lørdag den 17. marts 2012

Skovfolket i Ulkerup



Tekst og foto: Jørn E.

En historie om ånd og materie

...eller måske snarere om materie og ånd.

Jo, hør her:

Skovfolket i Ulkerup boede i Ulkerup landsby og blev flyttet derfra, da deres livsgrundlag forsvandt p.g.a. en kvægpest.

Efterhånden som de udflyttede beboere fra skovlandsbyen døde af forskellige årsager, blev deres jordiske rester (materien) begravet på Egebjerg kirkegård. Deres ånd derimod, valgte at vende tilbage til deres elskede landsby i skoven.

Der gik mange historier om om lys oppe ved landsbyen ved nattetide. Man mente, at det var skovfolket der ikke kunne få fred og derfor spøgte derude.

Deri tog man dog grundigt fejl. For som nævnt, var skovfolkets ånder der af engen fri vilje og de levede deres åndelige liv derude i kærlig samhørighed uden, at skulle tænke på varme og kulde, tøj og mad.

De havde derimod et stort problem. De kedede sig, for hvad skulle de beskæftige sig med.

Det drøftede de i lang tid og det endte med, at de blev enige om, at de ville bruge deres åndelige kræfter, til at gøre livet lidt lettere for de levende mennesker i Egebjerg sogn. For de vidste jo, hvor besværligt det kan være at leve som menneske af kød og blod.

Det var tæt på Jul, og de blev enige om, at de ville glæde sognets beboere med en flot juleudsmykning af hele kirkegården, da graveren lå med et brækket ben og ikke ville blive arbejdsdygtig foreløbig. Nogle enkelte fra sognet havde pyntet så godt de kunne, her og der.
Men det var ikke som det plejede.

Skovfolket satte levende lys på alle gravene, som de først havde pyntet med gran fra Ulkerup skov.
Den ældste af skovånderne mente, at man måtte bruge afskærmede lys, da levende lys der ikke gik ud i vinden ville forskrække sognebørnene og det var jo ikke meningen. Vips, så var der flotte glasafskærmninger på alle lysene.

Der var nogen, der mente, at de også skulle pynte kirken. Men også her sagde den ældste fra. Der var alt for få der havde nøgle og de ville vide, at det ikke var dem. Men de kunne jo sørge for, at der var varmt og hyggeligt i kirken når der skulle være julegudstjenester. Den ældste satte sig ned og tænkte: '19 grader mellem 15 og 20 i kirkerummet, men rettede det efter nærmere omtanke til 20 grader. Der var jo altid nogen der havde glemt at klæde sig ordentligt på.


oo00oo


Juleaftens dag var familien Andersen fra Bråde ude for at fælde årets juletræ og alle tre børn var selvfølgelig med.

Den yngste på tre år, en lille vildbasse af en knægt, gik selv ud for at lede efter et træ, for han syntes at de træer de voksne valgte var alt for små. Men da han havde meget mere øje for juletræet end for hvor han gik, for han vild og gled ned i en dyb grøft med mudder på bunden.

Da hans forældre opdagede at han var væk var der gået op mod et kvarter, for de troede at han var sammen med sine søskende. De begyndte alle straks at lede efter lille Kurt og råbe hans navn i alle retninger, så det ekkoede i skoven. Mens lille Kurt sagtens kunne høre deres råb, kunne de ikke høre, at han svarede, for hans råb blev kvalt af den dybe grøft, og den tætte granskov omkring ham.

Skovfolket hørte også råbene, som efterhånden blev mere og mere paniske efterhånden som mørket sænkede sig.

'Vi må gøre noget.' lød det fra en af dem der havde fået æresbolig i en af de fine nye bronzeskulpturer ved landsbyen. 'Jamen hvad kan vi gøre uden at afsløre os.' 'Rolig nu' brummede den ældste. Vi giver dem lige et lille hukommelsestab og anbringer hele familien foran kirkedøren. Det passer lige med den tidlige gudstjeneste kl. 15. Så pegede han først i den retning hvor den søgende families råb kom fra og så imod det sted hvor lille Kurts stemme svagt hørtes. 'Sådan'. Den ældste smilede veltilfreds.


'God ide' lød det i kor fra hele skovfolket og himlen lyste over dem. De lyste nemlig altid ekstra meget, når der var noget der glædede dem. Alle der stod og ventede på, at komme ind i kirken i Egebjerg. og kiggede den vej så det kraftige lys også familien Andersen. Man pegede og sagde andagtsfuldt, at det nok var skovfolket der markerede julen.

