onsdag den 22. december 2010

I denne søde juletid...



Kære alle,

Skrive-bloggen holder ferie indtil lørdag den 1. januar, hvor en ny tekst vil blive publiceret. Hvis I skulle få tid tilovers imellem julefrokosterne, er der jo masser af ældre tekster, som nok kan tåle af blive læst igen ;)

I ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tusind tak for et dejligt skrive-år 2010. Jeg glæder mig til et lige så dejligt 2011.

Kh,
Randi

lørdag den 18. december 2010

Hullet



Mørket lægger sig over mig. Jeg kan mærke suset fra dybet bag mig. Jeg må ikke vende om! Hvis jeg gør det, falder jeg derned, og jeg ved, at jeg aldrig kommer op igen. Jeg må gå videre, lige meget hvor hårdt det er. Jeg kæmper mig frem. Stormen tager til, den prøver også at få mig ned i hullet, men jeg nægter. Jeg har besluttet mig for at kæmpe! Jeg vil leve! Jeg vil se lyset igen. Giv så slip på mig! Sæt mig fri. Lad mig flyve frit igen. Let me feel alive!

Jeg åbner øjnene. Der er helt mørkt. Jeg kan intet se! Jeg er blevet blind! Men nej. Det er bare mørkt. Jeg er nede i hullet igen. Jeg kan mærke kulden lægge sig om mig. Jeg føler mig nøgen og udsat. Tusinde små djævle sidder skjult i mørket og hvisker spydigheder til mig. De rammer mig og går lige igennem alle forsvar, gennem hud og hår, gennem alt indeni mig og ind i mit hjerte. Der gør det mest ondt. Jeg krummer mig sammen i et hulk og begynder at græde. Gå væk! Skriger jeg. Lad mig være i fred!

Der er helt stille nu. Djævlene er væk. Der er kun mig og mine tørre hulk og mit blødende hjerte. Nu begynder det også at regne. Det starter som små dråber på mit hoved, men de vokser sig større, og til sidst hamrer regnen ned. Det bliver for meget for mig. Jeg vil rejse mig, jeg vil væk, jeg vil søge læ! Men mine ben vil ikke bære mig, jeg falder bare sammen igen. Jeg maver mig hen ad bunden på hullet. Bunden, kalder jeg det, for jeg har ingen idé om, hvad det ren faktisk er. Det er ikke græs, det er ikke tæppe, det er ikke sten, det er ikke sand, det er ikke træ, det er intet jeg kender i forvejen. Det føles bare koldt og hårdt og blødt på samme tid. På den ene side føler jeg mig trykket mod fladen, men på den anden side giver det efter for min vægt og former sig efter min krop. Det er som om, at regnen falder igennem pladen. Jeg opgiver. Jeg krummer mig bare sammen og lader regnen hamre mod mig.

Noget generer mine lukkede øjne. Regnen er holdt op, men jeg er stadig drivvåd og ryster af kulde. Jeg åbner øjnene på klem, men lukker dem lynhurtigt igen. Det er lys. Nogle sparsomme stråler falder ned gennem det åbne hul og prikker drillende til huden på mit ansigt. Jeg åbner øjnene langsomt og vænner mig til lyset. Jeg ser ned og bliver helt forskrækket. Jeg ligger ikke på noget! Der er slet ingen overflade, jeg ligger midt i et hul… eller nej! Jeg svæver! Hvad er det der sker? Jeg ser op. På kanten står der en skikkelse. Jeg kniber øjnene sammen for bedre at se, men jeg kan ikke se, hvem det er. Skikkelsen rækker armen ned mod mig. Jeg sukker. Jeg prøver at råbe, at jeg ikke kan nå, men min stemme er væk! Pludselig går det op for mig, at det kan jeg godt! ”Man kan hvad man vil!” lyder et ekko inde fra mig selv. Jeg finder den lille glød indeni mig, som vil kæmpe for friheden endnu en gang. Hvis jeg kan stå midt i hullet uden at falde, så kan jeg også flyve, siger jeg til mig selv. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig. Jeg kan mærke det helt ned i tåspidserne – jeg flyver! Det går langsomt, men op det kommer jeg. Jeg ser op. Nu kan jeg se, hvem det er på kanten. Det er dig. Og jeg er på vej op. Jeg rækker hånden ud fast besluttet på at tage din.

onsdag den 15. december 2010

Hvad er en teksteditor, og hvad kan den bruges til?



Jeg stødte på dette link om en teksteditor og blev nysgerrig, for hvad kunne den bruges til? Det var noget med et tekstredigeringsprogram, som er bygget op med fokus på skriveprocessen, og man kunne downloade det gratis. Det er Getomonk alias Morten Mølgaard Pedersen, der anbefaler denne gratis teksteditor, som kaldes FocusWriter. Men der er andre oplysninger at hente hos for eksempel Joomla.

Da jeg ikke var blevet meget klogere, gik jeg i gang med at undersøge, om det var noget, der kunne hjælpe mig i mit skrivearbejde. Jo mere jeg undersøgte, desto mindre klog blev jeg. Men stædig som jeg var, fandt jeg lidt efter lidt ud af, at det vist var noget med teknik. Og efter megen tålmodighed fandt jeg frem til, at det var et skriveredskab, man kan bruge, når man vil indsætte tekst og billeder samt rette tekster på sin hjemmeside. Samtidig fandt jeg ud af, at man kunne downloade sin egen teksteditor, eller man kunne bruge en online editor.

Undervejs læste jeg, at det var et fantastisk værktøj, man absolut havde brug for, hvis man var forfatter og ville skabe sin egen internetside. Men så skulle man have en professionel teksteditor, fordi den havde alt det, man kunne drømme om, f.eks. coder, skabeloner, bogmærker, endeløs tekstplads osv.

Det endte med, at det var alt for teknisk, men hvis nogen er interesset, skulle det bedste og nyeste på markedet være RubyMine.

Hvis man er interesseret, fandt jeg et rigtig godt sted at starte: et pdf dokument fra IT-Universitetet i København med introduktion til HTML. Her får du opskriften på en simpel hjemmeside i teksteditor, f.eks. at skrive din første (X)HTML, at tilføje et billede, at lave dit første link, at validere koden som en vigtig afslutning i alle kodeprocesser.

Måske er du nået dertil, hvor du siger til dig selv, jamen, hvad skal jeg bruge al denne information til?

Svaret er ganske enkelt. Som forfatterspire når du til den dag, hvor du sikkert gerne vil lave din egen forfatterblog, før du kaster dig i lag med at udgive din egen bog!

Du kan jo også vælge en præfabrikeret blog, som nogle af Skrive-bloggens forfatterspirer har gjort.

Hvis du kigger i højre side af Skrive-blokken under ”Andre forfatterblogs”, vil du se, at der er mange forskellige måder at lave en blog på som vores egen Skrive-bloggen.

Og hvis du ellers har nogle gode forslag til, hvordan man laver en blog eller en hjemmeside, så kom endelig frem med dine idéer.

Hvis man har lyst til lidt mere kontant stof til ens skriverier, ja så er det sidste nye ”The Snowflake method”. Dette begreb stødte jeg på i en kommentar på SAXO, og måtte straks undersøge, hvad der gemte sig bag det. Og voilá! Det så meget mere interessant ud end den mere tekniske teksteditor.

The Snowflake method er lavet af Randy Ingermanson, der har udviklet en slags program, der heder ”Snowflake Pro”. Programmet koster ca. 500 kr., og hvis man køber en bog med på vejen til ca. 75 kr., får man 50% rabat på ”Snowflake Pro”!

Her finder du alle de oplysninger, du har brug for.

Jeg har læst siden igennem, og synes faktisk, det lyder temmelig lovende. I første omgang har jeg sagt ja til at få leveret noget information fra Randy Ingermanson vedr. teknikker om ”Det at skrive fiktion der sælger” samt et eBrev. Du kan se det ved at klikke her.

Der står også en masse andre spændende ting på hans side, bl.a. ”The Ten Steps of Design” samt en lille sjov ”Your Writing Roadmap Quiz.” Siden er på engelsk og værd at kigge på.

lørdag den 11. december 2010

Den gode lo, og de onde græd



En frostklar nat på en S-togsperron
faldt Shana i sømmen på sin sarong
Ping 1 og 2 fra et støtteparti
kom kort tid efter tilfældigt forbi

De så på Shana og på hinanden
og tog sig dernæst begge til panden
Så kom den nok så velkendte smøre
”Den kvinde har intet her at gøre”

De hidkaldte ingen ambulance
trods Shanas bønner om assistance
”Helt dansk det er den kvinde vist ikke
Jeg stemmer for, vi la'r hende ligge”

Så kom den næste, kvinden fra Tinge
med andre etniske under sin vinge
”For dig kan jeg heller intet gøre
Det ville skabe for meget røre

Jeg kan ikke save i egen gren
og miste politiske gnaveben
Hver dag går jeg stik imod min natur
og jeg er i øvrigt slet ikke sur”

Hun zipped’ sin mund og smed nøglen væk
og kørte derfra på hvinende dæk
Den sidste – en kvinde fra midtens top
gik frem, så tilbage, og stoppede op

”Point i at tale dansk eller ej
betyder slet ikke noget for mig”
Hun følte kulden – kom til at gyse
”Du ska’ da ikke ligge og fryse”

Det viste sig, Shana var kongedatter
”Sig, hvad du ønsker, så spø’r jeg min fatter”
Og hun, som langt om længe tog stilling
fik for sin dåd mil’jarder af shilling

Med penge til hjælp til pensionister
og flere stier til byens cyklister
til børn og til deres institution
og nedsat venten på operation

Ja, sådan nåede denne kvinde
i Danmark magtens højeste tinde

onsdag den 8. december 2010

Vendepunkter



I sidste uge var vendepunkter temaet for opgaven på SAXO's Forfatterskole. Det hedder på engelsk plot points.

Bente har fundet en illustration med nøgleord i forbindelse med opbygningen af en historie. Toppen af de to cirkusteltstænger er de to plot points.

Jeg har desværre ikke nået at oversætte den fra engelsk til dansk.

Se illustrationen i pdf format.

/Randi

lørdag den 4. december 2010

En brevpresse i hånden er bedre end …



- Jamen, hvorfor, fru Frederiksen? Kriminalbetjent Hansen tog nænsomt brevpressen af poleret marmor ud af hånden på den midaldrende kvinde. Samme vægtklasse som en gedigen forhammer, vurderede han. Stående foran det store panoramavindue formede hans ranglede skikkelse et elegant spørgsmålstegn.

- Hvorfor? Hvorfor? Det er da så såre simpelt, unge mand. Man skal holde, hvad man lover, skal man ikke! Hendes stemme røg et par gardinflænsende oktaver op. Godt, at der var så højt til stukloftet i Ole Frederiksens kontor. Fru Frederiksens hånd greb om guldkorset, der hang tungt som brysterne i udskæringen.

- Jo, jo vist, men hvem er det så, der lige har lovet hvad og hvornår? Den unge Hansen tog hatten af for at klø sig i håret. Uden han bemærkede det, dryssede et gråligt snevejr af flager ned på cottoncoaten.

