lørdag den 28. januar 2012

Babs' og Nuttes



Tekst: Jørn E.
Foto: Poly Schmidt


Der hang de så, som to siamesiske tvillinger. Men dog ikke uadskillelige,da der var en hægte mellem dem.

Solen varmede dem og de var ved at være tørre.

”Det er næsten ligesom når han holder om os.” bemærkede Babs.

”Ja, når han er kærlig og blid. Men når han begynder at ælte og mase, fortrækker jeg altså solen.” svarede Nuttes.

Der blev en kort pause, så kom det fra Babs':
”Hun kunne altså godt have trukket tørresnoren gennem stropperne, i stedet for at bruge de der klemmer. Det gør ondt.”

Ja, men det gider Hun ikke, for så skal hun først hægte snoren af, og det gider hun ikke,” fnysede Nuttes.

”Egentlig kan vi jo godt kalde os for en slag sælgere.” sagde Babs' eftertænksomt.

”Hvordan det?” ville Nuttes vide.

”Jo, når Hun vimser omkring ham der i ”trusser og bh” som det hedder. Det burde hedde ”bh og trusser.” Det er jo os der er blikfanget ville jeg mene. I hvert fald når hun har mere tøj på,” kom det efter en kort tænkepause fra Nuttes.

”Ja, så får de højrøvede trusser ikke megen opmærksomhed,” klukkede Babs'.
”Du sagde højrøvede, hi,hi,hi, ja særligt når man ser dem bagfra, hi,hi,hi”.
De lo begge, så tørresnoren vibrerede. Eller var det et lille vindpust?

”Nu måtte Hun gerne snart tage os ned. Jeg tror vi er tørre. Hva' med dig.” og uden at vente på svar, fortsatte Babs': ”Jeg er ved at få trykmærker af den forbandede klemme. Jeg håber at Hun opdager, at min strop er blevet alt for lang, efter at han sidste gang han havde skilt os ad havde så forbandet travlt med at få hevet mig af. Godt jeg havde spændet, ellers havde han revet stroppen af”

”Der var jeg mere heldig” kommenterede Nuttes. ”Hun løftede lige skulderen, da hun mærkede, hvad han havde gang i. - Stakkels dig.”

Ja, og så bliver man bare smidt ud til siden, somom man var komplet ligegyldige. Vi kunne gerne være havnet på gulvet. Så kunne vi have ligget der og frosset.”

”Lagde du mærke til, at Hun stadig havde trusserne på? De har sikkert nok kunnet holde varmen, sådan som hans lår lå og kørte rundt ovenpå dem.” Babs' himlede og blev blændet af solen.

”Vi havde da fuldført vores mission. Det kunne jeg da se på den krammen og ælten Babs og Nutte var udsat for. Men så vidt jeg kunne høre - og se, var hun godt tilfreds med behandlingen.”
”Heldigt, at Babs og Nutte tager sig bedst ud når de ligger ned og vi ikke er der. Stående, er det jo os der sørger for det fordelagtige og tiltrækkende syn,”bemærkede Nuttes.

”Har du tænkt over,” udbrød Babs,' ”at vi har en væsentlig del af æren for slægternes videreførelse.
Det er os der er blikfanget. Det var det jeg mente med sælgere. Det hele begynder med os!” Babs struttede af stolthed, så man næsten skulle tro, at Babs var indeni.

”Gud ja, vi gør virkelig en forskel. Uden os ville trusserne aldrig komme af, udbrød Nutte overmodigt For det var nok en sandhed med modifikationer.

”Nu kommer Hun. Så kan vi få de forbandede klemmer af,” råbte Babs' begejstret.

Hun følte indvendigt og udvendigt på de to skåle, tog klemmerne af og gnubbede på trykmærkerne, for at glatte dem ud.

”Herligt med lidt massage.” Udbrød Babs, som samtidig fik spændet rettet til, mens Hun smilede for sig selv.
”Nu skal det blive godt at komme ind i den lune skuffe og få en sludder med de andre,” sagde Nuttes, da Hun lagde dem ned i vasketøjskurven.

torsdag den 26. januar 2012

Februar-opgave



Opgaveformulering: Bente Pedersen
Foto: Jørn E.

