onsdag den 29. september 2010

Fra administrators skrivebord


Som jeg nævnte i august, har aktiviteten på Skrive-bloggen været lav i lang tid. En del medlemmer mente, det var et sommerferie-symptom, men det er nu blevet efterår, og der kom fire besvarelser af august-opgaven.

Det er min fornemmelse, at selv om mange gerne vil beholde bloggen, er der meget få medlemmer, som reelt har den tid og det engagement der skal til for at holde bloggen levende og interessant. I hvert fald ser det ud til, at mange af teksterne bliver sendt af sted af pligt eller dårlig samvittighed, fordi medlemmer synes de ´bør´ bidrage.

Nej, vi prøvede at oprette en fælles Skrive-blog, fordi vi syntes, det kunne være et sjovt og spændende eksperiment, ikke fordi nogen skulle skrive eller deltage af pligt. Det var også spændende i de første, mange måneder, men rigtig mange af os er involveret i et væld af andre aktiviteter, og denne gang står min beslutning om at holde som administrator af bloggen fast.

Hvis andre har lyst til at køre bloggen videre, er I meget velkomne. Bare sig til; det er ikke særlig svært rent teknisk.

Og så er der vist bare tilbage at sige tak til alle jer, som har været med til at prøve. Det har været dejligt og inspirerende at arbejde sammen med jer!

Dorte.
.

lørdag den 25. september 2010

Susen for ørerne


forfatter: Leonius

Jeg havde haft det i nogen tid, og det var ret irriterende.

Både på venstre og højre øre, susede det. Når jeg rigtig lyttede efter, blev lyden kraftigere. Jeg satte en finger i det ene øre, det susede i det andet, så satte jeg en finger i det andet øre, stadig susen.
Det var en lyd, som jeg godt kunne abstraherer fra, men når jeg satte mig ned og ville slappe af med en kop kaffe, så blev lyden tydelig.

Jeg opdagede ved et tilfælde, at min første slurk af kaffen, kurerede min susen midlertidigt.
Mærkeligt, havde jeg gjort en videnskabelig opdagelse, havde kaffe virkelig en positiv virkning mod susen for ørene.
I mit tilfælde, forsvandt suseriet på begge øre.
Jeg tænkte på, at når jeg kom op til min læge, ville jeg da lige nævne det, det kunne jo være, at han havde nogle forbindelser, som kunne være interesseret i mine oplysninger.

Jeg spurgte min kone, om hun syntes der var nogen grund til at gå til lægen med det, det var jo irriterende, og det kunne jo være noget inde i hovedet, der ikke var som det skulle være.

Jeg indrømmer blankt, at jeg formulerede mig forkert overfor min kone, for hun greb naturligvis muligheden med det samme, og sagde, at hun havde lagt mærke til, igennem lang tid, at der måtte være noget inde i mit hoved, der ikke var som det skulle være.

Jeg blev naturligvis lidt bedrøvet, for hun tog ikke min sygdom alvorlig.
Jeg havde læst om susen for ørene (Tinnitus), at der ikke rigtig var noget at gøre ved det, hvis der ikke lå en alvorlig sygdom til grund for suseriet, skulle man bare lære at leve med det.

Jeg ringede til min læge, og aftalte tid, til først i næste uge, så kunne jeg få vished, der var ingen grund til at løbe nogle chancer, ligeså godt få taget tyren ved hornene, og få fundet ud af problemet, og dets omfang.
Min kone spurgte om jeg ville have mere kaffe, og kom hen til mig med termokanden. Er det den her lyd du har i ørene, spurgte hun, og holdt termokanden tæt på mine øre, det var den lyd.

Så skal jeg kurerer din susen for ørene, sagde hun, og skænkede kaffe i min kop.
Naturligvis holdt den irriterende susen øjeblikkelig op, da hun skænkede.

Det var ikke i mit hoved der var noget galt, det var termokanden der lavede den lyd, når den varme drik lavede en eller anden form for tryk mod skruelåget, som måske ikke var helt tæt, og som straks blev udlignet, når låget blev lukket op.

Jeg ringede til min læge, og afbestilte min tid, og bemærkede, at min kone havde ordnet det.

lørdag den 18. september 2010

Forfatterens højsommerblues


digt og illustration: Jørn E

Hurra, det er sommer
JEG syn's nu det er ”en ommer”
Af varme jeg stønner og sukker
drømmer om øl og oplukker

Hjernes fungerer ikke
og jeg har fået hikke
Jeg tror jeg må hen og ligge
for en mand kan jo ikke strikke

Jeg glaner sløvt på tørresnoren
som hænger der
et stykke fra jorden.
Indbyder tøj til tørren.

