torsdag den 31. december 2009

En fremmed kommer forbi


forfatter: Anne Finnerup

Første bid var tungt; han måtte arbejde for at køre linen ind. Overrasket så han, det var en ål - ikke en fisk han havde ventet at se her. Han studerede den og forestillede sig dens lange rejse - helt fra Sargassohavet og hertil.
Hans tanker strejfede bogen, nederst i grejkassen, og sprang videre til den dag for fire år siden, da han en tidlig september morgen havde været ude for at fiske efter regnbueørreder. Han havde stået under nogle overhængende træer ved et af grænselandets bedste fiskesteder.

En raslen i løvet - fire grå skikkelser. De havde travlt, de så ham ikke, men de passerede tæt nok, til at han kunne se, de ikke var danskere. Alle havde en taske eller en rygsæk med. De kiggede sig nervøst tilbage. Han stod helt stille - han skulle ikke blandes ind i noget. Bagefter havde han fortsat fisketuren – var gået ned langs stryget og hen til broen, hvor man tit kunne se de store fisk stå og vente på overskyet vejr, før de turde passere dens skygge.

Han havde fundet en bog, nogen havde tabt på vej over broen - en dagbog fyldt med blyantsskitser. En gammel mand der lå på knæ - en kvinde der lå på jorden, skudhullerne i kroppen nøje aftegnet. Et spædbarn smilede op til ham. Under tegningen stod der Hanah. Først i bogen stod et navn, og ind imellem tegningerne stod der mere på et fremmed sprog. Han burde have afleveret den til politiet ...

Ulla og han havde ikke selv kunnet få børn, så de havde søgt om at adoptere. Efter lang tid var de blevet godkendt, og som ved et mirakel gik der kun 14 dage før det lille hittebarn kom hjem til dem.
Han smilede ved mindet om Ulla, der stod med hende på armen. Pigen havde kigget på dem med sine smukke brune øjne, og hendes ansigtstræk virkede bekendte. ”Hvad siger du til at kalde hende Hannah?”.

Nu var Hannah snart gammel nok til at komme med på sin første fisketur – bare til en put-and-take sø for hyggens skyld. Han havde allerede købt en lille fiskestang til hende. Hun var et usædvanligt fremmeligt barn.

En måge skreg og rev ham ud af hans tanker - han bøjede sig ned og strøg ålens slanke krop med en finger; og så smed han den ud.

onsdag den 30. december 2009

Gør mig til et helt menneske


forfatter: Susan Bundgaard

Psykologen havde spurgt mig om noget. Jeg følte et sug i maven og pillede ved mine glitrende armbånd. Det var nu, min fremtid skulle afgøres, men hendes spørgsmål distraherede mig. Selvom jeg prøvede at bevare fokus på den lyshårede kvinde, tiltrak genstandene på skrivebordet sig uvilkårligt min opmærksomhed. En brevpresser af jade, en brevåbner i rustfrit stål og en lille saks vækkede minder, som fik min mave til at slå smertefulde knuder. Tanker flaksede i den mørkeste del af min hjerne som et møl omkring et lys. Jeg rystede håret frit fra skuldrene. Blinkede kraftigt og mærkede et beroligende kærtegn fra de lange, kunstige vipper. Jeg smilede. Overskud.

”Har du en kæreste i øjeblikket?” spurgte kvinden i den magelige stol, der duftede af nyt læder.

Mit blik sank ned, som var det tynget af et blylod. Det lagde sig til hvile på brevpresseren. Jeg tvang med besvær blikket væk og huskede at sende psykologen et strålende tandsmil. Klorin, brugte jeg. Det var helt perfekt og fremtiden tegnede lige så lyst som mine afblegede tænder. Jeg var snart et helt menneske. Et enkelt indgreb og mit liv ville blive helt anderledes. Slet ikke som før.

Kvinden lænede sig frem i stolen og lagde underarmene på bordet, hænderne foldet over hinanden. Hun gengældte ikke mit smil. ”Hørte du mit spørgsmål?” Jeg spekulerede over hvad hun ville høre. Blev enig med mig selv om, at sandheden var passende. Fremskridt. Jeg svedte under bh’en og det kradsende stof.

”Han hedder Lars,” svarede jeg bekræftende. Min stemme havde altid generet mig.

”Hvor meget ved han om dig?” spurgte den nysgerrige kvinde. Jeg lagde i det samme mærke til hendes alt for skarpe næse og tætsiddende øjne. Mit undertøj snærede og der føltes fugtigvarmt i det trange kontor. Jeg trak ud i min bluse og pustede diskret ned i udskæringen.

”Han ved altså ikke noget endnu,” tolkede den spidsnæsede hjernevrider og stirrede på mig. Hendes blik skar igennem mig som en varm kniv i koldt smør. Jeg gestikulerede klirrende og holdt mig i skindet. ”Jo, selvfølgelig,” rettede jeg hendes opfattelse. ”Han ved det hele.”

Hun forholdt sig tavs. Jeg skød underlæben frem og følte en begyndende hovedpine. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Jeg gemte mine store hænder under skrivebordet og knækkede ubevidst knoer.

”Dit sidste forhold gik gruelig galt, da han opdagede det, ikke sandt?” De tørre knæk fra mine led blev kun overdøvet af mit hamrende hjerte. Hun lagde hovedet på skrå. ”Hvad skete der?”

Mine tanker vendte mod min vilje tilbage til den dag. Mit blik flød ud; da jeg tvang mig selv til at fokusere, fyldte tre genstande mit synsfelt. Brevpresseren. Brevåbneren. Saksen. Det havde ikke været noget kønt syn bagefter, men jeg havde jo udstået min straf. Jeg var et bedre menneske. Snart et helt menneske.

”Hvad siger Lars så til, at du ønsker en kønsskifteoperation?”

tirsdag den 29. december 2009

Pjaltebanden


forfatter: Robert Mørk Tindholm

Man så dem altid sammen. ”De tre raske svende” sagde de gamle i byen. Vi børn havde kærligt døbt dem ”Pjaltebanden”. Det sagdes om dem, at de havde set den halve jord sammen, de tre sammenspiste, og så forskellige som få.

Jonathan, den lange ”handelsmand” som han yndede at præsentere sig, havde altid et smil og en ny vare parat.

”Skal fruen bruge nye snørebånd?”

”Jeg har skam også fine spilledåser på mit lager”

Vi børn løb lykkelige bagefter, og abede ham af, han gik som en gammel soldat, med lange grønne støvler. Hans øjne lyste i den samme gyldne farve.

Så var der Leifi, han sagde ingen ting, andre sagde, at han havde solgt sin stemme i krigens år. Han spillede på harmonika og dansede om så smukt, at alle piger rødmede om ham i sluttet ring. På hans gamle jakke var hæftet med en tråd, et lille skilt i pap: ”Mit navn er Leifi, jeg kan ikke sige nej”

Den tredje han hed Alfred, han spillede violin, og prøvede uden hæmninger, at drikke sig ihjel. Han gik med stok og svingede den, som ingen andre kunne. Han sang om vilde fugle og skovens grønne løv.


Og pist så var de borte på nye eventyr. Byen smilede ganske stille, vi mærkede alle glæden, som de kærligt efterlod. Der var folk som sagde, at de ikke var så kloge, jeg mener bare selv, at det er svært at sidde stille, hvis man har en sjæl så let som sommerfuglens dans med søndenvinden.

mandag den 28. december 2009

Asylpolitik

forfatter: Aviaaja

Når vi sejler på frygt
Sejler vi ad helvede til.

Hvis vi vender skuden
i mod og mindelighed.

Er mennesker,
i al menneskelighed.

Sejrer vi til ukendelighed.

søndag den 27. december 2009

Gunhilds offer


forfatter: Olav

Gunhild gøs. Om det var fordi hun lige var kommet ud af det rituelle bad, eller på grund af situationen vidste hun ikke.

Tjenestepigerne hjalp hende i tøjet. To af dem trak kjolen over hende, mens en tredje gav sig i kast med at børste hendes lange lyse hår, så det kunne være slået frit ud for sidste gang.

- Er I ikke glad, Jomfru Gunhild? I dag er det jo den store dag.

Det var den trinde Thora der var i gang med håret som forsøgte at muntre hende op. Hun var altid i godt humør, men hun fik kun aftvunget Gundhild en kort trækning af de røde læber.

- Så, nu er vi snart færdige, mumlede Thyra og Ragnhild næsten i kor og trådte lidt tilbage.

Gunhild var nu fuldt påklædt og manglede bare én detalje. Thora fandt brudekronen frem og satte den ovenpå Gunhilds nyredte hår. Krone var nok så meget sagt – den var flettet af pil og pyntet med bær og blomster – men den var noget anderledes end den jomfrukrans hun indtil nu havde båret.

