lørdag den 30. oktober 2010

Retten er sat



Fra stuevinduet kunne Birgit se efterårsløvet cirkle i mønstre hen over græsplænen. Hun stod med mobilen trykket mod brystet og prøvede at få åndedrættet i ro efter samtalen. Den hårde mellemgulvsmuskel blokerede så meget for vejrtrækningen, at svimmelheden naturligt fulgte efter. Usikker på benene vendte hun tilbage til lænestolen ved sofabordet og lod sig dumpe ned i den. I sofaen overfor sad hendes søster og mor side om side. De var kommet til formiddagskaffe i anledning af efterårsferien.

”Var det Jens? Hvad sagde han? ”Søsterens øjne afsøgte Birgits ansigt og ledte efter en forklaring på den pludselige alvor, der nu uindbudt sad med til bords. Uvilkårligt rakte hun ud og tog en kanelsnegl fra kurven med morgenbrød. Bemærkede slet ikke kageflagerne, der dryssede ned på den hvide dug.

Birgits hænder greb fast om læderstolens kraftige arme. Hun pressede sig tilbage mod ryglænet. Karruselturen måtte godt stoppe for denne gang. Hvad var det, Jens havde sagt om et nyt barn i forslag? De havde da godt nok meldt til adoptionscenteret, at de var parate igen, men hvad nu hvis…

”Jamen, Birgit, så fortæl dog, hvad han sagde?” Denne gang var det moren, der brød tavsheden. Hendes datter kunne jo ikke bare sidde der og stirre ud i luften og ryste på hovedet. Hun havde jo inviteret dem til kaffe og ikke til dette alvorlige bønnemøde, som det var ved at udvikle sig til. Hun fik øje på kagesmulderet på dugen og forsøgte at værfe det væk med servietten.

Hvad nu hvis, de heller ikke fik drengen denne gang? Birgits uro veg ikke en tomme. Drengen? Nej, hun kunne jo egentlig ikke vide, om det var en dreng, når det ikke var født endnu. Underligt! Jens havde lige fortalt hende, at der gik en højgravid kvinde rundt på et børnehjem på Sri Lanka. Et ufødt barn, der skulle være deres! Utroligt, men sagsbehandleren fra adoptionscenteret havde ringet til Jens og fortalt ham det for blot et øjeblik siden. Så lille! Snart nyfødt! Hun rystede på hovedet. En gang til. Kraftigere, så det halvlange hår dannede en elegant halvbue i luften. Kunne slet ikke få det til at bundfælde sig. Drengen dengang, Omar, havde jo været ældre, næsten halvandet år. Hvad så med al det tøj, de havde gemt?

”Vi kunne jo høre noget af det, du sagde, Birgit… Et nyt barn! Hvor er det fantastisk! Fortæl nu!” Søsteren tog sig en ny kop kaffe. Hun kunne slet ikke have stilheden og den tunge stemning. Forsøgte at vifte den væk som en irriterende flue.

Hvordan skulle hun dog kunne forklare dem om straffen? Straffen hun fik sidste gang, for snart et år siden, hvor hun glædede sig tusind meter ind i himlen til, at Omar skulle blive deres lille dreng. Straffen for, at hun dengang uden forbehold af nogen art havde forberedt sig på at skulle rejse ud og modtage ham i Ecuador. De havde købt ind, indrettet børneværelse og havde som alle vordende forældre vist det lille krøllede billede af ham frem til alle, der gad se det. De havde så meget kærlighed at give af. En kærlighed, der nu fik ansigt, mål og retning. Men så kom den.

Så kom straffen jo. For det hele gik galt. Dagen før de skulle rejse. Alt var klart til det lange ophold i Ecuador. Børnetøj til Omar, gaver til de andre børn og Børnehjemmets leder, legetøj til ham, mælkepulver, sutteflasker og bleer. Kufferterne stod bugnende og færdigpakkede, da oprigningen kom: ”Desværre, vi bliver nødt til at fortælle jer, at adotionsbevillingen fra Omars biologiske mor lige er blevet trukket tilbage. Vi beklager meget… ”

Deres verden brød da sammen for en stund i den voldsomme tavshed, der fulgte.

