søndag den 30. maj 2010

Maj-opgave: Grammy

Forfatter: Dorte Jakobsen

I det meste af ottende klasse havde vi Mitte Gramstrup til tysk. Grammy var den tynde og nervøse type, et omvandrende skelet med raslende halskæder og armbånd. Og det blev nok ikke bedre af de fire tysktimer med ottende B.

Grammys hår havde været farvet rødt en gang, men det var alt for længe siden. Hun var sådan cardigan-typen, musegrå og lortebrun i mange kombinationer.

”Grammy er legemliggørelsen af den tyske grammatik,” påstod Torsten. Torsten havde røde fregner og stritører, så han havde tidligt lært, at det bedste forsvar var et angreb.

Grammy var sikkert forberedt til punkt og prikke, men på et eller andet tidspunkt tabte hun altid tråden. Drengene tegnede dårlige karikaturer af hende på tavlen, de sendte breve til hinanden og skrællede æbler med deres lommeknive midt i hendes forsøg på at stoppe et verbum eller to ind i vores hormonbefængte hjerner. Vi piger sad mest og strikkede; vi var for gamle til at blande os i drengenes barnligheder, men vi gad bestemt heller ikke lære tysk.

”Hvor kom vi til?” lød det jævnligt oppe fra katederet, mens armbåndene dansede panisk om de magre arme.

”Wir sollen bollen wollen,” foreslog Preben hjælpsomt. Halvkvalte fnis fra alle de elever, som stadig var vågne.

Hun blev lyserød i kinderne, men ellers lod hun sig aldrig mærke med det, hvis hun da overhovedet forstod, at hele klassen gjorde grin med hende.

-------------------------

”Mittes mand er død!” Lisa hviskede sin besked, så højt hun turde, mens hun stormede ind i klassen tre sekunder foran Grammy.

”Mitte hvem?” Vi gloede forvirrede på hinanden, før tiøren faldt.

En sortklædt, afdæmpet Grammy kom ind med sine falmede tyskbøger under armen. Hun satte sig på stolen, og i en underlig, pinlig stilhed terpede vi for en gangs skyld verber og gloser efter bedste evne.

”Det var vist noget med hjertet,” oplyste Birgitte i frikvarteret.

”Ja, han var da i hvert fald langt over fyrre!” Lisas forældre plejede at spille bridge med Grammy og hendes mand, og Birgitte skulle bare ikke komme her og vide bedst.

Et par dage var vi forholdsvis søde, og Jane lagde røde æbler til hende på katederet, men vores medfølelse strakte ikke længere end til vinterferien, som begyndte en uge efter.

--------------------------------

”Grammy er blevet klippet. Se!”

Jo, sandelig. Tjavserne var blevet til en rigtig frisure som lyste i et rødbrunt skær.

Forvandlingen skete ikke fra den ene dag til den anden, men i løbet af foråret dukkede en helt ny Grammy op. Hun tog et par kilo på og skiftede lige så stille stil. En dag mødte hun op i cowboybukser, og midt i timen gav hun Torsten en regulær skideballe, fordi han sendte en papirsflyver op gennem klasseværelset fra bagerste række.

Vi så målløse til og vidste ikke helt, hvordan vi skulle forholde os til vores nye tysklærer. Forvandlingen varede heller ikke mere end et par måneder, så kom politiet ind i klassen og hentede hende, lige midt i at vi var ved at bøje ”sterben”.

fredag den 28. maj 2010

Vinterlængsel


forfatter og foto: Jørn E

VINTERLÆNGSEL

Vand bli'r til splinter.
Kong vinter
slynger et spyd
mod fortovets fliser.

Et dræbende kunstværk,
nu krystaller,
som vintersolen
gør til et blændværk
af forgængelige diamanter.

Jeg længes efter Kong vinters
endelige nederlag
når alle hans våben
har sluppet sit tag
på en herlig forårsdag.


Jørn E. Kelter
12. februar 2010

[Hvis nogen skulle undre sig, må jeg hellere lige forklare, at jeg har haft Jørns digt liggende på lager siden vinterkulden]

onsdag den 26. maj 2010

Stå på vandet

forfatter: Leonius foto: Jørn E

Man kan sige, at denne lille historie kunne have tendens til at gå en meget historisk person i bedene, hvilket absolut ikke er tilsigtet, og skulle der være beskrevet situationer i det følgende, som kunne forveksles, eller sammenlignes med hans præstationer, må jeg gøre læserne opmærksom på, at her drejer det sig altså kun om at STÅ på vandet.

Det startede på en ferietur til Spanien, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi, forestillet mig, at jeg skulle involverer mig i et sådan forehavende, men min frue blev ved med at plage mig. Hun ønskede naturligvis at vise sin dygtige mand frem, altså med det hun var overbevist om, han kunne.

Jeg havde aldrig prøvet det før, men jeg anså det til gengæld ikke for at være den største udfordring jeg havde været ude for.

Jeg havde jo i smug, set en del ægtemænd, prøve turen, det var gået rimeligt, dem der havde det lidt svært, var naturligvis de mænd, der havde for mange kilo at slæbe rundt på. Jeg personlig, havde ikke flere kilo, en der var passende for min kropsbygning.

Da vi ankom til hotellet, kom vi i snak med et ægtepar på vores alder, de var meget hyggelige, han var pensioneret værktøjsmager, og rigtig festlig, han kunne få os til at le af de mest vandvittige ting, som vi ikke kunne drømme om at le af hjemme.

Nu skal man ikke tro, at jeg er frelst, jeg lo skam også, lige så meget som de andre, jeg syntes oven i købet, at det var sjovt.

Og så lige for en ordens skyld, der var ikke tale om at alkohol eller sådan noget, havde gjort os lidt opstemte, det havde vi ikke nået endnu.

Vi stod altså der i vestibulen på hotellet, i kø, og skrald grinede. Jeg kunne se på de andre gæster, at de forfærdelig gerne ville være med, men de forstod ikke vores humor, selvom vi jo kom fra samme land.

Et kort øjeblik slog det mig, at vi måtte se ud som om vi virkelig trængte til denne ferie. Nå, men det gjorde vi da sådan set også.

Vi blev tildelt vores værelser, og fik det arrangeret sådan, at vi fik værelser ved siden af vore nye venner, måske havde vi fået det alligevel, men for en orden skyld, bad vi om det. Vi aftalte, at vi skulle mødes en time efter, når vi havde pakket ud, og var kommet lidt i orden. Parret hed i øvrigt Lise og Gunnar Johansen, og boede på Amager.

Vi havde et par hyggelige dage, sammen med Lise og Gunnar, han viste sig også at kunne trylle, så der var gang i den, i os, og omkring os.

Det var på tredjedagen, vi gik på stranden, og min frue og Lise ville have os mandfolk ud på vandski.

Gunnar, var den første, han var lidt kraftig, så jeg var lidt bange for, at det ville blive noget rod, men nej, han fik linen i hænderne, motorbåden slog et sving og begyndte at sejle udad. Det gav et ryk i Gunnar, da linen blev strammet helt op, og så drønede han ellers derudaf, med lidt slinger, men ellers ganske flot. Motorbåden slog et stort sving, og Gunnar fulgte efter, det var kun i slutningen af svinget han skred, og væltede rundt i vandet.

Min frue og Lise stod og hoppede, vinkede og klappede, det gjorde jeg for resten også lidt. Han blev samlet op, og blev sejlet ind til os andre.

Så er det din tur, sagde min kone, og det var jo også det vi havde aftalt.

Det drejede sig om at få spændt nogle brede ski på fødderne, og så holde fast i linen. Jeg forstod på mændenes fagter, at jeg skulle sørge for at skiene pegede lidt opad med spidsen, og at jeg skulle passe på med ikke at falde forover, når linen blev stram.

OK. – OK. Jeg stod klar. Linen slog et smæld i vandoverfladen, rystede vand af sig, og så var jeg kørende.

Det gik skråt nedad, mine skinneben pløjede fornøjeligt gennem vandet, som om at de var rigtig på ferie, jeg derimod forsøgte ihærdigt at få skiene, som kørte på havbunden, til at komme opad. Forgæves, vi kom længere og længere ud, hastigheden blev sat op, det var tydelig, at folkene i båden ikke var opmærksom på, at jeg stadig stod på bunden, linen jeg holdt fast i, var jo forholdsvis lang, så deres billede af mig var nok, at jeg rigtignok stod på vandoverfladen.

Jeg blev mindre og mindre, det var nu knæene der brød bølgerne, nu lårene, det var tydeligt, at situationen ikke var holdbar.

