lørdag den 28. maj 2011

Der er igen lidt stille


Foto: Jørn E.



Kære alle,

Dortes tekst fortjener også flere kommentarer, så jeg synes, vi igen skal vente med at lægge en ny på bloggen.

I stedet vil I måske give jeres besyv med mht. sommerferie, som jeg har skrevet et indlæg om i vores debatforum.

Kh,
Randi

onsdag den 25. maj 2011

Perronen der ryster af latter


Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.



Var det gardinstangen der faldt ned og ramte hende i hovedet? Eller foden hun vred om på, planten der væltede og sendte smågrumset vand ud over hendes tæer? Eller måske telefonen der hidsigt bippede hende op på den fod, der skreg? Nej Grete vidste ikke lige hvad det var, der fik hende til at sætte sig ned, se på planten, der endnu bløppede fra underskålen, og vente på vandfaldet der plejede at løbe over og gøre hende rødøjet af egen elendighed.

Men det var grinet der kom. Et bredbrystet skraldergrin der kom væltende helt nede fra maven og med en klukken sprængte sig frem gennem sideflæsk og dobbelthager helt derop, hvor energi og livslyst så længe havde gemt sig. Nu kom de frem, med overskud endda, og hun gav den skæve gardinstang et muntert spark, så den faldt det sidste stykke og efterlod sig et hul i væggen. Hun betragtede hullet, det lignede en forblæst blomst. Der faldt et lille stykke puds af, og nu kom hun frem, troldungen. For så lang tid siden, at det fortabte sig i tidløs smerte, var hun flygtet fra nedtrykthed og udmattelse og havde nægtet at vise sig igen, før al jammeren var hørt op. Et øjeblik sad hun deroppe i gardinstangshullet og fløjtede overstadigt. Mellem tænderne havde hun det evindelige græsstrå.. Så hoppede hun ned og satte sig foran Grete der endnu småspruttede af lystighed.

-Hvad sidder du der for?
-Gardinerne. De sagde de var for grimme, men jeg måtte ikke fjerne dem helt, skulle bare sætte nogle andre op.
-Hvorfor?
-De synes ikke det var pænt uden gardiner.
-Hvem de?

Grete sad lidt. Så kom hun på benene. Den krydrede juleduft havde ændret sig, var blevet skarp og sort. Hun småhumpede ud til ovnen. Englen havde fået svedne vinger og nissen mistet sin huespids, og hvor kunne det også være lige meget. Hun overvejede at lade dem være, bare sidde og se dem langsomt forkulle, men tog dem ud alligevel, smådampende af lettelse.

-Hvem de? Troldungen var fulgt efter, ville have sit svar.
-Dem der synes så meget, er så fornuftige, ved så meget bedre.
-Nå, dem der bestemmer?
-Sådan kan du måske godt sige det.
-Har de så også bestemt at du skulle pynte til jul lige nu hvor du ikke har lyst? At du skulle huske at bestille en and hjem, lægge planer så du fik alt gjort i god tid og ikke behøvede at ødelægge juleaften med at være så fortravlet?
Grete så skarpt på troldungen.
-Ja tak du behøver ikke sige mere. Jeg har forstået.
-Men gør du så også noget ved det?

Stilheden, de fastlåste blikke, smilene der brød frem, latteren der fejede støvet sammen i en krog, hænderne der hjemmevant samlede kageduften i dåse, fyldte den store taske med det gode tøj og en tyk bog. Med et sidste smil forsvandt troldungen. Drog hjem til sin blomstereng til en velfortjent lur, og med et øje på klem fulgte hun Grete det sidste stykke.

-Og nu sidder jeg her. Toget kommer lige om lidt. Grete holder telefonen lidt ud fra sig.
-Men hvor tager du hen? Datterens bekymrede stemme svider. Så forsvinder både den og Gretes svar i den hvislende larm. Perronen ryster.

lørdag den 21. maj 2011

Entreprenøren


Tekst: Dorte Jakobsen
Foto: Jørn E.



”Ha, så er den ged barberet.” Entreprenøren smed telefonrøret på og gav sin affarvede sekretær et entusiastisk klask i rumpen.

