søndag den 28. februar 2010

Nyt


Nu har jeg jo heldigvis åbnet for, at medlemmer meget gerne må reklamere, når de får noget udgivet, allerede i december, hvor Lisa var aktuel med en børnebog.

Så mon ikke I tilgiver mig, hvis jeg fortæller min egen lille succeshistorie?

Siden oktober har jeg sendt engelske ´flash fiction stories´ af sted til en række online tidsskrifter i USA. I efteråret blev det til fire styk, og de blev alle afvist, men en enkelt redaktør roste mit sprog, og det var opmuntring nok til at fortsætte.

I løbet af december-februar har jeg sendt ti mere af sted. Det er blevet til to afslag mere, syv jeg ikke har hørt fra, og i går fandt jeg så denne mail i min spam-indbakke:

Dear Dorte Jakobsen,

We are pleased to tell you that we have decided to publish your story "Lollipop" in Every Day Fiction. ...

We will contact you again when we know the date of publication. For now, congratulations and we look forward to seeing more of your work.

Sincerely,
All of us at Every Day Fiction

Desuden har de været så hjælpsomme at sende mig de to redaktørers udtalelse. Den slags er ALTID til stor hjælp for en forfatter (uanset om de er positive eller negative), og jeg tænkte I også ville være interesserede i at se, at selv om den første læser egentlig ikke er så positiv, så gik det altså alligevel (den anden læser er nemlig ledende redaktør).

1) Some good writing here, but this piece reads much more like a vignette than a full story. And you really only hint at the fact that this is a mystery/suspense piece, with the final line.

2) Very well written, with a lot packed into few words. This is one of those pieces where a lot is left up to the reader, but the clues are there. I would suggest ..... , but other than that it worked for me.

Nå ja, og så tjener jeg hele tre dollars på mine 300 ord. Ikke meget, men i betragtning af, at Every Day Fiction er et gratis, online tidsskrift, er det et beundringsværdigt projekt, jeg er meget stolt af at være en del af.

Februar-opgave: Et møde - stærkt og sødt


forfatter: Ragnhild Jakobsen

Dr. Nielsen, sagde han og rakte hånden frem mod hende. Hun løftede blikket, betragtede ham et kort øjeblik, før hun nærmede sin hånd mod hans.

Med antydningen af et sødmefyldt smil svarede hun: Jacobsen. Hun kunne af gode grunde ikke præsentere sig med position – og da slet ikke med fornavn.

De stod for sig selv i et hjørne af en stor lys stue. Snak og latter bølgede imod dem fra en flok livlige mennesker, som var godt i gang med en større brunch.

Ingen bemærkede de to. De blev stående i deres hjørne og faldt i snak med hinanden. Hun lyttede opmærksomt uden egentlig at ville det. Dr. Nielsen havde en mørk og melodisk stemme. Han var nået til fortællingen om sig selv. Hans slægt havde haft et stærkt tilhørsforhold til det gamle apotek i Hobro. Faderens og hans generation havde virkelig slidt med at udvikle og senere forfine et medicinsk koncept. Det lykkedes. Produktet blev med årene en stor succes.

Der havde ikke været den samme udfordring til ham og hans generation af slægten. Hun fornemmede, at han var lidt bitter, men det skærpede blot hendes interesse for ham. Dr. Nielsen fortalte så levende. Det var, som om ordene flød mod hende. Hun lod sig forføre af hans stemme og af styrken bag hans ord.

Hun mærkede Dr. Nielsens intense blik og fornemmede hans dybe fascination. Måske var det rigtigt, når folk sagde om hende, at en egen sødme lå som en aura om hele hendes personlighed. Hun måtte da også fortælle om sig selv – om Jacobsen - og alt det, hun indeholdt. Men det var, som om ordene klæbede og ikke ville frem.

De hørte intet. De så kun hinanden. Hun måtte synke en ekstra gang, før hun lukkede øjnene og lænede sig ind mod ham.

”Hej, nu skal vi da hilse på Dr. Nielsen og Jacobsen”, råbte en fra selskabet, brød fortryllelsen og trak dem med sig. En ved hver hånd. Mens begærlige øjne så på Jacobsen og omklamrende fingre berørte hende overalt, så hun med sløret blik, hvordan Dr. Nielsen bukkede dybere og dybere for hver enkelt gæst.

Som en voldsom kakofoni skrålede talrige stemmer skåååål , uuuhm , skåååål, mens en overstemme hylede, at der intet var som en god bitter og et stykke fyldt chokolade.

lørdag den 27. februar 2010

Debat-lørdag. Tema: digte.

Tak til Jørn, som har sendt en oversigt over forskellige kategorier af digte (beklager, at formatet er meget småt). Men dobbeltklik på oversigterne for at se dem i et større format og brug tilbageknappen for at komme tilbage til bloggen.


Som jeg vist har nævnt tidligere, er det ikke en genre, jeg selv beskæftiger mig med, så jeg håber, de af jer som ved mere og evt skriver digte selv, bidrager med viden og spændende vinkler.






fredag den 26. februar 2010

Februar-opgave: Madame i tivoli

forfatter og foto: Jørn E

Madame la vache quit rit drev en forretning med importerede franske oste. Hendes gode smag og milde væsen gjorde at hun var vellidt af både voksne og børn. Altid smilende og med noget friskt og landligt over sig.

Madame havde besluttet, at gøre et salgsfremstød vendt mod restaurationsbranchen. Da foråret nærmede sig, besluttede hun sig for at henvende sig til hr. Tivoli.
Hun havde besøgt ham adskillige gange og kendte ham som en festlig, glad og særdeles underholdende person. Men det vigtigste var den kendsgerning, at han drev adskillige restauranter indenfor sin forlystelsespark. Hvis hun kunne få sat et salg af sine produkter i system her, var hun sikker på, at der var gode penge at tjene.

Madame fik aftalt et møde med hr. Tivoli, som inviterede hende til frokost hos sin gode ven og restauratør, hr. Divan d. 1ste Senior. Han var en af de toneangivende restauratører i hr. Tivolis have.

Den dag madame skulle til det vigtige møde måtte hun i huj og hast lave en aftale med en bekendt, hr. Ariva om at køre for sig. Det var madame ikke særligt tryg ved, for hr. Ariva var ikke ligefrem kendt for sin præcision, og det var naturligvis meget vigtigt for hende, at hun ikke kom for sent til mødet med hr. Tivoli og Divan d. 1ste Senior. Hendes italienske mand, Alfa Romeo, kunne nemlig ikke køre for hende. Han skulle til motortræf med vennerne i klubben meddelte han og drønede af sted.

Som sædvanligt var hr. Ariva forsinket . Resultatet var, at madame kom et kvarter for sent til mødet. Hun undskyldte mange gange og med sit afvæbnende smil og sit milde væsen blødgjode hun de to forretningsfolk. Særligt hr. Tivoli var meget betaget af madames franske udstråling.

Mødet gik godt, og som afslutning på en god forretning inviterede hr. Tivoli madame la vache qui rit på en rundtur i haven, hvor han endte med at give hende og hendes trekant en ordentlig tur i gyngen.

Jørn E./21. februar 2010

torsdag den 25. februar 2010

Februar-opgave: I sauna med Chili Burn

forfatter: Bente Pedersen

Afterskiing var et dejligt afslappende mellemspil for Livol Vital efter dagens oplevelser ude på løjperne. Hun kom ind i pejsestuen og satte sig foran den gnitrende ild. Skuttede sig og gned varme ind i hænderne. De friske røde æblekinder lyste op og bidrog til hendes i forvejen smukke udstråling.

Hun kiggede sig omkring efter de to veninder, Kamille The og Oliveum Vitae. Efter morgenkaffen på hotellet havde de valgt at splitte op resten af dagen. Kamille ville bruge dagen på hotellet. Hun kunne ikke rigtig få bugt med en hoste, der ind imellem tog vejret fra hende. Temmelig uforeneligt med hæsblæsende ture ned af løjperne, hvor Livol og Oliveum ville være at finde det meste af tiden.

Livol ventede nu utålmodigt på de andre med en varm toddy i hånden. Hun glædede sig til at fortælle dem om den yderst attraktive mand, hun havde mødt lige efter frokost. Blot to minutter inde i deres første spæde samtale i køen ved skihejsen havde han uden videre spurgt hende, om hun kunne tænke sig at nyde en wellnessaften sammen med ham. Han skitserede et scenarie bestående af tændte fakler, champagne, frisk frugt og sauna nede ved bjergsøen. Som om hun bare sådan gik i sauna med hvem som helst. I alle tilfælde ikke uden at kende navnet først. ”Chili Burn!” havde han lige nået at præsentere sig, inden skiliften bortførte hende. Hans stemme mindende hende om overfladen på en creme brulee: sprød, delikat og varm. En dessert, der så absolut lå øverst på hendes hitliste, så hun var nu temmelig opsat på at dukke op senere ved den hestetrukne kane, der skulle bringe dem begge ned til søen.

Hvor blev de mon af? Hun ringede lettere rastløs op til Kamille på værelset. ”Uh, jeg har det meget, meget bedre”, fnisende hun i røret. ”Jeg mødte sådan en charmerende mand i formiddags, da jeg lige var et smut nede i foyeren. Da han hørte min hule hoste, insisterede han på at heale mig med sine varme hænder.” Livol hørte kun efter med et halvt øre, da hun i det samme så Oliveum komme småhumpende ind ad døren. Vinkede hende hen mod pejsen med den frie hånd. ”Ja, og hosten var da så absolut ikke det eneste, han fik taget under kærlig behandling.” Kamille skruede ivrigt op for stemmen i den anden ende af røret: ”Han inviterede mig på den helt store saunatur i aften nede ved søen. Kanetur, champagne, fakler …..You name it! Jeg tror faktisk, at jeg nu er rask nok til at klare det, så jeg kommer ned til afterskiing om lidt. See you!”

Oliveum satte sig ved siden af Livol. Hendes øjne skinnede blanke under det sorte pandehår. ”Nu skal du altså høre noget meget spændende”, begyndte hun ivrigt. Da jeg i eftermiddag var på vej ned ad rød løjpe, fik jeg øje på en orangerød skijakke, der nærmede sig hurtigt bagfra. Jeg blev så distraheret, at jeg mistede balancen og væltede. Pinligt. Dybt fjollet at ligge der og rode i en snebunke med stængerne lige i vejret. Jeg ville skynde mig op at stå, men kunne bare ikke. Min ankel gjorde så pokkers ondt!” Hendes stemme anglede efter venindeomsorg. ”Hvordan er du så kommet ned til hotellet?”, brød Livol ind. ”Ja det er godt nok et helt fantastisk held i uheld!” Oliveums stemme var nu henført begejstret. ”Min forfølger kom straks hen for at hjælpe mig. Jeg siger dig, han var nice. George Clooney kan godt pakke sammen. Han hev straks min skistøvle af, dernæst min uldne skisok, og så befandt min ømme nøgne ankel sig i et behageligt selskab med to yderst varme hænder.” Hun slyngede det lange sorte hår i en smuk bue over højre skulder, inden hun med svømmende øjne fortsatte: ”Og så inviterede han mig i sauna i aften nede ved søen. Hvad skal du for resten lave i aften?”

