mandag den 30. november 2009

Skrive-bloggens "regler"

Dagligt kommer der nye tilmeldinger, og naturligt nok opstår der så spørgsmål. Så for at hjælpe nye og kommende medlemmer …

Skrive-bloggen er fuldstændig frivillig og gratis.

Medlemmer forpligter sig ikke til andet end at levere tekster (grundigt rettede og redigerede). Lige nu er vi 15-20 medlemmer, dvs vi skal hver skrive ca to tekster om måneden. (Fiktion, causeri eller digte). Der er ingen officiel maksimums-længde, men tekster på mere end 1000 ord virker uoverskuelige på en blog. Den optimale længde er nok 300-500 ord. Teksterne må gerne være dine bedste saxo-tekster.

Fotos: du er meget velkommen til at vedhæfte fotos i god opløsning til dine tekster (ellers vælger jeg, hvad jeg nu kan finde på). Send KUN fotos, du selv har taget. Mange bloggere har fået problemer ved at bringe ´lånte´ fotos.

Ophavsret: du får ingen penge for teksten, til gengæld er har du til enhver tid alle rettigheder over den. Men du skal være opmærksom på, at nogle tidsskrifter regner en tekst for at have været offentliggjort, hvis den er blevet lagt ud på en blog.

Bloggen redigeres af Dorte Jakobsen (administrator), samt Randi Abel og Theodor Klostergaard. Vi er blandt initiativtagerne, men vi er ikke direktører eller diktatorer, så vi vil altid gerne lytte til og overveje gode, nye forslag fra medlemmerne.

En gang om måneden stiller vi en opgave med bestemte krav (som på Saxo). Alle kan deltage, men der er ingen krav.

/Dorte.

PS: har jeg glemt noget?

Blaffer

forfatter: Dorte Jakobsen

Jeg tog en dyb indånding, før jeg trådte frem mellem vejtræerne i tusmørket. Der var ingen biler i nærheden lige nu, så jeg hejsede nederdelen nogle centimeter op ad mine lange ben, og trak blusen godt ud over den ene skulder. Jeg lagde en hånd på hoften for at holde på nederdelen, og viftede kækt med højre tommel. Nu kunne jeg vist gå an. Så, rolig nu.

Swisj.

Det eneste, jeg havde fået med mig fra Torbens sommerhus, var den sorte mappe. Jeg havde tørret den grundigt af med min cowboyjakke. Den var alligevel så plettet og forrevet, at jeg havde været nødt til at dumpe den i en grøft. Jeg skævede bagud. Var det en gren, der knækkede?

Swisssj. Swisj.

Endnu et par biler strøg forbi. Jeg gned mig diskret i ansigtet med en kleenex. Jeg stank af sved og havde en ram smag af blod i munden, men det kunne de vel ikke se, før de var holdt ind til siden. Jeg skulle bare have det lift, for jeg var ikke i stand til at gå så meget som hundrede meter længere. Og det måtte gerne være nu! Det kunne ikke vare længe, før de kom på sporet af mig.

Swissj. Put-put-put-put.

Åh, sådan en muldvarpeblind bondeknold. Han kunne da godt have samlet mig op. Jeg kunne have kysset og krammet ham lidt til gengæld, og sveddunsten ville nok ikke gøre nogen forskel for ham. Jeg var på nippet til at skvatte sammen af udmattelse. Hvis jeg i det mindste havde nået at få noget at drikke, før jeg stak af. Jeg lænede mig op ad et træ, fuldstændig ligeglad med min nederdel. Jeg ville så gerne bare lade mig synke ned i græsset og lukke øjnene et øjeblik, men så var jeg straks tilbage i det halvmørke soveværelse, med Torben, som lå tværs over dobbeltsengen i en hel sø af levret blod.

Swisj. Swiii... Iiiiih.

Endelig! Den rustne varevogn trak ind til siden med skurrende bremser, og jeg humpede beslutsomt fremad, før chaufføren kunne nå at komme på andre tanker. Jeg rakte hånden ud mod håndtaget i passagersiden. I det samme gled skydedøren bagi til side.

søndag den 29. november 2009

Uventet besøg


forfatter: Randi Abel

"Kuuurt, gå lige over på TV 2. Der er Allstars."