”Hvad nu, Jørgen?”

”Jeg vandt entreprisen. Cykelstien i den der nationalpark oppe i Thy.”

Hendes afgnavede tyggegummi roterede en ekstra gang. ”Jamen tror du, du kommer til at tjene noget særligt på det? Lå dit tilbud ikke lige i underkanten?” I modsætning til, hvad man måske skulle tro, havde Liselotte god forstand på penge.

”Jo, men nu ansætter jeg et par af de lokale hugobørger til at gøre arbejdet. De ved sgu da ingen ting om mindsteløn og fagforeninger ude i vildmarken. Men spytte i næverne, det kan de.”

-----------------------------------------

Entreprenøren blev budt velkommen af skovrider Signe Svendsen. Hun var egentlig en køn tøs, hvis hun ville lade være med at rende rundt i den kedelige arbejdsjakke. En tur til frisøren og en smart kjole, så …

”Skal vi smutte ud og kigge på det?” Skovrideren rev ham ud af hans dagdrømme og viftede ham om næsen med et detaljeret kort over den nyindviede nationalpark.

Det tog ikke lang tid at skrabe den håndfuld mand sammen, han skulle bruge. De bredskuldrede, lavstammede gutter lugtede af stald og gødning. De var fåmælte, og han kunne dårligt kende den ene fra den anden i deres blå harboørehabitter, men de passede fint ind i hans kram. Han betalte ikke for at de skulle rende rundt og kæfte op.

Snakke kunne de nu alligevel godt, især når de var utilfredse med noget.

”Vi mangler en rendegraver til det her.” ”Motorsaven er sløv.” ”Med en gravko ville det gå noget hurtigere.” ”Overarbejdsbetaling.” ”Arbejdspladsvurdering.”

Hvor I alverden havde de lært den slags henne? ”Jeg har ellers hørt, at en thybo kan klare hvad som helst med en skovl og en kost,” drillede han dem. Hende Svendsen-damen havde allerede kravlet rundt med et målebånd og brokket sig over, at cykelstien var ti centimeter smallere end aftalt på visse strækninger, og hvis han skulle bestille et ekstra læs asfalt, måtte gutterne klare sig med det materiel, han havde slæbt med hjemmefra.

”Husk lige, kammerater, at her arbejder vi efter reglerne; - mine regler. Men hvis I rubber neglene, kan det jo være, der falder en lille sort bonus af.”

Entreprenøren stak tommelfingrene ind under sine brede seler. Det var nu sjovt at se dem, når de stillede sig an som en flok hidsige hulepindsvin.

-----------------------------------------

”Timber!” Adrenalinen susede i entreprenørens årer; han var en simpel mand som aldrig blev træt af benzinos og mandehørm. Det knagede i den gamle stamme, men træet var ramt af elmesygen og måtte vige for fremskridtet.

”Nå, men nu er klokken så fire.” ”Uh ja, den er endda næsten et minut over.” Bondejokkerne nikkede kort til hinanden, slap øjeblikkelig hvad de havde af tove og kiler i hænderne, før de behændigt trådte til side.

”Ja, men så ses vi mandag morgen.” Med sindige skridt traskede de op mod hovedvejen uden at se sig tilbage.

-----------------------------------------

En myre bevæger sig møjsommeligt op gennem et mørkt arbejdsbukseben. Entreprenøren mærker ikke noget. Han ligger under den tunge stamme, og han kan ikke føle sine ben. Han har sendt et prøvende ”hjælp” ind mellem træerne, men det runger så underligt, og der sker ikke andet end at skræmte egern og rådyr får løvet til at rasle.

Kulden trænger langsomt gennem hans forede jakke, mens mørket falder på. Hans mobil ligger mindre end en meter fra hans højre hånd. Blåsorte spyfluer surrer rundt og sætter sig tiere og tiere i hans øjenkrog. Endnu har han kræfter til at børste dem væk.

onsdag den 18. maj 2011

Den unge løjtnant


Tekst og foto: Jørn E.



