onsdag den 22. december 2010

I denne søde juletid...



Kære alle,

Skrive-bloggen holder ferie indtil lørdag den 1. januar, hvor en ny tekst vil blive publiceret. Hvis I skulle få tid tilovers imellem julefrokosterne, er der jo masser af ældre tekster, som nok kan tåle af blive læst igen ;)

I ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tusind tak for et dejligt skrive-år 2010. Jeg glæder mig til et lige så dejligt 2011.

Kh,
Randi

lørdag den 18. december 2010

Hullet



Mørket lægger sig over mig. Jeg kan mærke suset fra dybet bag mig. Jeg må ikke vende om! Hvis jeg gør det, falder jeg derned, og jeg ved, at jeg aldrig kommer op igen. Jeg må gå videre, lige meget hvor hårdt det er. Jeg kæmper mig frem. Stormen tager til, den prøver også at få mig ned i hullet, men jeg nægter. Jeg har besluttet mig for at kæmpe! Jeg vil leve! Jeg vil se lyset igen. Giv så slip på mig! Sæt mig fri. Lad mig flyve frit igen. Let me feel alive!

Jeg åbner øjnene. Der er helt mørkt. Jeg kan intet se! Jeg er blevet blind! Men nej. Det er bare mørkt. Jeg er nede i hullet igen. Jeg kan mærke kulden lægge sig om mig. Jeg føler mig nøgen og udsat. Tusinde små djævle sidder skjult i mørket og hvisker spydigheder til mig. De rammer mig og går lige igennem alle forsvar, gennem hud og hår, gennem alt indeni mig og ind i mit hjerte. Der gør det mest ondt. Jeg krummer mig sammen i et hulk og begynder at græde. Gå væk! Skriger jeg. Lad mig være i fred!

Der er helt stille nu. Djævlene er væk. Der er kun mig og mine tørre hulk og mit blødende hjerte. Nu begynder det også at regne. Det starter som små dråber på mit hoved, men de vokser sig større, og til sidst hamrer regnen ned. Det bliver for meget for mig. Jeg vil rejse mig, jeg vil væk, jeg vil søge læ! Men mine ben vil ikke bære mig, jeg falder bare sammen igen. Jeg maver mig hen ad bunden på hullet. Bunden, kalder jeg det, for jeg har ingen idé om, hvad det ren faktisk er. Det er ikke græs, det er ikke tæppe, det er ikke sten, det er ikke sand, det er ikke træ, det er intet jeg kender i forvejen. Det føles bare koldt og hårdt og blødt på samme tid. På den ene side føler jeg mig trykket mod fladen, men på den anden side giver det efter for min vægt og former sig efter min krop. Det er som om, at regnen falder igennem pladen. Jeg opgiver. Jeg krummer mig bare sammen og lader regnen hamre mod mig.

Noget generer mine lukkede øjne. Regnen er holdt op, men jeg er stadig drivvåd og ryster af kulde. Jeg åbner øjnene på klem, men lukker dem lynhurtigt igen. Det er lys. Nogle sparsomme stråler falder ned gennem det åbne hul og prikker drillende til huden på mit ansigt. Jeg åbner øjnene langsomt og vænner mig til lyset. Jeg ser ned og bliver helt forskrækket. Jeg ligger ikke på noget! Der er slet ingen overflade, jeg ligger midt i et hul… eller nej! Jeg svæver! Hvad er det der sker? Jeg ser op. På kanten står der en skikkelse. Jeg kniber øjnene sammen for bedre at se, men jeg kan ikke se, hvem det er. Skikkelsen rækker armen ned mod mig. Jeg sukker. Jeg prøver at råbe, at jeg ikke kan nå, men min stemme er væk! Pludselig går det op for mig, at det kan jeg godt! ”Man kan hvad man vil!” lyder et ekko inde fra mig selv. Jeg finder den lille glød indeni mig, som vil kæmpe for friheden endnu en gang. Hvis jeg kan stå midt i hullet uden at falde, så kan jeg også flyve, siger jeg til mig selv. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig. Jeg kan mærke det helt ned i tåspidserne – jeg flyver! Det går langsomt, men op det kommer jeg. Jeg ser op. Nu kan jeg se, hvem det er på kanten. Det er dig. Og jeg er på vej op. Jeg rækker hånden ud fast besluttet på at tage din.

onsdag den 15. december 2010

Hvad er en teksteditor, og hvad kan den bruges til?