- Ved De hvad, unge mand! Jeg tog ham såmænd med bukserne nede, da jeg kom ind på kontoret. Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er. Hende den vimse frk. Andersen var i gang med at levere en ægte Monica Lewinsky. Ja, og så er jeg heldigvis ikke den type, der bare melder pas. Fru Frederiksen tørrede ubevidst den blodige hånd af i tweednederdelen og fortsatte:

- Jeg hørte præstens ord lige så klart og utvetydigt, som da vi stod foran alteret. Samtidig blev det sort for mine øjne. Næh rødt. Nej vel nærmest som min yndlingskjole! Sort med store røde prikker. Hun nikkede, rejste sig op, tog håndtasken, der stadig stod på hr. Frederiksens skrivebord, og leverede sin udgangsreplik:

- Til døden os skiller ,unge mand! Det kan De sikkert alt sammen forklare min advokat. Jeg kan se, at han meget passende er lige på trapperne! Det vil i øvrigt være spild af tid at afhøre mig igen, for De kommer til at lede længe efter en anden version!

onsdag den 1. december 2010

De små grå på egen boldgade



I foråret diskuterede vi her på bloggen den gode idé, bl.a. hvor den kommer fra.

Da ugens opgave mandag aften blev åbenbaret på SAXO’s Forfatterskole, havde jeg i den grad fletningerne i postkassen. Jeg havde i tre uger vidst flg. om opgaven:

"Skriv et vendepunkt
Et vendepunkt i en historie er en begivenhed, som ændrer på forholdet mellem personerne eller stemningen mellem dem ..."

Søndag aften, da sidste uges opgave lukkede, begyndte jeg i hovedet at skitsere et drama med vendepunkt i hjemlige omgivelser. Da det så viste sig, at arbejdstitlen på den ny opgave skulle være ”Perronen”, da var det, fletningerne kom i klemme. Jeg havde slet ikke lyst til at skrotte min skitse og ændre spor, så skulle jeg pjække fra skolen eller vippe på stolen?

Pludselig opdagede jeg, at jeg sad og tænkte: ”Hvad rimer på perron? Det gør sarong!” Det kom der mit livs allerførste politisk satire-agtige rim ud af. Forbløffende, som de tilbageværende små grå overrasker ;)

Rimet bliver senere publiceret her på bloggen.

/Randi

lørdag den 27. november 2010

Strandgade 10



Jeg stod foran den store grønne port med den lille dør i den ene halvdel, som man sædvanligvis benyttede som fodgænger når man skulle ind i ejendommen. Jeg stod her sammen med min kusine fra Stockholm. Det var ganske mange år siden vi havde set hinanden sidst. Vi havde jævnlig kontakt i form af mails, hvor vi holdt hinanden a jour om hverdagens store og små begivenheder. Nu hvor hun var gået på delpension, havde vi aftalt at hun skulle besøge mig. Hun havde aldrig set mit barndomshjem. Så derfor stod vi nu her.

Siden jeg sidst havde været forbi mit første hjem, var der kommet dørtelefon ved porten, så man skulle ringe på hos en af beboerne for at komme ind i gården. Det var vores held, at der denne dag var sat krog på portdøren, så vi kunne gå derind uden at genere nogen. Porten så ud som den altid havde gjort. Dog noget mere velholdt end jeg huskede den, men den samme mørkegrønne farve. Den var udsmykket med kassetter og udskårne løvranker. 10-tallet i den indlagte sandstensbue over porten var det samme som dengang for næsten 60 år siden, da jeg boede der.

Portrummet fører én gennem forhuset og ind i gården, som er brolagt med store toppede sten, også som dengang i den fjerne barndom. Dengang var denne ejendom, som mange på Christianshavn, det rene slum. Den ene langside i gården er en høj vinduesløs brandmur med vildvinsløv til at pynte lidt på den bare mur der afgrænser noboejendommen. På den anden side ligger sidehuset, som kun er to etager højt, og som resten af ejendommen, vindt og skævt og bygget med bindingsværk.

For enden af gården ligger baghuset, hvor jeg boede med mine forældre på tredje sal. Vi delte et toilet, som lå på en fælles gang, med to andre lejere, så man skulle ud af hovedøren for at komme på toilettet! Til opvarmning var lejligheden udstyret med én kakkelovn, som stod i stuen. I køkkenet, som var en originaludgave af det man kan se på arbejdermuseet i dag, var der et vindue der vendte ud mod en skakt af en gård, hvor der i bunden stod en masse jern, mere eller mindre skrot, tilhørende det smedeværksted der lå nederst i bygningen med en stor port ud til gården. Jeg kan huske, at de havde en stansemaskine. Når den kørte, dansede hele huset i takt med dens slag gennem metalpladerne.

Måske var det derfor, at taget var så utæt, at når det regnede, havde vi ikke vaskefade, krukker og gryder nok til at opfange det vand der kom ned gennem loftet! Og så var der rotter. Man kunne høre dem klapre med skraldspandslågene efter mørkets frembrud. Engang, hvor min far var på vej ned for at give vores hund sin aftenluftetur, var den usædvanlig ivrig efter at komme afsted. Min far lukkede den ud af hoveddøren uden at give den snor på. Den styrtede afsted. Vi kunne høre den på vej ned ad trappen. Min far skyndte sig efter hunden. Midt på et trappeløb så han en stor rotte. Hunden havde haft så megen fart på, at den ikke kunne stoppe midt på trappen. Men på den næste afsats var den ved at snurre omkring sig selv, hvorefter den for op ad trappen igen, snappede rotten i ryggen, slyngede den op i luften og greb den i nakken og lukkede kæberne omkring den så den brækkede halsen på rotten. Derefter mistede den fuldstændig interessen for rotten. Tip som vores hund hed, havde min far købt, som hvalp, af nogle spanske fiskere, som lagde til nede ved Knippelsbro, hvor der dengang var en del fiskere der lagde til. Fiskerene havde forsikret min far om, at det var en rottehund. Episoden viste, at de havde haft ret.

Nu er Christianshavn blevet mondænt og lejlighederne er ejerlejligheder. Der er garanteret ikke hul i taget og rotter i gården. Men der er stadig en særlig atmosfære over området, som jeg holder af den dag i dag.

onsdag den 24. november 2010

Klichéer - hot or not?



Ifølge Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi er definitionen på en kliché en nedslidt sproglig vending. Klichéen foregiver originalitet, men opleves som banal.

Men hvornår er en sproglig vending nedslidt og banal?
Er den det i alle situationer?
Betragter vi den alle samtidig som nedslidt og banal?
Skal man for hver en pris skabe sine egne originale billeder hver gang, eller er nogle sproglige vendinger gangbare, selvom de har været brugt igen og igen og igen?

Hvad mener I?

/Randi

lørdag den 20. november 2010

Dagbogen



Anita trådte et skridt tilbage. Underkanten på den forgyldte ramme om det store maleri flugtede med sofaryggen.

Hun kunne mærke familiens bebrejdende øjne i nakken og vendte sig om. De hang der allesammen, som de altid havde gjort. Billederne af hende selv var dog blevet udskiftet med broren i stiveste puds sammen med en storsmilende kvinde i brudekjole og med en fed, dåbsklædt baby i armene. De to med en anden baby i dåbskjole og en dreng på et par år stående imellem sig. En ung fyr med studenterhue.

Anita kantede sig rundt om de tunge mahognimøbler hen til døren til sit gamle pigeværelse. Hun trykkede håndtaget ned og trådte indenfor.

Alt stod, som da hun forlod det. Skibsbriksen med det rodede sengetøj. Bukser, bluser, undertøj i ét virvar på gulvet foran den åbne klædeskabsdør. Det runde spejl i læderstrop over toiletbordet med smykkeskrinet og de mange parfumeflakoner. Hun satte sig forsigtigt på den trebenede stol, tog en tilfældig flakon op og skruede proppen af. Lugten af sprit rev i hendes næsebor.

Lyden af latter på den anden side af vinduet fik Anita til næsten at tabe parfumeflakonen. Et par teenagers havde taget opstilling på fortovet. Pigen stod krumbøjet og holdt sig på maven. De havde vel ingen steder at gå hen. Da Anita en time tidligere var kommet forbi byens lille torv, havde hun lagt mærke til, at tankstationen var væk, og vinduerne i den gamle købmandsbutik var dækket af træplader.

Anita trak øverste skuffe i toiletbordet ud. Nøglen lå der, men dagbogen var væk. Moren havde nok brændt den eller gravet den ned i haven, så ingen kunne læse sandheden om farens fald fra klinten. Man måtte give konen, at hun holdt ord.

Anita børstede de handskeklædte hænder mod hinanden, rejste sig og kantede sig tilbage gennem stuen. Med skosnuden pirkede hun til moren, som lå i entreen. Hun skrævede over den livløse krop, klappede let på den bugnende skuldertaske som for at sikre sig, at pengene stadig var der, og åbnede hoveddøren. Hun missede mod solen, da døren smækkede i efter hende.

”Lad dem bare fortælle politiet om den overvægtige, mørkhårede kvinde, de har set forlade huset,” tænkte Anita, da hun passerede de to unge mennesker på fortovet.

onsdag den 17. november 2010

Mens vi har travlt



Kære alle,

En månedsopgave på denne side af nytår er vist utopi. Det ville dog være rart at have tekster at udgive på Skrive-bloggen hver lørdag, selvom vi har travlt på SAXO.

Bente har foreslået, at vi udgiver nogle af vores nye SAXO tekster, så der er noget at læse for dem, som kigger ind. Hvis I er med på den idé, må I meget gerne løbende sende tekster til mig.

Hvis nogen har et godt skrivetip eller lignende til vores onsdags-marked, må I også meget gerne sende det til mig. Hvis I ikke lige kan komme op med noget, skal jeg nok finde på et eller andet, så vi holder liv i denne nye tradition ;)

/Randi

lørdag den 13. november 2010

Stilstand



Der er meget stille på Skrive-bloggen
for lige nu er hele flokken
gået grassat på SAXO dot com
Vi skriver, tænker og skriver om
De anstrengelser skulle gerne betyde
at ordene fremover bedre vil flyde
Men kig forbi og ha’ in mente
at her trods alt er lidt at hente

onsdag den 10. november 2010

Miljøbeskrivelse: Location



Kære alle,

Apropos ugens opgave hos SAXO er denne onsdags tema valg af location.

Når man skal skrive en tekst og skabe et miljø, er det oplagt at starte med stedet, hvor begivenhederne skal finde sted. Det kan gøre en tekst mere dynamisk, hvis man placerer sine hovedpersoner et sted, som ikke er det mest oplagte.

I sin bog, Manual til Skrivekunsten, skriver Robert Zola Christensen:

Citat:
Et ungt par, der sidder og skændes i lejlighedens lille køkken, kan synes forudsigeligt. Flyt dem ned på gaden, hvor de fører samme skænderi, mens de pakker ferieudstyr i den alt for trange tagbagagebærer, eller sæt dem i gang med at tapetsere stuen.
Citat slut

Hvordan bestemmer I jer for en location, og har I eksempler på locationer i jeres egne tekster, som ikke er de mest oplagte?