Lyset i Livols æblekinder var nu nede på normal styrke. Hun bøjede sig frem og rakte ud efter et tilfældigt damemagasin på det lille bord. Et lille smil krøllede sig først forsigtigt i den ene mundvig, men bredte sig så helt op til kanten af øreflipperne, da hun svarede:” Åh jeg tror såmænd bare, at jeg vil tilbringe tiden i dynerne med Nesbø og Neuhaus.”

onsdag den 24. februar 2010

Februar-opgave: Men det er Danmarks, der du´r


forfatter og foto: Leonius

Danmark og Rich´s var anbragt ved siden af hinanden, og egentlig var det meget naturligt fordi de jo begge to var erstatninger for den ægte vare.
I det hele taget var rummet indrettet så de forskellige skilte og mærker var placeret i de grupper de hørte til.
Når der ikke var besøgende, var der en livlig debat.

Rich´s havde i næsten 2 timer drillet Danmark med sit: Det er Rich´s der drik´s”.
Danmark havde søgt at overhøre disse underlødige bemærkninger, mest fordi det var det samme hver evige dag, og Danmark syntes det blev for idiotisk, hun ville meget heller tale om noget mere betydningsfuldt, som f.eks. hvor smukt et navn hun havde fået, i modsætning til Rich´s.
Kongen Tisser Alle Steder – Kongen Tisser Alle Steder.
Det var det rædselsfulde K.T.A.S. skilt der igen opførte sig overordentlig barnligt.
Alle i rummet plejede at overhøre knægten, for det var jo noget gedigent pjat.
Naturligvis havde Kongen ikke gået og tisset alle steder, og alle i rummet vidste udmærket godt, at det rigtige navn var: Københavns Telefon Aktie Selskab.
Hvorfor siger du det ikke bare, så vi kan blive fri for det Rich´s pjat. Det var Hof, der med en grundig rusten stemme prøvede at hjælpe Danmark, og få lidt ro i lokalet, han havde en velvoksen hovedpine, som skreg på fred.
Kære Hof, sagde Danmark, du ved jo at Rich´s bliver ked af det, han er jo så forfærdelig jaloux.
L'Oréal brød ind med sin lidt snobbede tøse-stemme: ”Det forstår jeg godt Danmark, men du skal ikke tage så meget hensyn til Rich´s, - han- er det ikke værd.”
Hvis du sender ham over til mig, spottede Flittige Hænder, så skal jeg nok befamle ham så meget, at han bliver nødt til at søge ny erstatning..
Dagens Nyheder gik nu igang med alle sine overskrifter, som ind imellem kunne virke helt nye, fordi hun hele tiden blandede dem rundt.
Hold da kæft, hvor er jeg træt af alt det løgn, du hele tiden disker op med, sagde den buttede Eksport fra Aalborg Akvavit, og så har dine elendige nyheder jo for længst passeret udløbsdatoen, de sidste nyheder du skrev, var den 3. september 1961. Eksport klukkede musikalsk, en lyd han yndede at forføre forsvarsløse sjæle med.
Det er uhyre vanskeligt, sagde Dagens Nyheder, at forstå hvad det egentlig er, den overrislede Svensker taler om, skulle han ikke hænge et eller andet sted i Sverige?
Jeg vil hellere ha´en STAR, kom det over fra Øl væggen
Volvo Amazon brød ind, hun havde skruet sin dominerende stemme på: ”Jeg bryder mig ikke om, at en nusset sprøjte insinuerer at Svenskere er beruset”
Kongen Tisser Alle Steder – Kongen Tisser Alle Steder, messede knægten fra K.T.A.S.
Skal vi ikke bare hygge os, kvidrede Glyngøre silden, den fede marinerede.
Der er bestemt ikke nogen grund til at hygge og feste, sagde LUX, ikke før vi har fundet den tiende, der ikke vasker sig ordentligt.
Der er altid plads til en til, hos mig, sang Rexona, drillende.
Kongen Tisser Alle Steder – Kongen Tisser Alle Steder.
Er der ikke en der kan knalde den Københavner-knægt en over nakken, råbte Kohberg?
Statstidende, som ind imellem blandede sig, for at præcisere, hvad der var ret og hvad der var vrang, sagde:
”Jeg vil gøre Volvo Amazonen opmærksom på, at hun faktisk ikke er Svensk men asiatisk, så hendes forsvar for det Svenske, virker noget påtaget. ”
Det er Rich´s der drik´s, kom det nu provokerende fra Rich´s, det var tydeligt, at der blev lagt op til ballade.
Danmark besluttede sig for at svare prompte, hvis Rich´s gjorde det én gang til...

Leonius.

tirsdag den 23. februar 2010

Knallerten

forfatter: Randi Abel

”Jeg tager over på sporteren sammen med Joachim!”

16-årige Aske springer ned af trappen, to trin ad gangen. Han stikker nøglen i låsen på sin cykel og vipper støttefoden op. Joachim bor tæt på sportspladsen, og de har aftalt at følges ad derover. De to drenge har været uadskillelige siden børnehaveklassen. Selv efter at de i år er startet på forskellige ungdomsuddannelser, ses de næsten hver dag.

”Det gamle lort,” stønner Aske på vej op ad bakken. Flere af cyklens gear virker ikke, og han må træde hårdt i pedalerne. Da han når toppen af bakken, kan han heldigvis lade cyklen gøre arbejdet resten af vejen.

Aske drejer i høj fart om hjørnet til Joachims villavej. Han er lige ved at torpedere en gammel dame og en lille, fed hund, som er på vej over gaden, men når at styre udenom. Damen er standset brat op. Hun svinger håndtasken i retning af ham, mens hun med høj, pibende stemme råber noget, Aske ikke kan høre. Hunden hopper gøende op og ned.

Han svinger ind i indkørslen, hopper af cyklen og lader den falde over mod hækken. På vej hen til hoveddøren får han øje på knallerten, som Joachim har parkeret udenfor den åbne garageport. Den nedgående sols stråler reflekteres i det sorte metal. Aske ændrer retning, står stille et øjeblik, inden han rækker en arm ud og lader hånden glide langsomt hen over den spejlblanke flade. Den anden hånd finder vej ned i hans lomme og kommer et øjeblik efter til syne igen. Aske kigger flygtigt på sømmet, han holder mellem tre fingre, inden dets spids trækker en sølvgrå stribe i det sorte.

mandag den 22. februar 2010

Spørgsmål til medlemmerne.

Vi har en fan af Skrive-bloggen, som ikke har deltaget i Saxo. Hun er ´skuffeforfatter´, og vil meget gerne vil være fuldgyldigt medlem af vores blog.

Er der nogen som har indvendinger?

Personligt synes jeg jo, det vil være rigtig fint med flere medlemmer; jeg vil meget gerne op på så stort et antal, at vi kun behøver skrive ca én tekst om måneden hver. Desuden er der jo mange medlemmer, som af forskellige grunde holder pauser fra skriveriet af og til, så lidt ny og frisk inspiration er nok sundt.

Men lad mig endelig høre, hvad I synes.

Brylluppet i Skovby

forfatter: Robert Mørk Tindholm foto: Jørn E

Endelig havde de fri, Johnny og Jorge sad på en bænk i den lille park og fik sig en fyraftensøl.
”Glæd dig til i aften, det bliver alle tiders fest” sagde Jorge, han fandt en cigaretpakke frem og bød vennen en smøg.
”Ja, du kan tro, jeg glæder mig, især til at blive hønefuld og danse til jeres vilde sigøjnermusik” han holdt inde et øjeblik ”jeg glæder mig også til at se jeres smukke kvinder” Johnny spidsede læberne og fløjtede stille.
”Ja, vi skal nok blive fulde” lovede Jorge,
”Når hele klanen er her i aften, skal du nok ikke rende rundt og kalde dem sigøjnere. Han smilede genert til Johnny ”Det kommer fra tysk 'ziehende Gauner' og betyder rejsende tyv, mange opfatter det negativt. Romaer er det rigtige”
”Okay tak for den, jeg kommer nok til at træde i spinaten et par gange, har aldrig oplevet et romabryllup, og der er vel et hav af traditioner”
”Ja, men tag det ikke så højtideligt, du er jo gajo, så du skal nok blive tilgivet det meste”

Det omrejsende tivoli, som Johnny arbejdede for, lå i Skovby, det var den smukkeste af sæsonens pladser. Bossen Antonio havde fået lov at leje den en ekstra dag, til den ældste søns bryllup.
De fleste af forlystelserne var pakket sammen. Kun det lille pariserhjul og en børnekarrusel skulle være en del af festen. En flok mænd var ved at rejse et cirkustelt, lånt til lejligheden.
En flok spillemænd havde fundet sammen under et stort kastanjetræ.
”Hvor mange kommer egentlig i aften?” spurgte Johnny og fandt et par øl mere frem fra posen.
”Der skal nok komme en hel del. Selv om mange romaer er i Sydfrankrig for at fejre 'Sorte Sarah'. Bare rolig, det bliver en kæmpefest”. Jorge viftede afværgende med den ene hånd ”Nej tak, den gamle bliver stiktosset, hvis jeg er fuld før gæsterne dukker op”

Johnny blev siddende på bænken og fik sig et par øl mere, mens han nød travlheden omkring sig. Maden kom til i biler, et overdådigt måltid var i vente. En teltarbejder kom over og drak en enkel øl med ham. Johnny var klar til bryllupsfesten.

Et par timer senere stod de to venner og tog imod gæsterne på den lille parkeringsplads. Stemningen var allerede høj, de skæve takter fra bryllupsmusikken fyldte den lune majluft, der blev hilst hjerteligt på Romani. En stor flok børn stod hujende i kø ved karrusellen.

Endelig dukkede brudeparret op, alle var glade, festen kunne for alvor begynde.
Bruden var smuk som et glansbillede og mindede Johnny om en drøm, eller var det et gammelt eventyr, han var ikke helt sikker.
Men andre smukke kvinder med farvestrålende kjoler og mørke mystiske øjne gjorde Johnny ør og svimmel den aften.

Langt senere, på de små timer, blev der danset flamenco. Palillos og guitar blandedes med glade stemmer. Johnny hørte bare ingenting, han lå under et bord i teltet og sov med et saligt smil på munden.