Hr. Andersen undrede sig da han efter gudstjenesten fandt et meget smukt juletræ lige udenfor kirkedøren med en ”Manillaseddel” på, hvor Der stod ”Andersens”.

Jørn E

Bakkehuset i Nyborg
4. februar 2012

Aller rettigheder forbeholdes.

26 kommentarer:

Anita sagde ...

Kære Jørn.
Udi æventyr, kan du mangen barnesjæl fange :)
Billedet er helt æventyrligt.
Æventyret ligeså.
Tak så kjærligst
Anita

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Det er et spændende manipuleret billede med en speciel lyssætning, du viser os.

Og så har jeg mødt "Skovfolket i Ulkerup" og er blevet indviet i deres skjulte gøren og laden - men hvad søren blev der af "Lille Kurt". Hvis de, altså Skovfolket, har hjulpet ham tilbage til familien, må min indre læser ikke have forstået det. Undskyld!

Bag begge tekster ligger en meget alvidende fortæller - men det må der vel også gerne i "ånd og materie"-eventyr?

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Jørn

Først blev jeg forblændet af dit eventyrlige billed, som var utroligt fascinerende. Og min første tanke er selvfølgelig, hvordan er det lavet.

Har du mon sat to billeder sammen, eller har du ekstra eksponeret billedet samtidig med du har flyttet dit kamara?! Fortæl, fortæl, inden jeg dør af nysgerrighed! :-))

Min næste tanke var, efter at have læst dit eventyr, om du mon havde skrevet dit historie, efter du havde set dit billed! For jeg er sikker på, jeg kan se Skovfolkets ånder, stå og pølse på nye numre imellem træerne.

Og så til dit lille eventyr, som jeg læser som et børneeventyr, hvor voksne også kan være med.

Du fanger straks min interesse. Først tænker jeg, hvor genialt at bruge ”kvægpest” som grund for skovfolkets udflytning. Og så vender deres ånd tilbage. Nu er forventningen lagt.

Din fortælling glider fint, indtil jeg kommer til dette afsnit:
”Den ældste af skovånderne mente, at man måtte bruge afskærmede lys,.....”
”..levende lys der ikke gik ud i vinden ville forskrække sognebørnene og det var jo ikke meningen.”

Hvordan hænger dette sammen med at afskærme lysene, hvis levende lys i vinden ville forskrække sognebørnene? For mig virker sætningen forkert!

Resten af fortællingen er som et 'rigtigt eventyr', der tillige ender med familien Andersen bliver genforenet.

Som en anden barnesjæl, ville jeg jo gerne læse noget om, hvordan skovfolket havde 'tryllet' lille Kurt hen til sin familie. For det er hvad jeg "gætter" mig til!

Og så blev 'min' eventyrslæsning brat afbrudt af en ”Manillaseddel”!
Her synes jeg, en seddel ville havde bibeholdt fantasien, så jeg ikke ”vågnede op” så hurtigt!

Ellers nød jeg rigtigt at læse dit eventyr. Du har så mange forskellige måder at fortælle historier på, som er en gave jeg beundre.

Med hilsner
Poly

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

et sødt lille eventyr, som fanger mig ind i en anderledes verden af noget overnaturligt trylleri, i og omkring den lokale kirke.
Man skal høre meget før ørene falder af.
I grunden en mærkværdig sætning.

Leonius.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Hvor er det dejligt, når de åndede væsner i en fortælling viser sig at være venligt stemte og er menneskets hjælpere i stedet for modstandere.
Vi er så vant til fra eventyrernes verden, at skovfolket i form af f.eks. hekse og trolde ofte er ”de onde”, der skal overvindes, inden helten kan vende hjem og få prinsessen og det halve kongerige, men her i din fortælling har de rollen som gode hjælpere.

