lørdag den 28. august 2010

De glødende sko


Denne uges indlæg er blevet til i samarbejde mellem "Nenner", som en del af jer kender fra Saxo Forfatterskole, og Jørn. Hun skrev digtet, "De glødende sko", og Jørn E. blev så betaget af teksten, at han besluttede sig for at illustrere det.



------------------------------------------------


”Hedebølge, byen koger, gader smelter, luk din dør”.
den fjerne speakerstemme slynger forgreninger af lyd,
ind i drømmenes spindelvævsfine glaskolbeværk,
vi sover, det tror vi og gulvene bærer os, indboet, huset med
fluerne, duernes plads på gesimsen med hovedet skjult under vingen
og alt er sædvanligt og tyst som et bryst i en ømtrundet hånd

I storbyens summende natlige stilhed med sovende parker og ørkner af sten,
flakker støjen omkring som en vind af insekter fra stemmer, sirenerne, råb
fra avisbude, pigerne, bilerne, samlerne og dem der ved af, at vi sover.
Hvad gør de om natten

Men sengen på første, begynder at brænde og sejle i dunstende dampe
og luften forsvinder fra munden og brystet i en søvn, som ikke vil standse,
spændt fast er en lunge som tøjret til halsen og spyttet fordamper I munden.
Og krummer sig sammen og presser et skrig…
men dets luft kommer ud som et strå af et suk.

Og øjnene, lukkede, vil ikke andet og lyshavets bølger slår ind om en seng.
Nu brænder den, glødernes øjne de stirrer fra sprækken i lagnet,
men ser kun en ild som af flakkende fødder, der danser og flokkes, som jagende hunde og harer på flugt.

De tror at de sover, de drømmer slet ikke, de lyser som solen, det flydende guld.
Et ansigt er varmt, der er gløder i gulvet, det skurede gamle utætte træ,
en stolthed og glæde at gå på for fødderne, ståsted og verden, det elskede hjem.
Og stolens betræk og tapetet bliver brunt og kjolen og
skoene gløder.
Da vågner jeg, ser dig, dit ansigt forvrænget, de flagrende arme,
din krop dine fødder, der danser afsted,
Din syngende messen, besværgende stemme:
”Min elskede, elskede, elskede kom”!

og foden i gulvet, du tramper vanviddets datter og
et bumbum...et bumbum…et bumbum i gulvet tramper, som
igen og igen.

Du danser for døren med kranse og tegn, du tror at han kommer, du,
“hører hans trin og han kommer om lidt, nu tålmodig veninde,
vær ikke bekymret, jeg ved det bestemt at
han kommer om lidt”.
Og ilden vil brænde, den æder det hele,

Med flammer fra brændende væger og mønstre er gulvet indtegnet,
en helligheds plads for den salige indgang, narcisserne plukket
de ligger ved døren, som sprænges af kræfter du slet ikke kender.

Du spiste i køkkenet og drak af min vin, du talte om alting men intet om ham,
din jomfrudoms elsker, nej aldrig om ham,
mens vanviddet tændte en brand i dit mørke, uendeligt stort

Huset er vågnet, vi myldrer som myrer med spande og tæpper og sprøjter og joh…
Jeg græder som pisket,
en jomfru gik bort…med en tåre på kinden, uskyldige Kate
med svidende kød
og en glødende sko….

Jeg tumler omkring, slukker ild, rydder op
mens jeg snubler i udbrændt stearin
og de fineste småbitte kniplingestumper
af jomfrueligt drømmegardin.

Nu åbner jeg vinduet igen.

lørdag den 21. august 2010

Skudt forbi

17-årige Annabella er datter af mine gamle ´bekendte´ Arnold og Erna (på engelsk: Arnold og Mildred Kickinbottom). Hun er stuepige på det lokale gods i Knavesborough. Indtil videre. Den lille episode her indgår ikke i manuskriptet til min krimi ”The Cosy Knave”, for jeg ved ikke helt, hvordan det er med ophavsret, men man kunne måske kalde den overskudsmateriale eller fraklip. Håber den giver mening som en selvstændig, lille historie.

OBS: nu må I endelig lægge mærke til august-opgaven under min tekst. Tak til Bente.



Forfatter: Dorte Jakobsen

Annabella Kickinbottom tog en slurk af madsherryen. Tilværelsen var så sort og koldt og trist. Hendes mor havde været efter hende igen i går. Hun påstod, Annabella havde et regulært alkoholproblem, og i morges havde kokken truet med at tælle flaskerne i spisekammeret. Som om det ikke var nok, havde gartneren skreget efter hende, at han var færdig med at redde hendes magre røv op af vandskorpen efter sidste uge. Og hvis hun blev fyret fra sit job igen, ville der ikke være nogen som helst tilbage i Knavesborough, som ikke kendte hendes ry på forhånd. Hun havde været så heldig med, at Sir Baldini ikke havde tænkt på at spørge efter anbefalinger.