Det bankede på døren. Det var Thorbjørn. Gunhilds lillebror lignede hverken Thor eller en bjørn, men han var trods alt hendes bror og under de nuværende omstændigheder familiens overhoved. Hun sukkede og bød ham træde nærmere.

- Jeg har sværdet med. Er du klar?

Hun forsøgte at fremtvinge et smil og nikkede til svar. De gik i procession ud af badstuen og hen i retning af det gamle tingsted. Thorbjørn foran med sværdet hævet, Gunhild lige bagefter og de tre terner allersidst. Det var ikke noget stort optog, men traditionerne blev da holdt.

Da de nåede frem til pladsen, var de andre allerede ankommet. Frode og resten af hans familie stod rundt om og ventede.

Hun ville ikke se Frode i øjnene. Han var meget ældre end hende og havde været gift mindst to gange før. Mange af hans børn og børnebørn var også med.

Nu stod de to familier overfor hinanden. Hun kiggede ned i jorden. Bare far havde været her. Eller Bjarke. Men hverken hendes far eller hendes storebror var kommet tilbage fra krigen.

Thorbjørn løftede sværdet op og påkaldte sig guderne. Både Thor, Freja og Frej skulle påkaldes – og helst med et blodoffer. Gunhild havde frygtet at de ville ofre hendes vallak Frejfax, men de nøjedes med at tilegne hesten til Frej. Den var nu hellig og skulle behandles som sådan. Men i det mindste havde den ikke måttet lade livet.

Efter den traditionelle udveksling af gaver mellem de to familier var det nu tid til selve brylluppet.

Gunhild løftede sit hoved mismodigt men fattet. Hun vidste lige så godt som Thorbjørn at denne pagt mellem deres to familier var nødvendig hvis de skulle overleve.

Pludselig lød der heste i det fjerne. Alle stoppede op og kiggede i retning af skoven. Hvem kunne dog finde på at afbryde denne vigtige ceremoni? Man ventede ikke flere gæster, men var der gæster på vej blev man nødt til at vente på dem.

Gunhilds hjerte gav et lille ekstra hop da hun så hvem det var. Det var hendes storebror Bjarke. Og han red sammen med Helge fra Anglerne. Åh, Helge som hun havde kendt så godt da hun var barn.

torsdag den 24. december 2009

Juleferie


Alle Skrive-bloggens medlemmer og læsere ønskes en rigtig glædelig jul. Vi ses igen den 27. december.


Et enkelt medlem, Aviaaja, har stadig problemer med selv at logge på og lægge kommentarer: hun beder mig hilse jer alle og fortælle, at hun nyder at læse med hver dag.

onsdag den 23. december 2009

Farvel, min elskede


forfatter: Jens Albers

Han sidder og kigger ud ad vinduet. Langt ude i horisonten kan han skimte havet. Når han lukker øjnene kan han både høre og lugte det. Lige uden for står et lille æbletræ. Man kan ikke umiddelbart se, at det er et æbletræ, men han husker, et skønt æble. Naturen er fantastisk tænker han. Men det forstod du aldrig rigtigt. Dufter her ikke af kaffe?

- Selvfølgelig gjorde jeg da det, men det interesserede mig ikke.
- Så siger vi det.
Gad vide, om vi får snevejr? Det er nogle meget mørke skyer de der, og temperaturen, lad mig se… 2 grader. Det kunne godt blive snevejr.
Hold kæft hvor var du smuk og dejlig, da jeg mødte dig. Jeg kunne ikke tænke på andet end dig og mig sammen i sengen i bilen. Ja, og i skoven i snevejr. Selv når vi var sammen, længtes jeg.
- Kan du huske det skat?
- Ja, da det var skønt og spændende, din frækkert.
Se hun smiler, wouw er hun ikke skøn. Han smiler tilbage, men opdager at det er hans eget spejlbillede i ruden.
Satans nu forsvandt hun igen. Hun smutter sgu altid, som det passer hende.
Han får tårer i øjnene.
- Jeg kan ikke klare, at du altid bare forsvinder.
- Det gør jeg jo heller ikke skat.
- Jo du gør. Jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere!

Han vil råbe hendes navn, men det har gemt sig.

- Så, så Jensen. De skal se, hun kommer nok snart igen. Det plejer hun jo. De skal sove nu. Når de råber sådan, så bliver alle de andre beboere jo bange. Hun hjælper han hen i sengen igen.
Går ud og lukker døren ak ja, tænker hun.

tirsdag den 22. december 2009

Tegnet dialog


forfatter: Theodor Klostergaard, som også har leveret fotoet "I Love You"

...nødt til at tale sammen. Nu.

John nåede at se det sidste af sætningen og sænkede lidt ærgerligt sin bog. Det var ellers midt i det allermest spændende.

- "OK, jeg skal nok følge med." sagde han og koncentrerede sig om at følge hendes bevægelser.

Jeg er sur, og du løber bare dårligt.

- "Er du sur over, at jeg løber dårligt?!" John rystede forvirret på hovedet og kiggede undskyldende på hende. Han kunne godt se, at det var en vigtig samtale, men når hun blev så intens som nu, var det svært for ham at følge med. Han løftede beroligende hænderne og trak vejret dybt som for at indbyde hende til at slappe af. Med lynende øjne trak hun vejret hurtigt ind, men da hun langsomt slap det ud igen, kunna han se, at hun var faldet lidt til ro. Uden problemer fangede han næste sætning:

Jeg er ked af det, men det går bare ikke. Vi passer ikke sammen.

Hendes bevægelser var roligere nu, næsten blide. Han så fra hendes hænder op til ansigtet og tilbage igen. Hun løftede beklagende skuldrene.

Et sted i baghovedet undrede han sig over fornemmelsen i kæben - næsten som om den underste del af ansigtet havde tabt al vægt og nu bare flød rundt under resten af ansigtet.

Vi taler igennem hinanden. Jeg ønsker mig en flytning fra dig.

- "Du smider mig ud sådan lige? Kan vi ikke... snakke om det? Skrive?" Selv mens han sagde det, vidste han godt, at hun aldrig ville skifte mening. Man behøvede ikke at have knoklet med at lære tegnsprog i 3 år for at læse det ansigtsudtryk.

Nej. Du skal flytte udenfor.

Han kiggede væk, mens hans hænder fumlede lidt med bogen. Flytte ud - ikke udenfor, mukkede han indvendigt og mærkede irritationen over stadig ikke at kunne læse hendes tegn tydeligt stige op i sig. Så lagde han bogmærket ind, rejste sig langsomt og gik hen mod soveværelset for at pakke en kuffert. Hvordan fanden finder jeg en ny kæreste, hvor jeg bare kan lukke øjnene, når jeg ikke gider hendes fucking knævren, tænkte han trodsigt.

mandag den 21. december 2009

Om veninder og væddemål


forfatter: Lise Hougaard

Min veninde Rikke og jeg sad i køkkenet. Hun var kommet uanmeldt.

- Sonja, der er noget, jeg må fortælle dig.
Hun så alvorlig ud. Jeg hældte kaffe i kopperne.
- Hvad da? sagde jeg.
- Jo, mit nye arbejde på slagteriet, ikk'...
- Årh, jeg sagde det jo. Natarbejde er det værste. Kvinder får brystkræft af det. Og så laver du pølser!
Rikke sagde ikke noget.
Du skulle ikke ha' sagt ja til det første det bedste. Se på mig, jeg venter til det helt rigtige dukker op.
- Det er osse sandt. Hvor længe er det lige, du har ventet?
Pis, den kunne jeg ha' undgået. Mig og min store kæft. Hvorfor var det lige jeg havde foreslået at vædde om, hvem der fik arbejde først? Helt ærligt?
Der lød et ordentligt brag fra lejligheden ved siden af. Det gav et sæt i os begge.
- Hvad i alverden var det?
- Det er min nye nabo der flytter rundt på møblerne. Du skulle forresten se ham. Han er simpelthen ækel. Grim som arvesynden! Når han kommer ud, løber børnene skrigende hjem.
- Nå, sagde hun og gravede strikketøjet frem fra tasken.
- Hvor er du altså kedelig idag. Hov, det var sgu en enorm sweater, du har gang i. Er det en julegave?
- Ja, det er det faktisk, sagde hun og sendte mig et lille smil.
- Årh nej, ikke til Jens, vel? Jeg troede du havde droppet den skid.
Der lød et nyt brag.
- Altså den mand! Det er snart ikke til at få et roligt øjeblik hverken dag eller nat.
- Nat?
- Ja, du tror det er løgn. Hver aften kommer der et kvindemenneske snigende i mørket, og lidt efter kan man høre de der dunkelyde, du ved. Ulækkert! Jeg tør vædde på, at hun er lisså grim som ham.
- Øh Sonja, jeg vil faktisk gerne lige snakke om vores væddemål.
- Nej vent, nu kommer han ud - du skal sgu se ham. Kom med herhen.
- Sonja, for pokker, kan jeg så få et ord indført?
Jeg satte mig.
- Så sig det dog.
- Jeg har ikke vundet det væddemål.
Jeg sad lidt og gloede på hende, før jeg forstod, hvad hun mente.
- Jamen Rikke, hvad laver du så om natten?
Hun kiggede ned i kaffekoppen.
- Jo altså, den sweater, ikk'? Den er til din nabo.