/Randi

lørdag den 6. november 2010

Vendepunktet



Sent hjemme fra arbejde. Træt efter 14 timer ved pc'en. Jeg arbejdede med at oversætte en engelsksproget roman, som var fyldt med udtryk og vendinger, slang o.s.v. Det var svært, at finde en ordentlig oversættelse til mange af disse specielle engelske formuleringer. Men jeg havde hårdt brug for de penge jeg kunne tjene ved det.

Der lå en lokalavis på gulvet indenfor hoveddøren og da jeg løftede den op, lå der en rudekuvert nedenunder. Den var fra et advokatfirma. ”Satans”, mumlede jeg for mig selv. ”Endnu en trussel om inddrivelse ved incasso. Gad vide hvad det er denne gang?”

Jeg flåede kuverten op. Jeg blev lidt overrasket, da jeg så, at der var hele to sider. Begyndte at læse. Jo længere jeg kom ind i teksten, jo mere tabte jeg underkæben. En beskuer ville sikkert ha' fundet mit ansigtsudtryk ganske komisk.

”Hr. Allan Mynster. Jeg henvender mig til dem, som kurator i boet efter afdøde ingeniør Adam Lange. Adam Lange, som var Deres morfars bror, rejste i sin tid til Peru, hvor han arbejdede som brobygningsingeniør og skabte sig en betydelig formue. Ifølge skifterettens oplysninger er De nærmeste slægtning og desårsag indtræder De som arving. Boets formue er opgjort til 7 millioner u.s.$. Der er imidlertid en arveafgift på 15% af beløbet, som vil blive fratrukket inden provenuet udbetales til Dem. Jeg vil bede dem rette henvendelse til min sekretær for at aftale et møde, idet der er visse papirer der skal underskrives, og De skal dokumentere, at De er den person der er berettiget til den pågældende arv. ”

Med venlig hilsen

Axel Winkel, advokat

”Jeg ved ikke hvor mange gange jeg læste brevet igennem, men til sidst kiggede jeg på kuverten, for ligesom at få bekræftet, at det var en rigtig advokat der havde skrevet til mig.

Jeg besluttede mig for at ta' det HELT roligt. Jeg gik hen til mit spiritusskab. Der stod en enkelt flaske Bourbon whisky, min foretrukne last, som jeg stadig tillod mig. Trods modgang, eller måske snarere på grund af den. Jeg skænkede mig en ordentlig bamse, for at berolige nerverne.

Jeg tændte for TV'et og så lidt på TV2-News inden jeg gjorde mig klar til natten og gik i seng.

Jeg drømte en masse mærkelige ting. Min morfar optrådte bl.a. ”Det havde du nok ikke regnet med, hvad, knægt. Buldrede han og slog en mægtig skraldlatter op, som jeg kunne huske han gjorde. Han blandede sig med en masse mennesker jeg ikke kendte og forsvandt. Jeg råbte efter ham for at få noget at vide om hans bror, men alle disse mennesker var i vejen, og så forsvandt han for mig.

Jeg vågnede. Badet i sved. Vaklede ud på badeværelset og tog et bad. I badet begyndte virkeligheden så småt at vende tilbage. Jeg skyndte mig at blive færdig og nærmest løb ind i stuen, for at sikre mig at brevet var virkelighed.

”Jo, det lå der på skrivebordet ved siden af telefonen. Jeg tog telefonen med rystende hænder og trykkede nummeret til advokatfirmaet.

”Axel Winkel og partners” lød en veloplagt sekretærstemme i røret. ”Æh, ja jeg skulle tale med Axel Winkels sekretær for at træffe en aftale” sagde jeg lidt spagfærdigt. ”Ja, Hvad drejer det sig om?” Spurgte den venlige stemme. ”Jah, jeg har fået et brev vedr. en arvesag” ”Kan du give mig journanummeret, det stå oppe til højre under datoen”, afbrød sekretæren. Hun fik nummeret og bad mig vente et øjeblik. Hun vendte tilbage og spurgte mig hvornår det kunne passe mig. Vi aftalte en dato og et tidspunkt.

Jeg kunne ikke la' vær' med at spørge: ”Er det virkelig rigtigt, at jeg har arvet syv millioner u.s. Dollars?” ”Jeg kunne høre at sekretæren måtte lægge bånd på sig for ikke at komme til at le. Så svarede hun: ”Ja det er det. Det må da være lidt af et vendepunkt.”

Spontant røg det ud af mig: ”Ja, det kan du bide dig selv i næsen på. Værs'go' bid!”. Nu lo hun.

onsdag den 3. november 2010

SAXO's Forfatterskole starter igen



Kære alle,

Som nogle af jer allerede ved, starter SAXO's forfatterskole op igen. Det gamle SAXO forum har været utilgængeligt et stykke tid, men i går gik et nyt og - ser det ud til - langt mere overskueligt forum i luften. Der blev samtidig åbnet for tilmelding.

Også denne gang har SAXO allieret sig med Ida-Marie Rendtorff og Daniel Zimakoff i lærerrollen, og det er igen gratis at deltage.

Første opgave bliver åbenbaret mandag den 8. november kl. 21:00, og kurset løber over fem uger. Overskriften på første opgave er miljøbeskrivelse: Miljøet i en historie er mere end en kulisse for personerne...

Jeg er usikker på, om SAXO sender mails ud om tilmelding, så tilmeld jer på
http://forfatterskolen.saxo.com/.

Vær søde at sprede budskabet om forfatterskolen. Jeg håber, vi ses derinde :)

Kh,
Randi

lørdag den 30. oktober 2010

Retten er sat



Fra stuevinduet kunne Birgit se efterårsløvet cirkle i mønstre hen over græsplænen. Hun stod med mobilen trykket mod brystet og prøvede at få åndedrættet i ro efter samtalen. Den hårde mellemgulvsmuskel blokerede så meget for vejrtrækningen, at svimmelheden naturligt fulgte efter. Usikker på benene vendte hun tilbage til lænestolen ved sofabordet og lod sig dumpe ned i den. I sofaen overfor sad hendes søster og mor side om side. De var kommet til formiddagskaffe i anledning af efterårsferien.

”Var det Jens? Hvad sagde han? ”Søsterens øjne afsøgte Birgits ansigt og ledte efter en forklaring på den pludselige alvor, der nu uindbudt sad med til bords. Uvilkårligt rakte hun ud og tog en kanelsnegl fra kurven med morgenbrød. Bemærkede slet ikke kageflagerne, der dryssede ned på den hvide dug.

Birgits hænder greb fast om læderstolens kraftige arme. Hun pressede sig tilbage mod ryglænet. Karruselturen måtte godt stoppe for denne gang. Hvad var det, Jens havde sagt om et nyt barn i forslag? De havde da godt nok meldt til adoptionscenteret, at de var parate igen, men hvad nu hvis…

”Jamen, Birgit, så fortæl dog, hvad han sagde?” Denne gang var det moren, der brød tavsheden. Hendes datter kunne jo ikke bare sidde der og stirre ud i luften og ryste på hovedet. Hun havde jo inviteret dem til kaffe og ikke til dette alvorlige bønnemøde, som det var ved at udvikle sig til. Hun fik øje på kagesmulderet på dugen og forsøgte at værfe det væk med servietten.

Hvad nu hvis, de heller ikke fik drengen denne gang? Birgits uro veg ikke en tomme. Drengen? Nej, hun kunne jo egentlig ikke vide, om det var en dreng, når det ikke var født endnu. Underligt! Jens havde lige fortalt hende, at der gik en højgravid kvinde rundt på et børnehjem på Sri Lanka. Et ufødt barn, der skulle være deres! Utroligt, men sagsbehandleren fra adoptionscenteret havde ringet til Jens og fortalt ham det for blot et øjeblik siden. Så lille! Snart nyfødt! Hun rystede på hovedet. En gang til. Kraftigere, så det halvlange hår dannede en elegant halvbue i luften. Kunne slet ikke få det til at bundfælde sig. Drengen dengang, Omar, havde jo været ældre, næsten halvandet år. Hvad så med al det tøj, de havde gemt?

”Vi kunne jo høre noget af det, du sagde, Birgit… Et nyt barn! Hvor er det fantastisk! Fortæl nu!” Søsteren tog sig en ny kop kaffe. Hun kunne slet ikke have stilheden og den tunge stemning. Forsøgte at vifte den væk som en irriterende flue.

Hvordan skulle hun dog kunne forklare dem om straffen? Straffen hun fik sidste gang, for snart et år siden, hvor hun glædede sig tusind meter ind i himlen til, at Omar skulle blive deres lille dreng. Straffen for, at hun dengang uden forbehold af nogen art havde forberedt sig på at skulle rejse ud og modtage ham i Ecuador. De havde købt ind, indrettet børneværelse og havde som alle vordende forældre vist det lille krøllede billede af ham frem til alle, der gad se det. De havde så meget kærlighed at give af. En kærlighed, der nu fik ansigt, mål og retning. Men så kom den.

Så kom straffen jo. For det hele gik galt. Dagen før de skulle rejse. Alt var klart til det lange ophold i Ecuador. Børnetøj til Omar, gaver til de andre børn og Børnehjemmets leder, legetøj til ham, mælkepulver, sutteflasker og bleer. Kufferterne stod bugnende og færdigpakkede, da oprigningen kom: ”Desværre, vi bliver nødt til at fortælle jer, at adotionsbevillingen fra Omars biologiske mor lige er blevet trukket tilbage. Vi beklager meget… ”

Deres verden brød da sammen for en stund i den voldsomme tavshed, der fulgte.

Birgit strøg højre hånd op og ned ad venstre overarm med hurtige bevægelser, som om hun frøs. ”Ja, det er rigtigt. Jens fortalte, at vi snart får et nyt barn i forslag”. Hun forsøgte forsigtigt at lempe den farlige meddelelse ud, og pludselig lå den der på bordet mellem dem og sprællede. ”Jamen dog! Hvor dejligt! Glæder du dig slet ikke, Birgit?” Morens rynkede bryn fulgte spørgsmålet på dets vej tværs over bordet. ”Jo selvfølgelig glæder jeg mig da”. Men Birgits skuldre nægtede at falde afslappet ned på plads. En anden af morens bemærkninger fra dengang forhindrede dem i det. Replikken, der faldt, da Birgit ringede moren op og hudløs fortalte om Omar, som de ikke skulle have alligevel. Morens nøgterne konstatering i den anden ende af røret langt borte: ”Nå, det var da ikke så godt, Birgit. Det er jeg ked af at høre, men du skulle så nok heller ikke have købt barnevognen, inden I kom hjem med ham.”

onsdag den 27. oktober 2010

Når inspirationen lader vente på sig



Kære alle,

Den gode idé til en historie dukker ikke altid op, når man har brug for den. Til inspiration har jeg nogle gange brugt et lille, gratis program, som kan genere ord til inspiration ud fra fire forskelige kriterier, f.eks. et nøgleord, en hovedperson og en lokation. Programmet, som er på engelsk og let at installere, kan downloades på http://theprint.dk/writethis.html. Min tekst ”Sølvbrylluppet,” som blev publiceret her på bloggen i juni måned, blev til med hjælp fra programmet.

http://www.x-iansen.dk/ har Manfred Christiansen en tilsvarende funktion på dansk i boksen ”Novelleinspiration” i højre side. Nogen af jer husker måske Manfred fra første SAXO-runde.