"Schyyy, mormor! Morfar sover," gjaldede det inde fra stuen.

Det havde også været en lang dag. Mikkel var kravlet op i dobbeltsengen til dem kl. 5:30 med bogen med rim og remser under armen. Helle kom til at grine ved tanken om Kurt, som måtte læse det samme rim igen og igen.

Vi er blommer. Vi er hvider.
Vi er stegt på begge sider.
Vi er salmonellafri.
Spejlæggene hedder vi.

Helle anbragte termokanden på bakken, som hun forsigtigt bugserede ud gennem den smalle køkkendør.

"Så skal der råhygges, I to," sagde hun og satte sig i sin ende af sofaen.

"Jaaa!" Mikkel hoppede ivrigt op og ned på bagdelen og havde nær slået glasset med cola omkuld.

"Hva', er der kaffe?"

"Ja, morfar. Og popcorn." Mikkel jog begge næver ned i skålen, proppede halvdelen af byttet i sin egen mund og tvangsfodrede Kurt med resten.

"Ufo Yepha er seje, ikke også? De bor i Svendborg. Dér hvor mor er på kursus. Skal de også på kursus? Hva', morfar?" Det mente Kurt nu ikke, selv om hans kendskab til de to herrer indskrænkede sig til 3 1/2 minutters svingen med armene to fredage i træk, og han drejede behændigt samtalen over på dagens udflugt.

"Kan du huske aberne?"

"Ja, dem med de røde numser. Mikkel trimlede klukleende omkuld i sofaen. Og den farlige løve. Ggrrrr!" Han slog i luften i retning af Helle med fingrene krummet som kløer. Uden vilde dyr i miles omkreds var han mere kry, end da han ridende på Kurts skuldre betragtede hanløven majestætisk skridte territoriet af.

Helle glippede med øjnene. Hun forsøgte at koncentrere sig om dels samtalen mellem de to og dels Mike Tramp, som fortalte, hvordan hans kor havde øvet sig til i aften. Han nævnte vist også sangen, koret skulle synge.

"Jeg tror, Ufo Yepha vinder. Tror du ikke også det? Tror du ikke også det, morfar?" I Helles ører lød det som en mumlen.

Hun vågnede brat, ved at to små tommelfingre skubbede hendes øjenlåg op med samme fart som et rullegardin, hvor nogen er kommet til at slippe snoren. "Hvad laver du Mikkel? Du må da ikke prikke mormor i øjnene."

"Mor er her. Hun kommer og henter mig nu." I tre kluntede spring var han i hælene på sin morfar. Hoveddøren gav sig i hængslerne, da Kurt åbnede den. Helle lænede sig skråt forover og løftede armen til en hilsen. Det begyndende smil blev kun til en krusning i mundvigene, da to uniformerede skikkelser tårnede sig op i døråbningen.

"Det drejer sig om jeres datter."

lørdag den 28. november 2009

Nye ideer


Læg endelig mærke til, at antallet af deltagere, læsere af bloggen og daglige besøgende stiger pænt.

Månedlige opgaver

En deltager har foreslået, at bloggen stiller opgaver til medlemmerne. Hvad vil I sige til, at der bliver stillet en opgave én gang om måneden? Helt frivilligt, selvfølgelig, og der er ingen politibetjente, som går op i, om man nu overholder kravene helt præcist.

Linksamling

En saxo-deltager, som har sin egen forfatterblog, foreslår at vi linker til hinanden (dvs vi har en linksamling på bloggen, som henviser til andre danske amatørforfattere og fælles forfatterblogs).

Og nu er det vigtigt, at I giver jeres mening til kende, så vi får en blog, I alle er glade for og glæder jer til at deltage i. Andre forslag og ideer er også meget velkomne.

Et lille tip:

Hvis man ikke er vant til at blogge, varer det nok lidt, før man kender alle knebene. Den letteste måde at følge med i kommentarstrømmen på, er at klikke ind på ´kommentarer´ for alle indlæg, man er interesseret i og vælge "tilmeld dig via e-mail".

/Dorte

PS: jeg minder lige de nyeste medlemmer om, at jeg ser meget frem til at modtage en mail med en eller flere tekster fra jer (hvis I bare angiver det i titlen, må I meget gerne sende mange tekster på én gang).