søndag den 20. december 2009

NØRREBRONX


forfatter: Marianne N

Folk krymper sig. Vi griner. Vi puffer. Det’r bar’ for sjov! Vi ejer Nørrebronx. Vi sparker. Folk dukker sig. De kigger ned, de kigger op, de kigger væk, de kigger forbi. De lader som om. Vi bevæger os. I støvletramp. Stamp i formation. Hvad fa’n vil hun der? Bitch’en i bilen. Hun sniger sig forbi. I den forkerte sid’. Overhaler os. Respekt. Bitch’en mangler sgu respekt. Sådan en lud’r. Hun kør’ forbi. Parkerer 200 meter væk. Vi ødelæg’r. En afspærring. På et vejarbejd’. Bruger kæppene. Slår i asfalten. Stomp! Og bevæger os. Mod bilen. Hun står ud. Går rundt. Hun har travlt. Vi nærmer os. Skærper sanserne. Lugter blod. Lugter frygt. Frygt er magt. Frygt er godt. Det er så fucking. Fucking let. Det’r bar’ for sjov. Hun står. Uden at ku’ bestemme sig. Hun kigger ned, hun kigger op, hun kigger væk, hun kigger forbi. Hun ser folk. Fjerne sig, mens de dukker sig. Hun vender ryggen til. Vi lægger an. Hun åbner bagdør’n. Vi ånder hend’ i nakken. Hun dukker frem. Holder noget i arm’ne. Vi lægger an. Vi skal lige ….

- Stop, la’ vær’, hun har et lille barn på armen.

-------------

Den stille gade ligger lige her. Jeg drejer til venstre. Gaden ender blindt. Jeg kører langsomt. Møder en flok unge med hængerøv og hættetrøjer. De spærrer gaden og valser fra side til side. Jeg sniger mig forbi i den forkerte side af vejen og sætter farten lidt op. Parkerer et par hundrede meter længere oppe ud for nr. 11. I bakspejlet kan jeg se, at lamperne på et vejarbejde bliver kylet rundt i luften for at lande på det modsatte fortov med en klirren af glas. Afspærringen på vejarbejdet omdannes til en slags baseball bats. De stødes mod asfalten. Stomp! Jeg står ud af bilen. De er på vej mod mig. Stomp! De nærmer sig. Panik! Jeg haster om på den anden side, lukker bagdøren op og vikler mit barnebarn ud af sæde og sele. De er kommet meget nærmere. Jeg har fået en ledsager. Det er angsten, der har slået følge. Jeg kan lugte den. Lillemanden giver sig lidt, men sover trygt videre på min arm. Han ved, jeg passer på ham. De ånder mig i nakken. Sveden stinker. De har omringet mig. Hjertet dunker. Pulsen skyder i vejret. Kæppene løftes. Jeg lukker øjnene. Står bare der og kan ingen vegne komme. Jeg ser folk haste forbi på det modsatte fortov. De dukker sig. De kigger væk. De kigger op. De kigger ned. De kigger lige forbi. Jeg er limet til asfalten. I en glasklokke. Det her er ikke virkelighed. Jeg venter på slagene. Pludselig hører jeg en stemme.

- Stop, la’ vær’, hun har et lille barn på armen.

lørdag den 19. december 2009

Bliklåget


forfatter: Bente Pedersen.
Tekst: "Med bussen - forskellige fortællersynsvinkler"

Bliklåget

I en og samme bevægelse hoppede hun af cyklen og smed den i grøften. Stressdyret bed allerede i nakken fra morgenstunden. Hun flåede tasken af, idet hun så den gule rutebil komme ud af skoven. Tillod sig at ønske. Ønske, at han ikke var med. Bare han var syg. Bare i dag. Og dog! Han havde jo akkurat samme ret til at køre med bussen som alle andre. Bare han så da i det mindste …

To trin oppe hørte hun hans alt for høje latter. Den og så hans uforståelige tale. Han sad som altid allerforrest. I den højre hånd holdt han sit højtskattede bliklåg, mens han med den venstre klappede insisterende på sædet ved siden af. Hun gjorde sit bedste for at forstå ham. Vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv, når han blev ophidset. Som når hun en sjælden gang forsøgte at ignorere hans ønske og gik forbi hans sæde. Så råbte han højt. Så pludselig eksplosivt og gennemtrængende, at alle enten kiggede fejt bort eller direkte opfordrede hende til at sætte sig der, hvor hun nu havde siddet hver morgen i hele 1.g. Hver evig eneste morgen. Ved siden af ham.

Hans smil nåede kanten af begge øreflipper, da hun satte tasken ned imellem dem. De spillende øjne forsvandt helt ind bag de skæve tykke øjenlåg. På sædet bagved kommenterede hans gode venner som sædvanligt alt, hvad der foregik. Han derimod stirrede bare intenst ind i det spejlblanke låg, som han nu holdt i øjenhøjde ved siden af ansigtet. Hvilken verden så han mon derinde? Hvis man skulle tro den afslappede ro, der bredte sig udover hans ansigt, måtte svaret være vidunderlig.

Min prinsesse

Jeg skal lige nå at pudse låget en ekstra gang. Det nye her er meget bedre end det gamle. Indersiden er bedst. Bussen er snart ude af skoven. Så varer det ikke længe. Mit fine nye låg. Det er så blankt. Jeg fik det af Henrik i går. Han hjælper mig og de andre i vores hus. Han er rar. Han forstår mig, så jeg ikke behøver at råbe så højt. De andre kan også bare høre efter. Han er min ven. Det er pigen også. Det tror jeg da. Hun vil gerne sidde ved siden af mig i bussen. Hver dag. Det er ikke ret tit, hun går forbi. Så kalder jeg bare på hende. Højt, så højt jeg kan, så hun kan høre mig. Så ved jeg, hun kommer hen til mig alligevel. Nu er det fint mit låg. Er hun der mon? Bare hun skal med bussen i dag. Så bliver jeg glad. Så kan hun se mit nye flotte låg.
Hun skal helst sidde ved siden af mig. De andre i bussen ved godt, at de ikke må tage hendes plads. Så bliver jeg gal. Og råber højt. Så driller Ole mig. Han sidder lige bag ved mig. Han siger, hun er min kæreste. Jeg har aldrig haft en kæreste. Ole har Lis. De sidder sammen i bussen , sover sammen og arbejder sammen. Men hun er min ven. Hun har lyst hår. Langt. Og blå øjne. Og røde kinder.

Hun sætter altid tasken imellem os. Så bliver jeg glad, for jeg skal nok passe på den for hende. Jeg er nemlig meget stærk. Hun er vist træt i dag. Hun lukker øjnene engang imellem. Jeg kan se hende i mit låg. Hele vejen ind til træværkstedet. Min prinsesse.

fredag den 18. december 2009

Hos Farmor


forfatter: Lisa Rossavik Rich

Små ivrige fingre i klistret substans
ælter og former en svampet masse af syrlig konsistens.
I baljens slidte emalje, hvor pletter har sat evige spor
i gammeldags nøjsomt udstyr.
En klanklyd af fadets skurren mod træbordet.
Det kærlige smil, der møder mig
tillader alle forsøg på kreative udfoldelser.
Intet forbudt!
Tørrer håret væk med melklistret hånd.
Former med intense bevægelser.
Dybt koncentreret
Unikaform!
Den buldrende lyd i komfuret brydes af jernringe,
der løftes op fra ilden.
Mere brænde på.
Snart er ovnen klar til at fuldføre mit mirakel med gærdej.
Brødet kommer i ovnen,
mens den lave vintersol skinner ind på melspor på gulvet.
Duften af nybagt brød kildrer næsen
i glad forventning om en smagsprøve.

torsdag den 17. december 2009

Dydens smalle sti


forfatter: Mette P

Hver eneste dag betræder Maria Friis den smalle sti, hvorpå hendes liv og retning er lagt. Hun vandrer glad af sted med sikre skridt til den søde musik fra et lykkeligt ægteskab med den dejlige Finn Friis, som har en strålende karriere indenfor aktieinvestering – og som, trods sin egen stærkt vigende hårgrænse og hendes for nedadgående kurver, stadig lyser op af kærlighed, når han ser på hende. Og de glade toner af tre dejlige børn, der altid er søde ved deres forældre og hinanden, og som spiller stikbold i haven uden at ramme rosenbedet – og som hjælper til, når der skal laves økologisk grønsagslasagne, og som altid spiser op.