I en lad bevægelse sigtede hun på kokkens grimme, gamle hankat med butlerens haglgevær. Den havde slængt sig som en selvdød krage øverst på havemuren. Hun kunne forresten heller ikke fordrage Mrs McVities´ overklassekøkken. Hvorfor kalde det haute cuisine, når det smagte som hjemmesyltet kattemad? Hun tog en slurk til. Hvis de fyrede hende, blev hun nødt til at flytte hjem igen. Hun havde ikke noget imod sin mors hjemmebagte scones eller sin fars whisky, men at blive tvunget til at bo lige midt i slagmarken?

Nej, den tanke var slet ikke til at holde ud! I et øjebliks vanvid kneb hun øjnene sammen og krummede fingeren om aftrækkeren. Annabella væltede bagover som sparket af et muldyr, mens det rungede mellem de massive kampestensmure.

Et splitsekund efter opdagede hun, at det slet ikke var den skabede kat, hun havde sigtet på, men butlerens mølædte paryk. Lipton sprang op fra sin havestol bag den lave mur, mens han vrælede en strøm af gloser, som selv Annabella aldrig havde hørt før.

Ups, nu måtte hun hellere gå i dækning. Sikken et held hun var elendig til at skyde, hun måtte have ramt flere meter forbi ham.

Småfnisende dykkede hun ind i køkkenets beskyttende skygger, lige som Sir Baldini kom farende op fra kældertrappen, flaksende med sine lange arme. Snarrådigt smed hun geværet ind bag det høje køleskab.

“Hvem i alverden har skudt min bedste tønde sherry?” tordnede han. “Den tønde, jeg har lagt til side til min tres års fødselsdag.”

Annabella ønskede sig selv tillykke med, at hun havde reageret så prompte. Hun besluttede sig for at byde ham en slurk af sherryen for at formilde ham lidt. Hun rakte armen frem og forstod pludselig, at det måtte være flasken, hun havde stukket ind bag køleskabet.

August-opgave


Foto: Jørn E
Opgave: Bente

Kære alle!

Jeg nævnte på et tidspunkt i en kommentar, at jeg havde set en lille notits i Fyns Stiftstidende fredag d. 16/7, som fik mig til at tænke, at det kunne der da vist skrives en tekst over. Da det er første opgave efter ferien, synes jeg, at der skal være frit valg på alle hylder vedrørende valg af genre, fortællertype, synsvinkelbærer med mere.

Her kommer notitsen:

”Dement fundet i skov

Den 77-årige, demente NN, der har været forsvundet fra plejehjemmet Nordstjernen siden mandag aften, er blevet fundet i live, oplyser TV/Midt-Vest.
Ved 15- tiden i går fandt et hold skovarbejdere den demente mand dybt inde i en skov ved Mønsted. Skovarbejderne deltog ikke i eftersøgningen, men var på arbejde i skoven.
Siden mandag klokken 23 har politiet ledt med hunde og helikopter efter den 77-årige mand, der lider af Alzheimers.”

Rigtig god fornøjelse!

-------------------------------------------

Jeg vil også gerne dele et godt link med jer fra storyfix.com

Her finder man ”story structure” i en visuel tiltalende og meget organiseret udgave. Dog er den på engelsk og med meget små typer, men det kan der jo rådes bod på.

Det er fra den amerikanske forfatter, Larry Brooks’ hjemmeside www.storyfix.com.

De bedste skrivehilsner og rigtig god fornøjelse!
Bente

------------------------------------------

Jeg foreslår en deadline som hedder 5. september.

torsdag den 19. august 2010

Min skrivesommer

Foto: mit dejlige skrivehjørne udenfor sommerhuset

I forsommeren foreslog jeg, at bloggens medlemmer kunne sende rapporter fra sommerlandet og fortælle os, hvad de havde oplevet i de (forhåbentlig) dejlige sommermåneder.

Og her er så min egen sommerberetning.

Lige omkring Sct Hans havde jeg brug for et nyt skriveprojekt, forstået både på den måde, at jeg var færdig med manuskriptet til en dansk krimi, og at jeg trængte til at kaste mig ud i noget anderledes. I løbet af nogle få dage bestemte jeg mig for at prøve kræfter med en ny genre: ”Cosy Mystery.” Nå ja, det er selvfølgelig også nyt for mig at skrive en hel krimi på engelsk.