Men det kræver nogens gøren
Min kone, den kære matrone

Et par bukser hænger
med hovedet nedad
og vrangen udad

På en måde gør det mig glad
For jeg ligger vandret
og vrangen vender indad

Men hjernen føles plumret
Pegasus ligger flad
Det er simpelthen bare for lummert

Jørn E, 4. juli 2009 kl. 11.10 – 28-29 gr. C i skyggen
.

mandag den 13. september 2010

Augustopgave: Onkel Verner - en gammel røver


 forfatter og foto: Bente Pedersen


”Så gutter! Kaffepause!”  Udmeldingen kom fra Karsten, da han steg ned fra førerrummet i den nye turkisgrønne skovningsmaskine, som for tiden stod og lyste op i den nordlige ende af Mønsted Plantage. Vel nede på jorden tørrede han støvet af panden med skjorteærmet. Efterlod et ganske nydeligt marmoreret mønster, som fik de andre til at smile. Den lille flok på kun 4 skovarbejdere gik småsnakkede hen mod skurvognen et stykke borte. Forventningen om snarlig weekend løftede stemningen, så Poul, der havde en ubehagelig hovedpine, valgte at sætte sig alene udenfor et stykke borte. Med ryggen op mod et gammelt træ havde han frit udsyn over en af de mange lysninger, der var opstået i den gamle plantage efter orkanen i 1999.
Han lukkede øjnene, lænede hovedet tilbage mod stammen og nød skyggen under bladhangets mosaik. De mange fuglestemmer overdøvede for en stund den vedvarende summen fra hans bekymrede tanker. Godt hjulpet af masserende bevægelser på de ømme muskler i nakken fik det efterhånden spændingen til at løsne sig. Han greb ud efter den lille termokande, han havde anbragt på en træstub og pakkede tre chokoladekiks ud af madpapiret.


 Pouls gamle mor, Anne, havde dybt bekymret ringet tirsdag aften og havde fortalt, at onkel Verner nu igen var forsvundet fra plejehjemmet i Sparkær. Siden da havde Poul ledt sammen med venner og familie næsten i døgndrift. Var han ikke på arbejde eller ude at lede, brugte han omsorgsfuldt tiden på at være hos sin mor. Politiet havde stillet med både hunde og helikopter, men som ugen skred frem, blev det sværere og sværere at holde fast i troen på en heldig udgang. Hvor kunne han mon være gået hen den gamle forvirrede mand?

 De havde før fundet ham gående på vejen mod fødehjemmet ”Fuglsanggård” beliggende næsten ti kilometer fra plejehjemmet. Andre gange, hvor det var lykkedes ham at smutte, vandrende han rundt ved Birkesø. Onkel Verners fysik fejlede skam ikke noget, men det var hans forvirrede hjerne, som betingede, at han nu måtte bo på plejehjem. Hjernens kanalvælger skiftede hele tiden mellem nutid og fortid, så det var et stort held, at der ikke var sket større ulykker, mens han stadig boede alene på gården.

Lyden af en fasankok, der skræppede op et sted i nærheden, fik ham til at smile, for på hans indre skærm tonede et barndoms billede af onkel Verner frem. Iført kasket med en kækt strittende fasanfjer i nakken og med fiskekniven fastgjort til livremmen forvandledes onkel Verner til den grumme røver fra alheden, Jens Langkniv. Dette store forvandlingsnummer var selvfølgelig godt hjulpet på vej af et barns villige fantasi, og denne svigtede ej heller, når Poul og hans fætre allernådigst måtte gennemgå en seriøs optagelsesprøve for at blive optaget i Jens Langknivs røverbande.  De øvede sig i timevis i pileskydning, stokkefægtning og andre nyttige færdigheder i den lille granbeplantning bagved gården.