Jeg stødte på dette link om en teksteditor og blev nysgerrig, for hvad kunne den bruges til? Det var noget med et tekstredigeringsprogram, som er bygget op med fokus på skriveprocessen, og man kunne downloade det gratis. Det er Getomonk alias Morten Mølgaard Pedersen, der anbefaler denne gratis teksteditor, som kaldes FocusWriter. Men der er andre oplysninger at hente hos for eksempel Joomla.

Da jeg ikke var blevet meget klogere, gik jeg i gang med at undersøge, om det var noget, der kunne hjælpe mig i mit skrivearbejde. Jo mere jeg undersøgte, desto mindre klog blev jeg. Men stædig som jeg var, fandt jeg lidt efter lidt ud af, at det vist var noget med teknik. Og efter megen tålmodighed fandt jeg frem til, at det var et skriveredskab, man kan bruge, når man vil indsætte tekst og billeder samt rette tekster på sin hjemmeside. Samtidig fandt jeg ud af, at man kunne downloade sin egen teksteditor, eller man kunne bruge en online editor.

Undervejs læste jeg, at det var et fantastisk værktøj, man absolut havde brug for, hvis man var forfatter og ville skabe sin egen internetside. Men så skulle man have en professionel teksteditor, fordi den havde alt det, man kunne drømme om, f.eks. coder, skabeloner, bogmærker, endeløs tekstplads osv.

Det endte med, at det var alt for teknisk, men hvis nogen er interesset, skulle det bedste og nyeste på markedet være RubyMine.

Hvis man er interesseret, fandt jeg et rigtig godt sted at starte: et pdf dokument fra IT-Universitetet i København med introduktion til HTML. Her får du opskriften på en simpel hjemmeside i teksteditor, f.eks. at skrive din første (X)HTML, at tilføje et billede, at lave dit første link, at validere koden som en vigtig afslutning i alle kodeprocesser.

Måske er du nået dertil, hvor du siger til dig selv, jamen, hvad skal jeg bruge al denne information til?

Svaret er ganske enkelt. Som forfatterspire når du til den dag, hvor du sikkert gerne vil lave din egen forfatterblog, før du kaster dig i lag med at udgive din egen bog!

Du kan jo også vælge en præfabrikeret blog, som nogle af Skrive-bloggens forfatterspirer har gjort.

Hvis du kigger i højre side af Skrive-blokken under ”Andre forfatterblogs”, vil du se, at der er mange forskellige måder at lave en blog på som vores egen Skrive-bloggen.

Og hvis du ellers har nogle gode forslag til, hvordan man laver en blog eller en hjemmeside, så kom endelig frem med dine idéer.

Hvis man har lyst til lidt mere kontant stof til ens skriverier, ja så er det sidste nye ”The Snowflake method”. Dette begreb stødte jeg på i en kommentar på SAXO, og måtte straks undersøge, hvad der gemte sig bag det. Og voilá! Det så meget mere interessant ud end den mere tekniske teksteditor.

The Snowflake method er lavet af Randy Ingermanson, der har udviklet en slags program, der heder ”Snowflake Pro”. Programmet koster ca. 500 kr., og hvis man køber en bog med på vejen til ca. 75 kr., får man 50% rabat på ”Snowflake Pro”!

Her finder du alle de oplysninger, du har brug for.

Jeg har læst siden igennem, og synes faktisk, det lyder temmelig lovende. I første omgang har jeg sagt ja til at få leveret noget information fra Randy Ingermanson vedr. teknikker om ”Det at skrive fiktion der sælger” samt et eBrev. Du kan se det ved at klikke her.

Der står også en masse andre spændende ting på hans side, bl.a. ”The Ten Steps of Design” samt en lille sjov ”Your Writing Roadmap Quiz.” Siden er på engelsk og værd at kigge på.

lørdag den 11. december 2010

Den gode lo, og de onde græd



En frostklar nat på en S-togsperron
faldt Shana i sømmen på sin sarong
Ping 1 og 2 fra et støtteparti
kom kort tid efter tilfældigt forbi

De så på Shana og på hinanden
og tog sig dernæst begge til panden
Så kom den nok så velkendte smøre
”Den kvinde har intet her at gøre”

De hidkaldte ingen ambulance
trods Shanas bønner om assistance
”Helt dansk det er den kvinde vist ikke
Jeg stemmer for, vi la'r hende ligge”

Så kom den næste, kvinden fra Tinge
med andre etniske under sin vinge
”For dig kan jeg heller intet gøre
Det ville skabe for meget røre

Jeg kan ikke save i egen gren
og miste politiske gnaveben
Hver dag går jeg stik imod min natur
og jeg er i øvrigt slet ikke sur”