Hvad er tid.


Et causeri af Anne Finnerup

Tid er når en buschauffør kører fra en, der gerne vil med bussen, selv om han banker på fordøren – bare fordi bussen lige havde sat sig i bevægelse og der ikke var tid til forsinkelser. Til gengæld blev dagen ødelagt for ham, der blev efterladt der i regnen, på fortovet, og vi, der var i bussen, sad tilbage med en flad fornemmelse i maven, en flovhed på chaufførens vegne, på vi menneskers vegne.
Tid er når en eftermiddag smuldrer mellem fingrene på en, selv om der er 20 ting at gøre. Når man sidder på sofaen og glor ud i luften eller tomt på skærmen, der kører kværnende foran en, og opvasken står og venter – den får lov til at vente længe, støvsugeren står og samler støv med tiden.
Tid er når man står i en monsterkø i Netto, og hører at der bliver ringet efter en ny kasseassistent. Sanserne skærpes og man spejder for at se til hvilken side man skal bevæge sig meget hurtigt for at spare 3 minutter. Ikke at varerne bliver billigere, nej, men man sparer alligevel noget og går ud af forretningen med fornemmelsen af at have gjort en lidt bedre handel end ellers.
Tid er de 52 km, der er til hjembyen, turen med rutebilen, lugtene, rutinerne og de 51 kr det koster dig hver vej. De 2½ km der er ud til plejehjemmet hvor ens bedstemor bor, glæden i hendes ansigt når hun hører din stemme og varmen i dit indre når du føler hendes hengivenhed og din... Turen du går med din hund og den leg du leger med dit barn. Skuffelsen i hans ansigt når du ikke har den – tiden – og glæden og hans hektiske ønske om at udnytte din opmærksomhed, din tid, til at få den bedste kontakt hurtigst muligt, for han ved aldrig hvornår hans mål af tid er brugt op.
Tid som begreb er flydende og undsiger sig definition. Tid er ingenting og dog er den alt for nogle mennesker. Tid er noget man har eller ikke har, men du finder den ikke på hylden ved siden af mælken, eller brødet som du altid glemmer at købe.
Tid er noget du skal glemme for at have den. Jo mindre du tænker på den, jo bedre er den. ’Jeg ville ønske jeg havde bedre tid’ siger vi og er allerede i gang med aftensmaden selv om vi stadig står henne i børnehaven, eller sidder i bilen, eller taler med konen.

For hundrede år siden var tid noget helt andet. Tid var fra solen stod op til den gik ned.
Tid var at pløje en mark, høste en eng eller at vaske tre gruekedler fulde af tøj.
Tid var to dagsrejser med diligence for at komme fra Odense til København, og have sig selv med.
Tid var der hvor du var.

I dag er tid et tast på en knap på mobiltelefonens tastatur og du taler med din ven som sidder nede i kantinen, langt væk fra klasseværelset. Nedad to lange trapper og hen ad to lange gange.
Tid er når læreren kommer og du skal slippe din kærestes læber med dine og drømme om dem indtil næste frikvarter.

Tid er fra du bliver født til du dør. En illusion, lige som alt andet, bortset fra kærlighed til livet, til dig selv og dine kære.

fredag den 27. november 2009

Tømmermænd og hjertebanken

forfatter: Robert Mørk Tindholm

Det var en møgdag. Efterår og støvregn, vejret passede fint til mit humør og min fysiske tilstand var helt på nulpunktet. Jeg havde brugt fire fridage på at ture rundt på værtshusene i mit gamle kvarter og var vågnet op midt på formiddagen, med tømmermænd og et blåt øje.

Det var telefonen der havde vækket mig, og jeg ærgrer mig stadigvæk over at jeg tog den. Det var chefen i krigshumør, og han var den sidste person jeg havde lyst til at tale med. Efter den sædvanlige prædiken, om min uduelighed og usmagelige livsførelse, kom han endelig til sagen.
”Du har nøjagtig fem minutter, så sidder du her på mit kontor, har du forstået?”
”Ja, selvfølgelig har jeg det, men.. ”
”Der er fandme ikke noget men´ her..” han knaldede røret på.

