lørdag den 27. november 2010

Strandgade 10



Jeg stod foran den store grønne port med den lille dør i den ene halvdel, som man sædvanligvis benyttede som fodgænger når man skulle ind i ejendommen. Jeg stod her sammen med min kusine fra Stockholm. Det var ganske mange år siden vi havde set hinanden sidst. Vi havde jævnlig kontakt i form af mails, hvor vi holdt hinanden a jour om hverdagens store og små begivenheder. Nu hvor hun var gået på delpension, havde vi aftalt at hun skulle besøge mig. Hun havde aldrig set mit barndomshjem. Så derfor stod vi nu her.

Siden jeg sidst havde været forbi mit første hjem, var der kommet dørtelefon ved porten, så man skulle ringe på hos en af beboerne for at komme ind i gården. Det var vores held, at der denne dag var sat krog på portdøren, så vi kunne gå derind uden at genere nogen. Porten så ud som den altid havde gjort. Dog noget mere velholdt end jeg huskede den, men den samme mørkegrønne farve. Den var udsmykket med kassetter og udskårne løvranker. 10-tallet i den indlagte sandstensbue over porten var det samme som dengang for næsten 60 år siden, da jeg boede der.

Portrummet fører én gennem forhuset og ind i gården, som er brolagt med store toppede sten, også som dengang i den fjerne barndom. Dengang var denne ejendom, som mange på Christianshavn, det rene slum. Den ene langside i gården er en høj vinduesløs brandmur med vildvinsløv til at pynte lidt på den bare mur der afgrænser noboejendommen. På den anden side ligger sidehuset, som kun er to etager højt, og som resten af ejendommen, vindt og skævt og bygget med bindingsværk.

For enden af gården ligger baghuset, hvor jeg boede med mine forældre på tredje sal. Vi delte et toilet, som lå på en fælles gang, med to andre lejere, så man skulle ud af hovedøren for at komme på toilettet! Til opvarmning var lejligheden udstyret med én kakkelovn, som stod i stuen. I køkkenet, som var en originaludgave af det man kan se på arbejdermuseet i dag, var der et vindue der vendte ud mod en skakt af en gård, hvor der i bunden stod en masse jern, mere eller mindre skrot, tilhørende det smedeværksted der lå nederst i bygningen med en stor port ud til gården. Jeg kan huske, at de havde en stansemaskine. Når den kørte, dansede hele huset i takt med dens slag gennem metalpladerne.

Måske var det derfor, at taget var så utæt, at når det regnede, havde vi ikke vaskefade, krukker og gryder nok til at opfange det vand der kom ned gennem loftet! Og så var der rotter. Man kunne høre dem klapre med skraldspandslågene efter mørkets frembrud. Engang, hvor min far var på vej ned for at give vores hund sin aftenluftetur, var den usædvanlig ivrig efter at komme afsted. Min far lukkede den ud af hoveddøren uden at give den snor på. Den styrtede afsted. Vi kunne høre den på vej ned ad trappen. Min far skyndte sig efter hunden. Midt på et trappeløb så han en stor rotte. Hunden havde haft så megen fart på, at den ikke kunne stoppe midt på trappen. Men på den næste afsats var den ved at snurre omkring sig selv, hvorefter den for op ad trappen igen, snappede rotten i ryggen, slyngede den op i luften og greb den i nakken og lukkede kæberne omkring den så den brækkede halsen på rotten. Derefter mistede den fuldstændig interessen for rotten. Tip som vores hund hed, havde min far købt, som hvalp, af nogle spanske fiskere, som lagde til nede ved Knippelsbro, hvor der dengang var en del fiskere der lagde til. Fiskerene havde forsikret min far om, at det var en rottehund. Episoden viste, at de havde haft ret.

Nu er Christianshavn blevet mondænt og lejlighederne er ejerlejligheder. Der er garanteret ikke hul i taget og rotter i gården. Men der er stadig en særlig atmosfære over området, som jeg holder af den dag i dag.

onsdag den 24. november 2010

Klichéer - hot or not?



Ifølge Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi er definitionen på en kliché en nedslidt sproglig vending. Klichéen foregiver originalitet, men opleves som banal.

Men hvornår er en sproglig vending nedslidt og banal?
Er den det i alle situationer?
Betragter vi den alle samtidig som nedslidt og banal?
Skal man for hver en pris skabe sine egne originale billeder hver gang, eller er nogle sproglige vendinger gangbare, selvom de har været brugt igen og igen og igen?

Hvad mener I?

/Randi

lørdag den 20. november 2010

Dagbogen



Anita trådte et skridt tilbage. Underkanten på den forgyldte ramme om det store maleri flugtede med sofaryggen.