Jeg synes, at den forsvundne dreng, Kurt, er omdrejningspunktet i fortællingen, men jeg er i tvivl, om han bliver fundet igen eller hvad? Jeg kan læse, at skovfolket sørger for at få træet hen til kirken, og jeg forestiller mig, at det er det træ, som Kurt har peget på, men er drengen blevet tilbage i skoven? Er han blevet en del af skovfolket? I så fald har fortællingen jo slet, slet ikke en lykkelig udgang. I alle tilfælde ikke for drengens familie.
Som du kan se, giver din slutning en mulighed for at fabulere videre. Var det din intention, så er det i alle tilfælde lykkedes hos mig.
Jeg kom undervejs også til at tænke på, da den lille dreng sidste år… kan ikke helt huske, hvad han hed… forsvandt i skoven og blev fundet i god behold næste dag. Gad vide, hvad han har oplevet? Forhåbentlig noget godt, så skoven kan være hans ven for livet.

Det er et meget specielt og dragende foto, som ledsager din fortælling.

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Sorry folks!

Jeg har været frygteligt optaget af noget slægtsforskning i de forgangne dag og har glemt at se om der var kommentarer til "Skovfolket i Ulkerup."
Jeg undskylder så mange gange, men nu skal jeg nok være der.

Jørn E. sagde ...

KæreAnita!

Jeg kan se, at æventyrstemningen er slået igjennem i dit sprog.
Takker allerskyldigst for for de smukke ord.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak for din rosende kommentar. M.h.t.
lille Kurts forsvinden, repeterer jeg lige afsnittet om den ældstes foreslag til løsning af miseren:

"'Vi må gøre noget.' lød det fra en af dem der havde fået æresbolig i en af de fine nye bronzeskulpturer ved landsbyen. 'Jamen hvad kan vi gøre uden at afsløre os.' 'Rolig nu' brummede den ældste. Vi giver dem lige et lille hukommelsestab og anbringer familien foran kirkedøren. Det passer lige med den tidlige gudstjeneste kl. 15."

Bemærk: Vi giver dem... altså hele familien incl. lille Kurt. Og træet udenfor kirken havde fået en mærkeseddel af den type vi i gamle dage kaldte en "manillaseddel" på "nudansk" en tag.
Skovfolkene er jo gode ånder.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak for din rosende kommentar. M.h.t.
lille Kurts forsvinden, repeterer jeg lige afsnittet om den ældstes foreslag til løsning af miseren:

"'Vi må gøre noget.' lød det fra en af dem der havde fået æresbolig i en af de fine nye bronzeskulpturer ved landsbyen. 'Jamen hvad kan vi gøre uden at afsløre os.' 'Rolig nu' brummede den ældste. Vi giver dem lige et lille hukommelsestab og anbringer familien foran kirkedøren. Det passer lige med den tidlige gudstjeneste kl. 15."

Bemærk: Vi giver dem... altså hele familien incl. lille Kurt. Og træet udenfor kirken havde fået en mærkeseddel af den type vi i gamle dage kaldte en "manillaseddel" på "nudansk" en tag.
Skovfolkene er jo gode ånder.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Først må jeg jo hellere redde dig fra en grum død, som følge af nysgerrighed.
Jeg bruger billedbehandlingsprogrammet Picasa.
Der har man mulighed for, at lave collager ved f.eks. at lægge flere billeder ovenpå hinanden (det vælger man i menuen collager). Jeg har lagt to eller tre billder ovenpå hinanden og lagt den transparente "måneskinsfarve" ovenpå til sidst under menuen effekter. Da det ene billede er taget på større afstand end det andet, kommer det til at se ud somon der også er nogle skovfolkebørn med i forsamlingen.
Picasa kan downloaldes gratis fra nettet.
De afskærmede lys: Jo, hvis du så et levende lys stå og brænde helt roligt i den kolde vintervind, ville du så ikke undre dig? Derfor menet den ældste at de kan få lysene til at se "naturlige" ud ved at sætte cylindriske glasafskærmninger på. OK?
Den ældste gav jo HELE familien hukommelsestab og anbragte dem sammen ved kirkedøren.
Din afsluttende bemærkning om mine mange forskellige måder at fortælle på glæder mig rigtig meget.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Glæder mig at du kom i æventyrstemning. Det var jo netop meningen.
Du har ganske ret m.h.t. udtrykket.
Men jeg har heldigvis ikke hørt SÅ meget endnu. Jeg håber at jeg får en advarsel, gnæk-gnæk.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Glæder mig at du kom i æventyrstemning. Det var jo netop meningen.
Du har ganske ret m.h.t. udtrykket.
Men jeg har heldigvis ikke hørt SÅ meget endnu. Jeg håber at jeg får en advarsel, gnæk-gnæk.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Først tak for dit lille wake-up-call på FB.

