lørdag den 26. januar 2013

Mønsterbryderen - Den lille rebel



Tekst og foto: Susanne Marie

”Jeg har meldt mig ind på HF”. Jeg stirrer kampberedt på mor, der et øjeblik taber både mund og næse.

”Piger skal ikke have en uddannelse, du har læst alt for mange bøger”. Mor er som sædvanlig rap i replikken, men jeg er forberedt.

”Begge mine brødre har da fået en og ligeså min søster.” Jeg har lært det af hende, denne raphed og min ældste bror, der plejer at agere far, når jeg svarer igen, er ikke hjemme. Så jeg fortsætter knejsende med nakken,”og i øvrigt så flytter jeg sammen med min kæreste”.

” Er du blevet forrykt barn, du er kun 17 år”, mor stirrer chokeret på mig.

Fra gulvet lyder en stilfærdig rømmen. Min far, der er lammet og afatisk, ligger altid på gulvet og hviler sig til middag, for at strække ryggen ud. Vi forstår ham dog godt, når han prøver at udtrykke sig. Talepædagogen havde gjort et godt stykke arbejde.

”Rolig mor, lad dog barnet, det sker jo før eller siden”, hans øjne siger det mere end hans mund”.

Det var hans stående omkvæd i min børneopdragelse, mine ældre søskende har en helt anden oplevelse af selvsamme far. Men far var blevet helt Roussau'sk på sine gamle dage. Ikke pille for meget ved personligheden, kun fjerne vildskuddene, når bare stammen er rask, som den gamle gartner udtrykte sig. Gartnerfaget havde mildnet ham gennem årene kunne jeg forstå, når mine to mellemste søskende med vrede øjne så på mig og hvæsede, at jeg var møgforkælet.

Min far er meget glad for mig og jeg for ham, selvom han er svær at tale med. Men mor og jeg er ofte på kant. Den gamle tjenestepige på et gods er aldrig kommet ud af tjenerrollen og mener nu heller ikke, at jeg skal være mere end jeg er. Men det skal blive løgn, det har jeg slet ikke lyst til. En handelseksamen og udsigt til et liv som butiksassistent, aldrig.

” Det er lysten der driver værket”, er et andet af min fars stående omkvæd. Det har jeg skrevet mig bag øret.
Min ældste bror, der fik den utaknemmelige opgave at lege far overfor en toårig efternøler i en alder af 14 år, elsker mig også overalt på jorden og tog mig altid i forsvar over for min yngre storebror og storesøster, Det var ham, der opdagede at jeg kunne spille klaver. Det er faktisk ret sjovt at tænke på, at jeg i en alder af bare 6-7 år sad og kiggede på, når han spillede og så satte jeg mig hen og gjorde ligesom ham. Lærte at spille små børnesonatiner. Straks det gik op for mor, der ikke kunne sige sig fri for lidt snobberi, opdagede at hendes yngste, ”helligåndsbarnet”, kunne lære at spille, blev danseskolen suppleret med timer i klaverspil.

Mor kalder mig ofte ”helligåndsbarnet”, fordi hun påstår, at hun ikke ved, hvor jeg er kommet fra.
Men hun siger det altid med et grin, så det passer nok ikke helt.

Nå, men måske skal jeg lade være med at fordybe mig for meget i disse dejlige erindringer og i stedet fortsætte historien.

Min mor, der er af gammel skole, trækker resigneret på skuldrene, efter fars næsten uhørlige udfald. Det gør hun altid, når han en sjælden gang siger hende imod. Det er ellers godt nok hende, der styrer i hverdagen. Simpelthen alt, da far af gode grunde ikke kan hjælpe til. Men jeg ved, de elsker hinanden. Det har jeg tit og ofte set, når de ikke føler sig iagttaget.

Så jeg drejer rundt på hælen og går ned på mit værelse for at pakke mit tøj. Mens jeg står dernede mærker jeg tårerne komme, det er alligevel overvældende at forlade sit barndomshjem og prøve sig selv af i forhold til verden. Jeg kan pludselig ikke overskue det. Jeg sætter mig på sengen og lader tårerne få frit løb.

” Når man har sagt A, må man også sige B” endnu et fars omkvæd kommer til syne i min bevidsthed, så jeg tørrer øjnene og rejser mig resolut op. Nu skal der pakkes.