Nu gik det ikke skråt nedad mere, nu var der direkte hul. Et øjeblik følte jeg at det ville lykkes, for når jeg ikke stod på ski på bunden, ja så måtte jeg da stå på ski på vandet, i et eller andet lag, jeg var ligesom kommet fri af havbunden. Fremskridt.

Men nej, skiene søgte nedad, de ønskede at genskabe den, mistede kontakt. Da hele seancen mundede ud i, at det faktisk var min mave, der drønede hen over vandoverfladen, slap jeg linen.

Mændene var hurtig tilbage, og samle mig op. Det var tydeligt, at de ville forklarer mig, det absolut nødvendige i at skiene kom op på vand-overfladen. Det var også den konklusion jeg var kommet til, at det var der problemet skulle findes.

Mændene gjorde klar til endnu en omgang, og jeg stod klar, med spændte tå-muskler, parate til at vippe skiene op ovenpå vandet, når øjeblikket indtraf. Smæld sagde linen, og jeg blev væltet omkuld. Sikkert fordi jeg var alt for stiv i det, og i den grad ønskede, at det måtte virke. Jeg havde ikke endnu turde kigge ind på stranden, hvor pigerne og Gunnar stod. Jeg ville ikke møde deres blikke.

Mændene i motorbåden grinede, og arrangerede næste tur. Jeg troede et splitsekund, at det ykkedes, der var lidt fart på, jeg stod oprejst, og jeg trykkede tæerne op mod himlen. Men skiene havde allerede besluttet, hvor de ville køre, og i mit tilfælde var det altså på bunden, og ikke ti vilde heste, eller jeg, kunne få dem op på overfladen.

De sejlede mig ind til stranden, efter endnu en fiasko. Jeg sagde til dem, at de ski, kunne de godt smide væk, de duede bestemt ikke til dette formål, og efter deres attitude at dømme, svarede de mig, at jeg skulle gå hjem og øve mig i badekaret på hotellet. De morede sig kosteligt. Jeg var med garanti deres dags højdepunkt.

Pigerne og Gunnar var bekymrede for mig, og spurgte hvad der var gået galt. Underforstået: ”Alle de andre kan, hvorfor kunne du så ikke” men det sagde de naturligvis ikke.

Vi var alle sammen godt klare over, at vandski, ikke var et emne vi skulle berører foreløbig.
Vi hyggede os med Lise og Gunnar på resten af ferien, de var meget behagelige og morsomme. Jeg kom ikke på stranden yderligere, der var så mange andre ting at tage sig til.

Hjemme i Danmark, ser vi jævnlig Lise og Gunnar, og vi taler da også om vore oplevelser, bl.a. vandski, og vi morer os også over det. Gunnar har flere gange forsøgt at forklarer mig føddernes placering i forhold til havbunden o.s.v., men jeg har sagt, at jeg ikke er bygget til vandski, så det bliver der ikke mere af.

mandag den 24. maj 2010

Men hun gjorde jo sit bedste

forfatter og foto: Bente Pedersen

Hun kunne fornemme det spæde morgenlys igennem de tynde pergamentagtige øjenlåg. Under kinden lå lommetørklædet for at beskytte pudevåret. Langsomt tonede Karl Henrik frem af den ellers tågede drøm. Han havde jo taget hende i hånden som altid, når han ville berolige hende. Hun kneb øjenlågene hårdt i. Forsøgte af al magt at holde fast i drømmen. Holde fast i Karl Henrik, hvis trygge nærvær var næsten ulideligt. Alligevel ønskede hun kun at forblive i det. Savnede ham så inderligt. End ikke døden havde kunnet skille dem ad.

Efter en lille stund i mindernes verden lindede hun lidt på øjenlågene. Hun sagde stille godmorgen til det lille lyse soveværelse. Alt herinde og i resten af huset havde sin faste plads, ellers gik det ikke. Brillerne lå ved siden af uret på natbordet. Lidt gavn gjorde de da, selv om det var længe siden, at hun havde kunnet læse avisen selv. Endsige skrive kort til jul og mærkedage. Var det mon i dag, der kom bud fra biblioteket med ”Stiften” på cd? Det kunne nu være rart. Hun ville jo gerne følge lidt med i byens liv, nu da hun ikke længere kom i pensionistklubben.

Hun svingede de tynde ben ud over sengekanten. Hjemmeskoene stod pænt med snuden pegende fremad, så hun nemt kunne smutte de nøgne fødder på plads. Hun rakte ud efter gangstativet. Nu måtte hun være forsigtig. For to uger siden havde hun mistet balancen, var væltet med stativet og havde slået hovedet slemt på sengestolpen. Det havde blødt en del. Hovedpinen bagefter havde været slem, men da ikke værre end så meget andet, trøstede hun bagefter sine voksne børn i telefonen.

Men hendes børn havde så sandelig ment noget andet om den sag. Sidste mandag var den ældste af pigerne overraskende kommet til kaffetid. Hun kom da ellers kun på sin fridag onsdag eftermiddag de ulige uger. ”Mor, jeg har snakket med de andre tre, og der er noget alvorligt, vi bliver nødt til at tale om” havde hun sagt, mens hun rørte energisk rundt i koppen.

Nej hun ville ikke tænke på det nu. Det skulle ikke ødelægge hendes dag. Beslutningen var taget. Det kunne jo ikke være anderledes, selv om hun synes, at hun hver evig eneste dag havde gjort sit bedste. Børnene havde slået fast, ja havde insisteret på, at hun havde brug for hjælp. Ikke deres hjælp, men kommunens. Kommunehus, kommunekasse, kommunehjælp. Det lød så grimt i hendes ører, og hun skammede sig lidt. Hun havde dog håbet på at kunne klare sig selv til vejs ende i det lille hus, som Karl Henrik havde bygget sammen med sine brødre. Hvor havde de dog knoklet den sommer, da hun var højgravid med drengen…

lørdag den 22. maj 2010

Debat-lørdag: forslag.


Sommeren er over os, og det er forståeligt, at medlemmerne af Skrive-bloggen hellere vil nyde solen end sidde indendørs og skrive tekster.

Administratorerne foreslår, at vi nu alle sammen skriver en rigtig god maj-opgave, og bagefter holder vi sommerferie indtil 1. august.

Og så et spørgsmål til alle medlemmer:
Er det for ambitiøst at lægge en tekst ud hver dag? Er det bedre at nøjes med tekster mandag, onsdag, fredag, plus et debatoplæg til weekenden?

/Dorte

PS: inspireret af Polys dejlige, optimistiske kommentar, har jeg endnu et forslag. Vi kunne supplere med Sommer-Bloggen: har du lyst til at skrive et lille blogindlæg om din ferie - et lille glimt af sejlturen til Spanien, Frankrig, Fanø, nørder mødt i New York, mariehønens farefulde færd gennem din baghave - meget gerne med et foto eller to?
.

fredag den 21. maj 2010

Lænestolen vi bar ud

forfatter og foto: Theodor Klostergaard

Jeg har tre minder, som fortæller min historie. Det første handler om dengang jeg som dreng blev sendt alene afsted til købmanden. Jeg skulle købe nogle dagligvarer og var mægtig stolt. Det var første gang, jeg blev sendt alene afsted. Jeg har vel været 7 år gammel, det har ihvertfald været inden jeg blev 8, for det var min mor som sendte mig af sted. Hun spurgte mig kun én gang, om jeg turde gå alene. Det skal lige siges, at jeg ofte havde været med hende til købmand Svendsen. Når vi kom ind i butikken, kiggede han op fra disken, smilede venligt og snakkede med min mor om alt og intet, mens han blinkede venligt til mig, når han sagde noget, som jeg også kunne grine ad.

Jeg kunne godt lide købmand Svendsen og glædede mig til at træde ind i butikken - jeg var sikker på, at han ville være behørigt imponeret over, at jeg var kommet helt alene. Og det blev han også, og det havde selvfølgelig ikke været det samme, hvis ikke han havde lagt mærke til, at bedriften var noget særligt. Men det jeg husker så tydeligt, er de ti minutter det tog at gå derhen. For første gang skulle jeg passe på mig selv i en verden som - hævet over enhver tvivl - pludselig var uendelig stor, uendelig farlig og samtidig fyldt af uendelige muligheder.

Hvordan skal jeg forklare det?