__________________________________________________________________________________

Gajo = ikke sigøjner (roma)
Sorte Sarah eller Sara-la-Kali = gudinde som tilbedes af Romaer fra hele verden i den sydfranske by Les Saintes-Maries de la Mer ved Middelhavets kyst. Hvert år d. 24. maj.
palillos = kastagnetter
Skovby = I dette tilfælde, en lille by i Østjylland, nu vokset sammen med Galten. Den ligger i Framlev sogn.

søndag den 21. februar 2010

Kampfælden


forfatter og foto: Theodor Klostergaard


Den store egetræsdør lukkede sig langsomt bag Fader Paul og dæmpede de hektiske lyde fra forkontoret. Der var køligere herinde og alligevel mærkede han, hvordan sveden brød frem og pakkede ham ind i en tynd film. John ville tage det med godt humør, men han ville være skuffet. At Paul ville tro det om ham. Men han kunne ikke vende om nu.

- Sæt dig bare ned.

Stemmen kom fra den anden ende af rummet, og efter en let tøven gik han de ti meter hen til det enorme skrivebord, der stod lige foran udsigten til byen nedenunder. Og lige foran den mand som sad og noterede flittigt i marginen på en bunke papirer. Han ligner sig selv, tænkte Fader Paul og satte sig langsomt ned på stolen til højre, mens han studerede sin gamle ven for at se, hvordan tiden havde behandlet ham.

Johns hår stod stadig ud til alle sider - Paul så for sig, hvordan de store hænder kørte utålmodigt igennem manken, når manden koncentrerede sig. Det var blevet gråt, men havde bevaret sin fylde. Ansigtet lignede også sig selv, selvom Fader Paul lagde mærke til et par lodrette streger mellem brynene, der havde fortrængt smilerynkerne om øjnene, som de mest markante rynker i ansigtet. Store buskede øjenbryn, der kørte op og ned i takt med tankerne inde bagved. Munden i en koncentreret, tynd streg. Pauls hjertebanken havde lagt sig igen og nu følte han sig næsten helt kuldskær; der var faktisk køligere herinde. Det var jo John. Hvordan kunne han overhovedet have tvivlet på ham?

- John?

Intet svar. En svag ændring i lyset gjorde rynkerne mellem brynene lidt dybere.

- John? Jeg har... vi bliver nødt til at tale. Sammen, mener jeg. Det er selvfølgelig fjollet, men folk... der er blevet sat nogle trælse rygter i omløb om, hvordan vi behandler folk, som ikke er enige med os...

- Øjeblik.

Den mørke, varme stemme. Forførende venlig. Og alligevel satte Fader Pauls hjerte hastigheden i vejret og sveden brød frem på ny. Der var en kant i stemmen, som han ikke havde hørt før.

Endelig lagde den anden mand sin pen til side, ordnede papirerne i en bunke og lagde dem til side. Så rejste han sig op og gik hen til vinduet. På intet tidspunkt havde han set på Fader Paul, der sad og spekulerede på, om han nogensinde før havde set sin gamle kammerat stå og vippe svagt med hænderne foldede på ryggen.

- Vi har kendt hinanden længe. Ingen tvivl om det. Engang tjente du Revolutionen godt.

Manden ved vinduet holdt en pause. Langsomt vuggede han frem og tilbage, og så fortsatte han.

- Men Folket har brug en stærk figur. De har brug for en leder. En som kan holde dem i hånden og fortælle dem, hvad de skal gøre, når mørket nærmer sig. En hyrde. Det burde du, af alle folk, vide, Paul. Fader.

Så vendte manden sig om og kiggede for første gang på Fader Paul, som uvilkårligt rankede sig. Som gjorde han sig klar til at stå imod et stormvejr. Et sted i baghovedet registrerede Paul, at han nu svedte voldsomt. En ram lugt pakkede ham inde. Gjorde ham mindre. Han søgte forgæves efter et holdepunkt i den andens øjne. Han havde altid elsket, når John talte sig varm, når øjnene glødede og Johns stemme bragte klarhed i forvirringen, men det her?

Med et krakelerede det venlige smil og afslørede en skulende maske af vrede og foragt, da den anden lænede sig ind over skrivebordet og fortsatte:

- Folket har ikke brug for beskyldninger og løgne fra en gruppe forrædere, der aldrig stiller sig tilfreds. En flok forkælede bønder. Ved de ikke, hvor meget jeg har ofret for deres skyld?! Jeg har taget imod dig for gammelt venskabs skyld, og du bringer disse løgne med dig. Ind i mit hjem?

De brændende øjne forlod endelig Pauls ansigt og John satte sig ned ved sit skrivebord igen. Han tog fat i en ny bunke papirer og begyndte at bladre dem igennem. Uden at se op sagde han:

- For fremtiden kan du kalde mig Hr. Minister. Du ved, hvor døren er.

Et øjeblik sad Fader Paul. Han åbnede munden, men lukkede den igen og rejste sig op. Han havde hørt disse ord før, fra munden af en mand de begge havde svoret at bekæmpe. Så vendte han sig og gik tilbage mod den store egetræsdør. Hans tøj var fugtigt, men han svedte ikke længere. Sandheden skal sætte jer fri, tænkte han bittert.

lørdag den 20. februar 2010

Debat-lørdag: Hvorfor skriver du?

Nogle tekster skriver jeg, fordi det hjælper mig til at få styr på mine tanker. Nogle tekster, fordi det er en del af mit arbejde. Nogle tekster, fordi jeg vil afprøve en idé. Nogle tekster, fordi jeg har lovet det. Nogle tekster, fordi jeg gerne vil videreformidle et budskab. Nogle tekster, fordi jeg elsker at sætte ord sammen.

Nogle tekster skriver sig selv.

Hvorfor skriver du?

Og hvem skriver du til?

fredag den 19. februar 2010

Haiku

forfatter og foto: Ragnhild Jakobsen

1

Havets
dønninger

En bygd
i ly af mørket

Nordlyset
flammer

2

Fjeldet
bag søen

Lægger en sten
i varden

Svaret
gemt i sne

3

Paradisbugten

Kilden løber
mod havet

Kærulden
blomstrer

torsdag den 18. februar 2010

Dragen


forfatter: Jens Albers

Han er meget træt. Ind i mellem falder øjnene i og alting glider bort. Han ligger i sengen sammen med hende. Der er ikke så megen plads, men det går.

Hun lugter lidt ud af munden. Et svagt tryk i hans hånd, fortæller ham, at hun stadig er der.
Bare atten år - ældre er han ikke. Men den kærlighed han føler er urgammel.


Sommeren er varm og dejlig, det har den altid været. De bader og ler, de ligger på stranden i det varme sand. De graver kanaler og bygger slotte. Det bliver man aldrig for gammel til. Så var der den gang, hvor de fløj med drager. Hun var så god til at bygge dem. Kassedragen var den sjoveste. En gang byggede de en lille drage, som kun behøvede kinesertråd som snor. Den kom så højt op, at de næsten ikke kunne se den.

- Tror du den er helt oppe i himlen? spurgte han. Hun gav ham en kæmpe krammer og lo sin smittende latter.

- Vi kan jo sende et brev op til din mor, sagde hun. Og så skrev de et brev, satte det på snoren og så hvordan vinden førte det højt op og væk.

Det hvide tynde gardin kalder ganske svagt i det åbne vindue. Han rejser sig og går hen og kigger ud. En gyvelbusk har små grønne blade.

Foråret er på vej.

Han behøver ikke at se efter. Han kan mærke, at mormor er død.

Nu vil han bygge en drage.

onsdag den 17. februar 2010

(K)urmageri

forfatter og foto: Jørn E.

Der var stille i urmagerværkstedet. Stilheden blev understreget af en kakofoni af tik-tak, tiktiktikketak – tak tok-tak-tok, tik,dik, dikketik, ja, du kan sikkert høre det for dit indre øre. Den gamle urmager hørte kun stilheden og følte fred i sjæl og krop. Han hørte ikke urene mere. Men han hørte, og nød, med lukkede øjne og et lille saligt smil om munden, den klare gennemtrængende, smukke sang af en solsort, som på overbevisende og betagende vis hævdede, hvad den opfattede som sit territorium i hans baghave, fra den højest placerede gren i det gamle æbletræ, midt på græsplænen bag værkstedet.

Det var Påske. En sen Påske i år. Der var påskeferiestille. Ingen kunder. Folk var på ferie, eller ude og ordne deres have efter en lang vinter Vejret var vidunderligt og her sad han i den svage belysning, skabt af det indirekte sollys fra de store ruder ud mod haven. Kiggede ud i solskinnet og haven, som var klædt i forårets lyse gevandter. Han ville ønske at han havde en indvendig båndoptager, eller hvad det er man bruger, nu om stunder… Nå, lige meget, men han ville ønske at han kunne gemme og senere afspille denne smukke, naturens musik, på en kold og våd vinterdag. Eller putte lidt af den friske krydrede og klare forårsluft på dåse, til senere indånding.
Hans øjne vandrede rundt i lokalet over de mange forskellige ure. Enkelte af dem havde han skaffet blot fordi han kunne li' dem. For i visse tilfælde kunne det sådan set ikke betale sig at reparere dem.

Alt for mange arbejdstimer. Arbejdstimer, fortjeneste, overskud. Det er det det drejer sig om.
Men herregud, der er da også andre værdier! Hans blik stoppede ved to konsolure på den øverste hylde ovre på langvæggen. De var typiske repræsentanter for den kategori.

I det ydre var de meget forskellige, næsten som mand og kvinde. Men værkerne, eller rettere det der var tilbage af dem, var ret ens. Som to af en art. Ja f.eks. som to mennesker. Mand og kvinde. ”Urmennesker?”

Tankerne vandrede. Freden og roen omkring ham fik ham til at døse hen.
”….. og de to skal blive et kød. …… Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille ….. indtil døden skiller jer ad.”

Han for sammen. Han vendte langsomt tilbage til vågen tilstand. Han var vist faldet i søvn. Havde drømt? Endnu med lukkede øjne, var det for en gang skyld den mangetonede tikken og takken han først blev bevidst om. Da han slog øjnene op, var det stadig de to konsolure hans blik var rettet imod.

Det var egentlig lidt pudsigt, for deres skæbner lignede på mange måder hinanden. Værkerne var mere eller mindre vandaliserede. Det ene havde været udsat for en kvaksalver – en ”amatør” urmager. Det var det ikke kommet godt fra. Den gamle urmager smilede et lille skævt smil. Han havde vist snarere været vognmager eller noget andet i den absolut grove ende af ”magrene”.

