lørdag den 30. marts 2013

Månedsopgave, april 2013



Foto: Jørn E.

Kære alle,

Nu, hvor SAXOs krimikursus er vel overstået, er det vist på tide med en ny månedsopgave.

Opgaven er i al sin enkelthed at skrive en tekst ud fra Grant Wood's billede 'Old Shoes'.

Jeg er i øvrigt løbet tør for tekster bortset fra en enkelt sommertekst fra Ragnhild og to ældre tekster af Jørns, så hvis I har tekster liggende, må I meget gerne sende dem til mig.

Fortsat god påske :)

Kh
Randi

lørdag den 23. marts 2013

Den sidste flugt



Tekst og illustration: Jørn E.

Jeg er fuldstændig stiv af kulde og desuden gennemblødt. Så godt som nøgen ligger jeg i fangedragten, som ikke er tykkere end en pyjamas. Ligger i mudderet mindre end 25 meter fra det høje pigtrådshegn. Temperaturen er vel lige omkring frysepunktet. Der er små vandpytter i ujævnhederne i mudderet. Pytterne har papirstynde ishinder på overfladen,som jeg kan mærke splintre og blive til vand mellem mine fingre når jeg flytter en hånd.
Jeg har lige hørt nogen gå tæt på, hvor jeg ligger. Den svuppende lyd af støvler der går i mudder. Nu er her helt stille. Jeg tør ikke rejse mig op. Er dødsens angst for at blive opdaget. Hvis de tænder lyskasteren i det tårn jeg ved er tæt på. Det ville være den visse død. KZ-fange på flugt. Et enkelt skud og det var det. Medfanger sendes ud for at samle liget op.
Men situationen er usædvanlig, højst usædvanlig. Her var bulder mørkt. De store lyskastere som ellers hele tiden fejer frem og tilbage, både indenfor og udenfor hegnet er slukkede. Selv de få lamper på lejrområdet er slukkede. En svag måne lyser af og til et kort øjeblik mellem de drivende skyer og gennem tågedisen.

Der var dødsstraf for at snakke sammen i lejren. Men det lykkedes trods alt fangerne at viske lidt sammen af og til. Rygtet gik på, at de allierede var så tæt på, at lyset fra lejren kunne afsløre dens nøjagtige beliggenhed.

Lyskasteren i det nærliggende tårn tændtes og området lå badet i lys. Jeg hørte en stemme råbe: ”Da, da direkt for”. ”Nu er jeg dødsens,”nåede jeg lige at tænke.
Der lød tre skud og alt blev mørkt.

Men lejren var allerede lokaliseret. De amerikanske styrker under general Pattons ledelse havde haft fly oppe og gennemfotografere lejren og dens omgivelser. Der var fra allerhøjeste sted i Det Hvide Hus givet ordre til, at KZ-lejrene skulle tages med så få ofre blandt beboerne/fangerne som overhovedet muligt. Også personellet, fangevogtere og civile arbejdere, som kunne vidne i den krigsret der ville komme efter overgivelsen skulle tages til fange i live.
Der var derfor udtaget mandskab til en specialenhed, som dels skulle kortlægge og dels fotografere de nærmeste omgivelser fra jorden. For at kunne sende så få soldater som muligt ind og gennemføre disse opgaver, blev en enhed bestående af to patruljer på hver fem mand udpeget til at finde de steder omkring lejren, hvor der var en chance for at komme hurtigt ind.

Derfor blev Aron Amsler, 29 år, jøde og rabbiner, men også kaptajn i marineinfanteriet, udset til at lede den ene gruppe.
Arons gruppe fik ordre på, at finde et sted, hvor luftfotos viste, at der var kortest mulig afstand fra en bevoksning udenfor lejren, til hegnet.
De var kommet frem til en lav, ikke alt for tæt bevoksning. Aron checkede med det kort, som var lavet efter rekognosceringsflyets billeder. Det viste at bevoksningen lå ca. 25 m fra hegnet. Aron gav tegn til, at de skulle falde ned og krybe gennem budskabet.
Da Aron og to mand var nået frem til udkanten af buskadset, Tændtes pludselig en lyskaster.
Aron beordrede stop ved at banke let på sidemandens hjelm. Han gav automatisk signalet videre til den tredje mand. De to bagerste stoppede når dem foran stoppede.
Foran dem udspillede sig et drama. Skyerne havde spredt sig lidt mere. Derfor kunne Aron se, at der, på jorden, i pløret lå en mand i fangedragtens stribede bukser. Overkroppen var helt nøgen. Ca. 20 m fra fangen stod en soldat med et gevær. Parat til at skyde.
Fra tårnet råbte en anden soldat et eller andet til sin makker på jorden. Delvist blændet af det pludselige lys, løftede soldaten sit gevær.
Herefter udviklede situationen sig meget hurtigt. Aron skød soldaten på jorden. Den anden soldat, som stadig lænede sig lidt frem over rækværket på vagttårnet rystede og faldt derefter forover ned på jorden, da det andet skud lød. Næsten samtidig lød der endnu et skud, og der blev igen helt mørkt.

Mens alt dette sker, ligger jeg og bliver mere og mere kold. Jeg føler trang til at sove. Jeg tænker: ”Nej ikke sove, ikke sove. Så er det ud med mig.” Jeg beslutter mig til at forsøge, at komme på benene. Men jeg kommer kun op på knæ. Jeg kan ikke mærke min underkrop og jeg klasker omkuld igen. Mudderet virker som en dyne, fordi jeg ikke kan mærke noget. Nu vil jeg altså sove.

