lørdag den 31. juli 2010

Wellness 2, Mums.

forfatter og foto: Bente Pedersen

Hun adskiller de fugtige læber og omslutter varmt den silkebløde overflade. Hendes fortænder bryder igennem den sprøde millimetertykke chokolade med et formål alene: Ultimativ nydelse! Tungen snor sig vej ind til den bløde masse af Tiramisu-trøffel gemt i chokoladeskallens hulrum. Et favntag finder sted. Så fløjlsagtigt blødt, at det næppe lader sig beskrive. Spytkirtlerne arbejder på højtryk og sender kaskader af væske ud af små åbninger i undermunden. En enkel maghonifarvet dråbe farer vild, da den fedtede og søde substans glider fra undermunden og op over tændernes kant. Den presser sig ud gennem en smal sprække mellem over- og underlæbe. Efter en lille tvivlrådig pause løber den dernæst ned ad hagen på hende for til sidst at finde sig godt til rette i en udvalgt hudfold.

Hun ænser overhovedet ikke dråben på afveje. Tungens sanseceller har allerede ved den første registrering af bittersød chokolade sendt signaler til hjernens lystcenter. En euforisk følelse er dermed i anmarch. I al sin kompleksitet dog kun et slutresultat af en kemisk påvirkning af specifikke receptorer i hjernen. Dette udmønter sig i sidste ende i én bevidst tanke hos hende: ” Uhmm, hvor smager det dog bare himmelsk! ”

Siddende i solen på bænken foran chokoladeforretningen, forekommer livet hende med ét at være ganske enkelt og ligetil. I den nydelige æske fra Neuhaus, der står på bænken ved siden af hende, resterer endnu fire af de ypperste stykker belgisk chokolade. Hun pakker dem nænsomt, ja næsten kærligt ind, enkeltvis, i æskens røde silkepapir. Anbringer forsigtigt æsken i håndtasken og lukker den forsvarligt.

Bentes første tekst om wellness.

lørdag den 24. juli 2010

Rådyret 3


forfatter og foto: Jørn E

Læs del 1 og del 2.


Der var noget der skurrede, noget der ikke rigtig ville falde på plads.

På vej hjem, smuttede jeg forbi kriminalassistent Wims, for at få sagens forløb ridset op.

Efter snakken med Wims, var jeg klar over hvad det var der manglede. - Et afskedsbrev. - Det passede ikke med det billede jeg havde dannet mig af pigens karakter. Josefine, eller Fine, som hun blev kaldt, var velorganiseret og tænksom. Hun lagde f.eks. altid besked til sin mor om, hvor hun var, hvis hun brød det daglige mønster.

Altså! - Fine havde en kæreste, Janus. De to, havde været venner og kærester lige siden de gik i femte, hvor Fine og hendes familie var flyttet til byen. Janus' sidemand i skolen hed Allan. De to var bedste venner fra de allertidligste barneår. Da Fine var kommet til var hun hurtigt blevet indlemmet i drengenes venskab og de blev et uadskilleligt trekløver.

Jeg besluttede mig for at ta' en snak med Allan.

Med det påskud, at jeg var nødt til at udstede en ny dåbsattest til ham af visse administrative årsager, bad jeg ham om at komme ned på kirkekontoret efter den og ta' den gamle med.

Allan kom hurtigt efter. ”Sid ned” opfordrede jeg. Han satte sig i gæstestolen, overfor mig. Han virkede lidt trykket og stille. Ikke underligt. Han havde jo lige mistet en meget nær ven.

”Du holdt meget af Fine?” spurgte jeg let konverserende, men tilpas medfølende, mens jeg foregav, at lede efter den nye attest på bordet foran mig. Han for sammen og stirrede på mig. Jeg mødte hans blik. ”Je... – ja, selvfølgelig gjorde jeg det” svarede han, nærmest agressivt, mens han vagtsomt betragtede mig. Jeg var overbevist om at han skjulte noget, siden han i den grad var på vagt. ”Hvorfor spørger du om det?” Spyttede han nærmest ud.

Jeg så ham lige ind i øjnene. Jeg vidste, at jeg var ude på tynd is.

