lørdag den 26. marts 2011

Night Windows



- Prøv lige at se. Alle de billeder her i rummet er malet af den samme mand. Er de ikke flotte?

Malene så sig rundt med et lidt forvirret udtryk for derefter at kikke op på mig Hendes lille buttede ansigt og røde fugtige læber lyste op i et smil, da vores øjne mødtes. Jeg satte mig på hug foran hende:

- Lille pus, når vi har været herinde lidt – skal vi ned og hygge med sodavand og kage. Du må vælge lige den du vil, også kage.

Jeg gav hende et kram. Selvfølgelig var hun for lille – galleriet var ikke lige det der appellerede allermest til små børn.
Det var sidste dag Hopper udstillingen var åben og jeg MÅTTE bare se hans billeder ”in real”.

Jeg tog hende ved hånden og begyndte at gå rundt med hende, vi stoppede helt op ved enkle billeder og jeg forklarede lidt om billedet, bare sådan hvad det forestillede. Et par billeder dvælede jeg lidt længere ved. Hans billeder var bare så rene og klare både i farver og linjer.

Der stod en læderbriks lidt længere fremme, et ældre ægtepar havde netop rejst sig. Malene havde været så dygtig og stille. Jeg havde en lille pose med lidt vingummi – forbudt på en hverdag – men hvad søren...
Hun kunne sidde og hygge lidt med det og jeg kunne fordybe mig lidt, forhåbentligt var der et af hans bedste værker på væggen ved briksen.

Da vi havde sat os ned, så jeg til min glæde at det var ”Night windows”, åh jeg elskede det billede!
Malene sad og småsludrede med sig selv – det lød så dejlig hyggeligt, snart var jeg selv svømmet ind i det smukke billede.

Lyset var så vanvittig flot, gløden beskrev tidspunktet perfekt. Det florlette hvide gardin der blafrede i det åbne vindue – var der mon gennemtræk? Kvinden, hvad søren bukkede hun sig efter – der var utallige løsninger.
Erotik?
Tja, det var nærliggende, men hvorfor bukkede hun sig?
Havde hun tabt noget eller samlede hun noget op?

Jeg var langt inde i mine egne tanker, da en velkendt stemme skar gennem:

- Mor, tror du ikke at damen samler sutten op til sin lille pige der ikke kan sove?

Overrasket så jeg ned på min datter, hun sad med vingummiklister om munden og kikkede intenst på maleriet.
Mors pige.

- jo min skat, selvfølgelig – det er da det hun gør! Kom nu skal vi ned og hygge i cafeen.

onsdag den 23. marts 2011

lørdag den 19. marts 2011

Spøgelsesbilen



Jeg havde aldrig i mit liv troet på spøgelser, magi eller andet overnaturligt. Ikke før en skæbnesvanger dag i mit dengang 16-årige liv.

Det havde været en helt normal dag, ligesom alle andre. Jeg havde været ude og købe julegaver med min bedste ven, Matt, og vi sad nu på bagsædet i min fars bil på vej hjem. Sneen dalede stille ned udenfor og indbød til julestemning. Vi var allerede godt i gang med at planlægge julehygge med marcipan og havregrynskugler, når vi kom hjem. Vi kom kørende ad landevejen, forbi den nøgne skov, som næsten sukkede af kulde, da vi kørte forbi. Bilen sagtnede farten og min far gjorde klar til et venstresving op ad Markvejen, men han drejede for tidligt, måske pga. det glatte føre, og vi kom på kollisionskurs med en sort varevogn. Jeg spærrede øjnene op i rædsel, ville skrige, ville lukke øjnene, ville væk. Men jeg var som frosset fast til mit sæde, og kunne ikke gøre andet, end at se døden i øjnene.

Vi kørte lige igennem. Igennem bilen! Jeg så mig forbavset ud af bagruden, men kunne ikke se nogen varevogn. Matt gloede på mig med et løftet øjenbryn. ”hvad er der galt?” spurgte han. ”Du ligner en der har set et spøgelse!” Jeg sad bare og stirrede ud i luften, helt forbavset og uforstående. ”S-så d-du d-det i-ikke?” spurgte jeg ham stammende. Han så forvirret på mig, spurgte mig, hvad jeg talte om. Min far drejede bakspejlet og så bekymret på mig. Jeg var den eneste, der havde set den, men jeg kunne sværge på, at det var sandt! Jeg rystede bare på hovedet, og lod det ligge, selvom frygten stadigvæk sad som en mørk tordensky over mit hoved.