På min vej skulle jeg forbi Karl Klipperen. Han havde en stor bidsk hund løbende løs i sin have, Kraxos, tror jeg, den hed. Når jeg gik der med min mor, var trygheden absolut. Den dag, som 7-årig, afhang mit liv af at hækken ud mod fortovet beskyttede mig. Sådan følte jeg det og jeg var sikker på, at det var slut, da hunden kom spænende hen mod mig, Men hækken holdt. Den holdt uhyret væk og jeg blev stående foran hækken og mærkede rusen. Rusen ved at have vundet over min egen frygt. Og mit liv åbnede sig op i uendelige retninger. Da jeg kom hjem tog min mor imod indkøbene som om det var helt almindeligt. Så smilede hun til mig.

Et billede jeg altid har kunnet holde fast i.

Det tredie og sidste minde handler om en læderstol. Nede i kælderen havde min lillebror og jeg en fjernsynshule. Dengang vi lavede hulen, havde vi plaget os til en læderstol, som min far havde klunset på gaden. Det var fra den periode, hvor han bare gik rundt i gaderne om aftenen efter min bror og jeg havde puttet os selv. Læderstolen var et kæmpe monstrum, som jeg egentlig tror han ville have haft til sig selv, men vi fik altså plaget den fra ham. Sådan som jeg husker det, havde det taget min far og et par af hans såkaldte venner en halv dag at få bakset læderstolen ind i huset. Og så har jeg ikke engang regnet med, hvor meget bøvl de havde med at få transporteret den fra der, hvor han fandt den. Det var sådan en stol, som man forsvandt fuldstændig i - det var næsten som at blive nedsænket i kropsvarmt vand. Og efter ganske kort tid bevægede man sig ikke mere. Både fordi det ikke var nødvendigt at skifte stilling, og fordi læderet klistrede til kroppen og gjorde det ubehageligt flytte på sig. Så man sad der bare - helt stille.

I starten havde vi skiftedes til at sidde i den, men efterhånden blev det klart at det var min stol, som min bror kunne låne, når jeg ikke brugte den. Det gjorde jeg som regel.

Min far og jeg var alene hjemme, mens min lillebror var på besøg hos min morfar og mormor. Jeg havde ikke så meget lyst til at besøge dem mere. Efter vi havde sendt ham med toget, passede vi hvert vores - jeg var kravlet ned i læderstolen, min far var på kirkegården. Der havde han ikke været i lang tid, tror jeg. Det var derfor først til aftensmaden, at vi egentlig var sammen - for en gangs skyld havde han insisteret på, at vi skulle spise samtidigt. I starten var det meget kejtet, fordi tavsheden var så tydeligt et bevis på, at vi havde glemt hvordan en samtale om et familiebord foregik. Men hvor tavshed kan være dræbende, kan stilhed være lægende. Og det var der skete: Vi gik fra at være tavse overfor hinanden til at være stille sammen. Som om vi kom ud på den anden side af det tavse mørke og fandt stilheden liggende der som en stor rolig sø. "I morgen rydder vi op" sagde han.

Og så kom det ud: Kasser fra loftet, tøj fra skabene og møbler fra kælderen. Læderstolen bar vi ud sammen uden et ord.

onsdag den 19. maj 2010

Gemmeleg

forfatter: Ragnhild Jakobsen foto: Jørn E

Tømmerstablerne rejste sig som en skov af store træer. De legende og råbende kammeraters stemmer rungede omkring savværket. Et par ord blev som et ekko kastet rundt og nåede hende, før det døde hen. En kuffert … kuffert … kuf …

Hun stod i ly af det sene septembermørke med den lille gule kuffert i hånden. Hun fik den, da to af drengene pludselig stod foran hende med den. De havde fundet den, sagde de, i et hulrum mellem de allerfjerneste tømmerstabler. Men den var låst, lød det lidt ærgerligt. Hun sagde, hun nok skulle passe på den, hun var jo allerede blevet fundet.

Hun havde ellers lige været så glad for endelig at være med i legen igen. Men nu stod hun her med hjertebanken og kufferten i hånden. Hun knugede den frie hånd til smerten fra neglene blev for meget. Det var svært at finde ud af, om det stank lidt fra kufferten. Kunne det mon gøre det gennem de mange affaldsposer fra rullen under køkkenvasken.

Hånden søgte ned i lommen. Jo, nøglen var der. Hvis hun skyndte sig, kunne hun nå ned til fjorden og tømme kufferten, der hvor strømmen var stærkest. Det havde jo hele tiden været meningen, men hun havde bare været så dårlig i mange dage efter den forfærdelige nat. Heldigvis havde hun også været forkølet, og heldigvis var det mors uge med nattevagt. Fire dage var hun hjemme med sin forkølelse og lidt feber, men da hun fik det bedre måtte hun i skole igen, sagde mor.

Råbene døde hen. Drengene ledte igen i den fjerneste ende af tømmerpladsen. Hun stak i løb mod fjorden og spænede, alt hvad hun kunne. Hun skulle nå det. Hun måtte være tilbage inden alle var fundet, og legen skulle begynde forfra igen.

søndag den 16. maj 2010

Maj-opgave: At opbygge figurer

Skriv en lille tekst, hvori du kommer omkring følgende hovedpunkter for en hovedperson. Underpunkterne er hovedsageligt en hjælp, ikke til hovedløs besvarelse.

Deadline er den 30. maj - husk at kigge efter et billede til din besvarelse :-)

1. Udseende og fysiske kendetegn
  • Hvordan ser personen ud?
  • Hvordan bevæger personen sig?
  • Hvordan gestikulerer personen?
  • Hvilket slags tøj har personen på?
  • Er der nogle ekstraordinære fysiske kendetegn?
2. Handlinger
  • Hvad gør personen konkret?
  • Hvordan passer handlingerne med udseendet? (en tyk mand, som danser ballet)
  • Hvilken overensstemmelse er der mellem de ting, personen siger og de ting personen gør?
  • Hvad kommer personen til at gøre uden at have besluttet det? (sveder, rødmer, stammer, griner, kysser)
  • Hvad gør personen uden at opdage det selv? (piller sig i øreflippen, griner lidt for højt af vennens vittigheder)
3. Indre landskab
  • Hvad er personens højeste ønske?
  • Hvad er personens største frygt?
  • Hvad er personens mål?
  • Hvilke indre mekanismer eller dæmoner hindrer personen i at opnå sit mål?
  • Hvordan betragter personen sin omverden?
  • Hvordan betrager personen sig selv?
  • Hvad er personens største svaghed?
  • Hvad gør personen glad?
  • Hvad gør personen ked af det eller rasende?

Du kan eventuelt bruge omverdenen til at vise noget om personen gennem den måde andre reagerer på personen:

På en mørk kro sidder 5 barske sømand og snakker om den seneste storm. Så går døren op og en stor dreng kommer ind. Alle bliver stille og rykker til side uden at turde møde hans blik.

Uden andet end 'stor dreng' og det at han går på kro, har vi fået en masse antydet om drengen gennem omgivelsernes reaktion på ham.

Hvis du gerne vil have en mere bundet opgave kan du gøre det på følgende måde:

a. Beskriv en person og dennes største styrke og svaghed.
b. Giv personen en uventet udfordring.
c. Lad personen fejle ved at stole blindt på sin styrke.
d. Lad personen klare udfordringen ved at vende sin svaghed til en styrke eller ved at overkomme sin svaghed.
e. Beskriv hvad denne oplevelse gør ved personen.

Eksempel:
a. Keld er stærk og handlekraftig. Han er egoistisk og har ikke tålmodighed til at lytte til andre.
b. På en bådtur bliver det stormvejr og masten knækker.
c. Keld beslutter at svømme mod land for at hente hjælp. Han lytter ikke til kammerat (med hornbriller) som mener de skal blive ved båden. Han svømmer afsted, men klarer sig med nød og næppe tilbage, da det viser sig at strømmen er for stærk til at svømme.
d. Tilbage ved båden får han i samarbejde med hornbrille-kammeraten bikset en nødradio sammen og de bliver reddet.
e. Keld bliver rådgiver på en Unge-linie (eller sådan noget :-)

Lad spørgsmålene være en inspiration og ikke en facit-liste - og hvis du har andre ideer til, hvordan man kan bygge figurer op, så del dem meget gerne herunder i kommentarerne.

God fornøjelse,
Theodor

lørdag den 15. maj 2010

Debat-lørdag: miljø


Er du til byer – eller til åbne vidder?

Personligt kan jeg bedst lide at læse romaner, som foregår på landet eller ved havet. Jo længere ude, jo bedre. Men jeg skriver som regel krimier, som foregår i byen, for det er jo altså der, de fleste voldsomme forbrydelser foregår.