”Der var ikke noget afskedsbrev. - Det undrer mig”. Jeg gjorde med vilje tonen en lille smule inkvisitorisk, mens jeg fastholdt hans blik.
”D-det kender jeg ikke noget til” udbrød han. Jeg kiggede påtaget forbavset på ham: ”Nej, hvordan skulle du også det?”
Mens jeg stadig så ham ind i øjnene, rakte jeg ham kuverten med attesten. Han nærmest rev den ud af hånden på mig, og styrtede ud af døren.

Jeg sank ned i den store kontorstol. ”Hva' nu? Hvad var Allans rolle? Lidt rystet over mig selv og sagens udvikling, gik jeg i gang med at arkivere nogle bilag.

Senere på aftenen, havde nogen i ”Det sene aftentog” hørt et voldsomt bump, da det kørte gennem skoven. På stationen gjorde rystede passagerer, togpersonalet opmærksom på ”blod og sådan noget”, som var sprøjtet hen ad siden på en af vognene.
Man antog, at et dyr i panik var løbet ind mellem vognene. Nogle jernbanefolk blev sendt ud langs sporet for at finde ud af hvad der var sket.

I nærheden af hvor Fine blev påkørt fandt man Allan, - død.

I hans inderlomme fandt man, foruden en ny dåbsattest, et krøllet stykke papir, som viste sig at være et afskedsbrev fra Fine.
Der stod:

Allan!
Jeg mistede min far.
Du udnyttede det.
Nu har jeg også mistet min elskede.
Jeg holder ikke ud at leve længere.
Fine.

Da jeg senere talte med kriminalassistent Wims, brummede han rystet: ”Det er fa'me ved at udvikle sig til en epidemi det her”.Han så eftertænksomt på mig et øjeblik, og tilføjede: ”Det var forresten underligt, for hans fodspor tyder på, at han løb lige ind mellem togvognene. Men endnu mere mærkeligt er det, at andre spor tyder på at han var forfulgt af et rådyr. Men jeg har s'gu' aldrig hørt om at rådyr forfølger mennesker!

”Nej, men det har du så nu” tænkte jeg for mig selv og gøs.

lørdag den 17. juli 2010

Rådyret 2


forfatter og foto: Jørn E

Læs første del af rådyret.

Jeg sad og skrev i kirkebøgerne. Det bankede på døren og uden at vente på svar, trådte graveren Jens ind på Kontoret. ”Hvis du har noget kaffe, så har jeg et par basser der passer”. Jeg smilede venligt til ham. Jeg vidste, at nu skulle der snakkes. Blev på den måde indviet i den seneste bysladder. Jeg lagde kirkebogen væk og Jens serverede kaffe, rev bagerposen op, og lagde den imellem os.”Du husker nok fru Mortensen, hvis datter smed sig foran toget”. Jeg nikkede bare kort til svar. Jo, jeg kendte fru Mortensen. Han vidste også, at jeg interesserede mig for familien og hvad der kunne have ført til datterens selvmord.

”Jeg så hende på vej op imod skoven med en stor buket hvide liljer. Hun lignede et spøgelse. - Gjorde hun, - staklen” sagde Jens, og lagde ansigtet i passende, sørgmodige, folder, mens han opmærksomt afventede min reaktion.

Jeg gumlede på wienerbrødet, og tog en slurk kaffe”. Ja, det er ikke godt med hende”. Svarede jeg og fortsatte: ”Pastor Nielsen siger, at hun har lukket sig helt inde i sig selv. Hun taler aldrig med nogen mere. Pastorinden havde også bemærket, at hun var holdt helt op med at bruge make-up. ”Det bliver man jo ikke kønnere af” havde hun tilføjet.

Der blev en kort pause.

Så fortsatte Jens. ”Jeg mødte Rasmus, skovløberen. Han havde set fru Mortensen lægge blomster derovre. Hun lagde dem forsigtigt. Nærmest som en mor lægger sit barn til at sove i sin vugge. Så gik hun hen, tæt på skinnerne, som hun så på et øjeblik. Så tilbage, forbi blomsterne hen til en træstub, tæt ved. Her sad hun et stykke tid. Hun rystede over hele kroppen, som om hun frøs. Men han så tårerne, der løb ned ad hendes kinder.”

Der var masser af rådyrspor hvor blomsterne lå, men til hans store overraskelse var blomsterne urørte. Rådyr æder normalt, ukritisk, alle de blomster de kan komme i nærheden af.

