dækkede skovbunden og hendes krop. Her fandt hun ro i sindet, medens fuglene med liflige harpe klang, delte deres sang. Dette var hendes himmerig og skovens gave, når naturens lyde og dufte omsvøbte hende med velkommende arme, som tusindfryd der boldrede sig om kap med skovbundens kryb for at leve videre. Dette var hendes sted. Her var ingen afvisning og håbløse krav.

Intet kunne frarøve hende saligheden, der vibrerede i næsefløjen, når hun omfavnede træernes stammer og indsnusede blomsternes honning. Mætheden bredte sig i hendes sjæl, medens hun lyttede til hver en kvist, der dansede ned fra himlen. Nogle lagde sig blødt på skovbundens tæppe, hvor andre faldt ned med et brag, som forskrækkede alt levende og lavede karambolage i tissemyrernes bosted. Men hov, hvad var det for en lyd! Var der andre i hendes skov! Hurtigt sprang hun op og gemte sig bag et træ, og medes hun forsigtigt tittede frem, gled hendes blik hastigt i begge retninger af den snoede skovsti. Pludselig så hun ham og vidste med et, idyllen var forsvundet. Nu var det for sent. Han havde set hende. Måske var han et skovbarn som hende, der bare ville lukke den anden verden ude, og uforstyrret lade sig kærtegne af naturens bløde hånd!

Hun noterede sig hans udseende og undrede sig over, hvad han lavede i skoven med en kuffert i hånden. Og hvorfor havde han så travlt? Hun kunne se ham komme hen imod sig med raske skridt. Pludselig følte hun sig truet og blev opmærksom på sin ubeherskede hjertebanken. Som en kronhjort, der ikke havde tid til at vente, sprang hun afsted, som gjaldt det liv og død.

Og så var han over hende. Hans stank af bilig cologne ramte hendes næsebor, da han uden en lyd havde smidt hende ned i skovbundens dyne. Han begyndte at flå i hendes tøj med den ene hånd og holdt hendes hoved fast med den anden hånd omkring hendes strube. Hun prøvede at råbe fra lungernes dyb, men var ikke sikker på, om en lyd kom ud! Skovens solstråler forsvandt og alle dyrene fik åndenød, mens de forblev usynlige vidner til en ubekendt handling. Hendes styrke forsvandt i chokket. Hun vidste ikke hvor lang tid, der var gået, da hun fra det dybe indre sansede protestens omfangsrige styrke. Igennem en tågedal og med hendes ene hånds søgende bevægelser i jakkelommens hule, prøvede hun at finde sin redning. Den måtte være der, hun havde den altid på sig, nøglen til den anden verden.

Skriget var hjerteskærende og ville have rystet selv den stærkeste sjæl. Hvad var det dog der var hændt, og hvorfor lå hun med sin nøgle i hånden? Hun blev opmærksom på, hvordan det dryppede ned fra nøglen, og at hendes negle og skovbunden var malet rød.

Hun vidste ikke, hvorfor hun løb? Det føltes, som om hun fløj ligesom fuglene, væk fra kulden og ned til de varme himmelstrøg. Hun prøvede at huske, hvad der var sket, men alting virkede som en usynlig maske, der beskyttende holdt hende ude. Instinktivt vidste hun, skoven var forsvundet, da hun fra det fjerne hørte en stemme, der råbte hendes navn.

Modstræbende åbnede hun øjnene og forstod ikke, hvorfor hendes genbo havde sit ansigt så tæt på hendes? Og hvordan var hun havnet på sofaen i sit hjem? Hun måtte havde sovet og var nu vågnet op fra en drøm. Skoven havde altid beskyttede hende imod alverdens onder, og derfor besluttede hun, det hele måtte være en drøm!

onsdag den 24. marts 2010

Jubilæum

foto: et smukt bogmærke som min datter har designet til mig personligt.

I dag er det Skrive-bloggens fire måneders jubilæum, og jeg har tilladt mig selv at tage ordet i dagens anledning.

Det vil glæde mig meget, hvis I vil besøge Every Day Fiction, hvor der deles virtuelle slikkepinde ud i dag. Eftersom dette online tidsskrift har rettighederne til min lille tekst i et år, kan jeg ikke offentliggøre den på Skrive-bloggen. Men hvis man er medlem af Perfiktions lukkede forum, kan man læse den på dansk under mine tekster der.

tirsdag den 23. marts 2010

Bryllup i Harare


forfatter og foto: Jørn E.

I november 2005 blev min datter gift i Harare, hovedstaden i Zimbabwe. I Zim, som landets borgere kalder det for nemheds skyld, gælder den samme regel, som i de fleste andre lande i verden. Nemlig den, at der skal foretages en officiel vielse. I Harare foregår det i en stor grim bygning i udkanten af byen, som tilhører justitsministeriet. Vielsesmyndigheden er en retsinstans under justitsministeriet.

For myndighedernes vedkommende er det nok med denne officielle ceremoni. Ligesom i Danmark, for den sags skyld.

Det var meget varmt den dag og med en høj luftfugtighed, hvilket er helt almindeligt i november måned. De eneste der havde meddelt deres deltagelse var min svigersøns ene bror og hans kæreste.
Selskabet bestod herudover af brudeparret, brudens mor og lillesøster og mig sagde hunden. Vi mødtes på den enorme parkeringsplads der omgav bygningen. Der var kun ganske få biler. Ikke ret mange har råd til en bil og hvis de har, så kan de ikke skaffe benzin til den.

At vi var det rigtige sted understregedes af spredte grupper af sorte med et kommende ægtepar som centrum. Nogle bevægede sig bar smilende og glade og iført deres stiveste pus (det er ikke nødvendigvis særligt ”stift”) men farverigt. Grønne, gule, blå og røde farver. Men også nuancer af brunt og orange. Men flere af grupperne sang og dansede mens de bevægede sig i retning af ”bryllupspaladset”. En horde af gadesælgere stod parat med en brudebuket, for det tilfælde, at gommen skulle have glemt den detalje.

Indenfor blev vi vist hen til en stor sal. Den var nærmest en krydsning mellem et auditorium og et menighedshus. Det sidste skyldtes de højryggede bænke som stod i rækker på hver side af en midtergang. Langs væggene var stablet alskens reoler, døre og andet overflødigt inventar. For de som ikke havde egne vitterlighedsvidner, var der tre personer til rådighed fra myndighedens stab. De sad i nærheden af det podie, hvor den viende dommer sad, eller skulle sidde, for han var ikke kommet da vi kom og han kom en halv time efter at seancen skulle have været begyndt.

Da hans velærværdighed omsider havde fundet det passende at indfinde sig, skulle han lige have styr på papirerne. Det udløste et sceneri der ledte mine tanker hen på ”brødrene Marks”. Luften var fuld af flyvende papir. Men hans velærværdighed fortrak ikke en mine. Alt imens var der travlhed ovre ved ”udlånsvidnerne”. De fleste af de fremmødte par skulle sikre sig at de havde en til at sætte sin underskrift som vidne på vielsesattesten.

Efter et stykke tid med hektisk aktivitet, både ved dommerbordet og hos ”udlånsvidnerne” ringede dommeren med en klokke. Der blev relativt roligt. Nu kunne man bedre høre støjen fra gaden gennem de åbne vinduer, som skulle give en illusion om frisk luft udefra. Det eneste de imidlertid bidrog med var – støj.

Dommeren råbte navnene op på det første par. Der blev uro på en af bænkene og efter nogen masen og skubben nåede parret frem til pladsen foran dommeren. Efter at have sikret sig deres navne og konfereret med vidnet, som nikkede højtideligt og med ansigtet i de rette folder, blev gommen spurgt om han var i stand til at forsørge sin brud. Herpå fulgte et par formanende ord, fulgt af sætningen ”you may now kiss the bride”. En lidt overraskende sætning ved et borgerligt bryllup.
Måske var det et udtryk for præsident Mugabes personlige velsignelse, hva' ved jeg. Vi befandt os jo i et kommunistisk diktatur!