Birgit strøg højre hånd op og ned ad venstre overarm med hurtige bevægelser, som om hun frøs. ”Ja, det er rigtigt. Jens fortalte, at vi snart får et nyt barn i forslag”. Hun forsøgte forsigtigt at lempe den farlige meddelelse ud, og pludselig lå den der på bordet mellem dem og sprællede. ”Jamen dog! Hvor dejligt! Glæder du dig slet ikke, Birgit?” Morens rynkede bryn fulgte spørgsmålet på dets vej tværs over bordet. ”Jo selvfølgelig glæder jeg mig da”. Men Birgits skuldre nægtede at falde afslappet ned på plads. En anden af morens bemærkninger fra dengang forhindrede dem i det. Replikken, der faldt, da Birgit ringede moren op og hudløs fortalte om Omar, som de ikke skulle have alligevel. Morens nøgterne konstatering i den anden ende af røret langt borte: ”Nå, det var da ikke så godt, Birgit. Det er jeg ked af at høre, men du skulle så nok heller ikke have købt barnevognen, inden I kom hjem med ham.”

onsdag den 27. oktober 2010

Når inspirationen lader vente på sig



Kære alle,

Den gode idé til en historie dukker ikke altid op, når man har brug for den. Til inspiration har jeg nogle gange brugt et lille, gratis program, som kan genere ord til inspiration ud fra fire forskelige kriterier, f.eks. et nøgleord, en hovedperson og en lokation. Programmet, som er på engelsk og let at installere, kan downloades på http://theprint.dk/writethis.html. Min tekst ”Sølvbrylluppet,” som blev publiceret her på bloggen i juni måned, blev til med hjælp fra programmet.

http://www.x-iansen.dk/ har Manfred Christiansen en tilsvarende funktion på dansk i boksen ”Novelleinspiration” i højre side. Nogen af jer husker måske Manfred fra første SAXO-runde.

Jeg tænker i øvrigt, at vi evt. kan bruge onsdag til at dele tips med hinanden, hvis vi har et eller andet, vi tror, andre kan have glæde af. Hvad mener I?

Kh,
Randi

lørdag den 23. oktober 2010

Hans Kær



Hans Kær var en mand, som var glad for livet
Han havde alt og tog det for givet
Villa, værdier for millioner
kone, fem sønner, som var hans kloner

Ude i byen en sexgudinde
AKA den anden kvinde
Hun vidste alt om sønner og kone
som intet kendte til Abelone

”Skal arbejde over og tjene penge”
undskyldte Hans sig med meget længe
inden en fyraftens têtê-à-têtê
At lyve for konen gik legende let

Men så ville skæbnen, at hele koret
fik lyst til at hilse på far på kontoret
Abelone lå nøgen blandt ringbind og mapper
Hans stod og fumled’ med lynlås og knapper

Sønnerne måbede ved synet
Konen stod som ramt af lynet
”Hans, dit kryb, jeg vil skilles fra dig
Hvordan ku’ du gøre det mod mig”

En advokat fik presset citronen
Så alle værdier gik til konen
Nu sidder Hans alene tilbage
uden penge, sønner og mage

Hvad der skete med Abelone?
Hun bor i villaen med Hans’ kone
som fik nogle hidtil ukendte lyster
ved synet af Abelones bryster

onsdag den 20. oktober 2010

Bloggen fremover



Kære alle,

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I forventer af bloggen fremover. Vi er så få skrivende medlemmer, at der vist ikke er basis for publicering af en ny tekst flere gange om ugen. Det er måske i realiteten heller ikke så dårligt, idet der så er mulighed for mere debat om hver tekst.

En ugentlig debatdag, som vi tidligere har haft, er også en mulighed. Eller temadage. Marianne foreslog på et tidspunkt en temadag om at give feedback på tekster. Bente har foreslået temadage om f.eks. skriveteknikker, som vi efterfølgende kunne bruge i forbindelse med en månedsopgave.

Hvad har I lyst til?

/Randi

lørdag den 16. oktober 2010

Et valg?



Sidder ved arbejdsbordet. Skærmen er tom, papiret er blankt og dagen er gået. Rejser sig. Står med ryggen mod rummet. I solen. Ved vinduet mod vest. Vender sig. Tager de få skridt tilbage til skærmen. Sætter sig. Der danser støv i en solstribe. Griber ud efter mobilen. Lægger den igen. Rejser sig. Lukker vinduet op. En solsorts bløde aftenstrofe skaber sekunder af ro.

Går de få skridt tilbage til bordet. Rækker ud efter telefonen. Lukker den op. Læser M1 21.47 onsdag 14. juli. Vælger telefonbog. Vælger søg. Vælger Søs. Indsætter nummer. Og så? Hun er kun et opkald væk. Solsorten synger endnu. Lukker mobilen og lægger den fra sig.