 Poul kunne stadig få en tydelig duft af mos og muldjord i næseborene, når han huskede, hvordan røverflokken havde ligget på lur bag diget ud mod landevejen til Mønsted. Dette i håb om, at bispen fra Viborg eller andre prominente folk ville komme forbi i deres hestetrukne karet med guldkisten fastspændt bagpå. Efter lang tids venten bag diget, var det nu som oftest ikke bispens karet, men Ole Posts’ gule bil i stedet, der med en knasende lyd kørte ind på gårdspladsen og forventede en kop kaffe og en sludder.
Tørre kviste knækkede med et smæld et sted i nærheden, og Poul lyttede intenst, indtil John, den yngste i sjakket, dukkede frem fra skurvognens ene ende for at fortælle, at der lige havde været nævnt lidt om eftersøgningen af Pouls onkel i de lokale nyheder fra ”Radio Midt og Vest”. Man havde besluttet at lade politiets eftersøgning vare denne dag med, og dernæst ville det være op til private initiativer at fortsætte. Som om de ikke allerede havde været i sving hele ugen, svarede Poul træt og sukkede, mens han takkede for oplysningen.

 Da Poul var mindre, havde han været bange for den uhyggelige Jens med kniven, der hærgede i området mellem Skive og Viborg. Sådan en råkold blæsende efterårsaften, krøb han godt ned under tæppet, når onkel Verner underholdt med fortællinger om den fredløse Jens, hvis mor beskyldtes for hekseri.  Han gøs og frydede sig, når røveren og hans lille taterflok fra Daugbjerg Kalkgruber bekæmpede de tyske soldater ved Viborg med så stort held, at Jens Langkniv fik heltestatus for en tid. Først som teenager havde han fuldt ud forstået, at denne røver rent historisk hørte til i 1600-tallet, og at den fredløse Jens Langkniv med sin lille flok af tatere nok egentlig var mere en hjerteløs røver end hans drengeårs retfærdige Robin Hood.

En meget stor flok skovduer lettede på den anden side af lysningen, og Poul skyggede med hånden over øjnene for bedre at kunne fokusere. Hvad mon der havde skræmt dem op så pludseligt? … Ræv, rådyr, en omstrejfende hund? Fasankokken skræppede igen. Sikke da en pludselig uro i skoven. Han fornemmede en sitren, nok mest i sit eget indre. Rejste sig og børstede bukserne af for snavs, og lagde madkasse og termokande tilbage i rygsækken. Rettede sig så op med et ryk, for var det ikke et råb, der lød derovre fra den anden side af lysningen?  Han smed rygsækken fra sig og begyndte at løbe ud og ind mellem stubbe og småtræer.  ”Du tyske svumpukkel! Du er nu kaput!”, hørte han nu en rusten stemme hvæse vredt. Smilet om munden smeltede, løb ud over hele Pouls ansigt og forandredes til en lettet latter, da han rundede tre større graner. Her fik han øje på onkel Verner, der stod fægtende ud i luften med en afbarket gren i hånden. Fra kasketten vejede fasanfjeren stadig kækt.

lørdag den 11. september 2010

August-opgave: Inde i mørket


forfatter og foto: Dorte Jakobsen

I.
McIntosh trissede stille og roligt ud i skoven. Vejret var mildt, og det var længe siden, han sidst havde været udendørs på egen hånd. Han havde en fornemmelse af, at han ikke burde, men man var vel stadig herre i sit eget liv.

Han mærkede duften af skovbund og harpiks, og solen varmede hans ryg helt langt ind i de gamle knogler, som havde det med at skurre lidt. Han bevægede sig så sindigt af sted, at fuglene snart holdt op med at ænse ham som en forstyrrelse.

McIntosh sank ned på en frønnet træstub. Han var lidt træt, men turen havde gjort ham godt. Skoven var så smuk på denne årstid. Han begyndte at blive en smule sulten.

”Jesmona?” Hvor var Jesmona? Jesmona plejede altid at komme, når han kaldte. Faktisk plejede hun at være der, længe før han kaldte. Hele tiden var hun omkring ham. At vimse, havde hans kone kaldt det. Hvor var hun egentlig blevet af? Jesmona. Hun hed også Jesmona. Åh, men hun var død, var hun ikke? Han pillede lidt i de grønne mosflager på træstubben. Den blide, grønne farve var varm og smuk. Men han var sulten.

Et par skader begyndte at skrige i fornærmet protest. Ellers ville han nok slet ikke have set den unge pige i vinduesåbningen. Hans hjerte hoppede så nervøst i brystkassen. Hun burde ikke stå der. ”Du skulle ikke …” begyndte han, men hans stemme bar ingen steder. Hvorfor kravlede hun ikke ned?