Da det så omsider blev min datter og svigersøns tur og de tren frem for den høje dommer, rejste min ex sig og hævede sit kamera. En af ”udlånsvidnerne” rejste sig og kom hen til os og sagde venligt, at hun var velkommen til at gå helt frem ved siden af podiet. Så kunne hun få nogle bedre billeder, som han sagde, hvorefter han trak af sted med hende.

Da min svigersøn absolut ikke ville have nogle problemer med at forsørge min datter og i øvrigt havde medbragt egne vidner, var seancen hurtigt overstået og dommeren fremsagde robotagtigt sætningen: ”You may now kiss the bride”.

Og det gjorde han så. Både der og mange gange siden!

mandag den 22. marts 2010

Skumsprøjt


forfatter: Robert Mørk Tindholm foto: Jørn E.


Båden ruller vildt på Atlantens hvide bølger
stolte mænd i gult ruller rutineret med
fra broen kigger skipper med koldsindig ro

hvide mågers skrig og vindens høje tuden
blandes med vemodig sømandssang
horisonten bue farves langsomt rød
en barket vejrbidt næve
holder fast om rorets slidte træ

mens dagen magtfuldt rejser sig i øst
trækkes nettet ind
bredfyldt bugnende af havets provenu

nu vendes skuden rundt
sejler atter hjem mod stormombruste øer
lasten den er fuld
og ærekære sind er fyldt af fred

søndag den 21. marts 2010

Den første tur med rutebil (1924)

foto: Århus Rosensgade 28, Rutebilstationen 1. sept 1927.
Gengivet med tilladelse fra Lokalhistorisk Samling,
Aarhus Kommunes Bibliotekter.


forfatter: Marie Engling (som også har fundet det fine billede).

(Personal-fortæller. Ydre og indre syn.)

”Stå nu stille,” sagde moderen. Men benene ville hele tiden hoppe.
Hun måtte holde sig for munden. Al den glæde, der ville ud!
Ved stoppestedet stod også nogle damer med farvede hatte og en tyk herre med stråhat.
Hun så ned på sin egen hvide kjole, de bare ben og skoene, som bare ikke ville stå stille på gruset.
”Husk du er en stor skolepige,” sagde moderen, som også havde hat på og en stor guldmedaljon foran på brystet.
Sporvognen kørte ikke ud til det nye villakvarter uden for byen. Men der kørte en rutebil, ikke med heste, men med motor lige som onkel Alfreds bil bare meget, meget større. Den skulle hun køre til skole med nu hver dag.

En af damerne trådte ud på vejen og skyggede for øjnene med hånden, mens hun spejdede ud ad landevejen.
”Den er gået i stå,” konstaterede damen. ” Han trækker den op med håndsvinget.”
Endelig hørte hun nogle mærkelige knaldelyde og så to små flag komme til syne over bakketoppen.
”Der er den,” råbte hun, ”og den har flag på!”
Benene ville slet ikke stå stille mere.
”Den er grøn!” Hun greb fat i moderens kjole: ”Se!” – slap igen og pegede. Og nu kom rutebilen skumplende, og moderen trak hende ind til siden.
Rutebilen udstødte nogle host og standsede med sin lange snude foran dem.
Der var helt stille, mens chaufføren åbnede døren foran i rutebilen.
Den tykke mand maste sig ind forbi en lille dame, som skulle ud.
”Min datter skal med til rutebilstationen,” forklarede moderen chaufføren. Hans overskæg vendte opad i begge sider, så det så ud, som om han smilede.
”Det bliver 25 øre.” Hun betalte selv og klemte sig hurtigt ned ad midtergangen med skoletasken og ind på bænken ved siden af en jævnaldrende pige, som smilede til hende.


(Jeg-fortæller.)

Jeg glædede mig sådan, at jeg næsten ikke havde sovet om natten. Jeg skulle køre alene med rutebilen til skole. Den havde ikke heste foran, men en motor ligesom onkel Alfreds bil men meget, meget større. Jeg var vandt til at køre med sporvogn, men den kører slet ikke helt her ud på landet, hvor vi bor nu.
Min mor kaldte på mig, og jeg skyndte mig at klæde mig på. Hun havde lagt min kjole frem og skoene med spænder. Min mor fulgte mig til stoppestedet.
Skoletasken bumpede på min ryg for hvert hop, jeg tog. Jeg kunne slet ikke lade være at hoppe hele vejen.
Da vi kom hen til stoppestedet, stod der allerede nogle damer med klokkehatte og den tykke konsul Smidt.
Min mor begyndte at rette og tysse på mig.

Så løb en af damerne pludselig ud på landevejen for at se efter rutebilen. Den kom nok slet ikke.
”Den er gået i stå,” råbte damen til os, ”Han trækker den op med håndsvinget.”
Lidt efter hørte jeg sådan nogle underlige knaldelyde, og da så jeg først to små flag dukke frem på bakketoppen.
Jeg råbte lige så højt jeg kunne til min mor: ”Den kommer, den har flag på!”
Nu kunne jeg slet ikke stå stille. ”Se,” råbte jeg igen, ”den er grøn!” men min mor trak mig hårdt ind til siden, og jeg nåede lige at komme væk, inden rutebilen bremsede i gruset foran mine tæer. Chaufføren åbnede døren for os, men konsulen masede sig foran mig og brasede ind i en dame, der skulle ud.
Min mor forklarede chaufføren, hvor jeg skulle af. Det kostede 25 øre for den tur. Chaufføren så ud, som om han smilede, men det var bare hans overskæg.
Da så jeg en pige, som jeg genkendte fra skolen. Hun rykkede til side, så der blev plads til mig.

lørdag den 20. marts 2010

Debat-lørdag: Tomme Pladser.


Da der ikke er kommet spørgsmål eller forslag til denne uge, vil jeg komme lidt ind på begrebet ”show, don´t tell”, som vi også kender fra Saxo.

Det svarer nogenlunde til det danske begreb ”tomme pladser”: at man lader sin tekst være så tilpas åben, at læseren tvinges til at bruge sin egen fantasi og indlevelsesevne.

Eksempler:

Forfatteren viser, hvad hovedpersonen føler i stedet for at sætte ord på følelsen:

”I den silende regn skrår jeg tværs over torvet mod den grå middelalderkolos, mens jeg ønsker, der i det mindste var en enkelt due, jeg kunne sparke til. Eller endnu bedre, kradse øjnene ud på hans grønøjede monster. Spurvene flakser uden for min rækkevidde for en sikkerheds skyld.”

Et andet kneb er at bruge dialog til at vise følelser og forhold mellem personer:

Jeg har planlagt mit angreb i månedsvis. Hun sidder ned over for mig og har lige løftet gaflen op til munden, da jeg begynder. ”Jeg har bestemt mig for at gå fra dig.”

Hendes barbiefjæs stirrer på mig. ”Gør du bare som det passer dig.”


”Du mister huset.”


Hun trækker på skulderen.


“Og jeg tager selvfølgelig Jimmy fra dig.”


”Hvem skulle hjælpe dig med det,” vrænger hun.


”Tja, når jeg viser dommeren nogle af de interessante fotos af dig fra din tidligere karriere …”

”Du kan bare vove på at tage Jimmy fra mig. Det bliver over mit lig!” Hendes middelklasseaccent begynder at skurre.

En nyttig, engelsk artikel om show, don't tell

Men som alle andre begreber, kan det overdrives. De senere år har nogle forfattere udviklet ´show, don´t tell´ til at betyde: brug aldrig tillægsord og biord.

”Han er så smuk og stærk,” sagde hun lykkeligt.

Men selv om synderne i dette tilfælde er to tillægsord og et biord, kan det sagtens lade sig gøre at bruge dem fornuftigt.