Jo, hver eneste dag betræder Maria Friis den sti, hvorpå hendes liv og retning er lagt. Og selvom stien er smal, så går hun aldrig hen til kanten. Og hun fristes aldrig til at tage en stikvej, hvor fristende og spændende den end måtte se ud. Engang imellem stopper hun op og indsnuser duften af de farvestrålende friske blomster, der pryder vejkanten. Engang imellem drister hun sig sågar til at bøje sig ned og plukke en buket, der kan lyse op i det kridhvide lykkepalads derhjemme.

Det er sjældent, Maria Friis møder nogen, når hun går på sin perlegrusbelagte lykkesti. Og når hun undtagelsesvist gør, så hilser hun blot med et smil og vandrer forbi med et blik, der søger den solbeskinnede himmel og ikke det menneske, hun møder på sin vej.

Så langt så godt.

Maria Friis er lykkelig, men hun er uopmærksom – og hun er stadig lykkeligt uvidende om at den næste person, hun vil møde på sin sti, er Ebbe Nielsen fra PR med de varme øjne og det pjuskede hår. Ebbe Nielsen fra PR, hvis højre hånd altid strejfer hendes nakke, når han kanter sig forbi hendes kontorstol på vejen til kopirummet. Hendes himmelsøgende øjne vil have så travlt med ikke at kigge ind i Ebbe Nielsens, at hun vil overse den forholdsvis store sten, der ligger på stien og ikke alene vil få hende til at snuble, men få hende til at falde så lang hun er - og forårsage både benbrud og knuste hjerter. Maria Friis vil falde lige om lidt på dydens smalle sti. Der vil ikke være nogen til at gribe hende – og hun vil slå sig noget så eftertrykkeligt!

onsdag den 16. december 2009

Fransk med eller uden


forfatter: Finn Grønbæk

Hvad er bedst: Forfatterskolen eller livet?

Han tager sin bærbare PC op af tasken, åbner den og sætter sig godt til rette foran den. Hvis han skal skrive den tekst til forfatterskolen om et indre dilemma, så må det være nu. Han loader sit tekstbehandlingsprogram. Efter lidt snurren på harddisken, kommer en tom, hvid side til syne. Cursoren står og blinker. Klar til at tage imod hans indtastninger.

Der har været noget hele ugen, travlhed på arbejdet, og konen har været på kursus i tre dage, så han har selv stået for at hente og bringe ungerne, sørget for at der var mad på bordet, leget med dem og bragt dem i seng til nogenlunde ordentlig tid. Når de så endelig sov, skulle der smøres madpakker, svares på emails, og så havde han simpelthen ikke orket mere. Han kan i hvertfald ikke sådan på kommando tage sig sammen og være kreativ i en halv time.

Han har gået med en ide om en oplevelse han havde som dreng, hvor en gammel dame tabte en pung på fortovet. Han samlede den op, kunne se at der stak et par hundrede kroner sedler ud af den, og så blev han ligesom lammet med rystende hænder og kuldegysninger op af ryggen, så hårene rejste sig i nakken på ham. Skulle han løbe efter damen og give hende pungen. Det kunne være, at det var hendes penge til resten af måneden, der lå i den pung. Det kunne være, at hun så ikke havde råd til købe mad, ikke kunne tage bussen ud for at besøge sin datter, som hun ellers gjorde hver uge. Eller skulle han stikke pungen i lommen og få sig nogle rare ekstra penge til en biograftur, slik og en dynamolygte til sin cykel. Han..

Nej. Stop! Skal det være krads socialrealisme hver gang. Skal det være alvorligt hver gang...

Hvad så nu. Cursoren står stadigvæk og blinker taktfast til ham på den tomme side. Han henter en dåseøl, knapper den op med den behagelige, hvislende lyd, fabrikanten har brugt år på at få frem, og tager den første kølige slurk. Det var bedre. Hvad så med... Yderdøren går op med at brag. –Hej skat, det er mig. Gider du lige hjælpe mig ind med det her. Han rejser sig modstræbende og går ud i gangen. –Ja nu kommer jeg, siger han uden at kunne skjule sin irritation helt.

Lidt efter sætter han sig igen foran PCen. Den er imellemtiden gået i sort, og skal lige have et spark, før den blinkende cursor igen toner frem på den lysende skærm. Han tager en slurk af dåseøllen. Den er ikke helt så frisk mere. Hvor kom han fra? Nå ja. Et dilemma. Skal den være med fransk dressing eller sennep og ketchup? Ferie i Frankrig eller i Tyskland? Franske eller chilenske vine? Fransk med eller uden? Fransk filsofi versus angelsaksisk? Hold op! Hvor var det lige, det der franske kom fra.

-Kommer du med ind. Jeg børster lige tænder, og så er jeg klar, kalder hun ude fra badeværelset.

-Jeg skal lige gøre det her færdigt, så kommer jeg, råber han hidsigt tilbage.

Cursoren blinker tålmodigt. Hvor kom jeg fra? Franske dilemmaer eller var det bagateller. Hvad betyder fransk med eller uden egentlig? Behøver man et skive et indlæg hver gang til alle opgaverne? Øllet smager dovent. Og kommentarer skal man også skrive. Gælder det egentlig om at skrive godt eller få mange kommentarer? Hvis hun spørger om jeg vil have fransk med eller uden, hvad skal jeg så svare, når jeg ikke ved, hvad det betyder. Fransk med. Lyder godt. Men så går jeg jo glip af fransk uden. Cursorens blinken bliver ligesom en måler på hans pulsslag. Han mærker et sug i maven.

PC skærmen lukkes med et smæk. Han river tøjet af, mens han hurtigt børster tænder. –Nu kommer jeg, råber han og næsten løber ind til hende.

Hun sover.

tirsdag den 15. december 2009

December-opgaven

Det fantastiske binomium

Opgave stillet af Theodor Klostergaard

Lav et lille skriv ud fra et fantastisk binomium. Øvelsen er fra Fantasiens Grammatik af Gianni Rodari - en bog jeg i øvrigt vil anbefale på det varmeste.

1. Vælg et tilfældigt ord (gerne et almindeligt navneord)
2. Vælg et andet, ikke-relateret ord
3. Sæt disse to ord sammen - nemmest er binde sammen med et forholdsord.
Væsentligt er, at de to ord ikke har nogen indbygget relation; de skal gerne være så langt fra hinanden som muligt. Og det er nemmest med almindelige ord.

Et eksempel:
1. Jeg slår op på en tilfældig side på internettet og tager det første (almindelige) ord jeg ser: køer
2. Jeg spørger min kone om et tilfældigt ord (gerne et navneord). "Yndlingssko" siger hun og jeg forkorter til: sko
3. Så sætter jeg dem sammen og laver en lille synopse for hver (skriv gerne lidt længere historie :-))
* Skokøer (der fremavles en race som udelukkende bruges til at lave sko af; racen gør oprør)
* Køerne med skoene (nogle køer begynder at gå med sko og kan derfor komme henover kreaturristene om natten - de går amok om natten fordi det er dansesko)
* Køerne i skoen (en lille pige opdager at hendes ene sko beboes af 5 små køer; de skændes indbyrdes; ingen vil tro hende; i den anden sko er der 5 små tyre...)
* Sko i kø (alle sko kommer til verden i to parallelle køer; en sko bliver deprimeret og går ud af køen; der bliver uorden i hele verden, fordi skoene nu er 1 forskudt; den deprimerede skos makker bliver diktator/profet/udstødt/helt/ensom/forelsket/dødeligt syg)
* Skoen på koen (en doven sko gider ikke gå selv og hopper op på en ko; da koen bliver kørt til slagtning er de to blevet venner og skoen bliver redningsmand)

Hvis man mangler ord, kan man slå 2 gange med en terning og bruge nedenstående liste:
1. Hoved
2. Lys
3. Sne
4. Trin
5. Bil
6. Kort

-------------------------------------

Tidsfrist: da vi nu er midt i december, som sandsynligvis er en meget travl tid for de fleste af os, foreslår jeg, at sidste frist bliver tredje januar (men jeg vil MEGET gerne have så mange besvarelser som muligt før denne dato). Så vil alle løsningerne blive bragt på bloggen den første hele uge i januar, og vi kan så stille en ny opgave omkring den 10. januar.