Det var den gamle slotsruin. Nu vidste han det. Han og … hvad det nu var, hun hed … var så tit gået her ud om søndagen sammen med lille Jesmona. Så havde de spist madpakker. Somme tider en rigtig madkurv. En flettet kurv med skinkesandwich. Det var dem, McIntosh bedst kunne lide. Skinkesandwich og en øl.

”Jesmona, jeg er sulten. ”

Pigen lå på jorden, og hans hjerte hamrede anstrengt. Hun skulle ikke ligge der. ”Gå væk,” ville han råbe, men det blev bare til en fægten i retning af hende. Skyggeboksning. Stolt af, at han huskede ordet, skyggeboksede han lidt mere. Det gav varmen, men hans skulder gjorde ondt.


II.
Hundene gøede, og foruroliget prøvede han at komme op. Der var koldt og mørkt. Tusmørke. Han skulle ikke være her. ”Jesmona, jeg vil gerne have min jakke.” Jesmona plejede altid at være der.

Hundene gøede og snøftede lige i nærheden. Han brød sig ikke om hunde, han ikke kendte. Han slog armene om sig selv og gjorde sig lille, som en bold. Lille overflade, ikke så synlig. Alligevel kom de nærmere.

Hundene gøede, og der var mænd, som råbte. Det var nok jagtsæsonen.

Pigen på jorden lå helt stille, selv om der ikke var sol. Det var ellers det, de plejede. De kønne, unge piger lå i solen, næsten uden tøj på. Så sitrede det så sært i én. Sådan havde hun aldrig gjort, hende hvis navn var borte. Hun havde vist ikke syntes, hun var en af de kønne piger. Men skøn, det var hun. Havde han husket at sige det?

Det måtte have gjort ondt. Han skubbede hende jo. ”Gjorde det ondt?” McIntosh var lige henne og vende, men han var træt og kold. Det ene ben ville ikke rigtigt. Han var jo også sulten. Hun svarede heller ikke, så han krøb tilbage til sin træstub.

Han brød sig ikke om at have hende så nær på. Han gik i skoven for at være alene. ”Gå væk,” råbte han, men ikke ret højt. Nogle af de unge blev frække og sagde grimme ting, hvis han talte til dem. De brugte tit ord, han ikke kendte, men tonefaldet …

Hun sagde ikke noget, men fluerne summede ækelt omkring hendes hoved. McIntosh vendte sig bort og holdt hænderne for ansigtet. Han ville hjem men vidste ikke, hvor det var. Han boede vist ikke samme sted, som da Jesmona var lille.


III.
”Vi har fundet ham. Her ovre.”

Langsomt vendte han tilbage fra skyggelandet. Hundene snusede nysgerrigt til skrævet i hans bukser. Han prøvede at puffe dem væk, men orkede det ikke. Han var så sulten. Jesmona. Hun var holdt op med at give ham mad. Måske havde han fornærmet hende, sagt noget han ikke skulle. ”Jamen, jeg kan jo ikke en gang huske, hvad jeg har sagt,” hviskede han. ”Man kan jo godt …” Forstod hun ikke, at når han kom til at sige dumme og ubetænksomme ting, kunne han heller ikke huske det bagefter?

”Hun ligger der ovre. Pigen. Hun vil nok godt med hjem.” Han stirrede på ansigterne, som trængte sig ind på ham i en halvcirkel. Flere af dem var i uniformer, og så var der noget kamouflage. Var der nu krig? Han måtte hellere overgive sig frivilligt, han var alt for sølle og gammel til at slås. Nej, det var længe siden. De måtte være på jagt.

”Han skubbede hende. Hun må have slået sig, men hun sagde ikke noget.”

Varme, varsomme hænder hjalp ham op. Kulden skar gennem knoglerne, og benene ville ikke stå.

De havde tæpper med og en termoflaske med noget varmt. Te var det vist nok, men den smagte ikke rigtigt. Hans mave føltes heller ikke rigtig, og noget løb ned ad ham. Nu ville Jesmona blive sur. Hun sagde aldrig noget, når det gik galt, men hun smækkede med skabslågerne, mens hun fandt rent undertøj.

”Jeg er sulten. Vil I ikke nok spørge Jesmona, hvad vi skal have at spise?”

”I må hellere komme tilbage” råbte en af dem i uniformer. Han var ikke jæger. Hvad var det nu, han var?