Han var vred og ville væk -> Den blå Honda accelererede kraftigt.

Så fordi Ernest Hemingway (en dygtig, mandlig kyniker) var fåmælt og syntes, isbjergmetoden var den eneste acceptable måde at skrive på, betyder det ikke, at moderne forfattere for altid skal føle sig bundet af hans ideer.

Find din egen stil og stemme, og hvis du og dine læsere synes om den, er der i virkeligheden ikke noget, som er forbudt.

fredag den 19. marts 2010

Ja-a, Ja-a, Ja-a.


forfatter og foto: Leonius

Mooar og Ja-a, Ja-a, Ja-a! Det er sætninger vores Beostær ynder at diske op med, når den vil være selskabelig.
Ofte, når vi ser nyheder, og en eller anden politikker står møjsommeligt og forklarede sine bevæggrunde, kan fuglen bryde ind med sit: Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Af en eller anden grund, kan denne sorte fugl, med sit gule næb, som vi kalder Viggo, give vores liv et humoristisk pift, som er uhyre værdigfuldt.
Det er ustandseligt, at denne fugl får os til at blive i godt humør, og det helt uden den kan vide det, for den er naturligvis slet ikke klar over hvad den siger.
Vi har forsøgt at lærer den nogle nye ord, men det lykkedes ikke for os, den vedbliver med kun at kunne de ord, som den har lært som unge.
Vi har vel alle lagt mærke til, at hvis vi starter morgenen på en god måde, ja så smitter det af på hele dagen, og sådan en dag vil altid have gode muligheder for at blive en rigtig positiv dag.
Det er sådan en dag, jeg nu vil fortælle om.
Jeg gik og gjorde mig klar til et vigtigt møde inde i byen, Gustav Winckler var i radioen, han sang ”To hvide liljer og en knækket søjle”, en sang, af Sigfred Pedersen, som bl.a. handler om en soldat, der dør af lungebetændelse, efter et ufrivilligt ophold i et vandhul, langt, langt væk fra krigsskuepladsen.
Han havde lige sunget om Jens’s frygtelige fald ned i vandhullet, da Viggo stille sagde: Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Naturligvis ved Viggo ikke noget om den ironi der ligger i sangen, men hans timing var perfekt.
Hele familien ved morgenbordet skrald-lo, og fik her et overskud, der kunne tappes af, hele resten af dagen.
Jeg blev ladet op med en indre ro, blandet med et humoristisk livssyn, som er godt at have med til et møde, som det jeg skulle til.
Mødet gik faktisk godt, der var dog een deltager, der godt kunne lide at høre sin egen stemme, og som remsede alle mulige skrækscenarier op, og det var her jeg opdagede det.
Jeg tog mig selv i at tænke: Ja-a, Ja-a, Ja-a! (Han hælder vand ud af ørene) eller (Så slemt er det nu heller ikke) eller (Lad os nu i stedet tænke lidt positivt) Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Lidt utroligt, at Viggo, som jo slet ikke var til stede, alligevel sad på min skulder, og øvede indflydelse.
Jeg skulle foretage nogle indkøb for min kone på vej hjem, og blev inviteret på en lille kop kaffe, af en kvindelig sælger i supermarkedet, der så samtidig kunne fortælle mig, at de kaffebønner, den kaffe jeg stod og drak, var brygget af, havde været igennem den helt store tur, ud over, at de kom fra Brasilien.
For at det ikke skulle være løgn, var disse fremragende bønner, også ristet på en yderst speciel måde, som gjorde, at de gode smagsstoffer, blev frigivet til det varme vand, på det rette tidspunkt, i det rette tempo, og i den rette mængde. Metoden, som var ny, udnyttede de fine Brasilianske bønner 38 % bedre, end alle andre metoder.
Jeg fik et lille smil om munden, Jeg vil faktisk sige, at jeg voksne mand, stod og var ved at bryde ud i et ukontrolleret grineanfald. Sælgeren så uforstående på mig, det var faktisk synd, men jeg kunne jo ikke forklarer det.
Det var Viggo. Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Kaffen smagte nu godt, måske fordi jeg egentlig trængte til den, måske fordi den havde været alt det igennem, som sælgeren talte om.
Jeg havde nu opdaget, at Viggo kunne bringe mig i situationer, som endog kunne blive meget ubehagelige. Jeg måtte passe meget på.
Tænk engang, at skulle passe på, ikke at komme til at grine, det må da være en god dag, ikke.
På parkeringspladsen, hvor jeg skulle afleverer indkøbsvognen, var en bilist ved at bakke ud, han så mig først i sidste øjeblik, og bremsede hårdt op. Han rullede vinduet ned, og råbte tydeligt irriteret: ”Kan du ikke se dig for, jeg var jo lige ved at køre dig ned?”
Viggo var der prompte. Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Jeg gav naturligvis manden plads, så han kunne komme ud, men jeg lagde mærke til, at jeg gik og smilede.
Uden Viggo, havde jeg måske opfordret bilisten til at bruge sit bakspejl, hvis han altså havde sådan et.
Medens jeg afleverede min indkøbsvogn, tænkte jeg på Viggo, hvordan han havde det, ja, jeg så ham for mig, i sit bur.
Jeg fik den ide, at jeg ville købe noget lækkert med hjem til ham, og kørte en lille omvej, ned til dyrehandleren.
Jeg skal bruge noget ekstra lækkert til min Beostær, sagde jeg.
Ja, sagde dyrehandleren, det var Niels, ham jeg i sin tid havde købt Viggo af. Jeg har lige fået en speciel blanding hjem, som er møg lækkert, jeg har selv smagt det.
Der var Viggo igen. Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Det er jo det foder, som han plejer at få, nævnte jeg, det skal være et eller andet specielt, som han vil kaste sig over, lige så snart jeg giver ham det.
Ja, sagde Niels, måske skal du prøve nogle af de her levende melorme. Det skulle efter sigende være en lækkerbisken, dem har jeg dog ikke selv smagt.
Hvem har så fortalt dig, at de er en lækkerbisken? Spurgte jeg.
En Beostær naturligvis, sagde Niels.
Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Jeg købte en lille æske af dem, jeg plejer altid at sige, at jeg kender politimesteren, så får jeg 10 %. Niels ved godt, at jeg ikke ved hvem der er politimester, men jeg får procenterne alligevel, og så kørte jeg hjemad.
Jeg kunne naturligvis ikke vente med at give Viggo sin overraskelse, da jeg kom hjem, men jeg kunne ikke lide at røre på de små kryb, der drejede og snoede sig, og min kone nægtede. Jeg fandt en pincet, og gjorde klar.
Mooar sagde Viggo, det gør han altid, når han får mad. Det er derfor, vi er så sikre på, at han ikke er klar over, hvad han siger.
Han huggede ud efter ormen, fik ikke fat i den, den røg ned på bunden af buret, lå der og drejede rundt. Det var tydeligt, at det var interessant for Viggo, han hoppede ned på bunden, kikkede først med det ene øje, og vendte så hovet på skrå den anden vej, og kiggede med det andet øje, og så snup.
Det smagte ham, han var allerede oppe på pinden igen, og sagde Mooar.
Jeg tror han spiste 12-15 stykker, så gad han ikke det længere, og begyndte at rense sine fjer.
Naturligvis kan vi mænd bebrejdes en hel del, og sommetider også med rette.
Min kone var midt i madlavningen, da hun opdagede, at jeg havde glemt at købe stegemargarine, og det selvom det tydeligt havde stået på den seddel, som jeg havde fået med i morges. Hvad skulle hun stille op med mig, når jeg ikke engang kunne få det med hjem, som hun skrev ned til mig.
Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Det var ikke mig, det var Viggo, helt ærligt, min kone kiggede undersøgende på mig, og begyndte så gudskelov at grine.
Men hun var i tvivl, hun var ikke sikker på, om det var mig eller Viggo, der havde ytret sig.
Det kunne blive farligt det her.
Jeg kørte ned på tanken, og hentede stegemargarinen.