Hun kunne mærke familiens bebrejdende øjne i nakken og vendte sig om. De hang der allesammen, som de altid havde gjort. Billederne af hende selv var dog blevet udskiftet med broren i stiveste puds sammen med en storsmilende kvinde i brudekjole og med en fed, dåbsklædt baby i armene. De to med en anden baby i dåbskjole og en dreng på et par år stående imellem sig. En ung fyr med studenterhue.

Anita kantede sig rundt om de tunge mahognimøbler hen til døren til sit gamle pigeværelse. Hun trykkede håndtaget ned og trådte indenfor.

Alt stod, som da hun forlod det. Skibsbriksen med det rodede sengetøj. Bukser, bluser, undertøj i ét virvar på gulvet foran den åbne klædeskabsdør. Det runde spejl i læderstrop over toiletbordet med smykkeskrinet og de mange parfumeflakoner. Hun satte sig forsigtigt på den trebenede stol, tog en tilfældig flakon op og skruede proppen af. Lugten af sprit rev i hendes næsebor.

Lyden af latter på den anden side af vinduet fik Anita til næsten at tabe parfumeflakonen. Et par teenagers havde taget opstilling på fortovet. Pigen stod krumbøjet og holdt sig på maven. De havde vel ingen steder at gå hen. Da Anita en time tidligere var kommet forbi byens lille torv, havde hun lagt mærke til, at tankstationen var væk, og vinduerne i den gamle købmandsbutik var dækket af træplader.

Anita trak øverste skuffe i toiletbordet ud. Nøglen lå der, men dagbogen var væk. Moren havde nok brændt den eller gravet den ned i haven, så ingen kunne læse sandheden om farens fald fra klinten. Man måtte give konen, at hun holdt ord.

Anita børstede de handskeklædte hænder mod hinanden, rejste sig og kantede sig tilbage gennem stuen. Med skosnuden pirkede hun til moren, som lå i entreen. Hun skrævede over den livløse krop, klappede let på den bugnende skuldertaske som for at sikre sig, at pengene stadig var der, og åbnede hoveddøren. Hun missede mod solen, da døren smækkede i efter hende.

”Lad dem bare fortælle politiet om den overvægtige, mørkhårede kvinde, de har set forlade huset,” tænkte Anita, da hun passerede de to unge mennesker på fortovet.

onsdag den 17. november 2010

Mens vi har travlt



Kære alle,

En månedsopgave på denne side af nytår er vist utopi. Det ville dog være rart at have tekster at udgive på Skrive-bloggen hver lørdag, selvom vi har travlt på SAXO.

Bente har foreslået, at vi udgiver nogle af vores nye SAXO tekster, så der er noget at læse for dem, som kigger ind. Hvis I er med på den idé, må I meget gerne løbende sende tekster til mig.

Hvis nogen har et godt skrivetip eller lignende til vores onsdags-marked, må I også meget gerne sende det til mig. Hvis I ikke lige kan komme op med noget, skal jeg nok finde på et eller andet, så vi holder liv i denne nye tradition ;)

/Randi

lørdag den 13. november 2010

Stilstand



Der er meget stille på Skrive-bloggen
for lige nu er hele flokken
gået grassat på SAXO dot com
Vi skriver, tænker og skriver om
De anstrengelser skulle gerne betyde
at ordene fremover bedre vil flyde
Men kig forbi og ha’ in mente
at her trods alt er lidt at hente

onsdag den 10. november 2010

Miljøbeskrivelse: Location



Kære alle,

Apropos ugens opgave hos SAXO er denne onsdags tema valg af location.

Når man skal skrive en tekst og skabe et miljø, er det oplagt at starte med stedet, hvor begivenhederne skal finde sted. Det kan gøre en tekst mere dynamisk, hvis man placerer sine hovedpersoner et sted, som ikke er det mest oplagte.

I sin bog, Manual til Skrivekunsten, skriver Robert Zola Christensen:

Citat:
Et ungt par, der sidder og skændes i lejlighedens lille køkken, kan synes forudsigeligt. Flyt dem ned på gaden, hvor de fører samme skænderi, mens de pakker ferieudstyr i den alt for trange tagbagagebærer, eller sæt dem i gang med at tapetsere stuen.
Citat slut

Hvordan bestemmer I jer for en location, og har I eksempler på locationer i jeres egne tekster, som ikke er de mest oplagte?

/Randi

lørdag den 6. november 2010

Vendepunktet



Sent hjemme fra arbejde. Træt efter 14 timer ved pc'en. Jeg arbejdede med at oversætte en engelsksproget roman, som var fyldt med udtryk og vendinger, slang o.s.v. Det var svært, at finde en ordentlig oversættelse til mange af disse specielle engelske formuleringer. Men jeg havde hårdt brug for de penge jeg kunne tjene ved det.

Der lå en lokalavis på gulvet indenfor hoveddøren og da jeg løftede den op, lå der en rudekuvert nedenunder. Den var fra et advokatfirma. ”Satans”, mumlede jeg for mig selv. ”Endnu en trussel om inddrivelse ved incasso. Gad vide hvad det er denne gang?”