Da jeg ikke selv bor i en større by, er jeg nødt til at støtte mig til hukommelsen, samt bruge nettet til at finde konkrete oplysninger om, hvor biblioteket ligger, hvad statuen midt på torvet hedder, hvem der tegnede rådhuset og den slags.

I det hele taget er research jo blevet meget lettere for sofa-skribenten de senere år.

Da mine romaner er ren fiktion, er mit bymiljø til dels korrekt (kendte bygninger, veje mm), men handling og personer er absolut fri fantasi, så jeg bruger kun nogle få dage på at sikre mig, at de brede strøg er i orden. Desuden forsøger jeg at tilsætte en smule lokalkolorit, når jeg tilfældigvis har de rigtige oplysninger på hånden.

- Er det virkelig den kedelige, lille kirke der? Der er jo ikke engang nogen kirkegård. Anna blev lidt lang i ansigtet; hun havde været så sikker på, at når bare hun kom til Fredriksdal, skulle hun nok finde ud af noget mere om sin farmor.
- De må have haft en engelsk arkitekt på, mente Lars. – Murene ligner det, de kalder pebbledashed over there.
- Mm. Jeg er ikke så godt inde i nyere arkitektur, men jeg tror heller ikke, den er gammel nok, til at farmor kan være blevet konfirmeret i den i 1914. Et halvt hundrede år måske, men så heller ikke mere. Anna kneb øjnene sammen og gloede på den noprede, gråhvide puds. Hun forsøgte at se kirken, som et barn kunne have set den.

Hvilke miljøer foretrækker du at skrive om?
Hvordan finder du oplysninger? Bruger du nettet, biblioteket, gode forbindelser eller hvad?

Hvor vigtigt er det for dig, at detaljerne er korrekte?

PS: jeg har gjort det endnu lettere at kommentere nu ved at tillade anonyme kommentarer. Men hvis jeg ser, at bloggæster misbruger det til spam, reklame eller ondskabsfulde kommentarer, vil jeg ændre det igen øjeblikkelig.

fredag den 14. maj 2010

Selvværd


forfatter og foto: Jørn E

Jeg er angst for at blive afvist
Hader at få afslag.
Det er ganske vist.
Men jeg håber en dag,
at finde det lag
i mig selv,
hvor det bliver bevist,
at jeg fortjener
endnu en dag.

Jeg vil sælge min sjæl
for accept,
i et hvilket som helst
koncept.
Det at vide
at nogen kan lide
mig, bare lidt,
kan drive mig
meget vidt.

For hvad er jeg,
hvis jeg ikke har jer?
Nogen som elsker mig.
Bare lidt.
Bare en klump dej.
Livet er ingen leg.

Jørn E. Kelter/6. februar 2010

torsdag den 13. maj 2010

En tur med bussen


forfatter: Dorte Jakobsen

Buschaufføren lod den brede dør glide op med en sugende lyd. En halv snes passagerer stod i kø. De unge steg på først. Fire-fem stykker med rygsække eller skoletasker, farvestrålende og højlydte som papegøjer i regnskoven. Dernæst et par husmodertyper i fornuftigt fodtøj og svulmende Nettoposer i begge hænder. En enkelt mandlig passager med sort attachetaske og seriøs avis under armen.

Tilbage stod en buttet kvinde med et storøjet barn i barnevogn og et par tunge tasker. Chaufføren rejste sig halvt i sædet, men opdagede så, at der var endnu én. Sidste mand i køen, en mager fyr i cowboybukser, greb fermt fat i barnevognen, og gelejdede den lille familie indenbords.

”Tak skal du have”. Den unge småbørnsmor sendte ham et strålende smil, før hun skubbede vognen så godt til side, som det nu var muligt nede ved midterdøren. Hun bøjede sig over barnet, og et kort øjeblik overdøvede hendes lykkelige googligooligoo alle andre lyde.

Bussen trillede ud fra kantstenen med en rolig brummen, mens døren gled på plads. Chaufføren skævede til den runde urskive over sit hoved. Tyve minutter over fem. Kun to minutter bagud, og om mindre end en time kunne han være hjemme hos sin familie.

Næste stop. Klokken klemtede, og han registrerede helt automatisk de fire ventende passagerer. Ingen som så ud til at være fulde eller besværlige. Et par stykker sprang ud af midterdøren. En nem dag, tænkte han, lige som hele bussens midterparti hævede sig fra vejbanen og oplystes i et blændende lysglimt.

------------------------------------------

En tur med bussen.

Jeg har valgt et befærdet stoppested. Jeg holder mig bagerst i køen, mens jeg automatisk registrerer de andre passagerer. Fem teenagers som formår at sludre med hinanden trods de supersoniske mobiltelefoner for ørerne. Den flok lægger ikke mærke til nogen som er over tyve.

To knevrende shoppere og et mappedyr. Jeg ignorerer de to, men holder mig ude af hans synsfelt lige bag moderen med den fede unge i barnevognen. Uden at sige noget griber jeg barnevognens klistrede håndtag, og i én præcis bevægelse løfter vi den op over de to trin. Jeg stiller mig imellem hende og taskerne, kun lige et øjeblik, men længe nok. Derefter slænger jeg dem begge op på gulvet ved siden barnevognen. Hun takker mig overstrømmende, og jeg smiler kort uden at sige noget. Hun vil kunne huske mig, men hvis alt går som det skal, kommer det ikke til at betyde noget.

Kvinden skubber sit uoverskuelige menageri til side, så godt hun formår, og bøjer sig over fedtklumpen. Lækker røv. Jeg glider ind på sædet ud for midterdøren, mens jeg skæver til uret. Tyve minutter over fem. To minutter bagud, men det går vel.

Jeg rejser mig i god tid, så jeg kan trykke den røde knap ind ved hjælp af albuen. Aldrig tage en unødig chance. Bussen triller ind til kantstenen, og jeg træder roligt ud på fortovet, hvor jeg med målbevidste skridt styrer ind mellem to rækker af butiksfacader, netop som et voldsomt lysglimt genspejles i ruderne.

onsdag den 12. maj 2010

Udlængsel


forfatter og foto: Aviaaja

Som suget fra Kamajokks fossende vand,
er længslen efter ukendt land;
dyb, sød og farlig.

Når hjerte og øjne kræver udsyn,
hænder vil skubbe fra
og fødderne ikke mere vil træde vande,
må verden åbne sig.

Udenfor i natten, forsømte menneskers tanker,
drillende favntag, der aldrig blev kærlige.
Hvilken længsel er der ikke i disse suk.

Forklædt som den smeltende istap i fossende vand.
Forklædt som duften,
der forlader den smukkeste blomst.
indtil de en dag lader maskerne falde.

Og verden åbner sig med stjerner som åndehuller.
Deroppe, hvorfra det er naturligt at spejde og kigge,
findes åndehuller fyldt med liv.

De, der tør lade sig opsluge af drømmene et øjeblik
mærker det, og glædes over menneskers ståhej,
mens den gode vin slubrende lader sig nyde.

tirsdag den 11. maj 2010

Den rødmende brud


forfatter: Randi Abel

Plottet:

1. Hovedpersonen har et projekt: Lena skal giftes med Tommy, kæresten gennem 16 år, og har forlængst købt brudekjolen. En dag hang den bare i butiksvinduet, i hendes størrelse (men heller ikke mere) og til halv pris.

2. En forhindring: Udover den vordende gom har Lena en passion for Häagen-Dazs jordbæris. Hun er pendler og står af og på toget på Østerport station. For et stykke tid siden opdagede hun, at Irma ved Østerport station forhandler Häagen-Dazs jordbæris. I en lang periode har det ellers ikke været til at opdrive.

3. Forsøg på at overvinde forhindringen: Irma ved Nørreport station forhandler kun andre Häagen-Dazs varianter, så for at modstå fristelsen tvinger Lena fra tid til anden sig selv til at benytte Nørreport station i stedet.

4. Krise: Lena prøver brudekjolen en aften, hvor hun er alene hjemme. Det viser sig, at hun har benyttet Nørreport station alt for sjældent.

5. Foreløbig fiasko: Det lykkes ikke for Lena at lyne kjolen. For at føje spot til skade revner den under hendes ihærdige forsøg.

6. Afslutning. Konflikten løses - ikke nødvendigvis happy end og gerne anderledes end forventet: Læs venligst historien for yderligere info.