Jeg tænker i øvrigt, at vi evt. kan bruge onsdag til at dele tips med hinanden, hvis vi har et eller andet, vi tror, andre kan have glæde af. Hvad mener I?

Kh,
Randi

lørdag den 23. oktober 2010

Hans Kær



Hans Kær var en mand, som var glad for livet
Han havde alt og tog det for givet
Villa, værdier for millioner
kone, fem sønner, som var hans kloner

Ude i byen en sexgudinde
AKA den anden kvinde
Hun vidste alt om sønner og kone
som intet kendte til Abelone

”Skal arbejde over og tjene penge”
undskyldte Hans sig med meget længe
inden en fyraftens têtê-à-têtê
At lyve for konen gik legende let

Men så ville skæbnen, at hele koret
fik lyst til at hilse på far på kontoret
Abelone lå nøgen blandt ringbind og mapper
Hans stod og fumled’ med lynlås og knapper

Sønnerne måbede ved synet
Konen stod som ramt af lynet
”Hans, dit kryb, jeg vil skilles fra dig
Hvordan ku’ du gøre det mod mig”

En advokat fik presset citronen
Så alle værdier gik til konen
Nu sidder Hans alene tilbage
uden penge, sønner og mage

Hvad der skete med Abelone?
Hun bor i villaen med Hans’ kone
som fik nogle hidtil ukendte lyster
ved synet af Abelones bryster

onsdag den 20. oktober 2010

Bloggen fremover



Kære alle,

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I forventer af bloggen fremover. Vi er så få skrivende medlemmer, at der vist ikke er basis for publicering af en ny tekst flere gange om ugen. Det er måske i realiteten heller ikke så dårligt, idet der så er mulighed for mere debat om hver tekst.

En ugentlig debatdag, som vi tidligere har haft, er også en mulighed. Eller temadage. Marianne foreslog på et tidspunkt en temadag om at give feedback på tekster. Bente har foreslået temadage om f.eks. skriveteknikker, som vi efterfølgende kunne bruge i forbindelse med en månedsopgave.

Hvad har I lyst til?

/Randi

lørdag den 16. oktober 2010

Et valg?



Sidder ved arbejdsbordet. Skærmen er tom, papiret er blankt og dagen er gået. Rejser sig. Står med ryggen mod rummet. I solen. Ved vinduet mod vest. Vender sig. Tager de få skridt tilbage til skærmen. Sætter sig. Der danser støv i en solstribe. Griber ud efter mobilen. Lægger den igen. Rejser sig. Lukker vinduet op. En solsorts bløde aftenstrofe skaber sekunder af ro.

Går de få skridt tilbage til bordet. Rækker ud efter telefonen. Lukker den op. Læser M1 21.47 onsdag 14. juli. Vælger telefonbog. Vælger søg. Vælger Søs. Indsætter nummer. Og så? Hun er kun et opkald væk. Solsorten synger endnu. Lukker mobilen og lægger den fra sig.

Hvad mere skal han fortælle sin bekymrede søster. De har lige talt sammen. Ja, han havde været der som aftalt. Et par timer lørdag og noget længere søndag. Ja, de havde set fotos sammen, og der var rigtige navne og gode glimt af genkendelser fra barndommens ture med cykler og telt. Ja, far var glad, og nej, han virkede ikke urolig. Om søndagen? De havde kørt en tur. Bare ud i det blå. Nej, han husker ikke præcist hvor i forhold til plejehjemmet. Ja, det er forfærdeligt, at far er væk på andet døgn nu. Selvfølgelig vil han komme og hjælpe – og være der. Men politi, hunde og helikoptere er jo i gang. Han har den begravelse i morgen. Ja, han kører straks efter mindesammenkomsten. Søs smågræder. Hans farvel lyder grødet.

Der er ikke mere at fortælle. Ikke til Søs. Ikke til nogen. Søs vil ikke kunne forstå det. Måske kan han heller ikke selv. Har en dement ikke lov til at træffe et muligt valg? De var kørt til stedet nær barndomshjemmet og var gået ind i skoven. Han ville nå sin far. Måtte blive barn igen. Måtte være i hulen. De havde lavet den sammen, hans barndoms hule. En lille hytte næsten. Der kom sollys fra det lille vindue, og briksen af gamle brædder var der endnu. Der sad de så i søndags og delte et par øl, mens brudstykker af huleerindringer dukkede op. De talte om spil. Spil uden snyd. Man måtte lære at tabe. Der var dengang kaffen væltede, så de begge måtte drikke saft.

Og så var der læsestunder på briksen. Far kunne læse, så man gik ind i fortællingen sammen. Engang læste de ”Novembersol” igen og igen. De talte om fortællingen fra bogen om stavnsbåndshistorier. Den var om Bedste og barnebarnet Bine. Om Bedste som ikke ville være udflytter. Som var træt og gammel og lagde sig i alkoven med ryggen mod rummet. Hun kunne ikke spise. Eller drikke. Men hun kunne vælge. Og hjalp døden på vej. Det blev en barndomsstærk oplevelse. Mellemrummet mellem dengang og nu forsvandt. Noget blev stærkt igen. Han så sin far se på drengen, som ikke længere var et barn og på briksen, som ikke var en alkove. Der var glimt af noget særligt i det blik.

Ville søndagens oplevelser ikke være glemt om mandagen? Kunne fars flugt fra Nordstjernen være et valg? Måske et diffust valg i familie med Bedstes. Skal en dement far ikke have fred, så et muligt valg kan nå sin virkning. Skal man absolut findes?

Flytter sine hænder fra sit ansigt. Solsortesangen er der endnu. Telefonen ringer. Han åbner. Det er Søs. Han taster: modtag.

August eller oktober - det gør ingen forskel

Oktober-opgaveteksterne lader vente på sig, men jeg har heldigvis modtaget en tekst skrevet på basis af august-opgaven. Den bliver postet i dag kl. 10:00 :)

Randi

fredag den 15. oktober 2010

Skæbnesvanger



Dette er beretningen om en mundtlig besked, der for en del generationer siden blev givet til et ungt par i min familie.
En besked, der kom til at betyde meget store omvæltninger i deres liv, og som også den dag i dag har sat sine spor, i vores familie, og direkte på mig.
Beskeden var i alt sin enkelthed denne:

”I skal ud herfra, her må I ikke være længere.”

De blev simpelthen smidt ud af deres bolig.
Det fortælles at deres vært ellers var en elskelig ældre herre, som havde gjort alt for at gøre deres bolig til et godt sted at være, hvor de kunne trives, og hvor der også var rigelig plads til familieforøgelser.
Der var blot eet sted på ejendommen de ikke måtte komme.
Men de var unge, de var videbegærlige, og de var nysgerrige, som unge mennesker jo er når de vil udforske en verden de ikke kender til.

Set i bagklogskabens ulidelige klare lys, skulle de naturligvis ikke have gjort som de gjorde.
Det resulterede jo i, at de stod uden tag over hovedet, og måske med en ny lille verdensborger på vej, nærmest helt alene i verden, uden mulighed for at få hjælp til noget som helst.

De klarede sig trods alt, fik mange børn, og vores familie voksede stort, men i deres, og vores liv har der været og er mange store udfordringer som skulle og skal overvindes.
Det er lige som om, at vi i vores familie, siden den gang, bliver sat på den ene store prøve efter den anden, for at bevise at vi godt kan klare os, at vi er stærke nok, at vi er uddannede nok, at vi er ærlige nok og at vi er næstekærlige nok.

lørdag den 9. oktober 2010

Carmen Rosita



Solen står omtrent stik syd over bjergkammen ved Wotan’s Throne. Tiden er ved at løbe fra mig. Jeg hvirvler rundt som en sindssyg for at blive klar. Skulle så nødigt misse min aftale med den kendte fotograf, Shaul Schwartz, fra National Geographic. Jeg forsøger at få lidt gang i energifeltet. Det er desværre lidt mudret efter de sidste dages udskejelser. Fejer energisk med de yderste dele af lemmerne, mens jeg overvejer, hvilket design jeg skal vælge til opgaven i dag? Dresset i sølv med de smukke kvartskrystaller? Måske det rødbrune Grand Canyon- look for ligesom at slå på det lokale islæt? Lettere febrilsk roder jeg rundt blandt de mange muligheder. Jeg er mest til støvede farver og silketynde stoffer. Finder roben med den gråblå bundfarve inderst inde i skabet. Den changerer så smukt fra det lysegrå i midten og til det sorte i det blondeagtige bærestykke op mod mit ansigt. Med en make up i sort og sølvgrå bliver jeg ikke smukkere.

Min værste konkurrent indenfor branchen de senere år, Katrina, er temmelig slagfærdig. Hun er jo også opvokset ved havet og har langt nemmere ved at slå igennem og få pressens opmærksomhed. Det er ikke nemt at hamle op med hende, når man kommer fra det yderste ørkenområde her i Arizona. I radioens nyheder siger de nu, at jeg lader vente på mig. Rolig. Træk vejret dybt. Ikke stresse. Normalt kan jeg være undervejs med forberedelserne til sådan et job i dagevis. Det kræver virkelig timing at være på sit højeste, når billederne skal i kassen. Jeg har før prøvet at vise mig frem på uheldige tidspunkter, og det giver kun dårlige anmeldelser. Fotografen, Shaul, skal også være rede. Sitrende af forventning, når jeg endelig træder frem.

Jeg ånder kraftigt ind og ud nogle gange. Mærker styrken i mit indre sætte cirkulation i selv de mindste dele. Luftigheden breder sig helt ud i mit lange hår, der er drysset med krystaller. De skal reflektere sol lyset. Danne modvægt til det grå og sorte i mit udtryk.

Temaet med de galopperende heste som blikfang kom til mig i de tidlige morgentimer på vej ud af søvnen. Kreativitet er en vigtig faktor indenfor min branche. Og jeg er sikker på, at Shaul bifalder det. Han ved, hvad der skal til for at få titlen ” Foto of the Month”.

søndag den 3. oktober 2010

Oktober-opgave: En meddelelse

Oktober måneds opgave kommer fra Jørns hånd. Jeg har nedskrevet et forslag til, hvordan det kan føre til en lille tekst til bloggen:

- Tænk over oplægget en dags tid eller to
- Afsæt en halv time en aften i den nærmeste fremtid
- Skriv i 20 minutter
- Rediger i 10 minutter
- Send teksten til Randi

OPGAVEN
Skriv om en meddelelse, mundtlig eller skriftlig, som har haft stor eller ligefrem afgørende indflydelse på hp's liv


lørdag den 2. oktober 2010

Eline


Hun lå helt stille på den afsvedne græsplæne. En boblende fornemmelse bredte sig i Laurits’ krop fra mellemgulvet og op... op... op..., indtil den nåede hans læber. Han tumlede nogle skridt baglæns, og hans ene hånd fór op til munden, som for at kvæle lyden. Eline. Hans Eline, som havde giftet sig med ham trods farens modvilje. Noget vådt trillede fra øjenkrogen ned ad Laurits’ furede kind.