”Der ligger en ung pige neden for slotsruinen. Selvmord. Ssssh.” De dæmpede stemmerne og kiggede på McIntosh.

Den anden, ham som var politibetjent, stirrede på McIntosh. ”Så du den unge pige?”

”Jeg har en pige, som hedder Jesmona, men hun er vist ikke så ung. Må jeg ikke nok få noget mad.”
.

torsdag den 9. september 2010

August-opgave: Ditto

 forfatter og foto: Leonius

Åh - Tusinde tak, hvor var det godt, hvor var det godt.
Ja - Jeg kommer så hurtig jeg kan.
Grethe lagde røret på.

Hun kiggede på uret i køkkenet, klokken var tyve minutter over tre, hun kunne lige nå bussen der kører ti minutter i fire, så ville hun være på plejehjemmet ca. et kvarter i fem, et kvarter i fem.

Han var fundet - i live, og i god behold omstændighederne taget i betragtning, havde hun sagt.

De sidste fire dage havde været et mareridt, en rædsel at komme igennem, en rædsel at komme igennem.
Mange mennesker både fra politiet og fra plejehjemmet havde forsøgt at forberede hende på, at de nok ikke fandt Eigil i live.

Hun havde næsten affundet sig med det, at Eigil ville være død. Måske var det det han ønskede, måske var det derfor han var gået fra plejehjemmet.
Det havde hun hele tiden sagt til sig selv.
Hans sygdom havde taget fart de sidste måneder, nogle gange, hvor hun havde besøgt ham, havde han forvekslet hende med deres datter Mona, eller en nabokone de havde haft for 16 år siden, et rædselsfuldt fruentimmer, et rædselsfuldt fruentimmer.

Det var virkelig uhyggeligt, at Eigil sådan forsvandt fra hende, ind imellem. Og så blev han væk.
Nøglerne – nøglerne, hvor havde hun lagt nøglerne. De blev altid væk fra hende.
Den sidste tid hvor Eigil boede hjemme, gemte han altid hendes nøgler, så hun måtte lede efter dem, og han ville ikke fortælle hvor han havde gemt dem.
De kunne så ligge i en skuffe, i køleskabet eller hænge udenfor i låsen.

Nu lå de bare under alle reklamerne på bordet.
Hun skyndte sig ud af døren, hun kunne lige nå det, hun kunne lige nå det.

tirsdag den 7. september 2010

August-opgave: Fluen på væggen


 forfatter og foto: Jørn E

Jeg tror mange kender udtrykket ”Der ville jeg gerne ha' været en flue på væggen”, som et udtryk for, at vi godt kunne tænke os at vide, hvad der var foregået i en specifik situation.

Jeg tror, at mange demente lider den tort, at der tales hen over hovedet på dem. ”Den gamle idiot forstår alligevel ikke en skid” er ræsonnementet.

Men fluen på væggen lytter med – og her er hvad en flue kan berette om en begivenhed den overværede:

”Fru Andersen havde Alzheimers og hendes demens var tiltagende. Hun var kommet på plejehjem.

Hendes søn Oskar var en skidt knægt der sad i gæld til op over begge ører. Oskar besøgte sin  mor, men det var mest for at checke, hvor langt ude hun var og om man kunne gøre sig håb om en snarlig exit. Oskar kunne snart ikke vente længere. Der var nogen der truede med tæsk og det der var værre. Kunne hun dog ikke snart krepere!

Oskar havde en ”kæreste”, en fiks lille sag, men med en meget dyr smag. Kunne kællingen dog ikke snart krepere!

Og her er hvad fluen så med alle sine egne øjne: Oskar var på besøg igen. Denne gang havde han kæresten med. Hun sad og vendte øjne og lakerede negle. ”Hvem er den søde pige” spurgte fru Andersen. ”Lige meget. Du kan jo ikke huske hende i morgen alligevel” svarede  Oskar – det bæst.

”Med alt det du har drukket her i eftermiddag, må du s'gu' da' være pissetrængende” slyngede Oskar ud mod dullen. ”Sku' du ikke se og få det overstået?” Dullen slog med nakken og forlod lokalet. Hun forstod et vink med en vognstang.