Leonius.

torsdag den 18. marts 2010

Han vidste det godt

forfatter og foto: Ragnhild Jakobsen

Han vidste godt, hvad den betød for hende.

Det var også det eneste, de havde beholdt. Der havde ellers været rigtig mange ting.

De kom efterhånden af med det meste. Det havde ikke været nemt for hende. Det var jo det sidste, der var tilbage af ham.

De kunne heller ikke blive ved at gå og se på det. Det tog lang tid for hende, at holde orden i det. Han passede sit arbejde. Det forstod hun godt.

Men de gik deres daglige ture. Det blev de ved med, selv om de til sidst blev enige om at skille sig af med vognen. Det blev lidt for underligt, når der ikke lå nogen i den.

Hun blev aldrig helt den samme. Noget gik galt, da han lå på maven i vuggen og ikke kunne vågne. Det var hårdt. De forstod ikke, hvordan livet gik videre. Hun brugte mere og mere tid på alt det, der havde været drengens.

Det kunne bare ikke blive ved med at gå. Det kunne hun godt se. Hun blev efterhånden ret optaget af, i hvilken rækkefølge, de skulle skille sig af med tingene, da de endelig blev enige om, at det hele skulle væk lidt efter lidt.

Til sidst var der kun den tilbage. Den kunne hun alligevel ikke sige farvel til. Der skulle være noget efter drengen. Den kom ind i soveværelset, og han fik det lille værelse til sin samling af kuglepenne.

En aften kom den hen i sengen; men han ville ikke ha den i midten. Der havde de så tit haft drengen imellem sig

Det blev alligevel for underligt, at ha den liggende i hendes seng, da hun gik bort. Han havde efterhånden også vænnet sig til, at hun ikke lå der mere. Hun havde godt nok været glad for den i alle årene efter barnet. Det var også en rigtig dejlig bamse.

En dag fik han nok. Det blev for meget, at blive ved med at skifte sengetøj for to.

Og så smed han den ud.

onsdag den 17. marts 2010

Under overfladen

forfatter og foto: Theodor Klostergaard

Jeg tager en dyb indånding og dykker ned under overfladen. Jeg er nødt til at finde den dør. Ovenover mig har de tændt et lille lys i vandoverfladen for at bruge ilten hurtigere. De har valgt.

Der er noget lyksaligt ved at overgive sig til det uundgåelige. Jeg ser deres afklarede ansigter for mig - de ser på hinanden, og på det lys, den flamme, der bringer dem hurtigere mod afslutningen.

Det trækker i mig efter at give op. At lade mig stige op til overfladen og ind i fællesskabet igen. At slippe den angst som følger mig nedad. Jeg forbander den gud, som tvinger mig væk fra trygheden. Men min gud kræver den usikre død frem for den dødelige sikkerhed. Og jeg må dybere.

Rummet skal have en dør, selvom alt er vendt på hovedet. Hele huset er vendt på hovedet. Lyset fra overfladen skinner ikke kraftigt nok til at kunne hjælpe mig her. Jeg finder en væg eller et loft og begynder at følge den i den ene retning. Billeder af døren som ligger i den modsatte retning, billeder af døren som er låst, billeder af mig selv der hiver og slider for at overvinde vandets tryk og hive døren åben. Lyden af mig selv, der skriger bobler af liv ud i frustration. Det er som om, jeg kan høre lydene inde i mit hoved med hele min krop. Desperationen omslutter mig tættere end vandet, og mine indre dæmoner fosser op fra mørket.

Og så

Døren lå i denne retning, den var ikke låst, jeg kan godt åbne den. Jeg svømmer igennem uden at vide, om der er luft på den anden side. Det er kulsort og min retningssans er fuldstændig nytteløs. Min krop bliver mere og mere febrilsk. Arme og ben arbejder som besat. Min brystkasse prøver at trække vand ind, men min mund er lukket. Mit hoved rykker i spasmer fra side til side, og lydene fra min hals fortæller mig, at det er tæt på. Snart vil min mund åbne sig for at lukke luften ud. Og for at fylde lungerne. Det bliver lysnende sort indeni -

Luft! Jeg bryder brølende igennem. Mine lunger, der før tiggede om vand, blusser brændende op, hver gang jeg trækker vejret. Jeg går hulkende i brand. Flyder tømt og fyldt i overfladen

tirsdag den 16. marts 2010


Tredje og sidste del af Randis Adam Jarnum-saga.

forfatter: Randi Abel.

Det var en ubestemmelig lyd, som havde vækket Adam Jarnum.

Hånden på hans bryst lignede en gople i en rede af tang. ”Hvem i helvede…?” Så huskede han. Evas svulmende bryster som bølgede op og ned, da han slog op med hende og fyrede hende som sin sekretær, fordi Ina havde opdaget affæren. Ina som ved middagsbordet insisterede på, at han skulle underskrive separationspapirerne. Ildrageren og Inas fugleagtige ansigt stivnet i en grotesk grimasse. Fru Hansen som kom tidligt tilbage på sin ugentlige fridag. Adams dilemma: Skulle fru Hansen ekspederes til de evige jagtmarker sammen med Ina, eller skulle han i stedet aflede hendes opmærksomhed fra spisestuen?

Der gik en gysen gennem Adam ved tanken om fru Hansens uformelige krop under hans og hendes skingre ”Ja, Jarnum! Ja!”

Der var lyden igen. I månens svage skær så han grus glide ned ad vinduesruden. Adam kantede sig ud under goplen og fru Hansens lår, som havde lagt sig tilrette på hans underliv. Han kunne først ikke se noget derude i mørket, men pludselig dukkede en skygge frem fra den gamle eg. Carmen, naboens au pair!

Adam lukkede forsigtigt døren til soveværelset bag sig og småløb ned ad den brede trappe til hall’en.

”¿Carmen, qué estás haciendo aquí?”

Carmens bryster mindede om to hundehvalpe, som blev sluppet løs, da hun hev sweateren op over hovedet. De legesyge hvalpe pressede ham baglæns hen imod konsolbordet. Adam mærkede jadeelefantens stødtand i ryggen, da hun trak hans hoved ned.

Et skrig flængede luften. Carmen sprang til siden, snublede og faldt på halen på den håndknyttede, persiske løber. Fru Hansen stod midt i hallen. Hendes plumpe ansigt havde samme kulør som den forvaskede, hvide frottébadekåbe, hun havde forsøgt at dække sin krop med. Hun skreg igen.

Ina! Den blodige Ildrager! Havde hun set…? Adam rakte hånden bagud og greb elefanten i snablen.

”Jarnum, hvad har du dog gjort,” hvinede fru Hansen. ”Hvordan kunne du lukke den spanske tøjte ind, når du og jeg…”

mandag den 15. marts 2010

Fyret - hvad der videre hændte


Mange af jer ser helt sikkert frem til at læse mere om Randis Adam og Eva-saga.

forfatter: Randi Abel foto: Jørn E

”Nå, gjorde du så, som vi aftalte?” Ina sad for den anden bordende og pegede på Adam med sin gaffel i tretårnet sølv.

”Jeg har gjort det forbi med hende, hvis det er det, du mener. Og fyret hende.”

Det spidse, fugleagtige ansigt revnede i en grimasse, som blottede de glasagtige tænder og gummerne. Fra væggen over den indbyggede kamin smilede tidligere generationer von Jarnums om kap med hende.

Han kom sgu til at savne Eva. Hendes bløde, villige krop, og hun havde heller ikke været ueffen som direktionssekretær. Gad vide, hvordan hendes efterfølger ville betjene ham. Han smilede ved tanken.

”Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger?”

