søndag den 24. februar 2013

Mormor



Tekst: Jyhark
Foto: Jørn E.


Min mor vækkede mig, mens det stadig var mørkt.
"Du skal komme ind til mormor."
"Hun må godt låne min potte," mumlede jeg søvndrukkent.
Mor smilede et blegt smil. "Vågn nu rigtig op, Ulla. Du skal komme ind og tage afsked med mormor. Hun vil tale med dig!"
Pludselig var jeg helt vågen. Måske var det hendes tonefald – måske var det ordene "tage afsked," som jeg forstod havde en særlig betydning.
Jeg fulgte mor ned i stuen. Idet jeg gik hen imod mormors fremstrakte hånd, hørte jeg døren lukke bag mig, og uden at vende mig vidste jeg, at mor ikke var i rummet.
Jeg tog den udstrakte hånd og satte mig op i sengen.
Med svag stemme sagde mormor: "Ulla - du har hørt historierne om, at mormor har evnen til at vide, når nogen skal dø?"
Jeg nikkede og så dybt ind i de næsten sorte øjne.
Mormor strøg blidt min kind.
“I nat har jeg hørt kistelågene blive banket til. Denne gang er det mig, der er bud efter. Så nu skal vi sige farvel.”
Jeg snappede efter vejret og hun sagde indtrængende: “Det er ikke noget at være ked af. Jeg er klar til at tage herfra…… Jeg var på vej, men var nødt til at vende tilbage for at tage afsked med dig…… Du skal love mig, at du husker denne samtale!”
Jeg nikkede.
”Du har arvet blodet… Du er den eneste….. De andre er almindelige. Du kan høre det, der ikke bliver sagt ligesom mig….. Du skal være stolt af de evner…….. Lad dem ikke få dig til at skamme dig over at være anderledes! Lover du det?"
Jeg nikkede og kunne næsten ikke høre hendes stemme, da hun hviskede: "Kys så mormor farvel.”
Jeg blev siddende ganske stille og lyttede til, hvordan der blev længere og længere mellem åndedragene. Mærkede et sidste klem i min hånd. Og så sænkede stilheden og freden sig i rummet.
Indtil mor kom ind og med skinger stemme sagde: ”Se, nu sidder hun der med sin døde mormor i hånden. Jeg skulle ikke have ladet mor bestemme. Jeg skulle være blevet herinde…”

fredag den 22. februar 2013

Mens vi går i krimiskole



Kære alle,

Er der stemning for, at jeg fortsætter med at lægge tekster på, mens SAXOs krimikursus kører? Hvis der er, lægger jeg en ny tekst på, så snart jeg kender jeres synspunkt vedr. dette.

Kh
Randi

lørdag den 16. februar 2013

En hinde brister



Tekst og illustration: Anne Lilleager

En hinde brister.
Hjælpeløs og nøgen trækker den nyfødte vejret i en ny verden.
Voksne forstår.

Træer og blomster vokser mod himlen
og afgrunden skjules i græsset.

Snart formes en anden hinde
beskyttende omkring hjælpeløsheden
og skjulende nøgenheden,
som et smidighedens mirakel er den et værn
mod de videndes oversete faldgrupper.

Voksne bliver vidende,
men lader ofte deres viden sidde i hinden,
omformer dennes fine smidighed til et skjold,
til et værn mod ægte viden fra det virkelige liv,
hvor ægte værdier vokser og virkelighed er styrke.

Skjoldet formes mellem mig og de andre
og mellem dulgte verdner af indre og ydre form.

Vil jeg ud i naturen og se livet
må jeg knække skjoldet.

Når skjoldet i æggeskalsform knækker
kommer jeg ud i en ny verden
hjælpeløs og nøgen.
Og voksne forstår ikke.

lørdag den 9. februar 2013

M/S Ocean Explorer



Tekst og foto: Jørn E.

Der var krisemøde på værftskontoret. Der foregik voldsomme skænderier mellem værftets ingeniører og rederiets repræsentanter. Først havde der været brand i saunaen. Antageligt på grund af en fejl i elinstallationerne. Men nu var der opstået endnu et problem. Den første tekniske prøvesejlads var gennemført. For at det ikke skulle være løgn, viste det sig, at der var voldsomme rystelser fra skruen. Det skyldtes formodentligt ubalance i hovedakslen fra motoren ud til skruen. En fejl det nemt kunne komme til at ta' lang tid at finde og forbedre. Og det ville koste. Så længe skibet ikke kunne leveres, skulle der betales for værftets arbejde i D-mark. Indtægterne skulle komme fra velhavende amerikanere – i U.S.-dollars. Det altoverskyggende problem var imidlertid af langt større dimensioner.

Året var 1974. Der var oliekrise. Det havde den virkning, at den tyske mark steg og steg og dollaren faldt tilsvarende. Det underminerede krydstogtskibets indtjeningsmuligheder. Faktisk var projektets overlevelsesmuligheder nærmest lig nul.

Rederisekretær m.m. Kell Eriksen, som havde koncentreret sig om at gøre notater om de få konstruktive ting der var kommet ud af mødet, stod udenfor værftets kontorbygning. Det var forår og luften var mild. Værftet var lukket. Arbejderne var gået hjem for i dag. Hans skridt førte ham langsomt, nærmest ubevidst, ned mod skibet. Han så på det på afstand. ”Ocean Explorer”. Prætentiøst navn, ligesom projektet. Togter langs Grønlands vestkyst i sommerhalvåret og langs Sydamerikas østkyst i vinterhalvåret. Udforske de store floder. Desuden togter langs Antarktis nordligste kystområder.