Kære alle,

Bente har sendt mig følgende forslag til en ny månedsopgave:

Tag din lokalavis for denne uge og slå op på midtersiderne. Her udvælger du en mindre notits med overskrift af typen: ”Kvinde på 65 vinder halvmaraton”, ”Tyr galopperer frit omkring på Skolegade”, ”Modstand mod robotter i hjemmeplejen”.

Skriv en tekst, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i den valgte notits. Du vælger selv teksttype, og her er der jo rigtig mange at vælge imellem, der egner sig til Skrivebloggen: Artikel, kort prosa, digt, reklame, sms-udveksling, brev/mail og dagbog for at nævne nogle.

De nævnte overskrifter er konstruerede af Bente og kan derfor ikke vælges ;)

Rigtig god fornøjelse før, under og efter!

Kh Randi

lørdag den 21. januar 2012

Den kære bh!



Tekst og foto: Poly Schmidt

Vi havde sommerfugle i maven, for nu skulle vi ud og være rigtig vovet. Det var en skøn dansk sommerdag i 1970'erne og de sædvanlige udflugtsklemmer og termoflasken var lagt i rygsækken. Vi havde også husket at lægge et stort stykke plastik sammen med tæppet, for vi var ikke sikker på om jorden var tør.

Vi steg leende i bussen imod Kastellet og sad småfnisede hele vejen i stor forventning. Nå ja, vi var jo unge, så enhver udskejelse var nok til at få eventyrstemningen op til overfladen.

Vi havde valgt parken ved Kastellet, fordi der som reglen ikke var andre end et par soldater der gik rundt og så højtidlig ud. Ja, først havde vi regnet med at kunne gå helt ind til den indre jordvold, men den høje sorte gitterlåge var låst. Det blev i stedet for den mere åbne park der omrisede Kastellet.

Der var flere folk der havde fået samme ide at nyde det lune solskinsvejr i parken. Men for os gjaldt det om at finde et ugenert sted. Efter at have gået rundt og ledt et godt stykke tid, besluttede vi at gå ned og slikke solstrålerne, i en af de dybe skyttegrave. Det virkede nærmest hemmeligt, for der var ingen der kunne se os fra parkstien.

Endelig. Nu kom det store øjeblik. Men veninde tøvede, men jeg forsikrede hende, det var blevet lovligt at smide bh'en, efter rødstrømpernes demonstration “Hold Danmark ren” ned gennem Strøget. Os så blev bh'en smidt. Det var sådan en underlig kriblende følelse at sidde og blotte brysterne, imens de indsugede varmen fra solen. Måske var det lidt forbudt, men øjeblikket skulle i hvert fald udødeliggøres. Også, så vi kunne hive billed frem som bevis, hvis ingen troede på vi havde turde.

I forvoven stemning spidste vi vores madklemmer og følte os meget opstemte. Pludselig hørte vi en mørk stemme. Vi kiggede os noget forskrækket omkring, men kunne ikke se nogen. Næste gang kom det højere og tydeligt. Vi kiggede op imod lyden. Helt oppe ved voldkanten stod en soldat i fuld uniform med gevær og hele molevitten, der højt tilkendegav, vi skulle komme op fra skyttegraven.

Der var ved at gå panik i min veninde, mens jeg som det modigste, frejdigt svarede: - hvorfor dog det? Imens jeg udad det smilende tandsæt, kort sagde til veninden: - bliv siddende. Soldaten gentog mere bestem sit budskab, og sagde at vi ikke havde lov til at sidde nede i skyttegraven. I skal komme op med det samme. Jeg lænede mig noge provokerende tilbage, så brysterne strittende mere frem og svarede kækt: - Jamen vi skal bare have lidt mere sol på brysterne. Så er det op. Nu, - kommanderede han. Neej, det har vi ikke lyst til. Så må du selv komme ned og flytte os. Vi har tænk os at blive siddende.