Da Matt og jeg senere på aftenen gik ned for at leje en film, drejede han pludselig vores samtale over på min mærkelige opførsel i bilen. ”Du så noget, gjorde du ikke?” spurgte han mig og så indgående på mig. Jeg sukkede dybt. Et lille træk i hans mundvige fortalte mig, at han udmærket vidste, at når jeg gjorde det, havde han fået fat i et emne, jeg ikke brød mig om at tale om. ”Jo,” svarede jeg, og så fortalte jeg ham, hvad der var sket. Det bedste ved Matt var, at han aldrig tvivlede på, hvad jeg sagde, han kunne aldrig finde på at grine ad mig, hvis jeg fortalte ham noget alvorligt, lige meget hvor langt ude det måtte virke. Tværtimod sukkede han dybt. ”Hvor er det snyd!” udbrød han. ”Jeg ville også opleve et eller andet spændende.” Jeg gloede bare på ham med et løftet øjenbryn. Det var overhovedet ikke spændende, det var uhyggeligt! Jeg rystede bare på hovedet og sukkede en gang mere.

En mand kom gående med sin lille tæppetisser i lysende snor og lyserød frakke. Det var det eneste tegn, vi havde set på liv, siden vi gik hjemmefra. Jeg trak ind bag Matt og lod ham passere. ”Hvad laver du?” spurgte Matt. Hvad så det ud til, at jeg lavede? ”Jeg gør plads til manden selvfølgelig!” Matt stoppede op. Manden og hunden stoppede op. ”Hvilken mand?” spurgte Matt, og manden gloede ondt på mig og hvæsede med en stemme, som stak i mig som nåle: ”Det er hende!” Og for øjnene af mig, voksede det lille kræ ved hans fødder sig større og større. Fråden stod ud ad munden på den, tænderne blev lange og sylespidse, øjnene glødede rødt og ondskabsfuldt. ”LØB!” skreg jeg og greb Matt i hånden og trak ham efter mig i flyvende fart i den glatte sne ned mod filmkiosken. Bag os hylede hunden og satte efter os. ”Hvad var det?” spurgte Matt ængsteligt. Gudskelov, han kunne i det mindste høre, hvad jeg så. ”Bare løb!” råbte jeg tilbage.

onsdag den 16. marts 2011

April-opgave



April er national poesi måned i Canada. Poly har foreslået, at vi også gør april til poesi måned på Skrive-bloggen.

Opgaveteksten for april er derfor i al sin enkelthed "skriv et digt." Deadline er den 1. april.

Kh,
Randi

lørdag den 12. marts 2011

Iskoldt nattemørke



Himlen var stort med et mylder af kolde klare stjerner. Langsomt, skridt for skridt lod hun sine ben bære hende gennem det dugvåde græs, det var koldt. Vådt og koldt i det iskolde nattemørke.
Men hun havde en varme inden i for hun var ikke langt fra målet. Målet hvor kærligheden og varmen ventede, det hjem hun ikke havde set i så mange år. Hjemme hvor mor og far ventede, med varme knus og masser af kærlighed.
Der var ikke langt endnu, men de sidste mange kilometer havde kroppen selv fundet vej, skridt efter skridt.
Hun havde taget modet til sig den dag, ringet hjem og talt med dem. De havde lyttet, grædt og så sagt de vidunderlige ord; "kom hjem". Hun havde fundet modet efter samtalen, var flygtet i bare tæer og med kun en flad cola i hånden og det tøj hun havde på kroppen. Men hun var sluppet fra ham, musen var sluppet fra katten,det havde været lige ved at gå galt, men nu var hun snart hjemme.