”Hvor skulle den unge dame hen” spurgte fru Andersen med sin svage, men alligevel skingre stemme. ”Og hvem er De forresten!” Spurgte hun Oskar. ”Ja, det må du s'gu' nok spørge om, men det er bare pisseligegyldigt, for nu skal du ud på din sidste rejse”.

Fluen lettede af bare forskrækkelse og landede på loftet lige over fru Andersens seng.

 ”Det lyder da spændende. Hvor skal jeg hen?” ”Det må guderne vide, men jeg tror det er et sted der er meget varmt”. ”Det lyder da dejl....” Mere nåede fru Andersen ikke at sige, for så havde hun fået sin hovedpude over ansigtet. Hun spjættede et par gange og så lå hun helt stille.

Da ”kæresten” kom tilbage, meddelte Oskar – med ansigtet i de rette folder – at hans mor lige havde draget sit sidste suk. ”Nå, så behøver vi måske ikke være her mer'” ville dullen vide.

Oskar ringede på personalet, som kom styrtende. Man kunne blot konstatere, at fru Andersen var død. Rutinemæssigt blev der tilkaldt en læge til at skrive en dødsattest.
Lægen forlangte, under hensyntagen til omstændighederne, at der blev foretaget en obduktion.

Fluen, som engang havde sat et flueben på det rigtige sted i kriminalinspektør Wims ansøgning om en attraktiv stilling i etaten, fik ham interesseret i sagen og nu sidder Oskar i spjældet. Arven går til staten og ”kæresten” er på farten.

Ja, fluer kan være utroligt irriterende!

lørdag den 4. september 2010

At sejle på dybe vande

forfatter og foto: Aviaaja

At sejle på dybe vande er som at bestige høje bjerge.
Uanset,
må man betages,
opbygge en vis ydmyghed,
balancere.

Lad mig nu fortælle om havets sejl, bjergenes huse og visdommen kunst.

Der var engang et folk. De gjorde ikke stort væsen af sig og levede vel for at dele og delagtiggøre alverdens kommende generationer i netop havets mystik og bjergenes vej ind i himlen, i fuldstændig afhængig samhørighed og balance. Uselviske var de, for de havde aldrig haft grund til andet. Stærke i visheden om, at hver eneste af dem behøvedes.

Hver morgen når solen stod op, kunne man se millioner af hænder der straktes i vejret og en dyb rumlen, der skulle vise sig at være resonans fra de mange millioners strubesang, forplantede sig i jorden under dem og nåede havet, der rejste sig og hilste.
Også himlen blev berørt af al denne hurlumhej. Hver dag lod den sine skyer blæse en fanfare og fylde vandkrukkerne inden de blødt lagde sig på de højeste bjergtinder.

Således sikre på, at hav, himmel, og hvad der måtte være imellem, også denne dag var forenet kunne hver af indbyggerne fortsætte deres liv. Side om side arbejdede de med at holde balancen. Hver enkelt forstod at netop hans eller hendes plads var uundværlig og værdifuld. Sådan gik de både stille og stolte mellem hverandre og fyldte huller ud til fælles og verdens bedste.

En morgen blev de mødt af et vidunderligt syn. Langt ude på havet voksede der den smukkeste bølge frem. Den havde hvide takker, der næste nåede himlen. Duvende lå den som i en vugge af træ og holdt sig længe.

For længe, måske. Det er alligevel en mærkelig bølge. En undrende uro begyndte at brede sig blandt folket.
Sangen kunne ikke komme i gang, hænderne ikke strække sig. Ildevarslende var det.
.

Husk augustopgaven


Minder lige om, at sidste frist for august-opgaven er i morgen, søndag. Hvad med at lade dig inspirere af den smukke septemberhimmel, måske endda en dejlig gåtur, til at sætte dig bag skærmen og skrive en lille historie om en dement - eller fra en dements synsvinkel.

God fornøjelse.

Lørdagens tekst kommer straks, men jeg vil lige tillade mig at fortælle, at en af mine engelske flash-fiction-tekster er blevet solgt som del af en amerikansk antologi, "Discount Noir". Den kommer som ebog, formodentlig omkring første oktober. Sidste chance for at læse "WalMartyres" gratis.
.

onsdag den 1. september 2010

Ekstra-post

Et dejligt billede af Bente, min fantastiske beta-læser,
nu med konge-python.

(Nej, det kommer ikke Skrive-bloggen ved,
men har I husket at støtte Bente i hendes kamp
for at redde Vissenbjerg Terrarium?)