lørdag den 29. januar 2011

Vingebæreren



Solen ramte Antenna lige i nakken. I forvejen havde hun en kraftig hovedpine som så ofte før efter arbejdet i de mørke gange i boet. Hun standsede med et voldsomt ryk. Registrerede, at hun hovedløst var nået den yderste spids. Duften af harpiks var bedøvende på disse varme sommerdage. Nogen gange kom hun også til at træde i det. Møg, klisterstads. Antenna sukkede. Igen havde hun mistet sporet på vej til kolonien på trods af den livlige færdsel på vejen. Føden skulle skaffes, senere skulle der skulle ryddes op, dronningen passes og plejes, og de små fodres. Denne dags opgaver lignede til forveksling de foregående. Som forholdsvis ny beboer i samfundet var hun tålt, men det indbefattede absolut ikke nærkontakt med de andre. Hendes måde at hilse på og ikke mindst hendes duftafsondringer skilte hende ud. Det, og så behåringen, hvor sparsom den så end var. Ensomheden bar hun nu på ryggen som et barn i slynge. Engang bar hun vinger.

Da der ikke var soldater i nærheden, tillod hun sig at krybe i skjul bag en knast, hvor hun kunne sidde uforstyrret i den kølige brise. En fyrrenål dækkede for solens udtørrende stråler, men alligevel blev hun svimmel, da hun løftede blikket og tog udsigten ind. Mørkegrønne trætoppe, buske og frodigt græs med blomster i hele sommerfarveskalaen. Som et eventyr var det at se på. Og som så ofte før når noget smukt passerede, skar den dybe smerte fra arret i vingefæstet hende. Engang kunne hun flyve.

En gråbrun cirkel af ganske pæn størrelse et sted i græsset fangede hendes blik. Sikke da et mylder, der var på overfladen. Hun lukkede øjnene. Kunne det mon være hendes… Turde ikke se, turde ikke tænke, men savnet tog hende alligevel i hånden og førte hende tilbage.

Her stod hun så på den smukke grønne sten ved indgangen øverst i tuen. Den særlige sten, som de altid anvendte som afsætningsplatform, når deres vinger skulle bære dem for første gang. Fra de første to små buler viste sig på rygskjoldet, havde hun hver eneste morgen drejet nakken næsten af led for at følge deres udvikling. At være vingebærer var en gave, en mulighed, en udvælgelse, og hun gjorde sit bedste for at passe og pleje dem med voks og edderkoppespind, så de blev kraftige og bæredygtige, da ikke mindst. Da tiden nærmede sig for den store parringsflugt, havde hun specielt indprentet sig Antons lugt og smag. De havde ofte mødtes og flettet antenner i de små sidegange, hvor mørket gav beskyttelse. Nu var hun så klar, som nogen kunne blive.

Forventningens bobler svævede rundt om alle de ventende på den grønne sten. Antennas vinger glimtede lystigt, mens hun småblafrende varmede dem op. Ingen af dronningeaspiranterne var smukkere end Antenna, da hun satte af og steg mod himlen. Hun fløj højere og højere. Vinkede ivrigt ”kom” med højre forben til Anton, og så den derfor ikke.

Den, fuglen, der fangede hende i flugten. Den greb hende nådesløst i vingerne og ruskede. Ruskede til de løsnede sig, og hun faldt i sort bevidstløs smerte.

Tiden, der fulgte, var mørk og ond. Af den slags, der ikke vil huskes. Hun rystede pludselig voldsomt i den kølige skygge under fyrrenålen. Da hun atter modvilligt slog øjnene op, så hun ham. Cæsar Sanguinea, soldaten, der altid smækkede efter hende med sine skarpe kindbakker, når de mødtes. Uanset hvad hun gjorde, var det ikke godt nok til Cæsar. Hun rejste sig sitrende i alle led, drejede hovedet mod solen og fangede et glimt af den blå himmel. Hun løb helt ud i spidsen og satte af.

Engang bar hun vinger. Engang kunne hun flyve. Engang…

onsdag den 26. januar 2011

Månedsopgave og andet



Kære alle,

Er det ikke ved at være tid til en månedsopgave på Skrive-bloggen? Jeg har fundet Edward Hoppers maleri "Night Windows," som jeg vil foreslå, vi bruger som inspiration til februar-opgaven. Pga. ophavsrettigheder nøjes jeg med at linke til billedet: http://www.moma.org/collection/browse_results.php?object_id=79270. Hvad siger I til en deadline fredag den 11. februar?

Hvis nogen af jer har forslag til kommende månedsopgaver, må I meget gerne sende dem til mig.