Nu stod han foran skibet. Stod lidt og kiggede. Gik så ombord. Han endte helt oppe øverst i ”Skyloungen” hvor der var udsigt over hele skibet og området omkring det. Ambitioner havde det ikke skortet på tænkte han, da han så agterud over helikopterdækket. Han satte sig og åbnede sin mappe, for at gennemgå sine notater. Der lå også et eksemplar af det første katalog over skibets rejser. I stedet for at læse notater begyndte han at bladre i kataloget.

”Fly til Godthåb/Nuuk. Herfra med helikopter fra Greenland Air til Sukkertoppen/Maniitsoq, hvor vi møder ”Ocean Explorer”. Kaptajn Henriksen vil byde velkommen. Kaptajn Henriksen er pensioneret kommandørkaptajn fra den danske flåde, og har flere års erfaring som kaptajn på flådens inspektionsskibe. Han kender derfor både kysten og dens befolkning.”

Kell Eriksen drømte sig tilbage til sine planlægningsrejser sammen med Kaptajn Henriksen. Han var nærmest grædefærdig ved tanken om de vidunderlige oplevelser passagererne på ”Ocean Explorer ville gå glip af. Han tænkte på turen med hundeslæde ind på indlandsisen oppe ved Diskobugten, hvor de havde set en isbjørnemor med sin unge, og huskede, hvordan deres guide og slædefører havde været meget anspændt, fordi: ”Isbjørnemor med unge, meget, meget farlig. Angriber uden varsel”, advarede han hviskende.

De havde også været på en helikoptertur op langs kysten, og set de kælvende isbjerge og de fantastiske farver fra dyb mørkeblå til den lyseste azur i de flydende isflager med deres flokke af sæler, som kastede sig i vandet, skræmt af helikopterens motorstøj.

Han så sig selv på disse ture, sammen med turister, som var på deres livs drømmerejse.
Han drømte sig til den planlagte ekspedition med det formål at opspore de vilde grønlandske rensdyr.

Med en isforstærkning af skroget i Lloyds klasse 1A, samme som isbrydere, ville skibet kunne arbejde sig langt mod nord. Afhængigt af hvor hurtigt de var i stand til at bevæge sig, ville man forsøge at nå så langt som til Thule.

En skrigende havmåge, som strøg forbi lige udenfor vinduerne i skyloungen, vækkede ham af hans dagdrømme. Det var ved at blive mørkt.

Som en slags symbol på projektets og skibets ustandselige uheld, endte det efter flere ejerskift som afskrevet vrag efter en grundstødning ved Salomon øerne.

Du kan læse om modellen til denne histories ”hovedperson”, hvis bygning og forberedelse til togter jeg deltog i på dette link.

lørdag den 2. februar 2013

Sol, vand og varme



Tekst og foto: Bente Pedersen

Ulla tog badekåben på og strammede bæltet. Håret var svøbt ind i et håndklæde. Om nogle måneder kunne hun begynde at tørre det med en hårtørrer. Hun smilede, gik ind i stuen og satte sig i lænestolen ved vinduet. I hånden havde hun brevet, som hun havde fundet oven på stablen af håndklæder i badeværelset. Henrik måtte have lagt det der efter sit i morgenbad.

Hun rettede sig op. Hunden kiggede op på hende fra sin plads ved hendes fødder, da hun ømmede sig. Arret hen over venstre side af brystkassen strammede. Hun havde smurt det med fugtighedscreme, som hun skulle. Tre gange om dagen. Smurt med fingre, der nægtede at føle. Fingre, der afviste at mærke ribben, hvor hendes bryst skulle være. Fingre, der famlede som muldvarpe i mørket.

Det gippede i hende, da hendes iPhone bippede. ”Har du fundet det?” Hun nikkede ud i stuen og skyndte sig at svare ”Øjeblik”.

Ulla rejste sig for at finde noget at sprætte konvolutten op med. Der var mere end et ark, kunne hun mærke. Håndklædet løsnede sig, så hun smed det hen over ryggen på en stol. Tankerne faldt på gårsdagens træning i varmtvandsbassin. Fem måtte de være på holdet. I starten havde hun fortalt Henrik, at hun elskede det varme vand, og at øvelserne løsnede muskulaturen.

At hun følte afsky ved at stå sammen med de andre under bruseren, tav hun om. De plaprede om smerter der brændte, om ar der væskede, og om hår, bryn og vipper der voksede eller forsvandt. Hun så væk, når brystproteser blev anbragt i BH’er efter badet. Ulla skyndte sig i tøjet med ryggen til de andre.

Endnu en sms krævede hendes nærvær. ”Hvad synes du?” Hun vidste, at han sad på arbejdet og tippede med blommen af en pegefinger mod skrivebordet. Hun tog indholdet ud af brevet. Der var en beskrivelse af et hotel i Thailand, to flybilletter med afgang om tre uger og et brev fra Henrik:

Godmorgen Ulla!
Jeg håber, at du synes om mit initiativ, og jeg har fået arrangeret afspadsering.
Det blev Thailand, for jeg ved, at du elsker sol, vand og varme.
Jeg glæder mig!
Ferieknus Henrik

Tanker og følelser krævede plads og rum i stuen. Hvordan skulle hun kunne sole sig på stranden som de andre? Havde hun kræfter til det? Hvad med badedragt? Kunne hun nå at få en protese inden? Hun gned sig over panden. Hvad skulle hun svare ham? Tårerne blændede hende, men hun fik skrevet ”Tak min ven. Jeg glæder mig.”

Hunden for sammen, da hun grædende kylede iPhonen hen ad sofabordet, og den gled videre ud over kanten.