Det andet, det smukkeste af dem, havde tilsyneladende været ”organdonor”. Alle de ædleste dele var med kirurgisk præcision pillet ud. Underligt for det var, som sagt, et smukt ur. Havde det kunne gå, eller blot behøvet en mindre reparation, kunne det sikkert have indbragt sin ejer en ganske pæn pris, eller gået til hans ære mange år endnu. Hvad historien var bag disse to urskæbner, som nu var strandet på hans øverste hylde, hvor urene kun bidrog til lokalets fremtoning som urmagerværksted med sit udseende, vidste han ikke.” De tavse vidner” kaldte han dem.

Han kunne ikke rigtig løsrive sig fra ”parret” deroppe – ægteparret. Tankerne vendte tilbage til den korte drøm. Der var noget med brudstykker fra vielsesritualet!? Havde der allerede inden han døsede hen dannet sig en ide i underbevidstheden? Et kød … eller i hvert fald en mekanik, et ur.

Hvis nu han tog de brugbare dele fra de to værker og byggede dem sammen til eet funktionelt værk! Og så selv lige smedede de småting der manglede.

Damen – ja sådan havde han allerede døbt det franske rokokour med de flotte marmorsøjler, kronet med hver sin grif, som bar den forgyldte cylindriske urkasse mellem sig, som for sit vedkommende kronedes af en napoleonsk ørn, højt over foden, der var af ibenholt, i alle fald sort, med gyldne fødder og indlægninger ligeledes i guld. Imellem sad det forgyldte pendul, som var smedet sammen af mangfoldige snurrepiberier og to overflødighedshorn som øsede tidens mangfoldighed ud under sig. En stor tung sag, der som en vifte foldede sig ud under urkassen, ned mod foden. Et ur, på en gang stateligt, smukt og overdådigt, som en dame ved Solkongens hof.

”Hvad Gud har sammenføjet”. Nu blev han lidt flov over sig selv. Sådan at sidde her og tænke på sig selv som en anden Vorherre. Nå men sådan var det jo heller ikke ment. Men tanken om at bringe disse to meget forskellige ”personligheder” sammen til et velfungerende hele var lidt pirrende.

Solsorten trængte et kort øjeblik igennem med en usædvanlig smuk trille. – En tilskyndelse?
De kunne, hver især bidrage med noget væsentligt og komme videre, som eet ur. Som et hele. Ud af stilstanden og i gang igen. Sammen ville de være noget, få et liv. Hver for sig var de nærmest – Ingenting!

Han, ja, altså ”herreuret” var, som ur og salgsobjekt betragtet, ikke så værdifuld som damen. For det første var værket ældre end den kasse det sad i. Samtidigt med damens. Ja, måske endda lidt ældre, konkluderede han. For det andet ville det også være meget nemmere at afmontere. Alligevel gjorde det den gamle urmager lidt ondt. Faktisk syntes han at ”herrens” urkasse var meget elegant. På en afdæmpet og diskret måde. Som en sand gentleman. Men når han nu fik denne smukke ”kvinde”...

Således fødtes ideen om hvordan han kunne få noget ”fornuftigt” ud af disse to passive ”hyldegratister”. Han kunne retfærdiggøre at bruge tid på arbejdet.

Som om han behøvede at retfærdiggøre noget som helst. Men selv om hans kone havde været død i tolv år, følte han stadig at han måtte have en forklaring parat når han spildte tiden med ”sådan noget pjat.”

Mens han arbejdede med projektet, denne ultimative sammenføjning, tænkte han skælmsk for sig selv: ”Hvis præsterne var i stand til at ”smede” ægtefolk sammen ligeså effektivt, ville skilsmisser være yderst sjældent forekommende”. Han skammede sig igen lidt over sin sammenligning med noget der var langt større end han selv. Ja, ikke præsterne. Nej den store almægtige Gud, i hvis navn et ægteskab bliver indgået. Han tænkte også på, hvor godt og stærkt et ur han var ved at skabe. Sammensat af de bedste dele af det kvindelige og det mandlige og med hans egen mesterlige finish. Han var stolt over og godt tilfreds med sig selv.
Ikke længe efter, at uret var sat til salg, blev det købt af et ungt nygift par, som syntes at passe godt til hinanden. De var i alle fald glade for hinanden. Det var tydeligt.
Næsten som hans ur-ægteskab, tænkte urmageren tilfreds.

Der var dog noget vores gamle urmagerven ikke havde tænkt på. Trods hans erfaring og håndværksmæssige dygtighed, havde han ikke skænket det en tanke – det som kunne blive den yderste konsekvens af at, denne perfekte enhed var skabt af to forskellige oprindelser.

oOo

De/det tilpassede, sig hinandens forskellige dele og diller som årene - og uret gik. Ikke noget de snakkede om. Sådan var det bare. Det gik også godt i mange år. Ja, faktisk rigtig mange år.
Det havde måske været lidt småt med service-eftersynene. Det gik jo godt nok, og de var eneste ur i huset (troede de) og der hvilede et stort ansvar på dem (følte de). Det skulle jo bare gå. Tik-tak …

Men en kæde er som bekendt ikke stærkere end det svageste led. For ures vedkommende er det tandhjulene der slides. En dag knækkede der en tand. Værket gik i stå.

Var det den gamle, nu længst afdøde, umagers skyld. Nej, urdele blev i sin tid smedet i hånden. I metal af forskellig hårdhed og renhed. De sammenbragte urdeles styrker og svagheder var relative og ingen kunne forudsige hvor længe de ville holde. Hvornår– ” døden (en urmager?) skiller dem ad”.

Bag dette smukke urs facade lurede en enkelt svaghed. Men en væsentlig. svaghed, som uvægerlig ville få det til at gå i stå. Før eller siden. Hvornår pendulet ville holde op med at svinge, kunne ingen forudsige. Denne smukke treenighed, sammenbragt af en dygtig urmager. I et perfekt ydre af to hver for sig på mange måder ens, men alligevel, åh, så forskellige ure. Jeg tror at det/de - uret - i den daglige gang fornemmede, ja, måske ligefrem vidste, at det ville slide sig selv op, på grund af visse skurende dele, og at det ville blive enden på deres tid sammen.
Og sådan gik det.

Men ingen er skyldige ingen kan klandres, INGEN. Så sandt som at der er urmagere, vognmagre, amatører, solsorte og ure til, - og lige så længe.

Så har jeg blot tilbage at sige tik-TAK for at du læste mit lille ur-eventyr.


Kærligst Jørn E. Kelter, 5. januar 2009

Alle rettigheder forbeholdes. Eftertryk kun efter aftale med forfatteren.

tirsdag den 16. februar 2010

Novellekonkurrence.

Tak til Olav for at have videresendt følgende skrivekonkurrence.

Novellekonkurrence (Byens Forlag)

Terrorangreb på København

Året er 2010, og nogen forsøger at ramme København med et terrorangreb. Bliver det afværget eller lykkes det? Hvem er det, der vil have ram på Danmarks hovedstad? Og hvordan reagerer københavnerne? Du fortæller historien om, hvad der sker den dag katastrofen kommer til København.

Byens Forlag opfordrer alle, der kan fortælle en medrivende og tankevækkende historie, til at deltage i en novellekonkurrence. Uanset om du vil fortælle en historie spækket med action, kærlighed, filosofi eller københavneri - eller lidt af det hele. Trods emnet behøver novellen ikke have ulykkelig slutning eller indhold.

Regler:
1) Handlingen skal udspille sig i København i år 2010.
2) Et terrorangreb eller et forsøg på terrorangreb skal indgå i handlingen.


Deadline: 1. juni 2010 kl. 10.00.


Se mere her under fanen ´konkurrence´.

På et øjeblik ...

forfatter og foto: Dorte Jakobsen

Hun kom hjem et par timer tidligere end sædvanligt, og så snart hun åbnede døren, vidste hun, at der var nogen i huset. Der var et eller andet udefinerligt i luften. Hun blev stående på måtten med indkøbsposerne i favnen. Nej, pjat. Morten var taget af sted på kursus i morges, så selvfølgelig var her ikke nogen. Han skulle ikke komme hjem før på fredag.

Hun stillede poserne ned på gulvet, så hun kunne komme af sine sko. Hun snørede dem op og trådte forsigtigt ud af dem. Musestille, som om hun alligevel troede … I det samme hørte hun det. En svag skraben som kom imod hende længere inde fra huset. Hun rejste sig op, usikker på, hvad hun skulle gøre nu. Styrte ud ad døren på strømpefødder? Ringe til politiet? De ville grine eller gøre nar, og spørge om hun havde sikret sig, det ikke var hendes mand, som var kommet hjem tidligere end beregnet. Sammen med sekretæren. Nej, det ville de nok kun tænke.

Hun kunne også stikke udenfor og smække døren og ringe til Morten. Han ville ikke blive sur, om han så sad midt i verdens vigtigste seminar, men han ville også more sig. Hun måtte også bare have taget fejl, hun var jo lidt ude af balance lige nu. Og så var lyden der igen. Bare den mindste antydning, som om den anden også stod og ventede. Lurede, for at høre, om der alligevel var nogen.

Hendes hjerte slog uregelmæssigt, og hendes øjne begyndte at flakse rundt i gangen. Overtøj og gummistøvler. Komplet ubrugeligt. Hun prøvede at se sig selv udefra, alle et hundrede og femogtres centimeter på strømpesokker, det korte, forpjuskede hår, og den lille fodbold som stak ud midt på. Ikke ligefrem noget skrækindjagende syn. Men kosteskabet … Hvis hun nu kunne åbne det, uden at hængslerne knagede. Mortens sportsudstyr lå lige der inde.

Hun sneg sig frem mod køkkenet, udrustet med en meterlang skistav og et godt lille boldtræ. Ja ja, hvis det bare var en mus, der rumsterede, så ville den få et slagtilfælde af grin, men den ville i hvert fald ikke sladre til Morten. Hendes ører havde fortalt hende, at hvis der var nogen, så måtte det være inde på badeværelset. Var der ikke også en svag antydning af cigaretrøg? Næsten umærkelig, men hun var meget sart over for lugte lige nu.

Badeværelsesdøren stod på klem. Skulle hun alligevel have prøvet at ringe efter hjælp? Hun syntes pludselig, der var så langt ud til telefonen i gangen, og hendes mobil lå et eller andet sted nede på bunden af hendes taske. Ude ved yderdøren.

Hun kunne lige præcis snige sig ind i rummet uden at røre ved døren som stod halvåben. Hvor var det dog frækt at gemme sig i nogens badeværelse. Så påtrængende og intimt tænkte hun, lige netop som hun fik øje på den mørke skygge, som tegnede sig mod det hvide badeforhæng.