Åh, hvor jeg dog hader ham, ikke bare fordi han altid nyder at gøre mine tømmermænd endnu værre, det er mere et kronisk had, til hans slags, og det at han ligner min far, gør det ikke et hak bedre.

Han er en stor mand, chefen, vel i overkanten af hundrede og tyve kilo og antallet af dobbelthager vil jeg slet ikke komme ind på. Sveden løb ned af ham og klæbede hans i forvejen alt for stramme skjorte, til hans fede krop.
”Nå, er du færdig med at drikke din hjerne væk, for denne gang?” spurgte han og pustede cigarrøg hen over hovedet på mig, jeg nåede ikke at svarer ham, før han fortsatte:
”Det er vigtigt at du hører efter nu, Skov, der er begået et drab ovre i Langelandsgade, her klokken to i nat og det er direktøren for sukkerfabrikken, han er blevet skudt gennem hjertet, død som en sild lige på stedet. Nå, men flere vidner har set gerningsmanden løbe derfra, men det vigtigste vidne kan politiet ikke finde, hun er bare forduftet” han kløede sig på maven og tørrede sveden fra skjorten af på stolens armlæn ”Det er hans elskerinde, du kender hende Skov, Laila, hun serverede nede på 'Sommerfuglen' før hun slog klørene i sukkerdirektøren. Gå ud og find hende og det kan kun gå for langsomt, af sted med dig, du stinker af sprut”

En ting havde han da ret i. Jo jeg kender Laila, lidt for godt, det var faktisk mig, hendes skarpe klør hang i, før det blev sukkerbossens tur. Bare tanken om at skulle løbe på hende i min tilstand, var nok til at få kolde fødder, men det var chefen vist ligeglad med og jeg var kun glad for at slippe væk i en fart.

Mit første stop var, af naturlige årsager, 'Sommerfuglen', ikke fordi jeg regnede med at støde på Laila, men jeg trængte til en kold bajer eller to, for at kunne tænke. Der var nærmest mennesketomt på værtshuset, bartenderen og en enkel kunde sad og hang, jukeboksen var i gang med at knase en gammel vinylplade. Efter en kold Tuborg og en gl. dansk, begyndte tågerne at lette. Det var kun få dage siden jeg var rendt på Laila, men det kunne jeg ikke bruge til noget, for på det tidspunkt var vi begge i færd med at spænde en ti hestes brandert foran sovevognen, men nu kom jeg i tanke om hendes kolonihavehus, det måtte være mit næste stop. Bartenderen havde ikke set hende i flere uger, påstod han da jeg fik en øl mere og betalte min regning.

Lailas kolonihave ligger ude ved Storeåen og taxachaufføren satte mig af midt i en stor vandpyt. Døren stod på vid gab og nøglen sad i låsen. Jeg trak en stor mundfuld luft, før jeg gik ind og fik et chok, hele hytten lignede noget fra Beirut, alt var væltet rundt og Laila var godt i gang med at pakke en stor kuffert.
”Hej” sagde jeg og hun sprang rundt og havde nær stukket mig endnu et sæbeøje.
”Åh gud, hvad fanden laver du her” i det samme smækkede hun låget på kufferten.
”Jeg leder såmænd efter dig smukke og jeg er vist ikke den eneste, hvad foregår der egentlig?”
”Ja det er noget være rod jeg har lavet” svarede hun og tog sin frakke på
”Det er vel ikke dig som har skudt...?”
”Hold nu din kæft” afbrød hun mig og fortsatte ”Hvis du kører mig ind til banegården, må du beholde bilen til jeg kommer tilbage, hun smed kufferten i favnen på mig og skubbede mig hen mod døren.