Glæden boblede inden i hende og lyset fra de velkendte dannebrogsvinduer i den gamle villa, varmede helt ind i hendes kolde hjerte og fik hendes ømme fødder til at sætte farten op. 10 skridt til døren, banke på, vente i lange evigheder, det var lige meget for nu var hun hjemme.
Hjemme hos mor og far der var hun sikker. Hun iagttog det smukke gamle gule hus, med de vilde gamle roser. Om sommeren bar de så mange smukke røde blomster og duftede så tungt, at det ikke var svært at forstå hvorfor huset bar navnet Rosengården, med smukke malede bogstaver på gavlen.
Døren gik op og varme og lys strømmede ud. Hun var lykkelig, hun var endelig hjemme igen.

Det var alt sammen en underlig kontrast til hendes hårde og om tumlede liv de sidste mange år. Men hun var sikker på at alt nok skulle blive bedre. Hun blev bekræftet i de varme tanker, da hendes mor lage sine varme stærke arme om hende. Hendes far brummede kærligt og de gik alle 3 sammen ind bag den hvide dør.
Et nyt liv kunne begynde.
Det skulle nok blive godt, det kunne ikke blive andet, hun kunne mærke det dybt inden i.

onsdag den 9. marts 2011

Fire hindbærsnitter og en liter mælk



Jeg kastede mig grædende ind til min mor. Skammen var ikke til at bære. Min mor holdt om mig, vidste ikke hvorfor hun trøstede.
Pengene jeg havde smidt fra mig, lå spredt ud på gulvet. Da mor ville løfte mig op på skødet, forstod hun hvad jeg havde efterladt i Ismejeriet!

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Jeg var en fire, fem år.
Den korte vej ned til Ismejeriet blev taget i løb og hop,

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Nu stod jeg her, klemt inde i en verden fyldt med voksne.
Der lugtede ikke rart.
Min hånd med pengene var svedig.
Jeg kikkede lige ind i en stor bagdel.

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Min mund løb i vand.
Jeg skulle tisse.
De voksne grinede og snakkede.

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Nu svedte jeg også.
Butiksklokken bimlede.
Jeg blev puffet bagfra og snublende faldt jeg over mod den store, bløde bagdel.

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Tykke strømpebukser på.
Sådan nogle sugede meget.
Ahh…

Damen foran mig lagde to liter mælk ned i sit net og gik.
Bimmelimmelim.
Hvad skulle det være?
Jeg lagde pengene på den høje disk.

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, sagde jeg med en fast stemme.

Med posen i hånden og flasken gik turen hjemad.
Mor og mine to brødre var parate

Jeg sneg mig ud på badeværelset og skiftede bukser

Hindbærsnitter og hygge.

lørdag den 5. marts 2011

Ingen ny tekst i dag

Der har ikke været så stor aktivitet på bloggen i denne uge, og Ragnhilds tekst har endnu ikke fået så mange kommentarer. Derfor bliver der først publiceret en ny tekst på onsdag.

Billedet på Ragnhilds tekst er blevet udskiftet til et mere sigende.

Kh,
Randi

onsdag den 2. marts 2011

Night Windows – et postkort fra New York



- Hopper! Han render og hopper, og der er ingen historie, det er bare en dame der vender ryggen til, og så kan jeg ikke se, om hun er glad, eller om hun græder, og det der mirobillede af den der kat, som morfar sendte lige før han … nej, dengang I var i Madrid, det er det bedste billede i hele verden, og når jeg bliver sådan en der skriver bøger, altså sådan en forfatter, så laver jeg ti historier om den kat. Slut.

Han trækker vejret og ser op. Puha, heldigvis smiler de, far ler lidt, og mormor griner næsten, og Liva har tænkerynker i panden. Han puster bobler i kakaomælken før han drikker.

Hoppers Night Windows. Og Miros kat. Det var det sidste postkort han skrev, morfar. Det var til Viktor, og det var så morsomt. De havde nu noget særligt sammen, de to. Det hænger på hans opslagstavle. Men et billede med et åbent vindue? Betyder det noget? For figuren? Sikkert. Og for mor? Meget måske. Hun vil noget med det vindue. Vil hun også noget med kvinden? Om lidt vender hun sig og smiler sit gamle smil til os. Vender hun hjem, når hun vender hjem? Der er noget i det mellemrum mellem Hopper og kvinden og os. Men måske er det mest til far.