Uden flere ord drejede vagtsoldaten om og forsvandt. Uha, det kunne vist blive lidt farligt, sagde jeg. Vi må vist hellere komme væk i en fart, før han kommer tilbage med forstærkning. Som sagt som gjort. I løbet af nul komma nul, var vi påklædte og nærmest smed det hele i vores rygsæk. Lidt bange og med alvorlige miner nærmest lynkravlede vi op af skrænten. Puha, der var ikke noget at se. Og med småløb var vi ude af Kastellets område.

Vi fniste ikke så meget på hjemturen, men sad i dybe tanker. Vi havde lige overlevet en situation, der var mere farligt end alle de ting, vi havde tidligere havde oplevet. Soldaten havde trods alt haft et gevær. Tænk hvis han havde brugt det!

lørdag den 14. januar 2012

En fjer i hatten



Tekst: Leonius
Billede: Poly Schmidt / Leonius


Det blev så spejderhatten med den hvide hønsefjer.
Jeg ville ikke ligne en sørøver, et spøgelse eller en cowboyer og jeg ville bestemt heller ikke være prinsesse eller sådan noget, så jeg bestemte mig nogenlunde hurtigt for den brune spejderhat.
Den passede i størrelsen, og idet jeg prøvede den, kom en smuk ung pige forbi, hun smilede sødt til mig, jeg syntes også jeg så et lille anerkendende nik. Det var det spejl jeg havde brug for.
Ekspeditricen syntes jeg skulle have både kompas, tandbørste, rødt tørklæde, dolk og en snor med fem nyfangede plastiksild med også, det passede til en rigtig frisk spejderdreng, sagde hun.
Jeg starter forvandlingen i det små, sagde jeg til hende, man bliver ikke spejder på én dag, slet ikke når man springer ulveungen over, men lad mig bare få det røde tørklæde med.
Hun smilede medens hun modtog de 9,50 kr. som forklædningen kostede.

Jeg var ikke den grimmeste i selskabet, kunne jeg se.
Tænk at feste en hel nytårsaften med klap for det ene øje, og sort skosværte smurt alle mulige steder.

Jeg havde et almindeligt sæt tøj på til min hat, og blev forvekslet med både en skovridder, en parkbetjent, ja i det hele taget en myndighedsperson, og det passede mig fint.
Lidt før midnat stod jeg pludselig foran den unge pige fra butikken. Hun sagde at hun ikke kunne stå for hatten. Vi dansede, hun ville absolut låne min fjer, den var nu også sød i hendes mørke hår.
Vi skålede det nye år ind sammen, ligesom de efterfølgende 42 nye år.
Hver gang med den samme hat, hver gang låner hun min fjer kort før midnat, og hver gang det nye år var startet sørgede hun for at fjeren kommer tilbage på sin plads.
Vores søn var blevet nitten år før han spurgte: ”Far hvad er det der er så betydningsfuldt med den fjer?”
”Min søn” - sagde jeg ”din mor har altid år sørget for at jeg starter et nyt år med - En fjer i hatten.”

lørdag den 7. januar 2012

Tusmørke i januar



Tekst og foto: Bente Pedersen

Jeg sukker lidt, da væguret inde i den lille stue falder i slag. Kigger ud i tusmørket. Alt er gråt derude. Pokker tage alle de sorte skygger. Januar eller juni, det er ligegyldigt. Sådan har det været, lige siden jeg fyldte 79. Lægen siger, at jeg skal lære at leve med det. Det gør jeg så.

Jeg tæller med på slagene. Hver og et. De første tre falder pænt i takt. Så kommer den lille ekstra pause, inden det fjerde og sidste humper ind på række. Som en skoledreng, der lige når ind ad porten i tide.

Hvor bliver Inga mon af? Hun havde selv ønsket at lave aftalen om her i det nye år. Onsdag klokken tre i lige uger, når det blev januar, havde hun sagt. Det ville nu være rart, om hun lige gav lyd fra sig. Telefonen med de store taster står tavs og griner af mig. En julegave fra børnene. Sagde selvfølgelig pænt tak, men savner nu den gamle.