Jeg flåede kuverten op. Jeg blev lidt overrasket, da jeg så, at der var hele to sider. Begyndte at læse. Jo længere jeg kom ind i teksten, jo mere tabte jeg underkæben. En beskuer ville sikkert ha' fundet mit ansigtsudtryk ganske komisk.

”Hr. Allan Mynster. Jeg henvender mig til dem, som kurator i boet efter afdøde ingeniør Adam Lange. Adam Lange, som var Deres morfars bror, rejste i sin tid til Peru, hvor han arbejdede som brobygningsingeniør og skabte sig en betydelig formue. Ifølge skifterettens oplysninger er De nærmeste slægtning og desårsag indtræder De som arving. Boets formue er opgjort til 7 millioner u.s.$. Der er imidlertid en arveafgift på 15% af beløbet, som vil blive fratrukket inden provenuet udbetales til Dem. Jeg vil bede dem rette henvendelse til min sekretær for at aftale et møde, idet der er visse papirer der skal underskrives, og De skal dokumentere, at De er den person der er berettiget til den pågældende arv. ”

Med venlig hilsen

Axel Winkel, advokat

”Jeg ved ikke hvor mange gange jeg læste brevet igennem, men til sidst kiggede jeg på kuverten, for ligesom at få bekræftet, at det var en rigtig advokat der havde skrevet til mig.

Jeg besluttede mig for at ta' det HELT roligt. Jeg gik hen til mit spiritusskab. Der stod en enkelt flaske Bourbon whisky, min foretrukne last, som jeg stadig tillod mig. Trods modgang, eller måske snarere på grund af den. Jeg skænkede mig en ordentlig bamse, for at berolige nerverne.

Jeg tændte for TV'et og så lidt på TV2-News inden jeg gjorde mig klar til natten og gik i seng.

Jeg drømte en masse mærkelige ting. Min morfar optrådte bl.a. ”Det havde du nok ikke regnet med, hvad, knægt. Buldrede han og slog en mægtig skraldlatter op, som jeg kunne huske han gjorde. Han blandede sig med en masse mennesker jeg ikke kendte og forsvandt. Jeg råbte efter ham for at få noget at vide om hans bror, men alle disse mennesker var i vejen, og så forsvandt han for mig.

Jeg vågnede. Badet i sved. Vaklede ud på badeværelset og tog et bad. I badet begyndte virkeligheden så småt at vende tilbage. Jeg skyndte mig at blive færdig og nærmest løb ind i stuen, for at sikre mig at brevet var virkelighed.

”Jo, det lå der på skrivebordet ved siden af telefonen. Jeg tog telefonen med rystende hænder og trykkede nummeret til advokatfirmaet.

”Axel Winkel og partners” lød en veloplagt sekretærstemme i røret. ”Æh, ja jeg skulle tale med Axel Winkels sekretær for at træffe en aftale” sagde jeg lidt spagfærdigt. ”Ja, Hvad drejer det sig om?” Spurgte den venlige stemme. ”Jah, jeg har fået et brev vedr. en arvesag” ”Kan du give mig journanummeret, det stå oppe til højre under datoen”, afbrød sekretæren. Hun fik nummeret og bad mig vente et øjeblik. Hun vendte tilbage og spurgte mig hvornår det kunne passe mig. Vi aftalte en dato og et tidspunkt.

Jeg kunne ikke la' vær' med at spørge: ”Er det virkelig rigtigt, at jeg har arvet syv millioner u.s. Dollars?” ”Jeg kunne høre at sekretæren måtte lægge bånd på sig for ikke at komme til at le. Så svarede hun: ”Ja det er det. Det må da være lidt af et vendepunkt.”

Spontant røg det ud af mig: ”Ja, det kan du bide dig selv i næsen på. Værs'go' bid!”. Nu lo hun.

onsdag den 3. november 2010

SAXO's Forfatterskole starter igen



Kære alle,

Som nogle af jer allerede ved, starter SAXO's forfatterskole op igen. Det gamle SAXO forum har været utilgængeligt et stykke tid, men i går gik et nyt og - ser det ud til - langt mere overskueligt forum i luften. Der blev samtidig åbnet for tilmelding.

Også denne gang har SAXO allieret sig med Ida-Marie Rendtorff og Daniel Zimakoff i lærerrollen, og det er igen gratis at deltage.

Første opgave bliver åbenbaret mandag den 8. november kl. 21:00, og kurset løber over fem uger. Overskriften på første opgave er miljøbeskrivelse: Miljøet i en historie er mere end en kulisse for personerne...

Jeg er usikker på, om SAXO sender mails ud om tilmelding, så tilmeld jer på
http://forfatterskolen.saxo.com/.

Vær søde at sprede budskabet om forfatterskolen. Jeg håber, vi ses derinde :)

Kh,
Randi