lørdag den 31. marts 2012

Den udvalgte



Tekst Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.


En tung følelse bredte sig langsomt i min krop og havnede som en blykugle i mit underliv. Jeg mærkede giften fra kuglen, flyde som en lavastrøm ud og ned i mine ben. Uvisheden for fremtiden var lammende.
Jeg kikkede mod gulvet - løberen var rød, vævningen lignede et kokostæppe jeg engang havde haft. Den sære fornemmelse jeg havde i fødder og hoved, gjorde at jeg ikke opfattede om underlaget var blødt eller groft og hårdt, som tæppet fra fortiden.
Jeg havde ikke været her før, kom her formodentligt heller ikke igen. Heldigvis...

Den næste time ville blive lang - nok den længste i mit liv. Fremtiden var ny, stor og uvis.
Fortiden - en dør der skulle lukkes, aldrig mere skulle jeg se de mennesker med samme øjne igen. Min status ville være ændret.
Gråd, omfavnelser og forsikringer om at holde kontakt. Det havde været en hård tid - den sidste...

Min kjole var valgt med omhu, den var smuk - det vidste jeg med sikkerhed. Alligevel mærkede jeg selvtilliden, flagre som små dun yderst på min hud.
En messende stemme, dukkede pludselig op i min hjernes indre og overskyggede den musik der så smukt og stemningsfyldt havde lydt i baggrunden:
“Forventningens glæde, er den bedste..., forventningens glæde er den bedste...”.
Jo den allerførste tid, ubeskrivelig - ja jeg var nærmest høj. Da tiden nærmede sig, blev angsten den overskyggende og til sidst her til morgen TVIVLEN, den nagende tvivl der borede sig ind!

Nej!
Nu måtte jeg stoppe, ikke lade følelserne tage over. Med al min erfaring, mobiliserede jeg den sidste rest af styrke. Med rank ryg og faste skridt, gik jeg de sidste par meter hen mod den udskårne mahognidør. Messinghåndtaget skinnede mig i møde og da min hånd tog fat om det kølige greb, var min sidste tvivl forsvundet. Jeg trykkede håndtaget ned og åbnede den tunge dør.

...der blev klappet, et champagneglas blev stukket i hånden på mig og lige foran mig hang banneret med teksten:

“Velkommen Direktør Irene Baltersen”

onsdag den 28. marts 2012

April-opgave 2012



Foto: Jørn E.

Kære alle,

Mon ikke det er tid til endnu en månedsopgave? Med lidt held kan man måske sidde og skrive den i læ på terrassen eller altanen ;)

Opgaveteksten er udtænkt af Jørn og har ligget på lager et stykke tid.

Beskriv et møde mellem to mennesker
Hvor som helst og når som helst.
Beskriv personerne og det miljø, de mødes i.
Gør mennesker og miljø så synlige som muligt.

Hvad siger I til deadline den 13. april, eller er det for tidligt efter påske?

Rigtig god skrivelyst.

Kh
Randi

lørdag den 24. marts 2012

Februar - en haiku-suite



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Langs hegnet mod vest
Agerhønsflokke på flugt
I februarsol


Vindene samlet
Fasanskogren ved hegnet
Ind under aften


Guldgrund bag grene
Læbæltekunst i modlys
Grenværksfiligran

lørdag den 17. marts 2012

Skovfolket i Ulkerup



Tekst og foto: Jørn E.

En historie om ånd og materie

...eller måske snarere om materie og ånd.

Jo, hør her:

Skovfolket i Ulkerup boede i Ulkerup landsby og blev flyttet derfra, da deres livsgrundlag forsvandt p.g.a. en kvægpest.

Efterhånden som de udflyttede beboere fra skovlandsbyen døde af forskellige årsager, blev deres jordiske rester (materien) begravet på Egebjerg kirkegård. Deres ånd derimod, valgte at vende tilbage til deres elskede landsby i skoven.

Der gik mange historier om om lys oppe ved landsbyen ved nattetide. Man mente, at det var skovfolket der ikke kunne få fred og derfor spøgte derude.

Deri tog man dog grundigt fejl. For som nævnt, var skovfolkets ånder der af engen fri vilje og de levede deres åndelige liv derude i kærlig samhørighed uden, at skulle tænke på varme og kulde, tøj og mad.

De havde derimod et stort problem. De kedede sig, for hvad skulle de beskæftige sig med.

Det drøftede de i lang tid og det endte med, at de blev enige om, at de ville bruge deres åndelige kræfter, til at gøre livet lidt lettere for de levende mennesker i Egebjerg sogn. For de vidste jo, hvor besværligt det kan være at leve som menneske af kød og blod.

Det var tæt på Jul, og de blev enige om, at de ville glæde sognets beboere med en flot juleudsmykning af hele kirkegården, da graveren lå med et brækket ben og ikke ville blive arbejdsdygtig foreløbig. Nogle enkelte fra sognet havde pyntet så godt de kunne, her og der.
Men det var ikke som det plejede.

Skovfolket satte levende lys på alle gravene, som de først havde pyntet med gran fra Ulkerup skov.
Den ældste af skovånderne mente, at man måtte bruge afskærmede lys, da levende lys der ikke gik ud i vinden ville forskrække sognebørnene og det var jo ikke meningen. Vips, så var der flotte glasafskærmninger på alle lysene.