Læs mere om kordegnen.

lørdag den 10. juli 2010

Rådyret


forfatter og foto: Jørn E

Arbejdet som præstesekretær var et hverv jeg, som pensioneret kordegn, havde påtaget mig. Det foregik ofte i de sene eftermiddags- og aftentimer, hvor der ikke var nogen til at forstyrre mig.
Således sad jeg alene på kirkekontoret en forsommeraften og bakkede på min gamle snadde, mens jeg skrev i kirkebogen.
Jeg sad og ajourførte dødsfald. Det var et stykke rutinearbejde, som skulle holdes up-to-date hele tiden. Temmelig ensformigt, at skrive oplysningerne fra dødsanmeldelsen ind i kirkebogen. Det var mens man endnu skrev i hånden og med blæk i store tunge bøger.

Min opmærksomhed blev skærpet da jeg mekanisk tog den næste formular for at skrive dens oplysninger ind i bogen. I rubrikken "dødssted" var dette ord streget over og i hånden var i stedet skrevet "Findested" efterfulgt af den lakoniske og dog stærkt dramatiske og dybt tragiske meddelelse:
"Jernbanelegemet ca. 500 meter nord for Bistrup station." Videre læste jeg navn og adresse på en pige fra byen, som jeg huskede fra konfirmationsundervisningen, to - tre år tidligere.

Byen er en mellemstor provinsby, hvor alle kender hinanden i et eller andet omfang. En tragedie som den der her lå præsenteret foran mig gjorde, at nu vidste alle hvem der var tale om. Chokerende var det sandelig også, for hun var kendt som en sød, livlig og intelligent pige. Hun havde oven i købet en kæreste. Den stakkels dreng måtte være fuldstændig sønderknust og ude af stand til at fatte hvad der var sket.
Mens jeg sad og tænkte triste tanker om dette mystiske selvmord, fangedes mine sanser af solsortenes smukke sang ude på kirkegården. Jeg løftede hovedet og så ud af vinduet.
Stor var min overraskelse. Ja, jeg blev faktisk forskrækket i det første sekund. Udenfor stod en rå og kiggede ind. Dens store smukke øjne så indtrængende - bedende(?) - på mig.

Efter hvad jeg oplevede som en evighed, vendte den roligt rundt og forsvandt ud af mit synsfelt.

I det øjeblik bestemte jeg mig for, at jeg for enhver pris ville finde ud af, hvorfor den unge pige havde taget sit eget liv.

Sommer-rapport


Kære Skrivebloggere!

Her er en lille beretning fra min hektiske juni måned, fyldt med sommer og glædelige begivenheder. Det er svært, at beslutte hvor jeg skal begynde. Min yngste datter blev gift lørdag d. 12. i Sankt Pauls kirken i Nyboder.

I den anledning kom min ældste datter, Heidi, hjem fra Zimbabwe, hvor hun bor med mand og to børn. Tristan er tre og Emma er 1½ og så er der en på vej. Forventet ankomst 15. september!

Forud for alt dette havde jeg inviteret til sommerparty hos mig i Odsherred, hvor familien, for en gangs skyld, var næsten samlet.

Brylluppet var smukt, festen fantastisk. Et højdepunkt var det naturligvis, da brudeparret meddelte, at de venter barn til marts næste år.

Efter barnedåben af Emma var vi samlet hos forældrene i deres lejede sommerhus i Hornbæk, hvor vi også havde en dejlig dag sammen. Sankt Hans aften tog vi afsked, ligeledes i Hornbæk.

Nu går der desværre nok et års tid før jeg ser dem igen, men det har været en dejlig måned.

Kærlige sommerhilsner fra

Jørn E.


NB: da flere af bloggens medlemmer gerne vil læse Jørns første historier om kordegnen, bringer jeg også historien "Rådyret" i dag. /Dorte.

lørdag den 3. juli 2010

Det tiende bud


forfatter: Leonius

Der gik en lille edderkop på kaffebordets dug,

den var forelsket i en underkop, og troede den var snu,

den kravled op på underkoppen, klar til kys og kram,

og underkoppen syntes faktisk rigtig godt om ham.

Men underkoppens mage kom lige pludselig hjem,

så endte edderkoppen sit liv imellem dem.
.