I bilen, spurgte jeg hvor hun ville rejse hen, hun svarede ikke, men begyndte at tælle pengesedler.
”Hvor mange kontanter har du på dig” spurgte hun så og gav sig tid til at sende mig et af de smil, som jeg aldrig har kunnet stå for.
- Et par tusind, vil jeg tro, vil du have dem, spurgte jeg og hev min tegnebog frem og gav hende den, hun tømte den hurtigt og smed den tilbage i skødet på mig.
”Har du noget med det mord at gøre”
”Hvad fanden snakker du om” hvæsede hun ” Pas nu bare din kørsel”

På banegården var der kun to minutter til Københavnertoget skulle køre og vi løb op ad trappen, jeg slæbte den tunge kuffert og Laila knugede sig fast til min ledige arm. Da jeg havde fået bakset hende ind i toget og stod på perronen og hun hang i vinduet, sagde hun ”Nå Ja” og forsvandt et øjeblik og vendte tilbage med en gul Nettopose i den ene hånd, hun rullede den sammen og stak den ud til mig.
”Er du ikke sød at smide den her ad helvede til for mig, så er du en skat” jeg rakte op og fik den i hånden i samme øjeblik som toget satte i gang og Laila forsvandt fingerkyssende ud af byen. Da jeg gik tilbage mod trappen, blev jeg mødt af fire uniformerede betjente. Der var det, at jeg fik en voldsom hjertebanken og jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg stak en hånd ned i den fordømte nettopose og pludselig stod med et skarpladt mordvåben i hånden.

torsdag den 26. november 2009

Farvelkys


forfatter: Marie Brittain (som også har leveret fotoet)

Han havde allerede taget beslutningen i morges.

"Far? Far, idag har jeg bestemt, at jeg vil holde op med at bruge sut."
Lars vendte sig om. "Holde helt op?"
Alfred nikkede.
"Hvorfor har du bestemt det?"
"Fordi nu er jeg blevet stor!" sagde Alfred stolt.
"Skal jeg lige finde sutten, så du kan kysse den farvel?"
Alfred nikkede igen, og Lars forsvandt ud af stuen for at finde den.

Da han kom tilbage med den, sad Alfred med et meget tænksomt udtryk i ansigtet.
Inden Lars nåede at spørge, hvad han tænkte på, sagde Alfred forsigtigt: "Far? Når jeg skal holde op med at bruge ble, behøves jeg ikke kysse den, vel?"
"Nej, det behøves du ikke, Alfred." Lars smilede.
"Nå, men så vil jeg godt." Rynkerne i hans pande var væk.
"Er du helt sikker? Vi tager den ikke op igen, når vi først har smidt den ned," advarede Lars.
Den lille dreng nikkede alvorligt.

Lars gav Alfred sutten.
Han kyssede den farvel, og så smed han den ud.

Jeg er en femtenårig pige, der elsker at skrive. I sommers var jeg på Forfatterskole for unge, og jeg har også deltaget i begge Saxo's onlinekurser.

Status

Medlemstallet vokser heldigvis lige så stille. Stort velkommen til Randi, Clara, Karsten, Lene og Henriette.

Hvis I vil følge med i antallet af medlemmer, så klik på etiketten ´medlemsliste´ i højre spalte.
Hvis I har lyst til at tjekke antallet af daglige besøgende, så klik aller nederst på det grønne ikon "sitemeter".

onsdag den 25. november 2009

SNEBLIND


forfatter: Theodor Klostergaard

Uanset hvordan jeg vender og drejer hovedet hyler vinden i ørerne og videre ind, hvor den river alle tanker rundt og rundt og rundt og rundt. Det må være derfor, jeg begynder at græde. Fordi jeg ikke kan slippe af med den forbandede lyd af luft, der forsvinder.

Jeg falder på knæ, men mine arme vil ikke strække sig nok til, at jeg kan lægge ham fra mig. De er låst fast. Jeg læner mig forover indtil tyngdekraften forbarmer sig og triller ham ned i sneen. Jeg mærker, at min krop skælver, da den prøver på at græde endnu mere. Han skal ikke ligge med hovedet nedad i sneen og jeg tvinger mine arme til at vende ham om og lægge ham til rette.

Op og videre, op og videre, op og videre lyder det inde i hovedet, mens jeg lægger mig ned ved siden af ham og trækker benene op under mig.

Med hovedet nede i sneen bliver der næsten helt stille. Jeg putter mig ind til ham og lader hovedet hvile på min højre arm - venstre har jeg lagt om ham, så jeg kan mærke ham. Mine øjenlåg falder i og sneen danner et beskyttende lag omkring os. Jeg trækker venstre skulder op til øret og lader roen bedøve mig, samtidig med at vinden dæmpes.