-----------------------------------

Hun blev stående på dørtærsklen, sikker på at hendes angst forplantede sig til hele huset. Der var slet ingen tvivl om, at det var en mand. En regulær kæmpe, hvis skygge tårnede sig næsten op til overkanten af forhænget. Han havde endda tændt lyset. Erkendelsen af, at han ikke var spor bange for at blive opdaget, skød igennem hendes hjerne. Barnet gav et lille spjæt i det samme og mindede hende om, at hun ikke kun havde sig selv at tænke på.

Først udgjorde han kun en uformelig kontur mod forhænget med de glade, blå delfiner. Men så rørte han på sig. Han bevægede sig nærmere frem imod stoffet, og skyggen blev til en bredskuldret mand med hoved og arme og ben. I den ene arm holdt han noget, som lignede et langt rør. Et haglgevær nåede hun lige at tænke, samtidig med at han hævede sit våben. Hun kunne ikke rigtig komme til i det lille rum, så hun huggede bare den sylespidse skistav fremad og opad på bedst beskub, jog den af al kraft igennem det lette stof og noget blødt, som også gav efter uden videre.

Manden og det lange rør, delfinforhænget , messingringene og skistaven ramlede ned på fliserne i et jordskælvsagtigt drøn, og hun hørte et grynt og en underlig gurglen. Hun så aldrig så meget som et glimt af hans ansigt, men samtidig med at han ramte gulvet, fik hun øje på den røde slange af blod, som hastigt banede sig vej hen over gulvet mod risten under vasken. Var faren allerede forbi?

På underlige gummiben bakkede hun ud i gangen, stadig med boldtræet knuget mellem hænderne. Det susede for ørerne, og huset så ud, som om hun kiggede gennem en kikkert, som vendte den forkerte vej. Hun måtte ringe. 112. Telefonsvarerens røde øje lyste, men hun var nødt til at tilkalde hjælp. Politi og ambulance. Han kunne jo være kommet slemt til skade. Hun rakte en rystende hånd ud, vidste hun skulle trykke de tre tal, men lampen blinkede hypnotiserende lige op til hende, og hendes pegefinger trykkede svarknappen ned.

”Hej, skattepiger. Hvordan har I det?” Mortens trygge, velkendte stemme ramte hende lige i hjertekulen, mens hun sank ned på gulvet med armene knuget om maven. ”Jeg glemte vist at fortælle, at jeg har givet blikkenslageren en nøgle, så han kan komme ind og skifte termostaten på bruseren. Men han har sikkert allerede været der, når du kommer hjem. Nyd dit varme bad, søde ven, og pas rigtig godt på vores lille nuser.”

mandag den 15. februar 2010

Det små i overvægt


Forfatter: Anne Finnerup foto: Jørn E

Det små i overvægt
vend øjnene
væk
slå øjnene
ned
træk vejret
træk vejret
spænd buen
og send pilen af sted
udi det tomme rum
vent ikke
på nogen anden
end dig selv
accepter
hvad der er
kræv intet andet
end luft til dine
lunger
men spids dine
sanser
løft din krop
fra jorden og
se alt
smag mulden
haps en flue
drik med huden
og flyv som
røgen i små spiraler
fra bålet

søndag den 14. februar 2010

Blind Date

forfatter: Randi Abel

Han havde lydt rigtig sød i telefonen. Caroline smilede ved tanken om den sjove måde, han talte på. Han hed Alexej og var i familie med en af hendes søsters kolleger.

Det var første gang Caroline skulle på date med en, hun aldrig havde mødt. Hun stak hænderne i jakkelommerne. Buskort..., solbriller... Hun rakte ud efter skuldertasken på sin plads ved døren og låste sig ud af lejligheden.

”Hej Caroline!” Det var overboen, som kom hjem fra arbejde med en hylende Tobias på slæb. ”Hvor ser du godt ud. Skal du ud og gøre byen usikker?”

Caroline gik hurtigt ned ad de sidste trin. Hun tog solbrillerne på, inden hun trådte ud på flisegangen. Hun var i god tid og ville tage bussen til Axeltorv og gå resten af vejen til sushibaren på hjørnet af Nørregade. Hun havde aftalt med Aleksej, at de skulle mødes udenfor, så de ikke gik fejl af hinanden.

”Du kan sidde her. Jeg skal alligevel af næste gang!” Caroline slog sig ned med skuldertasken på skødet. Sommerfuglene i maven var blevet til en flok havmåger i kamp om et bytte. Hendes sidemand havde gang i festforberedelser over mobiltelefonen. På sæderne bag hende diskuterede et par kvinder en fælles bekendts overlevelsesmuligheder efter en tarmoperation. En baby græd hjerteskærende, og den vedvarende knirken fra barnevognshængsler vidnede om frugtesløse forsøg på at få gråden til at holde op.

Der var mange, som skulle af på Axeltorv, og Caroline gik i gåsegang mod udgangen. Hun var ved at snuble over en taske, som nogen havde anbragt i gangen ud for et sæde.

Caroline havde været på sushibaren før og fandt den hurtigt. Hendes armbåndsur viste 17:44. Havmågernes kamp tog til i styrke. Sushibaren var både restaurant og take-away, og der var en livlig trafik ind og ud. Fra en forbikørende bil brølede Gasolin ”...ud over Langebro en tidlig mandag morgen, da så jeg en, der stod og græd. Hvis du tør - så kom...”

Caroline hørte stokkens afsøgende skraben fra side til side henover fortovet, allerede inden den drejede om hjørnet. Lyden stoppede brat, og hun fornemmede personen foran sig.

”Aleksej?”

lørdag den 13. februar 2010

Debat-lørdag: flash fiction


Bygger på artiklen ”Writing Flash Fiction” af B.G.W. Thomas.

Så vidt jeg ved har flash fiction ikke noget rigtig godt navn på dansk endnu. Man kunne kalde det kortprosa, men for mig smager denne genre af noget fint og højlitterært, mens flash er for alle, og indholdsmæssigt kan man skrive om hvad som helst: dagligdagen, kærlighed, krimi, komedie osv.

Flash fiction er blevet umådelig populært i den engelsktalende verden de senere år, fordi formatet egner sig så godt til computerskærmen, og til en moderne (forjaget) dagligdag. Den traditionelle novelle er på 3-5000 ord, mens de fleste elektroniske tidsskrifter har en øvre grænse på 1000, eller endda 500 ord.

Nogle tips:
Hvordan fortæller man så en hel historie på en enkelt side? Kunsten er at gå efter den enkle idé, ikke en hel udviklingsroman. F.eks. barnet som føler sig udelukket af samtalen, eller brylluppet som bliver afbrudt af en telefonopringning.

Drop alt hvad der hedder forhistorie og præsentation af personer, og spring lige ud i handlingen:

”Jeg har planlagt angrebet i månedsvis. Hun sidder over for mig og har lige løftet gaflen mod munden, da jeg begynder: ´jeg går fra dig´”.

Byg din historie op omkring en enkelt scene, og lad dine læsere gætte på, hvad der foregår, lige indtil du serverer klimaks for dem i de sidste linjer. Det er ret udbredt at give historien en overraskende drejning til slut, det såkaldte twist.

Spar plads ved at bruge hentydninger til virkelige begivenheder, f.eks. Titanics forlis eller jordskælvet på Haiti. Et andet kneb er at bygge på kendte historier eller eventyr, så læseren bruger sin forhåndsviden til at forstå, hvad der foregår.

Heksen var såmænd vældig flink, og hun kunne da ikke gøre for, at det var lige her omkring Hans var forsvundet sidste år. ..
”Må jeg godt tage en pandekage mere?”

Som I kan se, peger mange af skriveøvelserne fra Saxo imod flash fiction, og genren egner sig fremragende til udgivelse på en blog. I England og USA er der desuden utallige online tidsskrifter, som køber flash fiction.

Et stort ønske fra min side: at danske forlag ville få øjnene op for flash fiction og begynde at udgive historierne; enten i antologiform eller på nettet.

/Dorte

OBS: husk at selv om dagens tema er flash fiction, er der åbent for kommentarer, debat, spørgsmål og forslag om alt, hvad der vedrører Skrive-bloggen.

fredag den 12. februar 2010

Underfuldt

forfatter og foto: Bente Pedersen

Engang kunne hun
flittigt, energisk, søgende
flagre sanseligt
over smukke blomsterenge

Lande elegant
på en spinkel blomstertråd
nektar i gyldne honningkrukker
var hendes gudedrik

På sin vej gemte hun
tusindvis af sunde æg
dog kun på særligt udvalgte
saftspændte urter

En tid lang
længere end alt
fløj hun ensomt vild
blandt tidsler og stikkende kaktus

Vingerne flossede forrevne
faldt af, faldt ned
skrumpede ind
nu kun brunt støv


På et forårsblad
vågner et æg forventningsfuldt
deler sig uendeligt
i ren uskyldig glæde

En fuldfed larve lufter
sin neongrønne pels
spiser af ren kedsomhed
i utålmodig venten

Den skønneste af alle dage
koges ursuppe
i puppens trange kammer
af de sødeste små molekyler

Gylden harpemusik
lyder i triumf
da skallen brydes
pergamenttynde vinger foldes ud

Forsigtigt vibrerende
løftes hun af et vindpust
jublende flyver hun igen
over smukke blomsterenge

Februar-opgaven 2010

Et oplæg fra Dorte, som blev inspireret af en tekst på Roberts blog, hvor han skriver om psykiateren 'Jack Daniels'.

Skriv en historie, hvor alle personer har produkt-navne.

Besvarelser markeres som februar-opgave og sendes til Dorthe senest 22. februar.

NB: Angiv, hvis du ønsker, at din tekst ikke skal med i et e-magasin, som Randi har foreslået på debat-lørdag #1

...og husk: Det er magisk, når man kender nogens sande navn...

torsdag den 11. februar 2010

Kjørmes Knud

forfatter og foto: Leonius

Jeg opdager pludselig, at jeg sidder midt i et altomsluttende mørke, jeg har ikke sovet, jeg har bare ladet tankerne rejse deres egne veje.
Jeg kom langt omkring, det var rart.
Jeg husker ikke så meget af det jeg har været forbi, men jeg sidder med en følelse af ro og velvære.
Jeg er sulten, jeg er tørstig, jeg rejser mig. Jeg må tænde lys.
Det vil være for meget med loftlyset, eller en lampe, det må blive et stearinlys, bare eet.
Jeg går i blinde, men jeg ved hvor det ligger, både lyset og ilden.
Jeg tænder. Lyset blafrer, det lever.
Stuen er nu en lille hule, hvor jeg befinder mig godt.
Alene, helt alene.
Jeg kan nu se alt, henter mig et glas vand, det er nok, har ikke lyst til mad, alligevel.
Lyset blafrer voldsomt, idet jeg går forbi, jeg sætter mig, og studerer flammen, som danser en smuk ballet for mig, langsomt falder den til ro, og musikken hvisker ud.
Det svage lys forstærker mine øjne, vi tilpasser os sammen.
Flammen slår et lille sving, når mit åndedræt passerer.
Vi lever begge to.
Jeg er ikke alene mere.

onsdag den 10. februar 2010

Drømmemaler

forfatter: Robert Mørk Tindholm foto: Jørn E

Du maler smukke billeder
med brede drømmestrøg.
I spejlet bag dig
ser jeg dagen flygte.