Men hvorfor lå Eline dér? I en have, han ikke kendte? Udenfor et hus han aldrig havde set? I en gade han aldrig havde besøgt? Boblerne flød sammen til en hård, tung masse, mens Laurits på stive ben igen nærmede sig knasthullet i det hvidmalede stakit. Idet han satte øjet mod hullet, løftede hun sin arm. Havde hun hørt ham? Vinkede hun ham ind i haven? Laurits vendte sig om, og i det samme lettede en doven flue fra den unge kvindes bikiniklædte bryst.

Laurits stavrede op ad flisegangen og skråede over græsplænen. Hånden vinkede ham igen nærmere, og den hårde, tunge masse i hans mellemgulv opløstes i boblende atomer. Hans skygge lagde sig over den spæde kvindekrop, da han faldt på knæ ved siden af hende. Med en kroget hånd strøg han hende over kinden. Det første øresønderrivende skrig væltede ham omkuld i græsset.

”Fjern grabberne fra min datter, din perverse stodder!”

Laurits forstod ikke ordene, og han mere fornemmede end så skosnuden, inden den ramte ham i tindingen.



Foto: Leonius

onsdag den 29. september 2010

Fra administrators skrivebord


Som jeg nævnte i august, har aktiviteten på Skrive-bloggen været lav i lang tid. En del medlemmer mente, det var et sommerferie-symptom, men det er nu blevet efterår, og der kom fire besvarelser af august-opgaven.

Det er min fornemmelse, at selv om mange gerne vil beholde bloggen, er der meget få medlemmer, som reelt har den tid og det engagement der skal til for at holde bloggen levende og interessant. I hvert fald ser det ud til, at mange af teksterne bliver sendt af sted af pligt eller dårlig samvittighed, fordi medlemmer synes de ´bør´ bidrage.

Nej, vi prøvede at oprette en fælles Skrive-blog, fordi vi syntes, det kunne være et sjovt og spændende eksperiment, ikke fordi nogen skulle skrive eller deltage af pligt. Det var også spændende i de første, mange måneder, men rigtig mange af os er involveret i et væld af andre aktiviteter, og denne gang står min beslutning om at holde som administrator af bloggen fast.

Hvis andre har lyst til at køre bloggen videre, er I meget velkomne. Bare sig til; det er ikke særlig svært rent teknisk.

Og så er der vist bare tilbage at sige tak til alle jer, som har været med til at prøve. Det har været dejligt og inspirerende at arbejde sammen med jer!

Dorte.
.

lørdag den 25. september 2010

Susen for ørerne


forfatter: Leonius

Jeg havde haft det i nogen tid, og det var ret irriterende.

Både på venstre og højre øre, susede det. Når jeg rigtig lyttede efter, blev lyden kraftigere. Jeg satte en finger i det ene øre, det susede i det andet, så satte jeg en finger i det andet øre, stadig susen.
Det var en lyd, som jeg godt kunne abstraherer fra, men når jeg satte mig ned og ville slappe af med en kop kaffe, så blev lyden tydelig.

Jeg opdagede ved et tilfælde, at min første slurk af kaffen, kurerede min susen midlertidigt.
Mærkeligt, havde jeg gjort en videnskabelig opdagelse, havde kaffe virkelig en positiv virkning mod susen for ørene.
I mit tilfælde, forsvandt suseriet på begge øre.
Jeg tænkte på, at når jeg kom op til min læge, ville jeg da lige nævne det, det kunne jo være, at han havde nogle forbindelser, som kunne være interesseret i mine oplysninger.

Jeg spurgte min kone, om hun syntes der var nogen grund til at gå til lægen med det, det var jo irriterende, og det kunne jo være noget inde i hovedet, der ikke var som det skulle være.

Jeg indrømmer blankt, at jeg formulerede mig forkert overfor min kone, for hun greb naturligvis muligheden med det samme, og sagde, at hun havde lagt mærke til, igennem lang tid, at der måtte være noget inde i mit hoved, der ikke var som det skulle være.

Jeg blev naturligvis lidt bedrøvet, for hun tog ikke min sygdom alvorlig.
Jeg havde læst om susen for ørene (Tinnitus), at der ikke rigtig var noget at gøre ved det, hvis der ikke lå en alvorlig sygdom til grund for suseriet, skulle man bare lære at leve med det.

Jeg ringede til min læge, og aftalte tid, til først i næste uge, så kunne jeg få vished, der var ingen grund til at løbe nogle chancer, ligeså godt få taget tyren ved hornene, og få fundet ud af problemet, og dets omfang.
Min kone spurgte om jeg ville have mere kaffe, og kom hen til mig med termokanden. Er det den her lyd du har i ørene, spurgte hun, og holdt termokanden tæt på mine øre, det var den lyd.

Så skal jeg kurerer din susen for ørene, sagde hun, og skænkede kaffe i min kop.
Naturligvis holdt den irriterende susen øjeblikkelig op, da hun skænkede.

Det var ikke i mit hoved der var noget galt, det var termokanden der lavede den lyd, når den varme drik lavede en eller anden form for tryk mod skruelåget, som måske ikke var helt tæt, og som straks blev udlignet, når låget blev lukket op.

Jeg ringede til min læge, og afbestilte min tid, og bemærkede, at min kone havde ordnet det.

lørdag den 18. september 2010

Forfatterens højsommerblues


digt og illustration: Jørn E

Hurra, det er sommer
JEG syn's nu det er ”en ommer”
Af varme jeg stønner og sukker
drømmer om øl og oplukker

Hjernes fungerer ikke
og jeg har fået hikke
Jeg tror jeg må hen og ligge
for en mand kan jo ikke strikke

Jeg glaner sløvt på tørresnoren
som hænger der
et stykke fra jorden.
Indbyder tøj til tørren.

Men det kræver nogens gøren
Min kone, den kære matrone

Et par bukser hænger
med hovedet nedad
og vrangen udad

På en måde gør det mig glad
For jeg ligger vandret
og vrangen vender indad

Men hjernen føles plumret
Pegasus ligger flad
Det er simpelthen bare for lummert

Jørn E, 4. juli 2009 kl. 11.10 – 28-29 gr. C i skyggen
.

mandag den 13. september 2010

Augustopgave: Onkel Verner - en gammel røver


 forfatter og foto: Bente Pedersen


”Så gutter! Kaffepause!”  Udmeldingen kom fra Karsten, da han steg ned fra førerrummet i den nye turkisgrønne skovningsmaskine, som for tiden stod og lyste op i den nordlige ende af Mønsted Plantage. Vel nede på jorden tørrede han støvet af panden med skjorteærmet. Efterlod et ganske nydeligt marmoreret mønster, som fik de andre til at smile. Den lille flok på kun 4 skovarbejdere gik småsnakkede hen mod skurvognen et stykke borte. Forventningen om snarlig weekend løftede stemningen, så Poul, der havde en ubehagelig hovedpine, valgte at sætte sig alene udenfor et stykke borte. Med ryggen op mod et gammelt træ havde han frit udsyn over en af de mange lysninger, der var opstået i den gamle plantage efter orkanen i 1999.
Han lukkede øjnene, lænede hovedet tilbage mod stammen og nød skyggen under bladhangets mosaik. De mange fuglestemmer overdøvede for en stund den vedvarende summen fra hans bekymrede tanker. Godt hjulpet af masserende bevægelser på de ømme muskler i nakken fik det efterhånden spændingen til at løsne sig. Han greb ud efter den lille termokande, han havde anbragt på en træstub og pakkede tre chokoladekiks ud af madpapiret.


 Pouls gamle mor, Anne, havde dybt bekymret ringet tirsdag aften og havde fortalt, at onkel Verner nu igen var forsvundet fra plejehjemmet i Sparkær. Siden da havde Poul ledt sammen med venner og familie næsten i døgndrift. Var han ikke på arbejde eller ude at lede, brugte han omsorgsfuldt tiden på at være hos sin mor. Politiet havde stillet med både hunde og helikopter, men som ugen skred frem, blev det sværere og sværere at holde fast i troen på en heldig udgang. Hvor kunne han mon være gået hen den gamle forvirrede mand?

 De havde før fundet ham gående på vejen mod fødehjemmet ”Fuglsanggård” beliggende næsten ti kilometer fra plejehjemmet. Andre gange, hvor det var lykkedes ham at smutte, vandrende han rundt ved Birkesø. Onkel Verners fysik fejlede skam ikke noget, men det var hans forvirrede hjerne, som betingede, at han nu måtte bo på plejehjem. Hjernens kanalvælger skiftede hele tiden mellem nutid og fortid, så det var et stort held, at der ikke var sket større ulykker, mens han stadig boede alene på gården.

Lyden af en fasankok, der skræppede op et sted i nærheden, fik ham til at smile, for på hans indre skærm tonede et barndoms billede af onkel Verner frem. Iført kasket med en kækt strittende fasanfjer i nakken og med fiskekniven fastgjort til livremmen forvandledes onkel Verner til den grumme røver fra alheden, Jens Langkniv. Dette store forvandlingsnummer var selvfølgelig godt hjulpet på vej af et barns villige fantasi, og denne svigtede ej heller, når Poul og hans fætre allernådigst måtte gennemgå en seriøs optagelsesprøve for at blive optaget i Jens Langknivs røverbande.  De øvede sig i timevis i pileskydning, stokkefægtning og andre nyttige færdigheder i den lille granbeplantning bagved gården.

 Poul kunne stadig få en tydelig duft af mos og muldjord i næseborene, når han huskede, hvordan røverflokken havde ligget på lur bag diget ud mod landevejen til Mønsted. Dette i håb om, at bispen fra Viborg eller andre prominente folk ville komme forbi i deres hestetrukne karet med guldkisten fastspændt bagpå. Efter lang tids venten bag diget, var det nu som oftest ikke bispens karet, men Ole Posts’ gule bil i stedet, der med en knasende lyd kørte ind på gårdspladsen og forventede en kop kaffe og en sludder.
Tørre kviste knækkede med et smæld et sted i nærheden, og Poul lyttede intenst, indtil John, den yngste i sjakket, dukkede frem fra skurvognens ene ende for at fortælle, at der lige havde været nævnt lidt om eftersøgningen af Pouls onkel i de lokale nyheder fra ”Radio Midt og Vest”. Man havde besluttet at lade politiets eftersøgning vare denne dag med, og dernæst ville det være op til private initiativer at fortsætte. Som om de ikke allerede havde været i sving hele ugen, svarede Poul træt og sukkede, mens han takkede for oplysningen.

 Da Poul var mindre, havde han været bange for den uhyggelige Jens med kniven, der hærgede i området mellem Skive og Viborg. Sådan en råkold blæsende efterårsaften, krøb han godt ned under tæppet, når onkel Verner underholdt med fortællinger om den fredløse Jens, hvis mor beskyldtes for hekseri.  Han gøs og frydede sig, når røveren og hans lille taterflok fra Daugbjerg Kalkgruber bekæmpede de tyske soldater ved Viborg med så stort held, at Jens Langkniv fik heltestatus for en tid. Først som teenager havde han fuldt ud forstået, at denne røver rent historisk hørte til i 1600-tallet, og at den fredløse Jens Langkniv med sin lille flok af tatere nok egentlig var mere en hjerteløs røver end hans drengeårs retfærdige Robin Hood.

