lørdag den 25. juni 2011

Sorte pletter på en rød kjole


Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen



Marie, hedder en lille pige, som lige nu løber rundt i græsset. Hun løber og løber, alt hvad hun kan.
Stærkere og stærkere løber hun, mens hun hele tiden passer på ikke at falde over sine egne ben.
Hun har sin fine røde kjole på, og den må ikke blive snavset. Det har mor sagt, og mor har også sagt, at hele familien skal til havet i dag.
De skal afsted sammen med alle dem, de kender, fordi vejret bliver så varmt og lummert op ad dagen.
Marie glæder sig rigtig meget, og hun løber og løber og sveder allerede, og hun løber videre, og der ligger en sten, og hun snubler og falder og lander på ryggen i en lille dynge jord.
Hun spræller med benene, bliver liggende lidt og leger, hun løber i luften.
Åh nej, siger Marie. Hun står på sine ben og ser de sorte pletter på den røde kjole.
En, to, tre, fire, fem, seks, nej syv er der!
Pludselig bliver alt mørkt omkring Marie. Hun kan ikke få luft, og hun kan slet ikke bevæge sig.
Lige så pludselig er solen og lyset der igen. Men hun ved ikke, hvor hun er.
Marie går forsigtigt ud ad en vej, hun ikke kender, mens en ivrig stemme råber.
Marie, Marie, Marolle flyv op til Vorherre og bed om godt vejr i morgen!
Marie løfter op i den røde kjole med de syv sorte pletter, folder vingerne ud og flyver op til Vorherre.

onsdag den 22. juni 2011

I nattens mørke - en ny bog af Lisa Rossavik Rich



Søren går alene hjem i den mørke nat. Han hører, at der er nogen, der følger efter ham. Pludselig er de over ham.

Tre mod en. Søren råber: ”Hjælp!” Hans mobil bliver trådt i stykker. Mon der er nogen, der hører ham…?

Dette er bagsideteksten på Lisas seneste bog, som netop er udkommet. Den handler om den meningsløse vold, der kan opstå, når helt uskyldige unge mennesker tager ud for at more sig på diskotek en aften. Tre fyre må ikke komme ind på diskoteket, fordi de er berusede, og de hævner sig på bogens hovedperson, som bliver gennembanket og snittet med en kniv.

lørdag den 18. juni 2011

Sur lur


Tekst og foto: Jørn E.



Da jeg blev sur
var da tog en lur
efter en dejlig spadseretur

Jeg hvirvlede
ned fra himlen
i et helvede
af bimlen

Jeg for i flint
og roterede blindt
ud over sengekanten

Nu var jeg virkelig vranten
sur, ja
virkelig gnaven

vækket af min lur
af det fandens
vækkeur

lørdag den 11. juni 2011

GRØNT LYS, PLEASE, KOM NU!!!!


Tekst og foto: Bente Pedersen



På vej hen til bilen leder hun efter bilnøglerne i tasken med den ene hånd. Er lige ved at træde ud foran en cyklist, da hun skrår over cykelstien med fokus rettet mod den lille grønne Kadet. Hun rømmer sig i en lang kæde af nervøse sammentrækninger. Ved ikke, om det er bedre at lade være, for nu er det også begyndt at svide i halsen. Hvordan fanden kunne hun da også være så dum? Drikke mørkt øl på en sommerdag i august. Tåbeligt!

Hun fornemmede godt den lille klump, der ikke burde være der, da hun hurtigt skyllede den sidste sjat ned. Blød og hård på samme tid som et gammelt stykke tyggegummi. Hun mærkede et lille stik som af en fin kanyle. Ønskede, at hun tog fejl. Rømmede sig prøvende! Var det mon ikke bare en tudse? Hun havde da vist også røget rigeligt i aftes. Det strammede på en måde, hun ikke genkendte. Føltes forkert. Vand! Koldt vand kunne være godt, fornemmede hun.