”Cosy Mystery”, eller hyggekrimi på dansk, er nok ikke en genre, der er særlig udbredt i Skandinavien. De fleste læsere foretrækker krimier, som er barskere og mere realistiske. Men jeg har nu valgt at prøve, dels fordi min egen variant af genren er parodien, så jeg har alle muligheder for at putte lidt humor i.

I løbet af bare tre dage havde jeg ideen og den første skitse til plottet af ”The Cosy Knave”, to A4-sider med en oversigt over forløbet, og 27. juni gik jeg i gang med at skrive.

Ud over et grundigt kendskab til genren, har en af mine amerikanske blogvenner også anbefalet, at man bare hamrer løs på tastaturet ved første gennemskrivning, næsten bare lader ordene myldre ned på ´papiret´ uden at tænke på kvaliteten. Jeg ved godt, Saxo anbefaler det samme til korte tekster eller scener, men jeg har egentlig ikke tænkt på, at samme metode kunne anvendes på en hel roman. Men når andre kan, så kunne jeg måske også?

Jeg kan selvfølgelig ikke svare for kvaliteten af slutproduktet endnu, men siden 27. juni har jeg skrevet 35.000 ord, og da hyggekrimier som regel ikke er så lange, betyder det, at på bare otte uger er jeg kommet halvvejs.

Og det allerbedste? Jeg har aldrig før moret mig så meget, mens jeg skrev. Jeg vil ikke ligefrem påstå, det går over stok og sten hver dag, men i lange perioder har jeg været i stand til at skrive tusind ord om dagen i gennemsnit, og for mig er det virkelig meget. Nu hvor skolen er startet igen, går det selvfølgelig langsommere, men jeg bobler stadig af begejstring og skriveglæde -i så høj grad, at det somme tider er lykkedes mig at skrive lidt om morgenen! Helt uhørt!

Man kan godt få en lille smagsprøve, hvis man spørger (men den er selvfølgelig på engelsk). Mange af jer vil for øvrigt genkende to af personerne; gode gamle Arnold og hans Erna (Arnold og Mildred Kickinbottom).

lørdag den 14. august 2010

Hvor skal vi hen, du?


Så er sommerferien gået. Tak til den lille flok medlemmer, som har været med til at holde Skrive-bloggen i gang!

Men nu er vi snart midt i august, og der er ikke særlig mange tegn på, at aktiviteten stiger. Så dette indlæg er sidste udkald: hvis I har brug for Skrive-bloggen som platform eller udstillingsvindue, er det nu, I må give lyd (tekst) fra jer.

Ellers vil jeg sige tak for godt samarbejde i trekvart år, og held og lykke til jer alle, uanset om I skriver på det ene eller det andet plan.

lørdag den 7. august 2010

Nøglepost


forfatter: Leonius

Jeg opdagede det ikke før jeg skulle til at starte bilen igen, og det kunne ikke lade sig gøre. Der er nogle små væsentlige ting, der skal til for at sætte en bil i gang, og det er bl.a. nøglerne. Dem havde jeg ikke.

Jeg havde lige haft dem i hånden, en nøglering med fire nøgler og et læderskilt, Volvo. Langsomt gik det op for mig, hvor de var, jeg så hele handlingsforløbet, jeg så billederne, jeg hørte lydene, det var skørt, og han kommer først om en lille time.

Jeg havde siddet hjemme og ordnet noget post, 9 breve var det blevet til. Jeg var glad for at de nu var skrevet, mange af brevene havde været undervejs i over en måned, så nu var min dårlige samvittighed væk. Jeg var glad, også fordi jeg, allerede nu, havde svaret en god gammel ven, på hans brev, som jeg fik i dag.

Han havde faktisk inspireret mig til at få ordnet alt skriveriet på en gang. Hans brev havde sat mig i en rigtig god stemning, han havde som bare nævnt de smukke efterårsfarver i hans have, men jeg opdagede, at de samme farver også var her.

Solen skinnede medens jeg skrev, blæsten forsøgte ihærdigt at flå de sidste halvtørre blade af træerne, så de kunne vise deres rene silhuet mod den blå himmel, på en af de tynde grene sad en fugl og gyngede, jamen jeg var, næsten blevet euforisk. Der var ingen tvivl om, at denne stemning, også smittede lidt af i de breve, jeg skrev.

Jeg køber altid frimærker, når jeg er på posthuset, så jeg har, hvis jeg skal sende noget. Vi har landpost her, så brevene skal bare lægges ud i vores postkasse, for at blive ekspederet.