En meget stor flok skovduer lettede på den anden side af lysningen, og Poul skyggede med hånden over øjnene for bedre at kunne fokusere. Hvad mon der havde skræmt dem op så pludseligt? … Ræv, rådyr, en omstrejfende hund? Fasankokken skræppede igen. Sikke da en pludselig uro i skoven. Han fornemmede en sitren, nok mest i sit eget indre. Rejste sig og børstede bukserne af for snavs, og lagde madkasse og termokande tilbage i rygsækken. Rettede sig så op med et ryk, for var det ikke et råb, der lød derovre fra den anden side af lysningen?  Han smed rygsækken fra sig og begyndte at løbe ud og ind mellem stubbe og småtræer.  ”Du tyske svumpukkel! Du er nu kaput!”, hørte han nu en rusten stemme hvæse vredt. Smilet om munden smeltede, løb ud over hele Pouls ansigt og forandredes til en lettet latter, da han rundede tre større graner. Her fik han øje på onkel Verner, der stod fægtende ud i luften med en afbarket gren i hånden. Fra kasketten vejede fasanfjeren stadig kækt.

lørdag den 11. september 2010

August-opgave: Inde i mørket


forfatter og foto: Dorte Jakobsen

I.
McIntosh trissede stille og roligt ud i skoven. Vejret var mildt, og det var længe siden, han sidst havde været udendørs på egen hånd. Han havde en fornemmelse af, at han ikke burde, men man var vel stadig herre i sit eget liv.

Han mærkede duften af skovbund og harpiks, og solen varmede hans ryg helt langt ind i de gamle knogler, som havde det med at skurre lidt. Han bevægede sig så sindigt af sted, at fuglene snart holdt op med at ænse ham som en forstyrrelse.

McIntosh sank ned på en frønnet træstub. Han var lidt træt, men turen havde gjort ham godt. Skoven var så smuk på denne årstid. Han begyndte at blive en smule sulten.

”Jesmona?” Hvor var Jesmona? Jesmona plejede altid at komme, når han kaldte. Faktisk plejede hun at være der, længe før han kaldte. Hele tiden var hun omkring ham. At vimse, havde hans kone kaldt det. Hvor var hun egentlig blevet af? Jesmona. Hun hed også Jesmona. Åh, men hun var død, var hun ikke? Han pillede lidt i de grønne mosflager på træstubben. Den blide, grønne farve var varm og smuk. Men han var sulten.

Et par skader begyndte at skrige i fornærmet protest. Ellers ville han nok slet ikke have set den unge pige i vinduesåbningen. Hans hjerte hoppede så nervøst i brystkassen. Hun burde ikke stå der. ”Du skulle ikke …” begyndte han, men hans stemme bar ingen steder. Hvorfor kravlede hun ikke ned?

Det var den gamle slotsruin. Nu vidste han det. Han og … hvad det nu var, hun hed … var så tit gået her ud om søndagen sammen med lille Jesmona. Så havde de spist madpakker. Somme tider en rigtig madkurv. En flettet kurv med skinkesandwich. Det var dem, McIntosh bedst kunne lide. Skinkesandwich og en øl.

”Jesmona, jeg er sulten. ”

Pigen lå på jorden, og hans hjerte hamrede anstrengt. Hun skulle ikke ligge der. ”Gå væk,” ville han råbe, men det blev bare til en fægten i retning af hende. Skyggeboksning. Stolt af, at han huskede ordet, skyggeboksede han lidt mere. Det gav varmen, men hans skulder gjorde ondt.


II.
Hundene gøede, og foruroliget prøvede han at komme op. Der var koldt og mørkt. Tusmørke. Han skulle ikke være her. ”Jesmona, jeg vil gerne have min jakke.” Jesmona plejede altid at være der.

Hundene gøede og snøftede lige i nærheden. Han brød sig ikke om hunde, han ikke kendte. Han slog armene om sig selv og gjorde sig lille, som en bold. Lille overflade, ikke så synlig. Alligevel kom de nærmere.

Hundene gøede, og der var mænd, som råbte. Det var nok jagtsæsonen.

Pigen på jorden lå helt stille, selv om der ikke var sol. Det var ellers det, de plejede. De kønne, unge piger lå i solen, næsten uden tøj på. Så sitrede det så sært i én. Sådan havde hun aldrig gjort, hende hvis navn var borte. Hun havde vist ikke syntes, hun var en af de kønne piger. Men skøn, det var hun. Havde han husket at sige det?

Det måtte have gjort ondt. Han skubbede hende jo. ”Gjorde det ondt?” McIntosh var lige henne og vende, men han var træt og kold. Det ene ben ville ikke rigtigt. Han var jo også sulten. Hun svarede heller ikke, så han krøb tilbage til sin træstub.

Han brød sig ikke om at have hende så nær på. Han gik i skoven for at være alene. ”Gå væk,” råbte han, men ikke ret højt. Nogle af de unge blev frække og sagde grimme ting, hvis han talte til dem. De brugte tit ord, han ikke kendte, men tonefaldet …

Hun sagde ikke noget, men fluerne summede ækelt omkring hendes hoved. McIntosh vendte sig bort og holdt hænderne for ansigtet. Han ville hjem men vidste ikke, hvor det var. Han boede vist ikke samme sted, som da Jesmona var lille.


III.
”Vi har fundet ham. Her ovre.”

Langsomt vendte han tilbage fra skyggelandet. Hundene snusede nysgerrigt til skrævet i hans bukser. Han prøvede at puffe dem væk, men orkede det ikke. Han var så sulten. Jesmona. Hun var holdt op med at give ham mad. Måske havde han fornærmet hende, sagt noget han ikke skulle. ”Jamen, jeg kan jo ikke en gang huske, hvad jeg har sagt,” hviskede han. ”Man kan jo godt …” Forstod hun ikke, at når han kom til at sige dumme og ubetænksomme ting, kunne han heller ikke huske det bagefter?

”Hun ligger der ovre. Pigen. Hun vil nok godt med hjem.” Han stirrede på ansigterne, som trængte sig ind på ham i en halvcirkel. Flere af dem var i uniformer, og så var der noget kamouflage. Var der nu krig? Han måtte hellere overgive sig frivilligt, han var alt for sølle og gammel til at slås. Nej, det var længe siden. De måtte være på jagt.

”Han skubbede hende. Hun må have slået sig, men hun sagde ikke noget.”

Varme, varsomme hænder hjalp ham op. Kulden skar gennem knoglerne, og benene ville ikke stå.

De havde tæpper med og en termoflaske med noget varmt. Te var det vist nok, men den smagte ikke rigtigt. Hans mave føltes heller ikke rigtig, og noget løb ned ad ham. Nu ville Jesmona blive sur. Hun sagde aldrig noget, når det gik galt, men hun smækkede med skabslågerne, mens hun fandt rent undertøj.

”Jeg er sulten. Vil I ikke nok spørge Jesmona, hvad vi skal have at spise?”

”I må hellere komme tilbage” råbte en af dem i uniformer. Han var ikke jæger. Hvad var det nu, han var?

”Der ligger en ung pige neden for slotsruinen. Selvmord. Ssssh.” De dæmpede stemmerne og kiggede på McIntosh.

Den anden, ham som var politibetjent, stirrede på McIntosh. ”Så du den unge pige?”

”Jeg har en pige, som hedder Jesmona, men hun er vist ikke så ung. Må jeg ikke nok få noget mad.”
.

torsdag den 9. september 2010

August-opgave: Ditto

 forfatter og foto: Leonius

Åh - Tusinde tak, hvor var det godt, hvor var det godt.
Ja - Jeg kommer så hurtig jeg kan.
Grethe lagde røret på.

Hun kiggede på uret i køkkenet, klokken var tyve minutter over tre, hun kunne lige nå bussen der kører ti minutter i fire, så ville hun være på plejehjemmet ca. et kvarter i fem, et kvarter i fem.

Han var fundet - i live, og i god behold omstændighederne taget i betragtning, havde hun sagt.

De sidste fire dage havde været et mareridt, en rædsel at komme igennem, en rædsel at komme igennem.
Mange mennesker både fra politiet og fra plejehjemmet havde forsøgt at forberede hende på, at de nok ikke fandt Eigil i live.

Hun havde næsten affundet sig med det, at Eigil ville være død. Måske var det det han ønskede, måske var det derfor han var gået fra plejehjemmet.
Det havde hun hele tiden sagt til sig selv.
Hans sygdom havde taget fart de sidste måneder, nogle gange, hvor hun havde besøgt ham, havde han forvekslet hende med deres datter Mona, eller en nabokone de havde haft for 16 år siden, et rædselsfuldt fruentimmer, et rædselsfuldt fruentimmer.

Det var virkelig uhyggeligt, at Eigil sådan forsvandt fra hende, ind imellem. Og så blev han væk.
Nøglerne – nøglerne, hvor havde hun lagt nøglerne. De blev altid væk fra hende.
Den sidste tid hvor Eigil boede hjemme, gemte han altid hendes nøgler, så hun måtte lede efter dem, og han ville ikke fortælle hvor han havde gemt dem.
De kunne så ligge i en skuffe, i køleskabet eller hænge udenfor i låsen.

Nu lå de bare under alle reklamerne på bordet.
Hun skyndte sig ud af døren, hun kunne lige nå det, hun kunne lige nå det.

tirsdag den 7. september 2010

August-opgave: Fluen på væggen


 forfatter og foto: Jørn E

Jeg tror mange kender udtrykket ”Der ville jeg gerne ha' været en flue på væggen”, som et udtryk for, at vi godt kunne tænke os at vide, hvad der var foregået i en specifik situation.

Jeg tror, at mange demente lider den tort, at der tales hen over hovedet på dem. ”Den gamle idiot forstår alligevel ikke en skid” er ræsonnementet.

Men fluen på væggen lytter med – og her er hvad en flue kan berette om en begivenhed den overværede:

”Fru Andersen havde Alzheimers og hendes demens var tiltagende. Hun var kommet på plejehjem.

Hendes søn Oskar var en skidt knægt der sad i gæld til op over begge ører. Oskar besøgte sin  mor, men det var mest for at checke, hvor langt ude hun var og om man kunne gøre sig håb om en snarlig exit. Oskar kunne snart ikke vente længere. Der var nogen der truede med tæsk og det der var værre. Kunne hun dog ikke snart krepere!

Oskar havde en ”kæreste”, en fiks lille sag, men med en meget dyr smag. Kunne kællingen dog ikke snart krepere!

Og her er hvad fluen så med alle sine egne øjne: Oskar var på besøg igen. Denne gang havde han kæresten med. Hun sad og vendte øjne og lakerede negle. ”Hvem er den søde pige” spurgte fru Andersen. ”Lige meget. Du kan jo ikke huske hende i morgen alligevel” svarede  Oskar – det bæst.

”Med alt det du har drukket her i eftermiddag, må du s'gu' da' være pissetrængende” slyngede Oskar ud mod dullen. ”Sku' du ikke se og få det overstået?” Dullen slog med nakken og forlod lokalet. Hun forstod et vink med en vognstang.