Når far kommer hjem ?

forfatter: Dorte Jakobsen. (De smukke bogmærker er lavet af min datter).

Hun satte sig brat op i sengen. En dyb stemme havde trængt sig hele vejen gennem det tætte nattemørke ind i hendes halvt bevidstløse tilstand. Far måtte være kommet hjem!

Lærke trippede ud på trappeafsatsen i bare tæer, og trak det bløde sengetæppe som en hale efter sig. Hun kiggede ned på dem mellem tremmerne i gelænderet. Det var sjovt at se dem i striber. Han var meget højere end mor, så hun var nødt til at læne hovedet tilbage. ”Dit fjols, du vækker ungerne,” hviskede hun, men hun så slet ikke gal ud.

Selv om det vist nok var midt om natten, var mor ikke gået i seng endnu, for hun havde læbestift på, og den nye halskæde, hun havde fået i fødselsdagsgave. Rynkerne i hendes pande var væk. Manden lagde armene om hende, og han hviskede noget, som Lærke ikke kunne høre.

”Kommer du ikke med ind?” Mor lød næsten, som om det var hende, der var en lille pige.

Fra sin fine, lille udkigspost så Lærke, hvordan han klemte armene endnu fastere om mors hals. Hun kunne ikke rigtigt forstå, hvorfor de voksne så godt kunne lide sådan noget. Hun havde prøvet at kysse Jonas i børnehaven, men han smagte bare ligesom et stykke agurk. Hun lænede sig frem for bedre at kunne se, og i det samme kunne hun mærke sin mors parfume i næsen, ligesom en blomsterbuket.

Mor var helt rød i hovedet, og hun smilede ikke mere. Lærke kunne høre, at hendes halskæde gik i stykker, og lyset glimtede i de dansende perler, så de lignede et springvand.

Hun knugede tæppet mellem hænderne og trak det næsten helt op til øjnene. Tommelfingeren gled ind i munden, mens en lille pyt dannede sig for fødderne af hende.

mandag den 14. december 2009

Vejen væk


forfatter: Randi Abel

En skærende smerte i mellemgulvet sender mig baglæns gennem rummet. Mit baghoved strejfer en hård genstand, og med lyden som en sjaskvåd klud der tabes, lander jeg på ryggen på det hårde flisegulv. Instinktivt ruller jeg om på siden og krummer mig sammen. Imellem mine fingre ser jeg et par hvide basketstøvler og en flig af cowboybukseben. Den ene støvle forsvinder ud af mit synsfelt og dukker efter et splitsekund op igen. Et skrig tvinger min mund op og undslipper. Støvlen forsvinder og dukker op igen... igen... igen...

En dør smækker. Lyden af skridt i grus overdøves af en hulken. Jeg griber fat i slagbænkens armlæn, hiver mig op på knæ og videre op på først den ene fod, så den anden. Som et barn, der ikke helt har lært at gå, bevæger jeg mig langs vægge og møbler ud på badeværelset. I spejlet møder mit blik resterne af en fremmed kvindes ansigt. Jeg lukker op for vandet i brusekabinen og lader mig glide ned i siddende stilling under strålerne. Blodet, smerten, skammen tegner fantasifulde mønstre, der med en gurglen forsvinder ned gennem afløbet. Tiden går i stå.

Som i slowmotion stikker jeg den ene arm i ærmet på min badekåbe. En bølge af smerte rammer mig, da jeg fører den anden arm bagud i forsøg på at finde det løsthængende ærme. Mine bare fødder efterlader fugtige spor på vejen ind i soveværelset. Med en hånd som støtte sætter jeg mig på sengen og rækker ud efter telefonen på hans natbord.

”Alarmcentralen,” siger en kvindestemme. ”Kan jeg hjælpe?”

”Det er min mand. Han har...har...”

”Undskyld, hvad siger du?"

"Hallo?"

"Er du der?”

søndag den 13. december 2009

Muddy Waters


forfatter: Anne Finnerup

”Skal vi ikke have et farvelknald?” Simon lå tilbagelænet på sengen, de hvide lagner havde blottet hans nøgne overkrop

Allan kiggede ned på ham, tøvede og knappede skjorten op igen. Han lukkede øjnene og gav sig hen til følelsen af Simons mund mod sin hud. Hvis bare han ikke havde været så svag…

"Hvorfor vil du slå op, Allan? Vi har da noget smukt her, synes du ikke?” Simon strøg ham over kinden og så ham ind i øjnene.

”Jeg kan ikke holde det ud” sagde han hæst. ”Alle de andre mænd. Jeg tænker konstant på, hvad de gør ved dig – hvordan du lægger op til dem. Som en ægte trækkerdreng!”

Den sidste sætning røg ud af ham, før han kunne stoppe den – han så i Simons øjne, hvordan den skar.

Simon kiggede på ham med et underligt blik. ”Jeg er ikke den eneste, der boller udenom – men i det mindste er jeg sammen med mænd – ikke små drenge!”

Allan satte sig tungt ned på sengekanten. Hvordan vidste Simon det? Det var den bedst bevarede hemmelighed, han havde – hans mørke, skamfulde hemmelighed!
”Hvordan, hvorfra ved du det?” stammede han.

”Sødeste Allan, der er ingen hemmeligheder i bøsseverdenen – det ved du også godt. Jeg snakkede med en af dine drenge i går – han er 14, max!”

Simons øjne fulgte ham nådesløst, frem og tilbage foran sengen. Allan rev sig i håret. ”Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre – jeg er et monster! Jeg ved, det er forkert, men jeg kan ikke lade være.” Han standsede sin rastløse gang og hviskede, ”jeg var bange for at miste dig. Så hellere selv afslutte det.” Han skjulte hovedet i hænderne. ”Tilgiv mig”.

Simon rejste sig og tog tøj på. Han stod i døren og kiggede på Allan. ”Sig det til drengene – mig har du jo bare røvrendt.”

lørdag den 12. december 2009

Anns uventede besøg


forfatter: Susan Bundgaard

I tusmørket løsnede Ann bæltet om sin hvide Kashmirfrakke, mens hun med ømme fødder i stiletterne trippede op ad de fire trin til hoveddøren. Hendes lårkorte nederdel dækkede lige akkurat over pistolhylsteret til hendes kaliber .22. Hun afmonterede den lille radiosender og lagde den i sin røde perlebesatte taske. Mens hun fiskede hoveddørsnøglen op, kradsede hun sig utålmodigt i nakken, hvor parykken efterlod et svedigt aftryk over hendes hår.

Det sikre hus var optaget resten af ugen, så hun skulle debriefes i sit eget hjem senere på aftenen. Ann længtes efter et dampende varmt bad og et par piller, der kunne lindre smerten i skulderen. Den hvide dør med den halvvisne pelargonie, svingede tungt op på sine hængsler. Indenfor herskede mørket og gav hendes velkendte møbler et fremmedartet udseende. Hun smækkede den bag sig og tændte for kontakten. Intet skete. Uden det svage lysskær forsvandt hendes evne til at orientere sig.

Hun fornemmede, at hun ikke var alene. En svag knirken til højre for Ann, fik hendes øjne til at prøve at fokusere i det olieagtige mørke. Uden held. Lydløst trak hun pistolen og flyttede sig på det tykke gulvtæppe. Hun holdt pistolen i et tohåndsgreb og blev ved at cirkle til venstre om lyden. Aftenens hændelser, havde afsat et blodigt bogmærke i hendes hukommelse. Med bankende hjerte og tilbageholdt åndedræt, lyttede hun efter sin ukendte gæst.

Ann følte pludselig et fortættet mørke lige foran sig. En fremmed bevidstheds svage åndedræt, og hun strammede fingeren om aftrækkeren. Med benene solidt plantet med en hoftebredde imellem, afventede hun modstanderens udspil.

"Tænd!" råbte en stemme foran hende. Hun handlede instinktivt. Et brag fra det affyrede skud rikochetterede mellem væggene, samtidig med at lyset blev tændt i den store stue. Jernhånden, der havde revet hendes skulder af led, holdt en mørkhåret, kneblet mand som et skjold foran sig.

Ann knækkede sammen som en førerløs marionetdukke, da hendes kæreste stirrede op på hende med et brustent blik. Hun ignorerede lyden af en pistolhane der blev spændt bag hende.

fredag den 11. december 2009

Henry ... eller når en historie løber løbsk


Nu vil jeg skrive om en mand som går på gaden og drømmer, pludselig bliver han kørt over af en rød Ford Mustang, så han ligger og bløder på bilens kølerhjelm, det er godt at bilen er rød, for så ser det ikke så drabeligt ud. Men jeg syntes at det er lidt synd, så jeg skynder mig at skrive det om.