Hvorfor bruge tid på virkelige ting
når drømmene de venter fuld af lykke
siger du og smiler til dit lærred.

Jeg vil tage dig med
under nattens stjerner
og vise dig at livet det er smukt.

Så maler du en himmel
fuld af stjerneskud
og ser på mig med blanke måneøjne.

Så går jeg ud i natten
efterlader dig og dine drømme.

tirsdag den 9. februar 2010

Indad - udad

forfatter og foto: Theodor Klostergaard

Vi havde et hus. Og der var en dør i det. Jeg så aldrig på den, åbnede den aldrig. Og nogle gange var han bagved den. Når det begyndte at blive mørkt i huset, gik jeg ind på vores værelse og lagde mig i vores seng. Og han kiggede bare på mig. Jeg kravlede endnu længere ind under vores dyne og lukkede øjnene. Og på den måde kunne jeg godt komme igennem en nat.

Men en dag var jeg syg, lå på vores sofa. Hele dagen. Jeg sov. Vågnede. Næsten. Vågnede næsten, men jeg sov. Og han var der. Lige i nærheden var han, men jeg sov, drømte at jeg vågnede. Og han listede omkring mig.

Der var en feber der. Mine ben kunne nå hele vejen omkring hinanden. Der var altid en kølig side de kunne vende indad. Svalt. Og så havde han lavet en tegning, hvor huset vendte indersiden udad. Døren sad udenfor på indersiden. Jeg var udenfor på sofaen. Herinde var det udenfor nu. Og han kiggede på mig. Det var ved at blive mørkt. Mine ben vendte omvendt ind mod hinanden. Det kølede.

Jeg drømte, at jeg faldt i søvn. Og det var helt mørkt. Undtagen der hvor huset var. Siderne vendte udad. Jeg skulle indenfor, inden det var for sent. Mine ben kunne løbe superhurtigt, fordi de hele tiden byttede plads. Og der var kun døren til at komme igennem. Den sad midt på huset. Og i mørket kunne jeg godt åbne den. Mine øjne kunne ikke. De lukkede sig for lyset. Men jeg gik igennem den. Døren, der sad på huset.

Han så mig.

Og så smed han den ud.

mandag den 8. februar 2010

Januar-opgave: Valget


forfatter og foto: Ragnhild Jakobsen

Det er første tirsdag i april og det er valgdag. Det er også helikopterdag, og de står med varer og post, mens de læser opslag på butikkens vægavis. Siumut holder valgaften i forsamlingshuset kl 21, og der er kaffemik hos Arnaq i morgen eftermiddag. Hun tager et langt skridt, der mangler en planke på broen. De ser over mod Disko, før de vælger stien mod forsamlingshuset. Solen skinner og sneen sender snelys i alle retninger. Havet ligger stille hen. En svag brise løfter det rødhvide flag ved forsamlingshuset. De går indenom for at fornemme valgstedet.

Han småsnakker med Amalie, den ene af de to tilforordnede. Valget går rigtig godt. Stemmeprocenten er over 70, bliver der fortalt, og I kommer vel i aften? Det gør vi da, svarer han og de går videre. Hun suger det hele til sig. Natur, stemninger og befolkning. Hun minder igen sig selv om, at det at ankomme til det fremmede er at ankomme til andre menneskers hverdag. Det er hans hverdag, og hun ser han er glad. Han har allerede været her i fire måneder og hun ved ikke om det er lang tid. Hun har været her i fire dage. En slags turist på besøg hos sin mand. Det er underligt, men spændende.

Knage og hylder er fyldt med polartøj da de kommer. De vikler sig ud af deres og får det klemt ind i et hjørne. Der er pyntet med grønlandske papirflag. Bordene står ud fra sidevæggene og midt på gulvet er et langt tagselvbord ved at blive fyldt. Det damper fra gryder og fade. Det er ryper, siger Karen og hilser, mens hun holder fadet med fugle ind mod sig med den anden hånd. Et fjernsyn står tændt i hjørnet på podiet ved den bageste væg. Ove går frem og tilbage med mobilen for øret og taler, mens han følger med på skærmen. Stemningen er god, og hun forstår, at der er telefonisk forlydender fra Ilulissat om, at Ove er genvalgt som bygdens repræsentant i kommunalbestyrelsen.

Med det på plads kan fest og spisning begynde. Spændingen synes udløst. Ingen af Kandidatforbundets tre lokale bygderepræsentanter er tilsyneladende kommet ind. De har nok snarere stået i vejen for hinanden end for Ove. Snak og latter dæmpes, mens alle eller næsten alle spiser sælsuaussat, reklinger, kogte ryper og en hel lang laks, og så selvfølgelig også de firkantede hvide stykker mattak. Ove taler stadig i telefon.

Snart bølger latter og snak igen. Folk står på skift foran skærmen og lytter. Når der laves danske opsummeringer stiger snakken, og hun kan alligevel ingenting høre. Pludselig lægger stilheden sig overalt. Ove er anspændt, hans ansigt flammer og han fører hektiske samtaler. Ingen spiser, alle følger ængstelige og spændte samtalerne. Karen hvisker, at Oves navn ikke blev nævnt ved tv-indslaget om de nyvalgte fra Ilulissat. Flere telefonsamtaler bedyrer tilsyneladende at det blot er en fejl. Den før så glade stemning er nu lettere anspændt.

Lidt efter midnat kommer den nyvalgte kommunalbestyrelses medlemmer fra Ilulissat endelig på skærmen med navne og stemmetal. Oves er med, og alle bekymringer bliver fejet til side under høje jubelråb. Ove er valgt! Og så skal det indkøbte fyrværkeri sendes af sted. På med polartøjet og ud i natten. Flot ser det ud, når nattehimlen oplyses af farvestrålende raketter ledsaget af råb og latter. Pludselig er der raketter og råb fra en position ved det lille kommunekontor. Karen fortæller, at Helen fra Kandidatforbundet også er valgt. Hurtigt udvikler det sig til en råben i natten mellem de to steder. Hun hvisker til ham, at det da mindst er lige så godt som gamle dages sangkamp. Han holder om hende, mens hun lader sig opsluge af et fascinerende orgie i lyd og lys.

Da raketterne slipper op og kulden bider takker de af, tar hinanden i hånden og går hjem. Tirsdagens valgdag er allerede historie.

søndag den 7. februar 2010

Januar-opgave: Brudens store dag


forfatter: Lisa Rossavik Rich

Inde i det lille soveværelse er der trængsel og en hektisk aktivitet.
Henne bag den gamle dobbeltseng står det store stivede underskørt med flere lag og ligner en stor sukkerkegle. De hvide højhælede sko står på gulvet, mens bruden bliver pyntet med en høj opsat frisure. Der bliver sprøjtet med hårlak, der ses i solens stråler, mens frisøren får valken til at sidde ved hjælp af hårnåle. Hun stryger pandehåret på plads og sprøjter med hårlak. Bruden smører creme i ansigtet. Det lugter af fine damer.
Bruden ser ind i det gamle spejl. Det er irgrønt på kobberets mosaik. På spejlhylden ligger flere hårnåle. Hun spejler sig og retter på håret.
Den lange hvide kjole er beskyttet af en tynd klar plastic, der fjernes. Den tykke silke føles kølig på den lune sommerdag. Den lange lynlås i ryggen lynes op og bruden stryger hænderne ned af den kolde silke.
Frisøren hjælper med at sætte perlediademet fast i det opsatte hår. Bruden kigger glad på sit eget spejlbillede og tager læbestift på.
Døren skubbes op.
” Så fin du er lille skat” råber onklen og giver bruden en knus. Hans kind er ru af gamle skægstubbe. De brune øjne stråler, og arret ved den ene mundvig er næsten ikke at se. Han lugter af tobak og aftershave.
” Jeg nåede det”, udbryder han glad.
Søofficersuniformen med tre guldstriber på ærmerne og de store blanke guldknapper klæ’r ham godt.
”Luk døren, du må ikke se mig endnu, det er snyd”. Bruden lukker døren og onklens latter giver ekko ude fra badeværelset.
Bruden retter på det store stivede underskørt. Hun føler sig godt tilpas i den lange hvide kjole i knitrende silke. Det hele passer til de brune kinder og de glade øjne.
Det banker på døren.
” To minutter til afgang,” råber faderen.
Det lange slør på perlediademet er nu på plads. Læbestiften er atter i gang.
Faderen ser på bruden og foretager en tydelig synkebevægelse. Han tager sine briller af og de brune hænder dirrer, mens brillerne lægges på plads i etuiet.
Han hjælper sin datter ud af døren.
Da de kommer ud til taxaen, er søofficeren allerede væk.
Faderen hjælper med den smukke brudebuket.
Blodrøde roser. Det var lige, hvad bruden ønskede sig.
I den lille landsby er flaget hejst ved kirken. Det blæser og bruden har besvær med at holde sin lange kjole.
Far og datter føles ad hen ad kirkestien. Vinden danser med kjolen, og bruden forsøger at holde kjolen på plads.
”De kommer”.
Organisten spiller og orgelet bruser, mens far og datter følges op ad kirkegulvet. Alle ansigter er glade og forventningsfulde, mens de hilser på far og datter.
Søofficeren sender et mimekys til bruden, og hun smiler og nikker til ham.
Oppe ved alteret står brudgommen og venter på sin brud. Han er så flot i kjole og hvidt. Hans strålende øjne favner hende med et eneste blik. Han kysser hende. Alle sætter sig og ceremonien begynder.

Præsten kalder de to unge frem foran sig. De knæler foran alteret.
”Thi således elskede…..” begynder præsten.
Der bliver uro bag brudeparret. En mand synker sammen. Ansigtet er rødt og fortrukkent. Han hjælpes ud af kirken.
”..for rette ægtefolk at være”, sagde præsten. De to unge kysser hinanden og knuger hinandens hænder.
De sætter sig sammen. Orgelet bruser og en smuk stemme synger solo for brudeparret: ”Lykken er ikke gods eller guld.”
Det er brudgommens mor, der synger med sin smukke altstemme.
Brudeparret smiler til hende.
Brudens mor sidder med ansigtet i hænderne. Hun ryster af gråd. Brudens far omfavner moderen.
”Herren velsigne dig…”præsten velsigner alle og orgelet bruser et postludium af J.S.Bach, mens brudeparret forlader kirken.
Blæsten leger med kjolen, der flyver helt op, og bruden må rette på sin frisure. Brudgommen hjælper sin brud.