”Jeg skal have noget koldt, for jeg har vist lige slugt en hveps!,” fik hun fremstammet til veninden, der også sad ved det lille cafébord. Hun følte sig fjollet, men rejste sig hurtigt og zigzaggede som en smidig pyton gennem menneskemængden. Propfyldt var der som altid ved disse gratis udendørskoncerter på Brandts Klædefabrik. Hun nåede frem til køen ved caféens eneste dametoilet. ”Undskyld må jeg komme forbi? Jeg skal bare have noget koldt at drikke!” Kvinderne, der stod småsludrende og pænt på række, flyttede sig trægt. Hun mærkede deres vurderende blikke bide i nakken og var ved at opgive, men masede sig så atypisk frem mod håndvaskene. Undskyldte som en kasteløs inder, men lukkede ørerne for de kvindespidse bemærkninger, og lod strålen løbe. Hun stak hovedet ind under og drak grådigt. Koldt, svalende koldt som bækken om sommeren. Hun tørrede sig med bagsiden af hånden og mærkede efter. Den var der stadig. Følelsen af en stor klump stivnet havregrød, der bare voksede i hendes hals.

Udenfor ved bordet meddelte hun veninden, at hun var nødt til at tage på skadestuen i en fart. Turde ikke vente længere. Hun så straks rådvildheden i venindens øjne, da hun akavet forsøgte sig med et: ”Er du nu helt sikker på, at det var en hveps?” Da hun ikke forventede hjælp, nikkede hun blot, tog sin håndtaske over skulderen og forlod veninden med et: ”Jeg kører bare selv! Vil du ringe til Niels og give besked?”

Den gamle Opel Kadet giver sig højlydt, da hun skifter fra fjerde ned i anden i et hug ved udsigten til rødt lys i krydset ved Føtex.” Kom nu, grøn pil, please, grøn pil!” Hun tale højt kommanderende ud i den tomme luft. Glemmer at vise af. Så bare lige ud ad Vesterbro frem mod næste lyskryds. Heldigvis er der sommerstille på gaden denne lørdag eftermiddag, så hun accelererer så hurtigt, som den gamle Opel tillader.

Skal hun mon tage genvejen ned forbi kapellet ved Assistents kirkegård? Det er hurtigere, ved hun, men kommer hun så ikke ud på den forkerte side af skadestuen? Hun kan pludselig ikke stille skarpt på hukommelsens GPS. Sveden svider i øjnene om kap med smerten i halsen. Hendes hjerte banker vildt. Hun er vant til at træne, så hun ved, at det kan holde til meget. Er mere bange for at besvime. Ruller ned for vinduet. Lidt frisk luft er godt! Sådan.

Kan næsten ikke synke. Hvorfor er det også hende, der er nødt til at køre? Alene! Hun presser panikken tilbage i barnestolen på bagsædet og beder den klappe i. Ikke græde nu. Så nu til venstre ved den gamle sukkerfabrik. Et stykke efter lyskurven kommer hun rundt i s-svinget ved at snitte en kantsten, men får rettet op. Fortsætter forbi kirkegården og kapellet. Kan se toppen af sygehusets ti etager forude. Hun trækker vejret hurtigt og overfladisk. Som gennem et lillebitte sugerør. Bare hun nu kan finde en parkeringsplads. Lige ved siden af indgangen holder hun, p-plads eller ej. Smækker bare bildøren og forlader den ulåst.

Hun haster hen til det lille glasindelukke, hvor den vagthavende sygeplejersker ser spørgende op fra skærmen, da hun i mangel af bedre banker på glasset med en skarp kno. ”Jeg tror, jeg er blevet stukket af en hveps i halsen. Det er ligesom en femstjernet halsbetændelse. Jeg har svært ved at trække vejret ordentligt! ”Hun snakker i små stød med hæs stemme, mens hun på bedste skolelærermanér viser med hånden, hvor problemet er lokaliseret. Bare hun nu ikke stinker som et helt værtshus, når hun at tænke, inden skrankens kant bliver som vingummi og forsvinder ud af hånden på hende. Hun går ned i knæ.”Hurtigt! Kom med en båre!,” er det sidste, hun hører, inden hun dejser om på det kølige gulv.

Fakta: For 16 år siden sad jeg en lørdag eftermiddag i august foran en café i Odense sammen med en veninde. Jeg drak min yndlingsøl, en mørk én af slagsen. Den delte jeg åbenbart med en hveps, som jeg kom til at sluge. Den stak mig i halsen ved struben. Kørte selv til skadestuen og blev indlagt, fordi det viste sig, at jeg var hvepseallergiker. Første gang ud af tre, hvor der har været bud efter mig.

lørdag den 4. juni 2011

Da jeg den nat gik i seng



Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.