Hvad mere skal han fortælle sin bekymrede søster. De har lige talt sammen. Ja, han havde været der som aftalt. Et par timer lørdag og noget længere søndag. Ja, de havde set fotos sammen, og der var rigtige navne og gode glimt af genkendelser fra barndommens ture med cykler og telt. Ja, far var glad, og nej, han virkede ikke urolig. Om søndagen? De havde kørt en tur. Bare ud i det blå. Nej, han husker ikke præcist hvor i forhold til plejehjemmet. Ja, det er forfærdeligt, at far er væk på andet døgn nu. Selvfølgelig vil han komme og hjælpe – og være der. Men politi, hunde og helikoptere er jo i gang. Han har den begravelse i morgen. Ja, han kører straks efter mindesammenkomsten. Søs smågræder. Hans farvel lyder grødet.

Der er ikke mere at fortælle. Ikke til Søs. Ikke til nogen. Søs vil ikke kunne forstå det. Måske kan han heller ikke selv. Har en dement ikke lov til at træffe et muligt valg? De var kørt til stedet nær barndomshjemmet og var gået ind i skoven. Han ville nå sin far. Måtte blive barn igen. Måtte være i hulen. De havde lavet den sammen, hans barndoms hule. En lille hytte næsten. Der kom sollys fra det lille vindue, og briksen af gamle brædder var der endnu. Der sad de så i søndags og delte et par øl, mens brudstykker af huleerindringer dukkede op. De talte om spil. Spil uden snyd. Man måtte lære at tabe. Der var dengang kaffen væltede, så de begge måtte drikke saft.

Og så var der læsestunder på briksen. Far kunne læse, så man gik ind i fortællingen sammen. Engang læste de ”Novembersol” igen og igen. De talte om fortællingen fra bogen om stavnsbåndshistorier. Den var om Bedste og barnebarnet Bine. Om Bedste som ikke ville være udflytter. Som var træt og gammel og lagde sig i alkoven med ryggen mod rummet. Hun kunne ikke spise. Eller drikke. Men hun kunne vælge. Og hjalp døden på vej. Det blev en barndomsstærk oplevelse. Mellemrummet mellem dengang og nu forsvandt. Noget blev stærkt igen. Han så sin far se på drengen, som ikke længere var et barn og på briksen, som ikke var en alkove. Der var glimt af noget særligt i det blik.

Ville søndagens oplevelser ikke være glemt om mandagen? Kunne fars flugt fra Nordstjernen være et valg? Måske et diffust valg i familie med Bedstes. Skal en dement far ikke have fred, så et muligt valg kan nå sin virkning. Skal man absolut findes?

Flytter sine hænder fra sit ansigt. Solsortesangen er der endnu. Telefonen ringer. Han åbner. Det er Søs. Han taster: modtag.

August eller oktober - det gør ingen forskel

Oktober-opgaveteksterne lader vente på sig, men jeg har heldigvis modtaget en tekst skrevet på basis af august-opgaven. Den bliver postet i dag kl. 10:00 :)

Randi

fredag den 15. oktober 2010

Skæbnesvanger



Dette er beretningen om en mundtlig besked, der for en del generationer siden blev givet til et ungt par i min familie.
En besked, der kom til at betyde meget store omvæltninger i deres liv, og som også den dag i dag har sat sine spor, i vores familie, og direkte på mig.
Beskeden var i alt sin enkelthed denne:

”I skal ud herfra, her må I ikke være længere.”

De blev simpelthen smidt ud af deres bolig.
Det fortælles at deres vært ellers var en elskelig ældre herre, som havde gjort alt for at gøre deres bolig til et godt sted at være, hvor de kunne trives, og hvor der også var rigelig plads til familieforøgelser.
Der var blot eet sted på ejendommen de ikke måtte komme.
Men de var unge, de var videbegærlige, og de var nysgerrige, som unge mennesker jo er når de vil udforske en verden de ikke kender til.

Set i bagklogskabens ulidelige klare lys, skulle de naturligvis ikke have gjort som de gjorde.
Det resulterede jo i, at de stod uden tag over hovedet, og måske med en ny lille verdensborger på vej, nærmest helt alene i verden, uden mulighed for at få hjælp til noget som helst.