Nede ved Strandhotellet modtages de af brudens mor. Moderen har røde øjne og skælvende hænder.
”Hvad er der i vejen, er det noget med onkel?”
Moderen nikker: ”Han fik et ildebefindende i kirken. Det skal du ikke tænke på. Han har det godt nu.”

I Oslo går søofficerens højgravide hustru en tur i sommersolens varme. Hun holder godt fast i sin lille dreng, der snart skal være storebror. Hun tørrer panden. Det er lummert og varmt i dag. De går over i kiosken og køber en dejlig kold is. De sætter sig på bænken under skyggefulde træer.

Brudeparret går glade ind til festen.

De skal danse brudevals, og der klappes taktfast, mens de hvirvler rundt.
Bruden ser sin mors ansigt, der er hævet af gråd. Bruden er bekymret, men alle klapper og smiler rundt i kredsen.
Brudeparret ”stikker af” til et hemmeligt sted for at nyde hinanden i fred og ro. Næste dag skal de på bryllupsrejse.
Bruden drømmer om moderens forgrædte ansigt.
Næste morgen siger brudgommen: ”Din onkel er død. Da vi knælede i kirken, blev han dårlig. Husker du ikke, at der var en uro i kirken?”
Hun falder helt sammen og græder. Hun har svært ved at trække vejret.
”Har tante fået besked?”
”Endnu ikke”.

Inde i kapellets kølige rum er der tændt to hvide gotiske lys. Deres varme gyldne skær danner en skarp kontrast til den hvidklædte døde på båren.
Det kønne unge ansigt med det lille hvide ar ved den ene mundvig, ligner en person i dyb søvn. Det kridhvide ansigt er afslappet. Kinden er iskold, og der er en duft af lavendler fra en buket på det lille bord. En sort bibel ligger på hylden. På en bøjle hænger den marineblå søofficersuniform. Guldknapperne hænger og virker alt for store og håbløse.
En portør kommer ind med en sort metalkiste.

I brudens barndomshjem er faderen og moderen inde i stuen. Moderen græder og faderen holder hende tæt ind til sig og stryger hendes hår. Hun ryster.
Faderen skænker kaffe til hende. ”Det vil varme dig”.
Hun griber koppen med begge hænder. Sætter koppen og rammer skævt, så der vælter kaffe ud over bordet. Hun synker sammen og græder.
”Vil du ringe til Oslo?”
Han drejer svigerindens nummer.
Den gravide svarer glad på syngende norsk.
”Er der noget i vejen?”
”Lad mig tale med din far”.
”Ja.”
Moderen fortæller om broderens død. Hun hulker og har svært ved at beherske sig.
”Vil du sige det til din datter?”
Moderen holder telefonen ud fra sig: ”Hun skriger den stakkel!”
Alle i stuen står sammen om moderen, der er helt grå i ansigtet.

De nygifte følger efter rustvognen til den store by. Den sorte metalkiste er smykket med en buket blodrøde roser.
De ser ”Holger Danske” ligger ved kajen med det norske flag på halvt.
Ved landgangen står den norske kaptajn og gør honnør, mens den sorte kiste køres om bord på vej hjem til Oslo.

I Oslo jamrer en kvinde i stærke veer. Hun føder sin lille datter, mens hun skriger sin smerte ud. En lille datter med brune øjne som sin fars.

lørdag den 6. februar 2010

Debat-lørdag # 1


Denne lørdagsspalte er tænkt som et åbent forum, hvor medlemmer kan komme med forslag og ideer, diskutere skrivekunsten, det at blogge, og alt hvad I ellers synes kan have interesse for Skrive-bloggens medlemmer.

Så der er altså frit spil hver lørdag, og man kan naturligvis skrive videre de følgende dage, lige så længe man har noget på hjerte.

Alligevel vil jeg gerne åbne ballet med et spørgsmål: er der interesse for indlæg om skrivekunsten?

Det kunne være korte indlæg om genrer: hvordan skriver man digte, haiku, flash fiction, noveller osv. Eller det kunne være indlæg om skriveteknik: fortællestemme, fortælletid, show, don´t tell osv

Baggrunden for mit forslag: mange saxo-elever efterlyste mere undervisning, eller i det mindste lidt grundigere information om de aspekter af skrivekunsten, vi blev kastet ud i.

Tanken er, at alle medlemmer, som har links til gode sider om at skrive, eller som selv har lyst til at skrive en kort artikel, kan byde ind.

MEN sig bare fra, hvis det ikke har nogen interesse.

Ordet er frit – tag det, brug det, og gør det til dit!

fredag den 5. februar 2010

Januar-opgave: Prinsessen på ærten


forfatter: Dorte Jakobsen


Endelig! Jeg hæver det slebne krystalglas og nikker let med hovedet til mine svigerforældre. Hverken for lidt eller for meget.

Frederik giver mig et opmuntrende lille klem inde under sløret. Vi er kun lige færdige med forretten, så jeg må hellere holde hovedet koldt. Jeg fylder mit vandglas, men husker at nippe pænt.

En eller anden fætter løfter sit glas, og jeg skåler med alle pingvinerne igen. Brede smil næsten hele raden rundt.

Da jeg ikke har nogen forældre med, rejser svigerfar sig for at holde den obligatoriske tale. Det bekymrer mig ikke så meget; han er af den gamle skole og kunne aldrig finde på at skide i sin egen rede. Velkendte floskler som man bare kan smile ad. Han og jeg skal nok finde ud af det hen ad vejen; han har i det mindste sans for mine fortrin.

Endnu en ret kommer på bordet. Et par duske af noget grønt på en strimmel fisk og en bid toastbrød til, som ikke kunne mætte en gråspurv. Ja, så ved man jo, det er haute cuisine. Jeg fortæller min mave, at den bare kan vove på at knurre.

Endelig er det Frederiks tur. Jeg er ikke så vild med taler, men den her har jeg set frem til. Frederik er så forelsket i mig, at han aldrig har lagt mærke til, om jeg glemte at spise desserten med kagegaffel. Han rejser sig i sin fulde længde og sender mig et tindrende blik.

Han rasler lidt med sine notater og rømmer sig forsigtigt; til trods for sin alder og erfaring er han en lille smule nervøs. Hvor er det kært.

”Frue …” En tjener står pludselig ved siden af svigermor med en trådløs telefon i hånden. Hun sender ham et blik, som kunne tilintetgøre et isbjerg. Han stammer, men holder skansen.

Omsider gør hun tegn til Frederik om at sætte sig ned, men hendes mine lover, at nogen vil komme til at betale for dette brud på etiketten.

Hun fyrer et par spørgsmål af på udmærket engelsk, mens irritationen pløjer dybe furer i panden.

”Oh, is that so?” Du milde, nu ranker hun ryggen og tør op.

Hun træder hen til mig og rækker mig telefonen mens hendes læber kruser sig i det sødeste smil.
”Det er en amerikaner, som forfærdelig gerne vil tale med dig. Han siger, han er din mand.”

torsdag den 4. februar 2010

Januar-opgave: Stines store dag


forfatter og foto: Randi Abel

”Hurra! Hurra! Hurra! Og så det korte: H’ra!”

”Skååål,” lyder det fra alle sider. Glas strejfer glas. ”Skåål!”

Stine har drømt om denne dag, siden hun var fem år gammel og hostende og feberhed var med sin mor på arbejde i Lily på Torvegade. Hendes mor sagde, at Stine skulle ligge helt stille på sofaen i baglokalet, når der var kunder i butikken. Stine var musestille, men hun kunne ikke dy sig for at kigge ud gennem sprækken i døren. Synet, der mødte hende, gjorde hende stakåndet. Den unge kvinde, hendes mor vimsede rundt omkring, lignede en prinsesse i den hvide kjole, som stod i et brus om den slanke krop.

”Jamen, så må vi jo hellere...” Anders griner og rejser sig til akkompagnement af de taktfaste tramp i gulvet. Stående på hver sin stol kysser han og Stine hinanden.

Der har været flere mænd i Stines liv før Anders, og hver gang var hun sikker på, det var den eneste ene. Da hun boede sammen med Johnny, udså hun sig i smug både kjole, ring og matchende invitations-, menu- og bordkort. Kjolen fik hun faktisk hængt til side. Hun var overbevist om, at Johnnys ændrede og lidt akavade opførsel skyldtes, at han var nervøs for at falde på knæ. Stine kunne ikke vente på, at han skulle tage sig sammen, og hjalp ham på vej med en romantisk middag. Da Johnny lige inden desserten sagde, der var noget, han længe havde villet sige til hende, susede blodet for hendes ører, og hendes øjne truede med at løbe over.

”Ja,” udbrød hun. ”Ja, selvfølgelig vil jeg det!”

”Hvad mener du?” Rynken over Johnnys’ næserod blev dybere. ”Jeg sagde, at jeg har mødt en anden.”

Han pakkede en kuffert og flyttede samme aften.

Der lyder en klirren fra bordets langside. Onkel Torleif rejser sig. På usikre ben har han et fast greb i ryglænet på sin stol.

”Kære Stine!” ”Kære Anders!” ”Ærede gæster!”

”I to søde unge mennesker har glædet en gammel mand. Hvis I ikke havde mødt hinanden, var jeg jo gået glip af dette herlige måltid.”

Han klapper sig på sit velnærede frontparti og kigger sig omkring over kanten af brillerne. Der lyder en spredt fnisen.

Stine lagde med det samme mærke til Anders. Hun ærgrede sig over, at det ikke var hende, der skulle klippe ham. Da han var gået, udfrittede hun sin kollega og gode veninde, Gurli, om ham.

Seks uger senere kunne Gurli triumferende fortælle, at han var single, barnløs, el-installatør, og at han spillede dart på Gåsen og Hanen. Stine havde aldrig spillet dart, men med den rette læremester, viste det sig, at hun havde talent for det.

”Sidder du og SMS’er?” Stine hvisker, for onkel Torleif er i gang med at spinde en ende over dengang, Stine red ranke på hans knæ.

Anders farer sammen, og telefonen smutter ud af hånden på ham og ned i Stines skød.

”Gi’mig den!” ”Gi’ mig den så!” Gæsterne ved deres ende af bordet vender sig fra onkel Torleif mod optrinnet for bordenden.

Anders tager fat i Stines håndled og griber ud efter telefonen i hendes anden hånd. Hun læner sig til siden.