”Den saaatans lynlås,” hvisler Lena gennem sammenbidte tænder. Hendes auberginefarvede teint står i skarp kontrast til den hvide brudesatin, hun har vristet op over lår og hofter, milimeter for milimeter.

Tommy har aftenvagt, og med kun små to uger til den store dag, kunne Lena ikke dy sig for at prøve kjolen.

Hun trækker maven ind og holder vejret. Dansende brudevalsen som en flodhest i balletsko klemmer hun med højre hånds fingre vildfarent kød ind, mens hun hiver i lynlåsen med den anden hånds tommel- og pegefinger. Lynlåsen glider ubesværet en halv cm. op. Hun når knapt at glædes over landvindingen, før den rutcher tilbage til udgangspunktet og lidt til. En dråbe zigzagger ned ad Lenas næse, hænger ubeslutsom på næsetippen, inden den slipper sit tag og opsuges af det hvide stof.

Lena trækker vejret i små stød på vej ud i køkkenet. Hun rækker automatisk ud efter en af de tre halvliters Häagen-Dazs på øverste hylde, men snupper i stedet en isterning, som hun stryger over panden.

Tilbage i soveværelset lader hun sig falde på ryggen tværs over dobbeltsengen. Hun er pludselig kommet i tanke om tricket fra teenager årene. Nu behøvede hun ikke trække maven ind, men til gengæld er der mere i siden at holde styr på. Lynlåsen giver sig ikke. Hun ruller om på siden for at hive sig op ved sengegavlen og hører den umiskendelige lyd af stof, der brister. Indestængt CO2 siver ud sammen med lyden af et tågehorn, som forplanter sig ud på trappeopgangen. Tommy tager det sidste hold trapper to trin ad gangen.

”Hvad i alverden sker der? Hvorfor ligger du der?”

”Tommy, du måtte jo ikke se kjolen! Jeg kan ikke lyne den, og nu er den revnet.”

”Er det bare det. Jeg troede du var syg. Herregud, det er jo ikke verdens undergang. Kom lad mig hjælpe dig op at sidde. Der er noget, jeg skal fortælle dig.” Tommy tager fat i begge Lenas hænder og får hende på højkant.

Hun kigger forventningsfuld på ham. Hendes Tommy, som nok skal finde på noget. Hun smiler gennem tårer.

”Jo, ser du, Lena, jeg har mødt en anden.”

mandag den 10. maj 2010

Tekster efterlyses


Tak til Theodor og alle føjle-Tonerne for spænding og morsom underholdning i fjorten dage.

Men nu er føljetonen slut, og indtil næste månedsopgave er det hverdag igen. Hvis medlemmerne da ellers sender mig nogle hverdagstekster at gøre godt med, for jeg er igen i den situation, at jeg har tekster liggende fra fire medlemmer.

Officielt er vi 34 medlemmer. Hvis bare 90 % sender en tekst om måneden, plus fire debatlørdage, er problemet straks løst. Så det vil være dejligt, hvis I kigger i skrivebordsskuffen, endevender hjernekisten, søger inspiration i avisen eller genbruger en lille ting fra Saxo.

søndag den 9. maj 2010

April-opgave: Føljeton 14

"Come on, Daniel! Let's go now! The cops are coming!" Selv gennem lyden af sit eget hvæsende åndedræt kunne Klaus høre, at det var slut med at spille smarte for de skide englændere. De havde sikkert sidetaskerne fyldt med bonger, tjald og stoffer fra Christiania. De to af dem stod og hev i den tredie, som sad på knæ ved siden af Louise og holdt hendes hoved i skødet. Hvad fanden havde han gang i med de piller?! Med en sidste anstrengelse nåede Klaus frem, kastede sig over fyren og fik i et overraskelsesangreb vristet pilleglasset ud af hænderne på ham.

"Skrid off med jer. What the fa'n have you done with her?! What's that for nogen pills?"

Motorcykelfyren (ham der hed, Daniel?) prøvede ihærdigt at få pillerne tilbage, men Klaus holdt dem væk og stirrede olmt på ham. De to andre var steget på motorcyklerne og startede dem nu op med kæmpedrøn som overdøvede sirenerne.

"Get your bloody arse on the bike and let's go, Daniel. Her boyfriend'll have to take care of her!" Et langt øjeblik stirrede de to rivaler på hinanden, indtil de i en synkron dans begge begyndte at bevæge sig igen. Daniel gjorde en affærdigende gestus og skyndte sig hen til motorcyklen. Klaus besluttede at det vigtigste trods alt var Louise og han satte sig på knæ ved siden af hende for at undersøge, hvad der var galt.

"Give her the fucking meds, you wanker!" råbte Daniel og med et brøl af frihed drønede han efter sine to kammerater, som allerede var drejet om hjørnet længere ned ad gaden. Klaus kiggede ikke engang efter ham, nu gjaldt det kun Louise - et kort øjeblik spekulerede han over hvad en mætsjuvanker var, men så rørte Louise på sig. Hurtigt stoppede han glasset i lommen og tog hendes hoved i skødet.

"Louise? Louise! Er du okay? Kan du sidde op? Bare lig st…" En synkende fornemmelse vældede op i Klaus, da han pludselig sad med hendes hår i den ene hånd, indtil det gik op for ham at det var en paryk. "Hva' fan'?! Louise? Hvad sker der?"

Louise tog solbrillerne på og rakte ud efter drinken hun havde stående ved siden af liggestolen. Men da hendes hoved kom ud i solen blev hun så svimmel at hun trillede ned på (asfalten) sandet ved siden af. Straks kom Mor løbende over, mens hun irriteret skræppede:

"Louise? Louise! Er du okay? Kan du sidde op? Bare lig st..." men Louise hørte ikke efter mere. Det havde bare været meningen, at det skulle være en lille hyggelig ferie ved Vesterhavet, men efter at Mor havde hørt om turen ville hun pludselig til at betale for det hele. Og så var Vesterhavet vokset til Middelhavet og køreturen til en 1. klasses billet spændt i en tindåse med vinger. Og Poul skulle selvfølgelig med. Poul med smilet og de bløde hænder. De travle, bløde hænder.

"Jeg er okay. Lad mig være." Louise lå (på den hårde asfalt) i det bløde sand og prøvede at vifte Mor væk. Skubbe hende væk (har jeg ikke skubbet dig væk før, Mor?). Foran hende løb det røde (blod ned ad trappen) indhold fra drinken ud i sandet.

Klaus gjorde sit bedste for at holde Louises hænder som viftede ud efter noget, mens han blev mere og mere bange. Hvad var det med hende? Hun mumlede noget om at være okay, hvilket hun tydeligvis ikke var. Hun havde brug for hjælp - hans hjælp. Hvad hulan var det med den paryk? Prøvede hun at gemme sig for nogen? Gaden blev lyst op af blå, blinkende lys. Mange blinkende lys?! Hvorfor havde de sendt så mange ambulancer, tænkte han, indtil det gik op for ham at det var politibiler. Og så var der pludselig fyldt med politifolk, der råbte af ham, trak ham væk fra Louise. Tog fat i Louise.

Mor havde sagt at hun skulle opføre sig pænt. Hun ville ikke have at Louise larmede, når der var gæster. Mor løftede hende op og (spændte hende fast til båren) lagde hende i seng. Det blev mørkt i værelset.

Og så gik det op for Klaus: Det var ikke et tilfælde at hun var begyndt at snakke med ham i toget. Hun skulle bruge ham til at slippe væk. Fra dem. Han havde bedt om en ambulance og så kom der masser af politi med også - var det et tilfælde? Det var hans skyld at de havde fået fat i hende. At de ville tage hende væk. Fra ham. Spærre hende inde. Og han skulle have reddet hende. Og havde de måske ikke prøvet at sætte ham ud af spillet tidligere? Placere liften, så han slog hovedet på den - nok næppe et uheld! Desperat kastede Klaus sig rundt, forsøgte at slide sig fri. Men de havde ham nu. Det var for sent. Han havde svigtet hende.

"Nej! Lad hende gå! Stop! Neeeeej…"

Lidt væk fra tumulten, stod to mænd og fulgte med, mens de to unge mennesker blev ført bort. Louise på en båre og den unge mand, kæmpende og skrigende med 4 granvoksne politibetjente til at holde sig.

"Hva' fanden er det med ungdommen nu om dage?" Kriminalkommisær Madsen så anklagende på overlægen ved hans side, som dog ikke gjorde tegn til at have hørt spørgsmålet. Lidt højere sagde han: "Ungdommen! Hvad fanden er der med den, hva'?"