Vinhandler Ammitzen var vred og irriteret over sin søns opførsel. Eskapader med unge piger og selskaber der ikke var hans stand værdig. Men som far, holdt han naturligvis af sin spradebasse af en søn. I vore dage ville man nok ha' kaldt unge Nicolai for en playboy.
Det hele havde nok været lidt for let for Nicolai. Rige forældre. Dannelsesrejse til de kendte vindistrikter i Frankrig. Godt udseende, charme. Pigerne faldt for ham på stribe.
Den gamle vinhandler måtte gribe sig i, at være lidt stolt af sønnen. Han klarede sig jo godt. Vinhandleren var dog ubehageligt bevidst om, at den unge Nicolai ikke rigtig havde mødt nogen modstand i tilværelsen, og derfor manglede...modenhed.

En dag fik vinhandleren besøg af en gammel ven, ansat i Krigsministeriet.
Vennen talte meget om den alvorlige situation i Sønderjylland. Man var ærligt talt ikke rigtig forberedt på, at skulle prøve kræfter med hertugdømmerne en gang til. Nu, hvor det meget stærke Preusen, med rigskansler Bismarck i spidsen, ikke lagde skjul på, at man støttede hertugdømmerne, var situationen rent ud sagt katastrofal. Det ville være afgørende at man ved en eventuel konfrontation kunne standse fjenden ved Dannevirke.

Vennen indrømmede, i al fortrolighed, at Dannevirke ikke var meget bevendt som militært forsvarsanlæg. Derfor var det vigtigt, at stærke, unge og nationalt bevidste unge mænd var parat til at lede de danske soldater i en eventuel kommende krig.

Vinhandlerer blev tilbudt, at hans søn Nicolai, 19 år gammel og en god rytter, kunne blive udnævnt til løjtnant i Garderhusarregimentet, hvis han stillede med en hest. Som husar og officer, ville han være langt mindre udsat end de menige soldater og han ville modtage adskillige goder.

Vinhandler gjorde opmærksom på, at sønnen, med den status familien havde, overhovedet ikke behøvede, at deltage i krigen. Hertil indvendte vennen, at det ville se godt ud at familien på denne måde viste sin patriotisme. Vinhandlerer lovede, at han ville overveje vennens forslag og snarest give ham besked.

Vinhandleren kunne godt se, at det kunne være godt for sønnens opdragelse med lidt militær disciplin. Han havde ikke den ringeste anelse om de rædsler krig indebar på den tid.

Vinhandlerer tog en alvorlig samtale med sønnen. Nicolai, vidste heller ikke noget om krigens rædsler. Men han så sig selv i husaruniform, oven i købet som løjtnant og med en hest, som faderen ville stille. Han sagde hurtigt ja. Han ville jo også gerne gøre sin far tilpas.

Krigen 1864 var en kendsgerning. Løjtnant Nicolai Ammitzen var sendt ud på en rekononceringopgave ved Dannevirke.
General de Meza, den øverstkommanderende over den danske hær og veteran fra krigen 1848-50, var ubehageligt bevidst om, at forsvarsværket Dannevirke langt fra var den vold, som ville være i stand til at standse ”tysken”.
Han havde fået endnu et problem. En streng vinter havde bevirket, at der lå tyk is på det lavvandede hav både øst og vest for Dannevirke. Nicolai var sendt ud med en patrulje, for at kontrollere om fjendtlige styrker var i gang med at omgå Dannevirke over isen.
Farvandet vest for Dannevirke,var lavvandet, men også lunefuldt, på grund af gasdannelser under isen fra bl.a. rådnende tang.

Her skete katastrofen for unge Nicolai. Han gik gennem isen. Med hest og det hele. Kammerater fik ham dog hurtigt trukket op. Men han var bevidstløs og gennemblødt.

Han blev bragt til en gård, hvor han fik en varm seng. Mirakuløst overlevede han. Opholdet under vandet og chokket havde imidlertid gjort ham syg i hovedet. Han kunne ikke længere huske hvem han var. Han slog efter sine kammerater og da faderen, dybt chokeret endelig ankom, var Nicolai ved at overfalde ham. Han råbte eder og forbandelser imod sin far og det var kun fordi kammeraterne holdt ham fast, at faderen ikke led overlast. Nicolai spyttede efter sin far.