Da jeg den nat gik i seng
aldrig før så træt efter polka!

jeg havde danset og danset, sagde aldrig nej
elsker, elsker ikke
galante gentlemen inklinerede for mig

drømmende dansede jeg med
elsker, elsker ikke
neje og bukke for hver og en

nikke og smile til alle som en
alvorlige blikke, ohla la
tavse aftaler blev lavet

gyngende brud, måske... engang
ildsjælen brænder indeni
kærligheden kysser med et lille nik

ildsjælen brænder indeni

solen skinner smukt som et lys
endelig en der ikke lader mig ene
neje og bukke, blikket rettet mod en
gyngende grund, ikke denne gang!

onsdag den 1. juni 2011

Natten


Tekst og foto: Leonius



Jeg vågnede i et inferno af lys.
Klokken var lidt over tre, jeg havde kun sovet et par timer, men jeg følte mig frisk, udhvilet og fuld af energi, jeg måtte stå op, for at prøve at blive træt igen.
Jeg kiggede ud af vinduet, der var et helt specielt lys derude, roligt, behageligt og dragende. Disen hang lavt over de gule rapsmarker, og medvirkede til at gøre dette sceneri så guddommeligt smukt.
Jeg satte mig ude på terrassen for at ryge en smøg, og for ikke at vække min hustru.
Himlen denne sommernat var farvet i de smukkeste pastelfarver, som månens lys manipulerede i alle, nærmest utænkelige, nuancer.
Skyerne sejlede stille afsted og forandrede sine konturer hele tiden.
Det var, som kunne jeg selv bestemme hvad de skulle forestille.
Jeg så et billed af min svigerfar, jeg hilste naturligvis.
Han døde lige før vi skulle have været ud at fiske sammen for første gang, jeg nåede aldrig at komme helt på tomandshånd med ham. Ja- jeg savner også ham.
Et nyt billed forestiller et skib. Jeg tænkte på sejlturen til Bornholm for 47 år siden. Berit, jeg og vores første barn. En skøn tur, hvor vi for en tid, slap for svigermors evindelige indblanding.
Hvor vi dog hyggede os. Gudhjem, Therns hotel, det store kolde bord hver frokost, klipper, hav, krølle bølle is, røgede sild med æggeblomme, solnedgange, Oluf Høst.
Gode morgener, gode dage, gode aftener, gode nætter.
Min mors billed toner frem i skyerne, jeg siger: Hej Mor- hvordan har du det? ” jeg har det godt her, siger hun, du skal ikke være urolig, alt er så smukt min dreng”.
Det løber koldt ned af ryggen på mig, jeg sidder her og tænker spørgsmålene og svarrene selv, men det virker som en rigtig samtale.

Hvordan har mit liv egentlig formet sig, har jeg været lykkelig?
Ja- mon ikke. Jeg har været lykkelig.
Jamen har du da ikke været ulykkelig?
Jo- da. Det følger vel med, at man ikke kan leve livet uden også at være ulykkelig somme tider, måske mest hvis man er kommet til at gøre en man elsker fortræd. Et skænderi, nogle forkerte ord, som kunne resulterer i tåre.
Hvor er det forfærdelig at se en man elsker, være ulykkelig, det flår i hjertet.
Hvor er det til gengæld vidunderligt at se en man elsker, være lykkelig, det reparerer alt.
Jeg ser et billed af et af vores børn være dybt ulykkelig over at blive skældt ud. Jeg ser hende blive trøstet, det varmer.
Jeg ser mine børn løbe efter mig på stranden, jeg ser de er lykkelige, jeg er også selv lykkelig. Og Berits lykkelige ansigt, suser vi forbi, hun hepper.
Jeg ser Berits ulykkelige ansigt efter en mislykket graviditet.
Jeg ser Berits lykkelige ansigt efter endnu en vellykket fødsel.
Jeg ser og hører hvordan Berits latter smitter mig, samtidig med hun tørre opkast fra babyen, af min skulder. Jeg kan dufte det.
Jeg sidder med tårer i øjnene.
Det var godt.
Det var rigtig godt.

Da jeg den nat gik i seng,
lå jeg der allerede.