”Hvor skulle den unge dame hen” spurgte fru Andersen med sin svage, men alligevel skingre stemme. ”Og hvem er De forresten!” Spurgte hun Oskar. ”Ja, det må du s'gu' nok spørge om, men det er bare pisseligegyldigt, for nu skal du ud på din sidste rejse”.

Fluen lettede af bare forskrækkelse og landede på loftet lige over fru Andersens seng.

 ”Det lyder da spændende. Hvor skal jeg hen?” ”Det må guderne vide, men jeg tror det er et sted der er meget varmt”. ”Det lyder da dejl....” Mere nåede fru Andersen ikke at sige, for så havde hun fået sin hovedpude over ansigtet. Hun spjættede et par gange og så lå hun helt stille.

Da ”kæresten” kom tilbage, meddelte Oskar – med ansigtet i de rette folder – at hans mor lige havde draget sit sidste suk. ”Nå, så behøver vi måske ikke være her mer'” ville dullen vide.

Oskar ringede på personalet, som kom styrtende. Man kunne blot konstatere, at fru Andersen var død. Rutinemæssigt blev der tilkaldt en læge til at skrive en dødsattest.
Lægen forlangte, under hensyntagen til omstændighederne, at der blev foretaget en obduktion.

Fluen, som engang havde sat et flueben på det rigtige sted i kriminalinspektør Wims ansøgning om en attraktiv stilling i etaten, fik ham interesseret i sagen og nu sidder Oskar i spjældet. Arven går til staten og ”kæresten” er på farten.

Ja, fluer kan være utroligt irriterende!

lørdag den 4. september 2010

At sejle på dybe vande

forfatter og foto: Aviaaja

At sejle på dybe vande er som at bestige høje bjerge.
Uanset,
må man betages,
opbygge en vis ydmyghed,
balancere.

Lad mig nu fortælle om havets sejl, bjergenes huse og visdommen kunst.

Der var engang et folk. De gjorde ikke stort væsen af sig og levede vel for at dele og delagtiggøre alverdens kommende generationer i netop havets mystik og bjergenes vej ind i himlen, i fuldstændig afhængig samhørighed og balance. Uselviske var de, for de havde aldrig haft grund til andet. Stærke i visheden om, at hver eneste af dem behøvedes.

Hver morgen når solen stod op, kunne man se millioner af hænder der straktes i vejret og en dyb rumlen, der skulle vise sig at være resonans fra de mange millioners strubesang, forplantede sig i jorden under dem og nåede havet, der rejste sig og hilste.
Også himlen blev berørt af al denne hurlumhej. Hver dag lod den sine skyer blæse en fanfare og fylde vandkrukkerne inden de blødt lagde sig på de højeste bjergtinder.

Således sikre på, at hav, himmel, og hvad der måtte være imellem, også denne dag var forenet kunne hver af indbyggerne fortsætte deres liv. Side om side arbejdede de med at holde balancen. Hver enkelt forstod at netop hans eller hendes plads var uundværlig og værdifuld. Sådan gik de både stille og stolte mellem hverandre og fyldte huller ud til fælles og verdens bedste.

En morgen blev de mødt af et vidunderligt syn. Langt ude på havet voksede der den smukkeste bølge frem. Den havde hvide takker, der næste nåede himlen. Duvende lå den som i en vugge af træ og holdt sig længe.

For længe, måske. Det er alligevel en mærkelig bølge. En undrende uro begyndte at brede sig blandt folket.
Sangen kunne ikke komme i gang, hænderne ikke strække sig. Ildevarslende var det.
.

Husk augustopgaven


Minder lige om, at sidste frist for august-opgaven er i morgen, søndag. Hvad med at lade dig inspirere af den smukke septemberhimmel, måske endda en dejlig gåtur, til at sætte dig bag skærmen og skrive en lille historie om en dement - eller fra en dements synsvinkel.

God fornøjelse.

Lørdagens tekst kommer straks, men jeg vil lige tillade mig at fortælle, at en af mine engelske flash-fiction-tekster er blevet solgt som del af en amerikansk antologi, "Discount Noir". Den kommer som ebog, formodentlig omkring første oktober. Sidste chance for at læse "WalMartyres" gratis.
.

onsdag den 1. september 2010

Ekstra-post

Et dejligt billede af Bente, min fantastiske beta-læser,
nu med konge-python.

(Nej, det kommer ikke Skrive-bloggen ved,
men har I husket at støtte Bente i hendes kamp
for at redde Vissenbjerg Terrarium?)

lørdag den 28. august 2010

De glødende sko


Denne uges indlæg er blevet til i samarbejde mellem "Nenner", som en del af jer kender fra Saxo Forfatterskole, og Jørn. Hun skrev digtet, "De glødende sko", og Jørn E. blev så betaget af teksten, at han besluttede sig for at illustrere det.



------------------------------------------------


”Hedebølge, byen koger, gader smelter, luk din dør”.
den fjerne speakerstemme slynger forgreninger af lyd,
ind i drømmenes spindelvævsfine glaskolbeværk,
vi sover, det tror vi og gulvene bærer os, indboet, huset med
fluerne, duernes plads på gesimsen med hovedet skjult under vingen
og alt er sædvanligt og tyst som et bryst i en ømtrundet hånd

I storbyens summende natlige stilhed med sovende parker og ørkner af sten,
flakker støjen omkring som en vind af insekter fra stemmer, sirenerne, råb
fra avisbude, pigerne, bilerne, samlerne og dem der ved af, at vi sover.
Hvad gør de om natten

Men sengen på første, begynder at brænde og sejle i dunstende dampe
og luften forsvinder fra munden og brystet i en søvn, som ikke vil standse,
spændt fast er en lunge som tøjret til halsen og spyttet fordamper I munden.
Og krummer sig sammen og presser et skrig…
men dets luft kommer ud som et strå af et suk.

Og øjnene, lukkede, vil ikke andet og lyshavets bølger slår ind om en seng.
Nu brænder den, glødernes øjne de stirrer fra sprækken i lagnet,
men ser kun en ild som af flakkende fødder, der danser og flokkes, som jagende hunde og harer på flugt.

De tror at de sover, de drømmer slet ikke, de lyser som solen, det flydende guld.
Et ansigt er varmt, der er gløder i gulvet, det skurede gamle utætte træ,
en stolthed og glæde at gå på for fødderne, ståsted og verden, det elskede hjem.
Og stolens betræk og tapetet bliver brunt og kjolen og
skoene gløder.
Da vågner jeg, ser dig, dit ansigt forvrænget, de flagrende arme,
din krop dine fødder, der danser afsted,
Din syngende messen, besværgende stemme:
”Min elskede, elskede, elskede kom”!

og foden i gulvet, du tramper vanviddets datter og
et bumbum...et bumbum…et bumbum i gulvet tramper, som
igen og igen.

Du danser for døren med kranse og tegn, du tror at han kommer, du,
“hører hans trin og han kommer om lidt, nu tålmodig veninde,
vær ikke bekymret, jeg ved det bestemt at
han kommer om lidt”.
Og ilden vil brænde, den æder det hele,

Med flammer fra brændende væger og mønstre er gulvet indtegnet,
en helligheds plads for den salige indgang, narcisserne plukket
de ligger ved døren, som sprænges af kræfter du slet ikke kender.

Du spiste i køkkenet og drak af min vin, du talte om alting men intet om ham,
din jomfrudoms elsker, nej aldrig om ham,
mens vanviddet tændte en brand i dit mørke, uendeligt stort

Huset er vågnet, vi myldrer som myrer med spande og tæpper og sprøjter og joh…
Jeg græder som pisket,
en jomfru gik bort…med en tåre på kinden, uskyldige Kate
med svidende kød
og en glødende sko….

Jeg tumler omkring, slukker ild, rydder op
mens jeg snubler i udbrændt stearin
og de fineste småbitte kniplingestumper
af jomfrueligt drømmegardin.

Nu åbner jeg vinduet igen.

lørdag den 21. august 2010

Skudt forbi

17-årige Annabella er datter af mine gamle ´bekendte´ Arnold og Erna (på engelsk: Arnold og Mildred Kickinbottom). Hun er stuepige på det lokale gods i Knavesborough. Indtil videre. Den lille episode her indgår ikke i manuskriptet til min krimi ”The Cosy Knave”, for jeg ved ikke helt, hvordan det er med ophavsret, men man kunne måske kalde den overskudsmateriale eller fraklip. Håber den giver mening som en selvstændig, lille historie.

OBS: nu må I endelig lægge mærke til august-opgaven under min tekst. Tak til Bente.



Forfatter: Dorte Jakobsen

Annabella Kickinbottom tog en slurk af madsherryen. Tilværelsen var så sort og koldt og trist. Hendes mor havde været efter hende igen i går. Hun påstod, Annabella havde et regulært alkoholproblem, og i morges havde kokken truet med at tælle flaskerne i spisekammeret. Som om det ikke var nok, havde gartneren skreget efter hende, at han var færdig med at redde hendes magre røv op af vandskorpen efter sidste uge. Og hvis hun blev fyret fra sit job igen, ville der ikke være nogen som helst tilbage i Knavesborough, som ikke kendte hendes ry på forhånd. Hun havde været så heldig med, at Sir Baldini ikke havde tænkt på at spørge efter anbefalinger.

I en lad bevægelse sigtede hun på kokkens grimme, gamle hankat med butlerens haglgevær. Den havde slængt sig som en selvdød krage øverst på havemuren. Hun kunne forresten heller ikke fordrage Mrs McVities´ overklassekøkken. Hvorfor kalde det haute cuisine, når det smagte som hjemmesyltet kattemad? Hun tog en slurk til. Hvis de fyrede hende, blev hun nødt til at flytte hjem igen. Hun havde ikke noget imod sin mors hjemmebagte scones eller sin fars whisky, men at blive tvunget til at bo lige midt i slagmarken?

Nej, den tanke var slet ikke til at holde ud! I et øjebliks vanvid kneb hun øjnene sammen og krummede fingeren om aftrækkeren. Annabella væltede bagover som sparket af et muldyr, mens det rungede mellem de massive kampestensmure.

Et splitsekund efter opdagede hun, at det slet ikke var den skabede kat, hun havde sigtet på, men butlerens mølædte paryk. Lipton sprang op fra sin havestol bag den lave mur, mens han vrælede en strøm af gloser, som selv Annabella aldrig havde hørt før.

Ups, nu måtte hun hellere gå i dækning. Sikken et held hun var elendig til at skyde, hun måtte have ramt flere meter forbi ham.

Småfnisende dykkede hun ind i køkkenets beskyttende skygger, lige som Sir Baldini kom farende op fra kældertrappen, flaksende med sine lange arme. Snarrådigt smed hun geværet ind bag det høje køleskab.

“Hvem i alverden har skudt min bedste tønde sherry?” tordnede han. “Den tønde, jeg har lagt til side til min tres års fødselsdag.”

Annabella ønskede sig selv tillykke med, at hun havde reageret så prompte. Hun besluttede sig for at byde ham en slurk af sherryen for at formilde ham lidt. Hun rakte armen frem og forstod pludselig, at det måtte være flasken, hun havde stukket ind bag køleskabet.

August-opgave


Foto: Jørn E
Opgave: Bente

Kære alle!