Posten havde været her, så for at få brevene ud til i morgen, måtte jeg køre, de små 2 km. der er op til postkassen, som tømmes hen under aften. Det var der jeg var nu, uden bilnøgler.

Den blæst, jeg så inde fra mit lune kontor, så hyggeligt blæse bladene af træerne, var nu i gang med at give mig en slem forkølelse på halsen, jeg havde ikke taget noget overtøj på, jeg skulle jo bare ud i min varme bil. Varmen i bilen, var blæst væk, allerede da jeg åbnede døren og steg ud. Nu sad jeg og frøs jammerligt, og bandede i mit stille sind over efteråret.

Jeg tænkte tilbage på optakten til denne ulidelige situation, så mig selv standse bilen ved postkassen, slukke motoren, tage nøglerne ud af tændingen, og med brevene i min venstre hånd, stige ud. Jeg gik rundt om bilen, over fortovet, åbnede sprækken og smed nøglerne i postkassen. Så gik jeg tilbage til bilen, satte mig ind, og hvor nødig jeg end vil indrømme det, så jeg mig selv føre brevene ned mod tændingslåsen.

Først nu kunne jeg forstå den lyd, der var kommet fra postkassen da mine nøgler dumpede ned til de andre breve.

Jeg sidder og fryser inde i min bil, det blæser så kraftigt udenfor, at det rykker i bilen, træerne stritter imod, og der er 35 minutter til, før postkassen bliver tømt.

Det knagede i det store bøgetræ, som jeg holdt under, og en lille tør gren faldt ned på fortovet. Jeg kom til at tænke på de lysegrønne blade der i foråret havde piblet frem på denne gren, jeg så farven for mig, hvor var det en smuk farve. Jeg så for mig bladet springe ud, først i pæne nydelige folder, så rette sig ud, for til sidst at strutte af livslyst. Hvor var det egentligt fantastisk.

Jeg tænkte på de breve jeg havde skrevet, hvor hyggeligt det egentlig var, at skrive breve, på gammeldags maner.

Jeg bruger selv meget e-mail, men af en eller anden grund, bliver en e-mail aldrig så personlig, som et almindeligt brev, det er simpelthen for stift. Jeg tror ikke man kan nyde en e-mail, men man kan nyde et brev. Det kan have noget at gøre med, at det brev man sidder og læser, har man i hånden, man kan sidde i sin lænestol med det. Skal man gøre det med en e-mail, må man først skrive det ud, og så har man ikke kun ordene fra afsenderen, der står så mange andre ting på udskriften, at den slet ikke kan virke privat.

Det gav et sæt i mig, en stor kvist var faldet ned på taget af min bil, og i et split sekund anede jeg ikke hvad der var årsagen til den voldsomme lyd, så jeg blev naturligvis nervøs, men det var jo bare den stærke efterårsblæst.

25 minutter igen, hvis altså han kommer præcis.

Jens, min gamle skolekammerat, som har boet i Sønderborg en årrække, sammen med sin, nu afdøde hustru, skrev, at han havde gået en tur i byen, nede ved slottet, og set at man var ved at restaurerer et lille gammelt byhus, at der blev ofret en hel del på bindingsværket, det var rigtig pænt arbejde, godt håndværk. Huset var ikke ret stort, og at sådan et lille hus, måske var en god ide for ham, når han nu var blevet alene, det store hus var blevet for omfattende for ham. Der var en lille gårdhave, helt lukket, man kunne sidde derude helt ugenert og filosoferer, han havde lagt mærke til, at haven bar præg af at være en meget gammel og smuk have, og det var tydeligt, at håndværkerne tog hensyn til beplantningen. Han havde haft lyst til at se hvordan håndværkerne indrettede det indvendige af huset, men der var for meget aktivitet til at han ville forstyrre, men han ville nok gøre det en af dagene.

I den lille have, havde der siddet en lille fugl, han kunne ikke se den, men den sang så smukt.

Egentlig underligt, jeg sidder her i min bil og fryser, og glæder mig over billederne, jeg har dannet mig, af det lille hus.

Halvt op på fortovet, ekstrem tæt på min bil stopper han, posten, jeg havde ikke tænkt på, at jeg måske havde taget hans plads.

Post, post, jeg har et problem!

Jeg er på vej hjem nu, egentlig i rigtig godt humør, jeg fik mine nøgler, posten grinede af mig, meget, jeg tror såmænd han griner endnu, jeg har varme i vognen, alt i alt, en god aftentur.

Brevene har jeg med hjem igen, jeg glemte at afleverer dem, men pyt, jeg lægger dem ud til landposten.