Overlæge Ivar Buhl virrede med hovedet, skubbede brillerne på plads og så spørgende på sin sidemand: "Hm? Ja, det kunne godt være et tilfælde af akut neurosefantransferitis." Madsen stirrede stenhårdt tilbage: "Og på almindelig dansk?"

Men overlægen var allerede på vej hen til sin bil, mens han råbte tilbage over skulderen: "Ja, undskyld men jeg bliver nødt til at komme tilbage og sætte udstyret op. Det er et yderst interessant tilfælde det her…" Og så var han væk.

Madsen rystede på hovedet. Så satte han sig ind i bilen og bjæffede til chaufføren: "Tilbage til stationen! Lad os se om vi har et par almindelige bankrøverier lavet af et par almindelige tyveknægte."

lørdag den 8. maj 2010

Hjælp! Det er debat-lørdag!


Uha, en ny debat-lørdag truer, og jeg er helt tom for ideer.

1. Jeg zapper lidt rundt på forskellige forfatterblogs og prøver at ´stjæle´ en god idé, men jeg kan ikke finde noget der egner sig til bloggen.

2. Jeg overvejer, om jeg kan genbruge nogle af de taleøvelser, jeg har brugt i mine klasser denne uge.
”Beskriv en giraf for en person, som aldrig har set én.”
”Hvordan ville du sælge en bil til præsident Obama?”
Nej vel?

3. Jeg zapper lidt mere, falder over et par dejlige, inspirerende tillægsord i et blogindlæg – og pling, så er ideen der.

Som bekendt er tillægsord umoderne, og biord er omtrent lige så slemme. Beskrivelser er yt, og prologer er kedelige. Og overflødige ord er … nå ja, overflødige.

Så her er et perfekt lille eventyr til Skrive-bloggens læsere:

Jørgen mødte en prinsesse. De forelskede sig, men for at få prinsessen måtte Jørgen dræbe en drage. Jørgen dræbte uhyret. Han og prinsessen giftede sig, og de levede.

PS: et link til et af de mere nuancerede indlæg om ´show, don´t tell´. Desværre på engelsk.

fredag den 7. maj 2010

April-opgave: Føljeton 13


"Stop, stop!" skreg Louise, mens hun med den ene hånd og knytnæve, hamrede løs på Daniels arm . Hun kunne mærke sit hjerte banke vildt og panikken sprede sig som en løbeild, der var ved at kvæle den sidste gnist af liv ud af hende.

Daniel stod så hårdt på bremsen, at motorcyklen begyndte at slingre. Han måtte kæmpe for at holde den på højkant, og det var lige før, de begge to var landet på asfalten, da det lykkedes ham at stoppe maskinen. "Are you bloddy mad, what on earth are you doing", nærmest skreg han til Louise. "We could have been killed. Are you insane!" Daniel tav brat, da han så Louise bleg og rystende, og nærmest gispende efter vejret. Hun var gledet ned på asfalten, da motorcyklen var stoppet.

"Mine piller! My pills, my pills", nærmest hvæse-mumlede Louise. Instinktivt vidste hun, hun måtte have et par piller, og det skulle være lige nu. Hun kunne jo ikke forklare, at hendes hjerne var ved at sprænges og hun kunne heller ikke helt forstå, hvad i alverden det var der forgik! Tusindvis af billeder og stemmer fløj rundt i hovedet på hende og hun vidste bare, at hvis hun tog sine piller, ville hun være i stand til at tænke klart og få kontrol over hele situationen.

Efter Klaus havde skreget Louises navn, som et dyr der undslap et nødskrig, stod han totalt lamslået og fattede ikke, at Louise var ved at forsvinde ud af hans ellers så lykkebringende dag.
Men pludselig blev han totalt tilstedeværende. Det var som om nogen havde smidt en spand koldt vand i hoved på ham. Han så motorcyklen med Louise bag på begynde at slingre voldsomt, og hans hjerte stod nærmest stille. Til sin skræk så han, hvordan Louise nærmest faldt ned på vejen, da motorcyklen stoppede. Gud, var hun død!

Lige inden han satte af med et firspring, råbte Klaus til tankpasseren, "Ring efter en ambulance, ring til politiet, det er sket en ulykke, der er sket en ulykke!" Han løb han som en gal, hen imod ulykkesstedet, medens han med fortvivlet indre stemme sagde, "Oh, gud, lad hende ikke dø, å nej, hun må ikke dø!"

Daniel vidste med det samme, at der var tale om hjertepiller. Han havde før set folk få et hjerteanfald. Lynhurtigt greb han Louises taske og hældte hele indholdet ud på asfalten, så han kunne få fat i pillerne. Han fik hurtigt sorteret indholdet med hånden , men kunne ikke se nogen piller. "Where is your pills, where is your bloddy pills?", råbte han til Louise og begyndte at ruske i hende.

Louise hævede armen lidt og fik ført hånden hen imod bukselommen. "My pocket, in my pocket", fik hun fremstammet
med hvæsende stemme.

Men Daniel hørte hende dårligt nok. Han stirrede med åben mund på den lyshårede paryk, der nu kun dækkede det halve af hendes sorte hår. "I’ll be dam!", udbrød han. Men han fattede sig hurtigt og blev opmærksom på, at Louise havde mumlet noget. "What? What did you say?"

I samme øjeblik, kunne han høre lyden fra et udrykning køretøj!

torsdag den 6. maj 2010

24 anholdt


forfatter: Leonius

Jeg sad med en bog, jeg var ikke direkte opslugt af den, så da radioavisen begyndte, lyttede jeg lidt efter der, samtidig.

Jeg hører nyheder næsten hver time, i løbet af dagen, der er meget af det samme, så jeg lytter kun med et halvt øre, man kan faktisk sige, at jeg skimmer radioavisen, når det ikke er de store nyhedsudsendelser.

De sagde noget der interesserede mig, jeg lagde bogen ned på skødet, der blev sagt, at 24 var blevet anholdt, det var godt nok mange, jeg kom for sent ind på historien, så detaljerne fik jeg ikke med, men det var da noget om indbrud i et lager.

Det var dog utroligt, så mange på indbrud samtidig. Jeg kunne forstå, hvis der havde været en ulovlig blokade, men selv ved sådanne lejligheder, blev der da ikke anholdt så mange, hvis nogle, overhovedet. Vel ikke engang ved optøjer og demonstrationer. Indbrud på et lager, ja der er jo mange dyre sager at hente rundt omkring i landet. Det måtte jo ligefrem være et kommando raid.

Vi har jo, i de senere år, hørt om, at indbrud i store butikker og lagre, blev mere og mere voldsomme, man brugte tunge køretøjer til at brase igennem forhindringerne med.
Det gik hurtigt, og de var væk næsten før de kom.

Naturligvis vil det være en fordel for indbrudstyvene, at være så mange som muligt, når det var et stort lager, der skulle ryddes. Når de først har fået hul på bygningen, er deres ønske vel, at hente alle de effekter de kan nå, på den tid, de mener at have til deres rådighed, og der er de mange hænder, ja og ben, vel til stor hjælp, for at gøre knubbet så givtigt som det overhovedet kan blive.

Lidt ærgerligt, at jeg ikke hørte de nærmere omstændigheder. Nå, der er sikkert noget om det, i Tv-nyhederne, i aften. Så kan man måske få at se, hvordan de har malttrakteret bygningen, hvilken metode de har forsøgt sig med. Det er nok noget med en eller anden form for stor grave maskine til at brase ind i bygningen med, og så nogle store lastbiler til at læsse alle tyvekosterne ind i.

Der må da være noget, der er gået gebommerligt galt med deres planlægning, siden de er blevet anholdt alle sammen, altså hvis det var dem alle sammen, måske er der nogle der har nået at flygte, så har der jo været endnu flere med.

Jeg har hørt, at man anbringer store cementklodser, foran butiksfacader, så en bil ikke bare lige kan, køre ind i butikken. Men en stor maskine, jeg tænker på en rendegraver, sådan en, der har en stor arm ude foran med en skovl på, der kan svinges op og ned, frem og tilbage, til højre og venstre. Den skulle nok kunne flytte nogle cementklodser og lave et pænt stort hul, i de fleste facader, vil jeg tro.

Jeg sidder her, og føler mig helt kriminel, ved at prøve at regne ud, hvordan de har grebet sagen an, og har da også haft tanker, om hvad jeg selv ville gøre, i en sådan situation.