”Undskyld. Jeg sad lige og tænkte på den nye sag, som nok lander på mit skrivebord inden længe. Hvad sagde du?”

”Jeg vil skilles, og jeg ringer til far i aften og siger, han skal afskedige dig. Jeg har pakket en kuffert til dig, og inden du går, skal du underskrive det her!” Ina lagde et ark papir på bordet.

”Hvor skal du hen, Adam?” Hun rejste sig halvt op fra stolen, da han vaklede forbi hende. ”Du skal underskrive erklæringen, inden du går!”

Det fugleagtige ansigt revnede i en grimasse, da ildrageren ramte det. Adam tog erklæringen fra bordet, rev den i 1000 stykker, og så smed han den ud.

”Hallooo! Det er bare mig!”

Adams blik sprang fra Ina, som stirrede livløst op i loftets stuk, til døren ud til hall’en. Ildrageren med klæbrigt blod på skæftet lå som et kors ved siden af hende. Han skrævede over hende og sparkede stolen til side, som hun havde revet med sig i faldet. Han lagde hånden på det sirligt udskårne messingdørgreb og tog en dyb indånding.

”Fru Hansen, det er onsdag. Skulle du ikke besøge din syge moster?”

Den lavstammede kvinde tabte cottoncoaten, hun var i færd med at hænge på bøjle. ”Jarnum, du forskrækkede mig!” Hun hev ned i den grå nederdel, som sad i folder over maven og havde blottet en knortet blodåre lige over den ene knæhase. Er fru Jarnum gået? Hun skævede over mod døren, Adam netop var kommet ud ad.

For satan da, det var ikke kun onsdag, det var den første onsdag i måneden. Inas bridge-aften. Han måtte ringe og melde afbud. ”Hun er lige kørt. Det undrer mig, du ikke så hende på vejen.”

Fru Hansen stolprede tværs over hall’ens klinkebelægning i retning mod Adam og spisestuen. Ud af øjenkrogen kunne han se elefanten i blankpoleret jade på konsolbordet.

”Må jeg komme forbi?” En rødmen bredte sig i plamager på hendes ansigt, og hun kiggede ned.

Adam lagde hænderne på hendes skuldre. ”Vi har taget af bordet. Vi vidste jo ikke, du var her.” Hans hænder gled ind mod hendes fede, korte hals. Fingrene spændtes og slappedes igen. Hænderne gled videre, og to tommelfingre under hagen tvang hende til at se op på ham. Jeg er glad for, du kom tidligt hjem, …Lily. Hvad …eh siger du til at gå ovenpå og trække i noget mere behageligt, mens jeg foretager et hurtigt telefonopkald?”

fortsættes i morgen.

søndag den 14. marts 2010

Marts-opgaven: Digte

Så er det ved at være tid til at snitte gåsefjeren til, stryge de romantiske krøller tilbage over de ophøjede alabasterpander og give sig i kast med den ædle digtekunst.

Denne måneds opgave hedder:

Skriv et haiku
eller
Skriv et digt, der indeholder et dyr og to farver.

Et haiku består af 3 linier. Der skal være 17 stavelser fordelt over linierne 5-7-5. Marie har fundet et link til en dansk beskrivelse her: http://www.sentura.dk/haiku_hansen.html

Hvis man er til engelsk, kan man finde en givtig angivelse af forskellige teknikker eller tilgange til at skrive haiku her: http://www.ahapoetry.com/haiartjr.htm Tre hovedteknikker forfatteren nævner er:

1. Sammenligning
2. Kontrast
3. Association

Men hun beskriver et væld af teknikker, som hun har fundet frem til gennem mange års skrivning og læsning af haiku. Værd at læse som inspiration.

Man kan også finde en lang liste af kreative benspænd til haiku på samme site: http://www.ahapoetry.com/HAIKU.HTM#comego

En bølle spirer
Jorden gødet med galde
Gennem asfalten

Dato for indsendelse er 29. marts 2010

Lortejob

Foto: Marianne Kelter foran København Brandvæsens stige S11 ca 1950.

forfatter og foto: Jørn E.

Min mor var ansat på Københavns hovedbrandstation. Det var jo ret fedt for en lille dreng. Dengang arbejdede man også om lørdagen og af og til fik jeg lov til at komme med mor på arbejde. Lørdag var brandbils-vaskedag. Jeg fik lov til at hjælpe til. Det var her jeg fik min brandmandsven.

Brandmand Steensen. Et dejligt menneske, som tog den lille dreng med storm. Han satte mig op på førersædet af den store stige kaldet ”Lillebæltsbroen” den første gang vi mødtes. Om det var stigens længde, eller om det var fordi stigens konstruktion mindede om Lillebæltsbroens,som havde givet den navn, ved jeg ikke. Det var jo næsten som at komme i himlen, at sidde der oppe og skue ud over den enorme røde køler. Førerhuset lugtede af benzin og læder og en lille smule af røg. Steensen sagde, at jeg gerne måtte prøve udrykningshornet. Det kunne han sagtens sige, for dengang var udrykningshornet nemlig håndbetjent og lignede mest af alt en cykelpumpe af gulvmodellen, der stak skråt op foran passagersædet. Jeg kunne ikke rokke det. Steensen grinede og sprang op og tog mig på skødet og hjalp mig. Lyden var som engletrompeter i mine ører!
Vi var venner.

Det førte til, at alle de lørdage, hvor Steensen var på vagt, var jeg med mor på arbejde. Venskabet blev cementeret.

Steensen fortalte mig historier fra sin hverdag. Han tog det hele med. Nogle gange ville nogen måske mene at han skulle have censureret indholdet lidt af hensyn til sin tilhører. Men jeg frydede mig. Jeg følte mig som hans jævnbyrdige kammerat.

Særligt en historie brændte sig fast i min erindring. Ikke at den var specielt dramatisk. Men den var bisar. Desuden var den også et eksempel på, at brandmandens hverdag ikke altid er så glorværdig, som små drenge går og drømmer om.

Her er historien. Steensen fortæller:

”Vi var kaldt ud til en skorstensbrand i Victoriagade (på det dengang endnu mere mørke Vesterbro. (forfatterkommentar)). Det var et farligt svineri. Alle folk ud af huset. Ind i alle lejlighederne for at åbne skorstenslemmen, så vi kunne lokalisere arnestedet for branden og ved hjælp at stigevognen (Lillebæltsbroen) også en mand op og føre en stor stålkost ned gennem piben for at løsne skaller af noget der mindede om trækul. Det var det materiale der gik ild i. Det skete gerne når der blev fyret kraftigt i de fleste af opgangens kakkelovne og temperaturen i skorstenen blev særligt høj.

En lejlighed på 3. sal kunne vi ikke komme ind i. Der blev ikke lukket op, selvom vi bankede voldsomt på døren. Vi kunne se, at der sivede røg ud over døren. Vi tog vores røgdykkermasker på. Et enkelt velrettet hug med brandøksen nærmest flækkede døren på langs. Da vi kom indenfor blev vi mødt af en ubeskrivelig stank, som fik maveregionen til at reagere, selv hos mig, som har oplevet lidt af hvert. Det var ikke røg. Nej, der stank rent ud sagt af rådden lort. I stuen ud mod gaden sad en, mildt sagt, overvægtig ældre kvinde og gispede efter vejret. Hendes ansigt var gråt af møj og røg. Den smule hår der var tilbage på hovedet strittede, som børsterne på en opvaskebørste der burde været smidt ud for meget længe siden Den indsunkne mund afslørede, at der ikke var mange tænder at gøre godt med. Man kunne se lusene imellem den sparsomme hårvækst. Kjolen hun havde på lignede nærmest fluepapir. Vi fik hurtigt lukket nogle vinduer op for at få røgen ud og frisk luft ind.