Der var nogen, der mente, at de også skulle pynte kirken. Men også her sagde den ældste fra. Der var alt for få der havde nøgle og de ville vide, at det ikke var dem. Men de kunne jo sørge for, at der var varmt og hyggeligt i kirken når der skulle være julegudstjenester. Den ældste satte sig ned og tænkte: '19 grader mellem 15 og 20 i kirkerummet, men rettede det efter nærmere omtanke til 20 grader. Der var jo altid nogen der havde glemt at klæde sig ordentligt på.


oo00oo


Juleaftens dag var familien Andersen fra Bråde ude for at fælde årets juletræ og alle tre børn var selvfølgelig med.

Den yngste på tre år, en lille vildbasse af en knægt, gik selv ud for at lede efter et træ, for han syntes at de træer de voksne valgte var alt for små. Men da han havde meget mere øje for juletræet end for hvor han gik, for han vild og gled ned i en dyb grøft med mudder på bunden.

Da hans forældre opdagede at han var væk var der gået op mod et kvarter, for de troede at han var sammen med sine søskende. De begyndte alle straks at lede efter lille Kurt og råbe hans navn i alle retninger, så det ekkoede i skoven. Mens lille Kurt sagtens kunne høre deres råb, kunne de ikke høre, at han svarede, for hans råb blev kvalt af den dybe grøft, og den tætte granskov omkring ham.

Skovfolket hørte også råbene, som efterhånden blev mere og mere paniske efterhånden som mørket sænkede sig.

'Vi må gøre noget.' lød det fra en af dem der havde fået æresbolig i en af de fine nye bronzeskulpturer ved landsbyen. 'Jamen hvad kan vi gøre uden at afsløre os.' 'Rolig nu' brummede den ældste. Vi giver dem lige et lille hukommelsestab og anbringer hele familien foran kirkedøren. Det passer lige med den tidlige gudstjeneste kl. 15. Så pegede han først i den retning hvor den søgende families råb kom fra og så imod det sted hvor lille Kurts stemme svagt hørtes. 'Sådan'. Den ældste smilede veltilfreds.


'God ide' lød det i kor fra hele skovfolket og himlen lyste over dem. De lyste nemlig altid ekstra meget, når der var noget der glædede dem. Alle der stod og ventede på, at komme ind i kirken i Egebjerg. og kiggede den vej så det kraftige lys også familien Andersen. Man pegede og sagde andagtsfuldt, at det nok var skovfolket der markerede julen.

Hr. Andersen undrede sig da han efter gudstjenesten fandt et meget smukt juletræ lige udenfor kirkedøren med en ”Manillaseddel” på, hvor Der stod ”Andersens”.

Jørn E

Bakkehuset i Nyborg
4. februar 2012

Aller rettigheder forbeholdes.

lørdag den 10. marts 2012

Ryst posen



Tekst og illustration: Bente Pedersen

Det var onsdag, ja lige midt på ugen
Carlo hyggede sig i dagligstuen
han vendte med meget stor interesse
midtersider i den lokale presse

Da Carlo mistede sin Abelone
steg behovet snart for en kogekone
men hvordan skulle han dog kunne finde
så kærlig og madferm en moden kvinde

Fredag aften drog han kæk til enkebal
argentinsk tango blev Carlos nye kald
i pausen han nåede endog at fritte
om ”enkens” kogebøger nu var slidte

Men nej, at danse i takt og lave mad
gjorde ikke den dansende enke glad
så dansesko blev igen lagt på hylden
ligtorn på tåen, ja den fik så skylden

Nu sad han så der og ledte og søgte
ønsket om en kvinde bestandigt spøgte
hans konto for selskab var helt i manko
da blikket faldt på en notits om banko

”Kylling, kaffe, kødpakker med mere.
En tyver pr plade bør du investere!”
Tanken stod lysende klart i det samme
her måtte findes en kvinde at kramme

”Ryst nu posen” råbte hede bankokvinder
ja Carlo Knudsen fik røde elskovskinder
da Ritha så ham og spidsede mund
for lynet slog ned i selvsamme stund

Heldet fulgte vor charmør på vejen
for Carlo vandt endog flæskestegen
han rakte den fluks til den skønne Ritha
som kvitterede med indbud til middag

At vinde stort i spil og i kærlighed
kræver mandsmod og vilje at kæmpe med
men først og fremmest at du også gider
studere avisens lokale sider

lørdag den 3. marts 2012

Det er så svært!



Tekst og illustration: Leonius

Lodret og vandret - for aldrig - skal det på skrå.
Retlinet - rodet – forbavsende - store - og små.
Een boks er for meget, en anden er slet ikke nok
jeg strider og stræber men ordene samles i flok.
Hvordan kan et ord der er godt, også være for stort?
Naturligvis tager det tid, at få ordentlig gjort,
men tidens forbrug er fornuftig og har sin mission
det glæder og dæmper en ellers for stresset person.
Så jeg bruger timer, dage og år med at pleje min krop
for ingen skal stikke i mig for at lægge sit drop.
Da - stille og roligt begynder de enkelte ord
at forme sig - passe sig til og udlægge spor.
Og så kan jeg pludselig se, at Guden er As,
at drengenavnet er Søren og Gyldenkåls – Sjas.
Så sænker roen omsider sin kærlige hånd
og ager min kind - som var det min moders ånd.