Jeg nævnte på et tidspunkt i en kommentar, at jeg havde set en lille notits i Fyns Stiftstidende fredag d. 16/7, som fik mig til at tænke, at det kunne der da vist skrives en tekst over. Da det er første opgave efter ferien, synes jeg, at der skal være frit valg på alle hylder vedrørende valg af genre, fortællertype, synsvinkelbærer med mere.

Her kommer notitsen:

”Dement fundet i skov

Den 77-årige, demente NN, der har været forsvundet fra plejehjemmet Nordstjernen siden mandag aften, er blevet fundet i live, oplyser TV/Midt-Vest.
Ved 15- tiden i går fandt et hold skovarbejdere den demente mand dybt inde i en skov ved Mønsted. Skovarbejderne deltog ikke i eftersøgningen, men var på arbejde i skoven.
Siden mandag klokken 23 har politiet ledt med hunde og helikopter efter den 77-årige mand, der lider af Alzheimers.”

Rigtig god fornøjelse!

-------------------------------------------

Jeg vil også gerne dele et godt link med jer fra storyfix.com

Her finder man ”story structure” i en visuel tiltalende og meget organiseret udgave. Dog er den på engelsk og med meget små typer, men det kan der jo rådes bod på.

Det er fra den amerikanske forfatter, Larry Brooks’ hjemmeside www.storyfix.com.

De bedste skrivehilsner og rigtig god fornøjelse!
Bente

------------------------------------------

Jeg foreslår en deadline som hedder 5. september.

torsdag den 19. august 2010

Min skrivesommer

Foto: mit dejlige skrivehjørne udenfor sommerhuset

I forsommeren foreslog jeg, at bloggens medlemmer kunne sende rapporter fra sommerlandet og fortælle os, hvad de havde oplevet i de (forhåbentlig) dejlige sommermåneder.

Og her er så min egen sommerberetning.

Lige omkring Sct Hans havde jeg brug for et nyt skriveprojekt, forstået både på den måde, at jeg var færdig med manuskriptet til en dansk krimi, og at jeg trængte til at kaste mig ud i noget anderledes. I løbet af nogle få dage bestemte jeg mig for at prøve kræfter med en ny genre: ”Cosy Mystery.” Nå ja, det er selvfølgelig også nyt for mig at skrive en hel krimi på engelsk.

”Cosy Mystery”, eller hyggekrimi på dansk, er nok ikke en genre, der er særlig udbredt i Skandinavien. De fleste læsere foretrækker krimier, som er barskere og mere realistiske. Men jeg har nu valgt at prøve, dels fordi min egen variant af genren er parodien, så jeg har alle muligheder for at putte lidt humor i.

I løbet af bare tre dage havde jeg ideen og den første skitse til plottet af ”The Cosy Knave”, to A4-sider med en oversigt over forløbet, og 27. juni gik jeg i gang med at skrive.

Ud over et grundigt kendskab til genren, har en af mine amerikanske blogvenner også anbefalet, at man bare hamrer løs på tastaturet ved første gennemskrivning, næsten bare lader ordene myldre ned på ´papiret´ uden at tænke på kvaliteten. Jeg ved godt, Saxo anbefaler det samme til korte tekster eller scener, men jeg har egentlig ikke tænkt på, at samme metode kunne anvendes på en hel roman. Men når andre kan, så kunne jeg måske også?

Jeg kan selvfølgelig ikke svare for kvaliteten af slutproduktet endnu, men siden 27. juni har jeg skrevet 35.000 ord, og da hyggekrimier som regel ikke er så lange, betyder det, at på bare otte uger er jeg kommet halvvejs.

Og det allerbedste? Jeg har aldrig før moret mig så meget, mens jeg skrev. Jeg vil ikke ligefrem påstå, det går over stok og sten hver dag, men i lange perioder har jeg været i stand til at skrive tusind ord om dagen i gennemsnit, og for mig er det virkelig meget. Nu hvor skolen er startet igen, går det selvfølgelig langsommere, men jeg bobler stadig af begejstring og skriveglæde -i så høj grad, at det somme tider er lykkedes mig at skrive lidt om morgenen! Helt uhørt!

Man kan godt få en lille smagsprøve, hvis man spørger (men den er selvfølgelig på engelsk). Mange af jer vil for øvrigt genkende to af personerne; gode gamle Arnold og hans Erna (Arnold og Mildred Kickinbottom).

lørdag den 14. august 2010

Hvor skal vi hen, du?


Så er sommerferien gået. Tak til den lille flok medlemmer, som har været med til at holde Skrive-bloggen i gang!

Men nu er vi snart midt i august, og der er ikke særlig mange tegn på, at aktiviteten stiger. Så dette indlæg er sidste udkald: hvis I har brug for Skrive-bloggen som platform eller udstillingsvindue, er det nu, I må give lyd (tekst) fra jer.

Ellers vil jeg sige tak for godt samarbejde i trekvart år, og held og lykke til jer alle, uanset om I skriver på det ene eller det andet plan.

lørdag den 7. august 2010

Nøglepost


forfatter: Leonius

Jeg opdagede det ikke før jeg skulle til at starte bilen igen, og det kunne ikke lade sig gøre. Der er nogle små væsentlige ting, der skal til for at sætte en bil i gang, og det er bl.a. nøglerne. Dem havde jeg ikke.

Jeg havde lige haft dem i hånden, en nøglering med fire nøgler og et læderskilt, Volvo. Langsomt gik det op for mig, hvor de var, jeg så hele handlingsforløbet, jeg så billederne, jeg hørte lydene, det var skørt, og han kommer først om en lille time.

Jeg havde siddet hjemme og ordnet noget post, 9 breve var det blevet til. Jeg var glad for at de nu var skrevet, mange af brevene havde været undervejs i over en måned, så nu var min dårlige samvittighed væk. Jeg var glad, også fordi jeg, allerede nu, havde svaret en god gammel ven, på hans brev, som jeg fik i dag.

Han havde faktisk inspireret mig til at få ordnet alt skriveriet på en gang. Hans brev havde sat mig i en rigtig god stemning, han havde som bare nævnt de smukke efterårsfarver i hans have, men jeg opdagede, at de samme farver også var her.

Solen skinnede medens jeg skrev, blæsten forsøgte ihærdigt at flå de sidste halvtørre blade af træerne, så de kunne vise deres rene silhuet mod den blå himmel, på en af de tynde grene sad en fugl og gyngede, jamen jeg var, næsten blevet euforisk. Der var ingen tvivl om, at denne stemning, også smittede lidt af i de breve, jeg skrev.

Jeg køber altid frimærker, når jeg er på posthuset, så jeg har, hvis jeg skal sende noget. Vi har landpost her, så brevene skal bare lægges ud i vores postkasse, for at blive ekspederet.

Posten havde været her, så for at få brevene ud til i morgen, måtte jeg køre, de små 2 km. der er op til postkassen, som tømmes hen under aften. Det var der jeg var nu, uden bilnøgler.

Den blæst, jeg så inde fra mit lune kontor, så hyggeligt blæse bladene af træerne, var nu i gang med at give mig en slem forkølelse på halsen, jeg havde ikke taget noget overtøj på, jeg skulle jo bare ud i min varme bil. Varmen i bilen, var blæst væk, allerede da jeg åbnede døren og steg ud. Nu sad jeg og frøs jammerligt, og bandede i mit stille sind over efteråret.

Jeg tænkte tilbage på optakten til denne ulidelige situation, så mig selv standse bilen ved postkassen, slukke motoren, tage nøglerne ud af tændingen, og med brevene i min venstre hånd, stige ud. Jeg gik rundt om bilen, over fortovet, åbnede sprækken og smed nøglerne i postkassen. Så gik jeg tilbage til bilen, satte mig ind, og hvor nødig jeg end vil indrømme det, så jeg mig selv føre brevene ned mod tændingslåsen.

Først nu kunne jeg forstå den lyd, der var kommet fra postkassen da mine nøgler dumpede ned til de andre breve.

Jeg sidder og fryser inde i min bil, det blæser så kraftigt udenfor, at det rykker i bilen, træerne stritter imod, og der er 35 minutter til, før postkassen bliver tømt.

Det knagede i det store bøgetræ, som jeg holdt under, og en lille tør gren faldt ned på fortovet. Jeg kom til at tænke på de lysegrønne blade der i foråret havde piblet frem på denne gren, jeg så farven for mig, hvor var det en smuk farve. Jeg så for mig bladet springe ud, først i pæne nydelige folder, så rette sig ud, for til sidst at strutte af livslyst. Hvor var det egentligt fantastisk.

Jeg tænkte på de breve jeg havde skrevet, hvor hyggeligt det egentlig var, at skrive breve, på gammeldags maner.

Jeg bruger selv meget e-mail, men af en eller anden grund, bliver en e-mail aldrig så personlig, som et almindeligt brev, det er simpelthen for stift. Jeg tror ikke man kan nyde en e-mail, men man kan nyde et brev. Det kan have noget at gøre med, at det brev man sidder og læser, har man i hånden, man kan sidde i sin lænestol med det. Skal man gøre det med en e-mail, må man først skrive det ud, og så har man ikke kun ordene fra afsenderen, der står så mange andre ting på udskriften, at den slet ikke kan virke privat.

Det gav et sæt i mig, en stor kvist var faldet ned på taget af min bil, og i et split sekund anede jeg ikke hvad der var årsagen til den voldsomme lyd, så jeg blev naturligvis nervøs, men det var jo bare den stærke efterårsblæst.

25 minutter igen, hvis altså han kommer præcis.

Jens, min gamle skolekammerat, som har boet i Sønderborg en årrække, sammen med sin, nu afdøde hustru, skrev, at han havde gået en tur i byen, nede ved slottet, og set at man var ved at restaurerer et lille gammelt byhus, at der blev ofret en hel del på bindingsværket, det var rigtig pænt arbejde, godt håndværk. Huset var ikke ret stort, og at sådan et lille hus, måske var en god ide for ham, når han nu var blevet alene, det store hus var blevet for omfattende for ham. Der var en lille gårdhave, helt lukket, man kunne sidde derude helt ugenert og filosoferer, han havde lagt mærke til, at haven bar præg af at være en meget gammel og smuk have, og det var tydeligt, at håndværkerne tog hensyn til beplantningen. Han havde haft lyst til at se hvordan håndværkerne indrettede det indvendige af huset, men der var for meget aktivitet til at han ville forstyrre, men han ville nok gøre det en af dagene.

I den lille have, havde der siddet en lille fugl, han kunne ikke se den, men den sang så smukt.

Egentlig underligt, jeg sidder her i min bil og fryser, og glæder mig over billederne, jeg har dannet mig, af det lille hus.

Halvt op på fortovet, ekstrem tæt på min bil stopper han, posten, jeg havde ikke tænkt på, at jeg måske havde taget hans plads.

Post, post, jeg har et problem!

Jeg er på vej hjem nu, egentlig i rigtig godt humør, jeg fik mine nøgler, posten grinede af mig, meget, jeg tror såmænd han griner endnu, jeg har varme i vognen, alt i alt, en god aftentur.

Brevene har jeg med hjem igen, jeg glemte at afleverer dem, men pyt, jeg lægger dem ud til landposten.