Det stod hurtigt klart, at det ville være umuligt, at evakuere damen ad trappen, så der var kun en mulighed, vi måtte have hende ud gennem vinduet. Det betød, at vi måtte sætte stigen til. En af kollegerne kom ind i stuen, efter en rekognoscering i lejligheden. Han var nærmest grøn i hovedet. Han vinkede ad mig. 'Kom lige og se her' sagde han. Vi kom ind i et mindre rum. Det var tydeligvis arnestedet for stanken. Halvdelen af rummet var fyldt op med små avispapirspakker. Nederst i bunken sivede en tyktflydende gulbrun væske frem. Pakkerne var simpelthen damens afføring fra guderne må vide hvor lang tid. På grund af sin størrelse og vægt kunne hum ikke komme ned til gårdtoiletterne og havde måttet ty til denne ”løsning”. Mens jeg stod og stirrede lamslået på dette rædselsfulde vidnesbyrd om fuldstændig fattigdom, ensomhed og fornedrelse, brækkede min kollega sig. Ikke at det bidrog væsentligt til svineriet.

For at få konen ned ad stigen måtte vi først fjerne hele vinduesrammen. Det var ikke det værste. Det var at få hende ned. Løsningen blev, at hun skulle have en sele på, som der kunne hæftes til et tov med en kraftig karabinhage til på ryggen. Noget der lignede et overdimensioneret øsken blev boret ne i gulvet hvor der var en bærende bjælke. Hertil blev tovet, der var forsynet med en talje, fastgjort.

Under alt dette, havde konen siddet og lyttet og betragtet os med rædslen malet i ansigtet, mens hun udstødte lyde, der mest af alt mindede om en angst pattegris. Jeg prøvede at forklare hende, hvad der skulle ske. Det gjorde hende endnu mere panisk, og hun skreg: ”Nej, nej. Jeg gør de ikke, jeg gør det ikke”. Det endte med at vi måtte have fat i en læge, som gav hende et ordentligt skud af et eller andet beroligende. Hun faldt sammen som en strandet vandmand.

Efter at have sikret tovet og taljen, tog fire mand fat i selen. To på hver side. Jeg var uddannet til at arbejde på stigen og skulle derfor styre konen på vejen ned. Jeg stod parat til at tage imod på stigen. Da mine kolleger havde fået hende op i halvsiddende stilling i vinduesåbningen, blev hendes ben arrangeret hen over mine skuldre, med mit ansigt lige op i ….ja, jeg ved egentlig ikke rigtig hvad, for jeg havde forudseende påført mig min røgdykkermaske, for at sikre mig frisk luft under nedstigningen.

Mens folkene oppe i lejligheden koncentrerede sig om at holde konen udstrakt på stigens rækværk, som hun skulle glide ned ad, bevægede jeg mig ganske langsomt nedad med kvindens enorme, klistrede lår, omkring mine ører. Det eneste jeg hørte under denne mit livs længste tur ned ad stigen var ”flof-flof”.

Steensen kiggede på mig og smilede lidt undskyldende, som om han var kommet i tanker om, at det måske ikke lige var underholdning for en lille dreng på seks år. Men jeg var dybt fascineret – og taknemlig for at få hans fortrolighed.

Steensen blev dræbt ved den store Holmenkatastrofe i 1951.
Det var mit livs første store sorg.

----------------------------------------

For de som måske ikke kender til Holmenkatastrofen, er der her et link til en nærmere beskrivelse af Københavns Brandvæsens største katastrofe.

Jørn E./8. februar 2010

lørdag den 13. marts 2010

Den gode idé

Hvad kendetegner den gode idé?
Hvor kommer den fra?
Skal man opsøge den, eller kommer den til én? Og hvornår?
I badet?
I Brugsen?
I bussen?
I søvne?
Er den første idé også den bedste?

Dorte Nielsen skriver i sin bog, Idébogen, om inspiration:

”Inspiration er som en magisk kraft, der har en forunderlig indflydelse på os. Inspiration kan komme over os og få os til at skabe ting, som vi ikke troede muligt.

Når inspirationen kommer over os, opleves det gerne på én af følgende to måder:
Enten ved aha-oplevelsen: ”Eureka!” ”Jeg har en idé!” Hvor inspirationskilden har ledt dig direkte til idéen.
Eller ved at du tænker: ”Jeg føler mig inspireret.” ”Jeg er i idé-humør.” Hvor inspirationskilden sætter dig i den rette stemning, så du har lyst og er parat til at skabe.

Når du har brug for en idé og leder efter inspiration, kan alt bruges. Ikke før det øjeblik, hvor du har fået idéen, ved du, hvad der inspirerede den, så indtil da ligger hele verden åben foran dig. Hold øjne og ører åbne, du ved aldrig, hvad der kan føre til en god idé.”

Fortæl, hvordan du får den gode idé, så vi kan inspirere hinanden.

Jeg kan i øvrigt anbefale Idébogen, som du kan læse mere om på SAXOs hjemmeside. Den er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket. Indtil du får tid til at gå derhen, kan du læse om jagten på den gode idé, også skrevet af Dorte Nielsen.

v/Randi

fredag den 12. marts 2010

Guld for sjæl og krop

forfatter: Robert Mørk Tindholm foto: Jørn E

Solen er mit vækkeur
hunden logrer glad
nu skal vi på fisketur
glemme krig og had

Ostemad og kaffe
dunk med hundevand
så kan vi vist daffe
ud til sø og land

Stangen over nakken
rask det går af sted
lige over bakken
ligger vores sted

Sidder ved søens bred
hunden vil bare ligge
en herlig ro og fred
fisken bider ikke

Men det er ikke vigtigt
jeg klare mig nok uden
mon hunden sover rigtigt
kilder den på snuden

Hvor er det rart at sidde
bare mig og hunden
vente på en gedde
den luer nok på bunden

en formiddag som denne
kan ikke gøres op
i flotte ting og penge
det guld for sjæl og krop.

torsdag den 11. marts 2010

Parker og Papyrus


forfatter: Poly Schmidt foto: Jørn E

Parker prøvede at ordne alle paragrafferne. Det var altid hende, der skulle sørge for alt blev ordnet på det rette tidspunkt. Det havde hun gjort hele livet. Hun kunne mærke, hun var ved at blive udkørt. Tingene begyndte at flyde lidt ud for hende. Hun trængte til en energi- indsprøjtning. Måske skulle hun tage en pause eller få en ny påfyldning.

Nej, hun måtte se at blive færdig i en fart. Man kunne ikke ligefrem sige, Papyrus var den store hjælp. Men selvfølgelig, han var ikke så uddannet som hende, eller måske havde Papyrus fået det forkerte ben ud af sengen. Igen!

Det var der ellers ikke nogen grund til, for han lavede nu ikke for meget. Lå og flød det meste af dagen. Hun syntes også, han var blevet lidt sjusket på det sidste. Efter hendes mening, kunne han godt gøre mere ud af sig selv. De havde jo talt om at hæve standarden. Måske burde hun fortælle det til ham på en pæn måde, så han ikke blev fornærmet.

Nå, det fik hun nok ikke noget ud af. Så kom de bare oppe at skændes, og det gad hun ikke. Og slet ikke nu, hvor hun kunne mærke, der ikke var meget vitalitet tilbage. I sidste ende var hun alligevel nødt til at sikre sig alle pligterne blev færdiggjort til tiden.

Puha! Hun fik helt sved på panden. Regninger skulle godkendes, så checkene kunne blive skrevet og sendt af sted. Hun skulle også grifle brev til en gammel slægtning. Og hvad med indkøbssedlen? Hvordan skulle hun få fremdrift til at få det hele ordnet? Og hvornår fik hun tid til sin hobby at skrive? Nej, nu måtte hun hellere skrive en huskeseddel, på alt det hun skulle nå og alt det hun gerne ville gøre for sig selv.