Da jeg forlader hjemmet, ser jeg en lettelse i mors øjne og jeg ved det. Nu har hun kun far tilbage at tage sig af. Den sidste unge er fløjet fra reden.

fredag den 25. januar 2013

Februar-opgave 2013



Foto: Bente Pedersen

Kære alle,

Bente har sendt dette forslag til næste månedsopgave. Deadline er torsdag den 14. februar.

Bente skriver:

Inspireret af naturen lige nu, af den stille tid, der følger efter december måned, og af en af opgaverne fra det sidste forløb på Saxo vil jeg gerne foreslå følgende:

Skriv en ”nøgen” tekst.

A) Det kunne være en tekst, hvor nøgenhed som følelse/tilstand/væren er temaet.

B) Det kunne være en tekst, der fremstår så ren og klar som muligt. En tekst, der ikke indeholder hverken tillægsord eller biord og ej heller er overlæsset med lange tillægsformer eller dramatiske udsagnsord. Kan man alligevel skabe noget læseværdigt ud fra de præmisser?

C) Det kunne være et digt med temaet nøgenhed. Digtet må gerne have fire strofer på fire verselinjer, og hver strofe startes med vendingen: At være nøgen… Men digtet kan selvfølgelig have lige den form, som I synes. Nogen gange kan en bestemt opskrift bare være igangsættende.

lørdag den 19. januar 2013

Et sprællevende drengebarn i krybben



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel


For en nittenhundredeogotteoghalvfemssindstyvende gang
var der en tom krybbe, som stod i en stald, og den var tom
fordi alle dyrene var ude på marken sammen med hyrderne.
Ved nattetid puslede det, og en stille klagen brød staldens
tavshed. Pludselig lagde nogen noget i krybben, og så var
den ikke længere tom. Et lille sprællevende drengebarn lå i
krybben, og tænk, han var så dejlig, at han var lige til at
spise. Og det er der faktisk nogen, der gør endnu.

lørdag den 5. januar 2013

En start



Tekst Anita Kastrup Østerberg
Foto: Randi Abel


Der var helt stille og mørkt. Hun slappede af. Lugten af støv og indelukke vidnede om at hun var alene i lejligheden. Hun rakte venstre arm ud og fik fat om kontakten til lyset i entréen. Den gamle gulnede lampe lyste først svagt op, mens energien samledes for så at lyse med sine fulde watt.
Sparepærer, tja – selv de havde fundet vej herop. Hun prøvede at forme et lille smil, men fandt det kunstigt og uden glæde for nogen.

Tæppet var det samme som hun huskede, sært meleret i en mørk karry og sort. Retro ville de unge kalde det Hun valgte smagsløs som en mere passende betegnelse. Hun tog et par skridt frem og kikkede ind i stuen, lyset fra gangen gav hende mod på at træde indenfor og se sig omkring.

Gulvet var lakeret sjusket, det lå som en klæg, men klar, masse over plankerne. Møblerne var også de samme, tunge og mørkegrønne. Lampen på sidebordet stod der endnu og med en velkendt bevægelse fik hun vredet kontakten om under skærmen.
Hun lod sit blik vandre rundt i stuen, støvet lå tykt overalt i stuen hun kendte så godt. Nu hvor hun var her, forstod hun ikke hvorfor hun havde skubbet tiden foran sig. Hvorfor havde hun ladet sin fremtid skygge så meget af fortiden?

Køkkenet, soveværelset ventede, og ja… det lille kammer.
Hun rettede sig op, nu skulle det være!

Sytten minutter efter stod hun nede på gaden igen, hun trådte ud på fortovet og rettede sin opmærksomhed mod cafeen på den anden side; en kop kaffe ville gøre godt.
Med det lille stykke chokolade i munden, der fulgte med kaffen, lænede hun sig tilfreds tilbage i stolen.

Hendes mor var død for to år siden. I to år havde hun betalt sig fra at få alle papirer og evt post lagt ned i en papkasse, huslejen tog banken sig af.
Indhold i køleskab, andre let fordærvelige varer og potteplanter var blevet smidt ud som det første.

Parat, var hun helt parat?
Første skridt var taget i dag, så måtte hun se…