Hun zipped’ sin mund og smed nøglen væk
og kørte derfra på hvinende dæk
Den sidste – en kvinde fra midtens top
gik frem, så tilbage, og stoppede op

”Point i at tale dansk eller ej
betyder slet ikke noget for mig”
Hun følte kulden – kom til at gyse
”Du ska’ da ikke ligge og fryse”

Det viste sig, Shana var kongedatter
”Sig, hvad du ønsker, så spø’r jeg min fatter”
Og hun, som langt om længe tog stilling
fik for sin dåd mil’jarder af shilling

Med penge til hjælp til pensionister
og flere stier til byens cyklister
til børn og til deres institution
og nedsat venten på operation

Ja, sådan nåede denne kvinde
i Danmark magtens højeste tinde

onsdag den 8. december 2010

Vendepunkter



I sidste uge var vendepunkter temaet for opgaven på SAXO's Forfatterskole. Det hedder på engelsk plot points.

Bente har fundet en illustration med nøgleord i forbindelse med opbygningen af en historie. Toppen af de to cirkusteltstænger er de to plot points.

Jeg har desværre ikke nået at oversætte den fra engelsk til dansk.

Se illustrationen i pdf format.

/Randi

lørdag den 4. december 2010

En brevpresse i hånden er bedre end …



- Jamen, hvorfor, fru Frederiksen? Kriminalbetjent Hansen tog nænsomt brevpressen af poleret marmor ud af hånden på den midaldrende kvinde. Samme vægtklasse som en gedigen forhammer, vurderede han. Stående foran det store panoramavindue formede hans ranglede skikkelse et elegant spørgsmålstegn.

- Hvorfor? Hvorfor? Det er da så såre simpelt, unge mand. Man skal holde, hvad man lover, skal man ikke! Hendes stemme røg et par gardinflænsende oktaver op. Godt, at der var så højt til stukloftet i Ole Frederiksens kontor. Fru Frederiksens hånd greb om guldkorset, der hang tungt som brysterne i udskæringen.

- Jo, jo vist, men hvem er det så, der lige har lovet hvad og hvornår? Den unge Hansen tog hatten af for at klø sig i håret. Uden han bemærkede det, dryssede et gråligt snevejr af flager ned på cottoncoaten.

- Ved De hvad, unge mand! Jeg tog ham såmænd med bukserne nede, da jeg kom ind på kontoret. Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er. Hende den vimse frk. Andersen var i gang med at levere en ægte Monica Lewinsky. Ja, og så er jeg heldigvis ikke den type, der bare melder pas. Fru Frederiksen tørrede ubevidst den blodige hånd af i tweednederdelen og fortsatte:

- Jeg hørte præstens ord lige så klart og utvetydigt, som da vi stod foran alteret. Samtidig blev det sort for mine øjne. Næh rødt. Nej vel nærmest som min yndlingskjole! Sort med store røde prikker. Hun nikkede, rejste sig op, tog håndtasken, der stadig stod på hr. Frederiksens skrivebord, og leverede sin udgangsreplik:

- Til døden os skiller ,unge mand! Det kan De sikkert alt sammen forklare min advokat. Jeg kan se, at han meget passende er lige på trapperne! Det vil i øvrigt være spild af tid at afhøre mig igen, for De kommer til at lede længe efter en anden version!

onsdag den 1. december 2010

De små grå på egen boldgade



I foråret diskuterede vi her på bloggen den gode idé, bl.a. hvor den kommer fra.

Da ugens opgave mandag aften blev åbenbaret på SAXO’s Forfatterskole, havde jeg i den grad fletningerne i postkassen. Jeg havde i tre uger vidst flg. om opgaven:

"Skriv et vendepunkt
Et vendepunkt i en historie er en begivenhed, som ændrer på forholdet mellem personerne eller stemningen mellem dem ..."

Søndag aften, da sidste uges opgave lukkede, begyndte jeg i hovedet at skitsere et drama med vendepunkt i hjemlige omgivelser. Da det så viste sig, at arbejdstitlen på den ny opgave skulle være ”Perronen”, da var det, fletningerne kom i klemme. Jeg havde slet ikke lyst til at skrotte min skitse og ændre spor, så skulle jeg pjække fra skolen eller vippe på stolen?

Pludselig opdagede jeg, at jeg sad og tænkte: ”Hvad rimer på perron? Det gør sarong!” Det kom der mit livs allerførste politisk satire-agtige rim ud af. Forbløffende, som de tilbageværende små grå overrasker ;)

Rimet bliver senere publiceret her på bloggen.

/Randi