Men jeg kan forsikre, jeg ville ryste for meget på mine hænder, ja, jeg tror såmænd, at jeg ville ryste over hele kroppen, hvis jeg skulle være med til sådan noget, og jeg ville med garanti blive anholdt, som den første, man ville kunne aflæse mit kropssprog, som skyldig, jeg ville signalerer ekstrem dårlig samvittighed.

Måske er årsagen til, de mange anholdelser, at der var en, eller flere, af min støbning, med i banden.

Hvis vi nu forestiller os, at der er aftalt et mødested i nærheden, af det pågældende lager.
En lille lukket parkeringsplads. Rendegraveren er på plads, som den første. Pladsen er skjult bag nogle træer og buske, man kan ikke se udefra, hvem der holder derinde.

Efterhånden har der samlet sig 9 personbiler, de er jo mange mennesker med i denne forbrydelse. Den hårde kerne af bandemedlemmerne, kom i den første bil, og nu venter man bare på varebilerne. De er sat til at møde 10 minutter sener end de andre, så bilerne kommer ind i den rigtige rækkefølge på parkeringspladsen. Alt er timet og tilrettelagt.

De 3 store varebiler ankommer, så er parkeringspladsen også fyldt op. Den sidste varebil er nødt til at holde lige indenfor indkørslen til pladsen. Egentlig meget godt, for så kan der ikke komme nogle fremmede ind og parkerer og forstyrrer dem.

Nu skal der holdes generalstabsmøde. Alle samles, og aftaler det som de i forvejen er blevet enige om, nemlig, at rendegraveren kører ud først, og så af sted til bestemmelsesstedet, som jo er lige i nærheden.

Det er sådan en som mig, der er chauffør på rendegraveren, og nerverne hænger i laser. Hænder, arme, ben, hoved og tænder ryster voldsomt, han føler, at alle kan høre hans hjerte, og tænder. Måske mest tænderne, for dem kan han altså ikke styre, de klaprede så det ikke var til at holde ud at høre på. Selvom han klemmer munden helt sammen, arbejder de videre derinde.
Han prøver at trykke hænderne hårdt ned i lommerne, trykker armene ind til kroppen, for at få stoppet de ufrivillige bevægelser. Han har kontakt med nøglen i lommen, han tager den mellem fingrene, klar til at anbringe den i tændingslåsen, på den store maskine.

Når han først kommer derop, føler han sig nok bedre tilpas, det er ligesom at få en uniform på.
Når han sidder med rendegraveren på, er der respekt omkring ham. Han trykker så hårdt i lomme, at spidsen af nøglen flænser lommen. Han bliver forskrækket, alene lyden, er nok til at give ham et medium nervesammenbrud. Nøglen falder ud af lommen, ned på asfalten, nej- på noget jern- nej- ned i en rist- nej- nej- ned i vandet i kloakken. Han stivnede da han hører det lille plump.

Alle de andre sidder nu, med motoren gående, og venter på, at rendegraveren kører, så de kan komme ud fra parkeringspladsen, de er jo faktisk spærret inde.

Forsamlingen bliver efterhånden klar over, at der er noget der ikke kører, rendegraverchaufføren ligger og roder på vejen med en kæp. De stiger alle sammen ud af deres biler, de samles igen. Det er ikke til at få et fornuftigt ord ud af rendegraverchaufføren, han er gået totalt i opløsning. Jeg vil tro, at han faktisk græder, og græder.

Mændene får efterhånden hevet ud af ham, at det ikke er en midlertidig forhindring, der er opstået, men en blivende, da der ikke eksisterer nogen ekstranøgle til den store maskine.

Det er ikke endnu, gået op for dem, at hele projektet er gået i vasken, det er derfor de bliver enige om, at holde et stormøde, hvor de skal udregne en ny strategi.

På det møde bliver de klar over, at de nok ikke kan gennemføre deres planlagte togt, selvom der var et par stykker, der mente, at man selvfølgelig nemt kunne komme ind på det lager, uden rendegraver.

Der blev diskuteret. De optimistiske medlemmer af banden, sagde forsonende til rendegraverchaufføren, at han skulle slappe af, natten var ung endnu.

Medens dette vigtige møde fandt sted, var en beboer i nærheden blevet vækket af sin nattesøvn, ved den enorme larm der kom fra de 9 personbiler og de 3 store varebiler, der holdt med motoren i gang, og naturligvis også af mændenes diskussioner.

Det var han yderst utilfreds med.

Denne beboer kontaktede politiet, og det var derfor, der nu holdt en politibil bag ved den sidste varebil, og endnu en, foran rendegraveren. Det var, da den ene politimand sagde godaften, til forsamlingen, at den uheldige rendegraverchauffør endelig blev befriet for sine pinsler, og besvimede.

Og ja, vi ved ikke hvor mange der oprindelig var til stede, men politiet fik altså fat i 24.
Radioavisen er for længst forbi, og jeg vil lidt videre med min bog.

Min kone kom ind med en kop kaffe, og spurgte mig, om jeg havde hørt, at der var anholdt 4 tyve, her i nærheden.

Havde jeg taget fejl, var det den samme historie.

onsdag den 5. maj 2010

April-opgave: Føljeton 12


Louise mærkede den samme kildrende fornemmelse i kroppen, som dengang hun så Daniel første gang udenfor Q8 tankstationen, for ikke at tale om de nætter hvor hun havde sneget sig over i annekset og ind til ham på værelset. Der var noget anderledes, noget råt og utæmmet, over ham. Da de tre fyre var kørt videre, tilbragte Louise endnu et par nætter på Daniels værelse for at indsnuse duften af ham, som trods fru Hansens skrappe rengøringsmidler stadig hang i luften.

Louises mor glattede en imaginær fold på en sofapude. De to dybe furer over hendes næserod røbede, at det ikke var hendes idé at invitere englænderne.

”Poul har fortalt dem, at det er smoking og black tie.” Moren pillede et halvvissent blad af buketten på toiletbordet og drejede den en kvart omgang.

Louise havde været lykkelig, da Klaus for knapt et år siden friede til hende. Hun havde drømt om at stå foran præsten med kun den allernærmeste familie som vidner, barfodet i strandsandet, klædt i en enkel kjole og med en blomsterkrans i håret. Hun havde ønsket, at hun og Klaus skulle køre derfra på Klaus’ gamle knallert, og at han skulle bære hende over dørtærsklen til det lille, hyggelige hus i skovbrynet, som de havde besluttet sig for at købe.

Næsten umærkeligt var blomsterkransen blevet til et diadem, kjolen til det store håndsyede skrud, som skulle prøves igen og igen, knallerten til en karet med heste, og huset til en nyopført kæmpevilla på nabogrunden. En villa som Louises mor allerede havde indrettet. Og nu, som kronen på værket, et diamanthalssmykke.

Pludselig fik Louise fornemmelsen af sin krop presset mod Daniels ryg, og gennem larmen fra motorcykler kunne hun høre Klaus' skingre "Louiiiiise!" Hvad var det egentlig, hun havde drømt, da mor vækkede hende?

tirsdag den 4. maj 2010

Et digt uden rim er ikke så smart


forfatter: Robert Mørk Tindholm

Der var en digter som ville skrive
et digt som gerne skulle rive
huden op om læserens hjerte
og vise verden den sande smerte

men digtet sku rime det var da klart
et digt uden rim er ikke så smart
det sagde han ofte fortroligt til katten
når han skrev sig gennem natten

hans ord blev valgt med omhu og drift
og skrevet med smuk og ulastelig skrift
men da han sku rime på: livet er fuldt
da gik han i stå ved sin skrivepult

han søgte i bøger og gamle breve
dybt i sit sind han måtte gnave
alt hvad han fandt som rimede på fuldt
gjorde at ordene klingede hult

hver nat der travede han frem og tilbage
han pjækkede fra jobbet i flere dage
til sidst forsvandt den poetiske glød
man fandt ham en morgen vissen og død

så blev han begravet i hellig jord
uden at ha skrevet et fornuftigt ord
men kirkens klokker ku ikke kime
for digtet skulle jo gerne rime.

mandag den 3. maj 2010

April-opgave: Føljeton 11


Motorcyklerne larmede forfærdelig, hun måtte holde krampagtigt fast omkring livet på Daniel, eller hvad han nu hed. Han havde sikkert i sinde at give hende en ordentlig rusketur på hans maskine, de kørte alt for hurtigt og lå næsten ned i svingene.
"Louise!"

Hun fik et sug i maven, hun blev nervøs, det var farligt det her.

"Louise… Louise."

En skurende lyd, og et lyshav bombarderede hende.

Åh nej, kører vi galt?

Hun kunne dufte kaffe.