Det var sidste gang far og søn så hinanden. Vinhandler Ammitzen betalte for, at sønnen blev indlagt på sindssygehospitalet Oringe på Lolland, hvor han boede til han
døde i en relativt høj alder.

Se det var den unge Nicolais store og fatale vendepunkt. Fra ung levemand til patient på et sindsygehospital.

lørdag den 14. maj 2011

Månedsopgave


Foto: Randi Abel og wordle.net ;)



Kære alle,

Pga. problemer med kommentarfunktionen synes jeg, Chelinas tekst fortjener at være i centrum lidt endnu. Derfor er der ingen ny tekst i dag.

I stedet vil jeg annoncere en ny månedsopgave med deadline den 31. maj. Opgaven går ud på at skrive en tekst, i hvilken én af flg. sætninger indgår:

Da jeg blev sur...
Da jeg blev glad...
Da jeg blev sorgfuld...
Da jeg begyndte at grine...
Da jeg begyndte at græde...
Da jeg gik en tur...
Da jeg kom hjem...
Da jeg blev tilbudt...
Da jeg den nat gik i seng...
Da jeg tog afsted...
Da jeg forlod...
Da jeg fik en/et...
Da jeg så den/ham/hende...
Da jeg holdt op...
Da jeg var forelsket...
Da jeg var elsket...
Da jeg flippede ud...
Da jeg fik det nye job...

Det er igen Poly, som er ophavskvinden.

God skrivelyst.

Kh,
Randi

onsdag den 11. maj 2011

Vejen Hjem


Tekst: Chelina M.R. Petersen
Foto: Jørn E.



Jeg tænder en cigaret på Dronning Louises bro i natten. Frosten søger ind i varmen under flere lag uld og syntetiske stoffer. Søpavillonen ligger som en kæmpe bryllupskage, oplyst af lamper og månen. Et par overstadige leger Bambi på isen på Peblinge Sø, jeg står som betaget tilskuer et øjeblik og træder så videre over broen.

Med mine behandskede hænder dybt begravet i frakkens lommer, sparkende vinterstøvlerne fremad, forcerer jeg sneen og Nørrebrogade. Musikken spiller og en gang imellem når en dør bliver åbnet, bølger festen ud med en røgsky af overtrædelser, invaderer natten indtil døren lukker friheden inde.

Nattemørke biler med tung bas, kører ugeneret og blinde i høj fart uden bestemmelsessted men med støjende formål, om dagen lister de samme biler sig lydløse af sted. Fra den ene bil genkender jeg musikanlæggets toner, fra en anden ringer den etniske melodi ingen genkendelsesklang, men de krydrer min nattevandring. Jeg smider mit skod i sneen, den blinker til mig en gang, inden den går i sort.

Nørrebros gule mur er gået i hi. Jeg står stille på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej, kigger ned langs muren, der er ingen malerier, ingen tags, ingen som elsker hinanden. Om sommeren glider malerierne ind i hinanden og der bliver elsket, de danner smukke væg til væg tæpper bag boderne, hvor der sælges junk og nærvær. Vinteren er hård mod grafitikunstnerne. En lille obskuritet fanger mit blik på muren helt nede ved fortovet, en penis med en sort maske, stregerne er usikre, amatøragtige. Jeg anerkender tegnerens mod, for at have trodset kulden og sin manglende kunstneriske evne i videregivelsen af sit budskab, hvad det så end er. Liderlig bevågenhed eller blot provokerende lokumskunst.

Jeg fortsætter videre ned ad Kapelvej, kravler over gitterporten til Assistensen. Endnu en lille overtrædelse i natten, i frihedens navn. Så snart jeg er inde på kirkegården, sænker jeg skuldrene og min vejrtrækning bliver lange dybe suk. Jeg stopper op og kigger ned ad alléen med de meter høje søjlepopler stående på hver side, nu i vintertøj. Sneen ligger ubetrådt og indbyder min barnlige sjæl til at sætte mine fodspor på denne hvide løber. Jeg træder, går baglæns, hopper og hinker, det er min sne, mit sted, lige nu. En anden overtræder står pludselig frem, draget af min hvide løber. Jeg går i stå, i et hink, vi smiler indforstået til hinanden, mens jeg næsten ubemærket sætter min fod ned. Jeg overlader sneens uskyld til ham og forsvinder ind mellem træerne. Månen reflekterer i sneen og lyser nattehimmelen gul. Mine fodtrin knirker og min næse løber. Jeg stopper op og bider handsken af, henter en cigaret op fra lommen. Flammen danser og jeg suger begærligt. Oh velsignede ro. Her kan byens lyde ikke nå ind, her er stilheden lykkelig.