Aron har holdt øje med hegnet nogle minutter. Intet sker. Han giver med militært tegnsprog sidemanden besked om at følge ham og den anden til at dække dem. Næsten lydløst, trods mudderet bevæger de sig hurtigt over til den næsten nøgne fange i mudderet.
Han er enten død af kulden, eller i heldigste fald bevidstløs. Aron tager sin kappe af og slynger den om mudderdukken, som han tænker. Så tager han ham op, som var han en brud der skulle bæres over tærsklen til sit nye liv.

Jeg mærker nogen som tumler med mig. Men jeg forstår ikke hvad der foregår. Jeg befinder mig i en stilling, hvor mit hoved er faldet lidt forover. Ud af mine slørede øjne ser jeg et revers, hvor der på et blankt emblem står US.
”God bless America” tænker jeg og forsøger at smile.

Jørn E.
12.februar 2013

894 tegn

Alle rettigheder forbeholdes.


lørdag den 16. marts 2013

Nyd nu blot din enkestand, fru Frederiksen!



Tekst og illustration: Bente Pedersen

Solen skinner ind ad vinduet og reflekteres af vandet i det store bassin. Dette er bestemt en af de gode dage. Bortset fra et midaldrende ægtepar i det ene hjørne og en mor med en yndig baby, så er der kun tre unge fyre i det lille varmtvandsbassin.

Når jeg kommer ind i svømmehallen, kigger jeg straks efter Bademester Jensen. Han er i gang med at rydde op blandt svømmebælter og flamingoplader, men får jeg øjenkontakt, så nikker jeg ivrigt goddag til ham. Han har ofte været min egen lille redningsflåde. Er blevet hidkaldt, når jeg har måttet opgive at retlede usikre forældre til støjende børn. Jeg prikker dem såmænd bare på skuldrene, rømmer mig og peger på det store skilt på væggen. ”Udspring fra bassinkanten og anden voldsom leg er ikke tilladt”.

Nede i bassinet ligger jeg og flyder lidt. Lader varmen løsne mig op. Med brysterne smukt til skue i vandoverfladen, er jeg helt bevidst om de tre unge mænd. Jeg så skam godt blikkene, da jeg steg ned i bassinet. Min nye rosa badedragt med den mørkegrønne drage er da også ganske chik. Lidt ærgerligt, at min nyklippede permanent må beskyttes under badehætten. Men på den anden side, så er det jo ikke alle og enhver, der kan bære en hætte som min. Grøn, så den matcher dragen og danner frodig klangbund til margueritterne sat fast på dens overflade.

Som enke er der jo visse behov, der kan være svære at få tilgodeset. Derfor er jeg også yderst tilfreds med at have opdaget dette lille varmtvandsparadis. Nogen swingerklub er det jo ikke, men tag nu ikke fejl. Når jeg laver mine gymnastiske strækøvelser, så står de unge mænd vendt mod mig ved massagestrålerne langs den ene væg i bassinet. Jeg svømmer med to elegante tag over til dem, siger koket undskyld for at mase mig på, og kunne jeg lige låne strålen, der masserer så dejligt på hofterne. De siger sjældent nej, giver plads, og så står jeg meget passende mellem to af dem. Med lukkede øjne lader jeg et henført ”Ah, det er sørme dejligt!” flyde ud og blande sig tilfældigt med boblerne og ordene i deres samtale.

Efter et lille halvt minut glider min lille fod diskret søgende ud til højre side. Her møder den en ung stærk fod og finder vej op langs skinnebenet. Ved knæet smutter den lille fod tilfældigt ind mellem den unge mands ben. Her hviler den et øjeblik. Gerne mere. Imens finder modsatte hånd forsigtigt vej i boblerne mod den unge mand til venstre. Som en blæksprutte på jagt søger fingrene hen over de stramme badebukser. Dernæst stryges nænsomt ned over låret eller op over det glatte maveskind.

På dette tidspunkt åbner jeg mine øjne, for der sker nu ofte følgende: Den ene siger, at det vist må være nok massage for i dag. Den anden hoster anstrengt, rød i hovedet, og svarer, at ja det kunne være rigtig godt at svømme nogle baner i det kolde bassin. Jeg smiler blot til den lille baby, der gurgler rundt i mit synsfelt.

Inde i svømmehallen ser jeg dem tale med Bademester Jensen, mens de kigger over mod mig. Da Jensen senere stopper mig og spørger, hvordan jeg synes, det går, så blinker jeg skælmsk til ham og svarer: ”Enhver må søge efter sin indre havfrue, Jensen!”. Slår et slag med halen og vimser ud under bruseren.

lørdag den 9. marts 2013

Morgenmørke



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Fodspor i nysne
Grantræ'r i morgenmørke
Fuldmånefrostlys

Løvtræsfiligran
Grenvinklens skaderede
Forladthedsforfald

Læhegn imod vest
Erantisnakker i sne
Februardaggry

lørdag den 2. marts 2013

Lørdag den 2. marts

Kære alle,

Jeg tænker, at Jyhark nok ikke har set, at hendes tekst blev publiceret for en uge siden. Derfor kommer der ikke en ny tekst på i dag. Jeg sender en mail til Jyhark og gør hende opmærksom på kommentarerne til hendes tekst.

Rigtig god weekend. Er det ikke dejligt, at det officielt er forår?

Kh
Randi