- Det er så smukt. Og så stille. Den blå og de orange farver er vildt gode sammen. De slynger sig sammen, selv om de er langt fra hinanden. Jeg vil prøve at sætte de to farver tættere sammen. Hvis det kan lade sig gøre! Vi har heldigvis valgfag i morgen. Nu ved jeg, hvordan jeg skal komme videre med mit billede. Tror jeg. Måske er kvinden ked af det. Jeg ved det ikke. Det er farverne, der rammer mig.

Hun ser op. Mormor smiler sødt, far nikker, og Viktor laver øjne og drillekyssemund. Hun tager en muffins og hælder varm te i kruset. Mormor tager kortet og holder det ind i en solstribe. Der kommer ekstra glød i de orange farver. Det er som om smilet når mormors øjne, mens hun rækker kortet til far og siger, at det jo går efter alder i dag.

- Ja, det gør det jo. Tja, hvad skal jeg sige om det billede? Hopper? Jeg kender ikke så meget til Hopper. Jeg ved, han maler meget realistisk og at hans personer er alene på terrassen, i rummet eller i naturen. De virker ensomme, måske fordi de ikke er så vigtige for billedet, som deres omgivelser er. Og som farverne er. Men hvad ville rummet her være uden kvinden, og hvad ville kvinden være uden rummet? Men måske er det mest spændende blikket på kvinden. For nogen ser hende jo. Men hvem? Måske står der en ved et hjørnevindue i en lejlighed på samme etage i et hus på den anden side af den åbne plads. Måske er det en mand. Det kunne være mig. Hvis det nu var mig, og jeg var forfatter, så ville jeg sætte mig hen til min pc og begynde på en ny roman.

Han har vist snydt. Det er egentlig unfair. Men det orange håndklæde er for stærkt. Alt for stærkt. Viktor gumler kage og Liva er tænksom. Hans blik strejfer svigermors, da han rækker kortet retur. Husker hun mon de orange badehåndklæder. De fik dem af hende, den dag de flyttede sammen. Ham og Pernille. Flyttetrætte indvier de badekar og orange håndklæder. Tørre og varme pakker de hinanden ud. De er hinandens gave. Sådan blev det. Sådan er det. Godt hun alligevel tog på den studierejse. Hun skal tilbage til sit projekt. Der er liv og løfter i kvinders orange håndklæder. Kaffen er blevet kold. Han fylder noget varmt i koppen. Så er det mormors tur. En ensom kvinde og mormor. Bare hun klarer det.

Et åbent vindue. Pernille er ikke for ingenting kunsthistoriker. Kvinden er alene i rummet. Det er en fantastisk ide at lave fortælleseance over eftermiddagskaffen, når der kommer rejsepostkort. Hun er altså alene. Det må hun være. De har i mange år været ekstra opmærksomme på de kort, de købte og sendte, når de var ude at rejse. De købte og sendte! Det er da datid! Det sidste var Miros kat. De næste må hun selv klare. Hun må kunne finde ud af det. Hun bider sig i underlæben og nikker som til sig selv.

- Night Windows. Nej, først kattekortet. Morfar bestemte, det skulle være det, og at det skulle være til dig, Viktor. Vi havde set Jean Miro og det havde været en dejlig dag. Vi spiste på en spansk restaurant og morfar havde sagt, at han skulle fortælle mig noget meget vigtigt. Men først ville han fortælle sin lille historie om den spanske kat en gang til. Den var så morsom. Jeg morede mig. Vi lo begge to. Pludselig lo han ikke mere.

Hun tøver. Tørrer tårer af sine kinder, ser deres varme blikke og trækker vejret dybt.

- Det er et dejligt billede, Pernille har valgt. Der er så meget varme og lys i det. Måske er den kvinde blevet alene. Måske kan man alligevel godt leve videre alene. Jeg kan da begynde med at åbne et vindue og ordne nogle af morfars ting. Når Pernille kommer hjem fra New York, er jeg parat til at tage hjem til Århus. Det kan jeg godt klare. Nu. Men Viktor, måske kan du, når du bliver den der forfatter, fortælle mig det vigtige, som morfar ikke nåede at fortælle.

Foto: Ragnhild