Hun ledte efter Papyrus, så hun kunne gå i gang med at få det hele fra hånden. Hvor søren var han nu henne? Han havde lige været her. Hun ledte og ledte. Endelig! Der var han.

Nej, nu blev hun sur! Hvordan var det dog, han så ud. Pletter over det hele. Og han så ud som om han havde ligget og sovet . Totalt skødesløst . Og han havde lovet at vise sig fra sin bedste og fineste side. Nu kunne være nok! Det gad hun ikke mere. Og så blev han smidt ud.

Parker = Fyldepennen, Papyrus = papir

onsdag den 10. marts 2010

Brugstyveri

forfatter: Dorte Jakobsen

“Er du en indbrugstyv?”

Mit hoved var lige ved at ramme loftsbjælkerne. En lille dreng i pyjamas med en luvslidt, enøjet bamse i armene, dukker op lige bag mig. Hvor i himlens navn kom han fra? Og hvorfor havde jeg ikke hørt ham?

”Hvad er jeg?”

”En indbrugstyv. Jeg troede, at du måske var ved at brygge ind i huset. Så ville jeg blive nødt til at vække far, og han ville blive så sur!”

”Vel er jeg da ej en indbrudstyv. Jeg … øh … jeg arbejder her.”

”Hvad laver du?” Han lagde hovedet på skrå og gloede op og ned ad mig, samtidig med at hans pegefinger gravede efter et eller andet oppe i næsen.

”Nåeh, det er ikke lige så nemt at forklare.” Jeg fingererede ved sølvtøjet foran mig og udvalgte nogle lovende genstande, som jeg forsigtigt lagde ned i min taske. Hvis den unge havde haft en ordentlig mor, ville hun vel have sørget for at han gik i seng og blev der!

Tilsyneladende havde han ingen anelse om, at hans selskab var uønsket. Han klavrede op på en stol, så han kunne stikke sin snottede næse i hvad der foregik i den øverste skuffe på hans forældres gamle chatol. ”Hvad skal du med dem der?”

”Åh, kan du ikke bare holde mund!” Jeg knyttede næven om en stor suppeske.

Han var ikke det mindste fornærmet, bare oprigtigt nysgerrig.

”Åh, fordi … jo, fordi ellers vækker du bare din far, og så bliver han jo sur.” Et genialt svar, synes jeg selv. Småunger er ikke rigtig min stil. Hvad skulle man stille op med dem? Skulle jeg binde og kneble ham, eller knalde ham en oven i hovedet? Stikke af? Opgive det hele for i aften?

Han var stille i næsten et halvt minut, så begyndte han at hviske til sin bamse. “Bamse siger han tror, du er en teorist.”

“Selvfølgelig er jeg da ikke en terrorist, dit fjols. Hvorfor i alverden siger du det?” En dråbe kold sved triller ned ad min rygrad.

“Det er Bamse, som siger det. Bamse siger, at terrarister har handsker på og sådan nogen strømpetingester over hovedet.” Han holder bamsen op foran sig, som om han prøver at gemme sig bag det grimme bæst.

”Åh, hold da op. Hvor er min bombe, hvis jeg er terrorist?” Jeg var helt imponeret af min åndsnærværelse. Måske kunne jeg stadig sno mig ud af den her knibe.

”Bamse siger, at vi ikke kan vide noget om hvad du har i rygsækken. Neden under mors gamle gafler. Hvis du mangler gafler, hvorfor tager du så ikke nogen af de nye ude fra køkkenet? Dem der, de smager mærkeligt, når du putter dem i munden.”

”Jeg tager dem med mig, fordi din mor har bedt mig om at pudse dem.” Igen var jeg vældig tilfreds med mit kvikke svar.

Fiona havde været barnepige her for nogle få dage siden. Hun havde forsikret mig om, at der ingen alarm var og masser af gammelt sølvtøj. Hvad hun havde glemt at fortælle mig om, var den her tikkende bombe. Lille møgterrorist. Hvad i alverden gør man ved sådan nogen? Indbrud og tyveri er en ting, men at kvæle et modbydeligt lille monster, uanset hvor meget han har provokeret dig! De ville spærre mig inde så længe, at jeg havde glemt hvad penge skulle bruges til.

Han stak sin næve ned i skuffen og rodede rundt i sølvbestikket, mens han grinede som en vanvittig af de høje, metalliske lyde. I panik stuvede jeg tilfældigt stads ned i tasken uden at tage hensyn til antallet af tårne. Hvis bare Fiona havde været her. Det var mig, der planlagde, og hende der improviserede, når noget var ved at gå skævt.

”Tommy? Tommy, er det dig der larmer?” En høj, misfornøjet stemme trængte sig ned ad trapperne.

Den skingre stemme gav mig gåsehud. Nu kunne det være nok. Jeg samlede tasken op og spænede for livet.

”Hej, du der, det er den forkerte …” Drengen lyttede intenst et øjeblik. ”Bamse, jeg tror, han har opdaget, at det var kældertrappen.”

tirsdag den 9. marts 2010

Det er ikke sandt

forfatter: Jens Albers

Jeg kanter mig forbi det hele. Det er ikke så let at komme i seng for tiden. Jeg er ikke fuld - i hvert fald ikke så meget. Månen er fuld, alligevel er den omsværmet af små nysgerrige dunlette skyer. Jeg tror de danser, af og til står de så tæt om den fulde, at jeg ikke kan se den. Men lige nu sender månen en lang sølvfarvet arm ned mod fjorden hen over vandet op ad marken og ind gennem soveværelsesvinduet og lægger sig på min elskedes ryg. Han har taget dynen mellem benene. Han har det ind i mellem meget varmt.

Der er et fortryllende skær over rummet. Jeg bliver stående og ser på dansen i eventyrland. Hvor er det smukt og falskt, jeg spytter på ruden. Hvor er jeg lille og hjælpeløs. Jeg føler jeg skal kaste op. Jeg lægger mig i ske bag den store ryg og den nænsomme sølvhånd, men den sløres af vand i mine øjne.

Hvad nu hvis jeg trykker på knappen nu lige nu?

Tre uger sagde de, højst.

mandag den 8. marts 2010

Beuf en Daube i smeltediglen


forfatter og foto: Marie Engling

Madame Le Creuset ankom til mit hus i går midt i en snestorm. Hun er en rund og trivelig dame med funklende røde kinder, og jeg viste hende straks køkkenet. Her tror jeg, at hun vil befinde sig godt sammen med det blå køkkenbord med rød- og hvidstribet forhæng og de hvidmalede hylder. Jeg vil gætte på, at det minder hende lidt om det, hun kommer fra. Jeg slog en god handel af med hende, så hun er ikke så dyr, som jeg havde frygtet. Da jeg ikke selv er den store køkkenentusiast, sætter jeg min lid til, hver gang jeg ser på hende, at hun vil ændre mit liv. Jeg forestiller mig, at mens jeg sidder og klaprer på tasterne, vil duften fra hendes Coq-au-vin stige op fra køkkenet og stimulere min appetit, inspirere mine romaner og i det hele taget forsøde min tilværelse. Skønhed betyder meget.
Hun er ud af en meget gammel fransk familie, som ejer store jernstøberier, hvor hun er vokset op i varmen fra de kæmpestore smelteovne.

Madame havde snart regnet ud, at jeg ikke var meget for husligt arbejde, så hun overtog det lidt efter lidt. Hun redte min seng om morgenen, hun luftede huset ud og skabte gennemtræk, så jeg var nødt til at holde en vis orden i mine papirer på skrivebordet, ellers fløj de omkring i værelset. Hun vaskede tøj, støvsugede, vaskede gulv og pudsede vinduerne, da foråret kom, mens hun gik rundt og nynnede Marseillaisen. Hun tog telefonen, når den ringede, sagde jeg arbejdede og fik en snak med mine venner, som gerne ville genopfriske deres franskkundskaber.
I det hele taget levede jeg som i et slaraffenland, hvor det eneste, jeg skulle foretage mig var, at skrive min roman og lave kaffe. For der satte hun grænsen. Hver morgen lavede hun en kæmpe, dampende théière, men om aftenen stod den der endnu, for te er ikke lige mig.
Når der blev ringet på døren, sagde hun at jeg skulle have arbejdsro, men at de sagtens kunne komme ind og hvile benene et øjeblik, og så skænkede hun for dem af den store tepotte, mens jeg hørte hende fortælle på fransk.