Ude på Jagtvejen er Kirkegårdens mur rød. Gamle slidte plakater inviterer til musik, men de er alle ”have been”, ligesom plakaternes mange farver er der kun minderne tilbage. Sender et blik over mod Saxon’s, der ligger der, indhyllet i mørke, bag tremmer, jeg tænker på alle de lørdage, jeg har siddet derinde og spist dagen-der-på-brunch og drukket hyldeblomstsaft med jazzmusikeren fra Malawi og luderen fra Husumgade. Lugten af røg og stegeos fra køkkenet, mennesker der læste gratis aviser og drak reparations øl, men altid havde overskud til at kigge op, når der kom gæster.

Mine minder smyger sig ud mellem tremmerne fra Saxon’s hule, ud i vinternattens mørke kulde. Jeg sender kun et flygtigt blik mod Jagtvej 69, engang Ungeren. Huset hvor unge og gamle kunne finde et pusterum fra en samtid, der ikke har plads til alle. Pillet fra hinanden sten for sten af tåbelige martyrer i kamp mod hinanden, indtil det nu kun er et ar i gadebilledet.

Forskellighed, et betændt og frygtet ord, der engang var et slagord for produktiv virksomhed. Jeg ryster, en pludselig kulde trænger gennem mine stoffer, ind under huden, lige til benet… eller kom den indefra.

Videre, beskyttet af Kirkegårdens høje mur og træerne i vejkanten. Tabte genstande fylder hullerne mellem træerne, tørklæder og handsker, altid kun én handske, ligesom strømper, som aldrig forsvinder i par. Mit cigaretskod lander ved siden af en frosthvid handske. Længere fremme på det modsatte fortov går en lille tæt flok piger, i alt for tyndt tøj og høje hæle, omslyngede og vraltende. De hviner når en stilet mister vejgreb, trækker hinanden op og holder fast. Jeg griner stille, af dem, til dem, med dem. De ser mig ikke, jeg er væk på den anden side i min allé af træer og mur.

Jægersborggade, med den ufremkommelige vej af store sorte huller og ødelagte brosten. Her findes eksotiske butikker og gode veninder. Der oppe på fjerde sal har jeg siddet og drukket kaffe af orangestribede kopper, røget alt for mange cigaretter i samtaler om magt og mode, om frisind og bandekrig, jeg har grædt og grinet højt, skæv af hash og hygge. Vinduerne er sorte, det er for tidligt eller for sent til et skævt visit. Jeg tænder en cigaret og sender i tankerne en varm hilsen op til de mørke ruder.

Parken sover under sin hvide dyne. Jeg slår ubemærket på min jakkelomme, lyden af nøgler… tjek. Den sidste meter hen til døren. Jeg ryger langsomt færdigt. Store dovne snefnug begynder at dale ned over min vej. Smider mit skod uden at se hvor det lander. Jeg kigger op på den polkaprikkede himmel. Kolde kys på mit ansigt. Farvel og godnat nat.

lørdag den 7. maj 2011

Det er en hvid søndag


Tekst og foto: Aviaaja



Det er en søndag,
hvor alt er hvidt i hvidt.
Himmel, fjord, fjeld.
Dog er der, mørke pletter i massiverne,
hvor vind eller sol har påvirket sne og is.

Den altdominerende hvide farve
gør verden tyst. Her er meget stille.

Selv hundene er påvirket.
Ingen tuden.
Heller ikke da kirkeklokkerne ringede,
hvis de da gjorde det?
De plejer at ringe ved ni-tiden.

Hvad er det med denne stilhed i det hvide?
Kan solen og blå farver larme,
eller bare snakke?