Helt stille er her nu sjældent, for radiatoren ved vinduet knager. Radiatorgigt kalder jeg det. Jeg hælder forsigtigt kaffe i det nye krus, der står på det lille bord med voksdugen. Kruset er dejlig stort og så varmt at holde om. Det er godt til mine gigthænder. En nyttig julegave er det sørme. Fra Kasper mit ældste barnebarn. Næsten voksen.



Den nye hættetrøje er da bare fucking cold. Hvorfor tog jeg ikke dynejakken på? Min hjerne er sgu så rålam. For mange kogere sammen med drengene i aftes. Toxic rave var det fandeme. Igen igen.

Vågnede først klokken elleve, da hun ringede. Vejlederen fra Teknisk Skole. Hun rappede op om, at jeg skulle møde op. Ellers ryger jeg ud. Bla, bla, bla. Kill me now. Hun fatter ikke en skid. Januar, I hate it.

Huset ligger et stykke væk fra vejen. De sorte vinduer stirrer på mig, mens jeg tager en runde. Hvorfor fanden skulle jeg også lige hooke op med Kurt i aftes? Maven kører rundt. What a sick night. Pengene skal fucking ligge i hans postkasse inden i aften klokken ti.

Ved gavlen finder jeg trappen ned til kælderen. Mine store boots er ved at smutte i halvrådne blade. De ligger og smatter over det hele. Jeg leder mellem edderkopper og kasser med gamle æbler. Unfedt. Finder nøglen under en omvendt urtepotte.

Jeg tør ikke tænde lyset. Leder efter min lighter, men mine fingre er for stive. Kan mærke pulsen banke i tindingen. Fuck den hovedpine! Jeg følger den kolde væg rundt om hjørnet og bamrer skinnebenet ind i en kommode. Jeg har lyst til at skrige højt! Bider hul på læben. Smagen af jern får mig til at tænke på min Batman. De hårde muskler. Jeg fik den af farmor, da jeg var seks, tror jeg. Søde gamle farmor. ”Undskyld!”, hvisker jeg ud i kældermørket.



Måske skulle jeg se at få tisset af, inden Inga snart må være her. Så kan jeg jo også lige tænde lyset udenfor. Ude i gangen slår kulden mig i ansigtet. Kulde og gigt er et dårligt makkerpar, siger mine børn, men så svarer jeg bare, at det er pension og varmeregning også. Jeg trækker sjalet tættere om mine skuldre.

Hører noget skramle. Mit hjerte stopper op, holder en lille pause. Så begynder det at galoppere baglæns. Jeg er altså ikke gode venner med den dør. Døren ned til kælderen. Jeg tager hånden op bag øret. Danner en tragt. Måske er det naboens kat, der fanger mus i kælderhalsen? Sikkert, dit gamle fjols. Mærker, at min blære er spændt. På toilettet låser jeg døren, selv om mine børn siger, at jeg ikke må.



Da jeg åbner døren, står jeg stille et øjeblik. Der er tændt lys. Mine hjerneceller kan ikke blive enige, om der er grund til at være bekymret, men det gør det klart nemmere. Kommoden i soveværelset eller kagedåsen i køkkenskabet? Come on! Make your choice. Jeg får øje på vinterfrakken, der hænger på knagerækken nær døren. Lommen buler. Frakken lugter præcis som farmor.



”DING DONG” lyder det ude fra fordøren. Pokkers da også! Op med bukserne Marie. Nu må du skynde dig lidt. Jeg fumler med nøglen i låsen.

Da jeg kommer ud i gangen, kan jeg se en skygge stå henne ved min vinterfrakke. Var fordøren så ikke låst alligevel? Sikke noget sjusk, Marie. Nej, hør nu, højden passer da ikke på Inga! Mine ben vil slet ikke flytte sig.



Min spasserhjerne fucker helt op. Dørklokke? Nøgle drejes i en anden dør? Den nægter at forstå, hvad der sker lige nu. Jeg vender mig. Og der står hun jo. Lille og gammel. Jeg kan mærke al blodet skyde op i mine kinder. ”Hej farmor!” siger jeg højt, så hun kan høre mig tydeligt. Hun skal da ikke stå der og se så bange ud. ”Det er bare mig, Kasper!”