Den eneste af mine venner hun så skævt til, var PH. Jeg var kommet i kontakt med ham via facebook, og nu var han på det nærmeste flyttet ind og havde erobret min stue. Jeg prøvede at fortælle hende, at hans lysende inspiration simpelthen fungerede perfekt, men hun syntes han var for kold og moderne, og hun kunne ikke udstå de viser, han sang dagen lang. Ganske vist forstod hun kun ganske få danske ord, men nok til at hun fandt ham uanstændig. Værst var det, når han spillede på klaveret, og jeg må sige, at det klaver ikke har været spillet meget på, så jeg var kun glad for at det endelig blev taget i brug og nød, når de inspirerende toner af ’I dit korte liv, er hver time dyr …’, som blandede sig med duften af Beuf en daube, franske vine og cigarrøg, steg op og berusede min forfattertilværelse ved skrivebordet under tagvinduet. Jeg skrev og skrev. Og PH sad med til bords hver eneste aften. De franske middage var lige noget for ham, han roste madame til skyerne, og jeg kunne se, hun begyndte at tø op. Han overtog kaffebrygningen, så nu levede jeg som blommen i et æg.

Lige indtil en morgen, hvor jeg kom ned, vækket af duften af frisk kaffe, og det slog mig, at madame Le Creuset ikke var i køkkenet, og der ikke kom en lyd fra klaveret. Da jeg trådte ind i stuen, vidste jeg at noget var ændret for altid. PH havde taget madame i sin favn, og de to lagde slet ikke mærke til mig i første omgang.
- Hm…, jeg rømmede mig, og madame Le Creuset’s kinder blussede rødere end nogen sinde, da hun fik øje på mig.
- Hm… sagde PH. Ja vi har jo fundet ud af, at vi er perfekt designet til hinanden, madame og jeg. Ja, at vi er hinandens modsætninger, rød/hvid, varm/kold, tung/let, te/kaffe, og tilsammen forener vi ældgammel tradition med det moderne, og vi vil fungere perfekt, og det er jo det, det handler om, - ikke Julienne?
For det var hendes fornavn, og PH kyssede hende ømt på den røde mund.
- Ja vi har altså besluttet os til at rejse sydpå sammen og prøve lykken i det franske.

Jeg tænkte nok, det her var for godt til at være sandt.

OBS: le creuset = smeltediglen

søndag den 7. marts 2010

Ydmyghed

forfatter og foto: Jørn E

Ydmyghed gør dig smuk.
Ydmyghed er ikke underlegenhed,
men i slægt med kærlighed.
Ægte ydmyghed hører næstens suk.

Ydmyghed er et defensivt våben.
Ydmyghed forsvarer dig,
men angriber ingen.
Fælder ingen dom.
Ydmyghed er visdom.

Ydmyghed er mod.
Ydmyghed afviser hovmod
og viser aldrig underdanighed.
Til gengæld ofte venlighed.

Ydmyghed er en ridderorden.
Spred den over hele jorden.


J. E. Kelter
5. marts 2009

lørdag den 6. marts 2010

Debat-lørdag. Tema: fortællesynsvinkler.


I fiktion er der en første- eller en tredjepersons-fortæller. I længere værker, hvor der skiftes mellem flere fortællestemmer, kan der være begge dele.

Tredjepersons-fortæller

Det almindeligste i moderne romaner, og her er fortælletiden næsten altid datid:

”Hun gned fortvivlet hænderne mod sine cowboybukser, samtidig med at hun lyttede efter det mindste tegn på, at der kom nogen.”

I ældre tekster var fortælleren ofte alvidende. Den alvidende fortæller ved, hvad alle (væsentlige) personer i teksten tænker og føler.

Et eksempel: H.C. Andersens ”Store Claus og Lille Claus.”

I moderne tekster er det almindelige en fortæller med begrænset viden.

”Fra sin fine, lille udkigspost så Lærke, hvordan han klemte armene endnu fastere om mors hals. Hun kunne ikke rigtigt forstå, hvorfor de voksne så godt kunne lide at gøre sådan noget. Hun havde prøvet at kysse Morten i børnehaven, men han smagte bare ligesom et stykke agurk.”

Læseren ved, hvad Lærke tænker, men må selv forsøge at vurdere, hvorfor de andre personer opfører sig, som de gør. For den uøvede forfatter kan det være svært hele tiden at huske og holde fast i den ene synsvinkel.

Førstepersons-fortælleren.

”Mens Suzanne Vegas selvtilfredse nynnen trænger ud af højttalerne i loftet, rører jeg en teskefuld sukker ud i kaffen. Jeg rører en anelse for hurtigt, så væsken skvulper ud på det brune cafébord. ”

Jeg-fortælleren er ofte hovedperson, eller i det mindste en vigtig person i historien. Vi oplever historien fra jeg-fortællerens synsvinkel, og ved ikke, hvad de andre personer i teksten tænker eller føler.

Jeg-fortællingen kan være i nutid eller datid, men romaner skrives næsten altid i datid, for noveller er det ikke så ualmindeligt at bruge nutid. For at skabe afveksling kan forfatteren benytte sig af tilbageblik, kaldet et flashback. Det er også muligt at se frem i tiden, men ikke nær så almindeligt.

Troværdig/utroværdig fortæller.

Vi følger som nævnt jeg-personens tanker og følelser, men det er vigtigt at vide, at fortælleren ikke nødvendigvis fortæller alt. Der er bl.a. eksempler på krimier, hvor fortælleren er morder, men uden at røbe det før i sidste kapitel, og det er slet ikke så sjældent, fortælleren er upålidelig.

”Allerede da jeg var helt lille, vidste jeg at min mor og bedstemor var usædvanlige kvinder. De var så uafhængige. Der var ikke noget, de ikke kunne. Hvis jeg kom hjem og havde slået knæet, ville bedste smøre sin hjemmelavede salve på og give mig et knus, og et par minutter efter holdt det op med at gøre ondt.

Jeg elskede dem, selv om de var slemme til at glemme, jeg var der. De var så tæt på hinanden, mor og bedstemor, at jeg somme tider følte mig som en ubuden gæst. Så prøvede jeg at gøre mig så lille som muligt og gemme mig i en mørk krog, så stille som en mus med poterne for ansigtet, så de glemte at sende mig i seng.”

Fortælleren understreger gentagne gange, at hun elsker og beundrer de to kvinder, men efterhånden som man læser hendes beretning om forholdet mellem dem, opstår der tvivl om, hvor godt hendes forhold til dem egentlig er. Måske lyver fortælleren bevidst, eller også er der problemer, hun ikke har set i øjnene.

/Dorte

PS: tak til Poly for det fine link om "Fortælleteknik og synsvinkel" (se links om at skrive).

fredag den 5. marts 2010

I smertefængsel


forfatter og maleri: Bente Pedersen

Du og jeg sammen
I en udmagrende forening
hugger vi atter brutalt
min tyndslidte rygmarv
til pindebrænde

Du
min krops vogter
slynger stikkende pigtråd
rundt om min brændende krop
Låser mig fast til sengen

Jeg
Græder usynlige dråber af blod
Kan ikke trække vejret
Smertens maske lukker åndedrættet inde
Fryser ensomt bagved

Gå ad helvede til!
Mit desperate skrig flænger masken itu
Du hvisker hånligt tilbage
Du og jeg
sammen
Altid