I går da de bar døde mennesker
ud af sygehuset til kapellet
kl. 13 og kl. 14 og kl. 15,
da var der stadig højtryk, sol og farver.

Er det det,
det betyder;
at vi lever i pagt med naturen?

At
himmel, fjord og fjeld
sørger med menneskene
når én dør fordi han
er gammel - og elsket,
og to dør, fordi deres liv
blev for svært for dem.

Pigen - datteren
Manden - faderen

De var ikke i familie med hinanden
døde ikke sammen, boede bare i samme by.

Mon de havde mødt hinanden
tilfældigt på posthuset
eller i butikken,
inden?

Vidste de om hinanden?
Kan selvmord smitte?
Hvad, hvis de havde vidst?

Det er en hvid, hvid søndag.

onsdag den 4. maj 2011

Den falske Fortuna


Tekst: Robert Mørk Tindholm
Foto: Jørn E.



Det var en af de dage, hvor Jonna var lykkelig fra det sekund hun slog øjnene op. Stadig nyforelsket på 82. døgn.

Efter Jørn var flyttet ind, var drømmejobbet blevet en biting som bare blev overstået, mens tankerne bar hende rundt i en overvældende fremtidsversion af livet. Her var der både plads til baghave med swimmingpool, vinkælder, og hede sommernætter på lange hvide sandstrande.

Af og til prøvede hun at huske hvordan det havde været, før lykkens gudinde havde ladet hende falde pladask for Jørns fødder. Men det var hende komplet umuligt, den tid var udvisket af hendes hukommelse.

Denne dag var en fredag, og det gjorde hende om muligt endnu mere lykkelig. En lang weekend og bare de to. Datteren Emilie skulle være hos sin far. Kunne livet byde på en større gave? Nej Jonna kunne i hvert fald ikke komme på den. Og dog, så skulle det da lige være at Emilie ville bryde sig lidt mere om Jørn. Men det problem kendte hun jo fra flere af sine veninder. Børn og nye kærester kan være en svær cocktail at blande.

Forventningsglæden var slet ikke til at styre. Hun tog fri over middag, hvorpå hun dansede sig gennem strøget, og købte rigeligt ind. De næste par dage skulle det helst ikke blive nødvendigt, at gå længere væk fra sengen, end ud til køleskabet.

Køreturen fra midtbyen og hjem, kunne sagtens være endt i en katastrofe, for Jonna lagde knap nok mærke til trafikken. Hun var fuldt optaget af at planlægge deres første barne-fri weekend i over to måneder. Først en lækker romantisk middag, hun havde købt lammekølle og fire flasker af prinsgemalens rødvin. Som forret ville hun servere gratinerede jomfruhummerhaler og desserten skulle bestå af hende selv, i den nye sorte Negligé med røde blonder og så med en flaske dyr champagne i favnen. Hun kunne levende forestille sig, hans glade og sultne ansigtsudtryk.

Ja, Jonnas tanker var fyldt op af Jørn da hun parkerede bilen, og slæbte indkøbsposerne de sidste meter ad flisegangen. Hun var sikker på han også havde en overraskelse til hende, og kunne ikke dy sig for at stoppe ved et vindue og kikke ind. Måske havde han fyldt stuen op med blomster, det kunne ligne ham.

Chokket ramte hende som et isbjerg i en svømmehal. Midt på gulvet stod Jørn med hænderne om Emilies hals. Hun hang i hans udstrakte arme mens han ruskede hende hårdt, og derpå smed hende gennem stuen.

Ved hoveddøren var hun fuldstændig omtåget, hun rodede rund i tasken efter nøglen, men kunne slet ikke tænke klart.

Jørn for sammen da dørklokken larmede. De røde tåger i hans hjerne, spredtes langsomt. Han tog et hurtigt overblik over stuen, ingenting var væltet. Derpå råbte han til pigebarnet, at hun skulle skride ind på sit værelse, han var slet ikke færdig med den forkælede møgunge endnu.

Da han åbnede hoveddøren, så han ikke andet end lammekøllen, som kom susende, før det hele bare var stjerner og små sole.