De klarede sig trods alt, fik mange børn, og vores familie voksede stort, men i deres, og vores liv har der været og er mange store udfordringer som skulle og skal overvindes.
Det er lige som om, at vi i vores familie, siden den gang, bliver sat på den ene store prøve efter den anden, for at bevise at vi godt kan klare os, at vi er stærke nok, at vi er uddannede nok, at vi er ærlige nok og at vi er næstekærlige nok.

lørdag den 9. oktober 2010

Carmen Rosita



Solen står omtrent stik syd over bjergkammen ved Wotan’s Throne. Tiden er ved at løbe fra mig. Jeg hvirvler rundt som en sindssyg for at blive klar. Skulle så nødigt misse min aftale med den kendte fotograf, Shaul Schwartz, fra National Geographic. Jeg forsøger at få lidt gang i energifeltet. Det er desværre lidt mudret efter de sidste dages udskejelser. Fejer energisk med de yderste dele af lemmerne, mens jeg overvejer, hvilket design jeg skal vælge til opgaven i dag? Dresset i sølv med de smukke kvartskrystaller? Måske det rødbrune Grand Canyon- look for ligesom at slå på det lokale islæt? Lettere febrilsk roder jeg rundt blandt de mange muligheder. Jeg er mest til støvede farver og silketynde stoffer. Finder roben med den gråblå bundfarve inderst inde i skabet. Den changerer så smukt fra det lysegrå i midten og til det sorte i det blondeagtige bærestykke op mod mit ansigt. Med en make up i sort og sølvgrå bliver jeg ikke smukkere.

Min værste konkurrent indenfor branchen de senere år, Katrina, er temmelig slagfærdig. Hun er jo også opvokset ved havet og har langt nemmere ved at slå igennem og få pressens opmærksomhed. Det er ikke nemt at hamle op med hende, når man kommer fra det yderste ørkenområde her i Arizona. I radioens nyheder siger de nu, at jeg lader vente på mig. Rolig. Træk vejret dybt. Ikke stresse. Normalt kan jeg være undervejs med forberedelserne til sådan et job i dagevis. Det kræver virkelig timing at være på sit højeste, når billederne skal i kassen. Jeg har før prøvet at vise mig frem på uheldige tidspunkter, og det giver kun dårlige anmeldelser. Fotografen, Shaul, skal også være rede. Sitrende af forventning, når jeg endelig træder frem.

Jeg ånder kraftigt ind og ud nogle gange. Mærker styrken i mit indre sætte cirkulation i selv de mindste dele. Luftigheden breder sig helt ud i mit lange hår, der er drysset med krystaller. De skal reflektere sol lyset. Danne modvægt til det grå og sorte i mit udtryk.

Temaet med de galopperende heste som blikfang kom til mig i de tidlige morgentimer på vej ud af søvnen. Kreativitet er en vigtig faktor indenfor min branche. Og jeg er sikker på, at Shaul bifalder det. Han ved, hvad der skal til for at få titlen ” Foto of the Month”.

søndag den 3. oktober 2010

Oktober-opgave: En meddelelse

Oktober måneds opgave kommer fra Jørns hånd. Jeg har nedskrevet et forslag til, hvordan det kan føre til en lille tekst til bloggen:

- Tænk over oplægget en dags tid eller to
- Afsæt en halv time en aften i den nærmeste fremtid
- Skriv i 20 minutter
- Rediger i 10 minutter
- Send teksten til Randi

OPGAVEN
Skriv om en meddelelse, mundtlig eller skriftlig, som har haft stor eller ligefrem afgørende indflydelse på hp's liv


lørdag den 2. oktober 2010

Eline


Hun lå helt stille på den afsvedne græsplæne. En boblende fornemmelse bredte sig i Laurits’ krop fra mellemgulvet og op... op... op..., indtil den nåede hans læber. Han tumlede nogle skridt baglæns, og hans ene hånd fór op til munden, som for at kvæle lyden. Eline. Hans Eline, som havde giftet sig med ham trods farens modvilje. Noget vådt trillede fra øjenkrogen ned ad Laurits’ furede kind.

Men hvorfor lå Eline dér? I en have, han ikke kendte? Udenfor et hus han aldrig havde set? I en gade han aldrig havde besøgt? Boblerne flød sammen til en hård, tung masse, mens Laurits på stive ben igen nærmede sig knasthullet i det hvidmalede stakit. Idet han satte øjet mod hullet, løftede hun sin arm. Havde hun hørt ham? Vinkede hun ham ind i haven? Laurits vendte sig om, og i det samme lettede en doven flue fra den unge kvindes bikiniklædte bryst.

Laurits stavrede op ad flisegangen og skråede over græsplænen. Hånden vinkede ham igen nærmere, og den hårde, tunge masse i hans mellemgulv opløstes i boblende atomer. Hans skygge lagde sig over den spæde kvindekrop, da han faldt på knæ ved siden af hende. Med en kroget hånd strøg han hende over kinden. Det første øresønderrivende skrig væltede ham omkuld i græsset.

”Fjern grabberne fra min datter, din perverse stodder!”

Laurits forstod ikke ordene, og han mere fornemmede end så skosnuden, inden den ramte ham i tindingen.



Foto: Leonius