"Louise, vågn nu op."

Louise åbnede øjnene, og kunne næsten ikke se noget for alt det sollys, der strømmede ind ad vinduerne, altandøren stod åben, og sendte en frisk forårsduft ind i soveværelset.

Louise rejste sig halvt op i sengen, og kiggede på den morgenbakke hendes mor stod med, klar til at sætte på plads så snart Louise havde rettet dynen lidt til, og havde fået puden sat ordentlig på plads bag ryggen.

Vi har så meget vi skal nå i dag, sagde hendes mor, og satte sig på sengekanten.

Vi skal lige have gjort nogle små-indkøb, og så skal du prøve din kjole. Syersken kommer kl. 11.00 og retter det sidste.

Og så har jeg fundet det yndigste diamantsmykke til dig på nettet, jeg syntes din hals var så bar, så det kommer til at passe dig perfekt.

Og så købte jeg også et lille Diadem, dit hår bliver meget smukkere med det.
Det er ikke noget særligt, Louises mor lavede en afværgende håndbevægelse, bare en lille ekstra bryllupsgave.

Du ved jeg ikke kunne lade være.

Du bliver så smuk. Du er jo mit eneste barn, og naturligvis vil jeg gøre alt hvad der står i min magt, for at se min lille pige, både smuk og lykkelig.

Mor altså.

Frisøren kommer jo først i morgen tidlig, så det skal du ikke bekymre dig om nu. Og medens du har sovet din næstsidste prinsessesøvn, har Poul og jeg arrangeret kareten med fire hvide heste, og de er ægte hvide, det bliver så smukt.

Poul og jeg har også været over i Jeres nye villa, og ordne lidt, så i ikke skal tænke på det heller.
Klaus har jo også nok at ordne, han har både sit nye job og brylluppet at tænke på.
Det er nu fantastisk, at de valgte ham til at sælge de nye Japanske El-biler her i Danmark.

Han fortalte mig i går, at han lige har ansat 26 medarbejder, til at starte med, selvom de først åbner firmaet om 2 måneder. Hvor må det være en spændende opgave at få.

Jeg er så stolt af vores nye svigersøn, lille Louise.

Det bankede forsigtigt på døren, og Louises mor sagde, ja kom du bare ind Poul, og henvendt til Louise sagde hun, jeg aftalte med Poul, at han lige skulle komme op, når han var færdig med at tale i telefon.

Poul satte sig også på sengekanten. Louise kunne så godt lide sin mors nye mand, det var trods alt 3 år efter hendes fars død han kom ind i deres liv. Han var pensioneret overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling. Han indgød dem tryghed, med sin altid rolige næsten sindige væremåde, og nydelige udseende, og de store kraftige briller, satte prikken over i et.

Louise, sagde Poul, husker du de tre engelske skuespillere på motorcykler du og Klaus slæbte med herhjem, og som næsten spiste os ud af huset, i den uge de var her?

Louise nikkede spændt.

De har lige meldt deres ankomst til dit bryllup.

Leonius.

søndag den 2. maj 2010

April-opgave: Føljeton 10


Doktor Ivar Buhl smilede nervøst og rødmede. I jakkesættet, der vist var blevet renset et par gange for meget, mindede han lidt om en fugleunge. Ivar Buhl var skaldet, først i tresserne og temmelig rynket.

"Jo, Louise Hansen – en kort kunstpause – Louise Hansen har jo været min patient i flere omgange...."

"Ja tak" afbrød kommissær Madsen i et lettere irriteret tonefald. "Det jeg er interesseret i, er et billede af Louise Hansens karakter. Hvordan reagerer hun i pressede situationer. Er hun farlig for sig selv og sine omgivelser. Har hun psykopatiske træk o.s.v." Madsen afbrød sin salve mod doktor Buhl og så opfordrende på ham.

Buhl tænkte, at Madsen mindede ham om oberst Hackle fra Matador. "Æh..." begyndte doktor Buhl, som havde tabt tråden efter denne verbale kanonade. "Jo, Louise Hansen kan være meget impulsiv og under pres også reagere ret voldsomt. Ikke at hun egentlig er ond, men når det drejer sig om at opnå hvad hun vil glemmer hun sig selv og sine omgivelser. I den forstand kan hun godt være farlig. Man kan her godt tale om en form for psykopatisk adfærd. Men hun er dybest set en sød pige."

Madsen rømmede sig. Han kunne godt have tænkt sig et mere entydigt svar. For at vinde tid, så han samtidig ned ad det nålestribede og skærpede en pressefold mellem tommel og pegefinger.
Nærmest som om han talte med sig selv, resumerede Madsen: "Moderen er død, tilsyneladende efter et slagsmål i hjemmet. Vennen eller samleveren, hvad han nu er, Poul Schurke, og Louise Hansen er forsvundet. Vi har altså to personer på flugt. Hvordan ville Louise Hansen reagere i en flugtsituation?" spurgte Madsen, henvendt til doktor Buhl.

"Det er meget svært at sige" begyndte doktor Buhl tøvende. "Men hun talte ofte om at hun gerne ville flytte til København. Væk fra moderen og senest jeg havde hende i konsultation var det ønske blevet styrket p.g.a. denne Poul Schurke, som hun var bange for. Så man kunne godt forestille sig at hun var taget til København."

Denne oplysning fra ham selv fik nogle brikker til at falde på plads for doktor Buhl og han udbrød, inden han kunne nå at tage sig i det: "Jeg tror jeg så Louise i toget, --- men hun var jo lyshåret".

Der blev dødstille i lokalet, som når man venter på braget fra en håndgranat man lige har kastet.
Kommissær Madsen betragtede doktor Buhl, som om han havde fået øje på en flue på sin leverpostejmad. Så kom braget: "Hvorfor FANDEN har De ikke fortalt mig det noget før?"

Jørn E/30. april 2010

lørdag den 1. maj 2010

Hvordan man IKKE skriver dialog


1. Brug inquit hele tiden (han sagde, hun sagde osv).

Det sænker også tempoet og underholdningsværdien af en samtale, hvis man hele tiden bruger varianter, som f.eks. ´lo hun´, ´råbte Danny´ og ´kvidrede Sanne´.
Når det er nødvendigt at gøre læseren opmærksom på, hvem den talende er, kan man fortælle, hvad personen foretager sig imens.

”Hvad laver du?” Han lagde hovedet på skrå og gloede op og ned ad mig, samtidig med at hans pegefinger gravede efter et eller andet oppe i næsen.

2. Overdriv beskrivelsen.

”Hvor er det skønt, at du inviterede mig ud til middag, Alexander. Jeg elsker at spise ude med en flot, mørkhåret læge, selv om du måske fylder lidt rigeligt midt på.”

I det virkelige liv har Alexander ikke brug for at blive gjort opmærksom på, at han er læge, eller hvordan han ser ud. Den anden sætning er primært ´plantet´ for at give læseren information, som forfatteren burde give videre på anden måde.

3. Belærende dialog.

Forfatteren har været flittig med sin research eller er ekspert på et område, og nu skal hans personer med vold og magt have det ud mellem sidebenene, så det ikke skal være spildt.

4. Ensartet eller opstyltet dialog.

Alle personer taler ens, eller deres sætninger lyder formelle og uægte.

5. Perfekt eller overformel dialog.

Gør altid sætningerne færdige, og lad hver person få lov at tale ud, før den næste får ordet.

”Kæreste Alexander. Nu må du ikke tro, det betyder det fjerneste, at jeg tog en enkelt kop kaffe med Hans Jørgen, min gamle skolekammerat, som nu er blevet en stor, blond mekaniker, selv om han har de dejligste stærke hænder og en flot, muskuløs krop og en hel måtte af hår på brystet. Duften af motorolie har selvfølgelig også en vis tiltrækning. Men du ved jo, at det er dig, den smarte læge med den høje lønramme, jeg elsker.”


Men hvordan gør man det så rigtigt?
Et rigtig godt råd er at læse din dialog højt nogle gange. Er det sådan, folk taler?

Er der forskel på dine personer, så teenageren lyder ung, oldemor lyder gammel, politikeren har en kliché klar på tungen osv?

Er der bid i din dialog? Lærer vi noget nyt om dine personer og bærer den handlingen videre?

Misforstår dine personer af og til hinanden, og opstår der spændinger mellem dem undervejs?

Husker du at lægge ufærdige sætninger, talefejl og grammatikfejl ind af og til?

Og i kommentarfeltet er der nu plads til DINE bedste råd om at skrive en god, troværdig dialog.