Jeg kunne også godt tænke mig at vide, om I synes, vi skal fortsætte med at publicere én tekst om ugen, eller om vi skal fordoble antallet og f.eks. lægge en tekst på både lørdag og onsdag? Eller skal vi genoptage onsdagsmarkedet? Jeg kunne godt tænke mig lidt mere aktivitet herinde, men hvad mener I? Jeres input modtages med kyshånd.

Kh,
Randi

lørdag den 22. januar 2011

Tre haiku til haren



1

Vidtstrakte marker

en hare krydser
sit spor

solstrejf og forår.


2

Åbne landskaber

standardiseret
natur

en hare på flugt.


3

Landskab og fauna

indgreb og brug
sætter spor

haren er sårbar.

lørdag den 15. januar 2011

Hvorfor fanden havde han ikke bare givet hende den spade



Ikke et rigtigt swissj, mere som et tjiPouw, så sprang den til live. Sanne lod fingrene glide henover den blanke form. Modvilligt. Vist var den flot, og den varmede. Men hun kunne ikke bruge den. Ikke til dem. Hun afskyede dem. De var ulækre. Slimede.

Händels Fireworks dirrede på cafebordet. Hun lod den altid klinge lidt, lod orkestret rejse sig. Blanke trut i blæserne, dirrende hvirvler over trommeskind, dirigenten allerede ophedet, selv ved at futte af. Så rakte hun hånden ud efter mobilen.

-Sanne, det er mig. Jeg kommer nu, blev bare lidt forsinket. Fem minutter, så er jeg der. Har du bestilt.
-Nej, jeg venter bare. Sanne rørte rundt i sin halvkolde kaffe.

Et kvarter senere dumpede Josie ned i kurvestolen foran hende.
-Undskyld, altså undskyld, Sanne, og så lige i dag. Veninden lod de brogede indkøbsposer sprede sig som blomster på det sort-hvide flisegulv, en lille buket stak hovedet ud af den ene. Anemoner. Josie købte altid anemoner til hende.
-Tillykke skat. Sanne forsvandt ind i Josies sprudlende blomstersnak. De blåeste hun kunne få, sagde hun altid. Blå som havet i Sannes øjne.
-Vi skal fejre det, skal vi ikke? Jo, sgu. Og så forsvandt hun ind i cafeens slørede dunkelhed.

- Var det dig der sagde det til ham? Sanne tegnede dråber på det duggede glas.
- Sagde hvad, søde?
- At han ikke skulle købe den spade?
- Spaden? Nej men Sanne. Du mente da ikke . . .
- Jeg ville gerne have den spade. Den var skarp. Dybsort. Blank. Sannes øjne gnistrede mod Josies forbløffede tavshed.

-Jamen, en spade, Sanne. Det ønsker man sig ikke i bryllupsgave. Du kan jo bare købe dig en, hvis det er.
-Det er ikke det samme. Jeg ville have den af ham, forstår du. Jeg skal bruge den. Hele hans have er fuld af de der ulækre. Jeg vil gøre den pæn til ham. Grave kanter, fjerne ukrudt. Og hakke dem over.
-Hvad for nogle.
-Sneglene. De der store, flammerøde, slå dem ihjel inden de trækker deres slimspor op af mine ben. De klamrer sig til huden, de smasker løs med alle deres bakterier. Ét zak, så alt det ulækre kan vælte ud af dem, og de er færdige. Sannes hånd ramte en kasseret oliven, det ildrøde peberfyld splattede ud på bordets blanke renhed.

-Hvorfor siger du egentlig hans have.
-Det ved jeg ikke. Det er det bare. Og hvis jeg nu gerne ville have en spade? Hvorfor kunne han så ikke . . ? Jeg mener. Det var jo mit valg, ikke?
- Sanne. Han vil dig det godt. Han ville bare gerne give dig noget flot. Noget evigt. Noget smukt. Josie lagde hånden på Sannes kind. Hendes øjne brændte af mange års kærlighed til veninden. De to. De havde altid haft hinanden. Bevidstheden om den andens nærvær, varme armkrog, lune smil. De havde altid kunnet nå.
- Du skal snart af sted, ikke? Jeg følger dig til toget, jeg skal bare lige . . .

Konduktøren havde vinket, togdørens hvislen hakkede Josies stemme i småstykker:
-Hvad fik du for resten?
Gennem ruden et hurtigt glimt. Et tjiPouw. En lille flakkende lue. Den blanke lighter.
Josies åbne mund, angsten i blikket. Var der ingen der havde fortalt ham det? Hvorfor havde han ikke bare . . . .

-Nej,Sanne. Neej!

Foto: dorte f

lørdag den 8. januar 2011

Sidste stop inden livet



”om 200 meter drej til højre” sagde den mekaniske kvindestemme på GPS’en.

Han trillede ned ad den smalle villavej, mens han kiggede til højre og venstre på haverne og husene.