Så nu undgår han behændigt kølerhjelmen, og løber over på det modsatte fortov.

Her støder han ind i en smuk og sød pige, hun hedder Alvira og er seksogtyve år, hun smilede et meget sødt smil til ham og han bliver forelsket med det samme. Men da han inviterer hende i biffen, siger hun,

"Nej, det kan jeg ikke, for jeg er gift og har børn"

Nu bliver manden meget ked af det og er lige ved at græde, så jeg får medlidenhed med ham og skriver det om en gang til.


Så nu er Alvira fri som en fugl fra de varme lande, og sammen går de ind på en cafe for at snakke og blive kærester. Det går meget godt, de smiler og ler til hinanden, men efter 2 kopper kaffe med fløde, siger Alvira, "Jeg er desværre lesbisk, og forelsket i min nabokone, Louise"

Men denne gang er jeg mere vågen og jeg skynder mig hurtigt at skrive det om til at manden, som for øvrigt hedder Henry, slet ikke er forelsket i Alvira. Han er bare ude på at udnytte hende, på en grim og egoistisk måde. For det viser sig nemlig at han er en stymper, og en hjerteløs Don Juan.

Så bliver jeg rigtig sur, for det anede jeg slet ikke noget om. Så nu rejser Henry sig pludselig op fra sin stol, og styrter ud på gaden, hvor han bliver kørt over af en hvid Mustang.

Og denne gang er jeg iskold, så nu må han bare ligge og bløde, til der kommer en ambulance. Så kan han lære det, kan han.

torsdag den 10. december 2009

Delebarnets Juleblues


forfatter: Aviaaja, som også har sendt det smukke foto

Min far er lige skredet,
min mor hun er gledet
i en bananskrald,
ude i Bilka.
Så jeg skal helst la´være
og alligevel være her,
det kan være svært,
at finde ude af.

Det er hårdt at være cool,
især når det er jul
og smilet sidder stift,
hos far og mor på skift.

Når de ønsker, mig en glædelig jul
cool, cool, cool. Glædelig jul.

Sild i lage og på glas,
ny sild på min mors plads,
øl, bitter dram - sikke en skam.
Barbiedukker, creditcart,
fred på dåse al for smart,
kunstig sne, forlorne hjerter
Uhh

Det er hårdt at være cool,
især når det er jul
og smilet sidder stift,
hos far og mor på skift.

Når de ønsker, mig en glædelig jul
cool, cool, cool
Glædelig jul

onsdag den 9. december 2009

Opdaget


forfatter: Marie Brittain

Hun har trykket hans nummer ind; det står på displayet.

Hun ombestemmer sig og trykker afbryd. Hendes ansigt er stadig stramt, da hun i stedet begynder at skrive en sms.

"Jeg ved det. Jeg så dig på p-pladsen med" skriver hun, men sletter det igen.

Hun står et øjeblik og ser uden at se. Hendes verden er ramlet sammen på mindre end et minut. Hun har kæmpet så hårdt for at komme til at holde af ham igen. For familiens skyld.

Pludselig kommer hun i tanke om noget, han engang havde sagt: "Det er pissesmart at snyde, men dumt at blive opdaget."

Det skriver hun og trykker send, inden hun kan nå at stoppe sig selv. Han har snydt, og han er blevet opdaget.

Hendes telefon ringer. Det er hans nummer. Hun tager den. Efter en kort samtale, står det klart, han ikke aner, hvad hun snakker om. Eller er meget bedre til at lyve, end hun nogensinde havde regnet med. Hun beder ham tænke over, hvad han har gang i, og lægger på.

Telefonen bliver slukket, og hun bliver stående i noget tid og overvejer, hvad hun skal gøre. Til sidst kommer hun frem til, hun ikke vil fortælle noget til sin mor. Hun føler, hun forråder hende, men hvad kan hun ellers gøre?

Hun vil ødelægge hele familien, hvis hun fortæller, hendes lillesøsters far ryger i smug. Det ville ødelægge hendes mor. Og det vil hun ikke gøre.

tirsdag den 8. december 2009

Hovsa


Jeg forberedte nogle tekster før en travl weekend med fødselsdag og huset fuldt af gæster (dvs jeg lagde dem ud og indstillede bloggen til at sende en hver dag klokken 10.00). Jeg troede egentlig, der også var en til i dag, men her huskede jeg forkert.

Nå, men så kunne jeg jo bare gribe i posen med tekster og sende en ud. Men hvad skal jeg vælge? Der er nemlig ikke flere ´nye´ medlemmer (medlemmer, jeg ikke har bragt en tekst af endnu), som har sendt tekster.

Skal jeg så bare begynde på runde to? Hmm, det kunne jeg jo godt, men nogle af de medlemmer, der så står for tur først, har ikke sendt mig tekst nummer to endnu.

Jamen, så kunne jeg jo gå videre til den næste tekst i min indbakke. Ja, og det gør jeg også i morgen ... hvis jeg ikke modtager andre tekster i mellemtiden.

P.S.: fotoet viser et lille udsnit af administratorens puslespil.

mandag den 7. december 2009

Fredsduen


forfatter: Louisa Eilschou

En lysende hvid due sad helt ensom på en moden bøgegren, da der en dag kom en skade skrattende og sprællende flyvende med næbbet mistænkeligt rødligt misfarvet. Duen himlede med øjnene og plukkede en fjer, der var kommet på afveje, fra sit bryst. Så tyssede den på skaden.

”Ved du ikke, at den opførsel ikke passer sig på en kirkegård?” Skaden gnubbede sin strithårede fjerfrakke og kastede et flygtigt blik ud over den smukke have, hvor rosenbuske sirligt snoede sig som silkedrager op mod den kridthvide kirke.

”Jeg anede det ikke,” sagde skaden og blev ved med at gnubbe sig. Duen skælvede af væmmelse ved tanken om de små levende kræ, der legede tag-fat i skadens fjerlag. Men den kunne godt lide skaden. Havde ondt af den, fordi den var så dum og ingenting vidste.

”Hvorfor er du rød om næbbet?” spurgte duen. Skaden vred sig og steppede på de tykke fødder.

”Jo, ser du. Jeg kommer lige fra den anden side af den store, hvide stenbygning der.” Skaden løftede vingen mod kirken, der tårnede sig op og skyggede for solen. ”Der var sådan en fin gravsten. Den skilte sig ligesom ud fra de andre. Den var...” skaden ledte efter det rigtige ord, ”speciel...”

Duen skævede mistænksomt til skaden og trippede længere ud på grenen.
”På hvilken måde... speciel?”

Der gik lidt tid, før skaden svarede på spøgsmålet. ”Den var ny,” sagde den så. ”Fra himlen kunne jeg se de smukkeste farver. Blomster over det hele. Så jeg landede for at se nærmere på sagerne.” Skaden bøjede hovedet.

”Ødelagde du noget?” spurgte duen spidst. Skaden nikkede skamfuldt. Det røde næb lignede en klovnemund. Duen sukkede og vendte blikket mod himlen, hvor den eneste sky havde en blød, udefinerlig form. Skaden havde ikke sagt noget længe.

Så hoppede duen helt tæt på og strøg hovedet blidt mod skadens ru bryst.

Dag var ved at blive til aften, og vinden var kølig, da duen lettede fra det trygge bøgetræ og svævede over de tavse grave, kirken, flagstangen og de ituslåede urtepotter langs kirkemuren, før den med største elegance landede på den nye gravsten, hvor skaden et par minutter tidligere havde efterladt sig et kæmpe rod. Duen nåede kun at plante fødderne på det iskolde marmor, inden et mørkt forældrepar slæbte sig op af den snørklede grusvej. Duen betragtede parret, mens de med tunge hjerter fandt vej til den nye gravsten.

Duen trak ikke vejret. Den følte sorgen så nær, at det var umuligt at bevæge en muskel. Kvinden satte sig på knæ foran stenen. Hun havde på ganske få sekunder ryddet op efter skaden, og hun lænede sig ind mod stenen og kyssede de nyindgraverede guldbogstaver.

”Har du set?” hviskede manden pludselig. ”En rigtig fredsdue. Vi må ikke skræmme den væk.” Duen sad lysende med bøjet hoved i et øjebliks eufori fra himmelen. Manden lagde armen om kvinden og strøg hende ømt over ryggen.