Med hensyn til lille Kurt, vil jeg henvise dig til det jeg har skrevet til Ragnhild og Poly. Men at I er tre der misser pointen her, tyder jo på at det ikke fremstår helt tydeligt.

Det var netop min ide at gøre op med det der evindelige ondskabsævl og også derigennem at give historien en humoristisk drejning.

Jeg husker også godt historien om drengen der forsvandt sidste vinter. Så vidt jeg husker var han glad og ved godt mod da han blev fundet. Så der er måske andre gode skovånder.

Tak for de rosende ord om billedet.
Du kan læse "opskriften" i mit svar til Poly.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Alle!

Hvis der er nogen af jer der vil læse lidt mere om skovfolket i Ulkerup, kan i følge dette link:

http://odswiki.bibod.dk/index.php/Ulkerupfolket

Poly sagde ...

Poly sagde ...

Kære Jørn

Slægtsforskning, det lyder spændende. Måske er du i gang med en af den berømte historiske fortællinger!

Og mange tak for din billedbeskrivelse, for nu har du reddet mig fra en grum nysgerrigheds død. :-))

Og nu har jeg igen og igen, læst sætningen:
”..., da levende lys der ikke gik ud i vinden ville forskrække sognebørnene og det var jo ikke meningen. ”
Og din forklaring:
”Jo, hvis du så et levende lys stå og brænde helt roligt i den kolde vintervind, ville du så ikke undre dig?”

Wow, det var en hård nød at knække! Og endelig, efter utallige ”igen'er” og et mentalt komma efter ”.., da levende lys...” lykkedes det at fatte din sætning i din historie. :-)))

Jeg var lige inde og kigge på din link om Ulkerupfolket, og de forskellige underlink om ”Forsvundne Landsbyer i Odsherred”. Meget spændende. Så mange tak for henvisningen.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Jeg synes at egnsfortællinger, hvad dette vel egentlig er mere end et eventyr, er en del af vores kultur, som er vigtig at bevare, så stor ros for din fortælling om skovfolket fra Ulkerup...

At vi tre tanter så missede, at den bette Kurt pænt var fulgt til kirken sammen med de andre i familien, kan jo hurtigt rettes op. Enten ved at vi pudser brillerne, eller hvis du får lyst til at tilføje et par sætninger. I så fald skriver du det bare her eller på mailen. Så skal jeg nok rette det.

Nu vil jeg ud i foråret...

Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Jeg var opmærksom på den med "hukommelsestab og familien og kirkedøren", men min indre læser hviskede "brud på læserkontrakten" - måske som et oprør mod mangelen på logik, også på den "eventyrlogik" som hun ellers er villig til at indgå læserkontrakt om.

Kh den ene af "de tre tanter" :-)

Poly sagde ...

Kære Jørn

Den sidste af "de tre tanter" har intet at tilføje. ☺ ☺ ☺

Med hilsner
Poly'

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Jeg er ikke helt med på, hvad du mener med "læsekontrakten," men nu har jeg lavet en lille tilføjelse til det afsnit der handler om "hukommelses-tabs-manipulationen og sendt den til redaktion og "godkendelse" hos tante Bente, så jeg vil sammen med dig vente spændt på hvad der videre sker - gnæk, gnæk.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Så er det redigerede afsnit sat ind...

Kh Bente

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Jørn E. sagde ...

Tak kære Bente!

Hermed er "Skovfolket i Ulkerup," ver.2 lanceret i bedste Saxo-stil.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

...Og, ups, tusind tak for hjælpen.
(røde ører) gnæk-gnæk.

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Hvis du har hygget dig lige så meget med at skrive om skovfolket, som jeg gjorde, da jeg læste deres historie, må du have haft alle tiders weekend hos Jeremy.

Du mestrer mange genrer, og du forstår kunsten at underholde.

Som Poly er jeg lidt ked af Manilasedlen. Den bringer mig brutalt tilbage til virkeligheden, så jeg ville nøjes med at sætte en ikke nærmere specificeret seddel på.

Kh
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

"Mestrer mange genrer" - "forstår at underholde."
Mmm, mer, mer!

Manillasedlen er netop, for at det sidste strejf af "åndelighed" skal fjernes. Ingen tænker her på Skovfolk, vel?

Tak og kærlig hilsen

Jørn E.