”drej til højre”

Han stoppede bilen i krydset og kiggede længe på vejskiltet ”Edenshavevej”. Selvom det var mindst 27 grader udenfor, stak han hænderne ind under armhulerne som om han frøs og krøb sammen.

”drej til højre”

Han slukkede for GPS’en og drejede langsomt ned ad vejen. Her var alle husene gemt væk bag meter høje hække og låger med husnumre på, som man ikke kunne se igennem eller over. På en af lågerne var der hængt et ”Til Salg” skilt op. Han kørte ind til siden og stoppede bilen, hænderne knugede om rattet, mens han stirrede på instrumentbrættet. Langsomt gav han slip på rattet, åbnede bildøren og stod ud. Lågen med ”Til Salg” skiltet gav ingen lyd fra sig, da han åbnede den. Den 2 meter høje hæk var nyklippet og græsplænen trimmet. Der var bede med blomster, fordelt efter farver. Der var ingen ukrudt. Huset var hvidt.

Idet han løftede hånden for at banke på, åbnedes døren af en ung kvinde med brochurer under armen.

”Hej kom indenfor” smilede hun ”Du er kommet for at se på huset?”.

Han nikkede.

”Jamen kig du dig bare omkring, jeg er i køkkenet, hvis du har brug for mig” sagde hun og pegede i retningen af en blå dør.

”Jeg vil gerne se kælderen” ordene blev udtalt tydeligt, i stavelser.

”Den dør” hun pegede ned ad gangen ”til venstre”. ”Den er ikke så stor.. kælderen”

Han stod foran døren og kiggede på håndtaget, så trykkede han det langsomt ned og skubbede døren op.

”Pas på med ikke at lukke den” sagde kvinden ”der er ikke noget håndtag på den anden side”

”Det ved jeg” hviskede han

”Hva’?”

”Det skal jeg nok” svarede han, tændte lyset og gik ned af trappen.

Kælderen var tom, på nær den nøgne pære i loftet og en lille madras under trappen. Han stod i midten af rummet og kiggede op mod vinduet, den sorte maling på ruden var skaldet af nogle steder. Der var en svag elektrisk lyd fra pæren. Man kunne høre lyden af kvinden der gik rundt i værelset over kælderen. Langsomt begyndte han at gå med lyden af kvindens fodtrin, 3 skridt mod vinduet, han lukkede øjnene, dreje rundt, 2 skridt mod trappen. Han var nær gået ind i gelænderet. Han åbnede øjnene og stirrede på den lille madras, der stak lidt ud under trappen.
På hænder og knæ kravlede han ind på madrassen. Støttende på sine knæ og den ene hånd, stak han sine fingre ud mellem trappetrinene, hvor lyset fangede hans tynde fingre. Hans mave gav en rumlende lyd fra sig. Han stivnede et øjeblik så trak han hånden til sig og kravlede ud.

Med begge hænder børstede han støvet af sig, mens han gik op ad trappen. Han slukkede lyset og lukkede døren til kælderen. Han kiggede lidt rundt i gangen og gik så ud ad hoveddøren og ned ad havegangen. Kvinden kom hastigt gående efter ham, stadig med brochurerne under armen.

”Så du det du ville?” kaldte hun

”Ja” svarede han

”Men er du interesseret i at købe det?”

Han kiggede op mod hende

”Nej” han åbnede lågen, gik ud og trak den stille i bag sig.

lørdag den 1. januar 2011

Søskende i et andet liv



Jeg havde vænnet sig til at være længe om at låse døren op, så dem på den anden side kunne forberede sig på besøg.

Nogle af dørene gik sejt i låsen, og jeg kunne stå og fumle længe, før det lykkedes.

Det var nok til, at de vidste, hvem det var, der kom ind. Det gav dem lidt tid til at samle sig, få tøj på, hvis det var først på dagen.

Det var det mindste hensyn, jeg kunne tage til mennesker, der ikke var herre over, hvem de ville se og hvornår.

Også for min egen skyld var de sekunder nødvendige.

Mentalt tømte jeg mine tanker, ryddede det indre spejl for det sidst sete og forberedte mig på at møde et nyt menneske, opleve, forstå.

Idet jeg skubber døren op, repeterer jeg: soldat, ung, meget ung, ikke kendt i systemet, drabsmand.

Jeg mente, jeg var forberedt, alligevel rammer han mig.

Det blågrønne energifelt er smalt, skarpt afgrænset, udmåler den afstand, han vil have til andre og understreger kroppens forsvar.

Han står op under hele samtalen, mens han holder i stoleryggen.

Alle hans muskler er spændte i den tætte, brede krop, skuldrene stive og hænderne knugende.

Men øjnene - de rammer mig. Der er intet forsvar, kun angst og fortvivlelse.