Sådan sad de længe. Ingen ved hvor længe, der gik, før parret var væk. Duen sidder der stadig. Med bøjet hoved og et roligt sind. Lysende hvid. Forstenet.

En rigtig fredsdue.

Kærester


forfatter: Jens Albers

Ved molen står
To kærester
De står der hele året.

De står ej sammen
Så det er svært
At se
det er fryd og gammen

Men jeg har set
Hvordan de blinker
Til hinanden
Også i den strenge vinter

Den ene blinker rødt
Det er så sødt
Den anden blinker grønt
Så trofast og ej på skrømt.

søndag den 6. december 2009

Fristelsen


forfatter: Lise Hougaard

Det var som om telefonen hele tiden stod netop der, hvor hun kiggede hen. Hun gav sig til at vandre rundt i rummet. Sengen fyldte det meste.

- Hvorfor skulle jeg absolut få et dobbeltværelse?
Hun forbandede, at firmaet havde været så længe om at bestille, når der var tre store konferencer i byen.
Telefonen sprang igen ind i synsfeltet.
Hun forbandede også det trådløse internet. Det havde været alt for nemt at finde hjemmesiden.

- Jeg gør det ikke. Nej!
"Erotisk massage og blid dominans tilbydes af unge veludrustede mænd".
Det hjalp ikke at tænke på strækmærker og hængebryster. Hun mærkede lysten, trangen, behovet. Fristelsen.

- Hvorfor dog ikke? Ingen vil nogensinde få det at vide.
Hun standsede op og slukkede for tankerne. Røret fandt selv vej.
En dyb stemme bød hende velkommen.

- Jo, og hvis han kunne komme allerede i aften?
Hun lagde røret og så, at det var vådt.

- Åh gud, hvad har jeg gjort? Hvad i alverden tænkte jeg på?
Selvforagt, forvirring og forventning - hun vidste ikke hvad, der fik hendes kinder til at brænde. Det kunne også være det ligegyldigt nu. Hun skyndte sig at skænke endnu et glas, som hun tog med sig ud på badeværelset. Hun gjorde sig ekstra umage, han var jo så ung. 21, havde bureauet sagt.

Der var tid til endnu et glas. Næppe havde hun sat sig, før det ringede på døren.
Hun havde nær væltet vinen, men tilkæmpede sig en værdig ro. Håbede hun.
Med hjertet i halsen åbnede hun døren. Og der stod han.

- Mikkel, hvad laver du her?
- Øh Mor?

lørdag den 5. december 2009

Uventet besøg - det sidste tilflugtssted


forfatter: Olav

Ti måneder. Eller et år. Eller fem år. Asger kunne ikke huske det. Han havde været her så længe at han havde glemt tiden.

Den betød heller ikke noget for ham længere. Eftersom han havde afskåret sig fra al forbindelse med omverdenen var tiden gået hen og blevet uendeligt ligegyldig.

Han gik ind i biblioteket og satte bogen tilbage som han havde været i gang med at studere. Endnu en Clarke. Den næste ville være en Niven. Tendensen var klar.

Han tog et skridt bagud og kiggede på de boghylder han kaldte sit bibliotek. Der var en lille skammel i rummet med hjul på som egentlig var beregnet til at nå bøgerne på de øverste hylder. Han satte sig på den og tænkte tilbage på tiden inden han flyttede hertil.

Det var nok mindst fem år siden, nu han tænkte sig lidt om. Han havde bestemt sig for at opgive hele det bestående samfund og blive eneboer.

Der var ikke nogen bestemt grund bortset fra at han godt ville have fred til at koncentrere sig om nogle af sine hobbies. Tid til at fordybe sig. Og have fri.

Fri fra reklamer. Fri fra regeringen og folketinget (og oppositionen). Fri fra skattevæsenet. Fri fra utålelige sælgere af dit og dat. Fri fra religionskrige og andre krige. Fri fra den moderne ungdoms tåbeligheder. Ja, fri…

Han havde været gift to gange og skilt igen. Børnene var fløjet fra reden for længst – men virkede i øvrigt ikke som om de ville savne ham. Officielt var han pensionist. havde lige passeret de 70 uden alt for stor festivitas.

Han havde konsulteret lægerne der forsikrede ham at han blev mindst halvfems – hvis han da ikke blev kørt over af en bil.

Tyve år tænkte han. Lad os lægge en margen på og sige tredive år.

Han solgte nu alt hvad han ejede og havde, undtagen alle bøgerne og de andre ting der interesserede ham. Alt unødvendigt blev solgt, inkl. hus og bil samt hvad han ellers havde af værdi.

Det blev en pæn lille formue. Han havde trods alt arbejdet hårdt hele livet og sparet op når han kunne – selv om ekskonerne og børnene havde krævet deres bid af kagen dengang han tjente penge.

Nu var de alle sammen væk – ude af hans liv – og derfor ville han benytte lejligheden til at prøve noget helt andet.

Med de mange penge ville han forsøge at etablere det perfekte eremitbo. Han ville så langt væk som det overhovedet kunne lade sig gøre for penge.

Allerhelst ville han have sat sig op i et rumskib eller en satellit i kredsløb om Jorden eller Månen. Det måtte da være det sikreste tilflugtssted man overhovedet kunne forestille sig.

Men så langt rakte pengene nu heller ikke. Han havde undersøgt flere muligheder, bl.a. toppen af et øde bjerg, en øde ø ude midt på havet eller f.eks. en hytte på Antarktis. Men han endte med en løsning der havde nogle af disse steders egenskaber, men som dog alligevel var noget helt andet.

Asger rejste sig fra skamlen og tog den bog ud af hylden han havde udtænkt sig – en ældre Known Space-roman.

Så gik han tilbage til læsestuen, men lagde bogen fra sig. Han måtte lige have lidt at spise først.

Efter først at have været en tur forbi toilettet gik han i køkkenet. Der var nu ikke meget køkken over det, men han foretrak at bruge vante navne om de forskellige rum. Fra et tilfældig hylde i madskabet tog han en tilfældig pakke, fulgte instruktionerne og satte den i mikrobølgeovnen.

Egentlig kunne han godt lide god mad, men det var en af den slags ting han havde måttet ofre.

I tilknytning til køkkenet havde han en lille spisekrog hvor han nu slog sig ned, mens han spiste sin mad: noget ubestemmeligt der vistnok skulle forestille at være hakkebøffer.

Udenfor var der intet at se på, men han foretrak alligevel at sidde og kigge på et af vinduerne – eller koøjer som de retteligt hed.

For at realisere sin drøm havde Asger købt en gammel udtjent ubåd og fyldt den op med de ting han skulle bruge. Den var blevet sat i stand indvendigt, sådan at der ingen problemer ville være med det sikkerhedsmæssige. Alt var holdt så enkelt som muligt, så alt hvad der kunne give fartøjet fremdrift var blevet taget ud – undtagen en meget lille hjælpemotor. Strøm og ilt ville være et problem, men han havde fundet forskellige tekniske løsninger, så han burde kunne klare sig i de tredive år det var nødvendigt.

En bugserbåd havde slæbt ubåden ned til det sydlige Stillehav ud for Antarktis og havde givet slip der. Med sin lille hjælpemotor havde han så ladet sig drive ned mod bunden og styret sig hen til et fornuftigt landingssted der passede ham: nede i et hul i bunden af en grav.

Det var lykkedes at finde et godt sted, selv om det næsten var gået galt. I starten var ubåden ved at kæntre fordi han var uvant med styremekanismen.

Men det var lykkedes ham at finde det helt perfekte sted, så nu havde han i mange år boet på bunden af havet uden udsigt til andet end et mørkt hav stort set uden liv. Han havde været omhyggelig med at finde det sted med mindst mulig chance for liv og langt udenfor alle kendte sejlruter.

Kaptajnen på bugserbåden var blevet bundet en historie på ærmet, og derudover havde al kommunikation med ham foregået igennem to led af stråmænd. Asger ville være helt sikker på at ikke en sjæl på hele kloden vidste hvor han var og kunne finde ham.

En lyd afbrød hans tanker.

En bankelyd. Det kom ude fra skroget. Besynderligt. Hvad kunne det være?

Han overvejede alle de forskellige muligheder mens han begav sig i retning af lyden.

Det virkede som om den kom fra slusen. Han havde i sin tid sørget for at lukke alle indgange undtagen en enkelt sluse, som han kunne benytte i nødstilfælde.

Godt nok ville han gerne være eneboer, men han var ikke selvmordskandidat.

Døren ind til slusen var åben, men han kunne nu tydeligt høre lyden. Ingen tvivl om at nogen stod udenfor hans ubåd og bankede på.

Asger overvejede om han bare skulle ignorere det. Hvem det end var måtte de vel gå deres vej hvis han ignorerede dem.