”Beholder barnet. Håber du vil være en del af vores liv.”

onsdag den 3. februar 2010

Januar-opgave: Forsteninger


forfatter og foto: Theodor Klostergaard

En kvinde med en gammeldags kjole på. Hun kommer ned af trappen. Fødderne næsten dumper fra trin til trin, men der kommer ikke det forventede bump i hendes krop hver gang. Eller i huset. For det første tager de tykke tæpper noget af stødet og for det andet holder kvinden tilbage lige før foden rammer. Da hun når ned for enden standser hun op et kort øjeblik. Dette er den ældste datter. Hun trækker vejret ind og lader de anspændte skuldre falde ned inden hun drejer ind i

En stue med to personer. En kvinde sidder på armlænet af en stor sofa. Hun har en cigaret i den ene hånd. Den er utændt og vandrer fra munden til hånd og tilbage igen. Dette er den yngste datter. Da storesøsteren træder ind, rejser hun sig uvilkårligt op, men tager sig i det og sætter sig trodsigt igen. Men forsigtigt. En mand vender sig forskrækket om henne ved vinduet. Gardinet flyder tilbage henover lysstriben, ligesom vand over den lille hvirvel der opstår, når en druknende ryger under sidste gang. Da han ser sin søster, falder hans hævede øjenbryn ned igen og det undskyldende smil bliver afløst af et ægte. Dette er sønnen. Han går fuldstændig i stå, da hun siger

- Hun... mor tager ikke afsted i år. Det er benet.

[De får lov til at tage afsted, hvis de har en telefon med på medhør under hele festen, men hvorfor?]
- Fordi tante Dorthea kommer til festen. og moderen er nødt til at finde ud af, hvordan det går med hende. Tanten er den eneste, som ikke ligger under for den gamle og hun er vendt tilbage fra en tur til udlandet. Det er mange år siden hun har været med og moderen må bare vide, hvordan det går, så hun kan håne og blive forarget over livsstilen.

[Hvad sker der til festen?]
- Børnene tager afsted. Der er bord omgivet af voksne mennesker med en mobiltelefon på bordet. Ingen siger rigtig noget af frygt. Men der ligger en pauseskærm på telefonen og netop som moderen er ved at ydmyge en af de tilstedeværende, bliver der vist et billede af en dansende mus. Det sker samtidig med at tante Dorthea ankommer og hun kommenterer det. Moderen bliver latterliggjort og det er så forbudt og farligt, at alle bliver helt høje af det. Børnene bruger måske falske stemmer til at sige deres rigtige mening om hende. Men det bliver hårdt at vende tilbage bagefter.

[Hvad ender det så med?]
- Det ender med, at en af dem gør oprør. Den ældste datter. Hun ser sig selv gennem tante Dortheas briller og finder ud af, at den latterliggørelse hun frygter så meget fra sin mor allerede er en daglig kendsgerning.

[Kan det lade sig gøre at gøre sig fri? Hvilke efterveer vil der være?]
- Den yngste datter, som ellers har været den trodsige i opposition, overtager søsterens rolle som moderens kontaktperson og giver storesøsteren den kolde skulder.
Broren visner helt.

tirsdag den 2. februar 2010

Januar-opgave: Guldbryllup


forfatter: Bente Pedersen

”Jamen, så skål da mor, og tillykke med guldbrylluppet!” Hanne, den ældste af de to døtre, smilede og løftede glasset. Hendes øjne beordrede de andre rundt om bordet at følge trop.

Det lille selskab vendte sig mod Gunhild, dagens guldbrud. Hun sad rank for bordenden iklædt en koboltblå spadseredragt. Denne var flere dage i forvejen taget ud af dragtposen, børstet omhyggeligt med klædebørsten og dernæst luftet grundigt. Kom man tæt på hende, kunne duften af naftalin dog alligevel anes under en sky af Chanel nr.5. Hendes nyondulerede hår var i dagens anledning arrangeret i en klassisk festfrisure. Et skarpt øje ville kunne genkende den valgte frisure på billedet af det nydelige sølvbrudepar stående på skænken. Ikke et eneste hårstrå tillod sig en lille udflugt på egen hånd. Det var lykkedes hende at fuldende værket med en højrød læbestift. Denne var på trods af håndens skælven endt med at sidde placeret inden for læbernes kontur.

Gunhild returnerede Hannes lykønskning med en tak for, at de alle bakkede op om at fejre denne højtidsdag. Hun ville selvfølgelig ønske, at Holger havde kunnet være ved hendes side. Havde det djævelskab ikke taget hendes Holger for år tilbage, ja så var hun ikke det mindste ikke i tvivl om, at han ville have indbudt den halve by til fest i dag. Det var hendes økonomi jo desværre ikke til, for som de jo vidste….

Den yngste datter, Birgit, slog over på stand by. Hun orkede ikke at høre morens sædvanlige lovprisning af Holger. Havde ikke glemt, hvordan moren havde vendt hver femøre af husholdningspengene for at få det hele til at hænge sammen, også mens de var små. Det på trods af farens gode stilling som fuldmægtig i et velrenommeret firma. Hun kunne stadig få gåsehud ved tanken om morens ængstelige udtryk, når det var nødvendigt at bede faren om ekstra tilskud til dette eller hint.”Tror du måske, at jeg har fri adgang til firmaets bankboks?,” tordnede faren tilbage, og moren trak sig skyndsomt væk fra hans synsfelt og fandt råd på anden vis.
Efter sådan et sammenstød var moren altid én stor undskyldning på Holgers vegne. Var der nogen, der havde forstand på penge, så var det hendes Holger, og det måtte de alle naturligvis lytte til og indrette sig efter.

De havde dog undret sig såre, da de hjalp Gunhild med at få styr på papirerne efter Holgers død. Den forventede opsparing var ikke eksisterende. Ej heller aktier eller andre værdipapirer. Men igen havde moren forsvaret Holgers dispositioner, eller rettere mangel på samme. Hun havde jo huset og sin gode enkepension. Han havde altid gjort sit bedste for familien. På trods af rejser for firmaet hver anden uge, så havde han fået alt til at hænge sammen på bedste vis, hendes Holger.
Hannes stemme bragte Birgit tilbage til festmiddagen. ”Vil du ikke være sød at tage telefonen, Birgit? Du sidder nærmest stuen!” Hanne havde som altid kontrol over situationen.

Efter en rum tid vendte Birgit tilbage til selskabet i spisestuen. Hun satte sig helt ude på kanten af stolen. Hendes ansigtskulør var i tone med præstekravehvid. Øjnene flakkede rådvildt fra ansigt til ansigt bordet rundt. Hvilede et sekund i smerte på morens rynker. Gled nedad mod den lille mørke klat af sauce på morens hage og fangede gaflen på vej op. Gunhild spiste uanfægtet videre.

”Hvem var det?” Hannes stemme vibrerede som en nyanslået stemmegaffel lige bag hende. Et dybt suk undslap Birgit, idet hendes hænder bevægede sig op foran munden. Hun kiggede ulykkeligt hen på moren, der nu højlydt bad barnebarnet hente flere kartofler. ” Det var en mand! Han sagde, at han hed Kristian Henriksen og var den ene af Holgers tre sønner.” Birgit holdt en lille pause, åndende ind og fortsatte: ” Nu da hans mor var død, ville han gerne møde Holgers anden familie”

”Hvad er det I har så travlt med at tale om, I to? Måske en lille overraskelse i dagens anledning!” Morens stemme rummede glad forventning. ”Nej mor, en lille overraskelse kan man vist ikke kalde det!” Birgits stemme knækkede over. Hun rejste sig pludseligt. Stolen væltede med et brag, da hun løb ud af stuen.

mandag den 1. februar 2010

Januar-opgave: Dødsfald i familien


forfatter: Robert Mørk Tindholm

”Hvem fanden har bedt dig om at mene noget? Få fat på ham med det samme, og ring tilbage” Max Gacci smed telefonrøret på, og vendte sig mod de andre. Han var gal nu, det var tydeligt at se. Især på de fem mænd omkring bordet, ingen af dem turde møde hans blik, de havde travlt med at se alle mulige andre steder hen. Han rømmede sig et par gange, og slog en knytnæve i bordet. Nødtvunget vendte de skræmte blikke sig mod ham.

”I er en flok idioter. Når jeg beder jer om at udfører en simpel opgave, så kludrer I rundt som en flok elefanter i en tøjbutik..”

Antonio, en lille spidsnæset fyr med fistelstemme brød ind.

”Øh boss, mener du ikke en glasbutik”

”Hold kæft din klaptorsk” Max bøjede sig ind over bordet, og stak ham en syngende lussing.
”Jeg har ikke bedt dig om at sige noget” han greb flasken på bordet, skænkede en velvoksen drinks op i et glas, og tømte det i en mundfuld.

”Jeg finder mig ikke i at..” telefonen ringede og afbrød ham, han vendte sig og tog røret.

”Det ved jeg ikke Maria, lad være med at belemrer mig med den slags dagligdags pis, og forstyr mig ikke mere, jeg venter en vigtig opringning” han smed røret på, og vendte sig.

Nu var det Poul, en stor firskåren fyr med boksertud, der talte.

”Du sagde..”

”Nu lukker du kæften, skal du også have en på hovedet?” han lænede sig igen ind over bordet med hånden hævet, Poul lukkede øjnene, og ventede på slaget, men det kom ikke.

”Her er der ingen der snakker, uden jeg udtrykkeligt beder ham om det, er det forstået?” han så brysk rundt på mændene, som nikkede i kor.

”Hvem af jer skød ham?”

En ranglet fyr med rødt strithår stak en hånd i vejret. Max gik rundt om bordet og standsede bag ham.

”Hvorfor Will, er du da helt hjernedød?” Will bøjede hovedet.

”Øh jeg..”

Max trak en pistol op af bukselommen og skød ham i nakken. Will faldt indover bordet, og en blodpøl bredte sig omkring ham.

”Fatter I så at jeg ikke finder mig i sløseri?”

Benny, en lille tyk mand med høgenæse rejste sig, så voldsomt at stolen væltede.
”Boss, du har dræbt min fætter” han trak sin pistol, fra et hylster under jakken, men han nåede ikke længere, før han blev ramt af en kugle i panden. Den var blevet affyret af Poul, som i det samme blev ramt af et skud fra Claus, som aldrig sagde noget, han handlede bare. Men dog ikke længere, for nu reagerede Antonio, han skød Claus med sin pumpgun.

”Hvad fanden laver du?” råbte Max, og rettede sin pistol mod ham. De stod et øjeblik og pegede på hinanden, med hver sit våben, og besluttede sig åbenbart til at skyde samtidig, for de to skud lød som et, og begge mænd segnede om på gulvet.

Telefonen ringede igen, der var bare ingen til at tage den.