I dem ser jeg de spørgsmål, han ikke stiller, og som jeg heller ikke kan svare på. Jeg får fysisk ondt. Det dirrer i mellemgulvet og halsen snører sig sammen. Jeg bliver hans smerte.

Inden i mig er alt kaos. Jeg får sagt de ting, der skal siges. Spurgt om det, jeg skal vide.

Han svarer med enstavelsesord, høfligt, på vagt.

Svarene kommer efter en lille pause, som er det dele af sig selv, han giver fra sig.

Jeg vil ikke rystes af ham.

Det er ikke fair, at det skal gøre ondt på mig. Jeg har ikke pligt til at dele smerten.

Min opgave er at være praktisk, opfylde cirkulæret, lytte, måske forstå.

Han er med i mine drømme, i forskellige aldre.

I en af dem er vi begge børn. Vi går på en mark i sne, han er den lille, jeg er den store, men begge er vi bange og hjælpeløse.

Vi går med hinanden i hånden. Jeg mærker, han bliver tryg. Jeg vågner med følelsen af hans lille, varme hånd i min.

I en anden drøm er han blevet væk for mig. Jeg skulle passe på ham og han er væk. Desperat og grædende leder jeg alle steder, finder ham til sidst, nøgen og kold under nogle blade.

Jeg tager ham op i mine arme og vugger ham til live. Det havde været i sidste øjeblik.

Som ugerne går, bliver hans forsvar mindre, der kommer ord på. Han åbner for fortvivlelsen, selvhadet, spørgsmålene, og jeg kan bare lytte. Intet jeg kan sige, gør det lettere for ham.

Angst går jeg ud af cellen, urolig hele ugen inden næste besøg. Vil han være der?

Har han mod nok til at vælge livet?

Det er svært at forlade ham uden at kunne tage ham i hånden, tage om ham og værne med mine arme.

Svært at trøste ordløst, usikker på om det bliver hørt.

Som ugerne, månederne går, bliver han mere blå og klar. Tit føler jeg hans farve nå min egen og det giver mig håb for ham og ro for os begge.

Der er dage, hvor vi deler et smil, og der er dage, hvor cellen lukker sig om os, og kun rutinen hindrer mig i at miste kontrollen.

Ingen af hans egne er der til retssagen. Sådan har han ønsket det. Jeg er der.

Fra min plads længst ude til højre på anden række har jeg direkte udsyn til nævningene, som sidder til venstre i salen.

12 almindelige mennesker, som skal udmåle den hævn, som skal genoprette og sone et drab.

Anklageren, en lille selvhøjtidelig jurist procederer i sin special syede, sorte silkekåbe med ekstra brede opslag i signalblå kontrast.

Han ser komisk ud, som han svajer i ryggen og svinger kroppen i store bevægelser under de indledende bemærkninger. Det er hans dag, mere end sagens.

Overfor, med front mod nævninge og anklageren, står forsvareren. En høj, mager, nydelig mand, som ikke behøver nogen specialsyet kappe for at understrege sin betydning. Han har lånt en kappe, som kun når til knæene og med bordeauxrøde opslag, som stumper midt på underarmen. Han emmer af alvor og koncentration.

Under de mange ord, betragter jeg nævningene, der alle med mellemrum kigger på ham, drabsmanden. Som dagene skrider frem, kigger de sjældnere og sjældnere, det giver kulde i rummet.

Engang imellem går jeg ud af mine tanker og krop - en følelsesløs masse, der ser og hører alt på et andet plan. Så samler jeg mig om at sende ro til ham.

Han sidder med siden til tilhørerne, front mod nævningene og bevæger sig kun lidt. Han drikker meget vand, det løsner, så han kan trække vejret. Hænderne samler han i skødet, så får brillerne et skub, engang imellem vender han sit blik mod sollyset, og ser ud, som om han ikke er til stede.

Jeg er der for at være et par venlige øjne, når de andres bliver væk for hans blik. Dømme ham, det skal de. Knuse ham, det får de ikke lov til.

16 år. De dømmende går hvert til sit.

Da han bliver ført ud af retssalen, stirrer han fortvivlet på mig.

Jeg må være hos ham, selvom intet jeg kan sige, kan gøre den dom lettere at bære. Nu er det mig, der er hjælpeløs, der ikke tør spørge. Svarene kan ingen af os give.

Han sidder på kanten af jernsengen, stirrer ned i gulvet, siger intet, men gnider sine hænder mod hinanden igen og igen.

- Hvem vil nogen sinde røre ved mig?

Uden et ord tager jeg hans hænder mellem mine og holder dem fast, til de ikke ryster mere.

På vej ud af cellen vender jeg mig til farvel, samler ham i mit blik, så han bliver lille nok til at være i min hånd.

Jeg lægger ham ned i min lomme, og holder forsigtigt om ham.

Her får ingen lov at gøre ham mere ondt.