Men med lukkede øjne kan jeg ikke styre de billeder jeg ser. Uden vinden til at overdøve er jeg nødt til at høre mine egne tanker igen. Og der vil ikke være tid nok til at jeg kan forsvinde, lade stilheden blive permanent. Jeg er nødt til at fortsætte. Selvom fortsættelsen er væk, borte, for evigt uden for min rækkevidde. Jeg tvinger øjnene op og rejser mig på albuen, bukker mig ind over ham og kysser ham på panden. Det er som at kysse sneen.

Marmorhvid.

Så stabler jeg mig på benene og tumler ind i den hvide mur. Bort. Væk. Ikke engang to skridt når jeg, før et usynligt reb strammes om mit bryst og bremser mig. Han kan ikke blive liggende der, som en lille forhøjning, der allerede viskes bort. Som om han aldrig havde været til. Jeg vender om og går de samme to skridt tilbage. Så bukker jeg mig ned, graver armene ind under ham og skriger ud i blæsten, da jeg igen skal bære vægten. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg tør holde den her slags pauser. Så stavrer jeg videre, mens vinden begynder det møjsommelige arbejde at viske sindet hvidt igen.

tirsdag den 24. november 2009

MEDLEMMER


Medlemmer .

Jens Albers (saxonavn: Jens Albers)
Aviaaja (saxonavn: Aviaaja)
Tina Birk
Randi Borg (saxonavn: ranbo)
Marie Brittain (15 år. Saxonavn: MåneUlven)
Susan Bundgaard (saxonavn: Sommerfuglen)
Henriette C (saxonavn: Henriette C)
Jørn E (saxonavn: Jørn E)
Louisa Eilschou (17 år. Saxonavn: losp2403)
Sarah Engell (saxonavn: afrodite)
Marie Engling (saxonavn: Marie e)
Dorte F (saxonavn: Bløde Poeters Klub - dorte)
Anne Finnerup (saxonavn: Anfi)
Finn Grønbæk (saxonavn: Dino)
Jytte Harkjær
Margrethe Hjorth (saxonavn MH)
Lise Hougaard (saxonavn: Lise Hougaard)
Jannie E.A. Hvilsted (saxonavn: Pilotpigen)
Izbern (saxonavn: Izbern)
Ragnhild Jakobsen (saxonavn: rahajak)
Karsten Klit (saxonavn: Atredies)
Lis Kristensen (saxonavn: Lis K.)
Leonius (saxonavn: Leonius)
Anne Lilleager
Berith M (saxonavn: Berith)
MuZZling (saxonavn: MuZZling)
Robert Mørk Tindholm (saxonavn: Robert Mørch)
Marianne N (saxonavn: MaNe)
Maybritt O´Hare (saxonavn: Maybritt O´Hare)
Olav (saxonavn: Warlo)
Mette P (saxonavn: mpg)
Bente Pedersen (saxonavn: Bente Tibbe)
Chelina M.R. Petersen (saxonavn: Frea42)
Marianne Prip (saxonavn: Marianne Prip)
ravnkilde (saxonavn: ravnkilde)
Lisa Rossavik Rich (saxonavn: Synnøve)
Poly Schmidt
Ditte T (saxonavn: Faria)
Camilla U. (saxonavn: Milla)
Lene Ørum (saxonavn: Knopsvanen)
Anita Kastrup Østerberg (saxonavn: Hønemor)
Susanne Marie Jacobsen
Jyhark

Administrator:
Randi Abel (saxonavn: Randi Abel)

VELKOMMEN


Skrive-Bloggen er oprettet som et fælles skriveværksted for en række forfatterspirer, som har deltaget i Saxos online forfatterskole.Efter kurset blev vi vant til (måske ligefrem afhængige af) at lægge tekster ud på nettet, læse og kommenterer hinandens tekster, og sidde klar ved computeren og vente på de meget eftertragtede kommentarer.

Vi har det til fælles, at vi gerne vil skrive, og selvfølgelig vil vi også gerne læses. Vi håber selvfølgelig, at det på et eller andet tidspunkt vil lykkes os at få vores tekster ud til en bredere læserskare.

Konstruktive kommentarer er altid meget velkomne, og vi har også masser af plads til flere medlemmer. (Tilmelding kan ske på randiabel@mail.dk).

/ Randi Abel