Men de virkede ikke som om de havde tænkt sig at opgive lige med det samme, og det kunne jo være en nødsituation. Samtidig var hans nysgerrighed vakt, og den vandt over hans lyst til at være alene.

Han kunne låse den inderste dør til luftslusen, så hvis han lod dem komme ind i slusen, kunne han snakke med dem gennem samtaleanlægget – og han kunne se dem an gennem et lille koøje ind til selve slusen.

Som tænkt, så gjort.

Han låste den inderste dør og fyldte slusen med havvand. Alt kunne fjernbetjenes fra et panel i gangen lige udenfor slusen.

Da slusen var blevet fyldt åbnede han den yderste dør og ventede spændt.

Lig så snart servomotoren havde åbnet yderdøren helt op flød først én og dernæst én skikkelse mere ind.

Asger var god til at bedømme mennesker, så han var ret sikker på at den ene var en ældre dame, og den anden var et lille barn.

Da de var indenfor lukkede han yderdøren igen og pumpede vandet ud. Nu da der var tørt i slusen blev han kun mere bekræftet i sin antagelse.

De to skikkelser tog hjelmene af. Det var ikke sportsdykkerudstyr, men noget mere solidt der kunne bruges på store dybder uden en masse forudgående træning. Asger havde begge typer imellem sit nødudstyr.

Den ældre dame tog først sin egen hjelm af og lagde den på gulvet med et hult drøn inden hun hjalp barnet af med sin. Det var en lille pige på vel højst fem år, anslog Asger.

Damen, som var af en ubestemmelig alder men godt oppe i årene, fik øje på Asger igennem koøjet, men tog sig tid til først at åbne en lufttæt taske hun havde haft om livet.

Hun nærmede sig koøjet og fik øje på samtaleanlægget lige ved siden af.

Asger ville være høflig og byde dem velkommen, men fik kun sagt et spagt ”God dag” inden damen afbrød ham.

Idet hun tog noget der lignede en brochure op af tasken sagde hun højlydt ind i mikrofonen så det gave en metallisk genlyd i hele slusen:
”Kender du sandheden?”

Åh, Gud. Det var Jehovas Vidner!

fredag den 4. december 2009

Når virkeligheden slår ind


forfatter: Marianne N

Han kigger ud ad øjenkrogen. Den lille plasticpose med klumpen skinner lokkende. Om natten er han vågen, om dagen sover han. Om aftenen ved han, at næste morgen stopper han. Det bliver ikke noget problem. Selvfølgelig kan han holde op. Men hver gang det bliver morgen, sætter depressionen ind, og han kan ikke se dagen i øjnene. Og hvis han ikke er ryger, hvad er han egentlig så? Nederlagene tårner sig op og er ikke til at komme uden om.

Klokken er halv syv, og han er næsten lige gået i seng. Langt væk hører han sin kone og børn stå op. Han hører deres stemmer. Janus på syv er lige startet i første klasse. Karl på tre går i børnehave. Han hører konen rasle med porcelæn i køkkenet. Han ved, at Janus spiser ymer, og at lille Karl foretrækker havregryn med mælk og sukker. Han hører Karl spørge, hvor far er.

”Han sover.”

”Det gør farfar også. Han sover også længe, det gør farer altid, men ikke morer, vel?”

Han hører ikke, hvad konen svarer den tre-årige, men han kan gætte. Lidt senere hører han døren gå.

Der er blevet stille i huset. Han skimter morgenlyset gennem gardinet og vender sig om på den anden
side. Forsøger at sove. Sove er måske så meget sagt. Som altid afløser det ene mareridt det andet. Han er søvnløs. Han kunne i virkeligheden ligeså godt stå op, men han orker det bare ligesom ikke.

Han skal tisse, der er ingen vej uden om. Han kanter sig ud af sengen og knuger posen i venstre hånd. Hans tynde krop hænger knap nok sammen. Han tisser og trækker ud. Han åbner posen og tager klumpen op. Han vejer den i hånden. I det samme falder hans øjne på spejlet. Den mand, der grimasserer ad ham, kender han ikke. Det afviger voldsomt fra den opfattelse, han engang havde af sig selv. Dybe furer, indfaldne kinder og øjne der er alt for store. Er det virkelig ham? Det må da for helvede kunne gøres bedre. Livet! Han ser på klumpen, så smider han den ud.

torsdag den 3. december 2009

Lisa Rossavik Rich, Alene hjemme (2009)


Lisa Rossavik Rich har for længst meldt sig til Skrive-bloggen, men forklaret, at hun ikke lige havde tid til at være så aktiv lige i øjeblikket.

Ikke så underligt; Lisa er nemlig aktuel lige nu med en børnebog ”Alene hjemme.” Så vi har altså mindst én rigtig forfatter iblandt os. Tillykke, Lisa!

De morsomme illustrationer er tegnet af Sus Steensig, og bogen forhandles af forlaget Ådalen. Måske en julegaveidé til et barn (eller barnebarn) du kender?

En anden måde man kan støtte en ny forfatter på, er at foreslå sit lokale bibliotek, at de køber bogen.

P.S. andre medlemmer som får tekster udgivet, er selvfølgelig velkomne til at reklamere for det. Formålet med bloggen er at vi støtter og opmuntrer hinanden til at skrive.

onsdag den 2. december 2009

Kontrakten

forfatter: Karsten Klit

Ole sad på en bænk i parken. Det var dejligt vejr her først i maj. Det var ikke her de truende skyer hang, men derimod i det brev han sad med i hånden. Brevet var fra Dragonregimentet i Holstebro og adresseret til Lisbeth, Lisbeth, Oles kæreste var professionel soldat og havde været udsendt 2 gange til Irak, senest for 9 måneder siden.
Ole forstod ikke Lisbeth og egentlig heller ikke Det Danske Forsvar. Lisbeth havde det så skidt psykisk at hun egentlig ikke kunne fungere i en normal dagligdag, hun troede kun hun kunne fungere i et farligt miljø, så som Helmandprovinsen, hvor hun havde søgt udstationering. Forsvaret mente Ole heller ikke tog deres ansvar alvorligt – De kunne vel se den var helt gal med Lisbeth, eller hvad ?

Ole tog mobilen frem og ringede til Lisbeth.
- Hej skat, er du stået op
- Lisbeth svarede søvndrukkent Ja, ja, det er over en time siden
- Det er løgn tænkte Ole, ikke overrasket - Hvordan har du det?
- Jeg har det fint- lad være med at spørge om det hele tiden!
- Ja, ja, undskyld, jeg vil dig det jo kun godt – du ved jo jeg elsker dig- Ole fortsatte - Har du tænkt over mit forslag om at jeg tager jobbet i Trollhätten og vi flytter derop og starter på en frisk?
- Det har jeg faktisk og tænkt at vi skal lade skæbnen bestemme – Brevet om min udstationering kommer indenfor de næste par dage, hvis jeg får afslag, synes jeg faktisk vi skal prøve lykken i Sverige.
- Det er jeg med på, så lader vi Forsvaret bestemme – Ole smilte. Jeg kommer hjem om en times tid, skal jeg købe noget med hjem til frokost?.
- Ja, vil du købe en pakke Kærgaarden?
- Vi ses – Sagde Ole og klappede telefonen sammen.

Ole tænkte – Lisbeth er 98% sikker på at hun bliver sendt ud igen, da Forsvaret havde en stor mangel på frivillige – derfor turde hun selvfølgelig lade skæbnen råde, kvindelist eller hvad?
Han læste kontrakten en gang til. Lisbeth havde selvfølgelig fået tilbud om at komme af sted igen, der skulle meldes tilbage indenfor 48 timer, hvis man stadig ville af sted – Nå tænkte Ole, mens han pakkede kontrakten i konvolutten, Skraldespanden stod lige til venstre for bænken – var det skæbnen? Og så smed han den ud.

tirsdag den 1. december 2009

STRESS


forfatter: Mette P

STRESS

Hænder famler panisk gennem dynger af fældede træer.
Faret vild. Snubler. Bander.

Hjertet hamrer i takt. Hurtigt.
Stop.

Venstre kind følelsesløs.
Venstre skulder smerter.
Venstre arm sover.

Hjertet dundrer. Hurtigt.
Stop.

Ligger ned. Leder.
Kalder men får intet svar.
Lydløs!
Kalder igen.
Lydløs...

Hjertet stormer af sted. Endnu
Tak

Ser dig. Du blinker.
Der er du!
Du er i live!
Livet!

Hjertet falder til ro.Igen.
Tak

Mobil.
Lås op.
Indstillinger.
Lydstyrke normal.
Tak!